A whole new unknown world

[pierce]

Det var overmorgen, fra da Pierce havde forladt Malania, og det var den dag, de havde valgt at skulle mødes. Han glædede sig allerede! Han havde savnet hende umådeligt meget, at han slet ikke kunne beskrive det! Han havde flere gange været oppe ved stranden for at se om hun var dukket op, men det havde ikke været tilfældet. Han havde planlagt det hele, og han havde fundet en måde at gøre hende i stand til at trække vejret under vandet i en halv dag, det ville sige 12 timer helt nøjagtigt, det var så bare spørgsmålet om hun selv ville, hvilket han da håbede, for han ville så gerne vise hende sin verden! Og det havde da lydt som om at hun gerne ville se den, hvilket så også glædede ham. Han var virkelig opsat på, at vinde hendes hjerte til fulde, og han ville virkelig overraske hende i dag! Han ville vise hende en hel ny side af ham, en side som han faktisk ikke havde vist til nogen anden, for han havde aldrig taget nogen med neden under havet og vist personen den verden, der måtte gemme sig der. Og der var smukt! Han ville vise hende det smukke koralrev, hvor alle de smukke fisk gemte sig, simpelthen det hele! Eller det hele var nok ikke ligefrem muligt, men det smukkeste og mest spændende, ville han vise hende. Han glædede sig helt, og mest af alt, så glædede han sig til at se hende igen og tilbringe endnu en dag med hende. Han havde nydt den forrige dag, som også var dagen hvor de havde mødt hinanden, skønt det ikke helt føltes sådan. Det føltes snare som om de havde kendt hinanden i flere år! End blot én, men det havde ikke nogen betydning for ham, for uanset, så var han blevet forelsket i hende, og det kunne han ikke ændre på, og det havde han heller ikke lyst til! Og faktisk så ville han gerne have et fast forhold med hende, så det officielt vil blive de to, og ikke nogen andre! Så hun ville være hans og han ville være hendes. De havblå vinger baskede få gange, og selvom det kun var få bask, så havde han fuldkraft på, da han måtte svømme med næsten hundred kilometer i timen. Han var i sandheden født i vandet, og en vandhund var han helt bestemt! Men det var der jo ikke noget at sige til. Han var dybt nede under vandet, og havde intet problem med at kunne se, skønt han svømmede så hurtigt. Hans overkrop var helt nøgen, så intet sad i vejen for hans vinger, som kunne baske rundt frit omkring. Han bar nogle shorts der gik ham til midt på knæene, og de var blå med røde og hvide, bølgede striber, så de faktisk mere lignede lyn. De blonde lokker svajede i vandet, imens han svømmede, og langs hans side, bar han en taske, hvor alle hans urter og planter var, hans eliksirtaske, eller man kunne rettere sagt kalde det for en førstehjælpstaske. Solen skinnede og der var ikke en eneste sky at ane på himlen, i så fald var det i det fjerne, og havet kunne simpelthen ikke blive smukkere, for det bar den turkise farve, som hans øjne måtte gå i et med. Lige nu var han på vej op til stranden igen, for at se om hun nu var dukket op, han havde dog været oppe ganske tidligt, for han havde slet ikke sovet, og det måtte næsten stadig være morgen, for solen nærmede sig ikke engang himlens midte, hvor formiddagen ville slutte. Desuden, hvis Malania sov ud denne dag, så ville det ikke gøre noget, for han var sikker på at hun kunne trænge til det, men han regnede ikke med at det var tilfældet, for hun ville nok søge ganske tidligt ned til stranden – så havde de også mere tid sammen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig ikke gjort andet end at sidde for sig selv i et træ i skoven og bare stirre op på den store himmel. Hun kunne virkelig ikke vente med at skulle se Pierce igen! Hun savnede den mand mere end det som hun havde gjort med ngen anden, det var helt sikkert! Hun var dog endt med at skulle falde i søvn ud på natten.. Langt ud på natten, så hun havde virkelig ingen tidsfornemmelse idet at hun var vågnet op med intet mindre end et chok. Alle som havde ville høre på hende, havde hørt hver eneste lille detalje at vide omkring Pierce og hun var sikker på, at det var noget som gik så frygtelig mange på i længden, men det var så ikke noget som hun tog sig synderlig meget af i længden, det var også helt sikkert. Hun var kommet i en anden kjole denne gang. Stadig foldede den sig fast og smukt omkring hendes slanke krop. Fast fra brystet og ned til hendes liv hvor den foldede sig og blafrede i takt til vinden og hendes skridt. Alle dem soms hun havde fortalt omkring Pierce, var sikkert ved at blive sindssyge i den anden ende, så var det nu og da alligevel ikke noget som hun ville lade sig påvirke af. Det var virkelig en mand som hun kunne se sig selv sammen med, det var slet ikke noget som man skulle betvivle på nogen som helst måde! Hun ønskede hans hjerte noget så brændende og hun ønskede virkelig at kunne kalde ham for hendes! At holde all andre tøser på afstand, for denne mand skulle virkelig bare være hendes og det var bestemt også med alt som det måtte indebære! Kjolen var smuk lys grøn i dag. En farve som hun i sandhed måtte elske og holde af, ligesom hun holdt af den lå farve som havet klart måtte bestå af. Hendes skridt bar hende roligt ned mod stranden. Hvor sent hun egentlig var på den, det vidste hun ikke. Hun lod blikket glide ud mod de mange bølger, næsten som hun måtte gøre absolut alt som det var hende muligt, for bare at se om hun var i stand til at skulle få øje på ham. Hun kunne bare intet se! Hendes hjerte slog ganske let og fast mod hendes bryst. Hænderne foldede hun over det, som var det et forsøg på at skulle holde det tilbage i brystet, selvom det virkelig virkede som en kamp forgæves, for det ønskede til ham. Det ønskede så brændende at søge efter ham. Et helt døgn var gået uden at de havde haft nogen former for kontakt og hun manglede ham virkelig. Hun var slet ikke i tvivl omkring de følelser som hun måtte nære for ham. Vinden rev ganske let i hendes hår, også selvom hun dog på ingen måder måtte fryse. Det var faktisk temmelig varmt i dag. Hun havde vandret langs stranden temmelig længe og et sted, så var hun jo temmlig bange for at hun var gået forbi ham, for strandlinjen var jo faktisk temmelig lang og temmelig stor. Hvad nu hvis han ikke kunne finde hende? Hvad nu hvis hun var gået forbi ham? Det måtte bare ikke være tilfældet! Hendes rolige skridt stoppet op, selvom vinden stadig måtte rive i den lygrønne kjole og det lange mørke hår. Blikket søgte ham næsten helt desperat. Hun manglede virkelig at stå i hans arme. Det sidste døgn, så havde hun virkelig bare følt sig.. forladt på en eller anden frygtelig ubehagelig måde, selvom der virkelig ikke var tilfældet. Hun havde været omkring så mange og endda passet på sig selv det sidste døgn, i og med, at han ikke havde været der og hun ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget med ham, det var sikkert. Hun sank en let klump i halsen og lod hånden stille vandre igennem hendes lange hår og lagde sig så stille og roligt i hendes nakke. Hun glædet sig virkelig bare noget så frygtelig til at se ham igen!

[pierce]

Pierce havde fart på i vandet, skønt at det faktisk ikke var hurtigt for ham, og lige hvor hurtigt han måtte svømme havde han ikke styr over, for hans blik kunne da nå at følge med, og se hvad der foregik til hans sidder. Desuden, så var det nødvendigt for ham, at han kunne svømme hurtigt, eftersom han jo var myndigheden i havet, sammen med hans race, de havde dog et distrikt hver, men det distrikt var enormt, for der var jo trods alt mere hav end land, og så mange var der dog heller ikke af hans egen race, så de havde flere kilometer de skulle dække og holde øje med, det var dog gået snildt, selvom han var kommet op at toppes med nogle havfolk, der havde tirret en haj. Små børn altså! De respekterede aldrig de andre væsner fra havet! Men nu havde han valgt at tage en fridag, og hvis der skete noget, så kunne han jo hurtigt smutte forbi og ordne det, eftersom det jo var hans job. Han havde dog tænkt sig at give Malania hans fulde opmærksomhed, for han havde virkelig savnet at tilbringe tiden med hende! Men nu var dagen, hvor de skulle mødes, og han måtte indrømme, at han havde set frem til denne dag! Han havde været oppe hele dagen og natten, men så igen, han havde ikke behov for søvn, som dem fra landjorden havde. Søvn og hvile skulle han have, men han havde ikke behov for det, på samme måde. Men han havde fået hvilet sig lidt, da han var kommet tilbage til havet, og nu glædede han sig virkelig bare at vise hende sin verden, en verden, som hun aldrig havde set mage til! Det var han helt sikker på! For havet rummede så mange hemmeligheder, så meget mystik, for folk der ikke kunne udforske det ordentligt, som havets væsner kunne. Men hun var faktisk heldig, for denne dag, fik hun chancen for at udforske noget af havet, og hun ville få mere at se, end nogen anden fra landjorden ville.
Pierce kom tættere på stranden, han var faktisk ikke sikker på hvor hun ville være helt præcist, men om han så skulle flyve hele stranden rundt, så ville han gøre det! Så længe han fandt hende! Han glædede sig, som havde han været et barn op til juleaften! Han ville bare så gerne se hende igen, holde om hende og mærke hende, og så det bedste af alt; smage hendes læber! Han svømmede let op til overfladen, og med sin fart, kom han lettere op at springe, som en anden delfin. Han kunne se nogen inde ved bredden, men han var for langt ude til at han kunne se hvem eller hvad. Han landede blot nede i vandet igen, hvor han dukkede dybt ned, for blot at tage turen op til overfladen igen, hvor han denne gang kom højere op i luften. Han spredte sine vinger, da han var oppe i luften, for at flyve ind til bredden, og så for at blive lidt mere tør. Som han kom længere ind, kunne han tydeligt genkende skikkelsen. Det var hende! Hans engel! Han måtte trække på smilebåndet, så hans læber spillede ud i et bredt og glædeligt smil. Han håbede et sted at hun ikke havde set ham, da han dykkede længere ned for at stille sig lydløst bag hende. ”Godmorgen min smukke engel. Jeg har været vidt omkring, men aldrig, aldrig har jeg nogensinde set en skønhed som dig,” hviskede han blidt mod hendes øre, da han havde lagt sine arme omkring hendes liv, for at trykke hende blidt ind til sig. Han skænkede hendes hals et blidt kys. Hvor han dog havde savnet den kvinde! Han kunne ikke få hende ud af hovedet! Og alle der havde spurgt, hvad han havde lavet, havde han givet en lang roman omkring hende og hvor fantastisk hun var!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania manglede ham virkelig som aldrig nogensinde før, det var i den grad også helt sikkert. Hun følte det virkelig som om at hun have undværet ham for en hel livstid, selvom det ikke havde været for meget mere end et døgn, så var det nu og da alligevel noget som måtte påvirke hende på den ene eller den anden måde, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende. Hænderne lod hun hvile mod hendes bryst, som hun nærmest måtte kæmpe for at skulle holde det tilbage i brystet. Hun længtes virkelig noget så frygteligt efter ham, at man skulle tro at det var helt ekstremt! Blikket søgte oer den store himmel og over det store hav, selvom hun stadig ikke var i stand til at se noget som helst. Var han overhovedet til stede? Hun havde lovet at komme og hvis det ikke havde været fordi at hun var faldet i søvn alt for sent, så var hun så sandelig også kommet noget før! Hun ville jo selvfølgelig heller ikke lægge noget pres på ham på den ene eller den anden måde, det var også helt sikkert. Hun havde det næsten dårligt ved det. Havde han ventet længe på hende? Havde han været her så længe for så at blive træt af at vente på hende? Uanset hvad som måtte være det rigtige, så hadet hun virkelig bare den tanke og fornemmelse som det måtte sætte i hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun holdt virkelig af ham og efter at have været så længe væk fra ham, så kunne man virkelig ikke betvivle følelserne som hun måtte nære for ham, det var også hel sikkert. Ganske svagt bed hun sig i læben. At Pierce havde fået øje på hende, var desværre ganske ukendt for hende. Hun ønskede virkelig bare, at skulle stå i hans arme igen, for det var virkelig noget af det som hun i sandhed måtte savne. Vandet var hans domæne og hun var virkelig noget så forbandet nysgerrig på hvad der egentlig måtte være derude, det var helt sikkert. Hun ønskede virkelig noget så brændende, at skulle blive en del af hans verden, at blive en så stor del af det som det var hende overhovedet muligt som et væsen på land.
Malania havde slet ikke set, at han havde taget den tur over himlen for at komme hen til hende, det var helt sikkert. Solen havde været i vejen for hende, også selvom det var noget af det som hun elskede mest ved den storslåede dag, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovdet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun sukkede ganske svagt og gik blot et stille skridt tilbage, idet hun kraftigt måtte stivne af ren forskrækkelse, da hans arme måtte glide omkring hendes liv og foldede sig over hendes mave. Hans stemme gjorde hende dog rolig allerede med det samme. Der var han jo! Hendes læber spillede ud i det klare og store smil. Hovedet lod hun stille glide tilbage mod hans skulder, idet hun roligt lod blikket glide mod hans skikkelse. Igen følte hun sig komplet ved at have ham så tæt på sig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. "Dine komplimenter må jeg virkelig vænne mig til," hviskede hun roligt mod hans øre, i og med at hun var kommet så frygtelig tæt på ham nu igen og det var hende virkelgi en frygtelig glædelig tanke! Det var virkelig sådan noget som i sandhed ville være i stand til at redde hendes dag! Hun vendte sig ganske forsigtigt i hans favn, blot for at lade armene roligt glide omkring hans nakke og selv uden at flytte sig. Hun blev stående så tæt på ham som det var hende overhovdet muligt. Nøj hvor havde hun savnet ham! Som aldrig nogensinde før! Hun mødte hans læber i et kærligt og længselsfuldt kys. Hun havde virkelig manglet ham som aldrig nogensinde før. "Jeg har virkelig savnet dig, min kære," hviskede hun stille, ikke mindst med en stemme af den rene ærlighed. Armene gled omkring ham i en omfavnelse. Det var virkelig her at hun måtte høre til!

[pierce]

Pierce havde virkelig manglet hende i sit liv, blot den enkle dag, hvor de ikke havde været sammen, godt nok havde han først lige mødt hende, men hans følelser omkring hende var helt klare og tydelige, det var ikke noget som han kunne tage det mindste fejl af, for allerede den første dag, for to dage siden, var han blevet forelsket med hende, og det var blevet afklaret for ham, hvad han måtte bære inde med af følelser for hende, og det var mere end blot en forelskelse, det var noget vedvarende, som ikke kunne og måtte gå over! Han holdt utrolig meget af hende, og han kunne ikke få hende ud af sit hoved! Han havde et sted været så rastløst, fordi han havde savnet hende så ufatteligt højt! Men nu var hun her, i hans arme, og det føltes næsten som en fantastisk drøm, skønt at det var den helt klare virkelighed, hvilket han også var glad for. Han kunne tydeligt mærke at hun fik et chok, da han havde lagt armene omkring hende, men det var der jo heller ikke noget at sige til, han var bare glad for at de endnu engang stod overfor hinanden. At han holdt om hende. Han flettede roligt sine fingre ved hendes mave, imens han trykkede hendes smidige krop ind til sin muskuløse. Hvor havde han dog savnet hende! Det var en helt ubeskrivelig følelse at stå med hende her igen! Hos ham. Han smilede varmt og næsten længselsfuldt til hende, da hun lagde sit hoved tilbage mod hans skulder, imens hun så på ham. Hans turkisblå øjne hvilede varmt i hendes mørke, hvor han havde savnet at se ind i de smukke øjne! Det sitrede let i hele hans krop ved hendes hviskende ord mod hans øre, og det fik ham blot til at smile varmt. ”Vænne dig til det?” gentog han lettere eftertænksomt, ”jeg nyder ellers at se dig rødme.” Sandt var det, for han mente virkelig at den farve klædte hende, og han nød at betragte den, og så morede det ham også lidt at hun kunne rødme så meget over de ting han sagde, men det gjorde ham intet. Intet overhovedet! Han lod hende blot vende sig i sin favn, hvor han blot smilede varmt og glædeligt mod hende. Det var tydeligt at se på ham at han var glad for at de stod sammen igen, for han havde sådan savnet hende, hvilket tydeligt kunne se i hans øjne, som hvilede en smule længselsfuldt på hende. Han skævede kort mod hendes arme der gled omkring hans nakke, inden de turkisblå øjne så tilbage i hendes mørke. Hun var så skøn! Han måtte sukke nydende og længselsfuldt til det kys hun skænkede hans læber, og det fik ham til at blive helt blød i knæene, så han troede at han ville vælte, hvilket også resulterede i, at han trykkede hende helt tæt ind til sig. Han havde i sandheden savnet smagen af hendes læber! Det skulle man end ikke tage fejl af! Det var skønt at stå der med hende igen, og han havde savnet det så frygteligt meget! At hun måtte bryde kysset igen ærgrede ham dog, for han havde savnet fornemmelsen af dem. Han lod let sin tunge stryge blidt over hans rosa farvede læber, for at få den sidste eftersmag af hendes læber. ”I lige måde, Malania,” hviskede han mildt til hende, imens hans ene hånd strøg hende op og ned af ryggen. Han så ganske let ned af hende, da han måtte holde hende let ud for sig. Hun havde en ny kjole på. Han smilede varmt til hende, da han så på hende igen. ”Den klæder dig,” sagde han roligt, inden han skænkede hendes mund et længselsfuldt kys. Han kunne seriøst ikke få nok af hende! Han lod let sin ene hånd stryge igennem hendes mørke lange hår, som vinden måtte lege ganske blidt med. Han var ligeglad med at dette kun var deres anden møde, han havde savnet hende ufatteligt meget! Han brød roligt kysset igen, hvor et næsten tilfreds smil gled over hans læber. ”Du skal glæde dig til alle de overraskelser jeg har til dig i dag!” sagde han lettere hemmelighedsfuldt, fordi han ikke ville afsløre noget for hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Den enkle dag som hun havde været tvunget til at skulle undvære ham, havde virkelig været et helvede nok i sig selv Det var jo helt vildt, så mget man kunne savne nogen på denne måde, det var jo ganske enkelt ufatteligt! Hun havde virkelig fået noget af et chok, i og med, at han havde lagt hans stærke og beskyttende arme omkring hendes mave. Hun havde jo slet ikke set ham! Det føles virkelig som havde hun været tvunget til at skulle undvære ham i en mindre evighed. Hendes kære skytsengel. Bare det, at hun kunne kalde ham for det, gjorde det virkelig til noget ganske særligt for hende, så det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Den betydning som han havde fået for hende på denne frygtelige korte tid, den betydning af følelser som han havde sat i hende, som det rene ingenting. Det var ganske enklet helt og særdeles ufatteligt! Hendes hjerte slog ganske let og fast mod hendes bryst. Hvordan kunne man savne en mand så meget som hun havde været i stand til at savne ham? Med armene så roligt hvilende omkring hans nakke, lod hun de lange og slanke fingre stille og roligt vandre over hans nakkehår som hun måtte nusse ganske enkelt med. Lige hvad han havde af planer og overraskelser for i dag, vidste hun ikke. Så længe at de var sammenm, så var hun i den grad med på den værste, det var helt sikkert! Han havde det bedre end da hun så ham sidst, det kunne hun da tydeligt se på ham, sådan som han måtte stråle som have han været solen alene, hvilket i den grad også bare måtte få hende til at smile som aldrig nogensinde før. Det var ganske enkelt en utrolig tanke at skulle sidde igen med, det var i den grad også helt sikkert. Det noget så kærlige glimt, som endnu en gang måtte finde sted i hendes øjne, var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Det møde med hans læber, var noget som virkelig kunne slå hendes ben væk under hende, det var slet ikke noget som helst tvivl om. Den ellers så salte smag, eftersom det var nu han havde været i vandet, var noget som hun ellers så tydeligt kunne mærke og smage, så gjorde det hende virkelig ikke det mindste. Tvært imod, så glædet det hende blot så frygtelig meget, at man skulle tro at det var løgn! Hun brød det ganske let, blot for at få lov til at se ham i øjnene igen. Hånden strøg roligt mod hans kind. "Det er jeg så slet ikke i tvivl om," sagde hun med et blidt smil. Nej, denne gang ville hun bestemt ikke rødme så meget som sidst! Hun skulle bare vænne sig til de mange komplimenter, for det var bestemt ikke noget som hun var vant til som sådan, det var også helt sikkert. Det kys og det strejf af hans tunge, var noget som for alvor måtte sætte hjertebanken mod hendes bryst. Hun elskede virkelig den følelse! Hånden strøg fra hans kind, igennem hans hår og lagde sig roligt i nakken igen. Hun så stille ned af sig, da han kommenterede hendes kjole. Hun smilede et let smil og vendte blikket stille mod ham. "Mange tak. Jeg kan heller ikke komme udenom, at du virkelig stråler som en sol lige i dag," sagde hun mildt. Hun mødte ham glædeligt i hans længselsfulde kys og uden det mindste tøven på noget tidspunkt. At han dog alligevel måtte åbne munden og fortælle hende omkring de overraskelser, fik omgående hele hendes opmærksomhed. Hun smilede let. "Hvis du vidste hvor meget jeg er ved at gå ud af mit gode skind.. Hvad har du af overraskelser til mig?" Den ene hånd lod hun roligt stryge nedover hans bryst, idet hun selv havde valgt, at skulle tærkke sig helt tæt ind til ham igen. Hun elskede virkelig at stå der i hans favn. Hun elskede virkelig at skulle stå der i hans arme og mærke dem omkring sig! Hovedet søgte let på sned, idet hun nærmest lod det glide mod hans ene skulder. "Fortæl mig det," hviskede hun let. Nærmest en tryglen. Hun var så forbandet nysgerrig!

[pierce]

Pierce var kommet til at holde utrolig meget af hende, og et sted var det måske ikke så smart, for han vidste at havet ville skille dem fra hinanden flere gange, og ikke blot denne ene gang, og et sted var han bange for at hun ville gå fra ham i den sidste ende, fordi hun ikke kunne være sammen med en mand, der hele tiden måtte gå fra hende, for at søge til vandet. Tanken var virkelig frastødende! Og han var faktisk bange for at det ville gå i opfyldelse, hvilket han vitterligt ikke havde lyst til, for han var kommet til at holde mere af hende, end hvad han lige havde regnet med, selvom han da vidste at han på et tidspunkt ville føle mere for hende, end blot en forelskelse, men det var alligevel gået så hurtigt, og i princippet så han dem allerede som et par, eftersom det ikke føltes at de kun lige havde mødt hinanden, og han kunne ikke gøre for det, men han elskede simpelthen at bruge sin tid på hende, at være sammen med hende og mærke hendes kærtegn, hendes kys og blide strejf. Alt nød han virkelig til dets ende! Han ville ikke have andre end hende! Og nu var de atter sammen igen, hvilket gjorde ham umådeligt glad! Han kunne ikke få nok af hende, og han havde faktisk ikke lyst til at slippe hende igen, sådan som hun nu stod i hans favn igen, hvilket han havde savnet så forfærdeligt meget, at man skulle tro at han var gået fra forstanden. Men han var bare kommet til at holde så meget af hende, og nu ville han vise hende sin verden, så hun også kunne se ham i hans eget domæne, og blive en del af den verden, som faktisk ikke var muligt for landgangere. Han nød hendes slanke fingre, der måtte nusse ham i hans nakke, for det fik det virkelig til at sitre i hele hans krop! Og det gjorde ham helt blød i knæene. Han kunne slet ikke beskrive hvad han følte for hende og hvad hun gjorde ved ham! Han smilede skævt til hendes ord. Hun havde nok rødmet meget sidste gang, men det havde han ikke noget imod, han nød jo faktisk at betragte hendes røde farve, der op til flere gange måtte dukke op på hendes kinder, og han nød tanken om at det var hans skyld, at hun rødmede så meget. Han lod let sin næse gnide sig blidt og drillende op af hendes, imens han slap en rolig latter. ”Min lille tomat,” hviskede han drillende mod hendes øre, inden han lod sin hånd stryge hende blidt over kind, imens hans øjne hvilede mildt i hendes. Han nød selv den hånd mod hans egen kind, der blot spredte varmen i hans krop. Det var jo faktisk ikke meget galt, for hun var jo næsten blevet så rød som en tomat ved deres sidste møde. Men i dag ville han koncentrere sig om hende, og give hende hans fulde opmærksomhed, imens han viste hende sin verden.
Kjolen klædte hende virkelig, men Pierce var så også sikker på, at uanset hvilken farve og hvilken kjole hun bar, så ville den klæde hende. Han smilede til hendes bemærkning, inden han trykkede hende ind mod sig og svang hende rundt, for blot at stille hende ned igen, hvor han ikke slap taget omkring hendes liv, men grinte muntert. ”Det er fordi jeg er så glad for at se dig igen!” svarede han næsten ivrigt. Han var så glad for at stå her med hende igen, at han ikke kunne beskrive sin glæde! Han slap en kort og munter latter. Han vidste at hun var utålmodig, det havde han jo for længst fundet ud af, men det glædede ham at hun var nysgerrig, så håbede han blot at det hele ville tiltale hende! At hun næsten tryglede ham om at fortælle hende det, imens hun strøg ham over brystet, var næsten nok til at han ville give efter, men så ville det jo ikke have den samme effekt på hende! ”Beklager, min elskede, men du må vente og se,” sagde han med et skævt smil, imens han strøg hende over håret. Han fiskede roligt et lille reagensglas op af tasken, inden han holdt den ud for hende. ”Jeg vil have dig til at drikke det her,” sagde han roligt. Væsken deri havde en klar og gennemsigtig farve, og lignede faktisk vand. ”Det smager nok ikke så godt, og det giver dig gælder, men det gør dig i stand til at trække vejret under vandet, og snakke.” Hun havde ikke behov, hvis hun ikke havde lyst, for han havde skam ikke i sinde at tvinge det ned i hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var slet ikke i tvivl omkring de følelser som hun måtte nære for Pierce, det var virkelig en helt utrolig tanke og utrolig følelse i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn. Hun ville slet ikke kunne mangle ham, det var virkelig noget af det værste som hun havde været igennem til nu og det sagde virkelig heller ikke så lidt. Hvorvidt hvor meget hun var forelsket, var det som hun genstod til at skulle finde ud af. Selvom hans læber nu måtte smage mere salt end det som de havde gjort dengang, så var det virkelig noget som ragete hende mildest talt. Hun havde virkelig bare savnet, at skulle have dem tæt på sine egne. At mærke dem så tæt på, så hun var i stand at kunne dufte hans duft, at mærke hans arme omkring sig. Der var virkelig ikke noget som var bedre end det for hendes vedkommende, det var i den grad også helt sikkert! Tanken om at hun ville finde sammen med en anden mand, var slet ikke noget som han havde brug for at skulle tænke på, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Så var det bare ikke noget som kunne falde hende det mindste ind overhovedet! Hun ønskede virkelig ikke at slippe ham, først nu hvor hun følte sig rolig, beskyttet og ikke mindst så frygtelig komplet endnu en gang og det var virkelig bare en noget så frygtelig dejlig følelse, det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom. At han valgte, at skulle kalde hende for tomat, var virkelig grænsen for hende. Hun rødmede endnu en gang, idet hun lod blikket søge ind mod hans favn, så han igen ikke ville være i stand til at se det ,selvom han vel kendte hende godt nok til at vide, at hun jo faktisk måtte rødme? "Hold op!" sagde hun med det lette grin. Hun kunne simpelthen bare ikke lade være når det kom til stykket, det var også helt sikkert. De strøg over hendes kind, var dog noget som hun bare måtte nyde af. "Drillende vandmænd på afveje," sagde hun med et tydeligt drilsk grin. Hun vendte blikket stille mod ham. Igen kunne hun smile og igen kunne det næsten så lykkelige glimt melde sig i hendes øjne. Nøj hvor havde hun da savnet ham!
Malania havde bare kastet et eller andet omkring sig, for at have et eller andet at have på. Hun ønskede jo selv at prøve noget nyt og eftersom hun jo boede i skoven, så var denne farve da en anelse oplagt for alt hvad hun vidste, det var helt sikkert. Hun betragtede ham roligt. Hans ord fik hende virkelig bare til at smile som aldrig nogensinde før. "Det er jeg virkelig glad for min egen," sagde hun med et vamrt og glad smil, ikke at det var noget som kunne skjules. Igen måtte hun tildele hans kind et blidt og let kys, da hun igen havde fået den dumme rødmen under en tildels kontrol igen. Hvis der var noget som hun bare ikke havde, så var det tålmodighed når det kom til dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Et sted var det faktisk temmelig frustrerende! Det lette muntre smil bredte sig roligt på hendes læber, idet hun stille rystede på hovedet. Han kunne da heller ikke holde hende på pinebænken over alt for lang tid! At han så stadig intet ville sige, var noget som til dels skuffede hende. Hun klappede ham let på brystet. "Du gør mig virkelig så frygtelig nysgerrig!" sagde hun med et svagt grin. Det var nu ikke løgn. Hun var virkelig ved at gå ud af sit gode skind af ren og skær spænding! Der lille reagensglas som han måtte holde op foran hende, var noget som tydeligt måtte fange hendes opmærksomhed. Det var slet ikke fordi at hun ikke stolede på ham.. men drikke det? Hun tog forsigtigt glasset i sin ene hånd og vendte blikket stille mod ham. "Gælder.. trække vejret under vandet?" Hun vendte blikket i retningen af havet. Han ville have hende med under? Det ville faktisk sige, at hun skulle se den verden som han måtte være en del af? Det gjorde hende næsten helt ivrig! Hun vendte sig mod ham og med et stille smil på læben, inden hun førte glasset til læberne og drak det. Den ekstreme bismag af tang og skaldyr, var noget af det første som ramte hende. Hun skar en svagere grimasse, idet hun roligt slap glasset ned i jorden. Hun klemte øjnene let sammen, da det pludselig begyndte at stikke meget langs hendes kinder og nedover halsen, hvor gælderne ville danne sig. Hun blinkede let med øjnene. Pludselig hvor det føles en anelse mere besværligt, at skulle trække vejret oppe på land, eftersom gælderne næsten måtte være i vejen for hende. Hun vendte blikket stille mod ham. Kjolen lod hun falde, så hun stod i et tyndt hvidt stykke stof som skjulte resten af hende. Den anden ville da bare blive besværlig at skull svømme med. Hun vendte blikket i retningen af havet. Det gjorde hende næsten svimmel at stå oppe på land lige nu. Hun så igen på ham. "Skal vi?" spurgte hun med en stemme så tydeligt præget af det iver som hun følte i det indre.

[pierce]

Det føltes utrolig godt at stå med hende i sine arme igen. At kunne betragte hende endnu engang og faktisk vide at hun var hos ham. Pierce kunne ikke lade vær med at smile til hende, det var blevet ham en umulighed at lade vær! At se hende igen, det vækkede en utrolig stor glæde i ham, og han havde bare lyst til at holde om hende, værne om hende i al evighed og uden at slippe hende igen. Deres forhold ville nok blive ganske besværligt i den sidste ende, fordi at han måtte søge til havet, men han kunne virkelig ikke tænke på andet end hende, og at hun blev hans og omvendt. Han kunne virkelig ikke ønske sig andet! Alt han ville have, var hende, og ingen anden. Han kunne ikke tænke på nogen anden kvinde, han kunne faktisk slet ikke tænke på noget andet end Malania, når han var sammen med hende. Hun var alt for ham, hans grund til at leve videre, hans grund til at kæmpe for noget, simpelthen hans grund til alt. Det havde været hårdt og han havde været så rastløs, da hun ikke havde været hos ham, skønt han vidste at det kun var én enkel dag, de ikke havde set hinanden, men han kunne virkelig ikke beskrive den følelse af savn, som hun havde plantet i ham, fordi han vidste at hun ikke var hos ham, fordi han vidste at hun måtte være alene selv, og han havde ikke kunnet få hende ud af hovedet, i det ene lille døgn, hvor de ikke havde været sammen. Men nu var hun her hos ham igen, og han nægtede virkelig at give slip på hende! Det kunne han ikke få sig selv til! Han måtte slippe en let latter, da hun måtte rødme igen, og vendte ansigtet ind mod hans krop, så han ikke kunne se det, men det gjorde ikke noget, han havde allerede det billede indprentet i hans hoved. Han kyssede hende let på håret, imens han indsnusede den søde duft af hende, hvor havde han savnet hende. Han smilede et kærligt smil, og holdt hende let ud for sig, imens han betragtede hende, og den røde farve, der måtte hvile på hendes kinder. ”Jeg har savnet dig,” hviskede han roligt, idet han lagde sin pande mod hendes, og så ind i hendes smukke mørke øjne, der virkelig tiltalte ham! Ligesom resten af hende. ”Så forfærdelig meget!” Han lukkede let øjnene, hvorefter han trykkede sine læber mod hendes i et længselsfuldt kys. Smagen af hendes læber vækkede virkelig den sitren i hans krop, som han også havde oplevet ved deres sidste møde. Han ville bare mærke hende, vide at hun blev hos ham, så kunne han ikke ønske sig mere. For alt han ville have var … hende.
Pierce måtte igen bryde kysset, som han havde tildelt hendes læber, og holdt i frygtelig lang tid, skønt at det ikke havde tilfredsstillet ham nok, for han savnede stadig smagen af hendes læber. Hun var virkelig en fryd for øjet! Smuk, som altid, men det var nu ikke så meget hendes udseende han gik efter, ikke fordi han fandt hende grim, for hun var den smukkeste kvinde han havde set hidtil! Men … det var ikke kun hendes ydre, der gjorde hende så smuk, det var også hendes personlighed, hun var så god, så venlig, og hun holdt af ham, ligesom han holdt af hende. Deres følelser var gengældt, hvilket han ikke kunne lade vær med at glæde sig over! Og selvom hun var så god og venlig, så var hun også utålmodig og stædig! Og han var ikke et sekund i tvivl om at hun ville give ham modstand i løbet af deres tid sammen! Men det kunne han vitterligt ikke klage over, for at få lidt modstand i livet, tja … det glædede ham blot. Han smilede til hendes ord, han var så frygtelig glad for at se hende igen, at det var helt ubeskriveligt savnet at stå med hende her igen. Han vidste at han gjorde hende nysgerrig, men det var heller ikke så svært. Det morede ham dog blot, og så varmede det ham et sted, at hun var så nysgerrig, for det måtte da betyde at hun glædede sig? Det håbede han da at hun gjorde. Han slap blot en munter latter, da hun slog ham let på brystet. ”Du skal også glæde dig,” sagde han roligt, for det skulle hun! Det ville blive et så smukt syn for hende. Især fordi hun aldrig havde set det før. Han nikkede roligt til hendes gentagelse af hans ord. Han vidste så bare ikke om det var noget for hende, og så måtte han vel smide den plan i vasken? At hun så greb omkring det lille reagensglas, og førte det op til munden, forundrede ham faktisk, men det glædede ham også. Så kunne intet være i vejen for dem i de 12 timer. Han holdt blot omkring hende, da han kunne se smerterne i hendes ansigt, da hun var ved at få gælder. Han vidste hvordan det var, når det blev svært at trække vejret oppe på land, sådan havde han det, når han manglede saltvand, hvilket også var skyld i at de måtte skilles. At hun smed kjolen og kun stod tilbage i et tyndt stykke hvidt stof, og faktisk var klar til at springe ud i vandet med ham, kunne han næsten ikke fatte. Han havde glædet sig så meget, han faktisk ikke vidste hvordan han skulle reagere? Han smilede lettere selvsikkert til hende, nu ville hun se hvordan han var i hans eget domæne, i hans egen verden. Han greb hendes hånd, og nikkede roligt til hendes ord. ”Lad os.” Han begyndte roligt at løbe mod vandet, dog uden at han slap hendes hånd.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Måske at deres forhold ville blive besværligt udelukkende fordi at han havde brug for vandet som han havde det, og hun selv var så afhængig af lyset, selvom hun virkelig bare måtte hade det i den anden ende. Det gjorde vel også, at de ikke var op og ned af hinanden hele tiden, så det var vel også en god ting? Hun ville i alle fald se på det på den måde, for hun ville virkelig blive ked af det, hvis de skulle resultere i at blive trætte af hinanden, for det kunne bestemt ikke være meningen! Hun stod fast på, at det var skæbnen som ville have dem sammen. Hvad andet kunne det da ellers være? Igen det at kunne mærke hans arme omkring hende, var virkelig en lettelse uden lige. Det var hende en ganske enkel.. utrolig tanke, at man kunne blive så afhængig af noget levende på så frygtelig kort tid. Det var et sted ganske så skræmmende tanke, selvom hun ikke kunne gøre noget andet end at elske den i længden, det var i den grad også helt sikkert. Den stikkende følelse af savn og længsel, var noget som hun endelig kunne give slip på, nu hvor han måtte være der sammen med hende endnu en gang. Det var virkelig noget af det bedste som hun vidste! Panden som måtte møde hans og med den lykke som måtte stå noget så tydeligt i hendes eget blik, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham. At hun havde været så savnet, fik hende virkelig bare til at smile bredtsom aldrig nogensinde før. Ord som det, var ord som hun bare elskede at skulle høre og specielt når de måtte komme fra hans læber, det var der så sandelig noget af det bedste som kunne falde hende ind i dette øjeblik. Hånden lod hun ganske let stryge mod hans kind. "Jeg har savnet dig, Pierce.. og meget mere end det som du aner," sagde hun med en rolig og dæmpet stemme. Ikke at det var noget som hun ville skjule for hans vedkommende. Øjnene som hun lod glide i, da hun atter måtte møde hans dejlige læber. Den dejlige salte smag.. Hvordan kunne hun da mangle det?! Hun gengældte det længselsfulde kys med en længsel lige så stor. Alt hun ønskede, det var ham. Det var vel heller ikke at sætte de krav så stort var det?
Malania havde virkelig en tillid til ham så stor, at man skulle tro at det måtte være løgn, det var ikke noget som man burde tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Måske at det var en temmelig naiv handling, men hun ville virkelig ikke tøve med at skulle lægge livet i hans hænder, for hun vidste, at han ville passe på det og med alt hvad det måtte indebære. Det var jo i alle fald det billede som hun måtte have af ham til nu og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde af det på alle måder! Det at være beskyttet og det at føle sig så... speciel og elsket, det var virkelig noget af en fantastisk følelse og det var virkelig alt sammen takket være ham og hun elskede det! Hun kunne virkelig ikke lade være med at se frem til hvad det nu måtte være, at han havde i planerne for dem i dag. Hun havde hele dagen sammen med ham hvis det skulle være og så længe, at de var ved havet, så var det jo heller ikke noget som direkte kunne skille dem fra hinanden, hvilket i den grad også måtte være hende en tanke som måtte gøre hende glad som aldrig nogensinde før, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. At stå der i det tynde underkjole, var jo så noget som hun i bund og grund ikke havde det mindste imod. Han havde jo set hende så at sige blottet før og kjolen skjulte hende da en smule under overfladen. Hun havde i den grad allerede gættet sig til, at de skulle under vandet og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at se frem til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Smerten i og med, at hun måtte få gælder, var faktisk ekstrem! Hun gemte sig blot en anelse ind mod hans favn alt imens at det måtte ske, selvom ubehaget virkelig måtte være der og så tydelig som aldrig nogensinde før, det var heller ikke noget som hun kunne komme udenom. Hvordan det så var at skulle trække vejret på land, var virkelig... ubehageligt faktisk! Det var tungt og det var hårdt. Hun vendte blikket mod ham og med det svage smil på læben. Hun kunne virkelig ikke vente med at se hans verden! Hånden gled roligt i hans, idet han bare satte i løb direkte mod vandet. Hun slap et svagt grin og løb bare efter. Sandet føles godt mellem tæerne, idet hun nåede de første bølger. Der valgte hun at skulle slppe hans hånd i og med, at hun kastede sig over den ene bølge for at hoppe direkte ned i vandet. I begyndelsen, så turde hun ikke rigtigt at gøre noget.. Forsigtigt prøvede hun at trække vejret.. og det virket! Et stort smil bredte sig på hendes læber. "Det virker!" udbrød hun næsten med en glas og munter stemme. Det var virkelig helt og særdeles ufatteligt og hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst andet, end at nyde af den tanke, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet! Hun strakte den lange og slanke krop i små og elegante svømmetag. Det var måske intet ved siden af ham, men hun elskede det. Hun vendte sig roligt mod ham. Med det kærlige glimt i øjet, førte hun den ene hånd op til sit ansigt og strøg roligt håret væk fra det. Det kom jo faktisk i vejen under vand. "Kommer du?" spurgte hun mildt. Hvor længe hun kunne være under vand, vidste hun ikke, bare det, at hun bare i sandhed ville nyde hvert eneste øjeblik sammen med ham!

[pierce]

Pierce havde manglet hende så ufatteligt meget! Det var helt forfærdeligt at være uden hende, skønt det kun havde været en enkelt dag, så han turde slet ikke tænke på de mange dage, når de ikke var sammen, fordi han var afhængig af vandet og hende af lyset. Måske ville de få nogle udfordringer, de ville nok dele nogle skænderier, men … Han var sikker på at de nok skulle klare sig igennem hvad som helst. At intet ville kunne skille dem fra hinanden i den sidste ende, for han holdt utrolig meget af hende, mere end hvad godt var, mere end noget andet. Hun var utrolig på så mange måder. Hun var virkelig alt det som han ønskede. Han ønskede ikke andet end hende. Han ville hende det bedste, og han ønskede ikke at begå de samme fejl, som han havde gjort førhen. Han mente det, når han sagde, at han havde savnet hende, for han havde ikke kunnet tænke på noget andet i den tid han havde været i havet. Et sted hadede han at han ikke kunne være sammen med hende hele tiden, konstant, men det var vel også kun en god ting at de blev tvunget fra hinanden? Så var der i hvert fald en større chance for at de ikke blev trætte af hinanden, og det var jo kun godt, for han ønskede heller ikke at deres forhold skulle ende med, at de blev trætte af hinanden. Slet ikke! Hans øjne strålede af glæde, som de så ind i hendes, smukke, mørke øjne, og det varmede ham, at de blot så tilbage i hans. ”Det glæder mig.” Han følte sig som en sol, så varm og så strålende! Det var altid noget at det var gengældt, men hun havde jo også afsløret hendes følelser for ham; at hun også var forelsket i ham. Men det varmede ham stadig at høre de ord fra hende, at hun havde savnet ham, ligesom han havde savnet hende. At møde hendes læber i det længselsfulde kys, var mere end savnet! Han havde savnet fornemmelsen, at føle dem, at smage dem, det hele. Det virkede næsten uvirkeligt at stå med hende her i sine arme igen, at mærke hende så tæt på sig. Men han klagede skam ikke! Det glædede ham blot.
Pierce ville aldrig nogensinde dolke hende i ryggen, han holdt alt for meget af hende til at gøre hende fortræd på nogen måde. Han ønskede hende lykkelig, men måtte ærligt erkende, at han håbede på at det var ham, som måtte være den heldige mand, der ville gøre hende lykkelig i den sidste ende, for han håbede virkelig ikke at hun ville ende i armene på en anden mand. Den tanke var direkte forkastelig! At se hende smile og le i en anden mands selskab, det gjorde ham helt … jaloux. Det var måske lidt tidligt, eftersom de kun havde kendt hinanden en enkelt dag, men det føltes alligevel som en lang evighed, og det ændrede ikke på det faktum at han holdt utrolig meget af hende. Men han ønskede hende ikke ulykkelig, og det glædede ham dog at hun turde stole på ham, og at hun måtte vælge at drikke indholdet af reagensglasset. Han kunne tydeligt se de smerter hun måtte få, men det vidste han, for hun var ved at blive til et væsen af vandet, hun var ved at få gælder, og forvandlingen var ikke ligefrem venlig. Han trykkede hende blot ind til sig. Han var der for hende, og det ville han altid være, for han ønskede vitterligt ikke at svigte hende! At hun ville få ubehag ved at trække vejret over vandet, det vidste han også, for sådan var det jo med væsner fra havet, de var fordømte til at blive i havet til evighed, nogle var da, for andre, såsom ham, kunne både leve over og under vandet. Han slap roligt hendes hånd, som de måtte møde vandet, der sprøjtede op af hans nøgne overkrop, og de jeans, der måtte indtage den mørke farve af alt vandet, som de havde absorberet. Han stoppede roligt op, som hun selv måtte springe under vandet. Han rystede lettere på hovedet med et smil. Han glædede sig til at vise hende den verden der måtte gemme sig under havet. Han selv måtte gøre et hovedspring ud mod den bølge der var på vej ind mod stranden, for blot at dykke under vandet, hvor han blev mødt af dette gudeskønne syn; hende. Han kunne ikke fatte at han var hos hende igen, men det glædede ham utrolig meget! Han smilede mildt til hende, imens han nikkede til hendes ord. Han svømmede roligt hen til hende, lagde roligt sine hænder mod hendes hofter, inden han skænkede hendes mund et blidt kys. I dag kunne intet skille dem fra hinanden. Han greb roligt omkring hendes hånd, inden han baskede med sine havblå vinger, der måtte føre dem begge gennem vandet. ”Du skal glæde dig. Her er så smukt,” sagde han roligt, idet han vendte blikket mod hende. Der var så meget de kunne lave, så meget der var at se. En hel anden verden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig bare så frygtelig glad for at stå i Pierces arme igen, høre hans hvisken mod hendes øre og efterlade hende den følelse af virkelig at være noget specielt. Det var virkelig noget af det bedste som hun havde siddet igen med igennem så frygtelig lang tid og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end virkelig at elske det! Hun holdt noget så frygtelig meget af ham, at hun end ikke tøvede med at skulle tro på hans ord. Måske at hun kunne være så frygtelig naiv, men her var hun virkelig så sikker som hun aldrig nogensinde før havde været det, og det var virkelig noget af en ekstrem fornemmelse. Den tillid som hun måtte nære til ham, at åbne sig op på den måde, så hun kunne stå der sammen med ham, snakke med ham, mærke hans arme om hende og dufte hans søde, dog saltede duft. Den var noget særligt for hende og noget som hun aldrig ville se bort fra. Det var hende simpelthen umuligt! Hun var helt sikker på, at de nok skulle få dette forhold til at fungere. Det var slet ikke noget som hun kunne betvivle det mindste på noget tidspunkt! Vandet var noget helt andet når hun måtte se det nede fra. Det at skulle kunne se ham, være en del af hans verden, det var virkelig noget af det bedste som hun længe havde fået lov til at opleve! At være så tæt på ham, og blive den del af ham for bare denne stund som hun vidste aldrig nogensinde ville blive permanent. Hun ville virkelig bare gerne have lov til at skulle nyde det så længe, som det var hende menneskelig muligt. De mørke øjne gled roligt mod ham og med det lette smil på læben. At se ham mane sig vejen igennem vandet med de store og pragtige vinger, så kunne hun også få lov til at se hvordan de oprigtigt skulle bruges. De var smukke.. Det var virkelig noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set! Hun havde virkelig intet imod det, at skulle vente på at han kom hen til hende, at mærke ham lægge sine hænder mod hendes hofter for så at trække hende helt hen til sig. Det var virkelig noget af det bedste. I en rolig og elegant bevægelse, så lagde hun armene roligt omkring hans nakke, for at forblive helt og holdent tæt på ham. Jo tættere som hun kunne komme på ham, jo bedre var det så sandelig! Kysset måtte hun gengælde, selvom det faktisk var svært under vand! Hun sendte ham det varme smil, blot for at stryge hans kind roligt og stille, idet at han tog hendes hånd. Hun lukkede sin roligt omkring den, idet ath an måtte baske med vingerne, som måtte føre dem længere ud. Hun var virkelig spændt som hun aldrig nogensinde havde været det det før og den følelse som virkelig gjorde det hele så frygtelig mindeværdigt! Dette var noget som hun i den grad aldrig nogensinde ville glemme! Hun vendte blikket mod ham i og med, at hun måtte trække vejret dybt. Det var en underlig fornemmelse at trække vejret ved hjælp af vand.. Det kildede en anelse i halsen hvor gælderne havde sat sig. Hun slap et svagt grin og rystede let på hovedet. "Jeg har virkelig været ved at hoppe ud af mit gode skind," sagde hun med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, og det var heller ikke noget som havde været meningen. Så forbandet utålmodig som hun kunne være, så kunne hun endelig få lov til at få stillet den ekstreme nysgerrighed og det glædet hende, selvom det bedste ved det hele, i den grad var det faktum, at hun kunne være sammen med ham. Hun havde virkelig savnet ham som aldrig nogensinde før! Hun trykkede let omkring hans hånd. Hun ville bare sikre sig, at han faktisk måtte være der, og at det hele ikke bare måtte være en drøm. I så fald, ville det være en af de drømme, som man aldrig ønskede at vågne op fra. "Så længe du er her, så er det mig virkelig ligegyldigt hvor vi måtte være i verden," sagde hun stille, ikke mindst også med den klare ærlighed at spore. Hun var måske godt naiv, men nu havde hun fundet noget som hun aldrig ønskede, at skulle give slip på igen. Han betød så frygtelig meget for hende, at det måtte gøre helt ondt! Blikket gled fra ham og ud mod vandet. Hun studerede let en mindre fiskestime som måtte være ikke så langt væk fra dem. "Hvor er vi på vej hen?" Hun var klart nysgerrig og det stod tydeligt i blik og stemme. Det var virkelig alt for spændende!

[pierce]

Pierce var utrolig glad for at han fik chancen for at vise hende sin verden. Det var noget som måtte betyde utroligt meget for ham, for havet var jo trods alt det som var af den vigtigste betydning i hans liv, foruden Malania selvfølgelig. Men han kunne ikke leve uden havet, og han havde jo sit eget distrikt, som han skulle sørge og beskytte, ligesom alle andre havengle havde deres eget havareal, som de skulle sørge for orden, havengle var myndigheden i havet, hvor havets vogter, var ’guderne’. Men det var havenglenes pligt at tage sig af de mindste sager, skidtfisk der lavede ballade og så selvfølgelig beskytte det område, som de havde fået tildelt. Og arealet var stort! Han nød virkelig at have hende tæt på sig igen, og så endda i sit eget element! Han smilede blot stort til hende, som hun lagde armene omkring hans nakke, en bevægelse, han virkelig elskede! Han nød specielt hendes nussen i hans nakke, så … beroligende det var! Men denne dag skulle ikke gå med nussen, men faktisk med en hel anden kultur. Havets kultur. Og han glædede sig utrolig meget til at vise hende det hele. Kysset som hun måtte gengælde fik det til at sitre i hele hans krop. Han måtte dog indrømme, at det var langt lettere at kysse på landjorden, end i havet, men han klagede skam ikke! Han nød det uanset om det så var et flygtigt kys. Han nød alt ved hende, og han var nok ved at holde mere af hende end hvad han egentlig troede? Han ville bare ikke være forhastet! Han ville ikke gå hurtigt frem, for han var bange for at det ville ødelægge det hele, og det ønskede han bestemt ikke! Han ønskede hende jo mere af hele sit hjerte, og han ville faktisk bare være hendes, ligesom han ville have at hun skulle være hans. Han ønskede ikke at der skulle være andre i deres liv, men kun de to, mere kunne han virkelig ikke ønske sig. Og han håbede så også at det var gengældt. Han så roligt på hende, som han slog med sine vinger, der måtte føre dem begge igennem vandet, imens han smilede et kærligt smil til hende. ”Du er så utålmodig!” beklagede han sig lettere drillende, inden han lo blidt. Det var faktisk noget han godt kunne lide ved hende. At hun faktisk ikke var helt så artig, som et lysvæsen egentlig burde være. Han kunne godt lide, at hun fulgte sin egen sti, at hun gik den vej hun selv ville, gjorde hvad hun selv ville og sagde nøjagtig det, som hun måtte have på hjertet. Han elskede virkelig alt ved hende! Og det var faktisk en underdrivelse! Han gengældte klemmet omkring hendes hånd, han havde slet ikke lyst til at slippe den igen, eftersom han var bange for at det så ville skille dem fra hinanden for evigt, og det havde han ikke lyst til. Han ønskede at blive hos hende, i al evighed, og nok var det lang tid, men han var virkelig sikker på, at hun var kvindens i hans liv, for hvem skulle det ellers være? Han var blevet forelsket ved første møde, hvilket var utroligt. ”Det er jeg glad for. Og jeg har det på præcis samme måde, Mal. Så længe jeg er sammen med dig, så er jeg lykkelig og tilfreds.” Han smilede varmt til hende, inden han stoppede, blot for at trykke hende godt ind til sig. ”Hold fast, så skal jeg vise dig det,” svarede han lettere selvsikkert. Nu kunne hun virkelig få at se, hvordan han var i sit eget domæne. Han sørgede for at han havde et godt tag omkring hendes krop, for nu skulle der fart på! Han gjorde tre bask, hvilket var nok til at få dem op i en utrolig fart, så man kun fik chancen for at se, det der var langt væk.
Pierce havde trukket dem med længere ind i havet og længere ned i dybet. De befandt sig ca. 50 meter under vandet, og skønt det var langt ned, kunne man tydeligt se den turkise farve som vandet måtte bestå af. Og selvom de befandt sig dybt nede, så var vandet varmt, da det havde en temperatur på omkring de 20 grader. De var kommet til det smukke koralrev, i det tropiske hav. Et koralrev med en smukt undersøisk struktur, hvor de små, specielle og sjældne fisk måtte befinde sig, endda i alle farve, fra krabber og andre skaldyr, klovnfisk til ål. En masse dyr fra havet, der befandt sig i enhver størrelse. De var ved en strandbund, hvor selv nogle rokker prøvede at gå i et med sandet. Og så selvfølgelig med de mange koraller, som selv var i de mest mærkværdige farver. Man kunne tydeligt se koralrevet på afstand, da det bestod af de så mange farverige kulører, og selv fiskene var tydelige at se. Han stoppede roligt, som de nåede hen til koralrevet, et sted han faktisk nød at komme, da der var så mange dyr at betragte, så mange smukke væsner og specielle, der overgik enhver fantasi, og endda nogle fisk, som ingen kendte til, fordi de ikke var i stand til at søge så langt ud på havet, som havets racer. ”Hvad synes du så?” spurgte han forsigtigt. Han vidste jo ikke helt om det ville imponere ham, det var blot et sted han godt kunne lide at tage hen, og derfor følte han at han ville dele hende den samme oplevelse. Der var så meget man kunne se, forske og opdage. Og så var der så livligt og alligevel så stille, og han nød at komme og tænke i fred og ro. Han havde faktisk befundet sig her et godt stykke tid i går, da han ikke havde været sammen med hende, men havde været tvunget til at søge til havet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvis Malania havde været i stand til det, så ville hun i sandhed elske, at skulle være sammen med ham under vand. Bare så de ikke havde en grund til at skulle være fra hinanden, for det havde virkelig været et sandt helvede, at skulle undvære ham på denne måde. Utroligt, at man kunne holde af en mand på den måde som hun gjorde det, men det var nu og da, bare noget som hun måtte acceptere. Hun havde ikke haft nogen tæt på sig siden hun mistede sin kære mand og det i sig selv, var end ikke noget som hun tænkt meget over når hun var sammen med Pierce. Han havde fået hende på helt andre tanker, givet hende det sidste som hun havde brug for, for at skulle skrive det gamle kapitel færdigt og nu var hun kommet videre. Desuden var hun sikker på, at Lucius ikke ønskede, at hun skulle dvæle ved fortiden på den måde som hun jo faktisk havde gjort igennem så skræmmende lange tider nu. At mærke hans arme omkring hende fik hende blot til at smile og det var tydeligt. Kys var meget nemmere på land, men det, at skulle prøve det på havets måde, morede hende om ikke andet. Hun slap et stille og let grin og rystede på hovedet af sig selv. "Det der, er meget nemmere på landjorden," sagde hun med en drilsk stemme. Vandet nød hun i den grad. Hun havde altid været noget af en vandhund og så det, at hun kunne være sammen med ham, gjorde det virkelig bare hundrede gange bedre for hendes vedkommende! Ganske blidt, lod Malania sin hånd stryge over Pierces kind. I denne dag, så var der virkelig intet som ville formå at skulle skille dem fra hinanden! Hun kunne ikke holde et nyt grin tilbage. "Du kan lide det," påpegede hun med et drilsk glimt i øjet. Hun var måske ikke som alle andre lysvæsner, men hun havde så sandelig også været igennem en god del mere, end det som de andre kunne siges, at have oplevet. Hendes tid i mørket, præget hende jo trods alt endnu. Hun var ikke bange for at være sig selv, følge sine egne veje og sige sine meninger når hun følte, at det nu var på tide, at gøre lige så. Bare at høre hans ord, fik hendes smil til at brede sig. Det var sjældent at hun hørte ord på den måde, men det varmede virkelig hendes hjerte, at skulle høre dem fra ham og udelukkende af den grund, at hun vidste, at der var sandhed i dem, at det var rigtigt og noget som han mente ærligt. At han var lykkelig og tilfreds når han var sammen med hende. Hun havde det på helt samme måde! Hun elskede at være sammen med ham som hun også elskede absolut alt ved ham! Armene lod hun roligt falde omkring hans nakke og med benene som hun forsigtigt plantet omkring hans liv, idet at han måtte bede hende om at holde fast. At se ham i hans eget domæne, glædet hende om ikke andet. "Hvis du vidste, hvor meget de ord varmer mit hjerte, min kære," hviskede hun stille mod hans øre. I og med, at han satte farten op, så lukkede hun grebet en anelse mere fast omkring ham. Det var virkelig et ukendt sug i hendes mave!
Malania var virkelig noget så frygtelig spændt som hun aldrig havde været før. Det var ganske enkelt utroligt når det kom til stykket! Hvor langt ud de var kommet, det vidste hun ikke, men hun kunne tydeligt mærke det lette tryk mod hendes krop. Hun var jo stadig alt for vant til verdenen over overfladen. Hun vendte sig forsigtigt i hans favn, nu hvor hun kunne se hvad de måtte passere på deres vej. Hun blinkede ganske let med øjnene. Det store og noget så smukke koralrev som de var kommet til, faldt hende ekstremt hurtigt i blik. De mange forskellige strukturer i det smukke undersøiske landskab, for det var virkelig smukt! Ganske forsigtigt slap hun grebet omkring ham med den ene hånd, blot for at kunne vende sig ordentligt. Hun var imponeret. Hun var tydeligt imponeret! De mange smukke farver, det idylliske lille samfund som måtte findes under havet. Næsten i en måben, betragtede hun det hele foran hende. Det var virkelig smukt! Et stille smil bredte sig på hendes læber, idet hun ganske stille, vendte sig med blikket mod ham istedet for. "Det... det er smukt.." Hun fandt ærlig talt slet ikke ord for det. Hun sendte ham et varmt og kærligt smil. "Kan vi komme tættere på?" spurgte hun stille og tydeligt en anelse håbefuldt også. Hun ville elske at komme tættere på og betragte det, undersøge det med den største forsigtighed og helst uden at skulle forstrre den utrolige fred, som måtte hvile her. De mange fiskestimer i alverdens farver.. Som var det taget direkte ud af hendes egen fantasi. "Jeg har aldrig set noget smukkere end det her.." Hendes stemme var en hvisken, som var hun faldt i en form for trance. Dette var virkelig noget af det flotteste som hun længe havde set!

[pierce]

Pierce var glad for at han endelig var sammen med Malania igen, nok var der kun gået en hel dag uden hende, men han havde ikke kunnet stoppe med at tænke på hende, for han kunne ikke få hende ud af sit hoved. Og han var ikke sikker på om det var godt eller dårligt, for han havde svært ved at koncentrere sig, når han var væk fra hende, men var det ikke kun fordi at han var forelsket? Det gik han i hvert fald ud fra. Han håbede bare ikke på at deres lille vandproblem ville komme til at skille dem fra hinanden alt for meget. Det ønskede han slet ikke! For han ønskede ikke at deres forhold skulle slutte fordi han var afhængig af vandet, så han måtte finde på noget, der kunne redde det. At kysse under vand var nok ikke lettere end at kysse over land, men det var vel hvad man var vant til? Han var ligeglad, om de kyssede over vand eller under, så ville han nyde det uanset hvad. Han skænkede hendes mundvig et let kys. Han nød at høre hendes grin, at se hende smile og mærke hendes kærtegn igen. Det var virkelig en fantastisk følelse! ”Ja så?” spurgte han lettere drillende, inden han skænkede hendes kind et blidt kys, for at fortsætte op mod hendes tinding over hendes pande, ned ad den anden kind, kysse den anden mundvig, hendes kæbeparti, hage, for at fortsætte en hurtig række ned af hendes hals. Han trak hoved til sig smilede drillende til hende. ”Det var da ellers ikke særlig svært,” påpegede han drillende, og blinkede let til hende, inden han måtte slippe en munter latter. Han var vant til at bevæge sig i vandet, og nok kyssede han ikke folk, men at kysse hende under vand, var ikke af den største besværlighed for ham. Han nød hendes strøg over hans kind, det kunne han virkelig ikke komme uden om, alle hendes berøringer nød han, og det var tydeligt at se på ham. Han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Det er sandt, jeg nyder det. Så dejlig utålmodig du er,” istemte han lettere drillende, inden hans hænder faldt mod hendes lår, hvorefter han løftede hende op, så hun havde et ben på hver side af ham. Han smilede lettere udfordrende til hende. ”Men du nyder jo, at jeg kan lide det,” påpegede han drillende, inden han skænkede hendes mund endnu et kys. Han nød virkelig at være sammen med hende og det var der ingen der ville kunne ændre på. At hun måtte lettere klamre sig ind til ham, som han bad hende om at holde fast, for hurtig var han, især i vandet, netop fordi det var hans domæne. Han var en havengel, et af havets væsner, så det var kun en selvfølge at han skulle være hurtig i havet og vandet generelt, ellers ville han jo være en fiasko som havengel. Desuden, så var det nødvendigt for ham, at kunne svømme hele hans areal rundt på kun kort tid.
Koralrevet var et sted Pierce nød at komme. Harmonien hvilede her, ligesom freden og stilheden, det var smukt og et perfekt sted at sidde og tænke! Alle de fisk man var omgivet af, landskabet og det lille fredelige samfund af de forskelligheder, det var virkelig et smukt syn! At hun slap ham med den ene hånd, for at vende sig havde han intet imod, for han håbede på at hun ville nyde stedet lige så meget som han selv gjorde, for det var virkelig eet af hans yndlingssteder! At hun måtte måbe over stedet fik ham til at slippe en munter latter, han nød selv synet, og her var smukt. Han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Det glæder mig at du kan lide det Malania,” sagde han stilfærdigt og smilede muntert. At hun ville tættere på fik ham til at smile. Han ville med glæde vise hende det langt bedre. ”Selvfølgelig,” svarede han med et smil, inden han blidt greb omkring hendes hånd, og gav den et blidt klem, inden han trak hende med sig og tættere på selve koralerne. Han trak hende med sig ned og ligge på sandbunden, inden han rakte en hånd frem, hvorefter små fisk begyndte at svømme hen imod dem og omringe dem. Han lod let sin pegefinger stryge den ene fisk finde, den forsvandt dog hurtigt igen, hvilket fik ham til at le kort. Han vendte de turkisblå øjne mod hende. ”Det er smukt ja, men … det blegner i forhold til dig,” sagde han blidt, inden han skænkede hendes kind et varmt kys. Sandt var det, for han ville langt hellere se på hende, end på dette koralrev og alle dets smukke konstruktioner.