Try to catch some breakfast

[Deleted]

Solen var lige gået ned i og med, at Valerio var endt med at skulle stå op for denne 'morgen'. Den store hyllest efter at Gabriel var død. Fabian var fanget og sad selv nede i fangekælderen. Han kunne ikke komme udenom, at Demitri havde gjort et godt stykke arbejde ved det som han havde gjort. Det at han havde taget manden med sig, for de havde ikke lige haft i tankerne, hvad det var som Fabian faktisk måtte vide. Den blodrøde kåbe tog han roligt og let omkring for at kaste den omkring sin egen krop. Han var træt. Det at trække de informationer ud af Fabian var bestemt ikke noget som man kunne se let på, men lige nu var det noget ganske andet som han måtte have i hovedet, det var i den grad også helt sikkert. Sulten var noget som stod størst og mest tydeligt i hans sind lige for øjeblikket, det var helt sikkert. Hans skridt var rolige ned mod den mørke kælder og med det tydelige tilfredse smil på læben. Procias stod svagt og eftersom det var nye som måtte sidde på tronen, så var det noget som yderligere måtte kræve en planlægning og for at det skulle blive aktuelt, så måtte han jo også spise først, ellers ville det da gå helt galt i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert. Han nåede roligt det lille kammer, hvori de måtte have Jenaro. Den stakkels mand var bundet i håndleddene i kæder fra loftet, så det var helt umuligt for ham, at komme nogen steder og tanken frydet ham virkelig.

[Deleted]

Det var virkelig ikke meget energi Jenaro måtte have efterhånden. Efter at han selv var blevet fanget, slået bevidstløs og så vågnet, så havde han hængt her i dette gudsforladte værelse og han hadet det virkelig! Hans vinger hang slapt bag hans ryg. Han havde end ikke energi til at skulle trække dem ind til sig. Hans øjne forblev lukket, hvor han selv måtte holde sig rolig. Panikken ståd noget så tydeligt i hans krop og sind, selvom den bare ikke kunne komme det mindste til udtryk på nogen måde. Han hadet virkelig den tanke! Han ønskede virkelig bare at komme hjem og tilbage til Himmeriget og leve det ensomme liv som han altid havde gjort og specielt siden at Melrose havde forladt ham for ikke at glemme... alle havde vendt ham ryggen siden dengang og han hadet virkelig den tanke! At døren gik op, fik ham automatisk til at hæve blikket mod ham. Han kneb øjnene let og svagt sammen. "Hvad vil du.." Hans stemme var hæs og lettere anstrengt. Han nægtet simpelthen at give efter for det her! Hans livsvilje var der jo trods alt stadig og han nægtet at give op endnu! Han knyttede hænderne ganske let og prøvede at nå gulvet med sine fødder. Det var bare helt og særdeles umuligt for ham og han hadet virkelig den tanke mere end noget andet lige netop nu!

[Deleted]

Det var netop denne vilje for livet, som automatisk måtte gøre, at Valerio gjorde som han gjorde, for det var noget af det som gjorde dette så meget sjovere for hans vedkommende. Han havde vitterligt intet til overs for de lyse væsner og det var ikke noget som han prøvede at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Bare følelsen af det friske engleblod som måtte pumpe igennem Jenaros krop.. Han kunne høre det så tydeligt nu hvor han måtte stå i døren ind til det. Det kølige smil bredte sig på hans læber, hvor selv de sylespidse hjørnetænder på ingen måde, var noget som han ville kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var heller ikke noget som han direkte havde nogen grund til vel? Hovedet søgte ganske så let og stille på sned. "Er det ikke åbenlyst?" Hans stemme var nærmere overrasket. Hvad skulle han da ellers lave her? Han lukkede roligt døren efter sig og gik roligt igang med at tænde op i de fakler som ville oplyse hele dette hus og hjem. Han nød i den grad også af følelsen, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Bare lidt lys ville vel også gøre godt for den kære engel, som ikke foreløbig ville få lov til at rende rundt frit her i herskabshuset. Måske det ville komme.. måske ikke? Han vendte sig roligt mod ham og med det samme kølige smil på læben. "Er du da bange for mig, Jenaro?" spurgte han med en rolig og iskold stemme. Hovedet søgte ganske let på sned. Det morede ham betragteligt!

[Deleted]

Jenaro havde efterhånden tydeligt fundet ud af hvordan dette måtte foregå. Han vidste, at det var dem som havde slået Gabriel ihjel og han ville for evigt hade dem for den tanke som det måtte være! For det var bestemt ikke noget som han kunne fordrage! Den stakkels unge mand havde knapt nok nået at begynde på dit liv, han var blevet forlovet og så revet fra dem alle sammen. Det var bare ikke fair! Hans blik faldt mod Valerioes skikkelse og uden at skulle se det mindste væk overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han ville virkelig bare gerne derfra og helst så hurtigt som muligt. Hvad de bid gjorde ved ham, vidste han og han hadet den tanke mere end noget andet. Valerio var dog blid ved ham. Bed konstant i det samme sår, så det ikke efterlod så meget som en skramme ellers. Han trak vejret lettere dirrende, hans hjerte slog uhyggeligt mod hans bryst og med den klare og faste sitren som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af overhovedet. "Kan du ikke bare lade mig hænge her for en gangs skyld?" spurgte han med en frygtelig dæmpet stemme. Han vidste jo at det uanset ikke ville gå i den anden ende, men han kunne virkelig ikke fordrage, at skulle hænge der, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At se noget lys, glædet ham dog, for det at hænge her i det evige mørke, var bestemt heller ikke en tanke som faldt i god jord ved ham på nogen måde! Det sitrede i hele hans krop. Han havde ondt i sine håndled som bare fanden! De himmelblå øjne faldt til hans skikkelse. Han rystede let på hovedet. Han frygtede ham jo ikke som sådan.. Det var bare.. alt det andet som gjrode det. "Hvorfor skulle jeg være bange for en som dig?" spurgte han i en svag hvislen.