You can never hide from the truth!

[alecander]

Natten var faldet på endnu engang, som den altid gjorde. Det var den samme cyklus, der gik igen og igen. En cyklus, som Alecander aldrig kunne blive træt af. Månen betød nat, og med natten kom mørkets væsner, og det var lige mørkets væsner som han skulle bruge, eller nogle af dem i hvert fald; vampyrerne. Han kunne altid bruge frivillige kæmpere der var villige til at kæmpe for vampyrernes magt, deres behov! Vampyrerne var blevet glemt, og nu sad den dominante dronning på tronen, en dronning, som kun tænkte på sig selv, og ikke hvad vampyrerne havde brug for; blod! Det var på tid med en ny regent, i alle lande endda! Og Alec var allerede kommet et stort skridt videre. Maskeraden havde gået perfekt! Alt var gået perfekt! Kongen af Procias var død, takket være ham. Procias var næsten lige til at vade ind i og så tage tronen, det kunne næsten ikke gå lettere! Og alligevel skulle alt tænkes igennem. Han måtte ikke undervurdere Procias, for det var trods alt et stærkt land, skønt det nu stod uden sin konge. Alec havde dog brug for en pause efter den hektiske aften, der var ikke så meget at lave, ud over det sædvanlige papirarbejde, så han ville ud i byen, høre jubel fra dvasianerne, som frydede sig over at kongen var død. Han gik ned ad gaden, hørte de mange folk, fulde som ædru, der løb og gik, snakkede eller jublede over at kongen var død. En sand fryd for øret! Og de kunne takke ham for det. For en gangs skyld var han anderledes klædt, han gik ikke i de fine fløjlsbukser, han bar nogle mørkeblå jeans og sin læderjakke, og indenunder sin læderjakke bar han dog en fin hvid skjorte. Han bar sin magiske ring på hans venstre ringfinger, som altid, en ting han aldrig tog af! Ligesom hans amulet, som hang om hans hals, og som holdt hans djinn som sin slave. Det var en amulet han havde lavet af sin djinns visdomstænder, da det blev trukket ud, en fantastisk slave, som faktisk havde hjulpet til med organisationen, for uden djinnen var der visse ting der ikke var sket. Dog havde han kunnet klare sig uden djinnen! Men det var dog en fordel at kunne færdes ude i sollyset, som havde han været levende, en sand befrielse! Han gik med rolige skridt og stoppede da han kom til Den Dansende Flamme, som han roligt åbnede døren til. Der var mange folk, men han kunne også se flere borde der stod frie. Han kørte let en kold, bleg hånd igennem de mørke lokker, som strittede til alle sider, inden hans mørke øjne kort kørte rundt i lokalet. Varmen var ikke noget han bed sig af, for han var jo trods alt død. Han gik roligt op til baren, hvor han satte sig på en tom barstol, imens han viftede bartenderen over til sig. ”Et glas vodka tak,” bad han roligt. For en usædvanlig gang drak han faktisk ikke blod eller vin, noget som han holdt ganske meget af, nej, han ville et sted prøve noget nyt.

[Deleted]

Gabriels død havde virkelig frembragt en voldsom jubel igennem meget af Procias. Der var virkelig ikke mange som så det negative i det og det var noget som et sted også glædet Alicia frygtelig meget. Endnu en gang, var hun endt med at skulle befinde sig på 'Den Dansende Flamme'. Det var vel efterhånden blevet et stamsted for hendes vedkommende og ikke var det noget som hun havde noget imod. Hun elskede virkelig at være her. Et stort og bredt smil hvilede på hendes læber. Hun havde været ude lige siden at det var blevet mørkt også selvom.. eftersom det var sommer, så var det jo ikke mørkt for mere end et par timer af gangen, hvilket i den grad også var noget som måtte frustrere hende noget så voldsomt! Hun måtte jo bare bide det i sig og se frem til den kommende vinter og det efterår som ville komme før det, så hun kunne få lov til at rende meget rundt ude igen. Dette var virkelig som et fængsel for hende og hun hadet det virkelig som aldrig nogensinde før! Lige nu var det slet ikke noget som hun mærkede sig af. Hun morede sig lige i øjeblikket og det skulle der så sandelig også være plads til. Hun havde den samme blodrøde kjole på som slangede sig godt omkring hendes slanke krop og med den mørke kappe omkring, så hun heller ikke vækkede alt for megen opmærksomhed. Hun havde efterhånden taget det faste ophold i Dvasias fremfor hendes hjem i Imandra. Der skete så frygtelig meget mere her end det som der gjorde andre steder og hun nød af det! Nok var hun voksen, men at lade der være plads til noget mere end det, det skulle der også være plads til, det var i den grad også helt sikkert. De isblå øjne faldt roligt til den mand som måtte tage plads ved siden af hende og bad om et glas vodka. Hun nød nu bare godt af sit daglige glas med rødvin. Manden var vampyr og det lyste virkelig langt ud af ham på alle måder, så det var ikke noget som hun kunne se væk fra. Et sted fik det hende jo blot til at smile. "Også ude for at fejre kongens død?" spurgte hun roligt. Det var nok en festlighed som ville pågå over skræmmende lang tid. Nok stod Procias svagt lige netop nu. Der var vel stadig mange andre til at holde landet på benene? Det var i alle fald det som hun havde hørt. Den ene hånd strøg hun roligt igennem det mørke hår og førte det over hendes ene skulder. Hun var en kvinde og hun var tydeligvis også frygtelig stolt af det. Hun lod den ene albue hvile mod bardisken og med det slanke glas hvilende i den anden hånd. Hun førte det stille og roligt op til læberne og kun for at tage en stille slurk af det for så roligt at lade det klinge ned mod bordpladen endnu en gang.

[alecander]

Alecander var i den grad ikke bange for at vise at han var vampyr. Og en rig én af slagsen, for han nød at vise at han havde stil over sig, at han var en dominant og selvsikker type, der ikke gav efter for hån og nedgørelse. Folk havde så store munde nu om dage, de så slet ikke hvilken styrke der hvilede bag hans selvsikre og rige ydre, de fleste ville se ham som en rigmandsknægt der ikke kunne forsvare sig selv, men som havde det hele i munden, og det var langt fra tilfældet! Han elskede en god gammeldags nævekamp og han var skam god til det! Han kunne forsvare sig selv, og selvom han ikke var meget for at bruge våben, så var det skam ikke fordi han ikke kunne. Han kunne sagtens føre sværdets klinge gennem luften med præcision, han kunne sagtens kaste en kniv og ramme plet, så det var ikke fordi at han ikke kunne finde ud af at bruge våben, men han mente blot at man viste svaghed ved at gemme sig bag et våben, sågar som magi, men han kunne jo ikke fortælle folk hvordan de skulle være, endnu. Dog var han kommet ud, han ville høre hvilke jubelråb folk måtte komme med, fordi han havde dræbt kongen. De mørke øjne faldt på kvinden ved siden af ham og han betragtede hende roligt. Hun var vampyr, men ikke fuldblods, han kunne tydeligt lugte hendes anden race, dog var han ikke helt sikker på hvad det var, det var i hvert fald en race, som han ikke mødt særlig ofte. Han måtte trække i den ene mundvige, så et lettere selvsikkert og dog hemmelighedsfuldt smil dukkede op på hans rosa farvede læber. Han betragtede bartenderen, da han gav ham sit glas vodka som han havde bestilt, og han tog ganske let en slurk af det, inden han satte glasset på bordet, og atter måtte vende de mørke øjne mod hende. ”Mere end du aner,” svarede han roligt og lettere mystisk. Han vidste ikke helt hvad folk ville sige, hvis han pludselig begyndte at ævle om at det var ham som havde dræbt Gabriel. Folk ville nok se ham som en galning, at en rigmandsknægt ikke kunne dræbe en konge, men det havde han skam gjort, og det var nok det som glædede og frydede ham mest! Han vendte sig stille rundt på stolen, så han sad med fronten ud mod lokalet, imens hans albuer hvilede mod bardisken. Han drejede atter hovedet mod hende, efter at have set rundt. ”Og De?” spurgte han roligt. Manererne havde han skam på plads, han kunne være en gentleman, når han ønskede det, og det var han også for det meste, selvom han nød at tirre folk og drive dem til vanvid, og så nød han at lægge op til en kamp, for han elskede virkelig blodsudgydelser! Han gik ud fra at hun var kommet for at more sig, det sagde vel også lidt sig selv? Det var vel derfor alle var ude? Han var i hvert fald blot søgt lidt ud for at være lidt social for en gangs skyld, det var jo sjældent at han var ude, og når han endelig var, så var han typisk i byen, for han vidste jo ikke om han ville støde ind i en vampyr, der ville være med i hans organisation. Og det var vel også hvad han håbede på denne aften?

[Deleted]

Hvem denne mand var, det vidste Alicia virkelig ikke. Men alt efter hvad hun havde været igennem før i tiden - Også på dette sted, så var hun meget mere forsigtig, selvom hun ikke var bange for at slænge en anelse med kommentarene hist og her, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. At denne mand var mere end det som det ydre måtte sige, kunne hun næsten gætte sig til. Den selvsikkerhed som strålede ud af ham, var noget som selv måtte få hende til at væmmes. En klar lyst til at tørre det smil af mandens læber så var det noget som hun virkelig bare måtte være påpasselig med. Hun var ej en ren fuldblodsvampyr og det raget hende mildest talt. Hun måtte jo bare lære at acceptere det hele som det måtte være i øjeblikket og så tage det hele derfra istedet for alt det andet. At hun så måtte sidde over for den mand som var grunden til at folk jublede som de havde gjort, vidste hun virkelig ikke. Et sted så raget det hende vel? Enhver kunne vel have gjort det når man tænkte på det kaos som det rygtede at skulle være på ballet i Manjarno den aften? For ikke at glemme, at hun havde og synes at have hørt rygtet omkring at Samuel endnu en gang var set i Dvasias. Den arme mand måtte vel være kommet hjem igen? De isblå øjne hvilede på ham og med det klare træk på den ene mundvige. Hun var slet ikke bange for at vise hvad hun var, selvom hun måtte hade det. Det var virkelig frustrerende, at skulle kæmpe med det alene! Hendes lange og slanke pegefinger gled stille og roligt over kanten på hendes glas i og med, at hun let trak på skuldrene. "Det more mig at se så mange juble over det.. Over noget som enhver kunne have klaret." Direkte var hun ikke videre imponeret over fremgangsmåden som måtte være nævnt i de mange rygter. "Desuden.. så er det ikke til at sige hvilken af de mange historier som er sande." Blikket gled roligt mod ham igen og med et dovent hævet bryn. En køn mand var han nu, det var helt sikkert og han var nu heller ikke typen som man normalt ville forbinde med et sted som dette. At skulle være taget herud frem for at sidde et eller andet sted for dem som havde pengepungen i orden. Hun lukkede fingrene omkring glasset og bundede det så, blot for at stille det fra sig igen. Hun lod nu begge albuer hvile på kanten af bardisken og med blikket hvilende på ham. Det lange hår hvilede over den ene skulder og med det svage smil på de rosenrøde læber. Tungen fugtede dem ganske let. "Jeg kan ikke sige, at jeg er videre imponeret," afsluttede hun roligt, idet hun vendte sig mod glasset og bartenderen på den anden side, hvor hun roligt bad om påfyld som måtte komme med det samme. Den lille læderpung løsnede hun fra bæltet i hendes side, lagde et par mønter op på bardisken og fik den på plads igen. Hun vendte blikket roligt mod ham igen.

[alecander]

Hendes fremgangsmåde morede Alecander ganske fortrinligt! Han var sikker på at hun var en kvinde med en masse spydige kommentarer gemt bag hendes ellers så smukke og uskyldige ydre, og så alligevel; så uskyldig så hun heller ikke ud. Han så lettere arrogant ud mod menneskemængden der var i lokalet, nogle dansede andre snakkede, og nogle sad i et hjørne og skændtes over et eller andet, som egentlig ragede ham en høstblomst. Han måtte dog vende overraskende sit blik mod hende. Noget enhver kunne klare? Hvad mente hun med det?! Det var klaret i topklassen! Hun skulle bare vide hvor svært det egentlig havde været! Og så havde hun vel ret? Nej! De havde planlagt det længe før maskeballet, alt havde jo skullet planlægges helt nøje! ”Enhver kunne have klaret?” gentog han lettere afkastende, og så lettere forundret rundt. Hun var åbenbart én kvinde, men skulle overraske med noget stort, noget uventet, og han var sikker på at hun ville kassere over halvdelen af mænd inde i dette rum, hvis hun kunne vælge fra alle hylder. Han fnøs ganske vantro, inden han vendte blikket mod hende. Han så lettere utilfreds på hende og alligevel måtte han skjule det en anelse, for han ville ikke afsløre alt for meget, med blot et blik. Hvilke historier der var sande? Han var næsten ved at springes af vantro. Han sukkede næsten opgivent. ”Det … attentatforsøg, har krævet en ganske god planlægning! Enhver tosse kan jo prøve at dræbe kongen til et bal med en masse mennesker, men hvem ville ikke se det? Den person der dræbte kongen, må have gennemtænkt det hele,” svarede han stilfærdigt, han lød næsten som en kæmpe fan af ham der havde slået kongen ihjel, eller også kunne man tro at han selv havde været med til det. Han trak ligegyldigt på skuldrene, som betød det pludselig ingenting. Han måtte ikke vække for meget opsigt! Men at hun troede at en hvilken som helst tosse kunne dræbe kongen, det var jo forrykt! Det krævede mod, tapperhed, kløgtighed og en god planlægning, og allerede dér havde han kasseret over halvdelen af de personer der var født til sådan en opgave. Han drak resten af vodkaen i én mundfuld, og lignede én der ikke havde fået noget at drikke i flere dage og var ved at gå til. Han klaskede en masse guldmønter op på bordet og bad om et til glas. ”Og behold blot resten,” mumlede han, som havde han mistet sit gode humør. Bartenderen tog glædeligt imod pengene og gav ham et nyt glas vodka, som han tog en slurk af. Han sukkede ganske let. Det havde måske ikke været noget specielt? Han rystede let på hovedet og rynkede undrende brynene. Hvad var der galt med ham? Selvfølgelig havde det været noget specielt, hun havde ikke været der, hun havde ikke vidst hvor gennemtænkt det egentlig havde været! Han fnøs ganske let, og vendte blikket mod vodkaen. Han kunne ikke ligefrem sige at det smagte bedre end vin, men det var faktisk ikke så ringe, det gjorde faktisk én klar i hovedet med den stærke smag. Desuden, så skulle sådan en halvblodsvampyr ikke tage modet og glæden fra ham, hun havde ikke været der, og måtte have hørt den kedeligste version af attentatforsøget, nemlig en galning, der blot havde stukket en kniv i hjertet på kongen, som døde på stedet; det var umuligt!

[Deleted]

Alicia havde i den grad også sine klare meninger. At det jo så var noget som måtte påvirke ham på denne måde, var dog noget som forundrede hende selv en god del? Enten måtte han da stå vedkommende nær som havde gjort det, ellers var han da bare en giga fan af manden som havde gjort det. Hun var normalt ikke nem at imponere. Der var sket så frygtelig meget igennem hendes liv at man skulle tro at det var løgn. Igen, så var det facaden som var tvunget op på denne måd og det var den som man blev mødt af ude på gaden, så det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Det var nok et hårdt førstehåndsindtryk, men det kunne vel vise sig, at være nødvendigt i den anden ende? Hun var nemlig sårbar, udelukkende fordi at hun var som hun var, og det var heller ikke noget som hun ønskede skulle frem bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De isblå øjne hvilede på ham. Det morede hende næsten at han måtte reagere som han havde gjort. Hovedet søgte let på sned. Hun nikkede blot til ham. "Netop! Noget som enhver kunne klare," fastholdt hun med et ganske så sigende blik. Hvad historierne måtte sige, så var det virkelig ikke noget som kunne vise sig, at kræve så meget set fra hendes side af. "Manden som gjorde det, har blot været heldig." Hun trak let på skuldrene. "Som du selv siger.. Enhver tosse kunne have gjort det," påpegede hun roligt. At hun sad overfor selveste den mand som havde gjort det, vidste hun ikke - I det tilfælde, så havde hun nok været lidt mere forsigtig med hvad hun fortalte ham af tanker som hun havde gjort sig omkring dette attentatforsøg. Hun drejede ganske let på stolen, så hun sad med fronten til ham istedet for. Bennee gled roligt over kors og uden at de isblå øjne søgte fra ham. Hun var bestemt ikke uskyldig på nogen måde. Hvis hun var noget, så var det da at være mere harmløs end noget andet, måske en anelse mere bleg end det som ellers var godt for en vampyr, men ikke at det var noget som hun tog sig synderlig meget af. Hun kunne bare ikke få sig selv til at nære sig, før det virkelig måtte vise sig at blive nødvendigt - Lige netop i de perioder hvor hun faktisk ikke ville have kontrol over sig selv. Det var jo noget som blandt andet Isaac. En tanke som morede hende ganske betragteligt. "Hvis jeg ikke stolede på hvad jeg kunne se.. Så virker du vred?" Hun hævede sigende og let det ene bryn. Det var da bestemt ikke noget som hun sådan måtte forstå? Det var nu alligevel noget som tydeligt måtte more hende og det var ganske meget endda. Hun stillede roligt sit rødvinsglas på bordet og med blikket hvilende på ham. Hun kunne ikke lade være med at smile bare en anelse ved hele dette scenarie. "Det kræver måske en planlægning.. men det er stadig noget som enhver kan gøre," sagde hun med et stilfærdigt. Der stod hun virkelig fuldkommen urokkeligt på den mening.

[alecander]

Alecander vidste at han ikke måtte komme for godt i gang. Han kunne jo komme til at afsløre for meget, og det var han heller ikke meget for, for han vidste jo ikke hvilke personer der befandt sig i dette lokale, kun at han skulle holde sine kort tæt ind til sig. Det så ud til at hun var urokkelig på det punkt med attentatforsøget, og enhver kunne da gøre forsøget, men ikke enhver kunne slippe godt derfra, for selve eksplosionen på taget havde jo også været hans ide, meningen var at Samuel og Fabian skulle dø, dog så det ud til at Samuel var i Dvasias, og det var han ikke meget for, han havde jo ikke sluppet den fange løs, for at han skulle vandre tilbage til slottet! Men han var klar over at han måtte være en spide, og det var svært at finde en nål i en høstak, og Samuel kunne jo gemme sig hvor som helst. Han sukkede ganske let ved tanken. Så meget arbejde spildt. Og dog, de havde jo fået dræbt selveste kongen, så Procias stod svagt, de havde fået saboteret Castle of Darkness, så slottet var ikke ligefrem det sikreste sted, og der var vidst ikke så mange der brød sig om Jaqia. Fnes kort af hendes ord, imens han betragtede sin vodka, det var morsomt at se, at hun var så urokkelig, at hun ikke kunne se det fra andre synspunkter, at hun var så stædig. ”Heldig?” gentog han, og var faldet besynderligt til ro, skønt man tydeligt kunne høre på ham at han var uenig. ”Det var ikke held, det var en god planlægning! Det var klasse, det var præcision, det var et naturtalent! Enhver tosse kan jo komme og gøre forsøget, men ingen ville kunne slippe derfra i live!” Han kneb øjnene lettere sammen, han gik fra forstanden! Hvordan kunne hun være så stædig? Det var ikke held… der havde været stil over det hele. Han havde forladt bygningen i det øjeblik taget var styrtet sammen, som enhver anden genial skurk, alt var sket efter planen! Det hele havde gået som smurt! Og så kommer hun der og siger at det er held? Hun skulle bare vide hvem hun sad overfor! Hvad gik der af folk nu om dage? Det kunne være det bare var ham der var gammeldags? Han nød jo faktisk det meste som man havde gjort i gamle dage, så … nej! Uanset hvor gammeldags han så end var, så var der ingen, ingen, der kunne gøre det halvt så godt som ham! Han drak resten af sin vodka ud, satte glasset i bordet, ligesom han klaskede sin hånd i bordet, imens han bad om opfyldning, uden hans mørke øjne veg fra hendes isblå. Vred? Hun havde lige siddet og disset ham fra hak til nak, men så igen, han var nød til at holde lav profil, det nyttede ikke at han begyndte at prale alt for meget, og hvad værre var; kom til at afsløre for meget. ”Og jeg kan at De virker til at more Dem ganske meget?” Han måtte selv trække i mundvigen, så et lettere køligt smil måtte komme frem, imens han selv sigende løftede sit ene øjenbryn. Det var tydeligt at hun morede sig over hans utilfredshed, hvilket vel et sted også var forståeligt, men hun var jo så stædig, og hun gad ikke høre! Men alle var af forskellige meninger, desværre brød han sig bare ikke om hendes. Han skød næsten fortvivlet sine øjenbryn i været. Hun var virkelig ikke til at rokke! Han begyndte at le, inden han greb om sit glas, der var blevet påfyldt endnu engang, for blot at hoppe ned af stolen og mænge sig ud i mængden. Det var noget enhver kunne gøre? Det var morsomt at hun gik med den mening, for … enhver kunne jo prøve, og så kunne de jo se om de ville overleve, om de ville have de samme chancer som ham, at de havde de rigtige ressourcer til at planlægge sådan et attentatforsøg, på både Neutranium og Castle of Darkness! Hun kunne jo tage og prøve turen? Det ville han gerne se. Han så sig tilbage over skulderen og hen på hende igen. ”De kunne jo selv prøve, hvis De mener det er så let!” råbte han, eftersom musikken var ganske høj, inden han måtte mase sig igennem de mange folk, der pludselig var dukket op.

[Deleted]

Hvem denne mand var, havde Alicia slet ikke nogen anelse om. Hun kendte jo end ikke hans navn, hvilket i den anden ende, nu ikke var noget som generede hende som det ellers kulle have været, det var helt sikkert. Det var noget som hun mere eller mindre bare måtte bide i sig, for det var faktisk ikke særlig mange som præsenterede sig nu om dage og normalt var det noget som tilfaldt dem som havde en betydning på den ene eller den anden måde. Hun var en født procianer og deraf var det også noget som faldt hende ganske naturligt ind. Det måtte hun bare lægge til side, selvom det virkelig ikke var det nemmeste for hende at gøre, det var i den grad også helt sikkert. De isblå øjne hvilede roligt på hans skikkelse. At det måtte være noget som gik ham på, kunne hun da tydeligt se og igen, så var det blot noget som måtte more hende mere end noget som helst andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun talte nu sandt af den grund. Hun var slet ikke videre imponeret over det som hun havde hørt, men igen, så kendte hun jo ikke historien ned til hver eneste lille detalje og denne mand virkede enten til at være utrolig engageret i det foretagende ellers .. vidste han vel bare meget mere end det som var kendt af den øvrige befolkning? Mange tanker for igennem hendes hoved og ej var det noget som hun ville frem med. Han havde nu gjort hende nysgerrig udelukkende fordi at han reagerede på den måde som han gjorde. "Heldig," gentog hun roligt. Om hun havde fået hele historien med de mange detajler at vide, så havde sagen nok været en ganske anderledes. At dette var manden osm havde gjort det, var desværre ikke noget som hun vidste, så havde hun nok grebet det helt anderledes an! Det irriterede ham som pokker og det kunne hun tydeligt se, hvilket i den grad også var noget som måtte fryde hende noget så frygteligt. Hun betragtede ham roligt, som det måtte lyde til at han måtte hæve stemmen. Havde hun ramt et ømt punkt ved ham? Hovedet søgte let på sned. "Du virker frygtelig selvsikker," påpegede hun roligt og med et sigende blik. Hun var ikke skræmt af det eller noget som helst. Der skulle lidt mere til end dette, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder. Hun stod fast på sit frem til hun fik stålfaste beviser for noget andet. "Klasse var det.. måske en anelse originalt, dog effektivt. Det er noget som enhver anden kunne gøre det med lidt øvelse og erfaring. Jeg er i alle fald ikke videre imponeret, så ja, dette er noget som kan more mig," fortsatte hun roligt og med blikket hvilende på ham. At det næsten måtte fortvivle ham, var nogt som klart faldt hende i smagen. Hun ville ikke bare virke som enhver anden som bare kunne kostes rundt med, det havde hun gjort for meget igennem hendes liv og nu havde hun fået nok! Hvad hun havde lært af Isaac var klart; Hun skulle have lov til at nyde livet og så opsøge hendes datter når hun engang fandt det muligt. Ikke at det var noget som hun selv kunne finde på at kaste sig i krig med. Slet ikke! Hun så blot til som han valgte at rejse sig op og gik ud på gulvet. Et svagt smil passerede roligt hendes læber. Forsigtigt lod hun hånden lukke sig omkring glasset idet hun selv roligt rejste sig op. Hun gad virkelig ikke råbe til ham for at overdve musikken. Hun gik roligt mod ham. Man kunne vvel også få lov til at more sig et sted? Hun gik roligt mod ham og næsten med de rolige og dansende skridt. Blikket og de isblå øjne gled direkte til hans skikkelse. "Ville du da ønske at se mig gøre en mands arbejde?" spurgte hun med et sigende hævet bryn. Hun lod hovedet søge let på sned. Han var faktisk en sjov en at tirre og hun morede sig betragteligt med det.

[alecander]

Det irriterede Alecander at hun var så forbandet stædig, og han lod sig påvirke af det alt for meget! Men han kunne ikke gøre for det, han gad jo ikke høre på at hun var ikke engang lidt imponeret over hans heltedåd. Hun var … forfærdelig! Og det var kun alt for tydeligt at hun morede sig over det! Hvilket også irriterede ham! Hun var en umulig tøs, der ikke ville kunne klare mosten selv, hun havde det hele i munden! Hun ville ikke engang selv kunne dræbe en så vigtig person, som Gabriel havde været, iblandt en hel menneskemængde, mere end som der var på denne bar! Hun anede slet ikke hvad hun talte om! Og så irriterede det ham, at han ikke bare kunne fortælle hende at det var ham der havde været ’den mand’. At han ikke kunne fortælle hende noget som helst uden at afsløre at det var ham som var gerningsmanden til alle sabotagerne, det var et sted også fortvivlende, men han blev bare nød til at holde lav profil, og derfor måtte han helst heller ikke hidse sig for meget op over det, selvom det virkelig var svært, netop fordi hun nød at tirre ham, det kunne han tydeligt se på hende. Hans mørke øjne hvilede irriteret på hende, og det var dumt, for han vidste at det blot måtte fryde hende, men han kunne et sted ikke lade vær, han var et sted nød til at give efter. ”Uh!” Var det eneste som forlod hans læber, hun irriterede ham på det groveste, at det slet ikke burde være tilladt, dog havde han ikke i sinde at slå hende, det kunne han dog ikke finde på, nok var han arrogant, en smule selvoptaget, men alligevel var han en gentleman – når han da selv ville det – og han slog kun sine fjender, eller dem som virkelig fortjente det, og skønt hun fik hans blod til at koge over, skønt han var en levende død og at hans hjerte ikke slog, så hans blod et sted ikke flød gennem hans krop, men det kogte alligevel over!
Alec maste sig blot igennem menneskemængden, skubbede til folk der stod i vejen, og fortsatte blot videre. At hun så fulgte efter ham, det var prikken over i’et! Han satte sig ved et tomt bord og tog en slurk af sit glas vodka, og idet han satte glasset fra sig, faldt hans mørke øjne på en velkendt skikkelse; kvinden han lige havde snakket med. Hun var åbenbart gået med ham, og det fik ham til at sukke opgivent. Der var vel ikke nogen grund til at hidse sig op? Så han var blevet en del mere rolig. Han trak på smilebåndet til hendes ord. Hende, gøre en mands arbejde? Nu måtte han da le! Hun ville jo ikke have en chance! ”Ja, det ville være morsomt!” sagde han med en lettere sigende stemme, det var tydeligt at han ikke var irriteret længere, for han gad vitterligt ikke sidde og diskutere et emne, som de aldrig ville kunne få uddebatteret, når de havde hver deres mening. Han gjorde blot en gestus til hende, for at give hende tilladelse til at sætte sig overfor ham, for det var vel rart med lidt selskab? Og det morede ham et sted, at hun kunne tirre ham så meget, men det var nok fordi hun var lige så stædig som han selv var. Han løftede ganske let og undrende sit ene øjenbryn, imens han så nysgerrigt på hende. ”Nu hvor jeg ved De er så stædig, så er en præsentation vel på sin plads?” spurgte han roligt og bart et lille smil på læben, ”det er ikke hver dag, man møder en person der kan tirre én så meget, som du tirrede mig.” Og det var en sandhed! Så hun gjorde ham da et sted også nysgerrig. Nysgerrig efter at vide mere omkring hende. Så det var vel kun på sin plads at komme på fornavn? Han havde intet imod at præsentere sig selv, for de fleste ville kunne genkende hans efternavn, som en rig slægt, de fleste havde glemt hans fars gerninger, og de fleste kendte slet ikke til dem, eftersom det var flere årtusinder siden, og plus at det dengang blev holdt hemmeligt, fordi man ikke ville vække opsigt. Og så var der folk der aldrig havde hørt om hans slægt, og det var faktisk noget som ikke rørte ham specielt, han havde ikke behov for at pøblen kendte til ham, men de skulle kende til hans organisations gerninger! Ligesom de nu jublede over noget som han havde gjort.

[Deleted]

Alicia behøvede ikke nødvendigvis at være en pain in the ass, men lige nu morede det hende virkelig bare, at se ham reagere som han gjrode. Det var virkelig det som måtte gøre det hele, det var der ikke nogen tvivl om. At se ham på denne måde og se at det måtte tirre ham på den måde, det var virkelig noget som måtte more hende selv noget så frygteligt, at man skulle tro at det var løgn. Hun ville bare nyde livet så længe at hun havde det, også selvom hun vidste, at det meget hurtigt ville kunne ændre sig med de holdninger som hun måtte føre ud i livet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham nærmest et let triumferende smil, i og med, at det så ud til at skulle tirre ham så frygtelig meget, at han nærmest måtte give op. Hun morede sig virkelig noget så voldsomt! "Ser man det, ser man det.." At det irriterede ham, at hun gik efter var selv noget som gjorde at hun var drevet af lysten til at fortsætte. Han var dog interessant på sin egen ganske så mærkelige måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. De isblå øjne fandt vejen til hans eget blik. At han var manden bag sabotagerne, selvom hun havde hørt historier om at det måtte omhandle to frem for en, så var hun virkelig ikke imponeret på nogen som helst måde overhovedet. At han virkelig måtte koge i det mindre, var noget som hun næsten kunne mærke på ham og det var virkelig også bare det som måtte gøre det hele så meget sjovere!
Som han måtte mase sig igennem, så slangede hun sig forbi dem med sin slanke skikkelse. Hun ønskede ikke at komme i vejen for nogen af dem, ligesom da hun havde været der sidst. Det havde virkelig været frustrerende, selvom det var endt ud i et temmelig hyggeligt møde med en dragerytter endda, hvilket i den grad også havde været temmelig fascinerende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak let på smilebåndet, så hendes sylespidse tænder endte synlige i mundvigerne. Hun havde virkelig ikke meget imod at skulle vise dem, selvom hun normalt holdt det skjult for sin egen skyld. "Det kunne se kønt ud, hva'?" Hun hævede sigende det ene bryn og nikkede let ti ham, da han bød hende til at sætte sig ned overfor ham. Glasset satte hun roligt på bordet og vendte de isblå øjne stille mod ham. Hovedet søgte let på sned. Hun morede sig blot og mente nu ikke meget med det som hun sagde, også selvom det var tydeligt at det måtte gå ham godt på, at hun stod så fast på sine meninger. Hun havde vel heller ikke nogen grund til at skifte dem? "Jeg er nok ikke så stædig. Du har bare ikke givet mig en grund til at skulle skifte mening," påpegede hun roligt og med en stilfærdig stemme, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. "En præsentation er vel på sin plads. Jeg er Alicia," præsenterede hun sig med en rolig og sandfærdig stemme. Hun betragtede ham roligt, blot som hun afventede at han skulle gøre det samme, for nu var hun da en anelse nysgerrig! Hun smilede tydeligt tilfreds ved hans ord. "Det lyder næsten som det er en helt sensation at tirre dig, min gode mand.. Eller er det bare sjældent at det må forekomme?" Hun lod det ene ben roligt fade over kors med det andet, idet hun roligt satte sig tilbage. Hun var bestemt ikke bange af sig, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder. At han var af en rig slægt kunne hun næsten noget som hun kunne se noget så tydeligt og et sted så rørte det hende virkelig ikke det mindste på nogen som helst måde overhovdet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Så kan du jo glædeligt fortælle mig dit navn? Og... hvorfor det tirre dig så meget.. At jeg ikke er til at rokke ud fra min mening," sagde hun roligt og nærmest blot som en opfordring. Hun kunne da lige så godt bare prøve, at køre en samtale igang frem for at de skulle stå og tirre hinanden og endnu mere, at han skulle ende med at blive mere tirret end det som han måtte være allerede.

[alecander]

Et sted, så måtte det vel være en udsøgt fornøjelse at gøre gengæld? Det var vel kun retfærdigt? Alecander ville skyde på at hun var en kvinde der vidste hvad hun ville have, og hun tog det, når hun fik mulighed for det, ligesom hun fortsat havde kørt på ham og morede sig over det. Det gav ham blot en lille lumsk idé, for han kunne et sted, godt tænke sig at gøre gengæld, for han var sikker på, at hun mindede lidt om ham; begge stædige, vidste hvad de ville have, og tog ikke et nej for et nej. Han betragtede hende blot da hun tog plads overfor ham, og han smilte bredt til hende, så de sylespidse hjørnetænder kom til syne, tænder, som han var frygtelig stolte over! Han var ikke bange for at vise at han var vampyr, og huden afslørede ham jo også pænt meget, for den var ligbleg! Noget som han et sted også var frygtelig stolt over. Han var skam ikke bange for at vise noget af sin krop, for han var skam stolt af det hele. Han slap en kort latter til hendes ord. ”Det kunne det bestemt! Men jeg er sikker på, at De ikke ville kunne klare mosten,” sagde han roligt og en smule snedigt. Nu begyndte det sjove først! Hans læber måtte kruse ud i et lettere snedigt smil, imens hans øjne hvilede intenst på hendes ansigt, som han ganske let studerede, og fik indprentet et billede af hende, han vidste jo ikke om han nogensinde ville komme til at møde hende igen. Hun kunne dog have ret i én ting, han havde nok ikke været god nok til at ombestemme hende, men hvis han skulle være det, så blev han nødsaget til at afsløre alt for meget, og det var han ikke ude på! Han vidste jo ikke om han kunne stole på hende i den sidste ende, og hvis han ikke kunne, så var han jo nød til at dræbe hende, fordi hun vidste for meget. Og det ville jo være en skam. Han gjorde et kort suk. ”Så sandt! Jeg burde have talt min sag bedre,” svarede han lettere bedrøvet, inden han igen smilte skævt. Det burde han nok have gjort, men så igen, det krævede at han måtte afsløre lidt mere, fortælle hende den sande version, og så ville hun blot komme med en masse spørgsmål! Han måtte undrende hæve det ene øjenbryn, imens hans hoved søgte ganske let på skrå. ”Intet efternavn? Alicia?” spurgte han roligt, det var ikke fordi han kendte hende, men han var bare vant til den fulde præsentation, men hvis hun var typen der ikke var stolt af sig selv, hvilket han ikke regnede med, så ville det da være noget andet. Han måtte trække på mundvigen til hendes svar. Det var jo sandt, han var ikke ligefrem en mand der lod sig tirre så let, men hun skulle jo bare vide hvorfor, så var det vel forståeligt? Hvem gad høre brok om ens fantastiske gerning? Havde det været omvendt, var hun jo også blevet tirret! ”Nej, jeg er ikke vant til at blive tirret på den måde, men jeg kan forsikre Dem om, at jeg er fuldstændig rolige lige nu,” svarede han sandfærdigt, han ville skam ikke lade hende tirre ham sådan igen, det var jo direkte tåbeligt! Men som sagt, så var han fuldstændig rolig i øjeblikket og ville ikke lade sig påvirke på den måde igen. Han var sikker på at hun var fuld af spørgsmål, spørgsmål han endnu ikke kunne besvare. Hans hoved søgte ganske let på sned. ”Fortælle Dem mit navn, ja det kunne jeg, men hvad sjovt ville der være i det?” spurgte han roligt, og med det drilske smil om læberne. Hun havde tirret ham, nu ville han tirre hende lidt, så måtte han jo se om hun hoppede på limpinden? ”Det er ikke så meget det at de er urokkelig, men jeg må jo forsvare min sag bedre næste gang,” sagde han roligt, uden at fortælle for meget, for han var nød til at holde sine kort tæt ind til sig, for han stolede ikke på folk omkring, og han vidste ikke hvem der måtte lure og smuglytte til deres samtale.

[Deleted]

Alicia gjorde virkelig ikke noget andet end at more sig. At det så var Alec selv som stod bag de gerninger som hun havde disset og endda lige op i hans åbne ansigt, var stadig helt ukendt for hende, men igen.. Hun havde hele aftenen til at finde ud af det. Han havde i den grad også fanget hendes interesse som det virkede til at være gengældt fra hans side af, hvilket i den grad også var noget som virkelig bare måtte more hende og noget så frygteligt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned. At han selv var faldet til ro, glædet hende dog, for det havde virkelig ikke været hendes hensigt, at skulle gøre ham sur eller vred for den sags skyld, det var helt sikkert. At han var en stolt vampyr var noget som hun næsten kunne fornemme på ham og det gjorde hende virkelig ikke det mindste. De delte race og det var et boost i hendes selvtillid på den samme måde. At sidde i nærheden af en som var stolt af det, fremfor alle de ting som kørte på folkemunde som hun selv måtte høre, det var virkelig ikke altid det mest hyggelige, det var i den grad helt sikkert. "Det tror du ikke?" Hun havde selv droppet den høflige tiltale, mest af alt for at gøre det den anelse mere personligt, at skulle snakke med ham. Det andet gjorde næsten at hun følte sig en anelse mindreværdig og det var heller ikke noget som hun ønskede, selvom hun vidste, at hun ingen betydning ville have i dette land. Den tanke skræmte hende endda en smule. Det eneste som faktisk måtte redde hende en anelse, var jo at hun var kvinde i et kvindedomineret land. "Du ville nyde det, hvis jeg ikke tager helt fejl?" Hun skød dovent et bryn i panden og med det drilske smil på læben. Ikke at det var noget som hun ville lægge det mindste skjul på overhovedet og da specielt heller ikke overfor ham. Hun skyldte ham vel en undskyldning et sted? "Jeg er ikke til.. beskidt arbejde." Hun rynkede på næsen og med et drilsk grin.
Hovedet søgte ganske let på sned ved hans ord og med det samme smil på læben. Hendes sylespidse tænder var kun ganske svagt synligt. Det var tydeligt, at hun ikke var lige så stolt af sin race som det han måtte være af, selvom det nu ikke var noget som betød det mindste for hende overhovedet. "Den blev ikke just præsenteret på en.. imponerende måde." Hun blinkede let med øjnene og uden at skulle se det mindste væk fra ham overhovedet. Ikke at det var noget som hun ville. Hun satte sig roligt tilbage, fuldkommen rolig og afslappet. "Selvfølgelig.. Du har dog ikke spurgt efter det," påpåegede hun med et let drilsk smil og med det samme drilske glimt i øjet. Hun morede sig blot i aften og der var absolut intet i det som hun gjorde. At det jo havde tirret ham så frygteligt, var noget som virkelig bare havde moret hende mere end godt var i den anden ende. Hun sendte ham et ganske roligt smil. "Det glæder mig. Det var slet ikke min mening at være så frembrusende." Hun trak svagt på de slanke skuldre og lod hovedet søge let på sned. Hun førte roligt en hånd op til sit øre, hvor hun lod lokken af det mørke hår roligt falde om bag det. At han dog ikke ville fortælle hende hans navn, var dog noget som faktisk måtte irritere ende. Smilet faldt en anelse allerede med det samme. "Så... du ønsker at se det sjove i det?" Hun lænede sig roligt frem, hvor hendes ene pegefinger roligt måtte glide under hans hage, idet hun roligt trak hans ansigt tættere på sit eget. Hun morede sig. Livet var for kort til alt det andet. Hovedet søgte let på sned. De var næsten så tætte at næserne måtte berøre hinanden. Kun lige nok til at de ikke ville komme i berøring. "Hvad skal jeg gøre, for at få dig til at præsentere dig?" spurgte hun roligt, ikke mindst med en let nysgerrig stemme, for hun var virkelig nysgerrig af sig.

[alecander]

Det at hun havde tirret Alecander, var ikke noget ham bar nag over! Men hun så ud til at more sig, og det kunne han vel ligeså godt også så? Ved netop at gøre gengæld og tirre hende lidt, ikke fordi han var ude på at slås med hende, slet ikke, men han ville bare more sig, ligesom hende. Og selvom de tirrede hinanden, så var der jo ingen grund til at deres møde skulle ende ud i et farligt blodbad, skønt han dog elskede blodsudgydelser, men han måtte ærligt erkende, at han holdt ligeså meget af at more sig på det mentale plan, som han elskede blodsudgydelser. Han havde intet imod at hun fjernede den formelle tone, for selvom han var fra en fin og fornem slægt, så kunne han sagtens tale til folk, som var de lige med ham selv, så, så arrogant var han heller ikke. Desuden, så levede de i en ny tid, end som de havde gjort, da han havde været yngre, for der var alligevel gået nogle tusinder år, siden han var blevet født, og af de år, havde tiden også ændret sig. De levede nu om stunder i en egoistisk og uhøflig verden. Der var ikke mange som viste respekt mere, derfor måtte han også være forsigtig med hvem han talte til og hvem han afslørede alt for meget til. ”Nej det gør jeg ikke,” sagde han roligt, ”jeg tror du er bange for at blive beskidt.” Han smilede sigende til hende, de fleste vampyrkvinder var forfinede, ønskede ikke at være beskidt, men ønskede magt og fik andre til at arbejde under sig. Og et sted, så hun ud til at være en sand fornem kvinde, der ikke ønskede at gøre en mands arbejde, hvilket hun så også måtte bekræfte og det fik ham kun til at smile et bredt smil. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det ville se ganske godt ud, at se dig gøre en mands arbejde, ja,” medstemte han med det lille træk på mundvigen. Det kunne faktisk være ganske morsomt at se. Underholdende.
Det var tydeligt at hun morede sig, så det ville Alec selvfølgelig også, det var jo ikke fordi han afskyede hendes selskab, hun var faktisk ganske velkommen. Han trak ganske let på skuldrene. Han havde nok ikke snakket sin sag godt, men det kunne han jo heller ikke, for så ville han komme til at afsløre alt for meget, og det havde han heller ikke lyst til, han var jo nød til at holde lav profil, og det måtte han ikke glemme! Det havde været dumt af ham, at lade hende tirre ham på den måde! ”Jeg har mine grunde,” sagde han afvigende, og trak ganske let på skuldrene, som var det ingenting. Han kunne jo ikke lige pludselig begynde at prale af at det var ham, som havde dræbt Gabriel, og at han var leder for en hel organisation, som prøvede at overtage alle lande, det gik jo mildest talt ikke! Han betragtede hende blot, så afslappet som hun måtte sidde på stolen overfor ham, på den anden side af bordet. Han smilede et skævt smil. ”Men det har jeg jo nu,” påpegede han roligt. Han havde jo faktisk lige spurgt om hendes efternavn, det var ikke fordi at han ville kende hende af den grund, men han kunne bare bedst lide, og var vant til, at få hele navnet præsenteret – i hvert fald fornavn og efternavn. Så det var jo ikke fordi han ikke ville vide det. Han rystede let med hånden. ”Du skal end ikke undskylde. Du har jo lov til at more dig, ligesom alle andre,” sagde han roligt, imens hans hoved søgte på sned. Han mente det skam, hun havde ikke behov for at tænke yderligere over det, han havde været dum at lade sig tirre på den måde, så hun var skam tilgivet med det samme. Han kunne tydeligt se at hendes smil måtte falme, hvilket blot fik hans til at stige, eftersom de nu havde byttet plads. ”Nu har du moret dig lidt, så det vil jeg da også,” sagde han roligt og blinkede drilsk til hende. Han så blot spændt til, da hun lænede sig ind over bordet, og han lod hende blot føre sig hoved tættere mod hende, og han kunne tydeligt mærke hendes kølige ånde. Et sted en savnet følelse? Det var sjældent at han var så tæt på personer, foruden når han dræbte og drak blod fra sit offer. Han lod ikke folk komme tæt på ham, af egne personlige årsager. Han trak på smilebåndet til hendes ord, så hans hjørnetænder blev blottet. ”Tja, du kunne jo imponere mig?” opfordrede han, imens hans eget hoved måtte søge på sned. ”Jeg formår at se at du kommer her tit?” spurgte han roligt, da han roligt flyttede sit blik fra hendes isblå øjne, da de faldt hen på et bord, hvor nogle mænd sad. Det var ikke svært at høre hvad de talte om. Hende. Han så tilbage på hende igen, og rykkede ikke sit hoved en eneste millimeter fra hendes. ”Kender du dem?”

[Deleted]

Det morede nu Alicia at de kunne snakke ordentligt sammen, også selvom hun nægtet at gøre brug af den formelle tone, også selvom det måske havde været det mest rigtige at gøre for en i hendes situation. Hun stod i den situation hvoraf hun egentlig ikke havde nogen betydning af nogen slags i det land som hun måtte befinde sig i, og det var jo noget af det som gjorde, at hun virkelig var tvunget til at passe på sig selv. Hvem ville da savne hende, hvis det skulle gå galt? Tungen vædede roligt hendes læber og med det stille smil på læben. Hun ville bare have lov til at nyde livet, om ikke andet, så finde ud af de fordele som måtte være i det at være en vampyr som hun var blevet til for bare ganske få år tilbage. En tanke som hun kunne sidde med i hovedet nu; Hvorfor havde hun givet afkald på ssit liv og sin sjæl for det liv som hun måtte leve i dag? Hun kunne virkelig fortryde noget så bittert! Ikke at det var tanker som hun ønskede at skulle sidde med lige for øjeblikket. Lige nu var det hendes opmærksomhed som måtte hvile på hans krop og hans ansigt. Han var nu en ganske flot fyr nu hvor hun endelig kunne få lov til at betragte ham ordentligt og det var noget som i den grad også måtte falde hende direkte i smag. Hun var nysgerrig. Så forbandet nysgerrig! Hun fnøs ganske let. "Du tror ikke jeg vil kunne gøre det? Ikke kom og sige mig, at du er af den type som undervurdere kvinderne?" Hun hævede dovent det ene bryn, også selvom det drilske glimt hvilede i hendes øjne. Hun havde det sjovt og intet andet, så der var virkelig ikke meget mere i det end som så. "Det ville sikkert more dig.. At se mig på alle 4 og bide i græsset? Nej.. jeg vil næsten foretrække det kendte husarbejde," sagde hun og blinkede let til ham. Et sted var hun af den meget gammeldagse slags.
Så læge at han ikke afskyede hendes selskab, så følte hun selv for at skulle være ganske så rolig som hun var nu. Det hele blev jo meget sjovere når man først var i stand til at snakke sammen. At han nu havde bedt om hendes efternavn, fik hende virkelig bare til at smile. Hovedet søgte let på sned og med det lette smil på læben. "Hvorfor så nysgerrig?" hviskede hun med en rolig stemme. Havde han ikke tænkt sig at præsentere sig, så ville hun da heller ikke skænke ham sit efternavn - Så simpelt. De isblå øjne hvilede i hans. De var iskolde og alligevel med den næsten så varme glød alligevel et sted. Hun var endnu ikke en fuld ud hærdet vampyr og specielt ikke når det stod på denne måde, som det nu måtte gøre. "Vil du dele dine grunde med mig?" spurgte hun roligt og med en ganske så let og nysgerig stemme, det var der heller ikke nogen osm helst tvivl om overhovedet. Det morede hende dog et sted. Det var jo sjov på en ganske anden måde. En meget mere underholdende måde! Hun lod pegefingeren roligt hvile under hans hage, mens hendes tommel ganske så stille og roligt måtte stryge over hans kolde kind. Hun savnede selv en nærhed til noget andet væsen, men hun havde vitterligt ikke troen på at det var en lykke som ville ramme hende på denne måde. Det var nu og da, et håb som hun havde opgivet allerede for så frygtelig længe siden. Hvilket vel var en skam et sted? En fyr havde desværre ikke rigtigt bragt hende nogen som helst gavn. Akiro ser hun jo så frygtelig sjældent, at hun måtte sige sig, at det måtte være død allerede nu for ikke at glemme, at hendes eks var smuttet med deres lille datter. Et kort som hun normalt ville holde tæt ind til sig. Kun en kendte til den side af hendes liv og det var en dragerytter. En ganske forunderlig tanke. Hun rokkede sig ikke det mindste, også selvom de var så frygtelig tæt til hinanden. Det mystiske glimt hvilede roligt i hendes eget blik og det var slet ikke noget som hun ville skulle skjule det mindste. "Jeg vil nu personligt mene, at du har moret dig nok." Hun slap roligt grebet under hans hage og lod hånden let stryge over hans kind. "Så fortæl mig.. Hvad skal til for at imponere en sådan lille hidsigprop som dig?" Hun blinkede let til ham. Hun lavede bare sjov på sin egen mærkværdige måde, det var også helt sikkert. Hun vendte blikket kort i retningen af dem som sad ikke så forbandet langt fra dem. Hun himlede let med øjnene og vendte blikket stille mod ham endnu en gang. "Jeg kender dem ja.. De er dog ikke .. nær så interessante som den fine herre jeg sidder overfor lige i øjeblikket," påpegede hun med et sigende blik.

[alecander]

Alecander morede sig for en gangs skyld, for det var virkelig ikke så tit det skete, eftersom han altid skulle arbejde, og andre gange han søgte ud i byen for at overtale en vampyr eller to om at komme med i hans organisation, så var det ikke altid morsomt, men mere forretning, men denne gang, der kunne han kun prale af at han morede sig, og intet andet, og det var faktisk befriende et sted. Han kendte hende ikke decideret, udover at han vidste at hun var halvblods, han havde dog endnu ikke fundet ud af hvilken anden race hun var, for han kunne ikke helt genkende duften, han vidste i hvert fald bare, at det var en race, som man ikke mødte særlig tit. Han gjorde i hvert fald ikke. Han kneb øjnene lettere sammen til hendes ord. Hun havde fat i den forkerte ende. Hans hoved søgte ganske let på sned. ”Jeg er skam ikke diskriminerende mod kvinder! En kvinde kan gøre det lige så godt som en mand, og nogle kvinder gør det endda bedre end mænd,” svarede han roligt, ”men jeg kender jo ikke dig, så jeg kan ikke vide om du er tilhænger af de kvinder, der gør det bedre end mænd.” Hans hoved søgte til den anden side, imens et lettere drilsk smil hvilede på hans læber. ”At se dig på alle 4 og se dig bide i græsset, vil jeg ikke finde specielt morsomt, og dog, det ville more mig, at se dig gøre den gerning, som du ikke finder særlig imponerende,” svarede han med det lille træk på mundvigen. Han hentydede til hans egen gerning, den gerning, som hun ikke var videre imponeret over. ”Jamen du må da med glæde blive min stuepige!” sagde han lettere drillende. Han var ikke bange for at afsløre at han havde penge, at han boede et sted med tjenestefolk, for det var jo bare sandheden.
Alec vidste at det også gik den anden vej. Han ville ikke præsentere sig, og så ville hun ikke give ham sit efternavn, det havde han allerede fundet ud af omkring hende. Hun var én der ville sige; noget for noget. Og han var delvist også enig – på visse punkter, som i øjeblikket. Han smilede et skævt smil. ”Jeg kunne jo stille dig det samme spørgsmål,” svarede han lavmælt og smilede lettere drillende til hende, ”jeg er bare vant til at få et helt navn; fornavn og efternavn, andet er der ikke i det.” Sandt var det, det var noget som han var vant til, men han vidste at hun ikke ville dele sit efternavn med ham, så længe han holdt sit navn skjult for hende, hvilket et sted morede ham, selvom han godt kunne se det retfærdige i det. ”Det er grunde jeg er nød til at holde tæt, indtil videre,” svarede han sandfærdigt og i en lettere sørgelig mine, ”jeg ved jo ikke om jeg kan stole på dig.” Hans blik blev lettere hemmelighedsfuldt, som var det rigtige gode grunde! Og det var det vel også et sted? Han viste ingen følelse, da hun lod sin tommel stryge over hans kind. Det var utrolig længe siden at han havde mærket en kvindes kærtegn, og det var af den simple grund; han var ikke gode til følelser, men enhver mand måtte give efter for sine lyster på et tidspunkt, han gav bare ikke efter lige så hurtigt som Demitri måtte gøre. Men den mand elskede virkelig også kvinder! Han selv var mere typen der jagede dem væk, ligesom ved Valerio. Hvad der var sket med hende, kunne han ikke svare på, og han kunne ikke vide om hun var blevet født halvblods, eller om hun havde været igennem det berygtede Dødens Kys. ”Man kan aldrig more sig for meget,” svarede han til sit forsvar, så han kunne for lov til at være anonym i lidt længere tid, for det morede ham at se, at hun var så utilfreds med det. Han så hende blot i hovedet, imens hans hoved måtte søge til den anden side igen, da hun strøg ham over kinden. ”Det er meget svært at imponere mig,” svarede han sandfærdigt, ”så du er nok nød til at gøre noget … overraskende.” Han blinkede blot tilbage til hende. Hun havde faktisk ret, han var en hidsigprop! Hans lunte var utrolig kort, og hans temperament havde ingen grænser! Og alligevel formåede han at holde sig cool og hovedet koldt i de fleste situationer. ”Uh, så du finder mig interessant?” spurgte han i en lettere selvsikker tone. ”Jeg er dog ganske sikker på, at de finder dig tiltalende, eller … det ved jeg, eftersom det er svært at undgå at høre, hvad de siger,” svarede han roligt, ”og hvis du kender dem, så vil jeg da med glæde møde dem.” Han smilede lettere udfordrende til hende, og det var tydeligt at se på ham, at han ikke troede på hende.