Under skovens træer

[Nathaniel Diamaqima]

Uanset hvordan man måtte vende og dreje den, så var det virkelig bare vigtigt, at Aurica skulle have et hjerte på plads, før det ville blive aktuelt for ham, at vække hende. Et hjerte måtte på plads, også selvom de måtte dele - Et sted var det selv frygtelig kompliceret at skulle dele et hjerte, men det var faktisk også muligt på alle måder overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne hvilede roligt på Marcells blik. Han ønskede sin søster tilbage og det alene, var en frygtelig alvorlig tanke og frygtelig alvorlig handling. "Uanset hvad, så skal jeg bruge et hjerte.. Hun kan ikke vandre rundt uden. Sjælen skal have et sted at bosætte sig." Hans stemme var om ikkke andet temmelig alvorlig, for det var en sandhed i sig selv, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var også helt sikkert. Han lod hovedet søge ganske let på sned. Auricas krop lå hvilende i urnen, så det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han vendte blikket stille mod urnen. At miste sin kærlighed var en smerte som han kendte mere end godt nok til, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han endte blot med at nikke. At andre skulle sidde med den følelse, ønskede han jo i bund og grund heller ikke. ".. Okay.. Skaf mig et hjerte.. så ordner jeg resten," afsluttede han stilfærdigt.

[marcell]

Marcell var godt klar over, at hjertet virkelig var det som måtte tælle mest. Han ville også bringe Nathaniel det. Finde et uheldigt offer og tage hjertet med hertil - måske bare hele den døde krop, eftersom de så kunne gravlægge donoren på en mere pæn måde end bare at lade liget ligge og rådne op. Han betragtede Nathaniel. "Selvfølgelig ikke. Jeg bringer dig en hel person. Ville de være nemmere hvis jeg kom med en, som var levende og ikke død endnu?" spurgte han stille. Så ville han da bare kidnappe en eller anden han fandt - dog nok ikke lige en procianer. Han måtte tilbage til Manjarno. Han prøvede at rejse sig men faldt ned på knæene, så snart han prøvede at komme op. Han vidste han var egoistisk, men han havde ikke andre. Han skubbede sig op endnu engang og lænede sig op af træet. Han nikkede. "Jeg er dig evigt taknemmeligt Nathaniel… Jeg skylder dig," sagde han stille. Han skulle da glædeligt hjælpe, med hvad end han kunne. "Hvis du mangler energi, så dræn mig når du skal få hende tilbage," tilbød han også. Så havde han da mere energi at tage af.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels blik hvilede roligt på Marcell og med den rolige og sandfærdige mine. Hjertet var og ville blive det mest vigtige som man kunne komme i tanker om på nogen som helst måde overhovedet. Han sendte ham et roligt smil. Det var tydeligt at knægten ikke kendte det mindste til alkymi og et sted så måtte det jo faktisk moe ham. Det var bare ham og Jaqia som var i stand til dette på egen hånd. Jesse skulle stadig assisteres når det var, selvom han nu var sikker på, at det nok var noget som skulle trænes før eller siden, det var han så sandelig ikke i tvivl om. Den knægt havde virkelig været ekstrem dygtig. "Død er faktisk det nemmeste.. Ellers skal jeg bruge tid på at rive den boende sjæl ud for at tvinge den anden på plads," forklarede han roligt. "Så længe, at hjertet er helt.. så skulle det gå uden de største problemer," sagde han roligt og med et ganske let træk på skuldrene. Han så roligt til som han prøvede at komme op at stå, selv uden at rokke sig det mindste. En handling som dette kostet automatisk en tur direkte til helvede når det skulle vise sig at være sådan det måtte foregå. "Jeg kender til smerten ved et tab, min ven.. Det er en tak i sig selv, at se et smil," sagde han stilfærdigt. Han rystede let på hovedet. "Du har vidst tydeligt brug for den energi selv, Marcell.. Kom til mig med et hjerte når du har et .. og gør mig en tjeneste, ikke? Lad endelig være med at fortælle mig hvor det er fra," afsluttede han stille, idet han roligt rejste sig op.