May you're touch kill you..?

[Liya Daimond Diamaqima]

Daggry var ved at finde sted. Det havde været en frygtelig lang og hård nat for Liya's vedkommende. Der var ingen sol at hente, ikke nu om ikke andet. Skyerne var grå, himlen så dyster det lagde kun op til regn, det var ligefør man kunne høre den fjerne buldren noget som i sig selv gjorde hende urolig, det var intet nyt at hun virkelig måtte hade det slags vejr, det var jo i virkeligheden grunden til at det i starten havd eudviklet sig mellem hende og Nathaniel en aften som hun måtte hsuke bedre end noget som helst andet, være vågnet og med en panik i det indre kun for ganske stille go forsigtigt spørge ham om hun måtte hvile ved hans side. Normalt ville tanken få hende til at smile men Nathaniel var her ikke nu, hun var helt alene og der var ingen til at passe på hende. Blikket sagde tydeligt at hun måtte være utrolig skræmt. Det lange mørke hår krøllede så perfekt ned over hendes ryg, elegant og smukt. Med de faste målrettede skridt bevægede hun sig langs den store græsareal, hun skulle igennem, nu var hun om ikke andet endelig noget til Manjarno pointen var at hun måtte være væk fra Dvasias. Hendes krop var svag efter det som den var gået igennem, ikke kun i nattens løb men også før det, hun burde være udmattet men panikken var underligt nok det som i virkeligheden måtte holde hende igang. Stemmen talte til hende, hun skælvede mumlede uforstålige ord for sig selv. Kniven lå slapt i hendes hånd, ikke længere blodig efter hun havde måttet tørrer den af i den lille 'pose' hun måtte bære i hendes hånd med det hjerte der lå gemt deri fra den stakkels mand som i virkeligheden blot havde forsøgt at skulle hjælpe hende. Hvad værre måtte være var jo så det faktum at hun end ikke måtte føle dårlig samvittighed, for hende var det blevet en vane hvor uhyggeligt det end kunne lyde. Roligt stoppede Liya op, lyttede sig frem, tordenen kom nærmere jo længere hun gik, og hun kunne ikke fordrage den tanke. Tårerne var om ikke andet stoppet med at trille, det forvirrede udtryk gjorde hende så forbandet uskyldig, blikket kunne i den grad narer. Hendes hud var kold, det var ikke meget tøj hun måtte bære om sig, de tætsiddende læderbukser der var blevet hende skænket af Jaqia var også ved at irritere hende, også selvom hun igen var komplet ligeglad hun ville bare hjem i Nathaniels favn, putte sig ind til ham, lytte til hans beroligende stemme, stille den længsel som hun i virkeligheden måtte bære, det var så længe siden, hun burde være lykkelig med ham, de var netop blevet gift. Hun huskede fakisk ikke rigtig hvad der var sket, ikke i detaljer om ikke andet. Blikket gled omkring, armene søgte om hende selv fuldstændig hjælpeløst!

[nicolas]

Den sene nat.. eller tidlige morgen som nogen sikkert ville kalde det, var slet ikke noget som vækkede den mindste uro ved Nicolas det mindste. Han kunne roligt ligge på ryggen og lytte til den torden som måtte nærme sig. Nyheden om Gabriels død spredte sig som ild i det tørre græs og selv så kunne han virkelig ikke lade være med at skulle nyde og fryde sig over tanken ved det! Han lå med hænderne under hovedet og nød ellers bar af lyden ved den torden som ikke måtte gøre andet end at komme nærmere. Det som var sket igennem det sidste lange stykke tid, kunne virkelig ikke gøre noget andet end virkelig bare at fryde ham. Hvor Elmyra måtte gemme sig, havde han virkelig ikke nogen anelse om, men det var nu noget som han agtet at finde ud af! Praktisk talt så var de forlovede igennem det ældgammelt væddemål som han havde valgt at holde helt og holdent fast i og det var bestemt også med en frygtelig god grund. Han var en isdæmon med alt hvad det måtte indebære. Han var nok ikke den beste og mest oplagte til at skulle finde ud af det. De isblå øjne hvilede roligt på den store himmel over ham. Det var uden så meget som et eneste tegn til nogen former for frygt overhovedet. Gabriel var væk, verden var mere eller mindre et stort kaos som aldrig før og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end virkelig at fryde sig over synet som måtte flaske sig sifr hans blik, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om. Han satte sig roligt op og strækkede sig en anelse med den tydelige tilfredsstilelse i hans eget blik. Ikke at det var noget som han på noget tidspunkt ville være i stand til at skjule. En enspænder var han. Slog man det op i en ordbog, var det jo lige før at man ville se et billede af ham ved siden af! Han strækkede sig roligt, idet at han rejste sig op. Han havde faktisk ligget der temmelig længe. Hænderne strøg igennem hans lyse hår idet han vendte sig mod den store himmel. Der var ingen sol, der var ingen måne. Alt var gemt bag det enorme skydække som måtte hvile sådan over dem, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde ham det mindste på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var i den grad også helt sikkert på alle måder overhovedet.. Blikket drejede han da noget fangede hans opmærksomhed ud af øjenkrogen. Et stille smil passerede let hans læber, idet han roligt rettede på tøjet. At se en enlig kvinde på denne tid, var slet ikke noget som han havde haft i tankerne overhovedet at skulle se, det var der heller ikke nogen tvivl om. Et tandpastasmil måtte vise sig på hans læber, idet han roligt gik mod hende. Han havde ikke travlt, så hans skridt var rolig og stilfærdige. Han bar sig af med en frygtelig selvsikkerhed.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya stod mildest talt som et stort spørgsmålstegn det var længe siden hun havde færdes i Manjarno og specielt alene, de seneste år havde Nathaniel altid været med hende udelukkende for at beskytte hende, hun huskede ikke længere vejene, hun huskede blot at få at komme til procias måtte hun passere den store og normalt fredfyldte eng. Tordenen ødelagde absolut hele freden. Det var flere timer siden at hun havde passeret kirkegården hvor der nu måtte ligge det ensomme lig som hun måtte bære resterne fra, det hjerte i det stof hun måtte holde. Tårerne var stoppet med at falde hendes hjerte hamrede endnu sindssygt mod hende bryst hun var dog faldet en smule mere ned, nu var det mere eller mindre bare ren desperation der måtte pryde hende. Brystet hævede og sænkede sig i en fast rytme, fremhævet smukt af den korsettop som måtte hvile omkring hendes overkrop, afsløre en del af den nøgne hud, der for nu måtte være dækket af blod. Så man på hende kunne hun ligeså godt have været et offer for en som havde set noget grusomt frem for en direkte morder, igen det forvirrede blik fik hende til at se så pokkers uskyldig ud. At Liya så rent faktisk ikke måtte være alene var ikke det som hun endnu måtte have lagt mræke til, de mørke intense øjne spejdede omkring sig udelukkende for at bestemme den retning hun måtte gå for at komme videre. Blikket faldt mod den skikkelse som var på vej mod hende, at dømme efter bygningen så var det af mandelig karakter, noget som hun kun fik bekræftet jo tættere han kom. Måske han kunne forklare hende vejen? Der var langt mere kontrol over hende nu, mordlysten stod ikke direkte i hendes krop, hun virkede så stille og rolig. Med faste skridt søgte hun tættere mod ham, de krøllede lokker dansede om hendes blide ansigt "Undskyld.. Vejen til Neutranium?" spurgte hun ganske stille. Hendes stemme var lettere dirrende blid og melodisk. Indgående måtte de mørke øjne hvile mod hans. Der var intet direkte farertruende ved hende overhovedet, når hun stod der måtte hun ikke være andet end en forvirret kvinde a uskyld selv på trods hun stod malet i det indtørrede blod. Det var blevet langt nemmere for hende at omgåes mænd, også selvom hun ikke måtte stole på andre end de som gav hende grund til det, og han var fremmede, bestemt ikke en hun turde sætte sin lid til, ej heller på trods af hans charme og selvtillid.

[nicolas]

Hvad denne kvinde lavede ude, vidste Nicolas virkelig ikke, men det kunne vel næppe være normalt at en som måtte se så lille, sød og uskyldig ud, måtte rende rundt herude helt mutters alene. Et sted var det jo selvfølgelig en tanke som direket måtte more ham, det var der ikke nogen tvivl om. De isblå øjne strålede af den store selvtillid som han måtte være i besiddelse af, for hans eget ego kunne virkelig være så frygtelig stort. Kun en kvinde havde formået at komme ind på livet af ham på en måde, som gjorde at han havde ændret sig fra det normale kolde og kyniske til det mere omsorgsfulde.. Det hvilede jo trods alt til ham på den ene eller den anden måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, selvom det til tider virkelig kun måtte være så frygtelig besværligt. Nu var hun væk for altid og det var noget som virkelig havde påvirket ham på denne grusomme måde. Det var hans måde at skulle takle det hele på, selvom det måske var noget så frygtelig forkert i alles øjne, så måtte det jo bare være sådan hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han nåede roligt op til kvinden som stod foran ham. At hun startede ud med at spørge om vejen til Neutranium frem for nogt andet, fik ham svagt til at smile. Han lod hovedet søge let på sned. Blikket hvilede i hendes.. allerede så smukt et væsen som han måtte se foran sig, som kunne drage ham mod sig på denne måde. Han knyttede let den ene hånd. "Neutranium? Hvad skal du da i Neutranium, min kære?" spurgte han roligt. At hun var fuldkommen dækket af blod, havde han mærket sig af, for ikke at se væk fra hvad det var at hendes beklædning måtte signalisere og det var noget osm han ellers så tydeligt havde fanget op det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det praktisk talt bare helt og særdeles umuligt. "Desuden... hvad har hændt dig?" Hans blik måtte nærmest tvinges fra hendes og ned mod hendes beklædning istedet for, inden han igen så hende i øjnene. Han kunne simpelthen ikke lade være. Det var virkelig som om, at hendes blik nærmest måtte tigge og bede ham om at røre hende.. Dog ikke.. ikke endnu.

[Liya Daimond Diamaqima]

Kærlighed var en mærkværdig ting, man kunne det ene øjeblik sidde i det lykkeligste øjeblik, erklære sin kærlighed, mens alle andre måtte se på, føle glæden bruse og så pludselig.. På et sekund ville det hele være slut, et enkelt fald var alt det som måtte behøve, det var hvad der var hændt hende selv, det bryllup, den lykkeligste dag i hendes liv, den smukke tale som nathaniel havde skænket hende og alt hun havde ønsket at sige var de store ord, ud til alle, lade alle høre dem komme over hendes læber, det var de sidste ord hun havde forladt ham med. Tanken borrede sig dybt i hendes bryst, samvittigheden ad der også selvom hun som sådan ikke bar den mindste grund til at skulle føle den nage og stikke hende så pokkers dybt. Han lovede at elske go ærer hende til døden ville skille dem, og det havde den betød det at han var stoppet med at elske hende? I så fald hvad pokker lavede hun så egentlig her? Der var ingen tvivl om at hvem end denne mand måtte være så var selvtilliden i orden han var ikke ligefrem den type som ville bringe hende dne mindste smule panik, hun var roet langt mere ned siden hendes møde med den fremmede på kirkegården. Smilet var blændende det var hun slet ikke i tvivl om hvor mange kvinder var faldet for det smil? Det var en tanke som liya blot skød fra sig, hun havde lovet Nathaniel og det løfte var allerede blevet brugt en gang, desuden han virkede så venlig hvad pokker ville ske? Man skulle i den grad ikke tage fejl af de uskyldige udseende, selv på trods af den udfordrende beklædning, der lå langt mere bag. At hun måtte se ham direkte i blikket på trods hun allerede vidste hvad hun gjorde med mænd, det tænkte hun slet ikke over denne tid, det var som hun helt havde glemt hvad hun var i stand til og hvad hun ikke var i stand til. Armene hhang slapt ned langs hendes side, den ene hånd var hviklet om den lille stofpose hun måtte bære, mens den anden holdte om om kniven langt mere slapt "Hjem" hviskede hun hæst men ærligt. Blikket var til dels tårerfyldt, billedet af Nathaniels varme smil var det som drev hende hun ville hjem og det kunne ikke gå hurtigt nok! Stilel lod hun posen og kniven glide i en og samme hånd mens de frie slanke fingrer strøg igennem de lange mørke krøller uden at se væk fra ham. Hun så ned over sig selv ved hans spørgsmål, bed sig let i læben hun virkede virkelig ikke som den ligefremme morder "Jeg.. Kan ikke rigtig huske det" løj hun, dog med tydelig ærlig mine. Hun ønskede ikke at være tvunget til at gøre noget dumt med ham, det var der vel ingen grund til når hun endelig måtte møde en mand af ærlighed?

[nicolas]

Hvem denne kvinde var, det vidste Nicolas virkelig ikke, men igen, så var hun af typen som alligevel måtte fange hans egen interesse. At hun ikke vidste - eller rettere ikke ville fortælle ham hvad der var sket med hende, var ham egentlig i bund og grund fuldkommen ligegyldigt et sted, og alligevel så var det noget som gjorde ham noget så frygtelig nysgerrig i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn. Han sendte hende blot et stille og roligt smil. Ikke at det var noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Normalt vis, så var han slet ikek farlig af den grund, men han var nu alligevel ikke typen som man skulle tage fejl af. Var det nødvendigt og havde han set det på forhånd - naturligvis, så havde han i den grad også sine es i ærmet, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han lyttede roligt til hendes ord. Hvordan hun ville finde hjem fra Neutranium af, forstod han dog ikke. For hun var intet som han ville forbinde med en kongelig i den mundering, det var i den grad også helt sikkert. "Er Neutranium dit hjem?" spurgte han fortsat. De isblå øjne hvilede roligt i hendes blik og ej fik han sig selv til at skulle se nogen anden vej, det var i den grad også helt sikkert. Det store tandpastasmil faldt dog ikke på nogen som helst måde overhovedet, det var også helt sikkert for alles vedkommende. De tårer som han kunne spore i hendes øjne, lod ham automatisk vide, at noget måtte være rivende galt. En sådan smuk kvinde som hende burde virkelig ikke have det på den måde. Hovedet søgte let på sned. Måske at han ikke var nem med følelser, men når det var så tydeligt og så åbenlyst som dette, så var det da helt og særdeles umuligt at undgå at skulle lægge mærke til det, det var der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Turen til Neutranium er direkte igennem engen her, så kommer du til parken og den skal du så passere, så kan du ikke gå forkert," forklarede han roligt. Han hævede roligt den ene hånd, hvor han blidt lod den stryge mod hendes kind. Han tog et skridt tættere på hende, så afstanden blev mindre. Direkte besad han jo ikke nogen onde intentioner, men blot med ønsket om at lære hende en smule at kende måske? "Det er okay.. Sig til hvis jeg kan hjælpe dig," fortsatte han med en rolig og sandfærdig mine. Han sendte hende om ikke andet det rolige smil, så selvsikkert som intet andet ved ham det var i den grad også helt sikkert.

[Liya Daimond Diamaqima]

Efterhånden måtte Liya være kendt på frygtelig mange måder, der var de som kendte hende for det som hun havde brugt mere eller mindre et helt liv på - At lade mændene falde for hendes hånd, rive dem fra deres koner men ingen forstod at de fortjente det, deres hænder var beskidte, hun ville ikke lege gud det havde hun ikke rtten til men tanken om hvad så mange mænd havde gjort mod hende, den var bestemt ikke behagelig hun ønskede ikke at det skulle ske for andre så hun kunne vel ligeså godt begynde at tage den ene efter den anden væk og for hver gang redde end ung kvinde som det hun selv var? Hvad der var sket var ikke noget som hun direkte følte for at fortælle, ikke mindst fordi det ikke var en behagelig tanke, hvad skulle hun sige? At hun havde slået en mand ihjel med utallige knivstik og bar hans hjerte i en stofpose, bare fordi han havde udvist bekymring? Hun måtte tvivle på at han i så fald ville tage det så roligt overfor hende. På trods hun var forvirret og direkte panisk med den buldren hun kunne høre i det fjerne, så var hun roet langt mere ned end det som hun havde været for et par timer siden, og denne mand var tydeligvis venlig hun så ingen grund til at skulle gøre ham det mindste ej heller selvom lysten et sted var der. Ganske let måtte hun ryste på hovedet til hans ord med næsten bedende øjne "Nej" kongelig var hun bestemt ikke, ej heller selvom hun nok ville kunne søge til Neutranium og Destiny ville lukke hende ind og prøve at roe hende ned, hun havde trods alt sine kontakter rundt omkring men der var intet royalt over hendes eget beskidte blod, det som mænd som ham havde formået at forgifte, det som i sidste ende havde slået hende ihjel og revet hende fra Nathaniel. At han kom tættere på hende lod hånden falde mod hendes kind fik hende ikke ligefrem til at reagere. Et sted var det en behagelig følelse og et andet sted gjorde det hende bekymret, hvad ville han? Sporene efter Matthiel var jo end ikke fjernet endnu, det skulle være sket under bryllupsnatten, noget som hun end ikke havde fået lov at opleve. Hovedet gled let på sned, de mørke lokker fulgte og lagde sig blidt over den ene skuldre, mens de intense øjne måtte se direkte ind i hans med stor uskyldighed et sted, ligeglad med hvilken effekt hun i virkeligheden måtte have på ham "Jeg vil bare hjem" hviskede hun stille som havde hun ikke hørt et ord af hvad han lige havde stået og sagt. Tårerne faldt ikke men det var nært, det skar i hendes bryst som var det hendes eget hjerte der lå i posen, hun var bange..Hun var virkelig bange.

[nicolas]

Nicolas havde sin egen ganske mærkværdige måde, at skulle gå frem på, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende det lette og stille smil. Han havde virkelig ikke travlt, det var i den grad også helt sikkert på alle måder, så hvorfor skulle man forhaste sig? Desuden så længe, at hun var så så forvirret og nærmest med den form af panik som man næsten kunne fornemme i hendes blik, så ville han virkelig heller ikke forhaste sig med noget som helst. Han betragtede sig roligt af hendes ellers så frygtelige skønne blik. Han kunne virkelig ikke få sig selv til at skulle se væk fra hende det mindste, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det simpelthen bare ganske enkelt umuligt for hans vedkommende, hvad end om det var noget som han ville være med til eller ikke. Hvad var der med hende? Dette var en form af tiltrukkende kraft, som han sjældent havde været i nærheden af! Hans isblå øjne så bare ikke væk fra hendes blik på noget tidspunkt og nu hvor han havde nået det punkt, hvor det var svært for ham, at skulle holde igen. Han lod hovedet søge let på sned og uden at han så det mindste fra hende. At Neutranium så ikke var hendes hjem, var noget som blot måtte gøre ham den anelse mere nysgerrig. "Ikke det? Jamen, hvor bor du så?" spurgte han om ikke andet en anelse nysgerrigt. Noget som han ikke kunne skjule det mindste og et sted, så var det faktisk noget som måtte være noget af det værste ved det hele. Den frie hånd gled ganske enkelt omkring hendes hofte i et let og blidt greb, som hun ellers ganske hurtigt ville være i stand til at skulle komme ud af igen, hvis det var det som hun ville. Han holdt hende stadig roligt og tæt ind mod sig. Han ønskede ikke at skulle gøre noget ved hende. Han ønskede hende intet ondt - Som sådan, men alligevel. "Fortæl mig hvor du bor, så skal jeg hjælpe dig," fortsatte han roligt. Lidt venlig kunne han da være, ikke bare at tage hvad han kunne få, desuden så foretrak han at gøre det en anelse mere i det skjulte, frem for i det så åbne som dette her. Kunne han føre hende igennem engen og til parken, så ville det være så meget nemmere for ham på alle måder, det var helt sikkert og det var bestemt også det som han måtte anse som sit eget mål lige netop nu. "Om ikke andet.. så lad mig hjælpe dig lidt på vej?" spurgte han roligt. Han kunne i den grad godt spille venlig, hvs det var det som skulle til.

[Liya Daimond Diamaqima]

Hvem end denne mand måtte være det vidste hun virkelig ikke, han var på ingen måde hende genkendt nøjagtig ligesom den mand hun havde slået ihjel ved kirkegården. Han havde blot været der på forkerte tidspunkt og med den forkerte kvinde, hun havde været så panikslagen at hver eneste indånding måtte gøre ondt så ybt ned i lungerne, stenene var faldet ned så snart hun havde set lyset forlade hans blik, lette hende utrolig. Denne mand var venlig han forsøgte at vise hende vej og guide hende sammentidig med at han måtte vise den omsorg, for nu så var det vel bare ganske normalt? Liya fjernede ikke hans hånd mod hendes kind, et sted var det en behagelig følelse også selvom det var så frygtelig forkert når det ikke måtte være Nathaniels, hun savnede ham, sikke en måde at fejrer hendes egen fødselsdag på, forvirret og fortvivlet, om ikke andet måtte det gøre hende en smule tryg ikke at være helt alene, specielt med den torden som nærmede sig mere og mere, skyerne blev virkelig kun langt mørkere som tiden gik, snart ville de store dråber regn begynde at falde. Den sensuelle dæmon i hende var en som hun selv måtte glemme, det intense blik var blevte så normalt for hende at bære frem for før i tiden hvor hun ikke måtte se andre direkte i øjnene, hun tænkte virkelig ikke over det, end heller ikke selvom han ikke fik sig selv til at skulle se væk. Det bagtanker han måtte have bag blev kun mere og mere tydelige, ikke kun i form af hans ord men i den grad også i form af hans blik og hånden der lå så 'uskyldigt' på hendes hofte, det var en vanesag det var noget som hun havde været vant til gennem hele livet og der var ingen tvivl om at dette blot var endnu en mand som alle andre, han ønskede at komme tæt på hendes krop, ønskede at hun skulle stille hans syge lyster og bagefter kaste hende væk som intet andet end en bunke skrald, en tanke som kun fik vreden og ikke mindst panikken til at stige i hende igen, ville han forstå det nej? "Jeg er ikke sikker" hviskede hun hæst. Det ville ikke kunne undre nogen om det havde været sandt, hun var virkeig et sted langt ude i torvene og helt rundt på gulvet. Der fandtedes så mange måder at gøre en sjæl ondt på, også selvom det ikke var en direkte ond gerning at give en sjæl den selvtillid som Liya bar og den selvtillid som Nathaniel havde kæmpet sådan for det var ondt, også selvom måden bag måske ikke var direkte mobydeligt. Et stille smil krusede sig om hendes læber. Han var ligesom alle andre frygtelig let at læse. Hånden strøg stille mod hans bryst inden hun ganske forsigtigt måtte læne sig frem og lade læberne møde hans.. Hvorfor dog vente?

[nicolas]

Nicolas vidste udmærket godt, at hans mange måder at skulle gå frem på, kunne virke en anelse frembrusende og noget så tydelige, men han så virkelig heller ikke nogen grund til at skulle lægge det mindste skjul på det. Han ønskede jo praktisk talt at hjælpe hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var nok noget som man bare måtte tage med? Det var jo trods alt den mand som han altid havde været og han så virkelig ikke nogen grund til at skulle lade det være på nogen anderledes måde, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han lod hovedet søge ganske så let på sned. Hun virkede så frygtelig forvirret og det var noget som faktisk måtte more ham et sted, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det var måske noget som gjorde det hele en anelse nemmere for ham i det store forløb? Han kunne jo ikke gøre noget andet foruden det som måtte gøres og det var jo noget som han måtte ønske, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet på noget som helst tidspunkt. De isblå øjne faldt roligt tilbage i hendes blik. Det var virkelig så smukt som intet andet han nogensinde havde set, det var helt sikkert og det var noget som.. han nok aldrig nogensinde ville glemme. "Du er ikke sikker? På hvor du bor?" spurgte han stille. Ikke mindst ganske foruroligende. Det var da noget som enhver burde være klar over i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder. Hans blik hvilede roligt i hendes eget og med det stille smil på læben. Ikke at det var noget som han kunne komme skjule det mindste. Den fryd over at hun var så enkel at have med at gøre på dette sted. Hans hånd hvilede stadig roligt mod hendes kind, idet hun vendte sig helt op mod ham. At hun selv måtte læne sig frem og møde hans læber i et kys, var i den grad noget som ikke direkte havde været ventet. Hendes strøg over hans bryst, fik ham fast til at spænde. Der var brystmuskler at skulle føle og fornemme, det var helt sikkert, også selvom det nu ikke var noget som han havde følt så længe, så var det virkelig en forbandet savnet følelse! Hans hånd mod hendes kind, lagde sig roligt bag hendes hoved, som for at yde hende den støtte af perfektion. Hans øjne gled roligt i. Behaget var der. Han gengældte kysset helt sultent.

[Liya Daimond Diamaqima]

Man kunne ikke ligefrem sige at hans fremgangsmåde var direkte frembrusende, men for en kvinde så vant til den slags som liya efterhånden måtte være så var han virkelig ikke svær at læse, sulten stod næsten i hans blik den venlighed han udviste hende var uden tvivl for god til at være sand, og det irriterede hende faktisk, var Nathaniel den eneste gode mand på denne jord? Den eneste der kunne hjælpe en kvinde som behøvede det uden de skumle bagtanker bag. Han begærede hende, hun stod der som så hjælpeløs og forvirret, vidste hverken fra eller til, med andre ord kunne hun ligne et frygtelig let og sukydligt offer, hun var den type kvinde som uden tvivl ville falde i hans fælde, problemet var så bare det at kun en enkel mand eksisterede i hendes liv og havde hendes tillid nok til at komme så tæt på hende og det var ham som hun var på vej til, hvor hun boede vidste hun udemærket men han skulle ikke vide, ikke så længe han måtte gå med de beskidte tanker der kun ville mudrer hendes krop endnu mere til, måske slette sporene efter Matthiel men kun efterlade sig nyere og værre, han kunne i den grad godt tro om! Læberne hvilede intenst mod hans, noget som også kun gjorde at han ikke ville være i stand til at skulle stille flere spørgsmål det ville i den grad ikke gavne ham, han havde formået at vække hendes vrede, han kendte hende end ikke og alligevel så strøg han hendes kind, holdte om hende som havde de kendt hinanden i evigheder, som havde han elsket hende, også selvom de begge vidste at gjorde hun dette så ville hun være ligegyldig i efterkanten han ville kaste hende fra sig som var hun intet værd, ikke at det var noget som hun ikke havde prøvet før, der var trods alt en grund til at hendes selvtillid måtte være så pokkers lav som det, det nu var. Den stille hånd kærtegnede hans bryst, selvom følelsen var savnet så hadede hun den hele vejen til det helvede hun var kommet fra og udelukkende fordi hun ikke smagte Nathaniels læber, det var ikke de rigtige! Som hans blik gled i, gjorde hendes eget, hun gengældte det sultne kys, lod hovedet falde mod hans hånd, at hun virkede så medgørlig var i den grad kun det store skuespil. Ganske let måtte hun slippe den stofpose som måtte hvile i hendes hånd, lade den falde til jorden og med hjertet hvilende. Kniven hævede hun ganske langsomt, hun ønskede jo ikke at vække mistanke. Hjertet hamrede hurtigere, endelig forlod tåren i hendes kind i det samme som hun måtte hugge kniven i direkte retning mod hans hjerte, denne gang ville hun ikke ramme ved siden af! De mørke øjne kom til syne bag øjenlågene, hun holdte ham fast hun ville se det glimt forlade hans blik, hvor hendes eget stod der så fuld af foragt, hun havde lovet men dette var fortjent!

[nicolas]

Nicolas havde sin måde at gå frem på. Hvad han dog ikke vidste, var at det var noget som denne kvinde var så frygtelig vant til i den anden ende, at det var noget som hun bustede allerede med det samme. Han kunne være venlig når det endelig skulle være og så... så kunne han sagtens være som han altid havde været. En mand som vidste hvad han ønskede og han gik i den grad også efter det, hvilket var noget som han ville gøre uden så meget som at tøve det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert uanset hvordan man så ville vende eller dreje det, så var der virkelig ikke noget som man kunne gøre ved den situation. Hans isblå øjne forblev lukket i, uden at han egentlig kunne vide eller gætte sig frem til hvad han egentlig måtte have i vente i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert, uanset om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget som han sådan direkte kunne gøre ved det. At hun smed den lille skjorte fra sig med det hjerte som hun måtte bære med sig, var slet ikke noget som han mærkede sig det mindste af. Han var som fanget i nuet. Nu hvor han var så fuldkommen uopmærksom på det som måtte ske omkring dem, så var det blot noget som han var tvunget til at skulle betale den ekstreme store pris for i den anden ende, det var helt sikkert. Han mærkede som hun valgte, at skulle bryde kysset, hvor han kun lige åbnede øjnene tidsnok til at se hvad der egentlig måtte foregå. Det stivnede noget så kraftigt i hans sind, idet at kniven måtte ramme ham direkte i brystet. Skriget brød hans læber, idet han kraftigt måtte spænde i hver eneste lille muskel som var at komme i tanker om. Hans ben måtte give efter under ham, hvor han i takt med at skriget måtte dø ud i det store område, så røg han direkte i jorden med blikket som faldt direkte mod den store og mørke himmel over dem. Glimtet havde allerede forladt hans blik som havde det blot taget den hurtige tur videre. Døden havde grebet ham allerede med det samme som kniven havde sat sig og hjertet var endt med at gå fuldkommen i stå.

//Out