The first heart

[Liya Daimond Diamaqima]

Mørket hang endnu over Dvasias, også selvom det var ved at være sent. Himlen var så ganske småt ved at blive lysere og lysere. Den kølige brise rev let i bladene. Liya var stukket af fra Mansionet. At hendes hjerte bankede var slet ikke en følelse hun havde vænnet sig til endnu. Følelsen af pnaik var bredt i hendes sind, hun tænkte ikke, og det var ganske ærligt, det eneste hun måtte se for sig var Nathaniels varme blik, hun måtte hjem til ham, hjem at føle hans omfavnelse før det måtte være for sent, før det ville koste en anden livet, for hun vidste at hendes sind måtte være rødt, hendes krop lignede noget der var løgn efter hendes tur i helvede, så mange hemmeligheder var blevet afsløret for hende, ting som hun ville have ønsket hun aldrig vidste. De agrresive skridt bar hende hen over gruset langs kirkegården, havd hun lavede der det kunne hun virkelig ikke svare på, det var blot det sted som hendes skridt måtte fører hen til. De tætsiddende læserbukser hun havde lånt af Jaqia knirkede let for hvert skridt hun måtte tage, det var køligt med blot den korsettop til at løfte og dække hendes fyldige bryst, ved maven var de brede ar fra oplevelsen endnu ganske tydeligt. Hun var bange, ikke mindst vred, hun anede ikke hvad dag det måtte være, eller at det rent faktisk var hendes fødselsdag ej heller selvom det var noget som hun havde været ganske bevidst om for blot få timer siden, hun var simpelthen ude af stand til at tænke. Hjertet hamrede som en gal, gjorde hende svimmel, håret lå udglet omkring hendes skulder mens de intense øjne stille måtte søge rundt. AT Faith havde regnet med at holde hende på hendes gamle værelse var slet ikke noget som hun måtte forstå på nogen måde, hun ville bare hjem til nathaniel go et andet sted så ville hun slet ikke se ham, ville hun forstyrre? Var han kommet videre? Hun måtte være frygtelig usikker og det var faktisk en følelse som måtte gøre ondt på alle måder. De slanke fingrer strøg igennem håret, i hendes hånd måtte hun bære en kniv, uadtil så hun hverken vred eller panisk ud men bar sig blot frem som en forvirret kvinde, intet farligt. Knoerne var hvide så fast måtte hun knytte om skæftet, hun havde savnet at holde den i hendes hånd, hvorfor hun overhovedet havde taget den med det var end ikke en ting hun var i stand til at svare på, det var vel bare.. Den stemme i hendes hovede der blev ved med at råbe og skrige og hun var ikke længere i stand til at skulle ignorere den?

[Deleted]

Darcian havde endnu en gang våget sig over muren og ind i Dvasias' land. Historien omkring kongens død, var noget som havde ramt ham som intet mindre end et chok. Gabriel havde han virkelig haft troen på, og så havde han ikke holdt i længere tid? Han kunne næsten gætte sig til, at hans 'kære' leder i Procias måtte have travlt og selv så sad han her. På hug foran den halvnye grav, hvoraf hans bror måtte ligge. Hans navn stod på den lille gravsten, så var det blot tydeligt, at han havde været en af de meget mindre betydningsfulde på dette sted. Et sted så var det en tanke som gjorde ondt. Hans egen bror havde levet størstedelen af hans liv her i Dvasias, så selvfølgelig var han gravlagt her, det sagde ligesom lidt sig selv. Vinden blæste en anelse køligt i denne nat, selvom det nu ikke var noget som rørte ham det mindste på noget tidspunkt. Bare at se denne grav igen. Han følte næsten at han skyldte manden et besøg. Igennem det som havde været en time eller to, havde han siddet og snakket. Mest omkring Diana som han vidste måtte sidde og vente på ham i Manjarno og hvor han klækkeligt havde lovet hende, at han ville opsøge hende igen. Det var hende som var hans drivkraft lige for tiden og det var også det som skænkede ham det ellers så frygtelige store mål; Han havde noget at søge til.. og søge mod for første gang i hans lange liv. At han ikke var alene, var ikke direkte en tanke faldt ham ind lige nu. Han havde været frygtelig opmærksom, eftersom dette var vampyrisk territorium og han ønskede ikke at komme de stærke væsner i vejen. Ikke hvis han kunne undgå det for al del. Han foragtede dem virkelig og der var en grund til at han jagtede dem når han endelig måtte møde dem! "Jeg skal hjem til hende, Derick. Jeg ved at hun venter på mig," gentog han endnu en gang som var det for hundrende gang og selv med det store smil på læben. E lille kugle af ren lys hvilede i hans håndflade, i og med at det jgorde det nemmere for ham at se. Han have kutten hvilende over ryggen og ellers bar han blot en skjorte og et par mørke bukser. Af udseende, kunne han næsten mine om en som faktisk var fra Dvasias.

[Liya Daimond Diamaqima]

At Liya ikke måtte være alene på dette sted var endnu ikke gået op for hende, hun var ikker på hun kunne passere end flok vampyrer og end ikke ligge mærke til det, hun kogede et sted, hendes hud var så varm, hjertet hamrede så fast mod hendes bryst at det næsten måtte gøre ondt ikke midnst fordi det var blevet en uvant følelse. Følelsen af at kunne røre ting, hun kunne knuge om kniven og uden den ville falde igennem hendes hænder, avr det for megeta t forlange at hun virkelig blot ønskede at komme hjem? Specielt på en dag som idag hvor hun måtte fylde år? Også selvom det slet ikke var en tanke som skød ind. Den kølige brise ramte mod hendes nøgne hud ved kravebenene, hun var for panikslagen til overhovedet at ligge mærke til at hun måtte fryse på nogen måde. Knven var hendes støtte det var den som hun måtte knytte sig til, det havde vel været af ren beskyttelse? Hendes skridt avr lydløse over gruset, de små sten borrede sig ind i hendes nøgne fødder, hun ignoerede smerten det var intet i forhold til den som hun måtte føle, hvordan skulle hun frigive den bundne følelse, hvordan skulle hun slippe den smerte som hun måtte sidde inde med, være i stadn til at trække vejret uden at det ville gøre så pokkers ondt?! Den mørke skikkelse var ikke faldet hende i blik, om ikek andet så ikke før hun selv måtte være ved at snuble over den. Hende skridt var blevet så hurtige og ikke mindst så desperate. Et gisp slap hendes læber, hun kæmpede for fodfæste inden hun ville ende med at falde i jorden. Blikket gled mod den mand som måtte sidde foran graven hun havde end ikke hørt ham selv på trods af den stemme som hun nu måtte lade falde hende til øret. De mørke intense øjne hvilede mod ham, så fredeligt, hun lignede på ingen måde den som ville skade nogen på nogen måde, også selvom drabslysten måtte stå så højt i hende, tanken om at se lyset forlade hans øjne og lette hendes smerte, lade stenen falde fra hendes bryst, den var fristende det eneste der holdte hende igen var det løfte til Nathaniel og til Gabriel om at hun ikke ville slå ihjel, hun kunne ikke, heller ikke selvom længlen efter det sad så dybt i hendes indre, stak til hende. IKke så meget some t ord forlod på noget tidspunkt hendes rosa læber,. hovedet gled let på sned lod de lange mørke lokker ligge sig over hendes skuldre i de perfekte smukke krøller, han var en mand ikke bedre end nogen af det andre, det var hun sikker på, hvem ville savne ham? Hvem end som ville vente ville kun blive såret, sådan var de alle sammen, længslen var der virkelig!

[Deleted]

Hvad Darcian havde i vente for denne aften, vidste han virkelig ikke. For alt hvad han vidste, så var det virkelig ikke noget som kunne gå galt for ham. Han havde ikke fået nok ud af denne tur. Det var bestemt ikke ige det som han havde ventet sig, det var helt sikkert, men lidt var da bedre end ingenting og så se ti sin brros grav, få lettet lidt af det som han følte for at få sagt til ham og så søge tilbage til Manjarno derefter. Det kunne da ikke være så hårdt eller svært, kunne det? Så roligt og fredeligt som der var her til aften, så kunne der vel næppe ske noget galt? Han rejste sig roligt op efter en relativ kort bøn. For hans del, var det temmelig normalt når han endelig måtte være til stede i Dvasias og ved sin brors grav, inden han roligt rejste sig op. Den kvinde som gik nærmest lige forbi ham, var noget som hurtigt måtte falde ham i blik. Hun så jo næsten ud til at have travlt? Hovedet søgte let på sned, idet han roligt holdt den lysende kugle i hånden. Hun virkede ikke direkte fjendtlig, for de ville normalt have set ham inden det var kommet så vidt og han vidste det. Han havde efterhånden en temmelig god erfaring med de mørke væsner, så det var ikke noget som man skulle tage meget fejl af. Han vidste normalt hvad han gjorde, men det var normalt vis når han var i de mere kendte omgivelser frem for dette. Han trak vejret dybt og roligt. Hun så virkelig slemt tilredt ud og det appelerede virkelig til hans egen medmenneskelighed. Et sted.. Så bekymrede det ham virkelig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet på nogen som helst måde overhovedet. Han gik roligt ud på stien og en anelse bag hende. "Er de okay, frøken?" Hans stemme forblev rolig og stilfærdig, en anelse mild i det og i den grad også med en bekymring at skulle spore i hans egen stemme, det var også helt sikkert. Et sted hvor han næsten.. måtte have det elendigt? Som denne kvinde så ud til at have travlt, så ønskede han heller ikke at stoppe hende, så han gik roligt efter hende. De smaragdgrønne øjne hvilede roligt på hendes skikkelse. Hun så virkelig ikke godt ud og det var noget som i den grad også måtte bekymre ham noget så voldsom. "Er der noget jeg kan gøre?" tilføjede han dæmpet.

[Liya Daimond Diamaqima]

For nu måtte Liya virkelig bare se frem til at komme tilbage til Procias, vejen måtte være frygtelig lang det var der ingen tvivl om, men hendes krop måtte køre på det rene andrenalin, hun var ikke i stand til at tænke, stemmen i hendes hovede råbte og skreg af hende, fik hende til atf øle sig så nedladet. Kniven knugede hun fast i hånden, det var tydeligt at noget var galt også selvom man ikke ligefrem kunne kategorisere hende som direkte farlig, ikke at dømme ud efter hendes så uskyldige udseende. Man skulle dog ikke dømme hende på forhånd, det var helt sikkert, hun var ikke nær så uskyldig som de perfekte lokker og de intense øjne ellers måtte afsløre specielt i denne forvirring hvor hun blot lignede en forvirret ung kvinde der var faret vild, det som slet ikke var tilfældet. Endnu engang måtte hun have fundet fodfæste, de skarpe små sten borrede sig ind i hendes hud, igen måtte hun slet ikke lade sig mærke af smerten. Blikket faldt mo den mand som vendte sig mod hende, han avr ikke genkendt for hendes del, men hans blik var så frygtelig omsorgsfuldt, noget som kun gjorde det meget værre, han fik hende til at føle sig så ynkelig! *Det er ikke andet end en undskyldning for at røre dig, bade sig i den samme mudder osm alle andre* Den indre stemme som gentog sig igen og igen, hjertet måtte løbe afsted med hende og hun havde ingen kontrol, længslen efter at se det lys dø ud i hans øjne, at se ham falde død for hendes hånd og stå der med den fulde magt det var simpelthen for fristende. Ikke svarede hun på hans ord, begav sig blot med små og langsomme skridt mod ham. Hånden faldt mod hans varme kind mens hendes egen måte skælve og være kølig, kroppen havde på ingen måde fået den varme endnu. Den korsettop som fremhævede hende bryst var også det som i virkeligheden sagde hvad som var sket med hende, det pentagram som Jaqia havde brugt for at vække hende, det var brændt ind i hendes smukke hud der langt fra var perfekt, spækket med ar gamle som nye. Ganske stille måtte hun stryge den med tomlen, føle de små skægstubbe under hendes finger "Som alle andre!" udbrød hun såret. Uden så meget som en advarsel måtte kniven søge direkte imod hans bryst det bankende hjerte. Det ville lette ham når først hjertet ville stoppe dets slag døden kunne være så frygtelig fredelig hvis blot man endte det rette sted, det var noget som hun selv måtte skrive under på. Blikket hvilede stadig direkte i hans, hun ville se det.. Se livet dø langsomt ud.

[Deleted]

Hvad der måtte gå denne kvinde så frygtelig meget på, det vidste Darcian ikke, men meget, det måtte det da i allerhøjeste grad være. Et sted så var det noget som virkelig måtte bekymre ham og noget så frygteligt, det var helt sikkert. De smaragdgrønne øjne hvilede roligt på hende, også selv da hun måtte komme ham i møde. Han stoppede automatisk op, ikke mindst for ikke at virke alt for frembrusende. Direkte så hun ikke ud til at være af den farlige slags, men man kunne jo trods alt aldrig vide sig helt sikker. Han blev stående og lod hende blot komme til ham. At hun ikke var typen som han ville beskrive som farlig i den anden ende, var helt sikkert, men her i Dvasias, så kunne man jo aldrig nogensinde vide sig helt sikker. Han lod hovedet søge let på sned, idet at hun kom tæt på ham. Hvilke tanker som løb igennem hendes hoved, var ham nu temmelig ukendte. At det var hende som var kendt som den gamle mandemorder som havde vandret her til lands for nogen år siden, vidste han ikke. Om ikke andet, så havde han sikkert reageret på en helt anden måde, end det som ar endt med et resultat, det var sikkert og vidst. At hun stoppet op foran ham og strøg roligt over hans kind, fik det til at sitre helt i hans krop. Hvilket førstehåndsindtryk. Hans grønne øjne faldt direkte i hendes eget. Alt andet var virkelig helt umuligt og i hans øjne, så var det også direkte uhøfligt. Et ganske let smil bredte sig på hans læber, også selvom det hurtigt måtte falde ved hendes udbrud. Næsten som han røg ud af den trance som han havde stået i for bare et stille øjeblik. Kniven nåede han ikke at se, før det var for sent. At den fandt vejen direkte til hans bryst, selvom hun missede på hans hjerte, fik det virkelig til at stivne fast i hans krop. Han gispede svagt og af den rene smerte. Han blinkede let med øjnene idet at hans ben måtte give efter under ham og han røg direkte ned i den kolde jord under ham. Det begyndte at bløde, som i takt til hvert et hjerteslag som hjertet stadig måtte slå. Han gispede kraftigt efter vejret og med den sitren og kamp om at få kroppens behov for ilt. Hans krop begyndte at ryste og med blikket som nærmest måtte stråle af en panik. Øjnene klemte han sammen, idet han prøvede at vende sig om og komme op at stå. Hans ene hånd støttede mod hans bryst. Det brændte virkelig!

[Liya Daimond Diamaqima]

Der var ingen tvivl om at man ikke burde så på Liya som den mest farlige kvinde, så man på hende så kunne hun se så frygtelig sukydlig ud, men her i Dvasias skulle man ikke tage noget for gode varer, så mange mænd som var faldet for hendes hånd, og uanset hvor meget hun virkelig prøvede at kæmpe med den fristelse så var det hende umuligt når den stemme i hendes sind gentog at han ikke skulle få lov. Hun så fr sig alle de kærtegns om var blevet hende skænket af alle ud over nathaniel, og det var som det antændte en form for knap i hende, og tog den sidste kontrol fra hende. Der var ingen tanker som strøg gennem hendes hovede, udelukkende den stemme der tiggede og bad hende om bare at få det overstået. Hjertet hamrede så fast, også selvom han blot måtte lade hende komme til ham, han fornemmede vel ikke det som hun i virkeligheden måtte sidde med? Ej helelr selvom hun virkelig måtte knuge den kniv i hendes hånd, Rygterne gik, et sted var hun kendt og langt fra på noget godt hun var jo ikke den kvinde mere og alligevel så kunne hun virkelig ikke gøre for det. At hun så måtte have ramt ved siden af var ikke noget som skete særlig tit, hun tog end ikke sigte det vigtigste måtte være at den ramte. Hendes blik var så udtryksløst da hun betragtede ham falde direkte i jorden,. der var ingen nåde at hente, det var tydeligt hun lige i øjeblikket nok end ikke var klar over hvad pokker hun egentlig lavede. At se ham ligge der og kæmpe gav hende en enorm følelse af magt, en følelse der lod stenene i hendes bryst ganske stille falde til jorden og gøre hende i stand til at ånde normalt igen. Ganske stille tvan hun ham helt ned i jorden ved at træde let på ham, endte med at sætte sig over skrævs mod hans maveregion. Begge hænder greb fast om knivets skæfte. Ganske stille måtte tårer begynde at trille gennemsigtige som små perler ned over hendes blege kinder *Han må ikke.. Han må ikke* de samme ord igen og igen, det drev hende til vanvid! Kroppen skælvede og det havde intet med kulden at gøre hun var i den rene panik. Kniven blev hævet over hendes hovede, før hun med fast hug førte den direkte imod hans bryst, blikket gled i hun vidste ikke om hun ramte, ej heller selvom det var bevægelser hun måtte gentage igen og igen og.. Igen..

[Deleted]

Smerten var virkelig det eneste som måtte holde Darcian nede i jorden i øjeblikket. Dette var virkelig ikke noget som havde været ventet for hans vedkommende! Bare at skulle sidde igen med den smerte, var end ikke af den slags som han havde følt før! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, idet at Liya måtte tvinge ham ordentlig ned at ligge, idet hun satte sig overskævs på hans krop, så var han virkelig intet andet end fanget. Han kunne ikke koncentrere sig nok til at skulle bruge nogen former for magi og fysiske våben, var slet ikke noget som han havde på sig lige på denne tur. Det havde jo aldrig nogensinde vist sig, at være direkte nødvendigt! "S-stop.." Hans stemme var intet andet end hæs og anstrengende. Han kunne se hvordan hun hævede kniven igen og med begge hænder, så var det virkelig bare en vej som det kunne gå og det var han selv allerede klar over. Kniven som endnu en gang måtte blive hamret direkte mod hans bryst, fik det til at stivne i absolut hele kroppen og med den klare skælven. Han slap et kraftigt og smertefuldt gisp. At hun fortsatte med at gentage den bevægelse og den voldsomme handling, så var det fysisk umuligt at skulle fortsætte med at ramme ved siden af, det var i den grad også helt sikkert. Han faldt mere hen i døden, som hun måtte efterlade adskilllige direkte huk i hans hjerte, så det automatisk måtte tvinges til at skulle gå i stå. Det glimt af lys og liv som måtte forlade hans blik, idet han blev liggende fuldkommen slap, uden at hun stoppet op i hendes mange huk direkte mod hans hjerte og bryst. En tåre gled blot stille ned af hans kind, selvom blikket hvilede dødt op mod den store himmel lige over dem.

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Panikken rystede hende, gav hende absolut ingen chance. Hun var bange, skræmt fra vid og sans at blive vækket på den måde, at se Jaqia for hendes blik, den kulde og det pludselig at kunne røre ting uden at falde direkte igennem, hvad var det egentlig der foregik? Det var ikke gået op for hende endnu, men en ting var helt sikkert hun skulle finde vejen hjem til procias og hjem til Nathaniel, også selvom det tydeligvis måtte være for sent, den mand som lå under hende og som offer for hendes fustrationer hun var ikke i stand til at stoppe, han var ligeså beskidt som alle andre han fortjente ikke det liv som han var blevet skænket! Det nagede end ikke hendes samvittighed, ikke endnu om ikke andet, ikke at det plejede at gøre hvad angik ting som dette så var hun køligere end noget som helst andet, det var en vanesag. Den samme bevægelse blev gentaget igen go igen hun hævede kniven stak ned i hans bryst, følte hvordan det måtte borer sig igennem, føelsen af det røde blod der måtte kaste sig over hendes skikkelse og kun male hende i den røde farve. Tårerne trillede ned af hendes kinder, så uskyldigt, hun var netop kommet tilbage fra helvede og hun havde end ikke lært noget som helst af at være der? Hjertet hamrede sindssygt mod hans bryst, endelig lod hun de mørke intense øjne åbne og falde mod hans skikkelse. Glimtet forsvandt langsomt fra hans blik, selvom han blev liggende der ubevægelig på jorden og betragtede den smukke nattehimmel over dem så blev hun ved at stikke igen og igen, efterhånden måtte der nærmest være et stort hul. Hvorfor hun så måtte gøre den næste handling det kunne hun ikke svare på, muligvis fordi hun ikke ønskede at se ham i live igen? Kun fordi hun vidste hvordan det måtte foregå, uden det hjerte ville han aldrig være i stand til at søge på benene igen? Kniven gled mod hans kraveben, hun trak til sig hele vejen ned, åbnede brystet også selvom det krævede en enorm anstrengelse, den andrenalin kørte virkelig bare for hendes hovede. Det røde blod havde malet hendes hænder, et tøj som hun havde lånt af Jaqia og ikke mindst den nøgne hud som var afsløret af det. Stille måtte der danne sig en lille pøl omkring hans skikkelse, hun skar hjertet frit af hans bryst tog det i sine hænder. Der var ingen slag at føle det lå der så dødt. Hans skjorte rev hun let i stykker, lagde hjertet i og bandt en knude på toppen som betød det absolut intet. Liya rejste sig, lod liget ligge mens hun selv med hastige målrettede skridt søgte videre, hun måtte til Procias!

//Out