I'm still waiting..

[Deleted]

Solen stod ekstremt højt på denne lune sommerdag i Procias. Efter det store bal, så var det tydeligt, at folk var ekstremt forsigtige når de endelig måtte begive sig rundt udendørs. Kongens død var kommet som et chok for alle mere eller mindre og der var Lexie i den grad også inkluderet på alle måder. Hun gik kun ude når solen stod højst. Det var hende blot en meget gammel vane, eftersom hun vidste, at mørkets væsner slet ikke var i stand til at tage hende, fange hende og tvinge hende til det som hun havde været tvunget til igennem så frygtelig mange år. De måtte bare ikke få lov til at røre hende igen! Romeo var hende virkelig en reddende engel. Han var dukket op der hvor hun havde mest brug for det, og for det, så var hun ham virkelig evigt taknemmeligt. Hun arbejdede stadig på at skulle finde de ganske særlige følelser som skulle hjælpe hende med at kontrollere magien og det var virkelig ikke enkelt! Penge havde hun virkelig ikke alverdens af og selvom hendes hud stadig var mere eller mindre helt bleg, så var det ikke noget som gjorde hende noget som sådan mere. Hun havde lovet Nick at blive i Procias, fordi hun villev være mest sikker der og efter det, så var han bare som sunket i jorden - Hun var endnu en gang blevet efterladt og det var noget som virkelig gjorde så frygtelig ondt! Den pause fra hendes træning, var i den grad også nødvendig, det var virkelig ikke enkelt, at skulle slås med ild som det store element, det var i den grad også helt sikkert. Hånden gled igennem det mørke hår. Den mørke nouance havde hun bestemt efter Nick, eftersom Lisa var helt lyshåret og så havde hun deres isblå øjne og det var noget som hun var stolt af. Den mørke kjole bar hun omkring den slanke krop - En anelse for slank ville mange nok sige. Hun havde knapt nok noget bryst, men lidt var der dog og så en klart fremhævet hofte på alle måder. Lexie slangede sig forsigtigt mellem mængden, selvom hendes lille krop som regel altid blev skubbet til af de lidt større som hun måtte passere på gaden. Ikke at hun turde at åbne munden for at sige dem imod. Det var indtil hun endte med at gå ind i en af de betydeligt større mænd på gaden som ikke bare så væk fra det. Han vendte sig mod hende med et spidst blik. "Se dig dog for!" vrissede han fast. Lexie slog blikket let ned i jorden. "Undskyld.." sagde hun hurtigt og hastet blot videre til hun nåede udkanten af det store marked som altid måtte samle sig på det store torv. Hun satte sig ned på en bænk med hænderne samlet i skødet. Følelsen af at være forladt stod klart i hende. Det kunne da ikke tage Nick så lang tid?

[nick]

"Lad vær!" udbrød Nick i en høj tone. Ingen var der dog til at høre det, da han bare var ude i ingenting. Hvorhenne han var, det stod ham fuldstændig uklart lige for øjeblikket. Han gned sig i øjnene og med en dyb vejrtrækning vågnede han ordentligt op. Et mareridt havde ramt ham. Dagen i går havde han virkelig fået den mest skrækkelige nyhed, det løb over alle landende. Specielt fordi at her hvor han var endt, samledes alle folk fra alle lande. Hvilket var lidt spøjst. Men det var ikke let, at få nyheden om at Lisa Strife var fundet sammen med Procias Kongelige Rådgiver Jason. Hvordan det var sket, forstod han bare ikke. Hun havde end ikke undersøgt hvad der var sket med ham, før hun var hoppet videre. En ting var han dog klar over. Han måtte vinde over sine selvmordstanker, fordi Lexie ventede på ham i Procias og han vidste det. Langsomt kravlede han ned over sandet og kiggede sig i vandet. Solen stod halvhøjt på himlen og man kunne nemt spejle sig. Han tog lidt vand og smed i hovedet og strøg hånden igennem det pludselig utrolig krøllede, foruden sandede, hår. Han blinkede let med øjnene og strøg hånden ned over kinden, som var glat som en våd sten. Han slog øjnene imod sandet og endte med at se dybt overrasket ud. "Hold op.." sagde han bestemt og prikkede i vandet, så ringene slørrede hans spejlbilled. Han skubbede sig op at stå og kiggede ned af sig. Hurtigt faldt de alt for store bukser ned og han hev dem op i en fart. Han blikkede let med øjnene. Hvad kunne han huske der var sket? Skjorten var også alt, alt for stor til ham og skoene sad også løst. Hvordan var det hendt? Han tænkte tilbage. Lynet i går. Kunne det være det? "Hvorfor.." mumlede han lidt sammenbidt og kiggede ud over den mennesketomme strand. Det var dog ikke den i Manjarno, så hvor var han? En ting vidste han dog. Han måtte finde Lexie, han var ikke længere forlovet og så var hans tøj for stort, så han måtte finde noget nyt af det. Og en måde at komme til Procias på. Han holdt fast i sine bukser og begyndte at gå opad mod kanten, hvor græsset startede. Der gik ikke længe, før han endte i en lille by, der lignede et fiskested. Han gik nede langs breden, hvor der var bygget havn og på den anden side af kajen var der små huse. Kroer, hjem og handlesteder. Han vadede ind på en af de første kroer han nåede og til sin overraskelse, vrimlede der med folk. Fiskere, som kom fra de kajlagte både. En lille forvirring skød op i ham, men han bed sig ikke dybere mærke i den. Han ville sådan set bare videre. Men hvor var videre? Hvilken vej var Procias. "Undskyld mig?" spurgte han stille ved et af bordene. En fisker vendte sig om og daskede ham en i brystet, med sit fyldte ølkrus som sprøjtede lidt. "Hva' knægt, er du krympet i vask?" spurgte fiskeren. Nick svarede pænt nej og spurgte om vejen til Procias, men fik bare svaret "Hvor er det?". Så Nick måtte forlade kroen. Turen fortsatte gennem byen og han endte i en tøjforretning. Han gravede ned i lommen og der lå stadigvæk nogle penge. Han lagde de fleste af pengene, men gemte lidt til at købe mad for. "Jeg skal have et par bukser, en bluse og sko for de her penge," sagde han til damen bag kassen og hun begyndte at gå rundt, for at finde det. Nick endte i et par nydelige mørke bukser, en ny skjorte og nogle passende sko. Han takkede og gik igen… nu skulle han finde vejen til Procias, transport og lidt mad...


Nick havde fået noget mad og var nu tanket godt op. I skoven havde han fundet en løbsk hest, som han havde fået beroliget og så havde han undersøgt det nærere. Han havde fundet en vogn, og en død mand.. Ikke kunne han gøre noget, andet end at tage hesten. Så det havde han gjort og så var han taget mod Procias. Han havde fundet en som kendte vejen, så nu fulgte han den vejvisning. Hesten løb med en god fart. Nogle gange stoppede han op, for at give hesten en pause. Men det tog ikke mere end 3 dage at komme til Procias. Han 'parkerede' hesten udenfor slottets mure, hvor han sådan set bare slap den fri. Dog så ingen vagter så det. Han gik op til vagterne, og blev lukket igennem grundet race og et specielt papir, der gav ham tilladelse til at komme ind. Den havde han sørget for, at han havde. Han startede med at gå imod byen. Der måtte være nogen, som havde set Lexie Terrac (hvis de vidste hvem hun var). Højlys dag var det, og Nick havde noget været væk godt en uge. Men før han vidste af det, passerede han bænken hvor Lexie sad og stoppede så op. Han stod kort med ryggen til og diskuterede med sig selv, hvad han skulle sige. Han vidste hvor ung han så ud. Ikke mere end de 16-17 år. Bare en arbejderdreng vel og mærke? Men en ting havde han dog endnu. Arene fra vampyrbidene. 2 på hver sin side af halsen, og et ved håndledet. Og Lexie vidste det jo godt. Han gik hen. "Lexie.." sagde han stille, for at få hendes opmærksomhed. Hun kiggede jo nedad. "Det er mig.. Nick.. Far.." sagde han dæmpet, og håbede inderligt hun ikke ville skrige op når hun først så ham.

[Deleted]

Lexie havde kun været udenfor Procias en gang igennem den tid, hvor Nick havde bedt hende om at blive, så han kunne finde hende igen. Et sted så var hun virkelig panisk bange for, at han havde prøvet at opsøge hende i den tid. Hun manglede sin far.. hun manglede virkelig bare den familie som hun havde haft dengang og det frustrerede hende virkelig, at det hele skulle glide mellem hendes fingre som havde det været intet andet end sand som hun aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle holde fast i. Var hun virkelig så elendig til det hele? Hun kunne jo bare se ned af sig selv. Hun var virkelig født under en uheldig stjerne og hun kunne virkelig ikke fordrage tanken omkring det, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke og det var virkelig slemt! Hun trak vejret dybt og slap det i et let suk. Alle dem som gik rundt derude, par som var ude og handle med deres børn. Hun misundte dem, det var jo ikke fordi at det var noget som hun nogensinde havde fået muligheden for, udelukkende fordi at familien havde været på flugt lige så lang tid som hun var i stand til at huske det og det var virkelig en frygtelig tanke. Hvorfor havde de egentlig været igennem alt det? Der var så meget omkring hendes egen fortid, som end ikke måtte give nogen mening for hende. Hun slog armene stille omkring hende selv og med den tydelige fortvivlelse i blikket. Hun var allerede sikker på, at familien aldrig nogensinde ville blive som den havde været før. Hun havde været med til Gabriels begravelse og der havde hun set et syn som hun aldrig nogensinde havde troet på, at hun skulle se. Hun havde set Sophies gravsten og det havde virkelig været som en sten direkte i hendes hjerte. Hun blev siddende på bænken, der gik hun i det mindste ikke i vejen for nogen og specielt ikke de store mænd som synes at det var rigtig sjovt at skulle skubbe til hende. Hun var virkelig bare træt af det efterhånden. Den unge mand som måtte gå forbi hende, var heller ikke rigtigt noget som hun måtte mærke sig af. Hun sad godt i hendes egne tanker.. Det var dog frem til at han sagde hendes navn. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket mod ham. "Hvad..?" Hun blinkede let med øjnene og rejste sig op. Det udseende var noget som hun tydeligt kunne genkende. Det udseende som Nick måtte have med sig, var i den grad også noget som hun var i stand til at skulle genkende. Fra den tid som taget direkte ud af hendes mange drømme. Hun blinkede let med øjnene. "...Far? J-jamen.." Hun var virkelig helt rundt på gulvet. Sådan havde hun slet ikke forestillet sig, at Nick skulle se ud, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder. "Du... jamen du.." Hun lod hænderne glide igennem hendes lange hår. Hun rystede let på hovedet. Hun genkendte ham jo. "Branden... ikke siden branden.." Hun vendte de isblå øjne mod ham. Visse ting glemte man jo trods alt aldrig nogensinde!

[nick]

Det var virkelig ikke hver dag, at man blev yngre. Og Nick vidste det udmærket godt. Men hvad kunne have gjort det? Hvad han ikke vidste var dog, at han bar et mærke på hele hans højre øverste del af ryggen. Lige nu fokuserede han bare på, at Lexie ikke flippede ud. Men han ville dog tro, at Lexie ville kunne genkende ham. Og det gjorde hun. Det lettede ham virkelig utrolig meget! Han smilede til hende og gav hende et let klem. "Nej, det ved jeg," sagde han stille og strøg kort hendes kind. Han smilede til hende. Ønskede blot at se hende i godt humør. Han nikkede hende med sig. "Lad os komme ud i skovene igen," sagde han stille. Men nyheden om Lisa's nye mage, kom tilbage til ham som et lyn. Skovene.. Der havde han friet til hende, da de havde fundet hinanden igen. Og Lisa havde end ikke fortalt ham det selv, nyhederne var løbet gennem folket til nogle procianske landevejsmænd, som havde fortalt ham det. Det gav et stik i hans bryst og armene søgte omkring hans mave, pga af det. Hele maven krampede helt sammen. "Undskyld.. Der er intet galt.. Ikke fysisk i hvert fald," sagde han dæmpet og gik. Han tog den hurtigste vej ud af byen, hvor han førte hende med sig. Da de nåede skovene, gik han bestemt derind. Han måtte dog stoppe op og bide sig let i læben. Det gjorde virkelig bare for ondt. "H-har du hørt at Lisa..?" spurgte han stille, selvom han ikke kunne færdiggøre det.

[Deleted]

Lexie genkendte ham som den far hun altid havde set op til, så det var hende virkelig bare en lettelse uden lige, at skulle se ham igen på den måde. Hun smilede svagt. Hun havde godt hørt det med Lisa og det var slet ikke noget som hun måtte bifalde. Hun vidste godt hvor meget at Nick havde elsket hende. At han så var kommet hjem til hende, gjorde hende dog bare glad. Han var virkelig alt hun havde lige nu og det ønskede hun virkelig ikke at miste for noget i verden. Hendes hjerte slog let mod hendes bryst og gengældte glædeligt hans klem. Det var virkelig dejligt at se ham igen. Hvor havde han været i al den tid? "Jeg er forvirret.. hvad er der sket?" spurgte hun dæmpet. Dette havde hun bestemt ikke været udsat for før, det var i den grad også helt sikkert. Hun lukkede øjnene idet han strøg hendes kind. En faders omsorg, var noget som var manglet og noget så frygteligt! At han trak hende med sig væk fra byen, havde hun intet imod. Hun gik blot med ham hele vejen. Det var skoven som hun altid havde holdt af og elsket at rende rundt i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Far? Er du helt sikker?" spurgte hun stille og ikke mindst en anelse usikkert også. Hun bed sig svagt i læben. Han så virkelig ud til at have det elendigt. Hun kendte ham jo godt efterhånden.. Eller gjorde hun? Hun nikkede stille til hans ord, idet at de var stoppet op. Det havde ramt hende som et chok uden lige.. At han tog det pokkers tungt, kunne hun jo godt se. Hun så det næsten nødvendigt at vente med beskeden omkring Sophie. "Jeg hørte det.. Far.. det.. Det burde ikke være sådan.. I er ment for hinanden.." Hun var hurtigt henne ved ham. Det var virkelig.. underligt. Han lignede en nærmest i hendes aldersgruppe. Forsigtigt lod hun hånden glide mod hans kind, ganske varsomt og forsigtigt. "Jeg fatter ikke hvad Lisa tænker på.." sagde hun stille. Som det stod nu, så nægtet hun at kalde hende for mor.

[nick]

At Nick var genkendt, var han virkelig kun glad for. Det var et lille lys i resten af det mørke som han følte omkring sig. Dette var næsten et større helvede, end da mafiaen havde haft ham i sin hule hånd. Dette var så meget værre, fordi at Lisa sådan set havde forladt ham, for en anden mand. Tanken var ham virkelig ubegribelig og skræmmende, det kunne han virkelig ikke komme udenom. Han så på hende. "Lige hvad der er sket med mig Lexie, det kan jeg end ikke selv forklare.. For 3 dage siden vågnede jeg op sådan her på stranden i Peula," sagde han dæmpet. Så meget havde han da fundet ud af. "Jeg er mindst ligeså forvirret som du er, men jeg ville bare finde dig," sagde han med et skævt smil. Så nu på sin stort set jævnaldrene datter (og hvor lød det forkert i hans hoved!). Han nikkede let. "Helt sikker," sagde han stille. Det hele var psykisk, som så bare fik det til at krumme helt ned i tæerne fordi det gjorde så ondt. Han lænede sig op af et træ lidt inde i skoven og så stille på ham. Lexie måtte kende ham godt. Han kunne næsten ikke forestille sig andet. Han så hende ind i øjnene, da hun kom hen til ham. Hans kind sitrede let, da hun strøg det. "Det gør jeg heller ikke," sagde han dæmpet. Han undlod at kalde hende lille skat. Det ville bare virke forkert, hvis nogen så det. I det hele taget, var det forkert. Alt var bare så forkert. Hans sorg føltes, som en stærk hånd der knuste sig igennem hans bryst og greb fat i hans hjerte. Drejede og vred den rundt, trykkede hårdt om det og rev det ud. Men han døde bare ikke af det. Han rejste sig mere op, selvom han hurtigt sank sammen og blev lettere duknakket. Han begyndte at gå længere ind mod skoven igen. "Nok om mig, hvad har du lavet, siden jeg forsvandt?" spurgte han stille til hende. Ønskede da bare, at hun også skulle have hans opmærksomhed.

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt, at Nick måtte have det elendigt.. Et sted føles det også underligt, at kalde ham for far, nu hvor de så ud til at være mere.. jævnaldrene. Hun bed det i sig for nu. Han var hendes far og hun havde altid været fars pige! Og det ville aldrig nogensinde i livet ændre sig til noget andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kunne se, at det var noget som påvirket ham og det gjorde ondt, selv på hende. Hendes blik tydet virkelig til en bekymring. At Lisa havde forladt ham.. efter at de havde kæmpet for hinanden igennem så frygtelig mange år, det forstod hun virkelig bare ikke! "Peula? Hvad lavede du da i Peula?" spurgte hun tydeligt overrasket. Det var jo milevis væk herfra! Hun blev stående tæt ved ham og lod hånden stryge mod hans kind. Det var jo det som hun havde set Lisa gøre, når han var oprevet over det hele efter alt det med Lisa og alt det som de havde været igennem for hinanden. Det var virkelig bare ikke fair! At han bare havde ønsket at finde hende, fik hende til at smile. Hun var vidst ikke så usynlig som hun havde været bange for at hun havde været og det lettede hende virkelig noget så frygtelig. Hun gik med ham, da han gik længere ind i skoven. Hun greb ham forsigtigt om hånden. Det var bare en frygtelig gammel vane fra hun var lille. Hun skulle altid holde far i hånden. Hun bed sig let i læben. Bare at vide at Lisa var væk og så det faktum, at hun havde set Sophies gravsten da Gabriel var blevet begravet. Det gjorde virkelig så frygtelig ondt. "Hvad jeg har lavet?" Hun vendte blikket mod ham. De isblå øjne helt magen til hans. Hun trak let usikkert på smilebåndet. "Jeg har.. fundet en ven.. øvet lidt magi." Hun smilede let ved tanken, selvom hun ikke var i stand til at gøre brug af den endnu, udelukkende fordi at hun simpelthen ikke var i stand til at falde nok til ro for det og det var virkelig frustrerende i længden! "Eller.. prøver at øve, er nok mere rigtigt.." Mumlede hun mere stille derefter. For hende var det bare dejligt med fars opmærksomhed igen. Desuden følte hun at de havde meget at snakke om. Som Romeo selv havde sagt det. Hun kunne ikke klandre hendes forældre for det som var sket dengang. Hun måtte få redt op i de mange tråde.

[nick]

Hvordan Lexie kunne læse Nick, var han virkelig ikke i tvivl om. Selvom de havde været væk fra hinanden i længe, så var de stadig forbundet. Selvom branden havde skilt dem, så kendte Lexie jo stadig sin far. Fordi han var jo blevet den han var før warlocken (som hun heldigvis aldrig havde nået at opleve!) Han var virkelig taknemmelig for alt der var sket, på trods af den uheldighed (for ham), ved at Lisa nu var gået til en anden mand. "Det er det jeg ikke aner.. Det sidste jeg husker, før jeg var i Peula, var at jeg vandrede i Manjarno," sagde han stille. Han sitrede ved hendes strøg over hans kind. Den berøring var så velkendt. Og Lexie's hænder var så finde og bløde, at det helt gav kuldegysninger. "Lad os gå lidt," sagde han stille, mens at han mærkede hvordan Lexie tog hans hånd. Han tog ligeså hendes og lukkede hånden om den. Han strak sig lidt. "Det er da godt nok varmt i dag," sagde han stille. Han slap hende, åbnede sin skjorte og trak den af. De var jo herinde mellem de høje træer. Kun de 2. Og hans bryst var jo fint og muskuløst, som det havde været dengang for mange - mange år siden. Han så ned af sig. Men det som Lexie måtte se, var det mørke drage, der var tegnet over hans højre øverste rygdel. Han kunne ikke selv se den og vidste end ikke at han havde den. "Og så.. Alt er sådan set bare sort," fortalte han videre mens de gik. Han tog igen hendes hånd og han så imod hende, mens han smilede let skævt. "Godt.. Godt. Ham din ven må jeg møde," sagde han stille. Blot for at være lidt beskyttende. "Ja.. Det kan være svært. Men jeg vil også gerne hjælpe," sagde han stille. Han gabte let og smilede et stille smil.

[Deleted]

Lexie ville altid kunne genkende sin far uanset hvad. Det bånd som de havde fået skabt igennem årene. Hun havde vidst at han var derude så længe, og hun havde søgt, men aldrig rigtig fundet ham. Nu var han der endlig og hun ville ikke give slip på ham igen! Som de gik der hånd i hånd, kunne det udmærket godt se ud som havde de været et par. En tanke som faktisk måtte more hende et sted. Hun havde jo som mange andre små piger, sagt at de ville giftes med deres far når de blev store. Den havde de selvfølgelig grint af dengang. Det var da også dybt tåbeligt! Det kunne hun da se nu vel at mærke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Manjarno... Det.. det er da et godt stykke fra hinanden.." sagde hun stille. Det gav i det mindste ikke rigtigt nogen mening i hendes øjne. Hvad pokker var der sket? Ganske svagt bed hun sig i læben. At han tog hånden til sig for at åbne skjorten og trække den over hovedet, vækkede dog blot en naturlig nysgerrighed. For hende så betød det intet. Hun havde da set Nick i blottet overkrop før. Dengang hun havde været mindre vel at mærke, men det betød vel intet? At Nick ville hjælpe hende med magien, betød virkelig hele verden for hende, for hun følte sig virkelig som intet andet end en skamplet, i og med, at hun ikke var i stand til at skulle gøre noget som helst. Den større tatovering som hun måtte se over hans ryg, fik hende automatisk til at stoppe op. Hun lod ham blot tage hendes hånd igen derefter, selvom det ikke fik hende til hverken det ene eller det andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ".. H-Ham skal du nok møde," sagde hun med et stille smil på læben og så mod ham. "Det.. det er jeg glad for, far.. virkelig.." Hun endte med at stoppe op endnu en gang. "Far..? Hvad... hvad er det for et mærke du har på ryggen?" spurgte hun dæmpet. Det havde bestemt ikke været der hele tiden!

[nick]

Nick lagde hovedet en lille smule på skrå. Det bånd de havde skabt måtte virkelig vare evigt, for det virkede endnu ikke til at det var blevet klippet over. Og det måtte det så sandelig heller ikke. Selvom han var ung, bar hun stadig hans gener. Og han holdt af hende, som datter. Elskede hende, som familiemedlem og som en del af ham. Han nikkede stille. "Ja, det er det i hvert fald," sagde han dæmpet. Hvad Lexie havde tænkt som lille, var ham uklart. Lige den tankegang havde han ikke selv haft som lille. "Giftes med farmand, for farmand er så rar," var ikke lige hvad han tænkte at Lexie havde tænkt. Men det var måske bare ham. Han sendte hende et stille smil og slyngede hans skjorte over den anden skulder, hvor hans mærke lige præcis ikke blev dækket til. Han strak sig lidt og de nåede længere ind i skoven. Ligeså stille stoppede han op, idet at Lexie gjorde det. "Det glæder jeg mig til så," sagde han stille. Han drejede rundt om sig selv, da hun spurgte. "Hvilket?" spurgte han stille og prøvede at se over skulderen, selvom det ikke hjalp. Han havde da ikke set noget. Han bed tænderne let sammen og undrede sig i den grad over, hvad det var for noget. Måske havde han der grunden til, at han nu så ung ud igen. Det ville da være dejlig med en forklaring i det mindste. Men hvorfor det mærke og hvor kom det fra, og var det ondt? Ville det skade ham?

[Deleted]

Det ganske særlige bånd, ønskede Lexie virkelig ikke skulle blive ødelagt, det var i den grad også helt sikkert. Hun elskede virkelig sin far som den far han var, selvom han havde været frygtelig fraværende igennem meget af hendes liv. Hun forstod jo godt hvorfor, selvom det virkelig ikke hindrede hende i at skulle klandre begge forældrene for det liv som hun havde haft, for det havde virkelig ikke været det lykkelige liv for små børn, det var helt sikkert. Ikke at det var noget som hun ville dvæle mere med lige nu, det var også helt sikkert på alle måder overhovedet. Hun havde virkelig bare brug for det, at hun havde sin far ved sig, at hun kunne komme af med alle de frustrationer og så.. finde ud af det med familie og med ham. Hun ønskede virkelig ikke at miste ham også, han var virkelig det sidste som hun måtte have tilbage. Bare den tanke var noget som virkelig måtte klamre hende fast til Nick. Hun vidste godt at det var en mærkelig tanke, men Nick havde altid været hendes ekstremt store forbillede og det havde aldrig ændret sig det mindste overhovedet! De tanker havde siddet i hendes hoved dengang hun havde været helt lille. Lisa havde grint af dem og rystet på hovedet, blot for at fortælle hende, at mor og far var gift og man kun kunne være gift med en.. Nu tænkte hun lidt anderledes. Hun søgte jo trods alt mere en på sin egen alder. "Det er alt sammen helt fint far," sagde hun med et skævt smil. At han slap hendes hånd for at se om han kunne finde mærket, gjorde hende en anelse og let frustreret. Hun havde aldrig nogensinde set det mærke før og det gjorde hende virkelig så frygtelig frustreret. "D-det som du har på ryggen far.. Det ligner .. en drage af en art." sagde hun stille og ikke mindst en anelse forvirret. Der skete virkelig så frygtelig meget på en gang og det havde hun aldrig været synderlig glad for!

[nick]

Båndet var noget ganske særligt og det måtte for intet i verden blive ødelagt. Så meget var Nick da sikker på. Et smil gled over hans læber. Han holdt af og elskede Lexie lige som hun var, og han agtede at beskytte hende for alt i verden. Han strøg tungen let over sine læber. Hvad Lexie egentlig troede om, at skulle klandre sine forældre, det vidste han end ikke. Han havde ledt, så snart muligheden havde stået åben for ham. Han var blot glad for, at de var sammen og ikke væk fra hinanden. "Det er jeg rigtig glad for Lexie, det betyder virkelig alt for mig," sagde han stille og vendte sig mod hende, for at stryge hende let over kinden igen. Det var virkelig bare en vane. Hvilket så virkede forkert, nu han så ud som en på hendes egen alder. Han bed sig let i læben. Han havde ikke kunnet se mærket, så for nu lod han det bare være. Men han ville dog undersøge det lidt nærmere. Evt. finde et bibliotek og se, om han kunne finde noget om det. "Det vidste jeg ikke jeg havde," sagde han stille og undrende. Han nikkede hende med sig, da han begyndte at gå længere ind i skoven. Da han fandt en lille bakke i sollyset, satte han sig ned i stedet. Han trak vejret med et smil. Han så på hende. "En drage siger du?" Han tænkte lidt. Han kendte ikke et sådant mærke.

[Deleted]

Hvis Lexie skulle gå hen og miste Nick helt, så vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun havde været fars pige igennem så frygtelig mange år, frem til branden. Der havde det hele taget en forfærdelig drejning for hendes del. Hun klandrede sine forældre for det og hun ønskede faktisk at få snakket med ham om det, så de kunne få det helt ud af systemet. Hun sendte ham et stille og let smil. Hun kunne ikke lade være på nogen måde overhovedet. De lette strøg mod hendes kind, fik hende virkelig bare til at sitre. At det faktisk måtte se ud som de gik der som intet andet end et kærestepar, var en tanke som slet ikke faldt hende ind. Hun tænkte slet ikke over det. Hun var stadig en lille pige et sted. En lille pige som bare manglede og savnede sin far som aldrig nogensinde før. "Det vidste jeg virkelig heller ikke." sagde hun stille. Hun brød sig faktisk ikke meget om det. De havde vel ikke fred endnu? Hun kunne virkelig bare ikke fordrage den tanke på nogen som helst måde overhovedet. Hun fulgte ham længere ind i skoven, inden hun roligt satte sig ned ved siden af ham, stadig meget stille og meget roligt. Hun foldede stille hænderne i sit eget skød. Hun trak vejret stille og dybt. "En.. drage ja," sagde hun stille. Hun vendte sig stille mod ham. "Far?" sagde hun stille og vendte blikket mod ham. Hun foldede hænderne let usikkert foran sig. "Nu.. nu er der jo bare os to tilbage..." sagde hun stille. Hun ønskede virkelig ikke at miste ham. Det var den sidste familie som hun måtte have og det ønskede hun for alt i verden ikke at miste igen!

[nick]

Nick betragtede stille sin "lille" pige. Lille var hun jo ikke mere. På din vis, var hun jo næsten voksen. Det var jo kvinderne som tog sig af alt det huslige arbejde, mens mændende arbejdede. Hvordan han nogensinde skulle kommere videre uden Lisa, var han meget usikker på. Lisa var alt for ham og han kunne ikke forestille sig ligge ved siden af en anden, for at falde i søvn om aftenen. Det var ham virkelig bare umuligt. Han sukkede og begyndte at sidde og rive græsset op, som lå fint over bakken de sad på. Han rystede svagt på hovedet. Han brød sig ikke om, at have et ukendt mærke på skulderen. For hvad betød det? Han håbede virkelig ikke, at det var mafiaen. Så ville det da kun gå ned af bakke. Han nikkede let til hendes ord om, at det var en drage han havde på ryggen. Han så op, da hun kaldte ham far. "Ja?" spurgte han ligeså stille og så hende i øjnene. Han nikkede. "Ligger.. Der noget dybere under du vil snakke om?" spurgte han stille. Det virkede lidt sådan, på den måde hun lagde det ud på. Kaldte hans opmærksomhed til sig og fiskede næsten efter at få lov til at tale meget mere om det emne, hun havde påbegyndt. Han ønskede dog hun skulle tale, for han lyttede gerne på hende. Også selvom han var udmattet. Så stod han her med svar og råd, som en far burde.

[Deleted]

Lexie var blevet stor og ja, der var frygtelig meget i hendes liv som Nick var gået glip af og det var faktisk noget som måtte frustrere hende en hel del, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Hun bed sig let i læben og vendte blikket mod ham. At han havde brug for Lisa kunne hun udmærket godt mærke på ham og det gjorde virkelig ondt at skulle se ham på den måde. Efter så lang tid. Det var bare ikke retfærdigt! Hun forstod det virkelig ikke. De havde været så lykkelige dengang.. Lisa var nu ikke en som hun ville kalde for mor mere, det var også helt sikkert. Bare tanken omkring hende, kunne virkelig gøre hende så frygtelig sur! Hun nikkede blot stille og vendte blikket ned mod sine hænder. Hun var nu sikker på, at han ikke vidste hvad der var sket med Sophie. Bare tanken omkring det, havde ramt hende som intet mindre end et voldsomt chok. "Jeg.. jeg ved ikke om du har hørt om Sophie?" begyndte hun med en dæmpet stemme. Han fortjente i det mindste at vide besked, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun kunne virkelig ikke fordrage tanken. Nok havde det været meget intenst mellem hende og Sophie, men det var jo stadig hendes søster! De isblå øjne vendte hun stille og roligt mod ham og ikke mindst bare med den tydelige spørgende mine. Ikke at det var noget som hun kunne komme det mindst udenom. "Der.. der er bare os to tilbage.. hvis mor ikke gider os mere," sagde hun dæmpet. I sig selv, så var det vel ord nok i sig selv?