I'm still waiting..

[Deleted]

Lexie ønskede virkelig ikke, at skulle kaste mere over Nick lige i øjeblikket, det var der end ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun havde det virkelig dårligt nok med at skulle rende rundt med de tanke som hun allerede havde gjort sig, det var der heller ikke nogen tvivl om, og nu stod hun her og med ham ved sig, samt alt det som hun allerede havde fortalt og det faktum, at mor var mistet, så kunne hun virkelig ikke få sig selv til det. Hun lod sig blot blive trykket ind mod ham og med et svagt og næsten usikkert smil. Hun ønskede virkelig ikke, at skulle gøre ham mere ked af det, end det som hun allerede havde formået at gøre det. Det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De isblå øjne vendte hun stille mod ham igen. "O-okay... kan jeg fortælle det, når jeg ved, at vi er alene?" spurgte hun stille. Hun fulgte ham med til den store cirkel af de store sten og trak ham blot med sig igennem den. Det var ikke bare en stencirkel når magikerne trådte igennem den. Det var virkelig som en ekstrem stor hule af en slags og kun for magikere, at betræde. Ingen anden kunne komme ind. Lexie smilede svagt ved synet af dette. Det gav hende virkelig den følelse af, at skulle være hjemme igen. "Kom.." sagde hun stille. Hun tog stille omkring hans hånd og førte ham ned af en stor gang ned mod det, som altid havde været hendes værelse. Det var ikke stort, men fint nok for hende. En halvstor seng, hvor man sagtens kunne være to, hvis man lå tæt selvfølgelig. Hun trak ham med derind og lukkede døren. Endelig kunne de være alene.

[nick]

Nick vidste, hvordan Lexie tog hensyn - men hun havde virkelig også retten til at skulle komme ud med hvad end, som måtte tynge hendes hjerte. Hun havde levet i et helvede, som han end ikke havde spurgt for meget ind til endnu - det var et sårbart emne og han ønskede det virkelig ikke. Han måtte smile ligeså forsigtigt til hende, mens de gik igennem skoven. Lisa var ikke en del af dem længere, så sammen måtte de bare komme videre, selvom det virkelig kunne vise sig at blive svært. Men hvorfor ikke bare læsse ham til med mere, så det forsvandt på samme tid? Så han ikke skulle gå med en ting, blive fri og så få en ny dårlig ting - så ville han have det elendigt i længere tid. Sådan så han på det. "Jo..." svarede han. Stencirklen kendte han udmærket - var du magiker, forandrede det hele sig til et hjem. Det var virkelig en fantastisk magi. Han smilede stille - her havde han været før med Elias. Han gik stille fremad og fulgte efter Lexie ned på hendes værelse. Han så sig lidt omkring. "Nydeligt," sagde han stille og smilede skævt, kiggede lidt på alle tingene, før han gik hen og satte sig ned.

[Deleted]

Lexie havde mere eller mindre altid taget hensyn til det ene og det andet, så dette var virkelig heller ikke noget undtag. Hun vidste jo godt, at Nick havde det hårdt nok i forvejen, og hun ønskede virkelig ikke at belemre ham med mere end det som godt måtte være i hendes øjne. Det ville hun virkelig ikke have det godt med selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var virkelig ikke meget for at skulle sige det til ham, sådan som det måtte stå lige i øjeblikket. Hun vendte sig ganske forsigtigt mod ham, efter hun havde lukket sin dør. Værelset var ikke stort, men hun boede her jo også alene, så klaget hun virkelig heller ikke. For ikke at glemme, at hun var i sikkerhed her udelukkende på grund af Elias, så skulle hun bestemt ikke klage på nogen måde, det var i den grad også helt sikkert. Hun sendte ham et stille smil og med et svagt træk på skuldrene. "Det er fint nok.. Jeg bor her jo alene," sagde hun stille. Hun gik roligt mod ham, hvor hun stille lod sig glide ned at sidde på sengekanten. Hænderne foldede hun roligt foran sig og med blikket hvilende på Nick som måtte sidde lige ved siden af hende. "Det minder lidt om mit værelse før branden," tilføjede hun let eftertænksomt. Et sted holdt hun vel også lidt fast i den gamle fortid?