Time changes..

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, i det at Lisa måtte ankomme til Imandra. Hvad hun lavede så langt væk fra det hele, vidste hun ikke, men hun havde selv virkelig brug for at skulle tænke. Det var overskyet og det lagde tydeligvis op til noget regn, selvom det ikke var noget som Lisa lagde sig synderlig mærke til lige nu. Vandringen havde været lang, efterom hun havde vandret igennem Dvasias for at komme hertil. Jason havde nok at se til i Procias og specielt på grund af alt det som var sket med Nathaniel og Evelyn for den sags skyld, så hun ville virkelig ikke forstyrre lige nu. Hendes vandring op af bjerget var roligt og stille. Den mørke kappe trak hun let og stille omkring sin egen krop. Det var jo faktisk ved at blive en anelse køligt og det skræmte hende. Hvad lavede hun egentlig her? Vinden slog let og fast mod hendes ansigt, hvilket hurtigt måtte tvinge blikket ned. Det faldt direkte til den ring som måtte hvile på hendes finger. Et ganske svagt smil passerede let hendes mundvige, idet hun roligt nåee op til den store sø som måtte ligge et godt stykke oppe. Et sted en dødsfælde og hun vidste det og det var så sjældent, at folk i det hele taget måtte søge herop, så her kunne hun vel få lov til at sidde i fred og ro?

[salena]

Selv af mørkets væsner, var der nogen som ikke var direkte ondsindede. De søgte blot hindsides, når de endelig kunne komme frem. Det var dét, som lod Salena komme til bjergene. Hun var hurtig og smidig til at komme op og derfor var hun snart i nærheden af søen, som lå et godt sytkke oppe. Ikke at det ville gå hende på, for hun kunne fint trække vejret. Hun behøvede det nemlig ikke. Hun bar selv en kappe, hætten var slået op og skjulte hendes lyse hår. Hun var derfor helt i silhuet. Hun lænede sig med skulderen op af et træ, men støttede også op af den med armene. Hun så ud over området og indsnusede engleduften. Så sød. Men der var en anden duft. Hendes grønne øjne flakkede over til skikkelsen og hun så direkte på skikkelsen. Hun slog stille hendes hætte ned og trådte frem, nærmede sig vandet. Hun slog blikket rundt imod den kvindelige silhuet, som efterhånden blev mere og mere tydelig for hende. Hun spærrede øjnene noget op, da hun kunne se hvem det egentligt var. Hun så ned i vandet, og op mod hende igen. Så satte hun sin gang direkte over imod hende. Hun strøg hendes lyse hår frem og viftede let med det. Hendes grønne øjne oplystes i mørket, pga. hendes race. Vinden kastede let omkring med hendes hår, som hun langsomt nærmere sig skikkelsen. "Godaften," sagde hun med sin melodiske og tryllebindende stemme. Hun stoppede op en meter fra skikkelsen. Hun lignede stadigvæk den gamle Sophie, bare mere smuk pga. hendes race. Hun rankede sig selv op i ryggen og foldede hænderne usikkert foran sig. "Jeg..jeg ved hvem du er, Lisa Strife," sagde hun stille. Hendes øjne flakkede let over hende. Det var så tydeligt for hende, men hvordan? Hun havde set og hørt hendes mor dø dengang.

[Deleted]

Hvor Nick måtte være i øjeblikket, det vidste hun ikke, men en ting var sikkert; Det hun havde gjort, var ikke noget som burde være sket. Ikke uden at snakke med ham først vel at mærke og hun vidste det. Hun havde startet på et nyt kapitel og uden at færdigskrive det forrige først, det var helt sikkert. At Sophie var i nærheden, det vidste hun ikke. Der var et helt århundrede hvor hun havde søgt efter dem og hun havde virkelig bare været tæt på at give op. Sophies gravsten havde hun set i Procias og det havde virkelig været hende et forfærdeligt stik direkte i hjertet. Sophie havde altid æret hendes øjesten som Lexie havde været Nicks. At favorisere dem på den måde, havde aldrig været rigtigt, men nu havde de heller aldrig haft de mange midler at gøre brug af dengang. Nu var det fortid og det var ikke noget som hun havde brug for at skulle tænke på lige netop nu. Hun stoppede op omgående, idet at hun hørte stemmen. Hun vidste godt, at hun slet ikke burde færdes ude nu om dage og specielt ikke om natten. Hun vendte sig direkte mod skikkelsen. Denne unge kvinde.. Det var som at blive ramt af en direkte lussig og direkte i blikket. Det var løgn.. Efter så frygtelig lang tid, så stod hun der..? ".. Sophie? Sophie er det dig?" Hun trådte et skridt mod hende.. Nej, det kunne da ikke være hende? Det måtte da næsten være syner for hun havde virkelig søgt sin pige så længe og hun havde jo set hendes grav i Procias! Der var et eller andet her som bare ikke stemte overens. "Jeg... jeg så dig.. din grav.. det.. det kan ikke passe.. Det.." Hun hævede let den ene hånd, selvom hun ikke rigtigt turde, at skulle stryge mod hendes hud.. mod det unge kind som måtte stå foran hende, som hun normalt ville have gjort det. Det var hendes lille pige og hun følte virkelig at hun havde svigtet noget så grusomt.

[salena]

Hvad der var sket mellem Salena's forældre, og hvad der i det hele taget var sket med hele familien, vidste hun virkelig ikke. Siden at det hele bare var gået galt for hendes eget liv, med Jeremy og alt, så var hun virkelig bare flygtet. Hun skulle jo også vænne sig til tilværelsen som spide, og det var hun da kommet godt igennem. Hun ville virkelig knuses, hvis hun vidste at hendes forældre var fundet sammen og så gået fra hinanden igen. Nick og Lisa var perfekte for hinanden. Det vidste hun da. Hun håbede et sted, at hvis Nick var kommet tilbage, så havde han fundet Lexie og nu stod hun så her med Lisa lige foran sig. Det kunne kun være hendes mor. Hun havde altid været mors pige og Lexie fars. Så var der intet at slåsse om. Hun nikkede stille. "Dog ikke længere und det navn.. Ikke direkte i hvert fald," sagde hun stille og trådte selv nærmere. Det var hende. Hun vidste det jo, selvom hun virkelig var forandet. Hun sitrede efter at mærke sin mors strøg mod hendes kind, men hun gjorde det ikke. Ærgelsen sænkede sig som en tung vægt i hende. "Lad mig forklare," bad hun dæmpet, for at få Lisa til at lytte til hende. Hun så på hende. Deres øjne var identiske, som Nick og Lexies. Hun bad hendes mor komme med. Hun trak hendes kappe af og smed den på jorden og tilbød Lisa at sætte sig. Hun frøs ikke alligevel. Hun satte sig selv. "Efter branden.. Som jeg blev ældre, faldt jeg for Jeremy. Lexie forsvandt, fordi hun følte hun stod i vejen. Jeg har aldrig.. Haft det så dårligt," sagde hun stille og så ned på jorden. Hun støttede på sin arm. Hun så hen på sin mor. "Meget skete.. Jeremy og jeg, kom i kambolage med en Samuel. Han..han voldtog mig og omgjorde Jeremy til spide. Sidst i min graviditet, kidnappede Samuel mig og satte mig i hans kælder. Han tog barnet fra mig, da jeg havde født. Han omgjorde mig og smed mig ud," forklarede hun stille. Hun sitrede i hele kroppen. Hun havde ikke talt med dette om nogen så længe. "Jeremy og jeg fik problemer derefter, og det hele endte ud i at han gik under jorden og jeg forsvandt hertil. Jeg samlede noget askelignende støv, puttede det i en urne og sendte et brev til Procias, om at jeg var gået bort.. Så jeg er ikke længere Sophie Terrac, men mit navn er Salena Ora P'Hès Innas Erona.." Hun trak vejret dybt, selvom hun ikke havde brug for det. "Tager du forbogstaverne for hvert navn, danner det Sophie," sagde hun stille og så op på hendes mor.

[Deleted]

Lisa forstod det virkelig ikke. Hun havde grædt ved Sophies gravsten og det havde virkelig været hende en så forbandet frustration, at hun slet ikke havde været der til at beskytte sin lille pige! Det var hundrede år siden at branden havde været der og alt havde virkelig bare været et frygtelig stort kaos lige siden dengang. Hun skammede sig faktisk, også selvom hun havde gjort det som hun havde været i stand til at gøre - At redde børnene ud, koste hvad det koste ville! Så var alt det andet fuldkommen ligegyldigt for hendes vedkommende og det havde kostet hende livet og så alligevel givet hende en chance til, hvilket hun var glad for - Hvis hun havde vidst hvad pokker hun skulle bruge den på, for der stod hun stadig på bar bund og valgt hende en vej, den tryggeste vej som var for hende at spore lige nu. De isblå øjne faldt stille til hendes blik. Hun hævede forsigtigt hånden ved hendes ord. Det var virkelig noget som måtte brænde noget så tydeligt i hendes eget indre og det gjorde virkelig så frygtelig ondt, hun nikkede blot stille og tog plads ved hendes gestus. Hun lyttede til hendes ord. "J-jeg havde håbet at Jeremy.. kunne passe på jer begge.." sagde hun dæmpet. Tanken skræmte hende virkelig og den skræmte hende noget så frygtelig meget. Det i sig selv, var bestemt ikke Sophies skyld. Forsigtigt lod hun hånden stryge mod Sophies kind. Hun havde ingen anelse om hvor Nick måtte være eller Lexie for den sags skyld. Blot måtte hun håbe, at de begge var okay.. Hun håbede og bad virkelig til det! Hun blinkede let med øjnene. "Jeg er ked af.. at jeg ikke har været der, Sophie..." At hun gik under et andet navn, gjorde hende intet.. Det var stadig Sophie - Hendes lille pige og det ville virkelig aldrig ngoensinde ændre sig på nogen som helst måde overhovedet! Hun trådte et stille skridt tættere på hende, lagde armene omkring hende og trak hende ind i favnen, hvor hun fast måtte knuge omkring hende. "Jeg fik en chance til Sophie.. Jeg har søgt efter dig i et helt århundrede.." hviskede hun tæt ved hendes øre. Hun lukkede øjnene stille. Det var en lettelse uden lige for hende at skulle føle, det var helt sikkert og hun kunne vitterligt ikke gøre andet end direkte at elske det. "For mig vil du altid være min lille Phie.." hviskede hun stille. I sig selv, var det en stor ærlighed. De familiebånd ville aldrig blive ødelagt.

[salena]

At Lisa ikke ville forstå lige med det samme, var blot noget som Sophie ville vide. Men at hun hurtigt ville vænne sig til tanken, var hun dog sikker på. Hun tænkte nok, at de alle havde grædt ved den gravsten som stod. Hun var ikke død. Men den kendetegnede alligevel en slags død. Det at blive til en udødelig krop, der kunne vandre forevigt, hvis bare man passede på sig selv. En spide. Så den Sophie der var gravlagt i Procias, var magikeren. Nu var hun Salena, spiden. Og hun var sammen med Patrick. Hun elskede den fyr. At der var gået længe siden branden, var hun fuldkommen sikker på - meget lang tid. Hvor længe, havde hun dog virkelig ikke styr på. Dengang havde det været kaos og hun huskede ikke meget, andet end hvad hun havde snakket med Jeremy om i sin tid. "Han gjorde virkelig alt for det. Men på en nat var Lexie væk," sagde hun stille. Hun følte det var hendes skyld. Jeremy havde jo gjort alt. Hun sitrede helt, da Lisa strøg hendes kind. Hun rykkede sig nærmere sin mor. Kappen på jorden måtte da skærme lidt ekstra for den ellers kolde jordbund. Hun så på hendes mor. Det var bedre at sidde end at stå. Og Imandra var som så ikke det farligste. Uanset hvad ville hun beskytte Lisa, hvis det kom på tale at der ville være fare! Selvom hendes navn var anderledes nu, så var hun jo Sophie indeni. "Du kunne ikke," hviskede hun stille og afvisende. Det skulle hendes mor bestemt ikke være ked af! Hun trak sig ind i sin mors favn. Hendes mor måtte dog mærke, hvor kold og mere hård hun var. Hårdfør udenpå så at sige. Hun gispede let, fordi at Lisa føltes så varm mod hendes krop. Og så duftede hun jo bare så sødt. Hun holdt dog tænderne for sig selv. Hun følte tårerne presse sig på. "Jeg er glad for, du søgte," sagde hun stille og bed tænderne sammen. Hun lukkede øjnene og knugede sig ind til hende. "Altid," sagde hun stille.

[Deleted]

At Sophie havde det godt, var virkelig en sten i form af en byrde som kunne slippe i hendes bryst og det var virkelig bare en ekstrem dejlig følelse og fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun havde søgt efter hende i så frygtelig lang tid og endelig.. bare sådan helt tilfældigt, så mødte de hinanden. Det var virkelig meget mere end det som hun lige havde regnet med at opleve her i dag, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun lod blikket hvile på hende. At hun sad der, var virkelig bare en helt og særdeles ufattelig tanke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst. At Lexie selv havde valgt, at skulle søge væk fra dem, var noget som virkelig måtte overraske hende, for det lignede virkelig ikke Lexie.. Så havde den da virkelig været gal. Hun nikkede blot til hendes ord og holdt hende ellers tæt ind mod sin egen favn. At hun var så kold, var noget som svagt måtte lade det gyse igennem hendes krop. Hun knugede hende virkelig ind mod sig, hvor hun selv kunne mærke, at tårerne måtte presse på, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvordan det gik for Sophie nu, var noget som stadig måtte stå Lisa fuldkommen ukendt, selvom hun ville elske at få noget at vide. "Jeg gjorde ikke andet end at søge, Sophie.. Jeg søgte efter Jer alle 3." Hendes stemme, var intet andet end en hvisken, så det var ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det glædet hende virkelig bare, at have sin datter tæt ved sig igen. Efter så frygtelig lang tid! "Hvad laver du egentlig helt herude?" hviskede hun stille. Det i sig selv var noget som faktisk plaget hende? Hvad pokker lavede Sophie helt herude?

[salena]

Salena trykkede sig ind til Lisa. Hun gav virkelig ikke slip på hendes mor, det var helt sikkert. Ikke lige med det samme i hvert fald. Hun var virkelig glad for at de havde mødt hinanden igen. Hun ville have svært ved at lade hendes mor gå herfra igen, men det måtte hun jo. Hun selv måtte væk inden solopgang. Ellers var hun dødsens. Hun trak vejret dybt. Hun savnede tilværelsen som magiker, men hun havde affundet sig med livet som spide. Det var fint sådan her. Hun elskede jo også Patrick, selvom han måtte have magien. Hun holdt hendes mor tæt ind til sig og søgte nærmest en form for tryghed, selvom hun nok ville kunne beskytte dem bedre end hendes mor. Hun smilede stille. Hun nikkede stille til hende. Hun så op og så ind i øjnene på sin mor. "Jeg flygtede fra det hele. Jeg blev bare nødt til, ikke at være tæt på det hele.." hun rystede let på hovedet og sukkede. "Jeg mødte også en fyr her.. Patrick," sagde hun stille og kunne ikke lade vær med at smile. Hun strøg hendes hår om bag øret og lagde så armen omkring hendes mor igen. "Hvad med dig selv? Har du ikke fundet Far?" spurgte hun stille og spørgende og så på hende.

[Deleted]

Lisa var virkelig glad som hun ikke havde været i frygtelig lang tid. At sidde der med sin datter igen efter så frygtelig lang tid, var virkelig en helt særdeles utrolig følelse og på alle måder som man overhovedet var i stand til at skulle tænke på! Det lettede virkelig den frygtelig byrde i hendes bryst. At hun stadig havde muligheden for at rette op på det hele og lange århundrede i rent fravær og det var en tanke som virkelig måtte gøre hende mere glad end det som man ville være i stand til at skulle tro, det var der heller ikke nogen tvivl om. At sidde der sammen med Sophie, var virkelig det bedste ved det hele. At hun nu måtte gå under et andet navn, var slet ikke noget som rørte hende det mindste overhovdet. Hun lyttede til hendes ord. Ingen havde set eller hørt noget omkring denne Jeremy.. hun var næsten helt sikker på, at han måtte være væk, selvom det virkelig ikke var en tanke som behaget hende. Hun skyldte virkelig den mand absolut alt. "Jeg kender følelsen min pige.. Det gør jeg virkelig." Hun vendte blikket mod hende. Parick? Nu var hun da først for alvor nysgerrig. Hun sendte hende et stille og roligt smil. "Jeg vil gerne møde denne Patrick," sagde hun roligt. Hun var da en mor som alle andre, hun ville da vide hvem hendes datter måtte rende rundt med. At hun spurgte ind til Nick, ændrede dog hele hendes mimik. Hun nikkede. "Det gjorde jeg.. det er.. efterhånden længe siden jeg fandt ham.. Tiderne skifter Sophie.. Jeg er ikke sammen med ham mere," afsluttede hun stille. Hun kunne lige så godt sige den direkte ærlig istedet for at pakke det ind.

[salena]

Salena mærkede selv en glæde, som ikke havde været det i et stykke tid. Familieglæden. Den genforening som hun havde ventet på forevigt. Hun sukkede leettet og gav forsigtigt slip på hende. På den måde kunne hun bedre se sin mor. Hun rankede i ryggen og så indgående på hendes mor. Det var så savnet at se hende - det lyse hår og de flotte øjne, samt det evigt smukke udseende. Hun smilede stille og beundrede hendes mor et par sekunder. Hun vidste ikke hvor Jeremy var blevet af og hun var et sted ligeglad, et andet sted ikke. Han havde jo gjort så meget for dem alle, men det var bare ikke fungeret for hende og ham som et par. Det gik langt bedre med hendes Patrick. At Lisa ville møde ham, var hun sikker på. Hun nikkede dæmpet. "Det kan du få lov til," sagde hun og smilede til hende. Hun mistede fuldkommen hendes smil, som blev erstattet med en måben da hun sagde at hun ikke var sammen med Nick?! "HVAD?!" udbrød hun fuldstændig chokkeret og med en lidt for høj tone. "Du er ikke sammen med ham? Hvordan kan du ikke være sammen med Far?!" sagde hun fast og direkte bearbejdende på Lisa. "Hvordan kunne du? Jeg ved at Far aldrig ville forlade dig!" sagde hun stille og var fuldstændig rundt på gulvet. Nick og Lisa var det perfekte par. Så meget vidste hun.

[Deleted]

Det glædet virkelig Lisa som aldrig nogensinde før, at hun havde fundet sin kære datter. Det var en i hverfald. Nu manglede hun virkelig bare at finde Lexie. Nok var der så frygtelig meget som havde ændret sig igennem denne sidste tid. Hun var sammen og hun var forlovet med en anden mand. Jason havde altid haft en frygtelig stor plads i hendes fortid og hun havde fundet ham, han havde hjulpet hende dengang det havde været mest nødvendigt og Nick kunne hun virkelig ikke finde nogen steder og det irriterede hende virkelig, for hun følte virkelig, at hun havde gjort ham uret, men for hende, så havde det været nødvendig. Hun havde virkelig bare brug for, at skulle føle sig.. tryg og sikker? Hun ville dog glædeligt hilse på Patrick, det glædet hun sig faktisk til for hendes datter havde virkelig brug for nogen til at passe på sig og hun vidste det. Hun ønskede virkelig bare at hendes datter vill have det bedste og så var alt andet virkelig fuldstændig ligemeget i den anden ende - Uanset hvad race manden måtte være, så betød det virkelig intet for hende i længden. Hun var dog ikke overrasket over hendes reaktion på hende og Nick. De havde jo været sammen.. altid? Hun sukkede stille og rystede på hovedet.. Ja, hvorfor forholdt det sig egentlig anderledes siden dengang? "Det er svært at forklare, Sophie.." sagde hun stille og ikke mindst med en ganske så ærlig stemme. Hun ville virkelig heller ikke fremstilles på denne måde som ikke måtte være tilfældet. "Det gik bare ikke.. Jeg ved end ikke hvor han er," sagde hun en anelse mere dæmpet. I det indre, var hun faktisk bekymret for ham.