You can never hide from the truth!

[Deleted]

At se ham more sig, var noget som i den grad også måtte more hende og noget så betragteligt i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun var nu ganske rolig overfor ham nu. At hun havde krydset hans egen grænse, var hun nu temmelig sikker på, ellers havde han nok ikke reageret på den måde som han havde gjort, selvom det virkelig var noget af det som glædet hende mest i denne situation. At han var leder af en stor organisation, for ikke at glemme, at han var den som havde gjort det store attentatforsøg, bragt det ud i livet og sågar slået kongen ihjel, var noget som stadig stod hende ganske ukendt, også selvom hun var blevet så frygtelig nysgerrig på det - Hvorfor havde han reageret som han havde gjort på det? En tanke som i den grad også måtte more hende og noget så betragteligt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. "Jeg fremstillede dig dog ikke som diskriminerende." Hun rynkede brynene ganske let, selvom hun forblev helt rolig foran ham og uden at rokke sig det mindste. Han var virkelig en forbandet interessant en af slagsen, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun smilede ganske let til hans ord. "Vil du da skænke mig den tro på at jeg faktisk vil være i stand til det, eller ende med et afhugget hoved først?" påpegede hun roligt og med et stille smil på læben. Hun måtte jo blot tænke en smule realistisk også mest for sin egen skyld vel at mærke.
Noget for noget - det var noget som Alicia altid havde været en temmelig stor tilhænger af. Eftersom han ikke ville skænke hende sit navn, så ville hun ikke skænke ham sit efternavn. Ganske simpelt i hendes øjne og fuldt ud retfærdig, selvom hun faktisk var så frygtelig nysgerrig på ham og hvem han måtte være som person, andet end bare at være noget som hun havde haft det sjovt med at skulle drille. "Er det ikke lidt åbenlyst?" spurgte hun med et stille smil. Hun var nysgerrig fordi at han var som han var, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var ikke som så mange andre mænd som hun normalt ville falde over på vejen, det var helt sikkert! De isblå øjne hvilede roligt i hans blik og med den helt samme intensitet som tidligere. Ikke at det var noget som man skulle tage fejl af. Måske, at hun ikke var stolt af hvad hun var, men hun kunne vel leve med det, hvis hun bare formåede at skulle slå sig til ro med det, hvilket hun i den grad ikke havde formået til nu. Det var faktisk ikke mange mænd som var god til det med følelser, så det var i det hele taget ikke noget som måtte komme bag på hende. "Du ved ikke om du kan stole på mig?" gentog hun roligt. Ikke at det undrede hende. Det var jo ikke længe, at de havde kendt hinanden. Et par minutter med rolig tale vel at mærke. "Hvad skulle en ganske simpel halvblodsvampyr som mig kunne gøre med hvad du måtte have på hjertet? Ubetydelig for denne verden.." Hun sænkede hovedet roligt, også selvom blikket på intet tidspunkt måtte forlade hans. Hånden stoppede dog ikke de lette strøg over hans kind. Han var nu en frygtelig interessant en af typen, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Ellers havde hun heller ikke siddet der som hun gjorde nu. Hun var normalt en som var lidt rundt over det hele og det var de færreste som hun på den måde, måtte stifte bekendsskab med, så et sted gjorde han vel også ret i, ikke at skulle stole på hende på den måde? Selvom det var noget som intet mindre måtte more hende på alle måder. "Noget overraskende? Såsom hvad? Hvad vil kunne overraske en mand som dig?" Hun ville ikke lyde ivrig, men nærmere ligeglad frem for noget af det andet, det var helt sikkert. Det var bestemt ikke en form af en glæde som han skulle få lov til at rive fra hende igen, det var i den grad også helt sikkert! Hun vendte blikket roligt mod dem igen. Det var den selv samme warlock som hun havde stødt på den aften hvor hun sad her med dragerytteren Isaac. Hun vendte blikket roligt mod ham igen og med den selv samme intensitet i øjnene. Hun kendte ham, men det var slet ikke på venskabeligt niveau. "Vi har haft vores.. sammenstøde, kan jeg vel sige." Hun trak let på skuldrene og slap roligt grebet omkring ham, idet hun roligt gled ned og satte sig overfor ham igen. "Det er ikke hvad jeg vil forbinde med et godt selskab. På ingen måde," afsluttede hun stilfærdigt og uden at fjerne blikket. Hun ville under ingen omstændigheder stå overfor den warlock igen!

[alecander]

Det stod klart for Alecander, at hun havde og endnu morede sig over hans tirrende reaktion på hendes urokkelige holdning, skønt han ikke var i stand til at tale sin sag bedre, uden at afsløre alt for meget, for det var han jo heller ikke ude på. Han stolede simpelthen ikke nok på hende, til at turde fortælle hende det. Han var dog på ingen måde tirret længere, han var faldet helt til ro, og måtte egentlig blot nyde hendes selskab, for hun var en mærkværdig kvinde, dog gjorde det ham intet, han kunne godt lide vampyrer der skilte sig lidt ud, og det gjorde hun i hvert fald. Han trak på mundvigen. ”Man ved jo aldrig. Men nu er du da klar over, at jeg ikke ser mænd højere stillet end kvinder,” svarede han sandfærdigt, for det gjorde han bestemt ikke. Mange kvinder havde imponeret ham med deres fremgangsmåde, og den måde de overgik mændene på. ”Du vil jo nok miste hovedet, det kræver trods alt god planlægning,” sagde han i en lettere uskyldig mine. Han havde faktisk ikke lyst til at bringe emnet op på banen igen, for hun var lige så stædig som han selv ville være, og enige ville de aldrig blive! Så det var vel bedst at lade det ligge, og så blot hygge sig i stedet for?
At hun fandt Alec interessant gjorde ham et sted blot mere arrogant og selvsikker, så på en plan var det ikke særlig godt, men det var faktisk også gengældt, han var ikke klar over hvorfor hun interesserede ham så meget, men det gjorde hun altså. Han foretrak godt nok fuldblodsvampyrernes selskab, men visse halvblods havde vist sig at være langt bedre end andre fuldblods, men for at være helt ærlig, så vidste han ikke om hun var bedre end en fuldblods, og så interesserede hun ham alligevel, for hun fangede virkelig hans opmærksomhed, måske fordi han havde ladet sig tirre af hende? Fordi hun morede sig over ham uden at han egentlig blev vred over det? Normalt ville folk ikke slippe af sted med at tirre ham, som hun havde gjort, men det var anderledes med hende her. Det undrede ham! ”Det er det bestemt,” sagde han roligt og istemmende, inden han smilede lettere udfordrende til hende. ”Du kunne jo fortælle mig dit efternavn og så håbe på at jeg ville fortælle dig mit navn?” Hans hoved måtte endnu engang søge på skrå, uden at han veg blikket fra hende, for det var i øjeblikket umuligt, eftersom hun havde fanget hans fulde opmærksomhed. Han nikkede roligt til hende, da hun gentog hvad han sagde. Han turde simpelthen ikke stole på hende. Han hævede hemmelighedsfuldt sit ene øjenbryn, og hans øjne fik et mystisk skær over sig. ”Hvem siger, at det er ubetydeligt for verdenen?” spurgte han lettere hemmelighedsfuldt, imens han smilede udspekuleret mod hende. Det var ikke klogt at stole på fremmede, som man kun lige havde mødt, han gjorde det i hvert fald ikke, ikke når han bar inde med så hemmelighedsfulde grunde og ting, som han havde gjort. Det var bare ting, som han ikke kunne gå rundt og fortælle til enhver. Han vidste jo ikke, hvad hun mente om dronningen, om hun var en tilhænger af hende, så han måtte være forsigtig med visse ting. At hun faktisk var ude på at imponere ham morede ham, hun måtte virkelig være opsat på at få fat i hans navn, det var da kun et plus. ”Hvis jeg fortalte dig det, så ville det jo ikke være sjovt for mig, vel?” sagde han roligt og smilede skævt og drillende til hende. Han betragtede hende blot, som hun måtte slippe grebet omkring ham og læne sig tilbage igen, det var en smule … skuffende? Og så alligevel godt, for han ville helst ikke fristes. Han smilede blot til hendes ord, inden han selv lænede sig tilbage uden at han veg blikket fra hende. ”Tja, men så må det jo glæde dig at han er på vej herover lige netop nu,” svarede han lettere drillende, idet han kunne skimte ud af øjenkrogen at warlocken var ved at rejse sig. ”Så kan du jo også præsentere os,” tilføjede han drillende, hun kendte så bare ikke hans navn, og hun brød sig ikke om warlocken, og alt det måtte blive et underholdende syn for hans vedkommende. Han vidste ikke hvad der var ved warlocken som hun ikke kunne lide, og han anede ikke hvad der var sket sidst, hun havde haft et ’sammenstød’ med denne mand, men han måtte virkelig fryde og more sig over, at hun ikke brød sig om ham, og at hun måtte afsky ham, for det kunne han tydeligt spore i hendes stemme og opfange i hendes blik, så han var da sikker på at det ville blive spændende, eftersom at warlocken nu var på vej over mod deres bord, og han så … beruset ud?

[Deleted]

Alicia kunne virkelig ikke gøre noget andet end direkte at more sig over situationen og hvordan den havde udspillet sig. Sådan som han havde reageret, var noget som hun sent ville glemme, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder! De isblå øjne hvilede roligt i hans blik og uden at vige det mindste væk. At han var en mand af midler og en med en god pengepung, var noget som hun allerede havde fået bekræftet, så det var ikke noget som man nødvendigvis behøvede at se på som en skidt ting, også selvom det virkelig ikke var noget som hun direkte ville lade sig blive trukket af. Nej, det var denne mands personlighed som gjorde hende mere nysgerrig end noget andet lige for nu. "Så længe, at det er sådan som det foregår, så skal jeg da nok stille mig tilfreds," sagde hun med et let og stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun kunne skjule for ham. En form af en tilfredsstillelse. Det var blot skønt at der i det midnste var nogen som ikke altid ville se på kvinderne hvile i bunden af kæden og mænd til at tårne på tronen med pisken i hånden. Der var desværre lidt for mange med den mening!
Hun fandt ham virkelig interessant, hvilket i den grad heller ikke skete synderlig ofte. Lige nu var det virkelig bare ham som hun havde fået øje på. Hun nød nu alligevel lidt selskab, også selvom hendes egen race normalt var noget som hun ville undgå at skulle opsøge på denne måde, det var helt sikkert. Ikke bare fordi at fuldblods havde den forbandede tendels til at spille så frygtelige arrogante, og det var virkelig ikke noget som hun kunne fordrage i længden, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet, hvad end om hun ville det eller ikke, så var det faktisk noget som måtte gå hende noget så frygteligt på i længden! At hendes interesse var ham selv det boost i den selvtillid, var hende faktisk en temmelig irriterende tanke. Hun blev roligt siddende tilbage på stolen og med blikket roligt hvilende på hans skikkelse. Hun smilede et stille, dog let selvsikkert smil. "Hvordan kan jeg vide med sikkerhed, at du vil fortælle mig det?" spurgte hun stilfærdigt. Dum var hun dog bestemt ikke og det var i den grad heller ikke noget af en tanke som hun var meget for i den anden ende. Hun nægtet mildest talt, at skulle kaste sig på pinde for en mand. Det var der nok nogen som som var temmelig så skuffet over. At der skulle lidt mere til for at få hende revet med sig. At han stadig måtte nægte at åbne op for hende på den måde, var noget som et sted måtte irritere hende, for hun var virkelig noget så frygtelig nysgerrig. "Og det er ikke noget du vil dele med lille mig?" Hun blinkede let som var det store hundeøjne, selvom den sjov hurtigt måtte gå mod sin ende. Hun vendte blikket i og med, at warlocken kom dem i møde. Det var jo bare så typisk! Hun kneb øjnene let sammen og rejste sig roligt op. Blot mere eller mindre som et tegn til at hun havde set ham. I og med, at hun ikke kendte til mandens navn - Nogen af dem faktisk, så var der ikke meget at præsentere for hinanden i det store og hele. Warlocken var tydeligt halvberuset ligesom han havde været sidst, så det var der virkelig ikke noget nyt i. Alicia sendte ham det tydelige trodsige blik som ikke kunne være noget som helst andet end den klare advarsel nok i sig selv. Hun nåede ikke at reagere synderlig meget, før warlocken havde grebet fat omkring hendes arm og fast trukket hende tæt ind mod sig. Hun stivnede fast, idet den frie hånd måtte falde mod hans bryst. "For sidste gang... Lad mig gå!" vrissede Alicia med en fast tone og sendte ham blot et dræbende blik. Warlocken slog ud i en klar latter. "Jeg tror du skylder mig en dans fra den foregående aften.. Denne gang er den kære mand med det bidske bæst her jo ikke." Alicia himlede med øjnene og satte begge hænderne i hans bryst for at skubbe ham væk. Dette ville hun simpelthen bare ikke være med til!

[alecander]

Alecander var skam ikke en diskriminerende mand, selvom man godt kunne tro det med hans selvoptagethed, han kunne virke storsnudet og mandschauvinistisk, men troede man det om ham, så tog man grueligt fejl, for han var overbevidst om at der fandtes kvinder, der var langt bedre end visse mænd, og så var der desværre også de kvinder, der ikke var. Han var ligeglad med hvad køn hans organisation bestod af, det kunne være en organisation for kvinder! Så længe de var gode nok, loyale og viste ham respekt, så var han godt nok ligeglad med om det var kvinder eller mænd. Han smilte blot til hendes ord. Han ville end ikke diskriminere hende, for han kendte hende jo ikke specielt godt endnu. Han kunne godt lide en kvinde, der var stolt, dominant og turde tage styringen og så også kunne finde ud af at styre. Han ville have en selvsikker kvinde, der kunne overraske ham på sin helt egen måde, imponere ham og virkelig slå fødderne væk under ham, han havde desværre bare ikke fundet sådan en kvinde endnu, så han ventede vel stadig? Han vidste jo at han på et tidspunkt var nød til at slå sig ned, for han skulle vel også føre sin generation videre? På et tidspunkt måtte han jo selv give sin organisation videre, for han ville jo ikke leve for evigt, han var vis om at han endda ville miste livet, hvis ikke han trak sig tilbage, og så ville han helst have at hans eget afkom overtog hans organisation! Og ikke en tilfældig vampyr! Så han var jo nød til at slå sig ned med en kvinde på et tidspunkt, men lige nu ville han nyde Alicias selskab, for hun vækkede faktisk hans interesse. Han måtte trække i mundvigen til hendes ord. ”Det kan du heller ikke, men jeg kan fortælle dig, at jeg er en mand af ære, og har jeg givet dig mit ord, så holder jeg det skam også,” svarede han roligt. Det var så bare ikke helt sandt, for han kunne godt komme med tomme løfter og dolke en person i ryggen, hvis det kunne gavne hans organisation, men i dette tilfælde med navnene, så var det skam et løfte han ville holde, for noget for noget, det gik han også selv ind for til tider, og igen, han var en mand der holdt ord. Det måtte more Alec frygteligt meget at hun ville finde ud af hans grunde og de ting, der ikke var så ubetydelige for verdenen, og han forstod hende godt, for han måtte da trække gevaldigt i hendes nysgerrighed, men han kunne desværre ikke fortælle hende det. Han trak på skuldrene. ”Jeg fortæller dig det, når jeg finder ud af, om jeg kan stole på dig,” svarede han sandfærdigt og smilede skævt til hende. Det var nok ikke ligefrem det svar hun havde forventet, men mere kunne han desværre ikke give hende.
Alec vendte roligt blikket op mod warlocken, som han nu var kommet hen til dem. Han så roligt på Alicia som måtte rejse sig, og det morede ham et sted, at hun havde mødt denne berusede mand før. Han kunne ikke sige i hvilken sammenhæng, men der havde åbenbart været en anden mand, med et bæst? Et dyr af en art? Det kunne han desværre ikke vide. Han blev blot siddende på sin plads, da manden greb hende om armen og trykkede hende ind til sig, han morede sig gevaldigt fra sin lille plads, hvorfor skulle han blande sig? Hun var jo vampyr, så hun burde jo kunne tvinge sig selv væk fra ham? Det kunne være at det ville være nu hun ville imponere ham? Nu måtte de jo se. Han sad blot og morede sig i sit lille hjørne, hvor han tavst så til. Et sted havde han ikke lyst til at hjælpe hende, for han ville gerne se hende i aktion, og dog, hvis det gik helt galt, måtte han jo træde til, for den berusede mand ville jo nok undervurdere ham ligesom alle andre gjorde, fordi de dømte ham på hans udseende og ikke hvad der gemte sig inde bag ved. Og bag det arrogante ydre, hvilede et faretruende monster, der blot ventede på at slippe løs og lave blodsudgydelser. Alle der havde mødt hans ’monster’ havde fortrudt at de trådte over hans grænse og undervurderede ham, hvilket kun kunne more ham i den sidste ende. De mørke øjne hvilede blot morende på manden og Alicia, og han måtte slippe en munter latter, for dette kunne da kun ende op i et slagsmål!

[Deleted]

At han ikke var diskriminerende var nu kun noget som talte for ham i Alicias øjne, for der var så mange andre i hans sted og sikkert også med hans midler, som ville have været af en helt anden mening, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovdet, hvad end om det var noget som hun ville stå ved eller ikke, det var i den grad også helt sikkert. Hun ønskede blot at sidde og nyde denne aften inden hun igen måtte søge væk ved solopgang. Det var efterhånden noget som var ved at frustrere hende noget så voldsomt! Hun hadet at være så fanget som det hun måtte være lige i øjeblikket. Hun kunne simpelthen ikke have det mere! Ikke at det var noget som hun ønskede at belemre ham med på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert på alle led. Hun ønskede nu at finde ud af det alligevle, selvom det var tydeligt, at det måtte være meget at forlange af ham, da han i det store og hele slet ikke måtte virke så synderlig arbejdsvillig som hun ellers ville ønske og håbe, at han måtte være, et sted hvor den tanke i sig selv, også var noget som måtte frustrere hende. Hun himlede ganske så let og stille med øjnene. Det var virkelig noget som måtte irritere hende. Selvom der nu ikke var det helt store som hun kunne gøre vd det på den måde. Hun fnøs ganske let og rystede på hovedet. At han var en mand af ord og ære, glædet hende dog, for det var noget som ellers så sjældent var at skulle se her i Dvasias nu om dage, hvilket et sted faktisk også måtte frustrere hende en anelse. Drømmen om at slå sig ned med en mand selv, var noget som hun måtte sidde inde med, selvom det var noget som hun for øjeblikket havde opgivet for sin del. Det ville uanset ikke kunne blive aktuelt før hun ville lære at acceptere sig selv til fulde og som det måtte stå lige netop nu, så var det i den grad også noget som måtte frustere hende temmelig meget også. "Det lyder da interessant," vrissede hun en anelse dæmpet, selvom hun virkelig bare prøvede at skulle holde det hele i sig, så var det virkelig lettere sagt end gjort på alle måder overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om hun ville det eller ikke.
At stå tilbage i Warlockens favn, var noget som virkelig måtte irritere hende som aldrig nogensinde før! Hun kunne virkelig ikke have den tanke eller følelse for den sags skyld. Det var virkelig noget af det værste som kunne ramme hende her til aften. Hun nægtet stadig at sætte tænderne i ham før det ville vise sig, at blive helt nødvendigt. Hun kneb øjnene fast sammen, idet at hun blev tvunget helt tæt på Warlocken og så tæt på ham som hun kunne komme. At mærke den varme krop mod sin egen kolde og døde, skabte en naturlig sitren som hun slet ikke brød sig om. Hun hade det! Hun bed tænderne svagt sammen, også selvom der ikke var meget hjælp at hente i denne mand som hun havde måtte sidde med og dele dette selskab, det var helt tydeligt! Hun sendte ham et dræbende blik, idet at han valgte at grine istedet for. Det var bestemt ikke morsomt! Hendes negle borede sig ned i warlockens arm. Denne gang måtte hun åbenbart klare det hele selv. En skam et sted. Hun ville vel nyde at blive reddet som en dame i nød? Mange ville i den grad også gøre brug af den mulighed lige så snart. "Jeg siger det ikke en gang til.. SLIP MIG!" hvæsede hun med en fast tone. Hun blev trukket en anelse med ud på gulvet, så warlocken kunne få begge armene omkring hende. "Hold nu op snuske, vi hyggede jo lige så godt sidste gang," sagde han med et næsten begærligt smil. Alicia tolkede det allerede med det samme, for det bevar bestemt ikke første gang, at hun måtte opleve dette. "Spar til det nogen som gider at høre på det!" vrissede hun med en fast tone. Warlocken lukkede grebet omkring hendes kæbe og tvang hendes blik tæt op mod sit eget, så hun tydeligt kunne mærke den varme ånde mod hendes ansigt. Hun blev kort tvunget i et kys, hvilket kraftigt fik hende til at stivne. Hovedet trak hun fast til sig, idet hun kraftigt skænkede manden en lussing. Det fik ham dog blot til at se rødt i form af ren vrede.

[alecander]

Alecander kunne godt lide at skille sig lidt ud fra de andre rigmandsknægte, derfor var det også så sjovt, når folk undervurderede ham, for han overraskede dem virkelig! Og deres ansigtsudtryk var virkelig et syn, som kunne fryde ham! Ligesom det måtte fryde ham, at se hende så utilfreds, for de havde virkelig bytte plads, nu var det ham som tirrede hende, fordi han var urokkelig, så det morede ham da i hvert fald, men det var jo ikke fordi han ikke gad fortælle hende det, han var bare nød til at være forsigtig, hvilket han vidste hun ikke ville kunne forstå, for hun vidste jo ikke hvad han sad inde med, og vidste hun det, så ville hun nok kunne forstå ham, og forstå hvorfor han var blevet så tirret over at hun ikke var videre imponeret. At hun tilmed måtte vrisse af ham, gjorde han ikke noget synderligt ved, for han ville ikke røbe noget, ikke før han vidste at han kunne stole på hende, og ja, det vidste han jo endnu ikke om han kunne, for hun virkede sådan lidt … flyvsk? Han var ikke helt sikker, men at tilbringe lidt mere tid med hende, så ville han jo nok finde ud af, om han kunne stole på hende, og så kunne det være at hun var heldig, at han gad røbe det for hende. Men først måtte han se hende lidt an.
Alec morede sig over den fulde warlock, og at de havde mødt hinanden før, det kunne han ikke svare på, men det tydede jo åbenbart sådan, skønt hun dog også havde fortalt ham noget om et sammenstød. Han betragtede dem blot, det var tydeligt at manden måtte more sig, hvor Alicia var direkte modsat, og afskyede det, men han ville ikke bryde ind, hvorfor skulle han? Hun kunne vel klare det selv? Det gik han i hvert fald ud fra. Hun var jo trods alt vampyr, nok var hun halvblods, men selv halvblods besad vampyrernes styrke, nok ikke til fulde, som en fuldblods, men stadig? Han tog en slurk af sin vodka, det var ikke lige så godt som vin, men det kunne faktisk godt gå an til en festlig lejlighed, ligesom denne aften, hvor folk jublede og fejrede noget, som han havde gjort, nemlig at dræbe Gabriel, den naive og godtroende konge af Procias, den eneste der så ikke var synderligt begejstret over hans handling, var hende, og han forstod ikke hvorfor! Han kunne tydeligt huske hvor pokkers nervøs han var blevet, fordi der havde været så mange mennesker, og det hele skulle gøres så nøjagtigt at det var helt pinefuldt! Men det var dog gået efter planen, og kongen var nu død, hvilket tydeligt blev fejret her i Dvasias. Han vendte roligt blikket op mod dem igen. Denne gang var hans blik dog ikke så morende, for det så faktisk ikke ud til at hun kunne klare sig? Hvorfor skubbede hun ham ikke bare væk? Han forstod det faktisk ikke, mon hun var en nyfødt vampyr? Én der var blevet bidt for ikke så lang tid siden? Det gav i hvert fald mening, for så forstod han hende bedre!
Alec rejste sig roligt fra sin plads, da manden måtte trække hende med ud på dansegulvet. Han så hvordan manden tvang hende til et kys, og at hun slog ham, hvilket hun nok ikke skulle have gjort, skønt han dog forstod hende, for han kunne tydeligt se mandens vrede blik. Han var med ét henne ved hende, hvor han blidt lagde en hånd omkring hendes liv, imens hans anden hånd blev lagt mod warlockens bryst, og idet han trak Alicia til sig, skubbede han warlocken væk, som også blev tvunget til at give slip med hans styrke. Han nåede dog ikke at gøre noget yderligere, for han havde åbenbart vækket mandens raseri idet han farede mod Alec. Han skubbede blidt og forsigtigt Alicia bag sig, inden han greb omkring den næve, som warlocken i sin fuldskab måtte slå ud imod ham. Et dominerende og overlegen smil gled over hans læber, og en vis vrede hvilede i hans mørke øjne. ”Se det, min gode mand, det skulle du ikke have gjort!” hvislede han lettere køligt, idet han klemte omkring mandens hånd, så den lavede knækkelyde, da han var ved at mase hans hånd til plukfisk. Warlocken gav et smertefuldt skrig fra sig, og han prøvede ihærdigt at slå ud med sin anden hånd, for at få Alec til at stoppe. Denne gang undveg han dog ikke. Han elskede virkelig en gammeldags nævekamp! Og han tog glædeligt imod slaget, som blev placeret mod hans kæbe, så han måtte vende kinden til warlocken. Han vendte roligt og faretruende sit blik mod ham og han gjorde to langsomme ryk med hans nakke, så det sagde knæk hver gang. Han slap taget omkring mandens næve, men han gav ikke manden en chance for at angribe igen, for han slog et hårdt og kraftfuldt slag mod mandens næse, så den brækkede, inden han placerede et velplaceret stød i mandens mave, hvilket fik ham til at bukke sig fremover, hvor Alec måtte sætte nådesstødet ind, ved at slå sin knytnæve mod mandens tinding, så han faldt sammen på dansegulvet. Folk omkring ham var stoppet med deres gøren, for at se på, og Alec så blot faretruende rundt på menneskemængden, og hans blik spurgte næsten for ham; om der var flere der ville prøve på noget, og eftersom folk havde trukket sig tilbage, vendte han sig roligt om mod Alicia. ”Er du okay?” spurgte han roligt, og skød det ene øjenbryn i vejret.

[Deleted]

At Alec måtte nyde og fryde sig over denne situation, var Alicia slet ikke det mindste i tvivl om. At han jo så var en mand af ord og ære, var noget som blot glædet hende, for det var faktisk frygtelig sjældent, at man måtte se det nu til dags, så det var let ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var det bare ikke sådan at det måtte hænge sammen, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun fnøs let af ham. Hun var tydeligt ikke videre imponeret over ham og specielt ikke når han var begyndt at skulle tirre hende tilbage igen, så var det i den grad noget som måtte ramme hende og noget så tydeligt også, de var også helt sikkert. Nu havde de i den grad byttet plads og det var i den grad heller ikke noget som måtte falde hende i smag på nogen som helst måde overhovedet! Det at ramme ham et punkt så ømt som dette, var sjældent at nogen gjorde. Det var hende faktisk et temmlig ømt punkt hvis man kendte hende, hvilket denne mand ikke gjorde, hvilket straks gjorde det hele meget mere underholdende.
Alicia brød sig virkelig ikke om at skulle stå tæt på den Warlock. Han havde allerede ødelagt et møde med en ny som hun kunne falde i snak med før, og det kunne virkelig ikke passe, at den selv samme mand skulle dukke op lige nu og her, og så ville det være det samme som dengang? Sandt, at dette var et sted som hun havde opsøgt så mange gange før, udelukkende fordi at hun følte, at hun kunne slå sig løs og bare være sig selv, nyde en tilværelse når det var hende menneskelig muligt og så bare tage det hele som det kom. Den mand skulle virkelig ikke komme i vejen for hende mere. Hun have allered lagt mærke til, at han havde det ar på hånden efter dragens bid af ham og det var noget som tydeligt morede hende. At han måtte slippe hende, idet hun havde smækket ham den lussing, glædet hende blot, også selvom hun vidste, at det nok ikke havde været noget som hun burde have gjort. At Alec var henne ved hende, taget hende omkring livet, fik hende svagt til at stivne. Det overraskede hende om ikke andet. Hun vendte blikket mod ham og ikke mindst med den mistro i minen, som man bare ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Blikket gled vantro mod ham, selvom det nu i bund og grund ikke gjorde hende noget. At hun blev ført om bag ham som han faktisk ønskede at beskytte hende, fik hende dog ganske så svagt til at smile. Hun kunne simpelthen bare ikke lade være når det kom til stykket. Hun nød godt af at have nogen til at passe på hende, selvom hun nu var temmelig sikker på, at det bare måtte være i denne situation at det måtte ske for sig, så gjorde det hende virkelig ikke det mindste når det kom til det store billede. At Alec var hoppet ind i kampen for hende, var noget som blot måtte varme et sted, selvom det i bund og grund nu måtte være en savnet følelse et eller andet sted, så var det ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det kommer til stykket det var også helt sikkert på denne måde, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Kampen som brød ud fik hende næsten automatisk til at trække sig en anelse tilbage, så hun ikke ville ende med at komme i vejen for nogen af dem. Warlockens skrig da Alec nærmest måtte knuse hans hånd med sin bare næve, var noget som tydeligt måtte fange hendes opmærksomhed. Denne mand måtte i den grad være en fuldblods og han var tydeligt også den stolte af slagsen. Knytnæve for knytnæve inden at warlocken endnu en gang måtte nøjes med en tur i gulvet, fik hende til næsten at se chokeret til. Ikke at hun normalt ville gå ind for vold på den ene eller den anden måde, men at se det på denne måde.. Det var da virkelig ufatteligt! Hun vendte sig mod ham, da han igen vendte sig mod hende istedet for. Hun blinkede med øjnene. Nu var hun da tydeligt imponeret. Hun strøg den ene finger let mod sin læbe, som for at fjerne den ækle smag af warlockens. Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at hade og foragte lige netop den del af det. Resten var hende et sted ligegyldigt. Hun vendte blikket kort mod warlocken og så mod ham. Denne gang var beundringen dog at skulle læse i hendes blik. "Jeg.. jeg har det fint," sagde hun roligt. Hun strøg hånden ganske let igennem håret og lod blikket hvile på ham. "Du kom ikke galt afsted? Det så ud til at gøre ondt," sagde hun stille. Hun hentydet tydeligt til den fate knytnæve som havde ramt ham direkte i ansigtet. Det var jo slet ikke noget som han burde have gjort, når det jo i bund og grund faktisk også måtte være hendes skyld i den anden ende.

[alecander]

Der var ikke noget bedre end en god gammeldags slåskamp, med de bare næver, hvor det gjaldt styrke og ikke noget andet, dog var det måske lidt snyd, eftersom Alecander besad en uovermenneskelig styrke, da han var vampyr, fuldblodsvampyr, men han nød det stadig, og derfor havde han også ladet Warlocken ramme hans kæbeparti, for at give ham en lille chance, men det havde faktisk ikke gjort så ondt igen, for han var jo udholdende, hvilket også hørte med til at være vampyr, de overgik alle andre væsner fysisk, og visse racer psykisk, men magi kunne de ikke, og de der kunne fandt Alec svage, eftersom han ikke kunne se nogen grund til at man skulle gemme sig bag sin magi, sågar et våben. Men sådan var det nu engang, desuden nok overgik vampyrer alle andre væsner fysisk, men af den grund var de jo ikke uovervindelige, hvis man studerede vampyrer, så ville man da hurtigt kunne finde en måde at dræbe dem på. At Alicia havde set vantro på ham, da han havde lagt armen omkring hende, var ikke noget han selv havde lagt mærke til, eftersom hans opmærksomhed havde hvilet på den fulde Warlock, der havde fortjent sit nederlag. At drikke og spille smart var aldrig nogen god kombination, eftersom man typisk altid ville tabe, når man var beruset, for så var hovedet ikke særlig klart, derfor havde Alec også fundet med den lethed. Manden havde jo ikke engang brugt sin magi! Men nu lå han da helt sammenkrøllet af smerte på gulvet. Folk omkring ham var gået tilbage til deres gøren, nogle dansede, andre var gået, og så var der de der havde fulgtes med Warlocken, som var gået hen og samlet sin kammerat op, for at sætte sig tilbage på deres plads ved bordet. Han fnøs blot, da de var kommet og hentet manden, inden han vendte sig mod Alicia, som han igen gav sin fulde opmærksomhed. Hans mørke øjne faldt igen til hendes isblå, og han kunne tydeligt se beundring i dem, denne gang havde han jo så imponeret hende, hvilket et sted morede ham. Han trak ganske svagt i mundvigen, som han roligt gik de få skridt over mod hende, så de fik en passende afstand, hverken for stor eller for lille. ”Godt,” sagde han roligt, hvor han ganske blidt lagde sin hånd mod hendes kind, for at stryge sin tommel over hendes læber, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned, inden han lod sin hånd falde fra hendes kind, så hans arm hang slapt ned af hans side. Han trak let på skuldrene, imens han fnes kort. Han så kort over på det bord, hvor Warlocken sad og ømmede sig. ”Han generer dig nok ikke mere,” mumlede han muntert, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg har det skam fint. Det slag var der ikke nok styrke i, til at give mig et blåtmærke,” påpegede han roligt, han var trods alt vampyr, og vampyrer var udholdende. Han så ganske kort rundt, inden han igen så på hende og rakte hende sin hånd. ”Må jeg, så få denne dans?” spurgte han roligt. De stod jo allerede ude på dansegulvet, og Warlocken havde nok ikke haft i sinde at danse med hende. ”Eller vil du også slå mig?” spurgte han tilføjende og med en lettere drillende undertone. Hun havde jo plantet en solid lussing på Warlockens kind, men han havde så bare ikke de samme intentioner, som Warlocken havde, og tro det eller ej, men han kunne faktisk godt danse, hvilket vel i princippet ikke var underligt, når han stammede fra en rig slægt. Han havde jo været med til mange fine balle, som lille, og som ung, og det kom han da stadig – selvom det typisk var, når det var nødvendigt for organisationen, såsom det store maskebal. Han lod roligt sin hånd falde mod hendes hofte, imens han elegant greb hendes anden hånd. ”Nå ja for resten, mit navn er Alecander Mathimæus,” præsenterede han sig, eftersom hun jo endnu ikke havde fået hans navn at vide, så det var vel kun på sin plads? Så kunne det være, at hun også ville fortælle ham sit efternavn, for som hun selv gik ind for; noget for noget. Men det kunne jo godt være hun ville prøve at tirre ham igen, eftersom han også havde tirret hende, inden han var kommet hende til undsætning, som en ægte gentleman, for det kunne han jo godt være, når han ville. Han havde dog regnet med, at hun ville have klaret det selv, men det havde ikke været tilfældet, så han følte et sted, at han var blevet nød til at gribe ind, også inden Warlocken havde slået hende, for hun havde da formået at gøre ham vred.

[Deleted]

Alicia havde aldrig nogensinde været inde for slåskampe, det var i den grad også helt sikkert. Hun var normalt den som holdt lav profil, men lige denne warlock havde virkelig ikke gjort noget andet end at irritere hende! At han var fuld eller beruset samtidig med at han skulle gøre sig bedre end det som han var, var specielt noget som måtte irritere hende. Havde hun haft den fulde kontrol over det at være vampyr, så havde hun sikkert taklet situationen en smule anderledes, men der var jo trods alt heller ikke nogen til at hjælpe hende med at få styr på det og det var noget som var frustrerende. Desuden, så var hun desværre for stolt til at skulle spørge om hjælp ved nogen, for det var kort ud sagt pinligt! Hendes eksmand ville have været en hjælp hvis han havde været til stede, selvom det nu slet ikke var tilfældet på nogen måde. Hun hadet det et sted, udelukkende fordi at det automatisk måtte stille hende temmelig alene mod alt det som måtte passere på hendes vej - Som denne warlock for eksempel. Lige for øjeblikket, havde hun så sandelig heller intet imod, at Alec kom en smule tættere på hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Alec havde i den grad overrasket hende, og det var i den grad også det som man skulle tolke på den positive måde, for det var virkelig ikke ofte at det skete. Hånden som han lod falde mod hendes kind, satte en sitren i hende. Hun var stadig meget menneskelig af sig, i og med, at der ikke var nogen som havde hærdet hende på den måde, som en vampyr burde have været og det var noget som faktisk måtte frustrere hende en god del. Desuden måtte hun virkelig erkende, at det var en temmelig godt og savnet følelse, det var der ingen tvivl om. Hun trak ganske svagt på smilebåndet. "Det håber jeg," sagde hun roligt. At han trak hånde ntil sig, måtte hun bare bide i sig. For al del, så kendte hun ham jo på ingen måde, og det var noget som faktisk måtte frustrere hende efterhånde. Hun nikkede blot til ham. "Det så dog en anelse voldsomt ud alligevel." Hun trak let på skuldrene, som det slet ikke betød noget som helst for hende.
At han valgte at byde hende op til dans, overraskede hende dog også tydeligt. Hun vendte blikket stille mod ham, selvom det var tydeligt for hende, at det ikke var noget som han måtte lave det mindste sjov med. Et svagt smil passerede roligt hendes læber. Nu hvor de alligevel stod ude på dansegulvet, så kunne de jo godt tage den dans. Hun nikkede roligt til ham, lod hånden roligt falde i hans hånd og lod sig komme tæt på ham. Armen som han lod falde roligt omkring hendes liv, rørte hende dog ikke synderligt. De isblå øjne hvilede i hans, idet han valgte, at skulle præsentere sig med det fulde navn, så var det jo blot på tide, at det måtte være gengældt? Hun lod den frie hånd roligt søge mod hans overarm og skulder og med det samme rolige blik hvilende i hans. Navnet sagde hende nu ikke noget, men igen, så havde det ikke været adelige, kongelige eller rigmandsslægter som havde faldet hende mest i interessen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Var det så slemt?" Hun hævede let det ene bryn og med det samme blik hvilende på ham. Han havde ingen tvivl vækket denne interesse i hende. "Alicia Azael Maqualian," præsenterede hun sig roligt, denne gang også med det fulde navn, da det i sig selv, blot var ventet. Hovedet lod hun søge let på sned. Som en rigmand som han måtte være i stand til at skulle danse? Det var vel noget som de lærte helt automatisk et sted? "Jeg tager vel ikke meget fejl.. Men rigmandsknægten kan danse." Hun hævede sigende det ene bryn og med det let drilske smil. Man kunne vel få lov til at more sig bare lidt selvom det ikke skulle være på tværs af hans grænser og uden at overskride dem? Warlocken var revet med tilbage til bordet og så længe, at Alec var der, så var hun sikker på, at manden ikke ville komme tæt på hende. "Jeg burde jo takke dig for hjælpen, Alec," afsluttede hun roligt. Hun vidste så sandelig godt, at hun havde gjort den fatale fejl, at skulle slå ud efter warlocken, men det havde virkelig været hendes grænse. Måske at det var nu at det ville gå lidt mere roligt for sig? At de kunne snakke, finde ud af mere og han ville finde ud af, om han kunne stole på hende? "Han har været mig en pest og en plage en gang tidligere." Hun sendte warlocken et let skulende blik, inden hun igen stille og roligt, vendte blikket mod Alec. Det var ham som hun ønskede at skulle lade opmærksomheden hvile på. Alt det andet var virkelig helt og særdeles uden nogen betydning for hende.

[alecander]

Alecander vidste ikke så meget omkring Alicia, han havde dog nået at få hendes fornavn, uden at hun fik noget af hans, men det var vel også kun på tide at præsentere sig ordentligt? Nu hvor han var kommet hende til undsætning, selvom han stadig undrede sig over at hun ikke havde gjort modstand, eller det gjorde han egentlig ikke, for han kunne regne ud at hun var blevet bidt for ikke så længe siden, måske et år? Eller mindre måske? Det kunne han ikke selv svare på, men han vidste dog at hun umuligt kunne være født halv vampyr, for så havde hun haft styr på sin styrke, og det havde hun tilsyneladende ikke, for det så ikke ud til at hun havde nydt at stå i warlockens favn, eller for den sags skyld nydt kysset, så at hun ikke havde skubbet ham væk fra sig for længst, det måtte kun betyde at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle bruge sine kræfter til hendes egen fordel, hvilket også betød, at hun var blevet bidt af en anden vampyr, og det måtte ikke være så frygtelig lang tid siden. Og eftersom hun ikke havde styr på sine kræfter, så havde han set sig nødsaget til at hjælpe hende, om hun ville have det eller ej, det så dog ud til at hun var beundret over det, og det glædede ham dog blot, så vidste han da at han kunne imponere hende, med nogle af sine handlinger, selvom det at han havde dræbt Gabriel ikke imponerede hende, hvilket stadig irriterede ham! Men det kunne være at han kunne imponere hende, hvis han fortalte hende at det var ham, som havde dræbt ham? Og fortælle hende den sande version af attentatforsøget? Han turde bare ikke lukke alt for meget ud. Han betragtede hende med et let smil. ”Tja, ellers må du jo lære at styre dine kræfter?” sagde han roligt, så var hun da selv i stand til at give ham modstand, i stedet for at hun skulle reddes, og han kunne forstå at hun også var blevet reddet sidste gang, eftersom der havde været en mand med et dyr? Det gik han i hvert fald ud fra. Han rystede ganske let på hovedet ”Nok så det voldsomt ud, men det gør en slåskamp jo. Men tro mig, det gjorde skam ikke ondt,” sagde han roligt, og med et skævt smil på læberne. Han morede sig over, at det pludselig ikke betød noget for hende. Skuespil måske? Han var sikker på, at hun var glad for at han var trådt ind i stedet for hende.
Det glædede blot Alec at hun takkede ja til dansen, hvilket også fik ham til at trække på smile båndet. Han lod hende blot lægge sin hånd i hans, og hendes anden hånd mod hans skulder, eftersom det jo var nødvendigt, når man skulle danse, inden han roligt begyndte at føre hende elegant og yndefuldt rundt, så de blev ét med de andre dansende på gulvet. Hans mørke øjne forlod end ikke hendes isblå, det kunne de ikke, og det ville også være uhøfligt. At hun så måtte præsentere sig med sit fulde navn, glædede ham blot! Ikke fordi det decideret gjorde noget, men han måtte erkende, at han bedste kunne lide at have det fulde navn, hvis man kom ud i den formelle tone. ”Jeg kunne jo spørge dig om det samme, miss Maqualian,” sagde han lettere drillende. Nu stod de da lige, og det glædede ham blot at hun havde præsenteret sit fulde navn for ham. Han fortsatte blot med at føre hende roligt rundt, hvor han fnes kort til hendes ord. Han trak roligt og formelt på skuldrene, hvor han kort så ned mod deres fødder, inden han så på hende. ”Det kan han,” sagde han istemmende og med et lille nik. Han strakte roligt sin arm, for at dreje hende rundt, inden han trykkede hende til sig igen, hvor begge hans arme hvilede omkring hendes liv. Han smilede skævt til hende. ”Sådan er det jo, når man vokser op i en rig slægt, man er nød til at indpasse sig til ballerne, når man bliver inviteret,” svarede han sandfærdigt. Og han havde været med til mange bal. Han rystede let på hovedet. ”Du behøver ikke at takke mig, Alicia, det var en sandfornøjelse,” svarede han stilfærdigt, det var skam den bitre sandhed. Han måtte slippe en latter, da hun skulede til warlocken. ”Tja, jeg er sikker på at han ikke længere vil komme dig i vejen.” Han smilede skævt til hende. ”Hvor længe siden er det du er blevet bidt?” spurgte han roligt, og med den nysgerrige undertone. For tydeligt det var det i hvert fald. Hun var ikke blevet født som halvblodsvampyr, men bidt af en vampyr. Og selvom han ikke var meget for halvblods, så var hun en undtagen, det kunne dog godt være, at hun fik ham til at ændre mening.

[Deleted]

At Alec allerede havde gættet sig frem til, at hun ikke var en født halvblods, var hun underligt nok, slet ikke i tvivl om på nogen måde overhovedet. Selv måtte hun bare nyde sig af, at det hele havde ændret sig. Det var gået fra, at hun havde kunne tirre ham på den måde som hun havde gjort det, for så at bevæge sig mod dette, hvor de faktisk kunne snakke sammen som intet andet end anstændige mennesker. Efter hun var blevet bidt, havde hun selv ændret personlighed. Hun var bestemt ikkeb ange for at skulle sige nogen imod og direkte så virkede han heller ikke til at have nogen former for foragt for hende og hendes type? Selvfølgelig var det bare noget som måtte gøre hende noget så glad, for hun vidste, at der var nogen derude, som selv måtte se ned p halvblods - Igen, som hun var vant til, så udgjorde hun jo bunden sammen med så frygtelig mange andre. Hun lod hovedet søge let på sned og lod ham med den selv største glæde, følge hende rundt i dansen. Hun nød virkelig af det. Det var noget som et sted fik hende til at føle sig så.. fri? Fri til at gøre hvad der passede hende og uden at hun havde nogen grund til at skulle tænke direkte på konsekvenser, selvom det var en tanke som stadig måtte forblive fæstet ved hende på alle tænkelige måder overhovedet. Hun himlede let med øjnene til hans ord. "Det er skam lettere sagt end gjort," sagde hun roligt, som var det intet. Det irriterede hende om ikke andet, at hun ikke var i stand til at skulle gøre noget som helst uden at skulle tænke på angreb eller forsvar, men sådan var det nu end bare i Dvasias? Gerningen med Gabriel var hun stadig ikke imponeret over, men om ikke andet, så kunne det jo være, at pipen ville få en anden lyd, hvis hun vidste, at hun stod overfor manden som havde gjort det. Nok var hun ikke hærdet meget, men hun var i den grad hærdet nok til at skulle kunne sige, at Gabriels død ikke rørte hende det vilde, selvom hun jo var en gammel Procianer. Det var for indtil 3 år siden, der hvor alt havde taget en helt anden drejning for hende. Hun nikkede blot. "Det er ikke ofte, at en som mig, ser en slåskamp på så nært hold," tilføjede hun roligt. Normalt holdt hun lav profil, selvom det slet ikke have være til hendes fordel denne gang.
Alicia lod ham glædeligt føre hende over gulvet. Der var ingen tvivl om, at dette var noget som han var i stand til og noget som han i den grad også havde prøvet før, så var det jo bare noget som man måtte tage med. Som rigmansknægt, så var det vel også noget som man var tvunget til at skulle lære i længden? Hun smilede let og rystede på hovedet. "Slet ikke.. Slet, slet ikke, Alecander," sagde hun med et stille smil. Det i sig selv, var et ganske flot navn i hendes øjne, det skulle man slet ikke betvivle det mindste overhovedet. Hun lod ham føre hende rundt, idet at hans hænder måtte ende mod hendes hofter og om hendes liv, så var det slet ikke noget som gjorde hende noget i længden. De isblå øjne hvilede stadig i hans blik og det var uden, at skulle se andre steder. Han havde virkelig formået, at skulle fange hele hendes opmærksomhed. Han gjorde hende virkelig bare nysgerrig. "Det kunne jeg lige forestille mig. Jeg må jo så fortælle dig, at du klare det yderst fremragende." Som havde hun været en som skulle kritisere, så havde hun virkelig ikke noget at skulle ramme. Hun nød denne aften og i den grad også hans selskab, selvom han af social rang i den grad også måtte være og ligge så frygtelig meget højere, end det som hun selv måtte og i sig selv, så var det nok ikke noget som hun ville komme til. Igen, så var det jo en masse tanker og drømme som hun gjorde sig, som nok aldrig ville blive aktuelle. Begge hendes arme gled roligt på plads ved hans skuldre, idet hun roligt lod dem glide omkring hans nakke i et let greb. Det var meget løst, så han stadig ville være i stand til at skulle følge hende over gulvet. Hun elskede og hun nød virkelig den følelse mere end noget som helst andet. At han direkte spurgte ind til hvornår hun blev bidt, fik hende omgående til at vende blikket stille mod ham. Hun blinkede let med øjnene. "Næsten 3 år," svarede hun lige ud af posen. Der var ingen grund til at skulle skjule det for ham. At hun jo så ikke var så forbandet stolt af det i den anden ende, som det stod nu, så var der jo ikke noget at gøre ved det. "Hvorfor spørger du?" spurgte hun videre og med en ganske naturlig nysgerrighed, som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om.

[alecander]

Alecander kendte alt til vampyrer, og han vidste at det var svært for ’nyudklækkede’ vampyrer at styre deres sult, deres tørst efter blod, og deres styrke, de var altid svage det første lange stykke tid, indtil de på egen hånd lærte at styre deres kræfter. Vampyrer havde jo en tendens til at være rapkæftede, i hvert fald holde ved deres mening, og det fik dem typisk ud i problemer, især de nyudklækkede vampyrer, og fordi de kom ud i problemer, så blev de tvunget til at bruge deres kræfter, hvilket var med til at de fik styr over dem. Man skulle faktisk bare lade sig fremprovokere, finde deres vrede frem, og ville de faktisk ikke være så svage igen, for deres vrede var med til at fremprovokere deres styrke, især også deres stædighed, så det undrede ham alligevel lidt, at hun ikke havde skubbet ham væk, for hun måtte da have følt foragt ved den fulde mands berøringer. Han smilede blot morende til hende, da hun himlede med øjnene. ”Det er faktisk elementært min gode ven. Det er enkelt og ligetil, du skal bare fremprovokere din vrede, og så finder du din styrke, så … det er ikke så svært igen,” sagde han roligt, og smilede til hende, imens han førte hende rundt. Det var alligevel et stykke tid siden at han sidst havde danset, for han havde været så opslugt af sin organisation, at han faktisk havde glemt hvor godt det egentlig føltes, et sted … en savnet følelse? Han lyttede blot til hendes ord, og smilede ganske let. ”Tja, havde jeg ikke blandet mig, så var du nok blevet slået af warlocken, og så havde du nok slået igen, indtil du havde slået ham helt bevidstløs med din styrke,” sagde han lettere eftertænksomt, imens han så ud i luften, inden blikket igen faldt mod hendes ansigt. ”Men én ting er jeg enig med warlocken om.” Det lille træk i mundvigen hvilede på hans læber, som gav ham en stærk attitude, ”du er ganske smuk.” Det havde ikke været svært at høre, hvad warlocken og hans venner havde snakket om, og visse ting, var vidst kun godt hun ikke hørte. Men det var ligegyldigt nu, for warlocken ville nok ikke ligefrem genere hende igen, ikke så længe han var der, og han kunne jo bare prøve, hvis han følte sig klar til en ny omgang, så skulle Alec nok sætte ham på plads!
Alec var vokset op i en rig slægt, for mange år siden, faktisk flere tusinder, for at være helt præcis. Så alt det formelle det hørte skam til, det var derfor han var en gentleman, havde sine manerer i orden, var høflig og kunne danse. Alt hørte til det at være rig, så det var kun en selvfølge at han kunne danse, men af den grund var det faktisk længe siden, hvilket han tydeligt kunne mærke, og for en gangs skyld, så nød han det faktisk. Han havde aldrig brudt sig om det da han havde været yngre, men det var nok fordi han havde været en knægt den gang, nu forstod han det bedre, og ville det faktisk gerne, skønt det ikke ligefrem var noget han gjorde hver dag, han havde jo også sin organisation at tænke på. Han smilede til hendes ord, imens hans mørke øjne hvilede intenst i hendes isblå. ”Kald mig blot Alec,” sagde han roligt, det var hvad han var vant til, i hvert fald af dem som stod ham nært, og han ville ikke være formel denne aften, han ville for en gangs skyld nyde at være ude, nyde hendes selskab, for selv det havde været længe siden, han snakkede typisk forretninger, men det ville han ikke denne aften! Denne ene aften ville han have lov til at nyde, danse og snakke personligt og ikke forretninger. Og netop fordi han ville nyde denne aften og hendes selskab, så betød det at hun var halvblodsvampyr, intet! Han slap en let og klar latter til hendes ord. ”Mange tak,” sagde han roligt og nikkede kort med hovedet, ”tillad mig at gengælde, jeg finder dig som en yderst god danser.” Selv hans mørke øjne smilede til hende med et lettere blidt skær, skønt han virkede så hård og arrogant på det ydre, for det hørte faktisk også med det at komme fra en rig slægt, i hvert fald hans slægt. Hans far havde opdraget ham til at være hård, selvsikker og havde gjort ham storsnudet, så det passede da når folk kaldte ham arrogant, men der gemte sig stadig en del under alt det arrogante og hans flabethed. ”Så undre det mig ikke, at du ikke gjorde modstand,” svarede han sandfærdigt. Hvis hun kun lige var blevet bidt for tre år siden, det var ikke længe hun havde været vampyr, så det var faktisk naturligt at hun ikke havde fundet sine kræfter endnu, eller kunne styre dem som det passede hende. Han smilede sigende til hende. ”Må jeg nu ikke interessere mig for dig?” spurgte han lettere nysgerrigt, ”interessen går jo ikke kun den ene vej.” Han smilede blot til hende, for det var jo sandt.

[Deleted]

Denne mand var i den grad stolt af det, at skulle være vampyr, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det. Ikke at det var noget som gjorde Alicia det mindste på noget tidspunkt. Nu hvor hun var ganske så rolig omkring ham, ikke at det var noget som man kunnek omme det mindste udenom. At han havde ladet armene falde omkring hendes liv, gjorde hende virkelig ikke det mindste. Han var nu en ganske så interessant fyr og så længe, at hun stod der så tæt ved ham, så turde warlocken vel ikke at komme tæt på hende endnu en gang? Måske at hun bare skulle finde et nyt sted at opholde sig om aftenen? Om ikke andet, så hun kunne undgå disse sammenstød som i sig selv, ikke var noget som kunne gavne hende før hun havde lært at kontrollere de styrker som ville ligge til vampyren fra naturens side af, det var i den grad også helt sikkert. Hvem ved, måske at han kunne lære hende det i den anden ende? Selvom det ikke var noget som hun direkte kunne få sig selv til at skulle spørge om, så måtte man jo bare prøve at gå frem på ganske andre måder vel? "Det er vel lettere sagt end gjort?" Hun hævede sigende det ene bryn. "Desuden.. så kender du mig ikke godt nok til at vide det.. Hvor svært det kan være for mig at blive vred." Hun sendte ham et ganske roligt smil. Det var jo en sandhed. Det var jo kendt at procianere havde et lidt andet adfærdsmønster end dem her i Dvasias og hun havde selv fået lov til at se det hele i praksis. Hun nød selv at danse og være fri på dene måde, for det var virkelig noget som hun oplevede synderlig ofte. Derfor elskede hun også at være ude og specielt når hu nstod i det perfekte selskab, ligesom det hun måtte gøre lige i øjeblikket, for hun nød virkelig godt af det. Hun lod hovedet søge let på sned. "Var du da bange for, at han skulle slå mig?" spurgte hun med en ganske let og drilsk stemme. Ikke at det var noget som hun ville komme udenom. Det var faktisk noget som forundrede hende ganske særligt, det var i den grad også helt sikkert. At høre et kompliment fra hans læber, var dog ikke noget som var ventet for hende på noget som helst tidspunkt. De isblå øjne faldt stille til hans blik og med et svagt træk på smilebåndet. Hun kunne simpelthen ikke lade være. "Jeg takker Alec.." sagde hun roligt, dog en anelse forlegent.
Hun måtte nu erkende, at han var en temmelig god danser, når detk om til stykket, det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om hun ville eller ikke. Hun elskede det faktisk, at føle en stå der som en beskyttelse for hende, også selvom han stadig måtte være mere eller mindre ukendt for hende på alle måder overhovedet. Det var trods alt også det som vækkede denne frygtelige nysgerrighed i hende og den brændt virkelig efter for at blive stillet. Hun nikkede blot. "Alec.. .det skal jeg huske," sagde hun med et stille og mildt smil. Lidt af den gamle procianer hvilede jo stadig i hende. Ganske meget faktisk nu hvor hun måtte tænke sig om, men til nu, så var der heller ikke nogen som direkte havde klaget over det når det kom til stykket. Hovedet søgte let på sned. At han så i samme omgang lige så også måtte kalde hende for en god danser, var heller ikke direkte ventet, det var også helt sikkert. "Virkelig? En god danser?" Hun vendte blikket let ned mod deres fødder, inden hun roligt vendt eblikket mod ham igen. "eg har aldrig sådan rigtigt befundet mig ude på et dansegulv.. Du overgår da mig til enhver tid," fastholdt hun dog med en anelse stdædighed i stemmen. Det var nu og da, slet ikke noget som hun ville kunne komme udenom, og det var så sandelig heller ikke meningen. Tvært imod, så var det jo bare en sandhed som hun ønskede at fortælle ham og det var virkelig sjældent, at hun roste andre på denne måde, det var helt sikkert! Hun trak ganske let på skuldrene til hans ord. "Det kan vel heller ikke undre nogen? Jeg blev bidt for 3 år siden.. ikke engang.. og med den baggrund jeg har, som ikke just er velset her i Procias." Hun betragtede ham med en rolig og sandfærdig mine, som hun slet ikke vile skjule for ham. Hun rystede smilende på hovedet og trykkede ganske let omkring hans skuldre. "Selvfølgelig må du da det. Det er da blot en behagelig følelse at blive set frem for at sidde usynlig som jeg gør aften efter aften.. Den interesse går jo trods alt begge veje." Hun vædet ganske let hendes læber. "Så.. nu hvor vi allerede er i gang med det, kan du så ikke fortælle lidt om dig selv, Alec? En mand af mysterier.." fortsatte hun opfordrende. Hun var virkelig så forbandet nysgerrig af sig, at det gjorde helt ondt!

[alecander]

Alecander kunne ikke komme uden om at han var en stolt vampyr, og hvorfor skulle han være andet? Han havde fået skænket så meget, ved at blive født i den race. I forhold til mennesker og andre racer fysisk, så havde de jo superkræfter, skønt de dog ikke kunne flyve, men det gjorde ham nu heller ikke så meget. De eneste der kunne hamle op med vampyrer fysisk, var varulve og horrorer, de som besad samme styrke som dem selv. Bare tanken om sådan et ulvepak, fik ham til at væmmes, varulve var mere end beskidt selskab, det var i hvert fald sten sikkert! Og selvom han blot ville nyde en aften, som i dag, så ville han aldrig nogensinde have selskab af en varulv! Der kunne en halvblods som Alicia godt gå an, og halvblods havde hun jo ikke engang været i særlig lang tid, eftersom hun kun havde været en del af hans race i tre små år. Det var sandelig ikke længe! At hun så ikke havde styr på sine kræfter endnu, det forstod han også godt, men det kunne da ikke vare længe før hun fik dem? Ikke hvis hun blev ved med at få sådanne sammenstød, som hun gjorde i aften, og han kunne forstå på begge af dem, at de havde haft et sammenstød førhen også. ”Svært at gøre dig vred?” gentog han roligt og så næsten skeptisk på hende med et lille smil på læben. ”Jeg tror ellers at warlocken havde let ved det,” svarede han roligt og eftertænksomt, imens han fortsatte med han føre hende lidt rundt, skønt det ikke var store skridt, når de var kommet til at stå tættere på hinanden, fordi han havde sine arme omkring hendes liv, og hendes omkring hans nakke, dog havde han ikke noget imod denne tæthed, det var vel et sted nødvendigt i dans? Dans var faktisk en sensuel og forførisk gøren, eller det kunne den i hvert fald være. Og for en gangs skyld, så nød han faktisk at danse, men det var måske fordi det var med hende? Eller fordi det var længe siden? Han var faktisk ikke helt sikker. Han trak blot på smilebåndet til hendes ord, hvor han også måtte slippe en kort latter. ”Ikke ligefrem bange,” sagde han lettere leende og hævede sigende det ene øjenbryn. ”Men … det ville da have været uhøfligt, at have ladet ham slå dig,” tilføjede han sandfærdigt og smilede et stille smil til hende, uden hans mørke øjne fjernede sig fra hendes isblå. ”Takker du for, at jeg siger sandheden?” spurgte han lettere drillende og skød forundrende sine bryn i vejret.
Skønt hun var halvblodsvampyr, så tiltrak hun alligevel Alecs nysgerrighed, og det var måske fordi han ikke kunne kende duften på hendes anden og faktisk rigtigt race? Og hun gjorde ham nysgerrig på at finde ud af hvad race hun egentlig var, men de havde vel meget tid til at sludre? I hvert fald indtil at solen var på vej op, så … så længe havde de jo faktisk heller ikke. De var jo kommet ind i sommertiderne, så solens frembrud skete ganske tidligt nu om stunder, hvilket faktisk betød at de ikke havde så lang tid igen, men så kunne de måske søge til et roligere og mere alsidiges sted? Han smilede blot til at hun måtte huske hans navn, og han glemte nok ikke ligefrem hendes, medmindre de måske aldrig sås igen, for at være vampyr, så levede man jo for evigt, og alligevel kunne det være at han ville tage det med sig i graven, men det fandt han jo nok ud af. Han slap en ganske let latter til hendes andre ord. Stædig det var hun i hvert fald! Men det havde han jo allerede længe fundet ud af. ”Må jeg nu ikke gengælde rosen?” spurgte han stilfærdigt, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned. Hun kunne da finde ud af det, og havde da ikke trådt ham over fødderne, hun kunne følge ham, så dårlig var hun da bestemt ikke! Han rykkede sit hoved tættere på hendes. ”Men jeg sagde jo aldrig, at du var bedre end mig,” hviskede han drilsk til hende, imens hans mørke øjne fik et lettere intenst skær, inden han måtte trække hovedet tilbage igen. Han lyttede nysgerrigt til hendes ord, for han ville jo også gerne finde ud af mere omkring hende. ”Såh? Og hvad er så din baggrund, som ikke er velset her i Dvasias?” spurgte han nysgerrigt, og smilede et sted opmuntrende til hende, som kunne hun stole på ham. Han trak på skuldrende til hendes ord. ”Tja, jeg kan forstå på warlocken, at du ikke er kedelig, men ganske interessant,” svarede han lettere drillende, hvor han kort skævede over mod dem ømmende mand, der sad med sine venner, inden han så tilbage på Alicia, som havde hans fulde opmærksomhed. Han trak ganske let på skuldrene. Han kunne vel godt fortælle lidt om sig selv? ”Tjoh, jeg kommer fra en rig slægt; Mathimæusslægten, som du nok ved. Jeg har en ældre bror, Valerio, og vi bor i udkanten af Dvasias i vores families Mansion; Dracu-Mathimæus. Og så har jeg et enkelt mål for livet, men alt det du vil vide om mig, er ikke smart at snakke om i dette lokale, hvor der er så mange snushaner,” sagde han roligt, og smilede stille til hende.

[Deleted]

At han virkelig måtte være en forbandet stolt en af slagsen, gjorde at Alicia automatisk måtte få den boost i den selvtillid som hun måtte have, det var helt sikkert. Det fik hende om ikke andet til at smile bare en anelse, så det var slet ikke noget som man skulle tage sig det mindste af lige netop nu, det var også helt sikkert. Han formåede faktisk at holde hende rolig, også selvom hun var en halvblods, så vidste hun så sandelig også godt hvordan mange andre måtte se på hendes slags, og det var hende bestemt ikke nogen trøst. Hvem denne mand var sådan.. direkte, var jo stadig ukendt og hun var ganske så nysgerrig af sig, selvom hun vitterligt prøvede at holde det hele i det skjulte. Hun ville virkelig ikke resultere i at skulle slås med det resten af aftenen og hun var jo ærlig talt for stolt til at skulle indse den lille småting i form af fejl, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De isblå øjne forlod dog ikke hans blik på noget tidspunkt. Nu hvor de måtte stå her som de gjorde og så tæt på hinanden som de gjorde det, så var det virkelgi ikke noget som gjorde hende det mindste. Det føles samtidig også godt, at bevæge sig, samtidig med at det at have nogen tæt på sig, virkelig var noget som kunne lade hende sidde igen med følelsen af, at være en anelse beskyttet. Han havde jo trods alt også valgt, at skulle passe på hende, hvilket i sig selv faktisk måtte forekomme temmelig sjældent. Hun smilede et ganske svagt smil. "Du ved ikke hvad der skete allerede den aften... Kun derfor." Hun sænkede hovedet roligt, selvom blikket dog på intet tidspunkt forlod hans eget ansigt. Nærmest som det måtte gøre det hele meget mere intenst end det som det havde været fra før af. At de stod så tæt, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod, det var vel bare.. en dans? Noget af det mest naturlige et sted og så forførisk som intet andet, så et sted lå det jo næsten naturligt til en vampyr, som alligevel var kendt for at vær et af de mest forførende væsner som man i det hele taget kunne falde over, det var slet ikke noget som man skulle tage sine tvivl til på nogen måde. "Der er mange, som ikke er af samme mening, som dig.. Alec, når det kommer til synet på kvinder." Hun trak let på skuldrene. Det var jo selvfølgelig en skam, at kvinder skulle ses sådan ned på. Det var faktisk noget som gjorde hende temmelig irriteret. Hun måtte nu alligevel erkende, at det gjorde godt, at snakke med en mand af ord. "Du befinder dig i Dvasias.. Hvor ofte ses ærlige mennesker?" Hun skød gengældende det ene bryn i vejret.
Alicia var vant til det gamle og kendte; Så snart solen stod op, så var det på tide, at søge væk, hvilket faktisk var noget af det værste ved at være en vampyr, det var i den grad også helt sikkert. Nu hvor hun måtte bide det i sig og endnu en gang se frem til vinterens hårde og kolde tid, for det gjorde sikkert også det hele så mange gange bedre for hende. Lange nætter og meget mørke, selvom hun måtte erkende, at hun til tider, virkelig bare måtte savne den store sol! Hans navn skulle hun nu nok kunne huske, for det var virkelig ikke fordi at det var noget som hun ville glemme. Det ansigt og den fremgangsmåde. Det var jo ikke just noget som man så i så frygtelig mange nu til dags ,det var jo heller ikke noget som man kunne drage til sine tvivl. At hun så formåede at vække hans nysgerrighed som intet andet end en simpel vampyr som han nu måtte være, var noget som et sted morede hende. Hun kunne nu ikke se det specielle i det hun havde været dengang, foruden at hun havde været i stand til at skifte udseende som det passet hende. Smilet bredte sig bare en anelse. "Det er ej en ros som lige var ventet for mig.. Det er frygtelig sjældent jeg begiver mig ud på dansegulvet." Hun betragtede ham sigende. Der var frygtelig mange grunde til det. For ikke bare at se væk fra, at det var forbandet få fyre som måtte falde i hendes interesse, hvilket i den grad udgjorde den største del af grunden. Selvfølgelig måtte han gengælde rosen! Hun himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. "Hvorfor kom den der ikke bag på mig?" Hun betragtede ham med et drilsk smil. Hun overgik ham ikke i dans, nej. Det som hun havde lært, var jo trods alt også selvlært på alle måder. Hun morede sig virkelig. "Du sidder virkelig inde med så frygtelig mange spørgsmål.. om nogen vidste det, så ville de nok se lidt anderledes på mig end det som de gør, kan jeg fortælle dig," sagde hun roligt. Skulle han være lidt hemmelighedsfuld, så kunne hun så sandelig også. Hendes baggrund i Procias' land, var nok ikke noget som direkte kunne tælle for hendes allerede risikable tilhold i Dvasias. "Det lyder da spændende. Det ville jeg ellers gerne høre lidt mere om." Hun betragtede ham roligt, idet hun stoppede dansen. Hænderne hvilede roligt ved hans skuldre endnu. "Skal vi finde et andet sted at snakke? Der kan jo trods alt heller ikke være lang tid til solen står op." Det sidste endte i en svag mumlen. Hun hadet virkelig tanken om det!