Under the Sun

[romeo]

Romeo havde ikke som sådan nogen planer for i dag, han havde jo blot lagt i det bløde græs og nydt friheden og stilheden omkring, og så var hun pludselig dukket op ud af det blå, ikke fordi det gjorde ham noget, for det var rart med lidt selskab. Og hun virkede ganske stille og rolig, og det kunne han godt lide. Om man troede det eller ej, så var han faktisk ikke typen der var meget social, eller typen der var frembrusende, han var ret sky og så først personer an, noget han havde blevet smittet med af elverne. Han mindede faktisk mere om en elver personlighedsmæssigt end en magiker, men det var han ligeglad med, han var elverne utrolig taknemmelig, på grund af dem, så var hans liv blevet meget lettere!
Det gav et lettere sæt i Romeo, da hun skreg op, hvilket fik ham til at spærre øjnene chokeret op. Han så omkring, for at sikre sig at der ikke var noget galt, at de ikke var blevet angrebet, inden hans mørke øjne igen faldt mod hende, mon hun havde fået kramper? Var hun skadet? Han så forvirret på hende, da hun pludselig sad helt stille igen. Han mærkede sit hjerte der slog af sted for fulde drøn, fordi hun havde givet ham et chok. Da det gik op for ham, at der ikke var noget galt, trak han vejret dybt og sukkede lettet. Det gik op for ham, at det var hans stemme der havde skræmt hende, hvilket fik ham til smile stort, og morende. Hans nøddebrune øjne hvilede mildt på hende. #Jamen Sayaad, ved at være bange går du glip af så mange goder i livet.# Han smilede opmuntrende, #og jeg har skam ikke tænkt mig at gøre dig noget!# Det var skam sandt! Han kunne ikke drømme om at skade hende, især ikke når hun var som hun var! Han rystede let på hovedet til hendes ord. #Det gør ikke noget Sayaad! Det er altid godt at være forsigtig, men derfor behøver du jo ikke at være bange.# Han smilede muntert. Hun virkede flink! Og var vældig sød. #Mange tak, det er faktisk min fars stemme.# Han så lettere fraværende ud mod horisonten. Han havde ikke set sin far siden han var helt lille og han vidste faktisk ikke om han stadig var i live, et sted ville han gerne finde ud af det, og et sted, så ville han ikke.

[Deleted]

Sayaad så udnrende på ham, det her var noget af det mærkeligste hun ahvde prøvet, nogensinde. Det føltes virkeligt mystisk at hun kunne mærke hans stemme, men ikke høre den, og alligevel kunne hun høre den, og ikke mærke den, og så var det hans fars?! Og bare det at han sad overfor hende og hans læber ikke på noget tidspunkt bevægede sig, og så alligevel var de midt i en samtale, og så kunne hun ikke lade være med at rødme, for det føltes på en måde lidt.. Intimt? Den måde hans stemme gav genlyd i hendes hovede, og hun håbede sandelig ikke at han kunne læse hendes tanker samtidig, det ville være pinligt, ikke fordi det var ngle synderligt syndige tanker der kredsede i hendes hovede, de vildeste fantasier hun ahvde om Romeo lige nu var bare sådan en mystisk lyst til at give ham et kram, men det ville da stadigvæk, ihvertfald for hende, være pinligt. Det var skyld i at hun fejlagtigt forsøgte at distrahere sigselv og tænke på andre ting, og så blev hun bare endnu mere forvirret.
"Jeg.. jeg ved det godt men.. Det føles somom jeg går glip af alt for mange ting allerede.. " Sagde hun stille, efter en kort pause hvor hun forsøgte at skabe svaret. Hun sukkede stille og pillede ved en nydelig smørblomst ved siden af hende som hun kiggede på for at distrahere sigselv

[romeo]

Sayaad var ganske nok en stille og meget sky person, men det havde Romeo nu intet imod, det var rart at være i selskab med én, der ikke var så frembrusende, for det brød han sig heller ikke selv om, og derfor vidste han at han skulle gå lige så stille og forsigtigt frem. Og sådan havde han det nu også bedst med, han brød sig ikke om at gøre folk utilpas, fordi han spurgte løs om en masse, han ville langt hellere føre en samtale med dem, snakke stille og roligt! Det nød han. Han smilede opmuntrende til hende. #Jamen, det er da bare, at gribe ud efter hvad du gerne vil, og så ikke lad noget stå i vejen for det!# Han så altid positivt på ting, endnu en ting elverne havde lært ham, og han var dem taknemlig for den indflydelse de havde haft på ham, for de havde gjort ham til en bedre person! Det var et sted sødt at hun rødmede, selvom han et sted ikke helt vidste hvorfor, men han måtte hellere lade vær med at kommentere det, for så gjorde han vidst bare det hele værre, og det var han ikke ude på! Han ville skam ikke skræmme hende væk på nogen måde, for han nød faktisk hendes selskab. Han så efter hendes sorte store drage, som faktisk havde fascineret ham, den var så stor og prægtig, og det var jo ikke hver dag man fandt en dragerytter, selvom hun nok skilte sig ud fra sin race, men det gjorde han jo også selv. Han så blot rundt, så på naturen, noget som han holdt ganske meget af. Han følte sig hjemme i naturen, det var hans hjem, og han respekterede den! Hans blik faldt roligt på hende igen, imens hans hoved søgte ganske let på sned. #Der må jo også være ting, som du ikke er bange for?# Det gik vel også altid den anden vej? Der måtte jo være ting som hun godt kunne lide at lave? Ellers var det da ret … trist. Det var næsten synd at hun skulle gå rundt og være bange for alt og alle. Det ville han ikke selv kunne leve med, men så igen, der var forskel på folk.

[Deleted]

Sayaad så stille rundt, hun sukkede let, tjae, han havde jo så evigt ret, livet handlede vel når de tkom til stykket bare om at gribe chancerne og få prøvet de ting man gerne ville prøve, at søge oplevelser, men det var bare ikke nemt for hende, hun ahvde aldrig haft en til at give hende det lille puf i ryggen der kunne sende hende ud over kanten, hun var som fanget på det nederste trappetrin, og hun havde ikke alene kræfterne til at komme op på det næste, hun sad fast i sin kanpt så spændende tilværelse.
" Tjae.. altså.. jeg er ikke bange for.. Blomsterne.. Den blå himmel.. Skovture.. E-eller dig.. " Hun mumlede det sidste, en smule utydeligt, men dog ikke direkte uforståeligt, hun var temmelig genert over mange ting, men hun var blevet mere og mere tryg ved Romeo, han var faktisk rigtig sød, hun kunne af en eller anden oversag virkelig godt lide ham, han fik hende til at føle sig så underligt sikker, hun turde virkelig stole på ham og fortlle ham alle de her underlige ting om sigselv. Hun plukkede forsigtigt blomsten hun pillede så fraværende ved og løftede den op. Hun duftede til den, den havde sådan en dejlig blid duft, den mindede hende om hendes mors parfume, en duft hun altid havde elsket, hun plejde altid da hun var en lille pige at tage hendes mors alt for store tøj på og pjaske sig til i diverse duftevande og lege at hun var en adelig kvinde. Ja nu var hun da nået så langt som til slottet, men hun var nok længere fra at være en eventyrprinsesse end nogensinde før. Hun bed sig kort i læben og lænede sig frem og rykkede tættere på Romeo, før hun rakte ud og blidt satte blomsten bag hans øre i hans lyse hår. Hun rødmede stille og smilte forsigtigt til ham, temmelig genert, før hun igen gav sig til at kigge ned på sine fødder, hvorfor ialverden havde hun dog gjordt det? Ja nogle ting havde vel bare ingen forklaring.

[romeo]

Romeo så godt nok altid positivt på tingene, men det var jo også det letteste? Man kom lettere igennem livet, når man var positiv, uanset, så ville man altid møde op- og nedture, uanset hvor positivt man så end så på tingene, det havde han jo for længst oplevet. Men han havde lettere ved at komme over tingene og komme videre med sit liv, når han tænkte positivt. For ham var det blot lettest, ligesom det for andre var lettest at være kold og ond, hvilket så typisk lå hos en dvasianer, og han kendte jo ikke Sayaad særlig godt, så han kunne jo ikke sige hvad hun kunne lide og ikke lide, hvad der fik hende lettest igennem livet, dog så hun ud til at være en ganske bange pige, hvilket et sted var en skam, for hun måtte da gå glip af så meget, når hun gemte sig. Han smilede til hendes ord. Blomster og himlen? Tja, det var jo også fredelige ting, så det var vel forståeligt? Dog havde det ikke været et svar han havde forventet, men det var kun positivt overraskende. #Det lyder da dejligt, og fredeligt,# svarede han sandfærdigt og smilede muntert. Han kunne vel heller ikke kræve et specifikt svar, eftersom det egentlig var et underligt spørgsmål? Det var vel ikke lige så let at svare på, hvad man ikke var bange for, det lød egentlig forkert i hans hoved. #Og det glæder mig da at du ikke frygter mig,# tilføjede han og trak blot på smilebåndet. Så kunne det være at hun var ved at åbne ligeså stille op for ham? Det ville da i hvert fald glæde ham, for hun havde jo heller ikke nogen grund til at være bange for ham, eftersom han ikke have nogen intentioner med hende, og han ville da gerne høre hendes hemmeligheder, hvis hun følte for at få dem lukket ud. Det var jo altid rart at have en ven man kunne betro sig til. #Men, når du så ikke er på slottet, hvad går du så rundt og laver?# spurgte han nysgerrigt, for hun måtte da kunne lide at lave et eller andet, ligesom hun nu sad og snakkede med ham, og hun havde da begivet sig ud i Manjarno, ud på engen og væk fra slottet, så hun måtte da også have noget at lave? Det vidste han ikke, men det interesserede ham dog, og det gjorde ham faktisk nysgerrig at hun egentlig var så bange, for han gad godt vide hvorfor hun var det.

[Deleted]

Sayaad trak stille pås kuldrende, egentligt følte hun sig lidt dum, eller selvfølgelig, i forhold til denne mand der både var meget ældr,e visere, mere veltrænet, go velrejst end hendeselv, så var hun jo ikke ligefrem helt fremme i skoene, men hun følte sig på grænsen til tumpet overfor ham når hun lukkede sådan nogle tåbelige og irrelevant ting ud. Hun sukkede stille. Tja, hvad lavede hun når hun ikke var på slottet? Ja, så måtte den pinlige sandhed jo nok frme igen, for nogen eksotisk omrejsende person var hun jo heller ikke ligefrem, vel?
" A-altså.. F-faktisk så.. er det her første gang jeg forlader slottet alene.. " Sagde hun stille og sukked,e og følte sig igen som en kedelig tør og lidt for slidt fisk der aldrig rigtigt havde foretaget sig noget. Hun ville elske at fortælle ham et heroisk og episk eventyr om en eller anden storslået rejse der var endt i et vildt og mindeværdigt eventyr, som hun var sikker på at han sikker kunne gøre det, emn hun ahvde simpelthen ingenting at fortælle, hun var bare en ganske simpel pige der tilbragte stortset hele hendes liv alene og forladt inden for slottets trygge, om end kedelige og triste mure, vhor intet ondt, og intet godt, kunne ske for hende.

[romeo]

Romeo fandt hende sky og genert, men det så da ud til at det var blevet langt bedre med tiden hos ham? Hun var da i det mindste ikke bange for ham længere, og det var en god ting! At hun ikke havde oplevet noget, kunne han ikke vide, og det ville han heller ikke tro på, for hun havde da en fortid, hvor hun havde mødt sin store prægtige drage, som lige nu måtte befinde sig et sted over dem, i luften. Han fjernede ikke blikket fra hende på noget tidspunkt, han fandt hende nu ikke ligefrem så frygtindgydende, eller vel mere grim som hun selv gjorde, nok havde hun sit ar, og det så slemt ud! Men det var da blot et tegn på at hun havde oplevet noget, for hvordan skulle hun ellers have fået det? Han selv bar også et ar, ikke lige så slemt som hendes, men han bar da et ar over hans bryst, fra hans egen barndom, så visse ting havde de da tilfælles. Han måtte skyde forundret sine bryn i vejret, til hendes svar. Var det første gang? Det kunne da ikke passe? Kunne det? Hans hoved søgte ganske blidt på sned. #Jamen … hvorfor?# Det lød måske lidt dumt, men han forstod ikke hvordan dette kunne være første gang, og hvad havde hun at frygte? Hun havde jo sin drage, og han måtte da kunne beskytte hende i så fald. Han var klar over, at hun var bange for en masse ting, men stadig. Det var næsten synd, at hun lod sig styre så meget af hendes frygt. Og et sted var han glad for at det ikke var ham, for det måtte da være frygtelig indelukket, og han var typen der ville ud og opleve ting, ting som ingen andre havde oplevet før! Og så kunne han fortælle om sine rejser, sine eventyr til sine børnebørn engang, og børn endda, når han da en dag ville slå sig ned, som familiefar. Et sted havde han lidt opgivet håbet om en familie, for han havde jo haft sin kære, som havde ventet barn, men de var blevet taget fra ham, for mange år siden. Han kom dog af og til og besøgte deres grave. Andet kunne han jo ikke være bekendt.

[Deleted]

Sayaad vendte lidt deprimeret og genert blikket tilbage imod hende fødder, som stille vrikkede, for hendes ben ikke helt skulle falde i søvn. Hun sukked elet til sig selv og følte sig pludseligt forlegen over sit korte for hovedet og direkte svar, at hun simpelthen aldrig siden hun var ankommet der, havde forladt slottets trygge og sikre mure, go det største og vildeste eventyr hun nogensinde havde været på var en vandretur i slotshavens royale afdeling, nølelnde efter en embedsmand der insisterede på ikke selv at bære sit vinglas.
"Je-jeg tror bare at.. At verden ahr virket alt for stor og farlig.. for sådan en som mig.. J-jeg er jo ikk nogen kriger eller noget somhelst og.. Altså jeg har da tænkt på at rejse.. nogle gange.. men.. Jeg har jo Malazar men.. Ellers har jeg jo ingen at rejse med.. " Sukkede hun stille og vendte deprimeret sit blik lidt rundt, hun betragtede det svajende græs og følte luften imod sin hud, tja, måske var hun bare alt for pjattet, måske så spildte hun sit liv og sin ungdom, hun valgte at stå i skyggerne og se på imens hele verden lå pben og solrig foran hende.
En pludselig tanke slog ned i hende, og hendes ansigt vippede straks op imod Romeo overfor hende, hun rødmede let, og hendes læber sitrede nervøst før hun ytrede ordene;
"E-en pludselig tanke.. Ø-øhm altså.. hv-vhsi nu.. jeg tænkte om.. Du måske havde lyst til at tage mig med, b-bare på en.. En lille tur? A-altså je-jeg skal nok lade være med at gå i vejen eller gøre noget galt, d-det lover jeg! M-men.. Jeg forstår godt.. hvis du ikke har lyst.. D-det var bare sådan.. H-hvis du gerne ville tilbringe noget tid sammen med mig.. Måske.. Lidt? Hv-hvis du har lyst? " Hendes stemme sønkede sig gradvist, først fra at være ivrig og entusiastisk til at langosmt blive en mere forlegen mumlen, for det første følte hun sig vel nærmest ikke værdig til hans selskab når det kom til stykket, og han havde jo fået at vide hvor stor en kujon hun kunne være til tider, og hun var bange for at sætte sigselv i en sitiuation hvor Romeo blev nødt til at afvise hende, for hun havde slet ikke lyst til at blive afvist af Romeo.. Ikke Romeo.. Han var så.. Så sød.. Hun rødmede stille og så mere og mere forlegen og akavet ud, men hun ville bare så gerne gøre ham glad, måske enda imponere ham, med hvad vidste hun ikke.

[romeo]

Romeo kunne ikke forstå at hun kunne være så bange for at rejse ud og se verdenen, men den var jo ganske stor og farlig til tider, det kunne dog ikke afskrække ham fra at komme ud og opleve den, det var vel bare at … gribe chancen? Det var i hvert fald hvad han selv gjorde. Livet ville jo blive kedeligt, hvis man sad indenfor hver dag, i hvert fald efter hans mening, ikke fordi han havde noget imod, at hun aldrig havde været uden for en dør som sådan, han fandt det mere … trist? Det var vel trist, at nogen kunne være så bange for at se verdenen, for mange steder var den jo fredelig, ligesom i Procias, det var jo trods alt det ’gode’ land, der var folk for det meste venlige, det var sjældent at folk var direkte onde, men det skete vel? Der var jo altid nogle som skilte sig ud. #Tja, men det er den jo ikke altid,# sagde han sandfærdigt og smilede skævt til hende. Det var jo sandt, mange steder kunne hun jo godt gå hen uden at være bange for at blive overfaldet eller noget andet. #Det er jo bare at springe ud i det, Sayaad. Procias er jo ikke et farligt land.# Han veg ikke de nøddebrune øjne fra hende, som hvilede på hende med et muntert skær. Hans eget blik gled også stille roligt rundt, da hun selv så rundt, og hans blik faldt på den sorte drage, der ikke var større en end fugl, så langt væk den var, men dens syn var jo til gengæld godt, så den kunne sikkert se langt, og se dem. Det måtte være rart at have sådan en ven, én der ville beskytte én og ofre ens liv for én. Hun var faktisk heldig. Som hun talte til ham igen, vendte han roligt blikket mod hende. At tage hende med ud og se verdenen? Det lød faktisk … godt. Hans hoved søgte ganske let og overvejende på sned. Det kunne være rart, så ville hun også kunne prale af at hun havde set noget af verdenen, og det kunne måske gøre hende … mere modig? Det ville da være fedt! Dog var han bange for at det måske også kunne gå galt. Han ville ikke have at hun kom til skade på bekostning af ham. Slet ikke! #Jeg vil da med glæde tage dig med ud på en tur engang,# sagde han med et stort smil om læberne. Det kunne være hyggeligt, at have lidt selskab på sin vej, og så kunne det vel også hjælpe hende? Det håbede han da et sted. Så kunne det være at hun selv på et tidspunkt turde gå ud og opleve noget, og så også møde nye mennesker. Det kunne jo være ganske godt for hende.

[Deleted]

Sayaad så stille rundt, væk, højre, venstre, op og ned, men aldrig længe af gangen blev hendes blik fast på ham i den tid der måtte gå efter hun havde sagtg hvad hun ville. De få sekunder der gik imens han tænkte føltes nærmest som timer i hendes hovede, og hun var ikke sikker på hvilket svar hun dog turde håbe på. Hun følte sig faktisk helt tør i halsen nu imens hun ventede. Da svaret endeligt faldt gik der igen et par sekunder før hun registrerede det, og hendes mine skiftede fra nervøs til et utroligt begejstret smil, og hendes hjerte jublede, hun havde helt lyst til at springe opn og klappe i hænderne, måske bryde ud i en lille sang?
"Vi-Virkelig? Det.. Det ville være fantastisk! Tusind tak Romeo! " Pibbede hun glædesstrålende og smilte stort til ham, og mødte enda rent faktisk hans blik, genert og rødmende, men hun gjorde det da. Ej hvor var det fantastisk i hendes tanker, hun kunne slet ikke komme sig over det, hun skulle ud og se ting, se verden som den var, sammen med Romeo! Det var som hundrede juleaftenener om og om igen. Da den første bølge af ekstase havde lagt sig rømmede hun sig stille og så på ham igen, lidt mere undrende.
"J-jeg.. øhm.. Hvornår har du lyst? Jeg har stadig en del tid tilbage her i min ferietid, ellers ved jeg ikke ehlt hvornår chancen skulle byde sig. " Sagde hun stille og så på ham.

[romeo]

Det glædede Romeo at hun blev så glad og begejstret over hans svar, men det var jo nok ikke noget som hun var vant til. Det var også helt utroligt, at han var hendes første ven, for selvom hun gik rundt og arbejde på slottet, så kunne hun vel godt møde mennesker der? Som blev hende venner? Det var jo så ikke sket, og det var nok fordi hun holdt sig for sig selv, og var så genert, men det glædede ham dog blot, at være hende første ven, han var vel … beæret? Han smilede et skævt smil til hendes ord, imens han selv rystede på hovedet. #Ingen årsag, Sayaad,# sagde han med det skæve muntre smil på læberne. Det glædede ham da blot, at hun kunne være glad. Han strøg let en hånd igennem de lyse krøllede lokker, som blot faldt ned over hans ansigt igen, og omkransede hans ansigt som en flot glorie. Han ville meget gerne vise hende noget af landene, men det kom jo også an på, hvad hun ville se, for han vandrede jo blot rundt for sig selv for tiden, og så slog det ham. Han så på hende til hendes spørgsmål. #Tja, det ved jeg ikke helt, jeg bruger nemlig min tid på at lære en anden ven, magi for tiden,# svarede han med et træk på skulderen. Han havde næsten helt glemt Lexie, og han var jo faktisk booket op, medmindre han selv tog en lille fridag. Det kunne han vel godt? #Men hvis jeg tager en fridag, så kan jeg da godt finde tid til det.# Han så lettere eftertænksomt ud i luften, inden de nøddebrune øjne faldt på hende igen. #Hvad har du da lyst til at se?# Det var vel lettere at finde ud af, når hun kom med sin mening, han var ligeglad, han ville gerne vise hende lige det som hun gerne ville se. #Hvad lyder mest tiltalende?#

[Deleted]

Sayaad så eftertænksomt og undrende ned i jorden, en pludselig angst for a tkomme til a tvære til besvær for romeo skyllede voldsomt indover hende nu da hun fik at vide at han var ved at lære en anden ven han havde magi, det havde hun selvfølgelig ikke lige tænkt på at han måske selv havde temmelig travlt.
"A-altså det er kun hvis det ikke vil være til besvær for nogen. " Sagde hun stille med et lille stik af dårlig samvittighed ved tanken om at skulle hive ham væk fra en eller anden lærling eller anden kammerat han havde, hun havde helt glemt at tage højde for at han jo nok ikke var helt ligeså ensom og alene som hende selv, og jo nok kendte en del personer rundt omkring, og samtidig fik hun et lille ufprklarligt stik i siden af jalousi, hun havde lige håbet.. Ja hvad havde hun egentligt håbet? Vel bare en chance for at lære Romeo lidt bedre at kende og tilbringe noget tid sammen med ham og forsøge at imponere ham, hun ville brændende gerne have at Romeo syntes om hende.
"Øh.. tjae altså.. Jeg kender jo ikke til så meget. B-bare en vandring måske? En tur ind i skoven? Jeg har altid gerne villet prøve at sove ude.. Hvis du har lyst.. O-og hvis det ikke er til besvær.. " Mumlede hun stille og så forlegent ned, måske en kende ærgelig, og alligevle slet ikke endnu vant til følelsen af at hun kunne høre hans stemme i hendes hovede, og hun var bange for at han måske kunne læse eller se hvordan hun følte, for det ville altså bare være pinligt.

[romeo]

Romeo havde for en kort stund glemt lille Lexie, nu hvor han tænkte over det, så mindede de faktisk om hinanden, begge utrolig generte og usikre, bortset fra at Sayaad nok var en anelse langsommere om at åbne op. Men det gjorde ham skam ingenting, af den grund var hun skam godt selskab alligevel. Det var også dejligt at være sammen med én der ikke var frembrusende, og helt fremme i skoene, han kunne godt lide når folk var stille og rolige, for det gjorde det også lettere for ham selv. Han rystede ganske let på hovedet til hendes ord. ”Næh… det kommer ikke til besvær, alle kan bruge en fridag jo, så jeg holder bare min med dig,” påpegede han med et lille smil. Så kunne Lexie jo også få en fridag, og vise om hun måske havde lært noget nyt, næste gang de mødtes. Desuden, det var heller ikke sundt at gå alt for meget op i magi, det kunne jo tage på ens kræfter gevaldigt, så en fridag ville kun være godt. Han smilede let til hendes ord. En tur i skoven? Det kunne vel være ganske fint. Der var de også mere eller mindre uden for fare, medmindre de satte sig på en skovalf, så det var et godt sted at slå lejr, desuden kunne han godt lide skoven, der havde han levet mere eller mindre det meste af sit liv, for det var der elverne hørte til. Så det ville være rart at komme tilbage til skoven. ”En tur i skoven? Det lyder meget fint,” sagde han sit brede smil spillende på de let rosa læber. Det ville være rart at komme hjem til det han plejede at være ude i, være omgivet af de mange træer og så videre. Det ville faktisk være meget rart. Så kunne Lexie også holde lidt fri, det ville hun sikkert have godt af, også i stedet for at skulle gå rundt og glo på ham hele tiden.

[Deleted]

Sayaad Lyste en smule op ved de ord, og endnu et meget forsigtigt smil spillede på hendes læber. Hun følte at hun langosmt blev mere åben, og samitidg formåede at brigne sigselv tættere på Romeo, og begge dele behagede hende stoartet, og gjorde alting meget lettere og mere simpelt at finde ud af. Hun havde aldrig været i sådan en situation her før, hvor hun ahvde spurgt nogen om de ønskede at tilbringe tid med hende og de ahvde svaret så åbent ja.
"Øhm, jeg tænkte på.. Hvis nu.. Hvis du vil kan du jo også tage din elev med? " Sagde hun stille og tøvende, go tænkte at hvis Romeo stolede så meget på sin elev, måtte vedkommende vel være en rar person, om ikke andet til at stole på og ikke ondsindet, og det var jo meget godt, desuden, hvor lidt tanken end behagede hende, havde hun vel næppe skidt af at møde nogle flere perosner, hvem vidste, måske ville denne lærling vise sig at være en rar og behagelig person at være sammen med, ligeosm sin lærer? Det kunne hun da ihvertfald håbe på, for hun ahvde jo faktisk ingen somhelst anelse om at hans lærling var Lexie, som hun tidligere havde mødt, en sød og venlig pige der ikke ahvde meget ondt skabt i sig, men samtidig en anden pige, som ville være tæt på Romeo, sikkert tættere end hende selv, og havde hun nu vidst det, var hun ikek sikker på at hun ville ahve foreslået det, men nu var det altså gjordt, og det var der jo ikke noget at gøre ved.

[romeo]

Romeo nød Sayaads selskab, godt nok var hun ganske indelukket og genert, men det kom vel med tiden? Det undrede ham at hun ikke havde nogle venner, for hun var jo ikke ondskabsfuld, og han var sikker på at hun kunne få en masse venner, hvis hun lærte at åbne lidt op. Og han havde jo vist hende, at det faktisk ikke var så farligt igen, og hun befandt sig endda i Manjarno, et land hvor alle kunne komme, gode og onde, så det var vel bare at tage chancen og gribe ud efter mulighederne? Hans hoved søgte ganske let på sned til hendes ord. At tage Lexie med? Så kunne de jo alle sammen holde en pause, det lød da ikke så slemt. Og så kunne det være at Lexie ville blive en del mere af naturen, og det kunne være, at hun ville få hurtigere ved at lære jordelementet? Det lød jo faktisk ganske tiltalende? Han smilede et skævt smil til Sayaad. ”Tjo, det lyder da spændende,” svarede han oprigtigt, inden han nikkede, ”jeg spørger hende, næste gang jeg ser hende.” Han smilede sit brede smil. Det lød faktisk ganske behageligt at komme lidt ud, holde lidt fri, selvom han faktisk nød at lære Lexie magi, så havde han jo noget at bruge tiden på, foruden at jage vampyrer. Men at komme en tur tilbage til skovene, det lød faktisk mere end tiltalende! Det havde jo været hans gamle hjem, så det blev faktisk rart at komme i kontakt med naturen på den måde igen. Han savnede faktisk sin tid hos elverne, dengang hvor han faktisk havde været lærling. Han havde nydt tiden, og de havde givet ham et helt andet indblik på livet og alt det levende, og skønt de havde gjort ham så fredfyldt, så hadede han stadig vampyrerne! Det var utilgiveligt, det som de havde frarøvet ham hele to gange! Hans familie. Noget som han måske havde kunnet tilgive den ene gang, men når det var hændt hele to gange, så var det bare for meget for ham, og han havde svært ved at tilgive dem. Han tvivlede faktisk på at det overhovedet ville ske. Han så let op mod himlen, tiden gik faktisk hurtigt, når han tænkte over det. Men sådan var det jo, når man befandt sig i godt selskab.