The choise is made..

[Deleted]

Efterhånden var solen ved at træde en smule tydeligere frem over den store himmel. Duggen efter nattens kulde måtte endnu hænge ved og gøre skovens blade og træer lettere glinsende i det lys som nu måtte falde. Det tegnede til at blive en smuk dag, de sidste skyer var ved at tage sin afsked med himlen og forlade den i en fredelig lyseblå farve. der var næsten ingen vind, fuglene sad højt på deres kviste og sang så lystigt. Eniqa vandrede med umådelige langsomme skridt den korte veje som måtte være fra Nathaniels vej og til hendes egen lille hule. Det var timer siden hun var taget afsted, Matthew måtte vel være oppe nu? Et sted følte hun det spirende håb i brystet når hjertet slog, og et andet sted så sad en stor tung sten og prøvede at presse hende ned, hvad pokker skulle hun sige til Matthew? Hun var ærlig talt ikke sikker på Nathaniel måtte have ret, det var sandt at Matthew virkelig elskede og opgav mere eller mindre alt for at være sammen med hende, men ville han bryde stoltheden og dele med hans egen bror? Jo tættere hun kom jo mere urolig blev hun. Tårerne var strøget bort, tankerne omkring det som Nathaniel i øjeblikket beskæftede sig med lettede hende faktisk et sted. Det var ikke rigtigt at Maurus lå i døden, og det sted han var endt henne var slet ikke en tenake som hun brød sig om han fortjente bedre. Hvad værre måtte være det enorme savn som hun følte, det hul i brystet blot ved at skulle tænke på hvad der var sket den aften, lige her havde hun jo så blot den fordel at Matthew allerede kendte til den romantik som var endt med at skulle spirer mellem dem, og lige den del var han end ikke blevet vred over. Hun frytede for hans reaktion det var det ingen tvivl om. Ganske stille måtte hun træde ned i den lille gang, under det store egetræ som førte til det store hulrum som de måtte have, utroligt hvor meget man var i stand til at presse ned. De isblå øjne gled omkring "Matthew?" kaldte hun stillte. Selv hendes tone måtte afsløre den nervøsitet. Han hvilede ikke længere sovende i sengen så meget måtte hun da konstatere. Kenara søgte mod hende strøg langs hendes ben som en kælende kat. Hun gled stille på knæ, kradsede den let under hagen "Hej min skat" endte hun med et lille smil. Kenara havde altid været der, uanset hvilke fejl hun gjorde, uanset hvor meget alle andre måtte hade hende så var det hendes ven, en som hun kunne stole på og som altid ville være der. Den knurrede en smule af behag, hun skænkede et kys mod dens snude, før hun stille måtte rejse sig igen. De slanke fingrer gled gennem det blonde hår som måtte krølle smukt over hendes skuldre, hun var nervøs men var der nogen som hun måtte stole på så var det uden tvivl Nathaniel, hun stolede på hans dømmekraft og nu kunne hun blot håbe at han havde ret og at hun ikke ville ende med at skulle miste Matthew for det ønskede hun virkelig ikke, hun elskede ham! Hjertet bankede, Eniqa vidste at hun måtte være stærk for dette var hendes valg... Nu måtte Matthew træffe hans..

[Deleted]

Matthew havde praktisk talt været frygtelig lettet efter at Eniqa var kommet hjem indsmurt i Maurus' blod. Han havde jo været kendt med det faktum, at Maurus havde været hende en frygtelig stor hjælp når det kom til stykket og det at skulle miste hende af den grund til den mand, var slet ikke noget som han havde brudt sig om på nogen måde! Han havde jo været kendt med det at han havde været tæt på at miste hende til ham før.. hvad nu hvis det ville vise sig at blive aktuelt? Han kæmpede stadig med sig selv og han var halvt om halvt kommet tilbage igen. Han vågnede kun til tider om natten, og nu var det blot for at se om hun lå ved siden af, før han roligt lagde sig til at sove igen. Hver enest egang han måtte mødes med noget velkendt, så gik det hele meget bedre og han vidste, at det vel også var noget som måtte lette Eniqa en god del? Han ønskede virkelig ikke at være en byrde for hende mere, det var jo slet ikke sådan at det burde eller skulle være, det var også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. At han var vågnet op ganske alene, var nu noget som alligevel et sted havde gjort ham temmelig nervøs på en underlig måde. En anelse urolig, selvom han nu var sikker på, at Eniqa vidste hvad hun gjorde. Han havde været oppe i det som måtte tilsvare flere timer og han var virkelig kun blevet mere og mere urolig for hende af den grund. Det kunne da ikke tage så lang tid? Hun var jo normalt slet ikke ude på denne her tid. Som hun måtte indtræde hulen, så måtte han selv sidde i den fjerne ende i det som man vel pænt kunne kalde for 'rygekrogen'? Han inhalerede røgen roligt, idet han vendte sig mod hende. De isblå øjne måtte fald til hendes blik, hvor han efter det, noget så tydeligt kunne mærke den lettelse som det måtte efterlade ham i hans eget sind. Han trak ganske svagt på smilebåndet, stumpede gløderne for enden af hans smøg og fik den stappet tilbage i kappelommen som han havde haft på sig siden han stod op. Han forlod faktisk sjældent hulen og han holdt normalt stadig en vis afstand til Kenara, da han ikke ønskede at komme det ellers så smukke dyr på tværs. Hvor hun havde været henne, vidste han ikke, men igen så var det noget som han i bund og grund.. måtte være ligeglad med? Han var bare glad for at hun endelig var kommet hjem. han rejste sig roligt op og gik hende roligt imøde, idet han pustede det sidste af røgen ud. Det generede ham virkelig ikke mere. Han røg kun når han var stresset eller for urolig og efterhånden, så skulle der ikke meget til. Kampen måtte jo trods alt stadig kæmpes for hans vedkommende. Ikke nær så usikker som før, specielt ikke nu hvor Maurus var væk og han elskede virkelig den tanke! "Hvor har du været, Eniqa? Du var her ikke, da jeg stod op.." Han betragtede hende med et roligt blik. De isblå øjne havde atter genvundet meget af den glød som den normalt ville bære. Den samme lette intensitet. Han var ved at være tilbage på toppen igen.

[Deleted]

Eniqa huskede tydeligt at hun var kommet hjem malet i Maurus blod og mere eller mindre knust, Matthew havde vel blot troet det var fordi hun havde gjort det som hun var mest imod? At slå ihjel var virkelig ikke noget som hun normalt kunne få sig selv til, men dette var gjort af kærlighed og selv på trods af det så måtte samvittigheden virkelig nage hende så pokkers dybt. Lugten af røg hang tydeligt i hendes næsebor, hun vidste udemærket godt at Matthew måtte ryge så snart han var presset eller urolig og denne gang kunne hun gætte sig til hvad det handlede om, hun havde været væk for flere timer, hjulpet Nathaniel med at få en smule styr på tingene derhjemme efter deres lille snak. Nu var der gået så mange år og selv der var hendes valg aldrig blevet taget hun var hoppet fra Matthew til Maurus og tilbage til Matthew, det valg var umuligt at tage og det fustrerede hende, måske Matthew var den som altid var blevet set foran Maurus men hun elskede ham virkelig også, så mange ting de begge havde måttet gennemgå for at kunne være sammen, desuden var hun den som havde formået at ændre den lystige mand, ingen andre kvinder kom ind i hulen og han bevægede sig ikke ud med mindre hun stod der ved hans side og fulgte ham, noget som hun mere en glædeligt måtte gøre. Ville det være den samme når hun havde åbnet sig hjetre og talt ud? Ville hun stadig være den eneste kvinde som han ville søge til? Kenara listede ud af den lille hule, Eniqa vidste at ham og Matthew havde sine problemer med at færdes omkring hinanden, hendes elskede kat vænnede sig nok aldrig rigtigt til Matthews tilstedeværelse, til gengæld måtte det være i hendes sind hvordan Kenara virkelig havde nydt da det var Maurus der var omkring, noget som hun ikke valgte at skulle sige højt på nogen måde. Nu var de endelig på bedringens vej, Matthew mindede mere og mere om sig selv, det var muligt for hende at sove en hel nats søvn, det var muligt for hende at gå ud hvis blot hun lagde en seddel, og det lettede hende ekstremt, de eneste tårer der var faldet den seneste tid var udelukkende på grund af Maurus, Matthew var hende ikke længere en byrde nu måtte hun bare nyde at være sammen med ham igen, siden Maurus' død havde det været så pokkers nemt. Den ene hånd blev sat i hendes side "Den røg er ikke god for dig" påpegede hun for 20'ende gang blot på 24 timer. Nervøsiteten lå i underhuden, men at føle hvordan hans hjerte lettede fik blot et blidt smil til at finde vejen frem over de rosa læber. Stille lod hun ham komme hen mod hende, de isblå øjne faldt i hans og med hovedet let på sned. Ganske rigtigt han havde været bekymret ikke at det undrede hende, men i det mindste tog han det langt mere roligt end det som han havde gjort før i tiden. Hånden faldt stille mod hans kind, hun trådte ham et skridt nærmere "Jeg var hos Nathaniel, fik du ikke min seddel? Uanset, jeg er ked af det tog så lang tid, han havde brug for hjælp til noget oprydning, huset ligner den rene slagmark efter hun er gået bort" påpegde hun stille. Matthew kendte ham jo udemærket det var ikke deres første besøg der, for Matthews vedkommende kun når Liya var ude "Desuden.. Så er vi nødt til at snakke" smilet falmede ikke, hun valgte at tage det ganske roligt, tage det med et lille smil frem for at gøre ham nervøs det ville hun ikke få noget ud af. Ganske stille tog hun om hans hånd, førte ham med hen til sengen hvor hun selv måtte glide ned på kanten i håb om at han ville følge med.

[Deleted]

Kenara og Matthew ville nok aldrig nogensinde komme godt overens med hinanden og det var noget som Matthew allerede vidste. Det bæst måtte ligesom bare acceptere, at han også var der nu! Eniqa var virkelig kvinden i hans liv og han var virkelig bare glad for, at det valg var endt med at skule falde til ham - trode han da vel at mærke, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville eller ikke. Sådan som Eniqa var hoppet frem og tilbage melle ham og hans bror, havde virkelig været noget af det som havde gjort ham så frygtelig usikker og tvunget ham til at stille hende i den situation som hun sikkert også måtte savne mere end noget som helst andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Matthew røg dog ikke for at ryge, nej. Han gjorde det når han var presset ,stresset eller for urolig til at skulle falde til ro på nogen ande måde, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han lod de islåb øjne roligt falde mod hende og med et ganske så svagt smil på læben. "Det har du allerede fortalt mig hundredesytten gange," påpegede han med et let glimt i øjet. Matthew var efterhånden ved at være vendt godt tilbage til sig selv, og det var noget som han virkelig bare måtte nyde noget så frygtelig godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han lod hende blot komme ham i møde, hvor hun måtte stryge over hans kind. Han var hende ikke længere en byrde og hun var i stand til at skulle sove natten igennem. Han ønskede virkelig ikke at være til meget besvær overfor hende mere, det var også helt sikkert. Hans blik forlod hende dog ikke på noget tidspunkt. "Hvilken seddel? Nej.. Den har jeg da ikke fået." Han lod hovedet søge ganske let mod hendes hånd, hvor han roligt, stadig en anelse varsomt, måtte hæve sin egen hånd, blot for at lade den stryge lige så stille og roligt mod hendes kind og med det svage smil på læben. "Det kunne jeg lige forestille mig.." afsluttede han stille. Selv var han ikke bange for døden eller noget lignende, men Liya var nu helst en kvinde som han slet ikke ønskede at tænke på, udelukkende på grund af den korte, dog fælles fortid som de måtte have bestående af den ganske enkle aften, hvor hun virkelig havde trådt på absolut alle de forkerte knapper ved Matthew. Eniqa vidste det. Det var den mand som han havde været dengang og det havde virkelig ændret sig meget igennem det sidste lange stykke tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var måske ikke altid lige nemt, men han gjorde da i det mindste et forsøg og det skulle han vel også have credit for i den anden ende? Det ville han da i den grad mene når det kom til stykket. "Jeg håber da, at Nathaniel kommer over det." Måske hårde ord, men de var jo sande. Det hjalp ikke at skulle sidde og klamre sig til et tab på den ene eller den anden måde, det var jo intet andet end de rene fakta og de vidste det jo begge to. At Eniqa ønskede at snakke, gjorde ham dog en anelse usikker. Sidst hun havde brugt lige netop disse ord, så var det der, at hun havde fortalt ham, at hun var gravid. De isblå øjne faldt direkte til hendes blik. Han lod hende tage hans hånd. "... Javel.. omkring hvad?" spurgte han dæmpet. Han fulgte hende hen på sengekanten, hvor han roligt gled ned at sidde ved siden af hende. Hendes smil gjorde ham dog intet. Han var dog en anelse urolig alligevel.

[Deleted]

Kenara havde altid været overbeskyttende for hende, og den smukke kat havde aldrig rigtigt brudt sig om matthew og hun vidste det, endelgi var det lykkedes hende at stille dem begge under samme tag også selvom de undgik hinanden, man kunne sige meget, Matthew var en mand som hun virkelig måtte elske af hele sit bankende hjerte, men Kenara var hendes bedste ven og hun nægtede ærlig talt at svigte ham igen. Det valg kunne man roligt sige aldrig rigtig var blevet taget, hun havde hoppet mellem dem mere eller mindre hele tiden og nu hvor det gik op for hende så måtte samvittigheden rent faktisk nage hende. Nathaniel havde hjulpet hende, bedt hende om at lytte til hendes hjerte og forsøge at gå efter det som hun måtte ønske, hvad hun så måtte frygte var at det i sidste ende ville koste hende Matthew, lige der håbede hun virkelig at hendes tiltro til ham på det punkt var sat alt for lavt og at Nathaniel ville kende ham langt bedre, hun håbede virkelig at det var et valg som han ville acceptere også selvom hun vidste at det måtte være virkelig meget at bede om. Savnet til Maurus var der og selv det måtte Matthew vide, de talte ikke om ham udelukkende fordi han vel kunne se det gjorde ondt? Men hvor meget og hvorfor det vidste han endnu ikke og hun var nødt til at åbne sig op for ham selv på den måde. Hvad angik den røg som han måtte indhalere så vidste Eniqa at det udelukkende var noget som skete de gange hvor han måtte være stresset og de gange hvor han følte sig urolig, det ændrede dog ikke på at det var usundt "Åh ja men det kræver åbenbart hundredeatten før du lytter" svarede hun med kæk tone og det lille glimt i øjet, selv hun var blevet langt mere posititv efter det var blevet muligt at sove en hel nat og vågne frisk og udhvilet, efter at selvtilliden var kommet igen når Matthew igen ikke kunne holde fingrene fra hende, det hele var blevet langt lettere og siden deres kære brors død var det kun blevet endnu lettere. Det blide strøg over hendes kind bragte kun en mindre sitren hun rystede let på hovedet "Jeg lagde en på min hovedpude" det lille smil svandt ikke bort fra hendes læber, hendes indre var i kaos her var hun glad for at han ikke var den som sad med de evner hun måtte gøre, for det det lille smil dækkede over nervøsiteten. Det lignede virkelig noget der var løgn og de var begge vant til at se det så oprydeligt og pænt, hun kendte til matthes fortid med Liya hun var den som havde stoppet ham, den aften hun havde afskyet Matthew mest uden tvivl, idag var han tilgivet, hun var lykkelig, Liya var.. Havde været lykkelig også selvom han var den som kastede hende i hullet for alvor, og Matthew var ikke længere den mand det havde dog ikek hindret Liya om de var stødt på hinanden det vidste de alle. De ord var en lille lussing selv for hende "Ville du komme over det hvis det var mig? Eller ville du lade som om du var kommet over det ved at bade dig selv i druk, kvinder og disse?" hun trak den lilel stump af cigaretten op af hans lomme og holdte frem for sig, det lille smil var ikke til at skjule, hun rystede blot på hovedet, hånden forblev i hans, nu hvor hendes håndflade måtte føltedes en smule fugtig og hjertet hamrer, denne gang var det desværre ikke blot en graviditet hun måtte afsløre ".. Først og fremmest må du lytte til hvad jeg siger, ikke dømme mine ord men virkelig høre hvad de betyder er du i tvivl så spørg endelig.. Jeg vil tale om Maurus" endte hun måske en smule direkte men hun vidste ikek hvordan hun ellers skulle få det frem. Blikket gled i hans lettere afventende, næsten bange for hans reaktion allerede ved blot de ord.

[Deleted]

Matthew ville aldrig nogensinde komme overens med Kenara og det var han klar over. Der var en grund til at de selv bevidst måtte undgå hinanden vel? For det var jo trods alt det som e gjorde. Til tider skulle man jo næsten tro at den kat var mere menneskelig end hvad godt måtte være og det var noget som kunne irritere ham. Han var valgt foran Maurus og han vidste det jo. Det var jo sammen med ham, at hun havde tilbragt langt den meste tid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Hans blik hvilede roligt i hendes. Det var jo ikke fordi at hans ord skulle være ment så hårde, men igen, kendte man Matthew, så var det vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen som helst? Døden var slet ikke noget som skræmte ham, det var nu alligevel noget osm havde en noget så frygtelig tydelig respekt i hans øjne, så det var heller ikke noget som man skulle se det mindste væk fra på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om man ville det eller ikke. De isblå øjne hvilede på hendes skikkelse. "Tror du hundredeatten er nok?" Han hævede sigende det ene bryn. Han havde jo end ikke så meget som overvejet at skulle cutte dem ud eller noget som helst, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke. Han blev roligt ved hende og uden at lade blikket forsvinde det mindste væk fra hende. "Jeg fandt intet på din hovedpude.. Det må være faldet ned." Han trak let på skuldrene. Sagen og det vigtigste i hans øjne, var jo trods alt at hun var hjemme, så kunne alt det andet også være fuldstændig ligemeget, det var der jo heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans hoved søgte ganske så let og stille på sned, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Den lille stump af hans cigaret som hun måtte fiske op af hans lomme, faldt ham i blik. Han tog hurtigt fat i den. "Til mit forsvar.. Den her lilel stump har holdt i 3 dage.. Jeg drikker ikke alverdens, så det skulle vel ikke være det største problem?" Han blinkede til hende ganske så let og med et svagt træk på smilebåndet. Han strøg en lok af hendes hår bag hendes øre. "Det var slet ikke sådan den skulle forstås min kære," fortsatte han roligt. Han håbede jo i det mindste, at hun ville forstå ham på en lidt anden måde? End det som hun havde gjort. Han blev r oligt siddende. At hun jo så måtte bringe Maurus på banen som det hun ønskede at snakke med ham om, fik ham blot til at sukke lettere opgivent. Han vidste at hun savnede ham og han kunne jo mærke og se det på hende, når det endelig måtte være ham som de måtte snakke om. Hun havde jo selv brug for at skulle få det bebrejdet, og han vidste det jo. Hendes hånd føles fugtig.. Var hun usikker eller nervøs? Så var der jo selvfølgelig også en grund for ham til at skulle være det vel? Hans isblå øjne faldt stille til hende. Han kunne jo lige så godt bare være åben og modtagelig for det som nu måtte blive kastet i hovedet på ham vel? Han trak vejret dybt. "Hvad ønsker du at snakke med mig om? Omkring ham?" spurgte han stille. Han måtte virkelig bare bide det i sig for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om lige netop nu. Han elskede virkelig Eniqa mere end det som han nogensinde ville være i stand til at skulle elske nogen anden og han nægtet at give slip på hende! "Hvilke kriller er det Nathaniel har sat dig i hovedet?" afsluttede han stille. Han kendte udmærket godt den mand og lige i denne situation, så måtte det jo faktisk gøre ham en anelse nervøs.

[Deleted]

På mange områder var Kenara mere menneskelig end det som mange måtte se på kunne vidste Eniqa udemærket godt, men det var hendes bedste ven, han havde aldrig nogensinde svigtet og til tider måtte han faktisk også tænke mere som en mand. De forstod hinanden selv uden at fører ordet, der var et særligt bånd mellem dem, et bånd som hun end ikke havde haft til nogen mand på helt samme måde og derfor kunne hun ikke bare give slip på det store dyr, dette var ligeså meget Kenaras hjem sm det var hende og Matthews, det glædede hende dog at se at de kunne være under samme tag uden at stå og skule dræbende mod hinanden og hun kunne høre Kenara knurrer som bare en sindssyg. Matthew var blevet valgt over Maurus gang på gang, og udelukkende fordi at hende og Maurus endnu havde været for det stadie hvor man måtte udforske de små følelser som var begyndt at blomstre, desuden fandt hun jo ganske hurtigt ud af at han måtte have det sjovt med Angel så der ville hun bestemt heller ikke komme i vejen. Sidste nat var det for alvor gået op for hende hvad hun måtte føle for deres kære bror, hun elskede ham. De følelser som stod i hende når han fortalte hvor ondt det det, den brændenede fornemmelse det satte i hende når han havde kysset hende og rørt hende, og det som rent faktisk havde fået hende til at skifte mening og lade hende fører kniven, hun elskede ham som hun elskede Matthew og nu kunne hun ærligt sige at valget var taget. Et lille smil formede sig atter over hendes læber ved hans ord ".. Måske.. Du glemte nu kvinderne? Hvis jeg var væk ville du være nødt til at ryge og drikke konstant for ikke blive skræmt over den kvinde der ville hjemsøge dig" drillede hun med et let glimt i øjet, fri for hende ville han aldrig blive. Lokken lod hun stryges bag øret blikket gled mod ham "Det ved jeg du ikke gjorde" endte hun stille. Nervøsiteten var svær at dække over, skulle hun miste ham? Et sted måtte frygten være der for at dette ville være sidste gang de sad og drillede hinanden som det, hun håbede virkelig af sit inderste at Nathaniel måtte have ret i dette, at det var det rette at gøre. Det var tydeligt at hun måtte savne Maurus og hun vidste at selv Matthew var klar over det selvom hun virkelig havde forsøgt at skjule det, hun ønskede ikke at gøre ham mere usikker, ikke nu hvor det endelig måtte gå som det gjorde. Blikket gled stille mod ham, hun kunne vel ligeså godt være ærlig også selvom hans ord morede hende lidt. Han kendte tydeligvis Nathaniel frygtelig godt "Han bad mig om at følge mit hjerte" svarede hun ganske ærligt. Hendes håndflade var fugtig, hun tog stille omkring hans hånd med begge hendes, lagde den i hendes skød "Du ved jeg er virkelig elendig til de her konfrontationer, Matthew så jeg tror egentlig bare jeg går lige til sagen... Du ved allerede hvad der skete mellem mig og Maurus og du ved at det var mere end bare.. Et sidespring" startede hun ganske ærligt den del havde hun jo fået ham fortalt, hun bed sig let i læben før hun valgte at fortsætte; "Jeg har brugt så mange år på at hoppe frem og tilbage imellem jer, og med et splittet hjerte der har fortalt mig at det har været forkert uanset på hvis side jeg har stået, jeg elsker ham Matthew også selvom jeg ikke burde, jeg ved at dette alt er min fejl tro mig.. Når det er sagt så ville jeg ikke sidde her hvis det var ham jeg ønskede.. Jeg elsker dig" hun førte stille hånden mod hendes hjerte lod ham føle hvor stærkt det måtte banke "Jeg har kæmpet for dig, jeg har ladet livet for dig og jeg er villig til at gøre det igen, jeg ønsker virkelig ikke at miste dig.. Men Maurus bliver snart en del af mit liv igen og jeg kan ikke bare vende den anden kind til. Jeg ved det er virkelig meget at bede dig om, kære.. Og jeg ved at jeg slet ikke burde men både du og Maurus bad mig om at tage et valg, og det har jeg gjort.. Uanset hvor meget jeg ville ønske det så kan jeg ikke vælge den ene over den anden, dig med en så stor plads i min hjerte og min sjæl og Maurus der er det samme.." hun tog en dyb indånding, det var tydeligt at hvert eneste ord som forlod hendes læber var ærlige også selvom det mere eller mindre kom i en lang talestrøm udelukkende fordi det bare skulle ud, hun var elendig til ting som dette ".. Jeg er nået dertil hvor jeg er nødt til at sige, at enten står i begge ved min side.. Eller også gør ingen" afsluttede hun stille. Hjertet hamrede som en i sindssyg, hun så i hans blik, kæmpede med tårerne udelukkende af frygt, det brændte i hende, hun forventede vel næsten at han ville tårne sig op og afvise hende blankt? Det var virkelig ikke behageligt!

[Deleted]

Normalt når Eniqa ønskede at snakke med ham, så var det noget som var direkte ubehageligt og det var det bestemt også denne gang. Han havde det virkelig elendigt når hun måtte starte en samtale på denne måde og specielt når det kom til hans bror, så var det virkelig nogen af de ældgamle sår som måtte rives op, udelukkende fordi at han vidste hvilken fortid som de havde haft. Den så romantiske og så bløde af de to, og han så ham virkeligsom den største af de største trusler for hans vedkommende, for det havde virkelig været det eneste som havde været så tæt på at skulle rive Eniqa fra ham og det ønskede han virkelig ikke. Selvfølgelig havde han accepteret det hvis hun var gået til ham istedet for, for han vidste, at Maurus kunne skænke hende så meget af det som han selv ikke var i stand til, udelukkende fordi at han led af den mangelvare på medmenneskelighed. Det var kun noget som var kommet igennem disse sidste år hvor han havde været så sikker på, at han havde haft hende ganske så alene. De isblå øjne faldt stille til hendes skikkelse. Han havde virkelig ikke ment at skulle håne Nathaniel det mindste, for han vidste udmærket godt, at han skyldte den mand noget så frygtelig voldsomt for alt det som han havde gjort for dem igennem disse tider, det var også helt sikkert. Hendes ord var noget af det som direkte måtte skænke ham et chok så stort og uden lige. Han blev siddende fuldkommen rolig. Om han havde været helt sig selv, så havde han flippet allerede for længst, men så længe at han stadig måtte have denne lille vej at skulle gå endnu, så var det stadig en anelse nemmere for ham, at skulle holde sig rolig, og det var noget som han var glad for. At hun stod i det valg - At det var dem begge eller ingen, var noget af det som skræmte ham direkte. Han sad næsten fuldkommen ulæseligt i blikket og det føles virkelig som om at hans hjerte var ved at hoppe ud af hans bryst. ".. Du slog ham ihjel, Eniqa.. Du tog valget ved at komme hjem dækket i hans blod.. Du må da ikke tvivle på dine handlinger." I den anden ende, var det jo ham selv som var valg overfor Maurus og han vidste det og han elskede virkelig den tanke mere end det som han måtte elske noget som helst andet. Nu var det jo så det som han ikke forståd. "Du står og tvinger mig til at vælge at lukke min bror ind i vores liv? Ind i det som vi måtte dele.. Det kan jeg da ikke.." Han rystede på hovedet. Det var da mere end det som han selv ønskede!! Men tanken om at skulle miste hende, var heller ikke noget som han ønskede at sidde med. Han rejste sig forsigtigt op og vendte sig mod hende. Om dette var at misbruge hans tilstand, vidste han ikke, for det var ikke noget som hun havde vist hentydninger til fra før af, så det måtte være noget nyt.. Det måtte være Nathaniels skyld! "Det er Nathaniel som har fået dig på de tanker, er det ikke? Vil han bringe min bror tilbage, så du kan få os begge? Nu hvor du ikke kan vælge mellem os? Eniqa.. Jeg ønsker virkelig ikke at miste dig, men jeg ønsker da for pokker heller ikke at dele dig med en mand som min bror!" endte han næsten forfærdet. Bare tanken omkring det, var noget af det værste som han så længe havde hørt! Han ville slet ikke høre tale om det lige nu, det magtede han virkelig bare ikke! "Lukker jeg ham ikke ind, så mister jeg dig? Det er virkelig ikke et valg som du kan sætte mig i.." Han rystede igen på hovedet. Det var virkelig ikke fair overfor nogen som helst! Maurus var død og han skulle forblive død! Han nægtet virkelig at skulle konkurrere mere med sin egen bror omkring dette. Enten vandt den ene ellers vandt den anden. Der var virkelig ikke plads til to oppe på podiet til en første plads og han nægtet bestemt at dele hende.. Om ikke andet, hvis det kunne undgåes på denne måde, det var også helt sikkert på alle måder. De isblå øjne vendte han endnu en gang stille mod hende. "Det er ikke en situation som er retfærdig Eniqa.. Hvad pokker er det for nogen kriller at Nathaniel har sat i hovedet på dig?" Han blev stående med den samme faste mine. Nok ikke helt på toppen endnu, men det nærmede sig i den grad, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af.

[Deleted]

Eniqa havde aldrig været særlig god til det med at snakke og når alvorlige ting skulle diskuteres så var det altid de ord som hun startede det hele op med, det lød ikke alvorligt og det lød ikke som godt nyt så i virkeligheden var det vel meget neutralvt? At rive op i de gamle sår på denne måde og når hun udemærket godt vidste hvordan Matthew i virkeligheden måtte have det med hendes bror så vidste hun at det ikke ville blive nemt, ej heller for hende, hun havde følt lettelse i hans sind da hun var kommet hjem malet i hans blod, det havde ikke været fair endnu engang var Matthew blevet valgt over Maurus, også selvom det denne gang havde været hans eget ønske og eget valg og nu måtte hun kun føle hvordan han måtte gå i panik, ville han gå? Hun ønskede ikke at miste ham, så mange ting som hun gik igennem bare at kunne stå med ham idag, han var måske ikke den mand som hun i de små prinsessedrømme havde drømt om, han var ikke ligefrem romantisk eller poetisk, men hun elskede ham for det som han måtte være som hun gjorde med Maurus, Matthew havde andre værdier som hun til gengæld måtte elske, alt bar sine bagsider og alt bar de stærke sider det vidste hun jo trods alt, og den eneste gang Matthew havde været tæt på at skulle miste hende, da havde det været til Maurus selv og hun var ganske sikker på at det ikke var noget som var glemt, deraf også grunden til at dette måtte gøre hende pokkers nervøs, tanken om at skulle se ham forlade hende udelukkende for at vide en anden kvinde ville hvile i hans seng inden aftenen var omme det var en som hun end ikke ønskede at skulle tænke det mindste over. Eniqa bed sig let i læben at hun skulle blive ved at mindes om det mord "At jeg slog ham ihjel betyder ikke at valget blev taget, det er det aldrig blevet" gentog hun stilfærdigt. Hun slap stille hans hænder lod hendes egne falde i skødet, hvor hun måtte betragte dem lettere usikkert, tårerne måtte allerede presse sig på selvom det lå skjult. Et suk forlod læberne ved hans ord hun vidste det var frygtelig meget at bede om, hun nikkede dog lidt erkendende til hans ord, det var Nathaniel og han vidste det "Jeg ved du ikke ønsker at dele, Matthew..Men jeg ønsker virkelig ikke at miste dig, jeg kan bare ikke gøre det her mere, den sag vil aldrig afsluttes" de isblå øjne søgte ham som han havde valgt at rejse sig fra hende, skabe den lille afstand "Jeg ved det er ekstremt meget at bede om, men jeg har intet valg jeg må tage risikoen" hviskede hun nærmest halvkvælt som for at holde tårerne inde. Hun vidste at hun risikerede at miste ikke kun Matthew men også Maurus, kunne ende med at stå komplet alene, men i sidste ende var det vel også det bedste? Hun gjorde intet andet end at skade "Det er ikke retfærdigt. Nathaniel hjalp mig blot, valget har altid været for næsen af mig, jeg kan ikke vælge den ene over den anden, om en måned ville jeg gå fra dig ved Maurus og et par uger efter det ville jeg tigge og bede dig om at tage mig tilbage, sådan har det altid været sådan vil det altid være og jeg ønsker ikke at lege mere.. Det er for alvorligt for leg.. Det gælder kærlighed" endte hun ganske stille. Selv blev hun blot siddende på sengen og betragtede ham let hun brød sig bestemt ikke omsituationen det var sikkert, at han så ikke blev vred, at han ikke råbte og skreg af hende og hun ikke føle vreden det undrede hende faktisk, overraskede hende, den anik var så i virkeligheden ikke meget bedre, hvorfor skulle hun altid have dårlig samvittighed når hun for en gangs skyld forsøgte at gøre noget for sig selv? Var det retfærdigt i sidste ende?

[Deleted]

Matthew kunne virkelig ikke gøre noget andet end at hade og foragte dette. Det var virkelig noget af det som virkelig bare måtte skabe ham denne noget så frygtelige panik i det indre og den var virkelig bare ubehagelig! Han ønskede ikke at dele hende og det var i den grad også sandt, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, men nu stod han i denne situation. Maurus var væk og det havde været ham en lettelse uden lige, for han havde virkelig også været den eneste mand som kunne bringe ham denne form for panik på denne måde, den eneste mand som han havde anset som en trussel i dette gøremål og så at vide, at det endnu ikke var overstået, var selvfølgelig noget som gjorde ham urolig! Eniqa burde have dårlig samvittighed, for det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Gang på gang var han blevet valgt overfor Maurus og han havde virkelgi været glad for tanken, men så det at vide, at hun nærede det samme for hans slatne bror som det hun gjorde for ham, var i den grad noget af en frygtelig besked at kaste direkte i hovedet på ham. Det var noget af det værste som han længe havde oplevet og det var bestemt ikke noget som man skulle tage meget fejl af, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende! De isblå øjne søgte direkte til hendes skikkelse. Han ville ikke råbe og han ville ikke skrige. Det ville uanset ikke gavne nogen af dem i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. At Nathaniel havde blandet sig, var noget af det som han virkelig måtte være direkte vred over! "For at fortjene det her, hvad har jeg gjort, Eniqa? Det har virkelig ikke været retfærdig af os at bede dig om at tage det valg. Som jeg fortalte allerede dengang.. Jeg ved godt, at jeg ikke er som den 'kære' Maurus.." Hans stemme var nu henne i det mere paniske og vrede frem for det usikre og fortvivlede. Det var i den grad noget som måtte gå ham noget så voldsomt på, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg kæmper.. hver eneste dag for at finde ud af det.. Har det noget at gøre med den byrde jeg er for dig? Har du søgt til ham alle de gange du ellers har været ude? Jeg laver virkelig ikke sjov me det her.. Hvad pokker ser du i den mand?!" Han nægtet dog stadig at hæve stemmen. Den blev holdt på et niveau hvoraf den måtte være mere febrilsk og panisk end det som den måtte være noget som helst andet overhovedet, det var heller ikke noget som man skulle tage sig det mindste fejl af, det var også helt sikkert. Hans hjerte slog let og fast i retningen af hans bryst. Han kunne virkelig bare ikke finde nogen som helst form for ro på nogen måde, og han måtte virkelig hade den tanke mere end noget andet! "Det gælder ikke kærlighed, Eniqa.. Det er noget som hviler mellem 2 mennesker! 2.. ikke 3! En ting er at dele, men jeg vil ikke gøre det med min egen bror!" Direkte fast og beslutsom som den stemme måtte være. Han hadet tanken, men han ønskede jo heller ikke at miste hende.. Hvor var det hele så voldsomt frustrerende! Han hadet den tanke mere end noget andet! Han vidste, at Maurus ville kunne give hende så meget mere end det som han selv nogensinde ville være i stand til. Han lod hænderne vandre igennem håret. Han sukkede dæmpet. Han måtte falde til ro, selvom det virkelig ikke var nemt for ham. Han hadet det! "Det er en risiko uden lige.. Jeg hader tanken.. efter alt vi har været igennem." En nærmest skuffelse i stemmen.. Ikke direkte vred. Det var mere skuffelse end det.

[Deleted]

Panikken var tydeligt, Eniqa følte hvordan den gennemborrede hende og gav hende selv en enorm bekymring at gå med. Et sted så ventede hun vel egentlig bare på at han ville smække døren og gå? Efterlade hende alene tilbage med tanken om at en anden kvinde ville hvile i hans seng i nat, det var virkelig ikke en tanke hun ønskede at skulle tænke og alligevel ville hun ikke kunne bebrejde ham. Hun bad ham dele med hans egen bror, det var ikke fair og hun vidste det jo godt, men de bad hende om at traffe et valg og det havde Nathaniel hjulpet hende med at skulle træffe, kampen ville være endeløs, hun ville hoppe frem og tilbage, sårer den ene efter den anden, så nu måtte de istedet træffe deres valg også selvom Eniqa var klar over det kunne ende med at koste hende begge brødre. Samvittigheden var der i den grad, men mest af alt over at hun endnu engang havde valgt Matthew og skåret Maurus' pulsårer over, hun kunne ikke nærer en samvittighed over at følge hjertet det var man nødt til at gøre og helt uforfærdet. Blikket gled mod ham dog ikke vredt eller noget som helst også selvom hun fornemmede at han nærmede sig det punkt præcis som hun havde sagt til Nathaniel at han ville reagere "Det er ikke for at straffe dig Matthew.. Jeg ønsker ikke du skal være som din bror"pegede hun let. Hænderne knyttede kraftigt om hinanden, det var ikke fair efter alle de år hvor det havde været Matthew, men hun ville altid elske ham.. problemet var at sådan var det med Maurus også, valget ville aldrig blive truffet imellem dem! Selvom han tydeligvis var oprevet så var det ord som virkelig gjorde ondt. Den tiltro bar han ikke til hende? Nej selvfølgelig ad hun herhjemme og kæmpede for sjovs skyld, det gjorde faktisk hende vred, den havde han ikke retten til at skulle fyrer af "Du har ikke ret til at sige sådan, Matthew.. Gennem alle de år har jeg stået ved dig, været tro, det er sket den ene gang.. Det har været en hård tid og jeg har haft brug for bare at lade tårerne falde derfor er jeg søgt ud, til tider mod Nathaniel og Liya" hendes hjerte hamrede fast, tonen var en smule hård lige den kunne han virkelig ike mynte på hende. Tårerne stod i øjenkrogen, kunne han ikke bare få det overstået? "Jeg ser alt det som du ikke gør åbenbart" svarede hun en smule mere selvsikkert, ikke vredt men ej heller så forbandet usikkert at høre ham snakke sådan om hans bror "Du har brugt hele livet på at overstråle ham, du har aldrig villet se de ting som han indholder, Matthew" i en smiidig bevægelse rejste hun sig, det indre var i den rene panik, hun hadede at sidde her, kæmpe med tårerne et sted ville hun ønske at han bare ville sige sig færdig, smække døren og lade hende græde, hvorfor trække pinen ud på den måde? Det gjorde ondt at høre ham sige ordene på den måde.. han ville ikke dele? Nøjagtig som hun havde forventet, tanken om at skulle se ham gå, vende ryggen til, hun kunne ikke fordrage det! "Jeg er ked af det Matthew.. Men jeg har taget mit valg" endte hun meget stille. Den tårer som langt og længe gav efter tørrede hun væk inden han nåede at se noget som helst, håbede hun om ikke andet. Det var sandt nu var hende og Matthew gået så meget igennem og hun ønskede virkelig ikke at miste ham, han gav hende mere end nogen anden nogensinde havde, og den skuffelse i hans stemme var virkelig en som kunne dræbe. Hvor meget mere skulle hun stå model til? Hun sårede Matthew, hun sårede Maurus, skuffede dem begge.. Hvad pokker ville de overhovedet med hende?! "Jeg vil ikke se dig gå" afluttede hun stille. Hånden faldt mod panden strøg igennem de blonde lokekr som hun var begyndt at gå rastløs frem og tilbage over gulvet, nøjagtigt som hun plejede i de mere stressede tider.

[Deleted]

Matthew måtte praktisk talt koge. Han vidste, at der var så frygtelig meget som hans kære bror ville give hende, som han selv aldrig ville være i stand til og udelukkende på grund af en ting; Det var ikke noget som lå til ham som person. Nu hvor han endelig havde kæmpet sig op af det sorte hul som Jaqia havde kastet ham i, så skulle han smækkes i hovedet med en sådan besked? Det var virkelig bare ikke retfærdigt og det var i det hele taget bare utroligt, at hun kunne få sig selv til at foreslå noget så grotesk som det! Han rystede stille på hovedet. Nu hvor nærmest en eller anden mærkværdig form for panik måtte melde sig i hans eget sind. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at hun faktisk måtte ønske af ham, at han skulle dele hende med hans egen bror!? Det var sandt, at han havde brugt hele livet på at overskygge ham og det var ellers også gået fantastisk godt til det sidste og helt til den sidste ende. Hvorfor pokker skulle han så straffes nu? Hvad pokker skulle han straffes for og hvad havde han gjort forkert? Han kunne virkelig ikke se det. Han ønskede at beskytte hende og han vidste, at han havde været noget af en byrde for hende.. Var det derfor at hun gjorde det? Var han en så tung en byrde, at hun var nødt til at støtte sig til en anden mand? Dette var simpelthen noget som han nægtet at skulle stå og lytte til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om! "Jeg forstår det virkelig ikke, Eniqa.. Efter alt.. alt det som vi har været igennem.." Hvorfor pokker skulle Maurus have lov til at komme her og ødelægge absolut det hele?! Det gav virkelig ikke nogen mening i hans hoved på nogen måde og det var i den grad også noget som måtte frustrere ham! Han vendte sig mod hende. Han havde ønsket manden så langt væk som det var ham overhovedet muligt og det var han kommet.. fortrød hun det virkelig? Jamen hvorfor pokker havde hun så gjort det?! Han trak vejret dybt og lod hænderne tydeligt frustreret vandre igennem hans eget hår og med den ellers så klare skælven i hans egen krop. Det var simpelthen ikke noget som han kunne skjule for hende og det var bestemt heller ikke hans hensigt, dette var han bestemt ikke tilfreds med! "Overskygge ham? Eniqa, han er virkelig intet andet end et nul! Prøv dog at se på ham! Han var en warlock ligesom mig! Hvis det ikke var fordi at jeg gemte ham i min egen skygge, så havde han været død for længst! Kan du da ikke bare lade ham forblive der hvor han er endt?" fortsatte han. Det var i den grad det som han måtte ønske som det mest tydelige lige for øjeblikket, det var heller ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet på noget tidspunkt, det var i den grad også helt sikkert. Han havde aldrig nogensinde kunne fordrage sin bror, hvorfor skulle det da være anderledes nu? Han hadet og foragtet manden udelukkende fordi at han havde været så tæt på Eniqa! Han ville simpelthen ikke høre tale om det! "Det var ikke et af de alternativ som vi måtte give dig.. Det er virkelig unfair at placere mig i det her, Eniqa," sagde han stille. Han vendte blikket stille i retningen af udgangen. Han havde brug for luft og det skulle helst være temmelig snart. Han gik normalt aldrig ud. Folk troede da for pokker at han var død og han nød faktisk det, at han kunne falde mere til ro uden at altid skulle se sig over skulderen. De isblå øjne lod han falde direkte tilbage til hende og med den samme intense mine. Det var virkelig noget som kunen formå at gøre ham noget så frygtelig vred og han vidste virkelig ikke hvad han skulle kunne gøre ved det i den anden ende. Det i sig selv, var jo næsten skræmmende. "Det var mig eller ham.. Du kan ikke sigte midt mellem og regne med at få os begge.. Det nægter jeg," afsluttede han med en svagere hvislen. Den gamle Matthew var godt fremme i ham igen og nu blev han atter slået i sænk. Han dumpede ned på en stol lige ved ham og et stykke væk fra hende af. "Du kan virkelig ikke mene det her seriøst.." afsluttede han med en mindre hovedrysten. Han nægtet simpelthen at tro det!