You can never hide from the truth!

[alecander]

Sandt nok Alecander vidste ikke hvad der var sket den anden nat, hvor hun også havde stødt ind i det fjols af en … drukkenbolt! Men han havde da formået at gøre hende vred hurtigt denne gang, og Alec var sikker på, at hun nok skulle have tvunget ham væk fra sig, på den ene eller den anden måde. Han havde nok moret sig i sit eget lille hjørne, imens han havde set warlocken gribe omkring Alicia, og Alicia der havde afskyet det. Og virkelig, det havde set morsomt ud! Ikke fordi han nød at se kvinder blive ydmyget, men han havde jo også regnet med at Alicia ville have skubbet manden væk på nul komme fem, men det var ikke sket. Og da warlocken så havde trukket hende med ud på dansegulvet, hvor de nu selv stod og dansede, og warlocken så havde kysset hende, hun havde slået ham, der havde Alec kunne se problemet, for havde han ikke trådt ind, så var det ikke ham der var blevet slået men Alicia. Og det ville have været mere end uhøfligt at have ladet det sket. Hun havde jo trods alt været en kvinde i nød, så han var vel tvunget til at bryde ind? Det havde i hvert fald været godt med en lille slåskamp, det var jo altid forfriskende! Og det bedste ved det hele var, at han havde vundet! Men han havde så heller ikke regnet med andet, for en fuld mand kunne aldrig vinde over én der var ædru. Og det var jo så lige blevet bevist. Han smilede roligt til hendes ord. ”Så sandt, det gør jeg ikke, men jeg kan forstå at du også blev reddet der?” Han skød sigende det ene øjenbryn i vejret, og dog betragtede han hende med et strejf af undring og morskab. Han havde i hvert fald fået med, at hun var blevet reddet af en mand, med et … bæst? Han ville skyde på at det var et dyr af en slags, for hvad skulle det ellers være? Han fjernede end ikke sine mørke øjne fra hendes isblå, da hun havde vundet hans fulde opmærksomhed. Mange var nok uærlige i Dvasias, men derfor fandtes der jo også de mænd der var ærlige, ligesom ham selv, for han havde skam ære, han var opvokset i en rig slægt, så det at være en mand af ære det hørte ligesom til, skønt det ikke var alle rigmænd, der var ærlige, nogle misbrugte deres magt til deres egen fordel og nedgjorde dem som lå længere ned i hierarkiet, andre brugte deres magt til at få deres lyster stillet, men Alec var hverken en mand der gjorde det ene eller det andet, han tænkte kun på sin organisation og var et sted ligeglad med at han var fra en rig slægt, ikke fordi han ikke nød goderne, for han ville aldrig klæde sig i beskidte pjalter! Men det var ikke ligefrem det at være rig, han tænkte mest på. Han trak ganske svagt på smilebåndet til hendes ord. ”Du befinder dig i et kvindedomineret land. Men mange mænd glemmer den del og gør hvad der passer dem, med kvinderne,” svarede han stilfærdigt. De fleste mænd var faktisk svin! ”Så sandt, men der er jo altid nogle der skiller sig ud.” Han smilede lettere kækt til hende.
Alec tænkte ikke decideret over solen, for han havde jo ikke nogen problemer med at vandre ude i den, han bar jo sin magiske ring, som var skabt af en djinn. Og til tider glemte han, at det ikke var alle vampyrer der kunne det. Han fandt hende skam ikke dårlig til at danse, slet ikke! Han kunne jo tydeligt se på hende, at hun ikke var en ung pige, men en moden kvinde, og endda i udseende, så hun ældre ud end ham. Til gengæld var han langt ældre end hende. ”En skam, når du jo faktisk godt kan danse,” svarede han oprigtigt og smilede et stille smil til hende, uden at han så væk fra hende. Han fnes kort til hendes ord. Ja hvorfor undrede det hende ikke? Fordi han var en selvsikker type, og det strålede også ud af ham. Et sted hadede han selv at være hemmelighedsfuld, for hun gjorde jo bage gengæld! Hvilket et sted irriterede ham! De sad begge inde med hemmeligheder og spørgsmål, som de ville finde ud af omkring hinanden, men han var ikke sikker på at hans spørgsmål var vigtigere end hans hemmeligheder. Slet ikke! Han var nød til at forpasse sig. Han kunne ikke bare plapre løs om en masse. Ikke noget, som kunne få konsekvenser i den sidste ende. De vækkede hinandens interesse, og måske var det bedst at søge et andet sted hen, hvis de skulle fortsætte deres snak? At hun stoppede dansen, kunne han ikke gøre så meget ved, men han havde faktisk nydt denne dans. Hænderne gled fra hendes ryg, til hendes hofter, uden at han så væk fra de isblå øjne. Han smilede en smule drillende til hende. ”Og hvor kunne du tænke dig at tage hen?” spurgte han roligt. Han vidste jo ikke om hun stolede nok på ham, til at tage hjem til ham.

[Deleted]

Alicia ønskede nu og da ikke direkte, at skulle tænke på den warlock mere. Den mand havde allerede plaget hende mere end rigeligt, og det var udelukkende også af den grund, at hun var blevet irriteret og næsten vred. Men kysset.. det havde virkelig været grænsen for hende! Det var bestemt ikke noget som enhver måtte få lov til, det var der heller ikke nogen tvivl om! De isblå øjne hvilede roligt i hans eget og med det samme sandfærdige træk på mundvigen. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville se væk fra. Man kunne vel ikke komme udenom, at denne mand virkelig havde formået at vække hendes interesse? Hænderne lod hun roligt hvile mod hans skuldre. Han virkede nu alligevel til at være en fin mand, selv på trods af hans baggrund i en fin slægt. Ikke at det var noget som rørte hende. Han virkede heller ikke som en direkte snobbet eller direke arrogant type som man ellers ville forbinde med nogen som havde rødder på et sådan et sted, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for hun nød virkelig at stå der sammen med ham. "Det gjorde jeg.. En ældre dragerytter kom mig til redning." Hun trak let på skuldrene. Det var nu ikke fordi at hun var vant til at andre skulle komme og redde hendes røv, men den mand havde virkelig været noget af det mest mærkværdige som hun nogensinde havde været hene i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod hovedet søge let pås ned og med det blide smil på læben. Han gjorde hende ganske godt tilpas, ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun betragtede ham sigende. "Nok i et kvindedomineret land, men det har ingen betydning for mig.. om der skulle ske noget med mig.. hvem ville så savne mig? Ingen ville overhovedet vide, at jeg ville være væk." Måske en trist tanke, men det var jo trods alt tilfældet for hendes del. Hun var alene, hun havde sin eksmand, man han ville da ikke rende rundt for at finde hende vel? For ikke at glemme deres lille datter som sikkert alligevel vil have hende glemt igennem de næste års tid, så var der jo ikke meget for hende at komme efter der. Hun smilede let. Det var nu ikke en tanke som hun ville tænke nu! Hun ville virkelig bare have lov til at skulle nyde det at være sammen med ham, måske det var hende en mulighed til at få stiftet et lille venskab. Man kunne vel håbe i den anden ende vel?
Alicia var jo trods alt tvunget til at tænke på lyset, ellers ville hun falde til jorden som intet andet end en bunke aske og det var slet ikke noget som hun ønskede skulle ske. Så lav var hendes selvtillid dog ikke! Hun betragtede ham roligt. At han lagde hænderne mod hendes hofter, var nu ikke noget som gjorde hende noget decideret, men det lå der jo trods alt alligevel, det var jo det som gjorde det hele for hendes vedkommende. "Jeg kan ikke måle mig med den som jeg danser med i øjeblikket, kan jeg?" Hun hævede sigende det ene bryn. Han havde træningen. Hendes var jo bare kommet med tiden som hun havde tilbragt ude på dansegulvet, det var der jo heller ikke nogen tvivl om. Det var jo bare noget som hun havde været tvunget til at skulle gøre for sit vedkommende, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var der ikke rigtigt noget at gøre ved det. Tungen lod hun let stryge over hendes læber, idet hun roligt trak den ene hånd til sig, for at lade den hvile mod hans bryst. Han var virkelig noget af det mest selvsikre som hun længe havde mødt.. og hun måtte jo erkende, at det smittede en smule af på hende. Det at være halvblods behøvede vel ikke at være så slemt decideret? De isblå øjne, så intenst som intet andet, gled roligt til hans eget blik. "Hvem ved? Har du et sted du vil foretrække? Hvor vi kan snakke alene?" Hun var nysgerrig på ham som person, men også det som han måtte være. Hans navn og hvad det måtte betyde for landet i sig selv. Hun blev stadig stående roligt tæt ved ham. Direkte havde hun heller ikke noget sted, at skulle kunne føre ham med hvor hun kunne være sikker på, at de ville være alene, hvilket et sted også måtte frustrere hende en god del, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. "Så kan det jo være, du vil få svar på dine mange spørgsmål." Hun blinkede let til ham. Hun håbede så sandelig også, at hun ville få besvaret sine egne.

[alecander]

Alecander kunne godt virke ganske storsnudet, arrogant, selvoptaget etc. Men det var blot folk der undervurderede hans ydre, for han var jo ikke ligefrem ked af at være en rigmandsknægt, der havde penge, og brugte dem. Han var ikke ked af at han kunne rende rundt i fint tøj, nej han var stolt af det, men noget han var mere stolt af, det var at være vampyr! Fuldblodsvampyr! Han var skam ikke ked af hvad og hvem han var, nej han var stolt, og mere stolt kunne han ikke være! Selvom han var vokset op i en fin slægt, så havde han da også lært visse gode ting, såsom manerer, høflighed og lignende, dog var det bare ikke på samme måde som i Procias, for hans slægt var jo trods alt … ond. Hans far havde haft de samme intentioner som han selv havde, at overtage landene, at få vampyrerne til tops i hierarkiet, og gøre alt for at vampyrerne fik nogle bedre forholdsbehov end de havde i øjeblikket. Jaqia sultede dem med hendes åndssvage regler, hun kunne henrette enhver vampyr, hvis hun ville! Hvad havde hun selv regnet med? At alle ville følge hendes ’elskelige’ regler? På et tidspunkt måtte et oprør da komme. Hun havde jo lavet alt om. Alle disse ting omkring ham var noget som denne vampyrkvinde, Alicia ville vide om ham, og han var ikke sikker på at hun burde få det at vide. Men så igen, hvis hun prøvede at fortælle det til nogen, så ville hun jo blot dø, så simpelt var det, hun vidste ikke hvilke vampyrer der var under ham, og nogle varyler endda, så hun ville ikke kunne vandre udenfor om natten, uden at hun burde kigge sig over skulderen. Men det kunne jo også være at han kunne bruge hende? Det måtte tiden jo så vise. Han smilede til hendes ord. ”Tja, det ser ud til, at du har været heldig hele to gange,” påpegede han med et skævt smil og en drillende undertone. Hun var blevet reddet to gange, mod den samme mand, og han måtte ærligt indrømme, at han havde regnet med at hun ville have smadret warlocken, men der havde han så taget fejl. Det så ikke ud til at havde i sinde at tirre ham, skønt der stadig blev holdt hemmeligheder for hinanden, men det gjorde det jo et sted blot sjovere. At se hvem der ville give efter først, men han var i hvert fald sikker på én ting, han kunne ikke fortælle om det herinde, eftersom det var et lokale for mange racer og væsner, og han vidste ikke hvem der lyttede med. Han smilede let til hendes ord. ”Tja, jeg ville da vide det. Så jeg kan da godt savne dig, når du engang er væk,” svarede han og trak på smilebåndet. Skønt det dog ikke engang var sikkert, at de så hinanden igen efter dette møde. Men man kunne jo aldrig vide.
Alec nød hendes selskab uden tvivl! Men det var fordi denne nat ikke var som alle andre, for en gangs skyld havde han søgt ud, for at more sig, og ikke bare for at drive forretninger, så hendes selskab var da faktisk kommet som kaldet. Han slap en kort kold, og alligevel munter latter til hendes ord, inden han smilede sigende til hende. ”Jeg tror ikke, at man kan forveksle en mand med en kvinde, ikke i dans,” svarede han med et skævt smil på de let rosa læber. Det var jo sandt, og så var hans ord også for at afvige hendes spørgsmål, for han havde faktisk heller ikke lyst til at nedgøre hende, han havde jo træning, mange års træning! Det lå jo til ham, det var noget han skulle lære, og basta-bum, men han var ikke sikker på hvor hun havde lært det, måske af sig selv endda? Så det sagde jo lidt sig selv. Han betragtede hende, uden at tage blikket fra hende, det ville være uhøfligt, og så var det ikke den eneste grund, han kunne ikke tage blikket fra hende, for det havde han ikke lyst til, han nød et sted at se ind i de isblå øjne, de blå øjne, ganske normale hos vampyrer faktisk, hans egne var så bare meget mørke, men alle var jo ikke ens, man valgte ikke hvordan man så ud. Han gjorde ikke noget, da hun lagde sin hånd mod hans bryst, hans egne forblev mod hendes hofter, uden at han gjorde noget yderligere, for han var kun interesseret i hendes små hemmeligheder, ligesom det også var gengældt. Han trak på skuldrene til hendes spørgsmål. ”Tja … vi kan altid tage hjem til mig, hvis det ikke er for fint for dig,” sagde han lettere drillende, og lod sit hoved søge på sned, det var så helt op til hende. Han trak på mundvigen, da hun blinkede til ham, og han nikkede kort til hendes ord. ”Det glæder mig da at høre, så må vi jo se, om du også kan få lidt mere at vide om mig.” Han blinkede selv let til hende.

[Deleted]

Som en fudblods, så kunne man vel heller ikke være andet end stolt af hvad man måtte være? Der stod Alicia jo så til gengæld et ganske andet sted. Hun måtte stadig vænne sig til tanken omkring det og det var bestemt ikke nemt altid, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var sandt, at hun var stolt af personen som hun var. Racen var jo så en ganske anden side af sagen, hvilket han nok skulle blive præsenteret for hen af vejen, hvis hun fandt det passende. Han havde virkelig formået at gøre hende så frygtelig nysgerrig og det var ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, det var helt sikkert. Ligesom det måtte stå nu, måtte hun jo erkende, at hun havde taget fejl af ham. Han var ikke som det hun lige havde forventet sig, så det var jo kun noget som man skulle tage godt med. Hun nød frygtelig godt af hans selskab, for ikke at glemme at han faktisk måtte beskytte hende lige så længe, at han ville stå der som han gjorde nu så det havde hun bestemt heller ikke noget imod i den anden ende. Jaqia havde hun ikke noget direkte imod personligt, selvom det var tydeligt, at der var så mange som var af en lidt anden tanke end som sådan, det var tydeligt. Det var også det som gjorde hende så frygtelig nysgerrig "Jeg har virkelig været heldig til nu.. Det spørges jo så om at det vil ske for mig en 3. gang." Hun hævede sigende og let det ene bryn. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham, det var sikkert. Det havde jo været bundet i ren held til nu, det var helt sikkert. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile til hans sidste ord. Det ville hun bestemt ikke have noget imod, selvom hun da selvfølgelig ville håbe på, at hun ville kunne vade frit uden at skulle være bekymret for hvad der ville ske hele tiden. Det var trods alt en anelse besværligt eftersom man måtte rende rundt alene på denne måde og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at lade den tanke direkte. "Er det et forsøg på at smigre dig ind på mig?" spurgte hun roligt og med det samme stille smil på læberne. Hun ville bestemt ikke have noget imod det som hun ville være i stand til at skulle kalde for en ven, det var heller ikke noget som man skulle se det mindste bort fra på nogen måde overhovedet. "Hvis det da kan være, at du ønsker at savne mig når det kommer til stykket." Hun blinkede let med øjnene og med det næsten så mystiske glimt. Hun kunne i den grad godt lege med.
Et stille smil bredte sig ved hans ord. Nok var det sandt. En mand skulle føre og en kvindes opgave i dansen var vel at følge efter så yndefuldt som det var dem muligt? Det var en måde at se det på selvfølgelig. "Nu tænker jeg jo trods alt også på evner og talent indenfor dansen, min fine ven.. Der overgår du mig til enhver tid." Hun så jo bare retfærdigt til det hel. Det var jo ikke fordi at det var noget som hun ville lægge skjul på. At han selv ønskede at lære hende bedre at kende, var nu meget mere end det som hun lige havde regnet med at skulle få lov til at opleve i denne aften, det var helt sikkert. Hænderne mod hends hofter havde hun virkelig ikke noget imod. Hånden blev hvilende mod hans bryst. Hun kunne mærke den faste muskulatur. Han måtte virkelig være en betydningsfuld herre.. af hvilken grund eller årsag, det vidste hun jo så ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned. Inviterede han hende med sig hjem? Et sted var det jo bare en tanke som måtte komme en anelse bag på hende selv. Hun smilede let. "Skulle det da være for fint for mig?" spurgte hun let overrasket, dog næsten med en skuffet mine. Hun var bestemt ikke bange af sig. Hvad havde hun da at være bange for? Han virkede nu også til at være fin nok i længden og det var jo det som hun selv måtte holde fast i. "Hvis du er helt sikker på, at vi kan snakke alene.. samt.. At du måske kan være heldig at få noget mere at vide om mig." Hun blinkede let til ham igen, idet hun roligt valgte, at skulle slippe hans skuldre og træde ud af hans favn. Blikket hvilede roligt på ham, nærmest afventende på om de skulle gå.

[alecander]

Alecander kunne komme med mange grunde til at han var stolt af at være vampyr, der var så mange goder, skønt der også var svagheder, men de svagheder, var ikke noget som han decideret mærkedes sig af, for han kunne for eksempel vandre frit omkring på jorden, dag og nat, hvor alle andre vampyrer måtte søge indenfor ved solens frembrud, og det gav ham så blot en styrke, men tog man ringen fra ham i dagslyset, så ville han blive til en bunke aske, som enhver anden vampyr, så stadig ville dagslyset være ham en svaghed, ligesom alt andet. Men så igen, der var også mange goder, for man var en af de stærkeste racer, et af de hurtigste, alt var bedre fysisk og ved nogle psykisk. Og selvom han et sted modsagde sig selv, ved at være sammen med hende, en halvblodsvampyr, så betød det egentlig ikke noget i øjeblikket, fordi for en gangs skyld i disse senere år, så var han ikke ude for at forhandle forretninger, men faktisk for at … more sig. Og det var hvad han gjorde, og det var nok også derfor at han faktisk for en gangs skyld havde nydt at danse, fordi han for en gangs skyld ikke havde været tvunget til det, men fordi han havde lyst til det, fordi muligheden havde været der, og så havde han grebet den. Han skævede en enkel gang hen mod warlocken, som faktisk havde generet hende, ikke blot denne gang, men hele to gange. Hans mørke øjne så på hende endnu engang, eftersom det var hende, som han ville give sin opmærksomhed til. ”Jeg tror ikke at han genere dig igen,” endte han, ganske besluttet, for hele to gange havde hun været beskyttet, så hvorfor skulle hun ikke også være det, næste gang? Hvis det overhovedet skete, for et sted, ville han tro, at warlocken havde fået nok, og ville opgive hende, netop fordi hun et sted havde været uopnåelig. Han slap en ganske let latter til hendes ord, og rystede let på hovedet. ”Nej, det var det skam ikke,” svarede han med et skævt smil på de lette rosa læber. Han prøvede ikke at smigre sig ind på hende, men et sted prøvede han vel på at imponere hende? Eftersom hun jo ikke havde været imponeret over hans attentatforsøg, så han prøvede da på at imponere hende, vise hende, at han faktisk kunne gøre noget … imponerende. Han trak let i mundvigen til hendes tilføjelse. ”Jeg kan endda love dig, at hvis du engang dør før mig, så vil jeg komme og lægge blomster på din grav,” lovede han med et skævt smil, og blinkede let til hende, endnu engang.
Nok overgik Alec hende i dans, men det var der jo også grunde til, såsom at han havde skullet lære det igennem sit liv, det havde hun jo ikke haft behov for, desuden, så ville han et sted heller ikke prale over det, for dans havde egentlig aldrig vakt hans interesse. Det havde altid været … kedeligt, fordi han havde været tvunget til det, til alle de bal han var tvunget til at møde op til. ”Tja, måske,” afveg han med et skuldertræk, for ikke at komme videre op i det, ikke fordi der egentlig var nogen grund til at afvige, for han havde chancen for at nedgøre hende, prale, være overlegen, men det havde han ikke lyst til, han havde ikke lyst til at ødelægge deres selskab. Han nød det jo trods alt. Hans hjem kunne vel et sted aldrig blive for fint for personer, skønt de ikke var lige så rige som ham selv, men det kunne nok imponere mange. ”Nu må vi jo se,” sagde han med et skævt smil, han kunne jo ikke vide hvordan hun ville reagere på hans hjem, det kunne jo godt være at det heller ikke imponerede hende. Skønt det ganske stort! Han nikkede ganske roligt til hendes andre ord. ”Det kan vi skam.” Han smilede roligt til hende. Alene kunne de være … sådan da, det var jo en Mansion fyldt med andre vampyrer, eftersom det jo var hans opholdssted for hans organisation, men det hørte bare med, men alene kunne de skam være, for han var trods alt lederen. At hun ville med hjem til ham, glædede ham dog, skønt det nu heller ikke skulle tolkes forkert, men de var jo begge interesseret i at vide mere omkring hinanden, så det var vel oplagt? Han greb hende roligt om armen for at føre hende ud af det trængte lokale, hvor den milde luft mødte hans ansigt, skønt det ikke var noget som han specielt lod sig mærke af. Han viftede roligt en hestevogn hen til dem, åbnede døren for hende, for blot at sige til føreren hvor de skulle hen, og for at betale ham, inden han selv måtte følge trop ind i hestevognen.

//Out

[Deleted]

Alicia følte virkelig, at hun var tvunget til at skulle holde meget af sit liv hemmeligt, udelukkende på grund af det syn som så mange dvasianere måtte have på procianere, som jo faktisk var hendes fødeland og hun bar stadig forbandet mange træk derfra, hvilket faktisk et sted, var noget som virkelig måtte frustrere hende mere end hvad godt måtte vær i den anden ende, så havde hun ikke rigtigt noget andet valg. At vær sammen med Alec, så følte hun sig tryg. Hun tvivlede på, at denne warlock ville komme tæt på hende igen hvis han måtte stå der sammen med hende og det morede hende noget så voldsomt. Hun var virkelig betegnelsen af en tryghedsnarkoman og det morede hende dog blot, at det kunne gå sådan her til. Alec havde været der i nødens stund. Havde han ikke grebet ind, så var hun slået i gulvet - Igen, så havde hun valgt, at skulle handle som enhver anden procianer ville have gjort det og det var faktisk noget som virkelig måtte irritere hende! "Det håber jeg da ikke, at han vil," sagde hun roligt, ikke mindst med den lettere stilfærdige stemme. Alicia var virkelig en realist. Hun havde været heldig disse to gange, men om det så ville ske en helt 3. gang, det var virkelig for urealistisk. Måske, at hun bare skulle holde op me dat være ude og så bruge tiden på bare en anelse mere fornuftige ting istedet for selv at fortsætte med at køre det hele rundt i cirkler. Denne mand havde nu alligevel ikke formået at bryde hendes facader endnu, så det i sig selv, var blot noget som hun kunne glæde sig over. Alt det andet ville virkelig ikke gavne hende det mindste, hvad end omdet var noget som hun ville eller ikke. De intense isblå øjne hvilede roligt i hans eget blik. Han havde virkelig formået at gøre hende noget så frygtelig nysgerrig, at man skulle tro at det var løgn! Hun sendte ham et ganske så svagt smil. "Er du nu helt sikker?" spurgte hun med en lettere drilsk stemme. Hun havde altid nydt en anelse smigre og dette var bestemt intet undtag for hende. Hovedet søgte ganske let på sned. Hun rystede på hovedet og himlede let med øjnene. "Hvor meget grav tror du vil stå efter at jeg er væk?" Hun hævede let det ene bryn. Hun ville jo falde som intet andet end en bunke aske hvis det skulle komme så langt, det var også helt sikkert.
Alicia nægtet dog at tro på, at det ville være så fint for hende, at hun ikke kunne holde det ud. Hun havde jo trods alt også været forlovet med greven af Imandra, så hun var faktisk vant til at skulle have det fint. De kjoler som hun havde, de kom jo et sted fra og var normalt ikke noget som man normalt ville have lov til at se ved en ganske simpel borger, det var da også helt sikkert. "Nu er jeg jo næsten spændt," påpegede hun med et stille smil. Hun blev roligt stående og betragtede ham. Han var virkelig så frygtelig anderledes end de rigmænd som hun havde mødt - Nok ikke så frygtelig mange, men nok til at hun kunne danne sig det som hun ville kalde for en normal når det måtte komme til dem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovdet. Hun lod ham føre hende udenfor som intet andet end en gentleman. Han imponerede hende faktisk. Så mange sider af ham som han allerede havde afsløret for hende, så var det virkelig ikke så lidt på nogen måde. Hun steg roligt ind i hestevognen og tog plads i den ene side, for at lade ham sætte sig ved siden af. Hun sendte ham blot et roligt smil idet at de måtte køre. Hun kunne virkelig bare mærke den intense spænding boble i det indre!

//Out