|
Post by marcell on Jul 28, 2010 16:16:20 GMT 1
Det var ikke hver dag, at Marcell kom dinglende ligeså stille på denne måde. Lige siden at han og Aurica havde haft et skænderi så stort, at de var gået hver deres vej, havde han bare ikke kunnet finde hende. Panikken havde hurtigt spredt sig, da der var gået en uge og intet spor af hende. Men siden da, var han holdt fuldkommen op med at finde mad og bare søgt efter hende. Han holdt da for pokker af hende, mere end han nogensinde skulle indrømme overfor andre end hende og de, som ikke ville misbruge det imod ham. Han havde været i ræveskikkelse lige siden hun var væk. Det var nemmeste at bevæge sig sådan. Så var der ingen der så, at det var ham den "forkerte" søn. Søn af en forkert mand i hvert fald. Han havde kun fået lidt vand og han var efterhånden kun ben igennem pelsen. Han havde netop passeret grænsen og nået ind i skoven, som det hele begyndte at svimle fuldstændig for ham. Han skulle finde Nathaniel. Den mand kunne jo noget, som han ikke vidste om andre kunne. Den mand havde virkelig også svar. Han skulle også finde ud af noget om Maurus. Angel sad jo hjemme i hans hus, alene. Han havde nemlig kort været forbi for at se, om Aurica havde været så smart at tage dertil - men nej. Han sukkede dybt. Det hele svimlede mere og mere og til sidst faldt han om i græsset inde i skoven, fuldstændig selv-udhungret og udmattet efter at have bevæget sig så meget rundt og sovet meget lidt. Med vejrtrækningen lav, kom han længere og længere væk og vidste ikke, hvordan Procias ville tage imod en omfalden ræv.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 28, 2010 18:13:02 GMT 1
Efter at Nathia var dukket op i hans liv og Liya ganske kort efter, så var det hele virkelig ændret for Nathaniels vedkommende. Han var ved at skulle kæmpe sig tilbage op på toppen igen og det var i den grad også noget som gik i hans retning efterhånden. Hans skridt igennem skoven var rolige og stille. Solen stod højt på den store himmel og han havde valgt at begive sig ud alene. Nu skulle han skaffe sig energien tilbage. Efter at han havde sovet i det som måtte minde et helt døgn, udelukkende fordi at det havde været direkte nødvendigt. Han havde jo ikke sovet ellers igennem de sidste måneder siden brylluppet havde fundet sted og efter at Liya var dukket op... Det hele skinnede endelig for ham igen. Hun var i fuld gang med at rydde op hjemme, efter det som han havde brugt måneder på at rode til. Han havde aldrig været det største ordensmenneske, så det var vel heller ikke noget som direkte kunne komme bag på nogen vel? Han gik med de rolige skridt igennem skoven. Hans vandrestav havde han roligt ved hånden og med et ganske så tilfredst smil på læben. Hans øjne skinnede endnu en gang af en lykke. Den gamle Nathaniel havde i den grad fundet vejen tilbage ti ham endnu en gang og det var noget som glædet ham selv ekstremt! Liya havde tvunget ham ud for dagen så hun kunne få styr på det hele, så han havde en sæk over ryggen med en flaske frisk vand fra bækken som strøg lige forbi deres lille hytte og en lille madpakke i tilfælde af hvis han blev sulten nok til det i den ande nende. Han stoppede op ganske roligt.. Synet af den mørke ræv, var noget som hurtigt måtte falde ham i blik. Det var ikke den type dyr man så normalt her i skoven. Han gik forsigtigt mod den. "Jamen lille ven da," sagde han roligt. Ganske forsigtigt lod han den ene hånd lukke sig om rævens nakkeskind og den anden omkring dens hofte og bækken og hævede den forsigtigt i sine arme.
|
|
|
Post by marcell on Jul 28, 2010 18:36:08 GMT 1
Hvordan Nathaniels liv var gået op eller ned, det havde Marcell egentlig ikke den fjerneste ide om. At han dog havde glæden med sig, ville Marcell blot være glad for. Fordi så ville han have det bedre med at forstyrre midt i Nathaniel's dagsrytme og opsøge ham, for at udspørge om Aurica og Maurus. Han ønskede brændende at vide, så han kunne få sin søster tilbage og Angel kunne få Maurus. Han havde ikke ofte set sin mor så knust over, at han var væk. Han lå ganske stille og missede lidt med øjnene. At han blev løftet, gjorde dog at han kom lidt mere til bevidsthed. Det var bare et instinkt, som ræven havde jo. Noget rørte ham og noget løftede ham jo faktisk. *Hvem er du?* spurgte han fraværende til Nathaniels sind. Hans stemme ville lyde meget som Matthews, men alligevel også noget Angel og noget af sit eget. Han kneb øjnene lettere sammen og sitrede let i kroppen. Han måtte bare vågne. Det kunne ikke passe, at han var fuldstændig udhungret nu. Altså, for udhungret til at komme videre. Han måtte finde Aurica.. Måtte finde hende.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 28, 2010 18:51:10 GMT 1
Nathaniel lod sig roligt glide ned på græsset og sidde, idet han roligt lod ræven hvile mod hans lår. Den så virkelig udhungret ud og det skræmte ham en anelse. Skoven lyste jo op med mad og skjulesteder, så hvad var problemet? At ræven måtte spørge ham om noget i sindet, overraskede ham dog en anelse.. Med andre ord.. så ikke en ganske normal ræv. De mørke øjne faldt stille til rævens skikkelse. Masken skjulte stadig halve hans ansigt. Det var noget som han var nødt til når han endelig var ude for husets fire vægge, blot for ikke at skræmme folk. Han slap roligt grebet omkring nakkeskindet og lod hånden istedet for hvile under rævens hage for at yde ham bare en anelse støtte. Stemmen mindede ham.. skræmmende meget omkring Matthew. "Jeg er Nathaniel Diamaqima... Og hvem er du?" spurgte han stille. Han lod den frie hånd rode lidt i hans sæk hvor han fremdrog flasken med vand og den lille madpakke. Måske at det ikke var af særlig meget, men denne lille skabning så ud til at have større brug for det, end det som han selv måtte have i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Den lille skål som han havde maden i, tømte han ud i, for at hælde vandet roligt op. Han førte skålen med vand hen til ræven. "Tag lidt.. Du ser virkelig ud til at kunne bruge det," afsluttede han stille, ikke mindst med et ganske så tydeligt alvor i stemmen. Det var ikke noget som man skulle tage meget fejl af, det var helt sikkert.
|
|
|
Post by marcell on Jul 28, 2010 19:02:12 GMT 1
Marcell fulgte blot med, da Nathaniel gled ned at sidde i græsset. Han blev mere og mere vågen, som han blev nødt til det og han slog øjnene op. Han så med de matte og trætte øjne op på ham, før at han lagde sig til pas mod hans lår. Problemet var, at han havde nægtet at finde føde og at han jo slet ikke var fra omegnen. Han var lige kommet. Han fnøs fast og hev næsten efter vejret. At høre hans navn, det glædede ham dog ufatteligt! *Marcell Igleeias,* præsenterede han sig dæmpet. Han så på vandet og sluprede det hele i sig, som det rene ingenting. Han rejste sig skælvende og gik lidt bort fra Nathaniel af. Han fik sig forvandlet om til menneske og faldt direkte ned på alle 4, før han blot satte sig ned på bagen og lænede sig op af det træ han nær var væltet ind i. Han sad dog maks 1½ meter fra Nathaniel igen. Han lignede jo Matthew, rigtig meget endda. Snyt ud af næsen på hans far, som mange sagde. Han var syltynd og man kunne se det på hans for store tøj. Han skælvede let og sad stille. Alle hans kræfter var brugt op. "Jeg… min søster Aurica.. Hun er væk Nathaniel. Jeg har ledt efter hende," sagde han stille. Han så bekymret ud. Ægte bekymret. "Ved du hvor hun er? Har hørt du ved meget," uddybede han dæmpet. Han så på sine knæer og tilbage hen på Nathaniel.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 28, 2010 19:23:33 GMT 1
At denne knægt havde søgt efter ham, var desværre stadig helt ukendt for Nathaniel på alle måder overhovedet. Han blev roligt siddende og lod ham slubre vandet i sig. Præsentationen efterlod ham blot med den bekræftelse; Det måtte være Matthews søn, hvilket svagt fik ham til at smile. Han lod manden trække sig væk fra ham og forvandle sig, selvom det var tydeligt, at han var svag. Et sted så appelerede det jo til hans tydelige medmenneskelige følelse. Han vendte sig roligt mod madpakken ved sin side, som han roligt tog i hænderne. Han rakte den mod Marcell. "Jeg tror du har mere brug for denne end det som jeg har, Marcell... Matthews søn ikke?" Han hævede sigende det ene bryn. Han lyttede til hans ord. Det var da kun tydeligt for ham, at den stakkels knægt var tynd. At han søgte efter sin søster, fik smilet svagt til at falde. Han nikkede roligt. Han betragtede Marcell med et ganske roligt og alligevel så alvorligt blik. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom overhovedet. "Jeg ved måske meget, men jeg er ikke nogen mirakelmand, Marcell, det må du vide." Hans stemme var intet andet end alvorlig. "Jeg ved ikke hvor din søster er.. men jeg ved hvor hun har været.. og jeg ved hvad der er sket." Han blev roligt siddende på pladsen og med blikket hvilende på ham. At Marcell og Aurica var tvillinger, det vidste han dog, for han kunne klart se den lighed, for ikke at glemme at Matthew selv havde fortalt ham, at han havde et sæt tvillinger derude. Han måtte da sidde overfor dem begge. Aurica var brændt og asken.. den havde han på sig. Han havde lovet Liya at den stakkels pige skulle have en anstændig begravelse og at blive brændt og spredt, var en ærefuld måde at gøre det på også i hans øjne.
|
|
|
Post by marcell on Jul 28, 2010 19:34:34 GMT 1
Marcell havde virkelig søgt. Efter at have ledt efter Aurica i en uge, bestemt han sig for at søge hjælp. Og Nathaniel havde han hørt om. Han sank en klump og tog imod madet. Han kiggede fuldstændig skel øjet på det. Han pakkede madet op og slugte det næsten i en bid. Det var bare så godt. Han havde jo slet ikke fået sig til at tænkte på sig selv, når hans elskede og søster var væk. Han savnede hende virkelig frygtelig. Og han forventede næsten det værste, fordi han kunne mærke det prikke til sig selv. Han nikkede stille. "Jo.." sagde han dæmpet. Alt det kolde og forsvarende, samt provokerende gik virkelig bare af ham lige nu. Han var jo også i Procias. Han nikkede bare stille, selvom at han virkelig var frygtelig bange for udfaldet af hans ord. "Fortæl mig det… fortæl mig det Nathaniel, hvad er der sket?" spurgte han direkte febrilsk og kravlede hen imod ham, på skælvende arme og ben. Han så ham ind i øjnene og satte sig på sine knæ. Hvor pokker var hun.. Var hun væk? Han ville virkelig gå nedenom og hjem, hvis hun ikke var til mere.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 28, 2010 19:50:45 GMT 1
At Marcell virkelig måtte mangle sin søster, var noget som Nathaniel tydeligt kunne mærke på ham. Det var vel også derfor at han handlede som han gjorde? At han ikke spiste, fordi at han manglede hende? Det var noget som han kun måtte genkende alt for godt, for han havde siddet i nøjagtigt det samme. At han tog imod maden glædet ham dog, det var helt sikkert. Han blev roligt siddende og med blikket hvilende på ham. Man sagde at tvillinger kunne mærke når der skete noget med den ene part og det var vel også det som havde tvunget Marcell ud for at søge sin tvilling? Sådan som han næsten måtte trygle ham om at fortælle det, overraskede ham dog en god del. Knægten var ikke gammel, så den reaktion overraskede ham egentlig ikke som sådan. De mørke øjne gled roligt mod Marcell. "Hun har været på det forkerte sted til den forkerte tid, Marcell.." Han rakte hånden roligt ind under kappen, hvor han roligt trak en lille krukke frem. Den var ikke særlig stor, men igen. Der var heller ikke meget aske igen efter en så ung en kvinde. Hun havde jo heller ikke været den højeste af slagsen. "Da min kone kom hjem, havde hun din søster med sig.. Halsen var skåret over.. Vi brændte hende for at give hende den mest hæderlige begravelse af alle." Den lille krukke satte han forsigtigt ned foran Marcell. Han havde det elendigt med at skulle fortælle ham det og specielt på denne måde, men det var vel et sted også det eneste rigtige? Knægten havde i den grad krav på at vide. "Hun søgte efter mig.. Ligesom du har valgt at gøre," afsluttede han med en rolig stemme.
|
|
|
Post by marcell on Jul 28, 2010 20:13:25 GMT 1
Marcell sad virkelig og frygtede det værste. Han havde det ekstremt elendigt, og det var tydeligt at se på ham. Han var tynd og han ville virkelig bare have sin søster igen. Dette savn ville han virkelig aldrig kunne leve med. Det var jo som halvdelen af ham, som forsvandt. Han var jo så tæt til sin søster, at det ville være umuligt at leve uden hende. Han havde det også dårligt med, at de var gået hvert til sit efter et dumt skænderi. Hvordan kunne det ske? Han forstod virkelig ikke hvorfor det skulle være sådan. Hans isblå øjne så direkte ind i Nathaniels øjne og hans krop skælvede. Han blev siddende på knæene. Hans øjne flakkede ned til den lille krukke, hvilket virkelig fik ham til at blive hvidt som et lagen. Var hun aske?! Hans hjerterytme steg og han tog sig let til brystet. Hvorfor gjorde det så ondt? Han havde det virkelig frygteligt. "Men.." hviskede han stille. Hun kunne ikke være væk. Han nikkede stille. Han fik hende jo ikke tilbage så.. Gjorde han? Små tårer trængte sig på og de faldt ligeså stille. "Sig du kan få hende tilbage… alt.. Jeg vil gøre alt Nathaniel, bare hun kan komme igen," sagde han stille og skræmt. Han rørte slet ikke krukken, han var faktisk bakket lidt.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 28, 2010 20:31:59 GMT 1
Hvad der havde fået Marcell og Aurica til at gå fra hinanden i første omgang, vidste Nathaniel virkelig ikke. Han vidste bare at Matthew havde beskrevet dem som et perfekt makkerpar som aldrig gik fra hinanden for noget som helst. Hans blik hvilede på knægten. At han direkte valgte at søge væk fra den lille krukke som han måtte stå med overfor sig, overraskede ham dog ikke. Han ville have gjort det samme om det havde været Liyas, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Nathaniel havde det virkelig elendigt med at skulle bringe ham disse nyheder men de var nu og da nødvendige. Søgte man svar, så skulle de nok komme og Nathaniel sad jo inde med dem. Han kunne bringe hende tilbage, men det var kræfter uden lige som krævede så voldsomt ekstremt meget af ham selv. Det kostede ham en bid af sig selv hver eneste gang han måtte gøre det og det var farligt i hans tilstand som det måtte stå lige nu. Masken skjulte deriblandt et ar uden lige af hvad der kunne ske hvis alkymi måtte gå galt og han måtte bære det for resten af hans lange liv. At se knægten græde og fælde tåre.. Han kendte kun alt for godt til den smerte og det var virkelig noget af det som han måtte hade mere end noget andet! Han ønskede jo ikke direkte, at nogen skulle sidde med de følelser, for det var virkelig ikke noget som var nogen god ting, det var helt sikkert. "Det er.. ufattelige store kræfter at lege med, Marcell.. Det er meget avanceret.. Jeg kan gøre det.. Men undgår det helst." Han vendte blikket stille mod ham. Skulle han gøre det, så skulle der en umådelig god grund til og der var savn i den grad ikke en grund nok.
|
|
|
Post by marcell on Jul 29, 2010 13:53:53 GMT 1
Det var fuldstændig tosset, at de var gået hvert til sit i det hele taget. De var jo perfekte sammen, de kunne jo ikke være fra hinanden. Han vidste og kunne mærke det tomrum, som lå så dybt inde i ham. Han trak vejret tungt. Han kiggede på Nathaniel igen, før han så ned. Han turde virkelig ikke røre ved krukken. Tænk hvis et af askefnuggene røg ud, hvis han tabte den. Det kunne han ikke klare. Han gispede næsten og tog sig til brystet. Han trykkede sig ind lige ved hjertet. Det gjorde så ondt, at hun var væk. De små lydløse tårer fortsatte deres gang ned over kinderne og han var virkelig ikke meget for, at skulle give slip på hende.. Der var han nu egoistisk. Han ville ikke miste. Hvis Nathaniel ikke ville gøre det, så måtte han jo finde en anden. Men hvem? Han ville heller ikke presse Nathaniel ud i noget, når han vel have familie. Kone og datter, hvis han huskede rigtigt af, hvad han havde hørt. Han nikkede forsigtigt. "Er der ikke en nem måde? Bare.. Hvis du bare fik en ny krop?" foreslog han stille. Han tænkte virkelig ikke på andre. Han tænkte et sted på sig selv, selvom han virkelig holdt af Aurica.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 29, 2010 15:20:25 GMT 1
Hvad der havde tvunget Marcell og Aurica fra hinanden, var noget som Nathaniel i bund og grund måtte være ligeglad med, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Uanset så ville det kræve frygtelig meget af ham, at skulle vække en som Aurica i den tilstand som han måtte befinde sig i lige netop nu. Asken var mere end nok, det eneste som han manglede var noget som sjælen kunne bosætte sig i og det kunne kun være en ting - Et hjerte. Hans blik hvilede roligt på Marcell og med det klare alvor i den anden ende. Ikke at det var noget som han kunne skjule det mindste. Han skulle have en umådelig god grund til at skulle lege med de krafter for det var noget som ville koste ham voldsomt meget i den anden ende. Han kunne godt se, at Marcell undgik at komme i kontakt med den lille urne eller krukke som han havde gået med hele dagen. Han rystede let på hovedet. "Jeg behøver ikke nødvendigvis en krop, Marcell.. Det hele ligger stadig her." Han klappede ganske let på låget af den lille krukke foran sig. Han havde respekten for de døde og der var Aurica ikke et undtag på nogen måde. "Jeg har brug for det som en sjæl må bosætte sig i.. og en frygtelig god grund til at vække hende. Det er forfærdelige krafter at lege med for mig. Det er risikabelt, det er farligt og det er avanceret og noget jeg helst undgår." I sig selv, var ordene en ledetråd og en opfordring til at skulle gøre det. Selvfølgelig ville en krop være en hjælp, men han behøvede ikke andet end et hjerte - Det måtte jo uanset koste et liv derude uanset og det var noget af det som Nathaniel måtte hade mere end noget andet.
|
|
|
Post by marcell on Jul 29, 2010 15:57:31 GMT 1
Marcell sad stille og kiggede på Nathaniel. Han tørrede sine øjne. Det gjorde ondt indeni ham. Også fordi, at han ikke ligefrem have været sød ved hende, før de gik hvert til sit. Han gispede let og satte sig tilbage op af træet. Han havde virkelig ingen kræfter tilbage og han sad på nippet til at skulle falde hen igen, men han ville bare så gerne være vågen og få dette afklaret. Han ville ikke kunne falde om nu, mens han sad og snakkede med Nathaniel. Han vædede let sine tørre læber og så på ham. Et hjerte var da klart, det som skulle bruges. Han sad lidt og så ned af sig. Han så på ham. Han sad panisk, da Nathaniel klappede på krukken. "Ikke.. Røre!" udbrød han, dog ikke højt eller råbende. Bare dæmpet og med en febrilsk og skræmt tone. Han dirrede i hele kroppen. Han nikkede stille. "Tag mig hjerte Nathaniel… lad hende og jeg dele," bad han dæmpet og hans øjne flakkede over ham. En god grund… hvilken?! "Jeg..jeg kan ikke leve uden hende," sagde han stille. Han havde ikke andre og ville ikke søge medlidenhed hos sin mor, som sad og havde det dårligt selv. Han trak vejret dirrende. Han nikkede blot stille og forsigtigt. Helst undgår, men gør alligevel. Mente han måske det?
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 29, 2010 16:51:19 GMT 1
Marcell var knust. Det var noget som han både kunne se. høre og føle på ham og på alle tænkelige måder overhovedet. Hans blik hvilede på ham. Hvad knægten måtte bede ham om, var virkelig frygtelig meget at gøre, det var helt sikkert. Specielt i den tilstand som han selv måtte sidde i, hvor det sagtens kunne være ekstra risikabelt. Han trak hånden ganske let til sig, da Marcell næsten febrilsk bad ham om ikke at røre den lille urne som han måtte have ved sig. Han forstod det dog. Det var vel heller ikke specielt hyggeligt? Han kendte til smerten ved tab og det var det som tydeligt gjorde, at det var meget nemmere for ham, at skulle sætte sig ind i den situation som Marcell måtte sidde i. Han havde ondt af knægten, det var jo ikke fordi at han var specielt gammel når det kom til stykket, det var jo også helt sikkert. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom. Hvad han da måtte foreslå, overraskede ham dog. Han blinkede let med øjnene. "Det er en yderst kompliceret ting for mig at gøre, Marcell.." Hans stemme var ikke mindste yderst alvorlig. Han havde jo hørt, at det var lykkes før - Bare se på Lestat og Elanya dengang. Det hele var jo gået som smurt.. Frem til at Lestat var stukket ned og det havde kostet ikke bare ham, men også Elanya livet. Han trak vejret dybt. "Du kan ikke leve uden hende?" gentog han stille. I sig selv, var det ikke en grund nok, men i den grad på rigtige vej.
|
|
|
Post by marcell on Jul 30, 2010 12:50:23 GMT 1
Marcell betragtede ham med de våde øjne. Han så på krukken og tilbage til ham. Han var lettet over, at han slap krukken og ikke bankede på den. Det febrilske blik hang dog ved, sammen med et mere advarende. Han var virkelig bange for, at det ikke ville lykkedes. Og hvis Nathaniel ikke var ved sine fulde frem og helt rask, kunne det jo gå ud over ham. Måske han skulle finde en anden? Han ville jo heller ikke bare presse på hos ham. Nok var det egoistisk, at skulle få de døde tilbage. Men Aurica var blevet dræbt. Hun havde jo ikke gået bort naturligt, af sygdom eller andet. Hun havde fået hugget hovedet af. Hvilken frygtelig bizar ting. Han så på ham. Han havde ondt indeni. Meget ondt. Han nikkede bare stille. "Ellers.. Ellers så finder jeg et hjerte. Jeg bringer dig en helt velfungerende krop," sagde han dæmpet og med hans dryppende isblå øjne, som så på ham. Han bed tænderne en smule sammen. "Jeg…jeg elsker hende højere end noget andet, Nathaniel," sagde han stille og dog kun stammende, pga. den lette dirren fra at have grædt. Ikke det mindste tøvende! Han elskede virkelig Aurica.
|
|