By the lake

[pacman]

Søen var spejlblank på denne tid på natten. Fuldmånen stod højt på den skyklare himmel og spejlede sig flot ned i vandet og lyste nærmest hele søen op. Stedet var ganske fredfyldt men der var stadig en hvis uhygge over stedet. Der var ingen lyde overhoved stedet virkede bare helt dødt efterladt uden en sjæl.
Dog var der en sjæl til stede, en mørk en. Seth stod ved søens kant. Han havde taget en pause fra sine studier i sit hjem, og havde igen opsøgt søen. Vand gjorde han bare mere fredfyldt end normalt.
Men her på det sidste havde det ikke hjulpet at havde været her på dette sted. Han var bare fyld af lyst til at gøre et eller andet. De sidste par år havde bare været så kedlige for ham. Han skulle aldrig havde sagt nej til at være leder over warlocksne. Hans rejser var blevet mindre og mindre, da han hele tiden havde andet at tage sig selv.
Seth sukkede kort for sig selv og kiggede ned på en lille grå sten han havde i hånden hvor en lille rune var indgraveret.. Hvor havde han bare lyst til at rejse igen. Måske kunne han være heldig på denne rejse.. Men nej han var tvunget til at blive.
Forbandet lort bare at skulle være her.. Han skulle have holdt sig fri. Ja ikke meget skulle til at irritere ham lige nu.

[bella]

I nogle buske lige tæt ved vandet, skød der en lille sort ræv ud i hurtig fart. Hun var sådan set blevet jaget ud af byen, efter at have stjålet lidt mad til sig selv. Hun havde på det sidste ikke kunnet få noget job og havde nu stjålet noget kød fra slagteren. Hun havde dog mistet hendes jægere, og var nu her. Hun stoppede op og gnavede det gode pølsekød i sig. Han smilede med et svagt smil, selvom hun stadig var ræv. Hun så op og fik øje på en anden person. Hun bakkede og sprang igennem busken igen, og fik det til at virke som om hun løb bort. Det gjorde hun også, men blev istedet menneske og gik istedet frem i menneskeskikkelse, dog lignende at hun overhovedet ikke havde kendskab til den ræv som lige havde været der. Hun trak vejret roligt og gik ned for at knæle ved vandet. Hun lod hånden falde ned i det og skubbede let til vandet, mens det dannede nogle ringe. Hun strøg hendes mørke hår om på ryggen og satte sig ned på breden. Hun kiggede rundt og holdt diskret øje med den anden skikkelse. Hun var jo i Dvasias nu..

[pacman]

Seth hørte noget pusle rundt i skovbunden, men regnede entelig med at det blot var et eller andet lille dyr. Ikke noget af betydning for ham. Så han lod stadig blot sit blik og tanker være ud over vandet.
Lyden af vand overfladen der blev brudt og satte bevægelse i vandet fik hurtigt Seth til at kigge hen imod lyden. En kvindelig skikkelse. Kunne det være?. Nej det var det bestemt ikke. Seth havde et kort øjeblik faktisk set håbefuld ud, men nu blot som før. Faktisk lidt mere irriteret.
Han gemte hurtigt sin sten ned i lommen igen hvor den kunne ligge trykt og godt, og begyndte roligt at gå nærmere den kvindelige skikkelse der var til stede. For at finde ud af hvem der forstyrrede ham.
Seth gik som altid støttende op af sin stav som om han ikke kunne gå uden, og i et gnaske langsomt tempo. Lige nu var han faktisk ikke ondsindet, mere irriteret på alt og alle. Så der skulle ikke meget til at tippe ham på den forkerte side af grænsen.

[bella]

At manden rejste sig og begyndte at gå hen imod Bella, ænsede hun hurtigt. Hun skubbede sig op at stå og rettede let på hendes sorte kjole, der nåede til knæene. Helt stram i det øverste og så løs fra hofterne og ned. Hun havde nogle ankelsko på, også i sort og hun bar en kappe over hendes skuldre. Hætten var dog slået ned og afslørede hendes mørke hår. Hun så på ham, med hendes dybe øjne. Natten var virkelig altid behagelig. Hun overvejede hvem han var og hvad han ville. Man vidste jo aldrig her. Hun hev vejret ind, selvom hun faktisk ikke havde brug for det. Hun kunne også udmærket se ham i mørket. Hun var jo kvartdel spide. Dog kunne hun bevæge sig ude i solen på trods det. Det prikkede til hendes hud, men hun var jo end ikke halv af racen. Hun vædede sine læber, dog uden at afsløre hendes tænder. Hun kneb øjnene lettere sammen. Magi kunne hun også lidt af.. og hun havde 1/4 warlock i sig. Hun betragtede manden og håbede virkelig, at hun tolkede forkert på, at han var på vej imod hende.. "Aften," hilste hun dog, da han kom tættere på.

[pacman]

Seth forsatte sin rolige gang og begyndte at se mere og mere klart igennem mørket da han kom tættere på hende. Han kunne normalt godt se lidt igennem mørke, han var blevet vandt til det. Men der var jo stadig racer der kunne bedre end andre.
"Aften"
Seth stemme var mørk og hæs. Han stoppede op et par meter fra kvinden der faktisk havde turdet at hilse. Indten var hun modig eller blot ganske dum. At hilse på en fremmede om aften i Dvasias mens der ingen andre var, det krævede noget. Om så der var andre til stede så var det stadig ikke sikkert. Så spørgsmålet var entelig om hun var modig eller dum.

"Hvad bringer dem her ud?" spurte Seth mens han betragtede kvinden noget med et koldt og gennembordende blik der tit fik normale personer til at få gåsehud. Sjældent fik nogle øjnkontakt med Seth i længere tid af gangen da det blot var en ubehagelig følelse man ville få ud af det.

[bella]

Bella kendte udmærket til landet. Men hun vidste også, at det ikke hjalp at flygte. Og at hilse først, var som regel et tegn på status (som hun så ikke havde, men hvorfor ikke få folk til at tro det?) Et køligt smil glinsede over hendes læber. Hun kunne virkelig både være den blideste, men ligeså den mest kolde og afvisende. Hun havde sine sider, men hun havde jo også styr på dem. "Jeg vandre," svarede hun ganske kortfattet. Hun strak sig lidt og skjulte et gab, bag hendes hånd. Hun strøg sig igennem håret og lod det falde ned over hendes skuldre. "Og Dem?" spurgte hun dæmpet. Hun spændte let i sine fingre og bevægede dem let. Hun så ham i øjnene, men måtte slå blikket ned fordi det skræmte hende lidt. Hun lagde armene over kors, selvom hun var klar på at folde dem ud, for at beskytte sig selv. Enten ved at undvige eller evt. prøve at blokere med en besværgelse. Hun betragtede ham stille og overvejede, hvilke intentioner han kunne have.

[pacman]

Seth smilede lidt over at kvinden var nød til at se ned og ikke se ham i øjne. Endnu et svagt væsen. Det morrede ham ganske lidt.
"Leder efter måder at lade endnu en kedelig nat passere"
Set h overvejede faktisk lidt at skulle gøre bare et eller andet ondt blot for at gøre det. Det eneste der nok fra holdte ham i at gøre det, var at det minede for meget om hvad Joshua kunne finde på.
Seth havde intet noget imod Joshua, ud over bare den ting han var dødsengel, men var en allieret så Seth måtte lade øre ligge til når Joshua endelig til tider kiggede forbi.
Seth kiggede lidt dybtgående på kvinden, hun havde allerede krydset sine arme foran sig. Et typisk tegn på hun var gået i forsvars position. Hun gav et kort svar og stillede et kort tilbage. Hun følte sig truet på et punkt. Men klart hun befandt sig ude midt i Dvasias om natten.
"Så de vandre i Dvasias på denne tid om aften... Ved de ikke hvad mørket bringer her?.. De burde ikke føle dem så tryk" sagde Seth roligt men stadig med samme stemme, mens han roligt tog et par skridt. Dog gik han ikke tættere på hende, mere i en bue om hende.

[bella]

Hans første sætning, gav ikke ligefrem Bella en fornemmelse af rolighed. Endnu en kedelig nat. Så i nat, skulle han have gjort bod på alle de andre nætter. Og nu var hun her. Skulle det så gå ud over hende? Skulle hun sættes ud for, hvad han nu end ville kede sig med. Hvad han var for en race, vidste hun ikke. Men hun var virkelig ikke meget for at skulle vise sig svag. Hun lod hænderne falde ned langs hendes sider igen og hun knyttede let sine næver. Let betragtede hun ham, mens hun overvejede hvilken skade han kunne gøre. Hun mærkede en magiske energi hos ham, så han måtte næsten være warlock. Hvor dygtig han var, ville tiden dog vise sig. At han var dygtig, måtte han dog næsten være med den kulde. "Jeg har været her før, jeg ved hvad det kan bringe," sagde hun med et roligt smil. "De ved det måske ikke?" sagde hun stille og måske virkelig dumt, at begynde på at provokere. Hun kunne bare ikke lade vær. Nu havde hun jo vist sig lidt på den svage side. Både ved at kigge ned og gå i forsvar. Men også bare.. i det hele taget. Hun kunne ikke fordrage tanken om at være svag.

[pacman]

Seth gik stadig ganske roligt i en bue rundt om kvinden. Han kunne ikke sætte finger på hvilken race hun tilhørte. Men der var ikke nok magisk udstråling til hun tilhørte Seth egen. Nej. Han vidste ikke om hun skulle være en blanding eller blot et andet af mørkets væsner. Men ikke nok til det var en warlock.
"Åhh lille barn dog.. Jeg ved bedre end andre hvad mørket bringer" sagde Seth og udstødte en lav ond latter. Han stoppede kort op og lod sit blik falde på hende igen, hun havde ladet sine arme falde.. Men hænderne var lidt knyttet. Ahh.. ikke en modig person nej. Det var hun ikke.. Dog heller ikke helt dum.. Nej.. blot.. Et væsen der var forvirret med sig selv.. Selvfølgelig kunne Seth ikke vide det med sikkerhed på nogen måde.
"Og siden de taler sådan.. tvivler jeg at de virkelig ved hvad det kan bringe" sagde Seth roligt. Det her kunne blive lidt underholdene.

[bella]

Buen som manden dannede omkring Bella, gjorde hende ikke ligefrem tryg. Hun blev dog stående og kiggede efter ham. Men som han kom længere bag hende, drejede hun med hun. Hun lod hænderne være strakte igen og hun lod vær med at knytte næverne sammen. At hun var svær at bestemme racerne på, var hun dog sikker på. Hun havde jo 4 af dem. Hun kneb øjnene sammen. "Jeg er ikke et barn," sagde hun med en svag snerren og kneb øjnene fast sammen. "Så fortæl mig det," sagde hun tirrende. Hun vidste det var dumt, men hun kunne bare ikke lade vær. Hun håbede virkelig at Caleb på mirakuløst vis ville komme og redde hende. "Jeg ved det.. udmærket," sagde hun dæmpet. Men igen.. ingen af dem vidste, hvilke kræfter hinanden indebar. Hun så på ham og knyttede sin ene hånd kort, selvom den bagefter gled ud i strakte fingre igen. Hun betragtede ham med let sammenknebne øjne.

[pacman]

"Fortæl?.. hvorfor dog det... Det kan alle jo.. så.. hellere vise det" sagde Seth, faktisk ganske venligt men med et lumsk smil der just ikke så venligt ud.
Seth satte sin stav lidt ned i jorden og med det samme kom der en mørk røg nærmest tåge agtig masse op af jorden omkring dem og spredte sig hurtigt hen over jorden. Noget af tågen begyndte at svæve op omkring kvindens ben. Blot havde tågen omkring hendes ben form som arme der rakte op imod hende. Flere steder nede i tågen kunne man se forpinte ansigter af kvinder, børn, mænd der alle prøvede at række op af tågen.
Det fak faktisk ikke noget specielt der her. Men blot et blik af hvor modig hun entelig var. Ikke mange lod sig være upåvirket af det, da man tydeligt kunne føle alle de sjæle der prøvede at række ud igennem tågen. Men Seth lod ingen af dem komme fri fra mørkets lænker.. Endnu.
"Vil de stadig se det.. barn" spurte Seth venligt, og var lige glad om hun svarede nej.

[bella]

Bella var ikke længere sikker på, hvor meget kontrol hun kunne have over denne situation. Men frygten var ikke direkte steget endnu, da han sendte hende det lumske smil. Hun bed sig let i læben. At det ikke ligefrem var ment venligt, var hun sikker på. Det var langt fra venligt. Hun bakkede let tilbage, fordi hun viste det varslede noget frygteligt og stod fuldkommen forstenet til jorden, da tågen greb fat i hendes ben som arme. Hun trak vejret dybt og sank en klump. De forpinte ansigter - specielt af børnene - var virkelig noget som ramte hende, selvom hun ikke rigtigt reagerede synderligt på det. Hun syntes blot det var synd for dem. Hun stirrede ned i jorden og stod fuldkommen stille. Hun rykkede sig lidt fra side til side, som de prøvede at række ud efter hende. Hun sagde ikke noget.. Overhørte faktisk hans spørgsmål.

[pacman]

Seth kunne ikke andet end more sig over pige barnets stilhed, hun sagde jo ikke et ord. Men det var jo blot fortabte og pinte sjæle som aldrig havde fået hvile, de gemte sig over alt. Han viste dem bare frem. Men det var vidst ikke helt nok.
"Jeg syntes de blev stille"
Seth stod stadig stille og betragtede blot kvinden bevæge sig lidt fra side til side, men ikke væk fra hvor hun stod. Pige barnet havde vidst meget at lære om mørket og hvad det bragte med sig.
"Men tolker det blot som de gerne vil se mere"
Flere af de forpinte mennesker i tågen kravlede nærmest op ad den, stadig var de lavet af en tåge agtig masse, men noget mere faste nu. De prøvede stadig at gribe ud efter kvinden og denne gang ville de faktisk begynde at rive i hendes hud hvis hun ikke gjorde noget.
Der var også en del der faktisk prøvede at skade Seth selv, men igen af dem kunne komme tæt på ham, da han havde sørget for at beskytte sig selv. Disse ånder var ikke noget han kunne kontrollere, få kunne han ad gangen men det var nicromantikere der kunne finde ud af at kontrollere mange af de døde. Seth kunne blot lade de pinte sjæle slippe fri fra deres fængsel og lukke dem inde igen. Hvad de gjorde havde han ikke kontrol over. Det var blot beskyttelses magi der forhindrede dem i at skade ham.

[bella]

Bellas øjne glinsede let af vreden, mens at denne mand blot lod det hele blive mere frit. Væsnerne.. Eller hvad end der kom ud af tågen, var ikke ligefrem søde. Hvileløse sjæle, som ikke kunne gøre noget. Ikke sagde hun et ord. Noget ramte hende dog hårdere end noget andet - hendes mor dansede også rundt nede i tågen. Tårerne pressede sig på og en lav lyd af ordet: "mor" ville han måske høre. Hun lukkede øjnene i og forstillede sig, at hun bildte sig det ind. Hendes mor var død og borte, og det havde hun været længe. Øjnene kneb hun sammen, idet at hun fast slog hænderne sammen og fik alle væserne til at trække sig bort. Hun have dannet et skjold omkring sig selv. Noget magi kunne hun trods alt mestre. Meget havde hun allerede lært og hun ønskede et sted at lære mere, bare ikke af ham her. På grund af skjoldet, havde hun kun et lille kradsemærke på den ene arm. Hun stod og koncentrerede sig. Øjnene var dog åbne og hun så på manden som fremmanede tågen. "Jeg har set nok," sagde hun blot dæmpet, for at se hvad han ville sige til det.

[pacman]

Havde pige barnet lige sagt 'mor' eller var det noget han bare bildte sig ind. Var hun virkelig så følsom, hvilken opdragelse var det lige hun havde fået. Stakkels barn dog. Men ja det betød jo ikke sport. Men nu havde disse døde sjæle tjent deres formål, så med en hurtigt bevægelse fik Seth alt tågen til at forsvinde sammen med sjælene.
"Ser man det.. Barnet kan faktisk noget.."
Seth var dog ikke yderlig imponeret af pige barnets magi. Hun virkede så ung og uerfaren, det var tydeligt hendes følelser gik hende på, svagt tegn. Hendes skjold var da fint men stadig havde han set bedre. Han ville gætte på der faktisk var lidt warlock i hende, men stadig ikke en med rent blod. Sikke en skam alligevel.
"Men er vi først ikke lige begyndt?.. natten er da dejlig lang.. Og hvem ved du kan måske lære noget af det.. Hvor længe mon du kan holde det lille skjold oppe.."
Igen med en kort lille bevægelse lod Seth en bølge af mørk energi flyve direkte imod hendes skjold. Han bruge med vilje ikke særligt meget energi på at gøre det, han ville nødig have hendes skjold skulle falde sammen med det samme. Så kraften i bølgen virkede var blot på samme styrke som en normal warlock kunne kaste. Forskellen imellem Seth og en normal warlock var kun simple tig men gjorde ham langt mere overlegen. Det ene var han havde brugt det meste af sit liv på jagt efter gammel magi som var gået glemt i tiden, og det havde betalt sig meget.