I'm still waiting..

[nick]

Der var på ingen måde tvivl om, at Nick med sikkerhed havde gået glip af meget. Hele familien havde levet under et helvede og lige nu, ville han næsten hellere længes efter Lisa, og ikke være forladt af sit livs kærlighed. Bare tanken gjorde så ondt, at han følte for ikke at gøre noget. Bare ligge sig ned og håbe på det var et mareridt, som man snart ville vågne fra. Men sådan gik det bare ikke. Det var ikke en drøm det her. Han trak vejret lettere tungt og slap et suk. Han fattede mindst ligeså meget som Lexie omkring Lisa emnet. Hvad der havde gjort udslaget til, at hun kunne forlade ham, det vidste han virkelig ikke. Han så lidt undrende ud, da hun bragte Sophie på banen. "Nej.." sagde han dæmpet og ventede på mere. Han frygtede dog det værste. Han sitrede i kroppen da hun færdiggjorde emnet og små tårer begyndte at løbe ned over hans kinder. Han lukkede øjnene i og gned sine øjne i hans håndflader. Bare de 2… Sophie var virkelig død og Lisa var bare gået en anden vej. Han gned sine øjne i hans arm og fik sig taget sammen til at se på Lexie igen. Han tog hendes hånd. "Og vi bliver sammen," sagde han stille og forsikrende. Der måtte hun virkelig ikke tvivle.

[Deleted]

Lexie havde det virkelig elendigt med at skulle fortælle Nick omkring Sophies bortgang. Det havde også ramt hende som noget af et frygteligt chok. Det vigtigste i hendes hoved, var at Sophie i det mindste var blevet begravet hvor hun hørte hjemme. At hun så aldrig havde fået taget det farvel, var hende en byrde som hun sikkert måtte gå rundt med resten af sit liv, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Nick var virkelig alt det som Lexie havde tilbage og hun ønskede virkelig ikke at skulle give slip på det igen, det var helt sikkert. Hun rykkede sig tæt på ham og tog forsigtigt omkring hans hånd, bare for at have noget at holde fat i. Hun sendte ham et stille smil og nikkede roligt. Det var noget som de trygt kunne love hinanden, det var i den grrad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Det lettede hende virkelig at høre ham sige de ord. "Lover du det?" spurgte hun stille. Hun knugede sig fast til hans hånd, som var hun bange for, at han ville slippe ud mellem hendes fingre. Hovedet lod hun forsigtigt glide mod hans skulder. "Jeg så det til.. til Gabriels begravelse," fortalte hun stille. "Sophies navn.. på en smuk gravsten." Hun måtte da have nogen som havde haft betydning for hende, eftersom hun havde fået den smukke gravsten, det var i den grad helt sikkert. Hun lukkede forsigtigt begge hænder omkring Nicks ene, blot for at have noget at holde om. "Jeg blev chokket," sagde hun dæmpet.

[nick]

At Lexie fortalte ham det, var Nick kun glad for. At de kunne tale om det, var ham virkelig vigtigt. Det ramte ham virkelig hårdt, at Sophie bare var væk. Gad vide hvor længe og mest af alt, hvordan? Hvordan var hun gået bort. Hvad var der sket med Jeremy? Han havde så mange spørgsmål, som Lexie vel end heller ikke kunne besvare? Lexie var jo alt han havde tilbage nu. Så uanset hvad måtte de jo stå sammen. Hun smilede ligeså forsigtigt. Han holdt om hendes hånd og gav den et blidt klem. "Det lover jeg," sagde han ærligt og lod hende bare lægge sig op af hans skulder. "Idet mindste er det hæderligt," sagde han stille. Det var ærefyldt at være begravet ed en smuk gravsten, så meget kunne han da sige. Han nikkede. "Som jeg vel er chokket nu," sagde han dæmpet. Han sendte hende et lille smil, selvom det var mere trist end noget andet. Alt var da også bare galt. Han trak vejret dybt. Han ønskede så brændende at vide alt der var sket, men hvem vidste noget om det? Det kunne han ikke sige. Han ville dog passe på Lexie. Det kunne han da love hende. Og han ville ikke tage nogen steder uden hende. Han lagde også begge sine hænder om hendes.

[Deleted]

Det var virkelig hæderligt, at Sophie var blevet begravet og det var også noget som Lexie virkelig måtte være glad for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun holdt stadig fast i hans hånd med begge sine. Nick var virkelig alt det som Lexie havde tilbage om hun så skulle kæmpe for at beholde ham der, så gjorde hun det virkelig! Hun vendte de isblå øjne mod ham. Dem havde hun bestemt ikke fra fremmed af, det var helt sikkert. "Hun fortjente det," sagde hun stille. De mange søskendestridigheder var noget som hun endelig formåede at lægge på hylden. Hun nikkede til hans ord. Chokket kunne hun da tydeligt se i hans blik og det gjorde faktisk også noget så frygtelig ondt på hende, det var der ingen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt og vendte blikket stille mod ham. Ærlighed var noget som Lexie selv gik meget op i. Lige netop den ting havde hun jo faktisk fra mor. "Jeg savner hende far," sagde hun dæmpet. Hun vendte blikket stille frem mod sig, efter igen at have ladet hovedet søge mod hans skulder igen. Hun manglede virkelig sin søster så frygtelig meget, at man skulle tro at det var løgn. "Jeg savner bare familien.. som den var før," afsluttede hun med en ganske dæmpet stemme. Hun vendte blikket ned mod deres hænder, da Nick lukkede begge sine omkring hendes. Hun trak svagt på smilebåndet ved tanken. Det var i den grad så frygtelig savnet.

[nick]

Nick var kun glad på sin afdøde datters vegne, over at hun lå på kirkegården. Det var ikke mange der kunne sige det. Men hun havde jo ikke været særlig gammel. Han sukkede dæmpet. Han havde end ikke nået at se hende igen! Dybt trak han vejret og lagde sig hoved imod Lexies. Det var nu rart at sidde her med hende. Bare mærke solens stråler mod sin krop og mærke det stærke bånd mellem ham og hans datter, på trods af at han nu lignede den han havde været dengang. Men han var der jo stadig. "Det gjorde hun," sagde han dæmpet. Han løftede hovedet, da hun så på ham og så hende ind i øjnene. Identiske øjne havde de, det fik hun ikke fra nogen ukendt. Han sendte hende et smil. Chokket var stadig i ham, men det hjalp at Lexie sad her. Havde han selv fundet ud af det, var det nok gået værre. Han gik selv op i ærlighed.. Selvom det ikke altid lykkedes lige godt for ham. Ikke førhen i hvert fald. Men det var langt bedre nu. "Det gør jeg også," sagde han stille og lagde hovedet mod hendes, da hun også lod hendes hvile mod hans skulder igen. Han manglede virkelig familien som dengang! "Også jeg," sagde han dæmpet. "Også jeg." Han så ud i skoven.

[Deleted]

Lexie savnede virkelig familien som den var før, men så længe at Nick var der, så klaget hun nu heller ikke. Det havde været den mand som hun havde haft det bedste forhold til og det var også grunden til at båndet stadig måtte stå så frygtelig stærkt mellem dem. Det var næsten som hun kunne fornemme den smerte som han nu end bare måtte sidde med? Sophie havde ikke været særlig gammel, det var helt sikkert og det var noget som virkelig gjorde det hele meget værre. Skulle det samme ske for hende når det kom til stykket? Hun havde jo end ikke vidst hvad der var sket dengang og det var virkelig kort ud sagt en forfærdelig tanke på alle tænkelige måder! Hun lod hånden ganske så forsigtigt stryge over Nicks overarm, der var så meget som hun virkelig ønskede at hun kunne snakke med ham om, men igen, så var meget af det noget som hun ikke rigtigt følte for at bringe på banen nu hvor han var så chokket. Det ville virkelig være synd at komme med alle de ting som hun havde klandret sine forældre for igennem hendes det sidste århundrede og det var virkelig ikke altid behageligt, men hun måtte jo få det ud før eller siden og hun vidste det jo trods alt. Hun trak vejret stille og dybt og vendte blikket stille mod ham. "Bare os..." Hun lod hovedet stadig hvile på hans skulder. Han havde en tydeligt mere flod hudfarve end hende. Hun var stadig så frygtelig bleg, at man skulle tro at det var løgn, det var i den grad også helt sikkert og hun var virkelig ikke meget for den tanke alene. "Jeg har besøgt hendes grav meget.." sagde hun dæmpet. Det var sandt. Så snart at solen stod højt nok til at hun var sikker på at vampyrerne ikke kunne tage hende, så besøgte hun Sophie, snakket med hende, græd endda samtidig. Hvorfor skulle de være så uheldige?!

[nick]

Nick længtes efter Lisa og han savnede at have hele familien samlet som dengang; Mor, Far og børn. 2 vidunderlige børn og hans sande kærlighed. Han kunne virkelig ikke finde en anden, det var bare umuligt. Følelserne for hende ville aldrig falme og det var jo bevist gennem det århundrede de havde været skilt fra hinanden. Han sukkede stille og måtte tage sig i nakken, for ikke at græde igen. Det var bare så svært, at vide.. At hun var sammen med en anden. Det var så uvirkeligt. Og Sophie der var væk - af hvad procianerne vidste. Det var virkelig frygteligt. "Jep," sagde han stille og lod hovedet hvile mod hendes hoved, som hendes hvilede på hans skulder. Hans hudfarve var altid gylden og solen gjorde den så nemt helt brunlig og flot, han havde nemt ved at blive solbrun om man kunne sige. "Det ville glæde hende, Lexie," sagde han stille og løftede hovedet let. Han så rundt i skoven, her var ikke et øje. Hvad nu? Hvor skulle de tage hen? Det var han faktisk usikker på. "Hvor har du egentlig holdt til?" spurgte han stille. Hvor havde hun sovet og sådan? Havde hun et hus?

[Deleted]

At den lille familie måtte være så splittet, var slet ikke en tanke som Lexie brød sig meget om på nogen måde overhovedet. Den skræmte hende virkelig og hun hadet det mere end det som hun måtte hade noget som helst andet! At Nick ikke kunne klare det uden Lisa, det vidste Lexie dog udmærket godt. Hun kunne mærke det på ham, eftersom hun også med tiden, måtte kende ham så godt og det i sig selv, var en tanke som faktisk måtte skræmme hende en hel del.. Frygtelig meget faktisk og hun hadet det virkelig! Blikket gled stille mod deres hænder. At han sad der med en flot gylden farve, gjorde automatisk at hun måtte se mere bleg hud. Hun sukkede dæmpet og lukkede øjnene stille. Hun ville virkelig ikke tænke på det! Ikke bare det, at hun faktisk måtte klandre dem begge fordi at hun ikke havde været i stand til at forsvare sig. Noget som hun måtte snakke med ham om på et tidspunkt.. men ikke nu, ikke nu hvor hun kunne mærke, at Nick måtte have det som han havde det. Hun var faktisk skræmt af den tanke. "Det håber jeg.. jeg savner hende.." Med de hundrede år som var gået, så havde hun slet ikke været i stand til at fælde en tåre og heller ikke nu. Hun kunne bare ikke mere. Hun hævede blikket stille og roligt mod ham. "Jeg bor i Den Lyse Cirkel.. K-kun magikere kan komme derind," sagde hun stille. Med andre ord, så havde hun været tryg den sidste tid.

[nick]

Nick sukkede dæmpet. På et tidspunkt, ville det hele blive for meget og han gik bare ned. Lisa var alt for ham, som hans børn måtte være og han kunne bare ikke få sig selv til at bytte det ud. Det værste var, at Lisa sådan set havde forladt ham, mens de sådan set var forlovede. Men hun havde vel fundet tryghed ved Procias' rådgiver. Hans øjne flakkede let og han satte sig helt op. Han gned sine øjne og endte med bare at ligge sig ned på bakken, som de sad op af. Han hadet tanken om at være sådan her og at Lexie skulle overvære det. At hun klandrede dem for at hun ikke havde lært noget, ville faktisk såre ham. Lisa var jo død dengang og han blev fanget ind af mafiaen. Lexie havde jo slet ikke været gammel nok til at lære magi i en alder af 5 år! Det burde have været en andens ansvar, at finde hende en lærermester. Han klemte øjnene sammen og satte sig op igen. Han nikkede stille. "Også jeg," sagde han dæmpet og så imod hende. "Ja..Ja det ved jeg," sagde han til hende og smilede. Elias havde jo ført ham dertil, da han skulle blive magiker igen og drive den mørke warlock ud af ham, for at erstatte den med lyset.

[Deleted]

Lexie klandrede virkelig Nick og Lisa for at hun ikke havde været i stand til at benytte sig af magi, også selvom hun havde været så lille, så kunne de vel også have vist en anelse magi, så hun i det mindste kunne gøre lidt modstand. At de mange vampyrbid måtte være synlige for Nick, vidste hun, så måtte det jo bare være hende en fortid som hun måtte affinde sig med. Hun havde en lærermester nu, det var vel også det vigtigste? Romo skyldte hun virkelig alt for, for alt det som han havde gjort for hende! Hun vendte de isblå øjne stille mod ham igen og ikke mindst med et roligt blik. Lisa var væk, det måtte de vel bare... finde sig i, vel? Hun vil virkelig ikke belemre ham med mere, nu hvor det var tydeligt, at det hele måtte være hårdt nok. Hun slap hans hånd, da han blot valgte, at skulle lægge sig ned på bakken istdet for. Hun vendte blikket stille mod ham. "E-Elias tog mig til sig.. så jeg havde et sted at være," fortalte hun stille. Hun foldede roligt hænderne foran sig og blev ellers bare siddende. "Og... R-Romeo er ved at lære mig magien.. Så sker det nemlig ikke igen." Hun stirrede let ned på sine arme. Det var nu ikke der, at det var værst, det var i hendes sider og på hendes ben. Hun gøs let ved den ene tanke alene for den var virkelig uhyggelig, at skulle tænke på.

[nick]

At Lexie klandrede Nick og Lisa for hendes helvede, ville Nick ville tage tungt når hun endelig kom frem med det. Det var helt sikkert. Hvordan kunne de nogensinde have lært hende noget, når hendes magievner end ikke var trådt frem endnu, da branden skete. Han sukkede dæmpet. Hans egen magi blev ikke så trænet mere, han burde vel egentlig komme i gang igen så det blev holdt ved lige. Det var da en måde at få tankerne afledt på. Han sendte hende et smil og skubbede sig op at stå. Han rakte hende en hånd og hjalp hende op, det kunne han jo ligeså godt. "Det var vældig pænt af Elias.. Det var ham, som gjorde mig til magiker igen," fortalte hende hende og nikkede. "Skal vi komme afsted?" spurgte han stille, "vi kan vel tage derhen," sagde han stille. Han havde set hendes bidemærker. Han havde selv 3 styks. Men det var slet intet i forhold til hendes. "Det er godt, at han gør det min pige.. Vi nåede jo aldrig at lære dig det, for din magi var ikke begyndt at blomstre da branden brød ud," sagde han stille. "Jeg vil hjælpe dig og også ham Romeo, med alt jeg kan for at lære dig det…" sagde han og lagde en arm om hende, før han førte hende med sig.

[Deleted]

Lexie klandrede virkelig Nick og Lisa for så frygtelig meget af det som var sket dengang. Selvfølgelig kunne de ikke gøre for at branden måtte opstå eller at Nick havde haft de problemer som han havde, men altså.. der var vel ikke noget at skulle gøre ved det nu? Så var det alligevel bare noget som hun havde så frygtelig behov for at skulle få frem, få det ud af sit egt system og bare komme videre, istedet for at stå så voldsomt fast i det, som hun nu måtte gøre. Det var simpelthen bare.. vigtigt for hende. Hun betragtede Nick med et stille blik. Hun vendte sig mod ham, idet at han valgte, at skulle hjælpe hende op på benene igen. Hun blinkede ganske let med øjnene. "Det.. det er det virkelig. Jeg er bare glad for, at der findes mænd derude som ham," sagde hun stille. At man skulle se denne form for taknemmelighed derude, var i sig selv ikke noget som skete særlig ofte, og heller ikke i Procias mere. Hun sendte ham et varmt smil og nikkede. Bidemærker havde hun ekstremt mange af. Et sted kunne man vel sige at hun måtte misunde ham for de få bid som han havde kontra dem som hun selv måtte rende rundt med og havde gjort det igennem så mange år og hun hadet det virkelig! Hun bed sig svagt i læben. Det var vel tydeligt også for ham, at hun brændte inde med så meget mere end det som var kommet frem? "Det.. det ved jeg far," sagde hun stille. Hun lod sig komme helt tæt ind mod ham, idet at de måtte gå videre.

[nick]

Når man havde noget på hjertet, så skulle det ud - så meget vidste Nick og derfor ville han også spørge ind til hende når de var begyndt at gå og han fik lidt af den friske luft i hovedet. Han sukkede dæmpet. Selvom det var svært, måtte han alligevel bare vænne sig til tanken - jo før jo bedre, så ville han da ikke forpeste Lexie med hans sorg. Selvom den gjorde ondt og ikke prøvet på denne måde før, så skulle man vel bare se det i øjnene? Han betragtede hende stille, mens at han havde armen omkring hende. Hans isblå øjne så ind i hendes og han måtte alligevel få et lille smil på læberne. "Det er godt… Det er blot ret, at man er hjælpsom. Har Procias ingen standarder mere?" Det var sagt meget forsigtigt, fordi at nogen kunne jo overhøre det. Han betragtede hende. Bidemærkerne burde man kunne få væk med magi, men det krævede alligevel nogle store evner at skulle hele ar. Han ville for alt tage alle Lexie's bid, for at hun kunne få hans. Det ville han glædeligt bytte med hende. Han hadede tanken om alle hendes mange bid. Han førte hende med sig afsted og smilede til hende. "Lexie min skat, jeg kan se noget plager dig," sagde han så stille for at bryde isen. Så kunne hun få lettet sindet. "Så vær sød at fortæl mig det, så lytter jeg," sagde han sandfærdigt og førte hende igennem skoven.

[Deleted]

Lexie kunne virkelig ikke lade være med at smile. Bare tanken om at Nick var der til at passe på hende, det var hende en lettelse, selvom det ikke så ud til at han var mere end et par år ældre end hende, så gjorde det hende virkelig intet. Så.. virkede det en anelse mere rigtigt, at skulle holde ham i hånden som hun måtte gøre lige i øjeblikket, det var også helt sikkert. Nick var virkelig det eneste som hun måtte have tilbage igen og det i sig selv, kunne virkelig være en temmelig skræmmende tanke. At den lille kernefamilie kunne brydes op på den måde.. Efter alt det som de havde været igennem! De mange vampyrbid ville ikke gå væk bare sådan uden videre og det vidste hun også godt. Hun var bare glad for, at hun endelig var ude af det nu. Det var også det som var hende det vigtigste. Hun grinede let og rystede på hovedet. "Det ser så sandelig ikke sådan ud mere," påpegede hun med en mere munter stemme. Hun trykkede sig ind mod Nick. Det kunne jo næsten se ud som om at de gik der som et kærestepar. Det var endda også underligt, at skulle kalde ham for far? Hun vendte blikket mod ham. Ja, der var faktisk en god del som måtte plage hende, men at plabre ud med det nu.. Det føles bare forkert. Hun tog stille hans hånd og trykkede ganske let og stille omkring den. "Det er ikke vigtigt lige nu.." afviste hun stille. Hun ville virkelig ikke gøre ham mindre dårlig tilpas med hele situationen. Det ønskede hun virkelig, virkelig ikke!

[nick]

Nick holdt virkelig af Lexie og det gjorde også, at han på trods af sin lange tur og dårlige tid på året, kunne smile. Følelsen var virkelig god, når man alligevel stod her og ikke troede, at man kunne hverken det ene eller det andet. Men Lexie var virkelig lyset indeni ham, som kunne oplyse ham i dag og det var det, som gjorde ham taknemmelig. Han ville virkelig passe på hende med alt han kunne og bare passe godt på med alt i det hele taget. Han ville tage alt ansvar for hendes sikkerhed. Han ville ikke tænke mere på fortidens kernefamilie, fordi det blev ikke dem igen. Når Lisa først valgte fra, så havde hun vidst valgt og det vidste han. Så derfor ville han bare lade alle håb glide forbi denne gang og så leve et liv. Måske et liv, som ikke hed Nick Terrac til overskrift, men han kunne finde på noget andet og ligesom lægge det bag sig. Han trykkede hende ind i sin favn og førte hende videre. "Jo.. Det er vigtigt Lexie. Du er vigtig for mig, og det tynger dig tydeligt," sagde han bestemt. Han ville gerne høre det og gerne tænke på noget andet. Han lagde hovedet ind mod hendes. Da de nåede Den Lyse Cirkel, lod han hende vise dem begge ind og han fulgte med hende.