Under the Sun

[Deleted]

Sayaad så stille op i Malazar's store sorte øjne, om end de var ligeså livlige og fyldt med følelser og udtryk som enhver andens. Hun lagde forsigtigt hånden på hans ene forben, som hun var placeret op af i denne stilling, og aede ham blidt. Hun signalerede tydeligt at Romeo ikke var nogen trudsel og at hun ikke direkte havde nogen oversag til at frygte ham, han lod jo til at være ligeså god som dagen var lang, han havde ihvertfald endnu ikke udtrykt nogen former for onde intentioner. Hun hørte at han kom på benene, og kunne også mærke det på at Malazar hurtigt som lynet svirpede sit hovede i retning af ham igen. Dragens blik var ikek ondt eller koldt, snarere somom han var usikker, for han brød sig sjældent om at andre mænd kom for tæt på hans skrøbelige veninde Sayaad, og Romeo var ingen undtagelse, og sandelig jo, han ville så afgjordt flå ham til ukendelighed hvis han forsøgte at skade eller såre Sayaad, nok var han stadig en ung drage, men han var om end kun ved halv styrke, en dødbringende skabning. Det betryggede tilsyneladende den iagtagende drage at se hvordan Romeo viste respekt, og muligvis en smule frygt, det var sådan han bedst kunen lide det, ligesom så mange andre mægtige væsener, specielt dem af hankøn, foretrak han at have kontrol over situation. Da Romeo alligevel kom ind i deres synsfelt igen trak han sin vinge til sig. Sayaad lænede nervøst sit ansigt ind imod hans ben, og kun den raske halvdel forblev synlig. Hendes ene mørke øje betragtede nervøst, næsten skræmt, Romeo, som et lille bange barn der ikke turde slippe ham af syne, nu hvor hendes slør og "Skjold" var borte, var det tydeligt at se hvor skrøbelig hun egentligt var, og forskellen på hende og den mægtige drage var enorm, en dyb, nærmest bundløs kløft imellem det store, stolte dyr, og den lille, bange pige.

[romeo]

Romeo viste i den grad respekt for dragen! Det ville være tåbeligt at gøre andet, men han var til gengæld også ret dyrevenlig, for det var jo noget som var smittet af på ham fra elverne af. Han var næsten mere en elver personlighedsmæssigt, end en magiker, det var også derfor han rendte rundt i bare tær døgnet rundt. Han elskede at være ude i naturen, for det var der han bedst kunne tænke, desuden faldt han jo også over nye personer, og denne fredelige dag, havde han stødt på Sayaad, som han for kun et øjeblik siden, fandt ud af, var dragerytter. Hans mørkebrune øjne faldt på den store drage, da den igen vendte blikket mod ham, fordi han nu var på vej hen imod Sayaad, men hun gjorde ham nysgerrig efter at vide hvad hun gemte. Han blev faktisk overrasket over, at dragen fjernede sin vinge, så han fik frit syn til Sayaad. Hun virkede så bange, men det havde hun jo slet ikke nogen grund til, havde hun? Han vidste ikke hvad der var hændt hende i hendes fortid, og han vidste heller ikke om det var noget som havde indflydelse på hende nu, for det kunne jo være hvad som helst, der var galt, og han var egentlig blot et stort spørgsmålstegn, for han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, hvad han kunne gøre. Han valgte at sætte sig i hug, uden for hendes rækkevidde, så hun ikke skulle føle sig utilpas ved hans nærvær. Hans hoved faldt let på sned, imens hans grønne øjne betragtede hende i en nysgerrig, opmuntrende og undrende mine. Han rakte blidt en hånd ud mod hende, som for at vise, at hun kunne stole på ham, hvilket hun faktisk godt kunne. Det var nok ikke alle der ville betro sig til en fremmed, men han havde virkelig ingen intentioner, om at skade hende, hun var jo så uskyldig, og mindede mest af alt om et lille barn.

[Deleted]

Sayaad krammede tøvende Malazar's ben igen, og han brummede igen betryggende. Hun vidste jo når det kom til stykket godt at hvis Romeo ville hende noget ondt havde han gjordt det for længst, ligeså vel som hun vidste at selv hvis han bare var forsinket i en eller andet ond forksruet plan, ville han nok næppe turde gøre noget nu hvor hendes drage var her. Alligevel virkede hun ikke meget mindre bange på trods af at hun havde en enorm livvagt ved sin side. Hun trak sig tøvende en smule tilbage da han rakte hånden frem imod hende, ikke fordi hun ikke var civiliseret eller noget i den retning, mere fordi hun var ikke vant til nogen former for nærkontakt med andre. Langsomt og tøvende rakte hun forsigtigt sin spinkle hånd frem imod hans og lagde den ned ovenpå. Forskellen var slående, for han var en del større end hende. Hun rødmede, den ellers ens mule grålige hud fik en smule kulør. Malazar brummede igen forsigtigt, som for at forsikre hende om at hun ikke behøvede at gøre noget hun ikke ville. Langsomt løsnede hun sig fra sit skjul, og drejede bange hovedet i hans retning, og viste ham hvad problemet var. Det horrible og forfærdende ar løb, nærmest friskt, kun holdt sammen af de stærke sting, ned over højre side af hendes ansigt, og hendes høre øje var sammenknebet, og huden omkring det næsten sort, man kunne kun svagt ænse den funklende sorte perle derinde, der var hendes andet øje. Hun vendte sit blik nedad, sagde intet, sad bare der og følte sig blottet, minderne om en forfærdelig begivenhed afbilleder i et ar der var så åbent man kunne se kødet, der lignede nærmest at det kun lige var holdt op med at bløde, og hendes øje, der var blevet permanent aret, huden omkring det på grænsen til død, og selve øjet svækket og forskræmt, osm en afbilledning af frygt. Hendes hud havde været askegrå lige siden den dag, og hun var aldrig kommet sig, hendes krop var svækket af den mørke energi der var blevet ladt løs i hendes krop. Hun var syg, forskræmt og svag, essensen af et skræmt og såret barn der famlede ensomt rundt i mørket.

[romeo]

Det glædede blot Romeo at hun stolede lidt på ham, for han havde jo ikke i sinde at gøre hende fortræd, desuden, så var det jo egentlig hende der var faldet over ham, bogstaveligtalt. Han havde lagt helt fredfyldt i det høje græs, hvor han havde nydt godt af det gode vejr, indtil han var blevet forstyrret, da han havde mærket nogle fødder mod hans krop. Og så havde han fået selskab, skønt denne pige var ret så genert, og åbenbart bange, men for hvad, vidste han end ikke. Han kendte jo egentlig kun til hendes navn. Ja, og så at hun var dragerytter, for pludselig var hendes drage kommet flyvende, hvor han faktisk havde fået et chok. For hvem havde regnet med at et så stort dyr, pludselig ville dukke op? Han havde i hvert fald ikke. Og eftersom hun havde båret slør, så måtte der være noget galt med hendes ansigt. Det glædede ham dog, at hun rakte sig sin hånd, og han gav den et blidt klem, for blot at understrege at det var okay. Det gav dog et helt sug i hans mave, da han så det frygtelige ar i hendes ansigt. Og det første han egentlig tænkte på, var hvad der egentlig var sket med hende? Et langt ar i hendes højre side, og de sting, der holdt det sammen. Mest af alt, lignede det at hun næsten havde fået det for nylig. Hendes øje så også frygteligt ud, det lignede et slemt blåt øje, og mest af alt, lignede det faktisk at hun havde fået tæsk. Han kneb kort sine øjne sammen, inden de blev helt sørgmodige og triste. Det gjorde ham ondt at hun havde været så ondt igennem, selvom han ikke vidste hvad der var hændt hende, men det ukendte omkring det, tiltrak hans nysgerrighed. Han ville så et sted ikke spørge, for han vidste at hun var skræmt for at vise ham det, og så måtte det da være forfærdeligt at blive mindet om hvad der var sket, og det var jo heller ikke sikkert at hun ville fortælle ham om det, hvis det var et ømt punkt. Han betragtede ganske let hendes askegrå hud, og blev faktisk blot mere nysgerrig efter hvad der var sket med hende. Hans hoved søgte ganske let på sned, imens han så undrende på hende. Han følte ikke afsky, langt fra, for det var vel hvordan folk så på det? Han var jo stum og havde en hofteskade, så han var jo handicappet, det kunne man jo ikke ligefrem sige om hende. Hun havde bare et meget slemt ar, eller det lignede det i hvert fald.

[Deleted]

Sayaad sad i et stykke tid i stilhed og kunne mærke hans blik, det nærmest prikkede i hendes hud der var så¨sart og genert at hun næsten kunne føle bare et blik somom noget prikkede til hende, hun var ikke vandt til at blive set på, ikke sådan her, normalt plejede hun jo blot at være en nærmest anonym skygge der svævede rundt omkring og passede sit arbejde og sine pligter, og ellers vidste ingen egentligt noget om hende, hun var bare noget der var der, ikke noget man normalt lagde mærke til. Hun løftede forsigtigt blikket, betragtede hans øjne et øjeblik, hendes egne var dunkle af gammel sorg og angst, og hun vendte blikket ned igen. Hun havde opfanget en vis nysgerrighed og undren i hans blik, men hun var egentligt rørt over at hun også syntes at have opfanget en vis smerte.
" Det er længe siden.. " hviskede hun stille.
" En nat, kort før jul for lidt over et år siden, blev den landsby jeg boede i brændt ned til grunden. Den blev angrebet af dæmoner og en.. en rytter af en art.. J-jeg er den eneste overlevende. " Hun begyndte stille at snøfte og klemte sine øjne hårdt sammen imens dragen nedtrygt ga hende et blid puf med snuden. Da hun åbnede øjnene igen lod hun en forsigtig fingerspids følge hendes ar.
" Det kan ikke heales.. " hviskede hun stille og snøftede igen, og skjulte så sit ansigt i sine hænder. Man kunne høre en lavmeldt klynken og hulken derindefra, hun ahvde mistet alt under det angreb, hun havde ligget og klamret sig til sin mors lig og bae bedt til at det var et mareridt, og så var hun vågnet op, helt alene, udover Malazar der havde n ægtet at vige fra hendes side, og snappet arrigt efter alle der havde forsøgt at jage ham væk fra hende.

[romeo]

Selvom det ikke var meningen at snage, så kunne Romeo altså ikke skjule sin nysgerrighed, for hun gjorde ham virkelig nysgerrig! Men det var synd for hende, sådan en lille skræmt pige, og den eneste ven hun havde, var hendes drage, eller det troede hun sikkert, for han var faktisk sikker på, at der var mange der ville acceptere hende, som hun var, der var jo mange gode mennesker i Procias. Men så igen, der var også dem som ikke gjorde, det havde han jo også selv prøvet. Han kendte godt de afskyende blikke, som blev sendt ham, men der var også dem, der havde ondt af ham, og han havde egentlig ikke brug for folks medynk, for han var helt afklaret med hvad der var sket ham. Det var desuden, lang tid siden. Han var vokset op med det, da det skete da han var helt lille. Et uheld. Han lyttede nysgerrigt til hendes ord, for hun havde åbenbart fanget hans nysgerrighed, men det var nu heller ikke så sært, for det var svært at skjule. Da hun var færdig med at snakke, så han næsten helt bedrøvet ud, for det var sørgeligt. Stakkels pigebarn. Han smilede et let opmuntrende smil, og tryllede notesblokken frem, skriblede noget ned, og viste hende det. Men det er længe siden? Det gættede han i hvert fald på. Han satte sig roligt afslappende tilbage, imens han smilede opmuntrende til hende. Han fandt hende ikke grusom. Slet ikke på nogen måde! Hun så ud som hun gjorde, og det skulle der være plads til. Det var trist at det ikke kunne heales, men følelsen kendte han godt. Hans stemmebånd kunne måske godt heales, med den rette magiker og healer, men hans hofteskade ville nok aldrig kunne heales. Han havde slidt på det, siden han var helt lille, og det var kun blevet værre, så det var nok for sent at heale det. Men det gjorde ham intet, han var affundet med. Opvokset med det, og nu helt fuldstændig afklaret med det. Det var ligesom noget som var blevet hans kendetegn, selvom det dog til tider kunne gå ham på, at han ikke kunne svare tilbage, ligesom da hun havde gemt sig bag dragens vinge. Der havde det været sådan et øjeblik, at han hadede at han var stum. Han skriblede roligt noget ned på blokken igen, før han viste hende den. Det var måske bedst at skifte emne? Han ville jo ikke give hende yderligere smerte. Hvad laver du så nu?

[Deleted]

Sayaad snøftede stille af, og rømmede sig engang og nikkede bare stille til spørgsmålet om hovrvidt det var længe siden eller ej, hun kunne ikke rigtigt dykke meget længere ned i emnet nu uden at bryde helt sammen, og det ville sikkert iritere malazar, der i forvejen ikke lod til at stole det mindste på ROmeo, noget så grusomt. I sandhed så var Malazar, når det kom til andre mænd specielt, ekstremt jaleoux og overbeskyttende, og han havde da før jaget mænd væk som gjorde Sayaad utryg når de gik udenfor for demselv. Han havde endnu ikke slået nogen ihjel siden den nat de blev angrebet, og selv dyr lod han være i fred. Han behøvede ikke at jage, for det første behøvede drager ikke føde så ofte, så når han var sulten tog han oftest hjem til slottet og tog sin plads i stalden og blev fodret ligesom de andre dyr. Nu fortærede han somregel en ko eller to, når det var slemt, på egen hånd i løbet af en uge, nogle gange to når han var udholdende. Ellers var der jo altid søer og lignende at drikke af, og han kunne da sikkert også godt finde på at snuppe en elg eller noget lignende ude i skovene når han ledte efter søer og åer at drikke ved, mend et behøvede Sayaad jo ikke at vide.
" Jeg lever på slottet i Procias.. De.. Tog sig af mig, da min famillie ikke længere kunne.. De plejede mig og jeg har fået lov til at arbejde der, som stuepige. Jeg opvarter de royale og gør rent i dere sprivate gemakker.. " Sagde hun så stille og så forsigtigt hen på Romeo igen. Det hørte til sjældenheder at hun forlod slottet. Når hun så på de få af de andre drageryttere i Procias, og også her i Manjarno, der nu fandtes, så kunne hun godt komme til at føle sig ret lille og uduelig. Hun var blevet valgt af en drage som partner, og havde fået at vide at det gjorde hende til en dragerytter, men hun følte sig til grin når hun så hvordan de enkelte andre hun havde mødt, eller ihvertfald stødt på rundt omkring på sin ferden, nærmest var helte og store krigere, og hun havde endnu ikke efter et år turde sætte sig op på ryggen af Malazar og lette fra jorden. Hun havde aldrig sidder på ham, på trods af at han ofte havde forsøgt at opmuntre hende til det. Hun turde simpelthen ikke, hun var alt for nervøs, og det fik hende om muligt til at falde længere ned i hendes tanker om at være elendig og værdiløs, og hun kunne ikke engang svinge et svær eller bruge sin magi.

[romeo]

Romeo kunne ikke sige hvordan hun havde fået det ar. Men han ville da skyde på at hun var blevet angrebet. Han selv havde jo fået sine skader ved et uheld. Et mindre uheld i sine farfars kældre, hvor der havde stået en masse eliksirer, og han var ved et uheld kommet til at vælte et stativ, så eliksirerne havde blandet sig, hvilket havde resulteret i en mindre eksplosion, som havde gjort ham stum, og givet ham sin hofteskade, der ikke kunne helbredes. Han havde faktisk tænkt den tanke at få sin stemme healet, men han var faktisk ikke helt sikker på at han ville, for den var jo hans kendetegn et sted? Det kunne være at han ændrede mening om nogle år, hvem vidste?
Romeo var ikke så glad for at dragen var i nærheden, han følte sig iagttaget og en smule utryg, for den kunne sætte tænderne i ham og han var død på stedet. Men han kunne forestille sig at den store, sorte drage var ude på at beskytte Sayaad, så han forstod den et sted godt. Han havde så bare ikke i sinde at skade Sayaad, det var mod hans personlighed og den ed han havde aflagt hos elverne, de havde jo vist ham et helt nyt liv. En ny vej. Han kunne ikke gå imod elverne, som havde hjulpet ham igennem hans liv. Han følte sig nærmest mere som en elver end som en magiker, personlighedsmæssigt, for han vidste at uanset hvor meget han prøvede at efterligne elverne, så var og blev han en magiker. Der var dog også halv warlock over ham, skønt elverne havde været med til at fjerne alt det onde fra ham. Han havde faktisk tænkt den tanke, om han kunne blive omgjort til det onde igen? Han var faktisk ikke sikker, han følte sig så god, og elverne havde også forandret ham, men han var jo også halv warlock, det kunne han ikke se væk fra, så han havde vel stadig noget ondt i sig? Han var ikke længere sikker.
Romeo lyttede ganske roligt til hendes ord. Stuepige på slottet i Procias? Det lød faktisk ganske godt. Så måtte hun da ikke være helt alene. Det måtte være dejligt at have en familie. Hans egen var blevet dræbt af vampyrerne. Han smilede muntert til hende. Det lyder til at være godt? Så har du da et hjem. Skrev han på notesblokken, som han atter viste hende. Hvordan fik du din drage? Han så op mod den store, sorte drage, som faktisk var ganske fascinerende, han havde ikke mødt så mange drageryttere i sit liv, så hun gjorde ham da nysgerrig.

[Deleted]

Hun sukkede stille og trak på skuldrende og lagde armene om sine ben, så hun sad der som en lille kugle der krammede sigselv.
" Tjae.. De giver mig mad og et sted at sove.. Og ellers for jeg lov til at være i fred.. " Sagde hun stille og så forsigtigt på Romeo, det var tydeligt, meget tydeligt enda, at se at hun var blevet meget mere tryg ved Romeo, og derfor var Malazar's blik heller ikke så køligt mere, nu virkede han egentligt mere interesseret i de fugle der fløj henover himlen over ham. Han snappede legesygt ud efter dem når de fløj over ham, selvom han ikke kunne nå dem fra hvor han stod, han var også begyndte at blive mere urolig, nu hvor han vidste Sayaad var okay, virkede han desperat fr at komme ud og brænde krudt af igen.
" Jeg.. ved det faktisk ikke.. Jeg fik historien fortalt af en kaptajn af slottets vagter, han sagde at da de nåede ud til den landsby hvor vi var blevet angrebet, dukkede han bare op.. Han dræbte en dæmon og han ville ikke gå fra mig.. " Fortalte hun stille og så op på det store, stolte dyr, der snappede ud i luften og skræmte livet af diverse fugle og store insekter der susede forbi. Hun rakte stille ud og klappede ham på benet, han sendte hende et kort blik, som om hanv ar urolig for om hun nu også kunne klare sigselv, og hun nikkede bare stille og sendte ham et lille, blidt smil. Han brummede blidt og gnubbede sit store hovede imod hende, og hun gav ham et blidt kram, og så løb han ellers ud på engen, jorden skælvede næsten, indtil han med få, brutale vingeslag, trak sigselv op i luften og begyndte at kredse området, nogle gang nåede han så langt ud at han kun lige var en plet i horisonten, men han blev i området, som for at vise Romeo at han skulle stadig ikke prøve på noget.
" Hvad med dem, hr Malachi " Spurgte hun forsigtigt.

[romeo]

Det virkede til at hun var blevet en del roligere, og det glædede blot Romeo. Han ønskede ikke at hun skulle sidde og være bange for ham, for han virkelig ikke tænkt sig at gøre hende noget. Hun var genert og ganske sky, men det var jo ikke ligefrem en synd, desuden, så var han faktisk selv ganske genert, men hun var jo dumpet ned over ham, så til tider var der ingen grund til at være genert. Men han skulle vel bare gå forsigtigt frem? Tage det ganske stille og roligt? Han havde i hvert fald ikke tænkt sig andet, for han kendte det jo også fra sig selv, det var ikke sjovt at næsten blive krydsforhørt, når man var en genert person. Han nikkede ganske let til hendes ord. Det er altid rart at du har et hjem. Han smilede skævt til hende. Han selv var eventyrlysten og ville ud og opleve ting, så han var vel en omrejsende, man kunne næsten kalde ham for en nomade.
Romeo så op på den store drage, der snappede ud i luften for at få fat i fuglene. Den virkede til at være ung? Så på hende igen og lyttede til hendes ord. Men det må da være rart at have en ven for livet? Så er man aldrig alene. Hans nøddebrune øjne hvilede lystigt på hende, inden han igen så efter den store drage, der fløj af sted. Det måtte da et sted være fedt. En ven og beskytter, én der ville ofre sit liv for én og omvendt. Han selv var lidt en enspænder, det var ikke fordi han ikke ville være social, men folk havde jo stødt ham væk, så han havde det bedst med at møde folk i det fri, end at gå ind i byerne. Han havde det jo også bedst i naturen, så det sagde vel lidt sig selv? Elvernes personlighed havde simpelthen smittet af på ham, og til tider var det måske alt for meget?
Romeo skød forundret sine bryn i vejret. Det var vel kun fair at fortælle hende lidt om sig selv? Han skriblede hurtigt noget ned på blokken og viste hende det. Jeg holder mig mest for mig selv. Bor i naturen, hvor jeg hører hjemme, og så dræber jeg vampyrer. Han smilede til hende. Det sidste var faktisk også sandt, om man ville tro på det eller ej. Og han var faktisk også god til det.

[Deleted]

Hun trak igen stille på skuldrende og så ned, tjae, hun havde vel som sådan et hjem, og det var da ikke så ringe et, om end hun blot var en tjener og boede på et knapt så prægtigt værelse, men hun havde vel alt hvad hun kunne bede om, og samtidig var hendes nuværende bolig muligvis den sikreste bastion og det største håb om sikkerhed, skulle en krig bryde ud.
" Jo, Malazar er dejlig.. Men.. Altså han forstår mig, og han er der altid hvis jeg har brug for ham, men jeg har ingen.. andre venner.. Hverken bedre eller værer.. Jeg ville bare gerne have en.. menneskelig ven.. Det er bare ikke helt det samme.. " Mumlede hun stille som svar, jo, hun elskede da virkelig at have sin djelige drage som ven og følgesvend hvor end hun gik og rejste, men det var på samme måde bare ikke helt den samme form for ven, de var nærmest makkere, sjælevenner og forbundet på en underlig og uforklarlig måde, men det var bare ikke helt det samme.. Hun ville gerne have en ven hun sådan kunne sætte sig ned og snakke med, en der forstod hende rigtigt, og kunne lytte til hvad hun sagde og svare på det, en der ville give hende et kram når hun græd, og hviske til hende at altid nok skulle falde på plads, og en der smilte og grinte med når hun var glad.
Hun dirrede let et øjeblik, puha, vampyrer, de var sådan nogle forfærdelige væsner, de var uhyggelige og onde, og man kunne ikke stole på dem! Hun havde tit hørt historier om vampyrer der sågar forådte både deres eget land og deres herskere, ingen kunne stole på dem, de ækle tingester.
" Bliver du aldrig ensom, når du sådan går rundt alene? Blive du aldrig.. bange? " Spurgte hun stille og så op på ham med sit forsigtige, tøvende blik, somom hendes spørgsmål ville få ham til at snappe ud efter hende eller sådan noget. Hun vidste hvordan hun selv ville´have det hvis hun vandrede rundt alene, og sågar søgte farer såsom vampyrer, for at slåds med dem og besejre dem. Hun fik en pludselig underlig trang til at kravle hen og give ham et kram, somom han havde noget han trængte til at få ud, det vidste hun selvfølgelig ikke noget om. Hun havde også lyst til at spørge om hun ikke måtte tage med ham, både fordi hun var begyndt at stole på ham, og han var det tætteste på en rigtig menneskelig ven hun nogensinde havde været, og fordi hun følte en ubærlig trang til at opleve noget, at gå på eventyr og leve livet fuldt ud.

[romeo]

Romeo kunne leve hvor han ville, han slog sig aldrig ned faste steder, skønt han elskede visse steder højere end andre, og han oftere i skovene end i byen, for han følte sig et sted malplaceret hos mange mennesker, de så kun hans ydre og ikke hvad der gemte sig bag hans krøblingefacade. Men et sted gjorde det ham ikke noget, folk måtte se ham som de ville, han kunne være ligeglad, hvilket han også var, men det var dog én af grundene til at han sjældent bar sig ud i byen og på markederne, medmindre det var nødvendigt, hvis han for eksempel manglede noget. Han lyttede til hendes ord. Han rynkede ganske let brynene til hendes ord. Hun havde ingen venner? Den kendte han et sted kun alt for godt til! Han skriblede ganske let noget ned på blokken og viste hende den atter engang. Jeg vil gerne være din ven. Og det var sandt. Hun havde da fortjent blot én person hun kunne betro sig til, ja foruden hendes drage naturligvis. Og nu hvor dragen var ude og flyve, var han en smule roligere, for det var næsten nervepirrende at sidde og blive iagttaget, og han havde jo ikke tænkt sig at gøre Sayaad noget, nu var hun jo hans ven. Og alle fortjente en ven de kunne lave alt sammen med, og efter hans mening, så fortjente alle flere venner, jo flere jo bedre! Men han var vel en start for hende? Det ville i hvert fald glæde ham at blive hendes første rigtige menneske ven!
Romeo skød kort forundrende sine bryn i vejret til hendes ord, inden han måtte trække ganske kort på skuldrene. Han nikkede ganske roligt, han havde da været bange til tider? Men nok ikke på samme måde som alle andre ville blive, når vampyrer angreb dem. Alle bliver bange, men det er ikke en grund til at lade frygten styre ens handlinger. Man skal bare vende frygten til noget positivt. skrev han, imens han smilede skævt til hende, da han viste hende sit svar. Han kunne da selvfølgelig blive bange, men han kæmpede for det han holdt af, og havde holdt af. Han kæmpede for sin afdøde familie, som han havde mistet til vampyrerne, og det var også en grund til at han var blevet vampyrjæger! Han hadede de blodsugere! De gjorde hvad der passede dem, nærede sig på andre levende væsner, og dræbte uden medlidenhed, det var frygteligt og en skændsel! Men nogle havde dog skilt sig ud, men det var der jo altid nogen som gjorde.

[Deleted]

Sayaad så stille på ham og rødmede dybt, hun så ud til siderne, ned og indimellem også op, og hendes elles beton grå hud blev helt glødende i hendes kinder, han ville være hendes ven? Det var nok, eller rettere, det var mere end hundrede procent det sødeste nogen nogensinde havde sagt til hende, og hun anede faktisk ikke rigtigt hvad hun ksulle gøre med det lige nu, og virkede bare helt fjern og underlig et øjeblik, somom hele verden var blevet meget interesant. Hendes blik vendte tilbage til ham igen da han skrev igen og hun læste hvad der stod. Hun rømmede sig og fladt lidt ned igen og fikserede sit blik på Romeo's fødder, ikke fordi de var så vanvittigt interesante men hun ville helst undgå for megen øjenkontakt ligenu, for igen var hendes ansigt utroligt godt til at vise følelse, og hun var temmeligt genert over sin pludselige volddsomme rødmen.
" Jeg er.. Sikkert alt for ofte bange.. Jeg er bange for alt for mange ting.. " Hun sukkede stille og så igen lidt formålsløst rundt og sukkede.
" J-jeg er bange for mørke.. jeg er bange for våben.. O-og små tillukede rum.. J-jeg var sågar abnge for dig.. " hviskede hun stille og sukkede, hun følte sig temmeligt ynkelig, tænk engang at en eller anden højere magt havde valgt at udstyre hende med en drage, hun kunne jo ingenting.. hun var bare et stort fjols med en støvekost..

[romeo]

Romeo morede sig et sted over at hun rødmede, men hun var sikkert ikke vant til at have nogen omkring sig foruden hendes drage og hoffet ved slottet, men ellers måtte hun da være ganske alene, og det var vel også hvad hun selv havde fortalt? Hun havde jo ingen omkring sig som sådan, så han ville da med glæde være hendes ven! Desuden, så havde han ikke noget imod at hun rødmede, for han gik ud fra at det var fordi hun var glad? Han tryllede ganske roligt sin notesblok væk, det var for træls at skulle skrive hele tiden. Han smilede lettere til hende, hun var godt nok bange for en masse! Men man kunne jo ikke være lige modige alle sammen, og alle havde noget de frygtede et eller andet sted. #Men, hvorfor er du bange?# spurgte han ganske rolig. Han brugte tankeoverførsel, langt lettere at skrive, og han havde faktisk også selv trænet sin tankeoverførsel. Hans stemme var ikke hans barnestemme længere, det var en voksen mands stemme. Det var hans fars stemme. Han havde lært at bruge sine minder, sit minde om hans fars stemme, så det ikke længere var hans egen barndomsstemme. Han ville helst lyde som en mand, når han nu var én end at bruge sin drengestemme, det lød så forkert i hans hoved, når han brugte sin barndomsstemme. #Ikke fordi du ikke må være bange, men jeg tænker bare, bange for mig? Det er vel en lidt forhastet konklusion?# Han smilede et skævt smil. Det var skam ikke hån! Men det undrede ham faktisk mere. Han forstod ikke helt hvorfor hun for eksempel var bange for ham. Han kunne ikke finde på at gøre en flue fortræd. Og han havde heller ikke tænkt sig at gøre hende fortræd. Det kunne han ikke drømme om.

[Deleted]

Sayaad sad stille hen, hun hævede undrende et øjenbryn da han tryllede tegneblokken væk, først tænkte hun at han måske bare var blevet træt af hende og ville se at komme videre med sine sager, han ahvde vel også travlt alligevel, og hun burde vel også se at komme hjem igen snart, hun kunne vel ikke blive ved med at trække sin ferie ud.. Eller jo, det kunne hun jo faktisk godt, for hun ahvde stadig masser af fridage, men alting her virkede så fremmed og farligt og hun ahvde ikke rigtigt følt sig velkommen nogen steder, og hun ahvde dårligt flrere penge tilbage.
Pludseligt gav hun et spjæt og et hvin, imens han hænder klaskede sig på hver af hendes ører, hun så ehtl forskrækket ud, men det var ikke noget hun hørte, der stod ingen bagved hende, nej stemmen var inde i hendes hovede. Hun så helt betuttet og forfjamsket på Romeo før hun rømmede sig og så ned, rødmende, tænk at hun var blevet så forskrækket.. Og tænk at han ahvde en så.. Mandig stemme, og så var den så.. behagelig? Inde i hendes hovede, det var virkelig en mystisk følelse.
" A-altså.. Jeg ved det ikke.. Det er bare sådan.. en følelse af en art.. " Hun vidste virkelig ikke rigtigt hvordan hun dog nogensinde skulle forklare sig så det gav bare en lille bitte smule mening.
"U-undskyld, det er ikke fordi jeg tror de er slem.. O-og de er jo en vældig rar person.. E-en dejlig stemme de har.. øøhm. " Hendes rødmen spruttede frem gen, men det var umuligt for hende at forklare hvorfor hans stemme, eller ihvertfald den han benyttede,v irkede så behagelig i hendes hovede, om en det var en følelse man lige var nødt til at vende sig til.