Sun will never rise?

[Deleted]

Man kunne roligt sige at Giselle var ham taknemmelig på alle måder. Nu kunne hun ærligt erkende at hun aldrig skulle være gået fra ham, mens han var ude og jage, hun skulle bare have ladet ham passe på hende som han ønskede, det var ikke en fejl hun ville gøre igen. Ikke nu vel og mærke. Lige her vidste Giselle jo udemærket at hun ikke ville kunne blive hos ham til evig tid, før eller siden ville han være træt af at have hende på slæb, og man kunne jo sige at det var noget Giselle havde forberedt sig på, planerne var lagt også selvom han ikke kendte til dem, hun vidste at det ville gøre ham utryg, med tanken om at hun skulle bo alene, hvad end det var som gadebarn hvor hendes ben nu førte hende, eller om det var i Procias, og de planer hun bar, var langt urealistisk for en kvinde som hende, uden så meget som et stykke guld i lommen, tegningen lå allerede i natskuffen, det var sådan hendes drøm måtte se ud. Vandet var ved at blive mere lunkent, hendes bad burde være slut for længst, hun burde hvile under ne varm dyne, også selvom Pharrel udemærket selv formåede at holde hende direkte brændende, på trods af at han var så kold. De lå komplet blottede i et badekar, hvilket ikke var noget som behøvede at betyde noget, det som betød noget, var måden han holdte om hende på. Det glimt i hendes eget blik, den intensitet som var mellem dem, eller den som hun bare forestillede sig var mellem dem? Det kunne virkelig irritere hende grænseløst, at hun sad med de helt forkerte tanker når det kom til ham, for han var jo ikke interesseret i en som hende, hun var hans søster og intet andet? Det sitrede i mere eller mindre hendes kroppen, hun vidste at han ville høre hendes bankende, nervøse hjerte, specielt nu hvor hemmeligheden var ude. Der var ingen tvivl om at han påvirkede hende på alle måder, nu hvor han var så tæt som det, og hun vidste at han fiskede efter sandheden. Smilet var falmet ligenu, også selvom det var blevet klargjort for dem begge, at den gamle Giselle stadig måtte være derinde et sted, også selvom hun ikke var særlig synlig, ikke mindst fordi dette også var nyt for hende, og stadig måtte føltes forbandet forkert, specielt med henblik på hans tidligere forlovet, hvor var det typisk hende at sætte alle andre før hende selv. Hånden hvilede i hans, hun knugede let om den, kun på grund af den rene.. Nervøsitet? Med hendes evige selvtillid så var det slet ikke noget der skete tit, den underlige fornemmelse i maveregionen. Hun bed sig en smule i læben, blikket hvilede i hans rødlige, selvom de var dystre så fuldendte det hans perfekte udseende, han var utrolig smuk, det kom man ikke uden om. Hans ord lettede ikke ligefrem, faktisk var det en underlig fornemmelse at både hendes krop og sind måtte arbejde på det samme højtryk. Hun forsøgte at sende ham et smil, der istedet endte ud i en grimasse, for et kort øjeblik ønskede hun vel næsten, at hun bare havde valgt at holde kortenen ind til kroppen? Hun nikkede stille til hans ord. Han brød sig ikke om at binde sig, hun var hans søster, bla bla bla, hun formede næsten allerede hans tale i hovedet, også selvom det slet ikke var de ord hun havde ventet sig. Øjnene blev store hun, rystede en smule uforstående på hovedet, også selvom hun var intilligent nok til at forstå hans ord, hun turde bare ikke spørge ham direkte, hvad nu hvis hun endnu engang ville misforstå hans signaler? Det her var uden tvivl noget af det sværeste, som hun nogensinde havde foretaget sig! ”D-Du føler..?” hun færdiggjorde ikke sit sætning, igen hvad hvis hun tog fejl? En underlig lille sikkerhed ramte hende, selvom hun var forbandet usikker. Den frie hånd gled stille om hans nakke, trak ham en smule tættere på. Fristelsen til at kysse ham stod der igen, men denne gang bed hun det i sig ”Det jeg føler.. Kan ikke være mere forkert end det er, og alligevel så føltes det bare irriterende rigtigt, det gør mig vanvittig.. Jeg kender dig så godt og det her er ikke fair overfor nogen, det ved jeg..” fustrationen var tydelig at sporer i hendes tone, den rene ærlighed, ”Nogengange ville tingene være lettere hvis man var født uden en snert af menneskelige følelser, hah? Jeg tror min næste bedste ven skal være vampyr” svarede hun lettere tænkende og med det drillende lille smil. Hvis der var noget Giselle havde talent for, så var det at aflede samtaler, også selvom det nok ikke ville være tilfældet når det kom til dette emne.

[Deleted]

Pharrel gjorde virkelig bare dette og udelukkende fordi at han følte for det. Han havde været ude for at jage og var kommet tilbage til et tomt hus. Det var jo selvfølgelig noget som måtte gøre ondt, men han havde j bare valgt at skulle acceptere det som det havde været dengang. Han ønskede virkelig bare, at hun var i tryghed og at hun var i sikkerhed. Det at hun var sikker nu, var også det som tillod ham selv at skulle lade absolut alle facadr og barriere falde for hende, for det var virkelig noget som måtte lette ham noget så voldsomt og nu hvor han kunne genkende hende som den kvinde som hun måtte være for hans v edkommende, så var der virkelig ikke stort mere for ham at skulle gøre ved denne sag lige nu. Han vendte blikket roligt mod hende og med et svagt træk på smilebåndet. Hun gjorde ham glad.. Hun var hans søster og det var ham virkelig bare godt at vide, at hun endnu en gang måtte være i tryg og god behold. Han lagde armene stille og roligt omkring hende, som han lod de rødlige øjne roligt finde sig vejen til hendes smukke ansigt. Hendes krop var virkelig ikke noget som betød det mindste for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvad det var for nogle fremtidsplaner at Giselle måtte have, det var temmelig ukendt for Pharrel og det var nu heller ikke noget som han ville blande sig i. At hun i det mindste holdt af ham, selvom det var på en anden måde end det som var ham kendt på dette led, var faktisk noget som havde overrasket ham en god del, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret stille og dybt, det var jo i sig selv, en klar vane for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han hadet det faktisk, for det efterlod ham næsten med følelsen af, at blive kvalt og den var ikke noget som faldt ham det mindste i smag på nogen måde overhovedet. Han kunne virkelig ikke fordrage det! Han bed tænderne svagt sammen og rystede så derefter på hovedet. Nu måtte han da bare tage sig sammen! Bare en smule i det mindste! Han flettede roligt deres fingre sammen og trykkede omkring hendes hånd, ganske så roligt og forsigtigt, for han ønskede virkelig ikke at være påtrængende på den ene eller den anden måde, for det var virkelig noget af det sidste som han måtte ønske sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sitrede let, som hun lod hånden glide om i hans nakke og med den ellers så tydelige sitren i hans egen krop. Han sendte hende et stille smil og nikkede roligt til hendes ord. Han himlede med øjnene som hun afledte hele samtaleemnet, for det var da ikke fair på nogen måde overhovedet! Han trykkede roligt omkring hendes hånd og lagde en finger over hendes læber, som for at få hende til at tie stille. ”For det første.. Jeg er tildels vampyr, ikke?” Han hævede sigende det ene bryn. ”Så i princippet kan jeg jo være din næste bedste ven,” sagde han og blinkede let til hende. Han mente det dog i alvor på alle måder. Han mente virkelig sine ord. Han ville aldrig nogensinde kunne finde på at skulle lyve for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig heller ikke noget som han ville kunne eller ønskede at skjule for hende, for hun fortjente virkelig at vide det. ”Jeg ved hvad jeg følger, Giselle.. Uanset.. Om det er fair eller ikke, så er det ikke noget som jeg kan herske over.” Han vidste at han havde Lilyann, selvom han ikke bar ingen med sig eller på sig for den sags skyld, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det virkelig ganske enkelt umuligt for ham når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert. ”At ikke at kunne føle? Det må da være frustrerende, at leve med den tomhed..” bemærkede han stille. Bare den tanke i sig selv, var noget som faktisk måtte skræmme ham. Det var selv noget som han var bange for, for sit eget vedkommende… netop fordi at han var et dødt væsen.

[Deleted]

Af en lukket mand at være, undrede det hende virkelig kun at han var ligeså åbent som det store hav, det var ikke noget som end hun var var vant til, ikke fordi hun var meget bedre selv, ligeså lukket som den søsters som måtte hvile et sted på bunden. Vandet de selv befandt sig i, var blevet betydeligt koldere, det var noget som hun måtte lade sig mærke af, hun begyndte at fryse. Sårene var renset, de burde slet ikke sidde her, og slet ikke på den måde, men hun ønskede slet ikke at skulle rykke sig, det var hendes store problem. Blikket hvilede i hans, de små knopper af gåsehuden var begyndt at vise sig over hendes hud. Hun var ikke specielt køn mere og hun vidste det, livet som gadetøs var slut for hendes vedkommende, uden et udseende var hun slet ikke i stand til at holde den kørende, og det i sig selv var en tanke som hun ikke kunne fordrage, det var jo hele hendes liv, hvad en Pharrel brødf sig om det eller ej, det var sådan han selv havde kendt hende i alle de år, en tiggende tøs. Den kvinde som han måtte kende, lå gemt et sted bag de mange sår, hun var bange, følte sig endnu mindre værd nu hvor hun ikke længere var inde i det miljø, han formåede at finde hende frem, udelukkende ved at være der. En bror.. Msåke ikke af kød og blod, men af sind og sjæl, og det var ikke normalt at forelske sig i sin bror, derfor var det så forkert, hun kunne med mange grunde! Armen hvilede omkring ham, deres kroppe lå helt tætte, den lille stemme i hende, bad og tiggede hende om at trække sig, men det var som en magnetisk genstand, hun var slet ikke i stand til så meget som at tænke i de baner. Det sitrede i hver lille del af hendes krop, og det i sig selv var slet ikke tilladt! Tegningerne lå gemt under puden. Det var ikke fordi hun var den mest kreative kvinde der var at finde, men når nu hun ikke kunne bruge et liv på gaden længere, så måtte hun have sig et hjem, der kostede kroen alt for meget i længden, og lige dette projekt morede hende faktisk, bare tanken om at få den ført ud i verden gjorde hende ligefrem ivrig som et barn på juleaften! Giselle betragtede deres fingers flettes, så perfekt som de næsten måtte høre sammen. Hjertet hamrede med faste slag mod brystet, den ild der bredtes i hende som en steppebrand ønskede hun næsten end ikke at være ved, det var slet ikke fordi han var påtrængende, det var bare hele tanken om hvor tæt hun rent faktisk måtte være. Hendes ord var positive, som man kendte hende, men det var jo ganske klart at dette kun var et forsøg på at tale uden om. Hun frygtede for at miste ham, hun frygtede for at gøre Lilyann ondt, og komme på tværs på de forkerte steder, hvilket hun heller ikke ønskede, og det var jo heller ikke fordi at Pharrel gjorde det meget mere enkelt for hende. Giselle tav så snart fingeren måtte ende over hendes læber. Smilet svandt hen, den sitren og pulsen der pludselig var til at føle i de rosenrøde læber, det gjorde hende vanvittig, udelukkende fordi det faktisk var forbandet behageligt. Hun lyttede til hans ord, et stille smil, denne gang ægte, spillede over læberne ved hans ord ”Du er min bedste ven” påpegede hun næsten forsigtigt. Det var trods alt sandt, han var en bror, en ven og hun ønskede meget mere, hvilket aldrig ville blive en realitet, manden var jo forlovet? En rødmen søgte til hendes kinder, hun nikkede sagte ”Det er ikke kontrolleret.. men du skal ikke begåe en fejl, Pharrel. Lilyann venter på dig, hun kan give dig en fremtid med indhold.. Jeg har intet” selvom det tydeligt påvirkede hende, så dækkede det lille smil over hendes ord, de vidste jo begge at det var sandt, hvilket også næsten måtte være det værste. Blidt lod hun hånden søge mod hans kind ”Vandet begynder at blive en smule koldt.. Hvad med at putte os under dynen?” foreslog hun, med en mere normal tone. Tanken om en varm dyne.. Muligvis... Hans arm omkring hende? Ville det blive meget bedre?

[Deleted]

Pharrel var virkelig definitionen af en konfliktsky mand, også selvom dette faktisk var en situation som han ville elske at befinde sig i, som han gjorde det for øjeblikket. Vandet var ved at få en mere behagelig temperatur for hans vedkommende, så det at hun skulle fryse, var næsten ikke en tanke som faldt ham det mindste ind. Hans tanker lå ganske andre steder, så sandelig på hende også som den eneste som han måtte have i hovedet lige nu, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket? Måske at han var knyttet af løfter til en anden kvinde og han ville klart lyve hvis han ikke ville stå ved, at han faktisk søgte efter en grund til at kunne slå op med Lilyan, for det gjorde han. Efter alt det kaos efter ath an var endt med at blive en spide, så var det hele efterhånden ved at falde mere eller mindre til ro med det hele - Hans hjerte havde valgt ham en vej som han ikke var gået af endnu og det var noget som han tydeligt kunne mærke. Og selvfølgelig var det ham selv en tanke som måtte være ganske så frustrerende og på alle måder endda, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. At Giselle var typen som måtte tage hensyn til andre, viste bare hvilket omsorgsfuldt væsen som hun måtte væreo g det var noget som faktiskogså måtte gøre ham noget så frygtelig glad, det var er heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At hun lagde sig så tæt ind til ham, havde han virkelig ikke det mindste imod på nogen måde overhovdet. Han trykkede let omkring hendes hånd og betragtede hende med et roligt og stille blik. Han rynkede brynene ganske let i panden. ”Du fryser..” bemærkede han endeligt og med en næsten bekymring i minen. Han vendte blikket mod vandet. Jovist havde det en fin temperatur for ham, men han var jo trods alt også kold og død at røre ved og han vidste det udmærket godt. At hun beskrev ham som sin bedsteven, måtte nærmest få hans hjerte til at slå, for det var virkelig en utrolig dejlig tanke, følelse og fornemmelse, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Som du også er min, min kære,” gengældte han mere end glædeligt, ikke at det var noget som han ønskede at skulle skjule for hende på noget tidspunkt, for.. det var jo trods alt bare sandheden mere end det som det måtte være noget andet overhovedet. Smilet måtte dog falme igen videre hen med hendes ord. Han sukkede dæmpet indvendig. ”Tror du at jeg gør en fejl, Giselle? Ved at følge mit hjerte?” påpegede han stille. Ikke fordi at han ønskede at skulle gøre det til noget ekstraordinært eller noget som bare måtte minde om det, men nu hvor de sad der i denne situation. Det var ikke fordi at han ville se på det som om hun ikke havde noget at tilbyde. Det var heller ikke fordi at han ville kræve meget, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hånden mod hans kind, fik ham til at genvinde fokus og med blikket som han hurtigt lod falde direkte mod hende. Han nikkede blot. ”Så.. så kom du ind i seng, så kommer jeg lige om lidt,” sagde han roligt. Han sendte hende et stille smil. Bare at blive liggende lidt i vandet og få styr p de mange tanker, ville virkelig gøre godt, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var trods alt bare sandhed. De røde øjne hvilede roligt på hendes skikkelse, hvor han roligt sendte hende et stille smil, som om at intet var galt på den ene eller den anden måde, inden blikket igen måtte søge mod vandet. Hans tanker var blot et stort kaos! Det var jo heller ikke fordi at hun gjorde det direkte nemt for ham på nogen måde.

[Deleted]

Giselle havde altid været klar over, hvilken form for mand Pharrel måtte være. Hun havde altid vidst hvilken konfliksky mand han var, det var trods alt hende selv, der havde opfordret ham til at snakke med Lilyann, og dermed også givet sig selv en grund til at slippe væk. Måske vandet ved, at få en pefekt temperatur for hans del, men for hendes del så var det ved at være iskoldt, noget som også var tydeligt, den måde hendes læber langsomt, var blevet malet blå på. Det eneste der holdte hende varm, var tanken om at han lå over hende på den måde, og så hans ord. Han var bundet til en anden kvinde, og det var den tanke, som gang på gang hjemsøgte hende. Hun vidste måske intet om Lilyann, men Giselle var klar over, at hun var en umådelig smuk kvinde , stærk på mange måder, hun måtte jo være i stand til at tilfredsstille alle hans behov, når hans valg var faldet på hende. Selvtilliden var godt nok langsomt kommet lidt igen, men det ændrede ikke på, at Giselle var direkte alendig til alt dette.Ligesåvel som hun kendte ham, så kendte han også hende. Hun tog hensyn til alle andre, og var mildest talt elendig til at give udtryk for hvad hun selv ville, selv når chancen stod foran hende på den måde, nøjagtig ligesom den gjorde lige i øjeblikket. Hånden hvilede mod hans kind, mens blikket betragtede hans. Dette var ikke en situation, der var kendt for hende. Pharrel havde jo altid bare været.. hendes bror? Hun var endda blevet glad, dengang han var endt med at finde Lilyann, kun i håb om, at han endelig ville falde en smule til ro. Sådan var det ikke mere, nu var den tanke kun en ren plage, fordi hun nu ikke længere selv, var i stand til at få ham. Hendes krop skælvede en smule, det vand var ikke yderligere behageligt. Hun nikkede ”Det gør jeg” indrømmede hun, og bed sig selv en smule i læben. Tanken om den dejlige dyne der ventede hende, det var ikke den tanke hun var i stand til at skulle slippe overhovedet. Hans bekymring var slående. Giselle nød når han udviste den, det fik hende til at føle sig beskyttet, og hun havde altid været tvunget til at skulle klare sig selv. Han var hendes bedste ven, sådan havde det altid været, han var den eneste som nogensinde, havde tagte sig blot en smule af hende, og for det var hun ham taknemmelig. Hun sendte ham det stille smil, strøg ham blidt over håret. Hjertet slog mod hendes bryst, mod hans nøgne hud, sådan som de måtte hvile. Hans ord varmede ”Jeg ville ønske at drømmene, tillod det at være nok” erkendte hun, meget forsigtigt. Hun ønskede jo heller ikke at skubbe ham væk. Vandet skyllede en smule frem og tilbage mellem dem. Hans meget direkte spørgsmål kom uden tvivl bag på hende. For et kort øjeblik, overvejede hun et svar for sig selv, der ville lyde klogt. Det var jo altid hvad hun havde bedt ham om at gøre, lytte til hjertet. Endelig endte hun med at sukke, og ryste på hovedet ”Man begår aldrig en fejl ved at følge hjertet, Pharrel. Jeg ønsker bare, at du skal være sikker på hvad dit hjerte siger” påpegede hun stille. Panden mødte hans. Hun måtte trods alt være ærlig, følge hendes råd til vejs ende. Lilyann havde bare langt mere at tilbyde, hun var blot en gadetøs, bange for de ting hun følte, nu hvor tingene blev langt mere kompliceret. Hun nikkede ”Jeg venter” ganske stille plantede hun et kys mod hans mundvie, hun kunne ikke lade værre, bare lige for denne ene gang. Hun skubbede ham en smule ned, for selv at komme op af vandet. Det drypppede fra den skadede krop: Det gjorde ikke længere ondt. Roligt søgte hun mod sengen, det skulle blive rart, bare at hvile der, og putte sig under dynen, hun havde i den grad også brug for at samle tankerne, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Sengen var pæn. Hun besværede sig end ikke med at putte sig under dynen, men lod blot dovent kroppen falde ned i den bløde seng, det i sig selv var ekstremt behageligt!

[Deleted]

Pharrel havde altid været noget så frygtelig konfliktsky og det var noget som han var udmærket godt klar over. Ikke just at det var en tanke som han måtte bifalde synderlig meget, men det var nu og da den mand som han var, om det var noget som man ville være ved det eller ikke. Han prøvede virkelig at falde til ro med disse omstændigheder, men det var bestemt heller ikke nogen nem udfordring for ham selv. Det var noget af det sidste som det måtte vise sig at være for hans eget vedkommende. Han vidste udmærket godt, at han ikke kunne gøre alt og alle tilfredse, men det var nu heller ikke noget som forhindrede ham i at prøve. Han havde fundet Lilyann, de havde ventede sig den smukkeste lille knægt også selvom han vidste, at hendes graviditet var en fare nok i sig selv, i og med, at de var bosat i Dvasias. Han frygtede virkelig for Jaqia i det øjemed og det sagde bestemt ehller ikke så lidt. Han var en som tænkte meget over tingene, men aldrig nogensinde de rigtige ting og det var noget som virkelig kunne gøre ham så frustreret til tider. At se Giselle – Hans kære søster uden den tillid som han var så vant til, var en tanke i sig selv, som han ikke brød sig særlig meget om når det nu endelig måtte vise sig at skulle komme til stykket, for han ønskede virkelig bare at hjælpe hende med det så han kunne få den gamle Giselle igen. Nemt var det bestemt heller ikke for ham, for der var han igen placeret i et valg; Hans forlovede eller hende og han vidste til tider slet ikke vad han burde vælge eller ikke, for det var bestemt heller ikke nemt altid, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hans øjne med det rødlige skær, var noget som roligt måtte hvile på hendes egen skikkelse og med hovedet let på sned. Han var jo trods alt også et rovdyr og det var en rolle som han var faldet umådelig godt til i efterhånden. ”Det kan jeg fornemme,” hviskede han stille. Det bekymrede ham faktisk, for han ønskede hende virkelig kun det bedste og det bedset lige nu for hende, var at han var der ti at hjælpe hende lidt på vej. Det var bestemt ikke hendes liv alene, som måtte være så problematisk. Det var i den grad også hans. ”Mit hjerte er dødt, Giselle..” påpegede han stille. Han vidste faktisk ikke altid om han gjorde det rette valg og det i sig selv, var en tanke som måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt, for det var bestemt heller ikke en særlig behagelig fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let mod den anden side. Han havde brug for råd som han udmærket godt vidste, at han slet ikke burde søge ved hende. At hun jo så bare ikke kunne være ærlig overfor sig selv, var jo det som måtte frustrere ham yderligere. ”Du sætter for store krav til dig selv,” sukkede han stille. Hun havde så mange drømme og så mange muligheder, men gjorde intet ved det? Han ville virkelig gerne hjælpe hende med det,så de kunne finde ud af det i den anden ende! Kysset mod hans mundvig tog han glædeligt imod og så til som hun steg op af vandet. Han ville lige have de få minutter til at summe sig først. Han sukkede stille, lænede sig stille og roligt tilbage, så han endte helt under overfladen og blev liggende der for ganske få minutter. Det var virkelig frustrerende at skulle tænke på, at det var sådan hun havde det. Det var også først der at han kæmpet sig op. Det lille håndklæde slynget han omkring livet, som han gik ind til soveværelset og ind til den lille seng som stod der. Han kunne ikke lade være med at smile. ”Det ser næsten ud til at du allerede er faldet i søvn,” påpegede han med en næsten morende stemme.

[Deleted]

Giselle blev liggende i sengen. Hun lyttede til vandet, med hendes hørelse var det ikke svært at fornemme hvor meget han måtte slappe af, mens hun selv sad med hjertet i halsen. Havde hun inddirekte fortalt ham, hvordan hun faktisk havde det? Og hvad var hele idéen? Han var måske konfliktsky, mens selv giselle var jo klar over, at han havde valgt Lilyann af en grund, desuden var hun vel smuk? Hun så ned af sig selv, følte den bølge af frustration vælde over hende igen. Brænmærkerne var rødeog irriterede, hendes hud var smeltet på langt størstedelen af kroppen. Hun havde ellers altid følt sig som en heldig ung kvinde, at have udseendet med sig, man kunne vel roligt sige, at det var hvad hun havde holdt sig i live på? Når alt kom til alt, så kunne det ikke falde hende ind, at bede ham om at vælge. Lilyann havde skænket ham ene familie, en intilligent kvinde, der var i stand til at stille hans behov, og en søn, som hun ikke havde mødt, men som garanteret var direkte fantastisk. Tanken fik hendes bryst til at føles meget tungere. Hendes blik var gledet i, mens tankerne drev frem og tilbage. Hun havde end ikke puttet sig under dynen, men lå blot på sengen, sammenkrøbet som en hund.Hendes muligheder var løbet ud i sandet for længe siden, det var ikke en tanke hun brød sig om, det måtte hun erkende, hendes visioner havde engang været langt større end livet på gaden. Et sted havde billedet af en stor flot familie vel altid været der? At have nogen at holde af, at have Pharrel omkring sig. Hun sukkede tungt, i takt med at hendes åndedrag ligeså blev tungere. Et sted i det stille sind, vuggede tanker hende ind i roen, det havde trods alt været en både lang og hård dag. Dog var hun urolig. Tanken om hende og Pharrel sammen, fik kun et lille smil frem over hendes læber. Hun hørte ham end ikke komme, og hans ord var intet andet end blot en beroligende baggrundsstøj ”Mhmmmm” mumlede hun uvidende om hvad pokker hun egentlig måtte svare på. De mange billeder søgte over hendes nethinde, formede sig langsomt til det der ville skabe en underlig drøm, både sød med det lille spirrende håb, som hun allerede nu vidste var uladesiggørligt, og med Lilyann og hans lille søn i billedet, hun ville ikke stå en chance, men i drømme kunne alt vel ske? Hun rørte en anelse på sig. De mørke lokker lå spredt omkring hele hendes ansigt, og skjulte mere eller mindre alt andet, end det distræte smil. En lille stribe savl havde samlet sig i mundvien og var allerede nu begyndt påvirke dynen under hendes nøgne krop. I aften ville hun sove godt, og uden at vide hvorfor, for Pharrel havde jo ikke direkte gengældt de varme følelser? Hun sukkede tungt, puttede sig godt ned, hun sov trods alt som en tornado om natten, men det var han jo ganske vant til.

//out.

[Deleted]

Måske at Pharrel ikke direkte havde gengældt det som hun måtte føle, var noget som han havde valgt fuldkommen bevidst og det var der så sandelig også en grund til. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere, selvom det faktisk måtte være ham en tanke som var direkte lettende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Måske at Lilyann havde skænket ham en familie med alt hvad det måtte indebære, men det var slet ikke ensbetydet med, at han var klar til det ansvar endnu, for der var vel også en grund til at han havde valgt at smutte fra det? Han havde altid og ville for altid holde forbandet meget af Giselle og kunne han give hende mere end dette, så havde han i den grad også gjort det! Det bekymrede ham virkelig, at skulle se hende på denne her måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, så det at se hende smile bare en smule, var noget som i den grad også måtte lette ham, for så kunne han vel også gøre bare en smule rigtigt i den anden ende, og det var i den grad også noget af det som han nød mere af end noget af det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. At hun allerede var gledet hen i en søvn, var nu noget som han tydeligt kunne se på hende, hvor han bare måtte ende med at ryste smilende på hovedet. Dynen tog han ganske forsigtigt omkring, som han kunne lægge løst omkring hendes krop, så hun da ikke ville ende med at komme til at fryse, for det var slet ikke noget som han måtte ønske! Hun var allerede kommet galt nok af sted som det var og så længe og så meget som han kunne, så ville han selvfølgelig også passe på hende, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om på nogen som helst måde overhovedet! Han rystede smilende på hovedet. ”Du er og bliver virkelig en tosse, kære,” hviskede han sigende, som han lænede sig over hende. Føde skulle han have, så det kunne han vel altid skaffe sig mens hun måtte ligge i den sødeste søvn? At se hende ligge der og smile i søvnen, var faktisk kun noget som gjorde det hele så mange gange bedre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han plantede et stille kys mod hendes pande. Han ønskede jo heller ikke at passere hendes egne personlige grænser. Det var da noget af det sidste som han direkte måtte hungre efter. ”Sov godt min kære..” hviskede han roligt, som han valgte at rejse sig og listede hen til døren. Det ville ikke tage ham alverdens med tid til at skulle skaffe føde, for han havde efterhånden fået styr på det hele, hvilket han i den grad også var glad for. Med den største listighed, så listede han ud af døren, lukkede den efter sig, for at forlade kroen og indvie jagten for alvor.

//Out