Under the Sun

[romeo]

Solen herskede atter engang over det smukke land Manjarno. Der var kun få skyer på den flotte lyseblå himmel. Solen var på sit højeste, og det var derfor middag. Romeo havde søgt udenfor Procias mure, for at få en lille pause fra landet. Naturen var anderledes i Manjarno end i Procias, skønt de to lande alligevel mindede ganske meget om hinanden. Han havde nu søgt til engen, hvor han mærkede den blide brise mod sin brune hud. Det føltes som et blidt kærtegn, og det fik blot et stille smil til at herske på hans smalle rosafarvede læber. Han lå midt ude på engen, helt hvor langt ude, vidste han ikke helt, men det var også ham ligegyldigt, eftersom han ville ligge lige godt uanset hvor han lå. Han kunne tydeligt mærke varmen fra solen der bagede ned over hans krop, og det bløde græs der blidt strejfede hans kinder. Hænderne havde han placeret i sin nakke, og det eneste han bar var en hvid t-shirt og nogle lyseblå jeans, som han havde smøget op til læggene. Han kunne virkelig ikke andet end at nyde det gode vejr, som hvilede over og omkring ham, for det var virkelig noget som gjorde ham i godt humør! Trækrykken som han brugte til at støtte sig med, lå ved siden af ham, og nok havde han sit handicap, men han kunne sagtens slås, så at undervurdere ham ville blive hans modstanders fejl, dog måtte han ærligt indrømme, at han ikke havde lyst til at kæmpe, og hvis han selv kunne vælge, så var det at slås, noget som han helst ville undgå. Men det var nu engang umuligt i disse dage, der var mange onde væsner, som ville angribe en uden grund. Og noget han virkelig ikke kunne tolerere var blodsugerne! Nogle væsner som han virkelig afskyede. Der havde dog været nogen, som havde skilt sig ud fra resten, men sådan var det vel med alle? Han selv skilte sig ud fra magikerne, da han mere mindede om en elver, personlighedsmæssigt, men det var så også af den simple grund, at han havde boet hos elverne i flere århundreder, inden han valgte at følge sin egen vej. At han var stum, var noget som elverne havde hjulpet ham igennem, og det var ikke længere noget som han skammede sig over. De havde hjulpet ham til at blive god til at udtrykke sig, via hans egenskaber. Så det var noget som han længe havde affundet sig med. Og en ting, som ikke længere var ham generede ham.

[Deleted]

Sayaad var ude og vandre lidt rundt, hun havde intet at gøre overhovedet, og byen virkedeså indelukket og overvældende idag. Hun havde et par dage tilbage af sin ferie, og hun vidste overhovedet ikke hvad hun skulle bruge dem på, rent faktisk var det lige før hun savnede at være på arbejde. De royale plejede da i det mindste at hilse på hende når hun gjorde rent i deres sove kamre, og så ahvde hun da noget at lave. Hun var stædig chokeret over alt hvad der havde taget sted på slottet den aften, og hun var ret rystet, og hun kunne ikke helt håndtere de enorme samlinger i folkemængden lige nu, ikke at hun egentligt normalt kunne det. Hun var løbet tør for rent tøj efter den aften, og bar nu sin arbejds uniform, klassisk sød kjole i sort og hvid med et pufskørt der strakte sig godt omkring hendes lår. Ellers havde hun bare fødder og en spøjs hat med slør, der gik hele vejen ned over hendes ansigt og skjulte det i en tåge af sort stof. Hun vandrede stille med armene bred en smule ud fra kroppen, og lod sine håndflader glide henover den høje bevoksning. Hun sukkede stille for sigselv, og lige i det hun følte sig utroligt ensom, snublede hun. Hun kom med et kort hvin før hun med et bump ramte jorden. Hun ømmede sig kort og drejede sig rundt, og så gav hun et chokeret kort skrig fra sig før hun kantede sig et stykke væk og sad og kiggede på ham hun var faldet over. " T-tusind gange undskyld! D-det var ikke.. J-jeg kiggede mig ikke for! " Hun så helt forpjusket ud, den måde hun kæmpede for at holde balancen med en arm på jorden fra sin siddende stilling, imens den anden febrilsk rettede på sløret.

[romeo]

Romeo havde lagt i sine egne dagdrømme, og havde egentlig ikke lagt mærke til at der var andre på egnen denne dag. Han havde selv lagt, til tider kigget op mod den smukke himmel, som virkelig havde leget med hans humør! Det var utroligt at solskinsvejr kunne gøre én i så godt humør! Og dog selv regnen kunne til tider gøre ham i godt humør. Men så igen, normalt var han bare i godt humør, men det var som om der var noget andet over denne dag, noget … bedre. Han havde lukket øjnene igen, nydt det trygge mørke omkring ham, måske ikke det smarteste, for han kunne jo i princippet godt blive angrebet, men så igen, solen var på sit højeste og derfor også stærkest, så han tvivlede på at de fleste mørke væsner havde søgt udenfor. Man kunne jo så aldrig vide, men han havde det egentlig blot på fornemmelsen. Og som han havde lagt der i sit fredelig sind, havde han ikke opdaget denne kvinde der gik rundt omkring. Og det var først da han mærkede nogle fødder ramme ham i siden, at han næsten fór op med et sæt. Han så næsten helt forskrækket på hende, og greb roligt omkring sin trækrykke, i fald at han blev angrebet. Han slap dog taget om krykken, da hun pludselig undskyldte næsten helt febrilsk, hvilket et sted morede ham. Han gjorde et kort ryst på hovedet, imens han let trak på skuldrende, med et skævt og morende smil på de rosafarvede læber, som blot for at understrege at det ikke havde betydet noget. Så havde han vel lidt selskab for i dag? Det ville i hvert fald glæde ham.

[Deleted]

Sayaad rettede sig stille op i en siddende stilling og børstede forsigtigt jord og græstrå af hendes kjole imens hun kiggede genert over på ham igennem hendes tykke slør. Hun var meget glad for at han havde taget det så pænt, hun var allerede begyndt at krympe sig da han havde grebet ud efter sin krykke, om så end det var i instinkt. Hun undrede sig kort over hvorfor i alverden han ikke sagde noget, man måtte da endeligt ikke misforstå, han havde da et nydeligt smil, og han så da også utroligt glad ud, men det skabte vel bare en smule undren når folk sådan svarede med den slags bevægelser.
" Ø-øhm.. E-er du sikker på at det er okay? " Mumlede hun forsigtigt og pillede lidt nervøst ved folderne i hendes stuepige uniform, hun var tydeligvis, på trods af at man ikke kunne se hendes ansigt, meget nervøs af sig, og ikke helt tryg og vant til at have for meget kontakt med andre. I sandhed var det også kun denne mands smil der hjalp med at dæmpe hendes ellers overraskende angst for det modsatte køn, hun havde altid været bange for at blive overfaldet igen, mest af alt fordi hun syntes alle mænd så så enorme ud at de da bare kunne gå hen og samle hende op og kaste med hende som var hun en frisbee.
" J-jeg.. hedder Sayaad. " Præsenterede hun sig tøvende og så hen på ham og rettede på sit slør igen, det så ud til at det havde lidt problemer med at blive hvor det skulle være.

[romeo]

Da Romeo havde lagt så fredeligt i græsset, så havde han nu ikke regnet med at han ville blive snublet over af en anden person, men han var da blevet overrasket. Og det gjorde ham nu ikke noget. Så havde han da lidt selskab for nu. Desuden, hun virkede jo heller ikke farlig, så det kunne vel ikke skade? Han undrede sig lidt over, at hun gemte sig bag sit slør. Mon hun ikke måtte opdages? Mon man ikke måtte kende til hende? Hun gjorde ham nysgerrig, men det var nu heller ikke en særlig svær opgave, for der skulle ikke meget til før man fangede hans opmærksomhed. Han rystede ganske let på hovedet til hendes ord. Det havde skam slet ikke gjort noget at hun var kommet dumpende, bogstaveligtalt. Det morede ham faktisk et sted. Hun måtte være stuepige, for hun bar da sådan en uniform, måske i Procias? Så kom de fra samme land. Men det kunne vel også være her fra Manjarno, for her boede der jo også adelige, de boede på det store slot Neutranium, så der kunne hun jo også være stuepige, og det kunne være at hun var stuepige på en kro eller et palæ, det havde jo ikke behov for at være på et af slottene. Men hun virkede venlig, så han tvivlede lidt på at hun kom fra Dvasias. Hun virkede lidt, klodset? Han smilede let ved tanken. Han vinkede let til hende, da hun præsenterede sig. Han gjorde en let bevægelse med hånden, så ildbogstaver blev dannet i luften. Romeo Draq Lotus Malachi, dannede ildbogstaverne, som flammede sig op i luften. Han kunne jo ikke tale, så han måtte jo kommunikere med hende på en anden måde. Og hans magi var mægtig, og det var også den han brugte til at kommunikere med. Men han var generelt også ganske afhængig af den. Han smilede blot til hende, og lod ildbogstaverne forsvinde igen, imens han ganske let og nysgerrigt betragtede hende med sine mørkebrune øjne, der bar et grønt skær.

[Deleted]

Hun så på ham med ansigtet let på skrå i en undren, hvad ville han mon nu? Så betragtede hun ham løfte hånden, igen gibbede det helt i hende i et kort øjeblik, indtil hun gispende måtte se måbende til imens ild sprang frem i luften og dannede ord. Havde han kunnet se hende ansigt ville han have set to øjne så store at de næsten rullede ud af hovedet på hende af ren og skær beundring, wauw!
" Hv-hvor var det smukt! " Sagde hun, lavmeldt, men tydeligt begejstret og imponeret, wauw, hvis blot hun havde den slags evner! Hun kendte da til en lille smule magi hun havde lært, men hun var så klodset og dum at hun altid bare endte med at brænde fingrende eller svitse hul i hendes tøj, og Malazar var ikke meget bedre på det punkt. Han var vel i hvad der svarede til en drages pubertet, han var nysgerrig, han var klodset, han var kælen og han ville have opmærksomhed hele tiden. Han stod lige nu et eller andet uvidst sted og lallede rundt, højst sandsynligt i nærheden, det plejede han altid at være, hun havde ofte fået klager over at når hun gjorde de royales værelse rene lå han oppe på slottets tag og ventede, og en gang eller to havde han vidst også snuppet en brevdue.
" Er du så.. En magiker af en art, hr Malachi? " Spurgte hun forsigtigt.

[romeo]

Romeo kunne tydeligt høre og se på hende, at hun var forundret over hans lille trick. Men han havde skam også haft øvelse siden han var helt lille, og han var trods alt blevet de 3500 år, så han var skam dygtig på sit magiområde. Så det med navnet det var blot vane, sådan præsenterede han sig egentlig for det meste. Men han havde vidst aldrig mødt nogen, der var blevet så fascineret af det, som Sayaad var blevet. Så det morede ham blot. Og han måtte blot trække lidt formelt og smigret på skuldrene, da hun sagde at det var smukt. Han var jo vant til det, så han så nok ikke på det, på samme måde som hun gjorde. At hun så var dragerytter, var ikke noget som han kunne svare på eller gætte, for han kunne ikke se hendes drage i så fald, og de plejede vel at være tæt på deres rytter? Hans hoved søgte ganske let på sned til hendes spørgsmål. Det var lige før man kunne sige at han var lidt af hvert. Han var faktisk halvt warlock og halvt magiker, men da han var kommet tilbage til sin mors familie efter at have levet hos sin fars, havde han lært at leve som magiker, og da hans mors familie døde, var han taget ud i skovene, hvor han var blevet opdraget af nogle elvere, og der havde han så levet det meste af sit liv, så hans personlighed mindede faktisk mest om en elver. De havde fjernet alt ondt fra ham, så han kaldte sig vel for magiker? Uden egentlig at gøre noget decideret tryllede han en notesblok frem sammen med en lille blækpind, hvor han begyndte at skrible noget ned på det blanke stykke papir, og der gik ikke lang tid, for han var en hurtigskriver, eftersom det var noget han havde gjort hele sit liv, så han var blevet hurtig til at skrive ting ned, det var næsten lige så let som at tale. Jeg er en magiker. Han drejede roligt notesblokken og viste hende den.

[Deleted]

Sayaad betragtede ham stille, hendes nervøsitet og angst var blevet midlertidigt tilsidesat for at gøre plads for fascination. det var yderst sjældent at hun havde været tæt på magikere, og hun elskede virkelig, som hun havde gjordt lige siden hun var blot et lille bitte barn, at se magi! Det var, ja bogstaveligt talt, noget af det mest fantasiske og fortryllende man kunne forestille sig, og hun studerede da også selv ivrigt når hun fik chancen, om end resulterende variede. Hendes øjenbryn krøllede lydløst under hendes slør da han pludseligt frembragte både pen og papir fra intet andet end den selveste blå luft, og han begyndte at skrive. Hun læste hurtigt at han var en magiker, læsning og skrivning havde aldrig været noget hun ahvde problemer med, om end hun ikke ligefrem var den dygtigste på slottet.
" De.. " Hun så undrende på ham, og hun vidste ikke helt hvordan og med hvilke ord hun skulle færdiggøre sætningen, hun var igen tilbagevendende nervøs, og ret bange for at komme til at støde ham eller sige noget forkert, han var nok noget af det mest venligt sindede selskab hun havde haft i umindelige tider, og der lod ikke til at være noget ondt skabt i ham, så hun følte sig rent faktisk tryg her i nærheden af ham.
" De kan ikke.. Tale? " Spurgte hun forsigtigt, tydeligtvis en smule nervøs for om hun nu kom til at sige noget forkert eller støde ham på nogen måde. I grunden vidste hun godt at det nok var et ret dumt spørgsmål, og det kunne jo næppe være svært at gætte at han nok ikke frembragte flammende bogstaver i luften og skriblede dit og dat ned på notesblokke og viste frem hvis han bare ahvde tænkt sig at åbne munden, sprede de rosa læber, og udånde ordene, men det gjorde han ikke, og derfor måtte han vel enten være endnu mere genert end hende selv eller simpelthen stum, for det lod da til at kun stumme var mindre snaksagelige end Sayaad, ja, indimellem kunne man da næsten tro at en stum nok oftere startede en samtale, men nok om det. Hun gned sine hænder ne smule nervøst og havde trukket sine ben op under sig og sad i skrædderstilling med begge hænder plantet i skødet, både for at holde styr på uniformen og ikke tilbyde nogen et syn de ikke nødvendigvis ønskede, og hvis de gjorde, behøvede at få, og så fordi hun simpelthen var så underligt tilpas at hun havde svært ved at sidde stille, der lod hele tiden til at være noget der bevægede sig, enten rullede en skulder diskret, ansigtet der var skjult bag det tykke slør af mystik tiltede og vippede en smule til den ene eller den anden side, hendes spinkle fingre slåssede og brød om hvem der skulle have lov at holde om den anden hånd, og sådan fortsatte det, ganske små og umærkelige træk, medmindre man rent faktisk kiggede efter dem.

[romeo]

Romeo kunne faktisk godt lide hendes selskab. Hun var godt nok genert, men det var han jo også. Det var så også af den simple grund; han havde levet det meste af sit liv hos elverne. De havde faktisk en utrolig stor indflydelse på hans personlighed, og hvis man lagde mærke til det, så kunne man faktisk godt se det. Han var ikke bange for at blive lidt beskidt, han var naturglad – langt mere end andre var – han mente at ethvert dyr og levende væsen havde en mening her på jorden, og at de derfor ikke måtte dræbes. Og selvom han bogstavelig talt ikke kunne gøre en flue fortræd, så var vampyrer og andre blodsugere en undtagen. Han kunne ikke fordrage blodsugere! Men det var der så også en grund til: de havde dræbt hans mors familie, og så den familie han engang selv havde været ved at skabe, hans kæreste og deres kommende barn. Nu var han så lidt en enspænder, selvfølgelig kunne han være social, men han havde egentlig aldrig slået sig ned igen, det var så nok også fordi han var denne eventyrlystne mand, der elskede at komme hist og her. Han havde faktisk ikke lyst til at slå sig ned for tiden, han kunne godt lide at være lidt alene, han var jo trods alt selv dårlig til selskaber og alt det, så det gjorde ham nu ikke noget. Hun var faktisk ikke den eneste der ikke ville støde ham, fordi han var stum, noget som han var vant til bland folk, men da han var affundet med det, så var det ikke længere noget som generede ham. Han nikkede blot roligt med hovedet til hendes ord, og trak ganske kort på skuldrene, som var det ude af betydning, for det var det jo. Han var jo blevet vant til at finde notesblokken frem for at skrible lidt ned på det blanke stykke papir, han var vant til at udtrykke sig, og han havde haft øvelse hele sit liv, og hans mors familie samt elverne, havde faktisk hjulpet ham igennem det meste, noget som han ville være dem evigt taknemlig for. Han smilede blot et letter skævt smil til hende, for at understrege at han ikke var blevet stødt af hende ord på nogen måde, for igen, det var jo noget som han var vant til. Han kunne godt se, og mærke på hende at hun var en smule nervøs, hvilket hun egentlig ikke havde nogen grund til, for han havde jo ikke ligefrem nogen onde intentioner.

[Deleted]

Sayaad så lidt rundt under sløret, han kunne naturligvis ikke se det, dog at hun konstant undveg hans blik, og selv igennem det beskyttende slør ikek turde møde hans øjne og skabe en form for øjenkontakt, hun turde simpelthen ikke se ham i øjnene, og hun følte sig heller ikke værdig til det når det kom til stykket, hun var bare en dum stuepige, hun burde slet ikke tale med så noble og dygtig en herrer som ham her, han kunne jo lave hende til en klump glødende snask på jorden hvis det var det han ønskede! Måske var det det han ville? Han ville bare udnytte hende! Skabe en falsk tryghed, og så slå til! Få hende til at tro og stole på ham, og så indfange hende og sælge hende som en slave! Eller hvad er måske var værre! Hun begyndte at rykke lidt nervøst på sig igen, imens hun forsøgte at kaste denne pludseligt meget paranoide bølge af tanker fra sig, og man kunne tydeligt se på hende at hun var begyndt at svede en smsule. Det var ikke helt koldt, og her sad hun, i uniform i to lag, helt sort, og med en under lig hat på og hendes ansigt dækket af et kulsort slør, naturligvis havde hun det varmt! Men hun gjorde ikke nogen tegn på at hun ønskede at fjerne den mindste bid af sin påklædning. Nu hvor hun sad her i solen var det utroligt tydeligt at se på hendes hænder og hendes ben, hun var ikke bare bleg, hun var fkatisk mere end det, hendes hud var næsten askegrå, hun så faktisk utroligt syg ud, spinkel og svag på ne eller anden måde, i alle hendes bevægelser, og hendes nærmest livløse hud, og det ville sikkert også være noget der kunne drille ens nysgerrighed om hvorfor hun valgte at skjule hendes ansigt, taget i betragtning at hvis ikke det havde været dag så havde hun lignet en vampyr, eller noget endnu dødere.

[romeo]

Romeo kunne tydeligt mærke på hende at hun var ved at blive nervøs – eller det havde hun været hele tiden – men lidt mere måske? Det havde jo egentlig ikke været hans hensigt, men det lå måske blot til hende? Det kunne han jo ikke vide, eftersom han ikke vidste noget om hende. Han kunne se på hende, at der var mange tanker der røg igennem hendes hoved, for hun virkede til at blive mere og mere nervøs, hvilket der vel ikke var nogen grund til? For han havde i hvert fald ikke tænkt sig at gøre hende noget. Hun havde jo ikke givet ham nogen grund til det, desuden, så lå det egentlig ikke til ham at være voldelig, og hvis han kunne, så ville han helst undgå kamp. Men det var ikke altid man kunne det, ikke i de tider som de levede i for tiden, for der fandtes jo de personer, der angreb for sjovs skyld. Han lod let sit hoved søge ganske blidt på sned, imens hans mørkebrune øjne betragtede hende. Han kunne jo egentlig ikke se hendes ansigt, fordi hun gemte det bag det sorte slør. Han skriblede atter engang noget ned på blokken inden han viste hende den. Han var ikke helt sikker på at hun ville tale om det, men han kunne vel forsøge? For det trak da i hans nysgerrighed at vide hvorfor. Hvorfor bærer du slør? Han drejede atter blokken for at vise hende hvad han havde skrevet, imens hans hoved endnu engang måtte søge på sned, imens hans mørkebrune øjne måtte se undrende på hende. Han gad godt vide grunden til at hun skulle skjule sit ansigt på den måde, for det var der vel ingen grund til? Men hvad vidst han? Hun kunne jo have masser af grunde, måske fordi hun ikke måtte? Eller måske fordi hun var så genert? Tankerne morede ham egentlig, der måtte da være en alvorlig grund til det, for der var da ingen grund til at skjule sit ansigt – ikke efter hans mening.

[Deleted]

Sayaad rødmede under sit slør, hun bed sig nervøst i læben og rykkede lidt rundt på en meget urolig måde. Hvis ikke hun ahvde været nervøs og genert fra start af så var hun sandelig blevet det nu. Hvorfor ialverden skulle han dog også lige spørge om sådan noget ud af alting han kunne spørge om. Det var naturligvis et fair og ærligt spørgsmål, mange undrede sig over Sayaad og alle hendes masker og slør og guderne måtte vide hvad hun viklede om hovedet. Der var somregel aldrig nogen der anede hvordan hun egentligt så ud, de genkendte hende altid på at man lige netop ikke kunne se hvem hun var, og de kendte ikke til hende hemmelighed, og det var heller ikke noget hun særligt øfte følte nogen somhelst trang til at dele med nogen, egentligt var det kun Malazar der ofte fik lov at se hende uden slør på, men han var også noget helt specielt, hendes bedste, og ofte eneste ven i en stor og ond verden hvor hun kun kunne føle sig sikker under hans vinger.
" D-det, øhm.. Altså det er.. T-tradition.. Fordi min mor hun gik med slør, f-for ikke at blive solskoldet! " Det var en elendig løgn, og man så det ligeså tydeligt på den måde hendes hovede ligesom hang efter hun havde sagt det, helt god samvittighed havde hun ikke. Hun brød sig aldeles ikke om at lyve, men hun turde meget sjældent vise sig frem på nogen somhelst måde.

Ikke langt væk kunne man snart høre en tung brusen af store vinger der skar sig igennem luften. Malazar, en stor sort drage fløj nærmere og nærmere hvor de sad, for tilsidst at stoppe i luften med spredte vinger og langsomt nærme sig jorden. Ved et uheld kom den til at blæse hendes slør af ved et vingeslag, men i løbet af kanpt et sekund havde hun med et hvin slået hænderne for ansigtet og gemt sig bag Malazar's vinge, så den horrible sandhed ikke kom frem lige med det samme. Dragen var stor, ja, men ikke så stor igen for en drage at være. Han var langt fra fuldvoksen, snarere en form for teenager. Hans skæld var sorte og blanke som natten, og hans vingefang var stort. Hans sorte øjnene hvilede på Malachi, ikke ondskabsfuldt eller mistænkeligt, snarere iagtagende, somom han holdt meget nøje øje med denne mand der var så nær hans kære. Der var noget tydeligt ømt og kærligt over dragen, og det var tydeligt at ham og Sayaad havde et nært forhold, specielt på den måde han ømt og forsigtigt lod den forskrækkede pige putte sig under hans vinge og skjule sit ansigt fra Malachi imod den ru vinge.

[romeo]

Det morede altså Romeo et sted, at hun var så nervøs, men hun måtte jo skjule noget under sløret, det var han i hvert fald sikker på! For hun var alt for nervøs, og hendes ord kunne da godt være sande, hvis det ikke var fordi at det var så tydeligt på hende, at hun løj, så ville han nok have troet på hende, men det gjorde ham nu ikke noget, for hun virkede da stille og rolig, og ganske genert! Så hun måtte vel skamme sig over et eller andet? Det som hun jo gemte under sit slør. Hans blik viste dog skepsis, men det var fordi han kunne mærke og se på hende at hun tøvede og egentlig stak ham en løgn, for at skjule sin hemmelighed. Alle havde dog lov til at have sine hemmeligheder, det havde han da også selv, så hun skulle da ikke tvinges til at fortælle ham det, men han kunne næsten ikke se hvad der kunne være så slemt.
At der faktisk var en drage på vej hen imod dem, var ikke noget som Romeo decideret havde lagt mærke til, for han kunne ikke ligefrem høre noget, da det kom helt oppe fra himlen. Men først da det store og prægtige dyr landede med et sus foran ham, fik han øje på den. Han havde dog lige nået at få et glimt af Sayaads ansigt, skønt det kun var ganske kort, og det var svært at holde fokus, når det store dyr hvilede foran ham. Han havde instinktivt grebet rundt om trækrykken, selvom den nok ikke kunne hjælpe ham så meget, mod en kæmpe drage. Han så næsten med et stort chok, op på den store drage, der så iagttagende ned mod ham. Han kunne tydeligt mærke, hvordan hans hjerte var begyndt at slå hårdere mod hans bryst, og han måtte synke den klump, der havde sat sig fast i hans hals. Han kunne se ud af øjenkrogene, at Sayaad gemte sig bag dragens skællede vinge, men det var også kun lige og lige at han kunne se det, for hans fulde opmærksomhed hvilede mod den store sorte drage. Hendes race fandt han dog hurtigt ud af, det sagde jo ligefrem sig selv, nu hvor den store drage var kommet til syne. Og han havde egentlig aldrig som sådan mødt en dragerytter før. Ikke lige hvad han kunne huske, skønt det nu heller ikke var den tanke der strejfede hans sind i øjeblikket. Han kunne ikke tænke på andet end, om dragen ville angribe ham, for så var det jo nok ude med ham. Han vidste ikke hvor stærk sådan en drage var.

[Deleted]

Sayaad halvt lå/halvt sad stille og gemt væk under Malazar's mægtige, beskyttende vinge, hun turde ikke bryde denne mur der nu var kommet imellem dem, nemlig vingen, for det var det eneste der holdte hende i skjul nu. I sandhed var det eneste mægtige og magefulde ved Sayaad var nok hendes drage, hendes ven og livvagt, for i sigselv var hun nok den mest elendige parodi på en dragerytter, hun kunne ikke finde ud af noget somhelst og hun turde ikke engang sætte sig op på hans ryg for at flyve på ham, han havde forsøgt at logge hende til det, men hun turde simpelthen ikke.
" D-du må ikke være bange, Ha-han gør ikke noget, han bliver bare altid sådan lidt.. overbeskyttende når der er fremmede, un-undskyld. " Sagde hun forsigtigt fra sit skjul bag vingen og bed sig i læben, ja, hun kunne jo så heller ikke se ham nu, og omvendt. Hun følte sig i sandhed ynkelig lige nu. Hun turde ikke dukke op fra sit skjul her bag hans vinge, i frygt for hvad Romeo mon ville sige om hende hvis han så hende. Hun havde altid følt sig meget lavt-liggende i samfundet, ligesom da hun ahvde været til det store bal inde på slottet, det havde været et grimt slag i ansigtet at stå der alene og for sigselv igennem et helt bal og blot have set på alle de guddommeligt smukke kvinder der dansede rundt. Deres fyldige læber, deres smkke ansigter, legesyge øjne, deres smukke loggende kroppe der indfangede mænd uden overhovedet at arbejde for det, og alle de par, alle de smukke, perfekte kvinder og deres stolte, smukke ægtefæller og kærester og guderne måtte vide hvad. Sayaad krøllede sig still samme i skrædderstilling her bagved dragens vinge og så ned i jorden imens en finger løb langs hendes ar, hendes blege, nærmest askegrå hud og hendes.. ødelagte ansigt og temmeligt flade krop.. Hun var bestemt ikke en pris nogen havde været ude efter den aften, det var da helt sikkert, så ville de fleste vel hellere gå derfra helt selv. Hun snøftede stille en gang og følte sig igen bare fortabt i sigselv og hendes pointeløse eksistens.

Malazar fjernede ellers ikke blikket fra Romeo før han havde betragtede ham længe og skarpt nok til at Romeo vidste han ikke skulle begynde at lege med musklerne over for ham. Hans blik skiftede dog langsom til et mere uroligt og sorgmodigt et da han vendte sin opmærksomhed imod den lille kvinde der sad bag hans vinge, han kom med en lille lavmeldt knurren, nærmest en trist spinden af en art, somom han forsøgte at vise hende at han altså stadig brd sig om hende.

[romeo]

Romeo turde næsten ikke tage blikket fra den store sorte drage, i frygt for at den ville bide hovedet af ham, for det kunne den vel sagtens? Han kunne dog forsvare sig med sin magi, og sikkert også såre drage med den, men han havde nu ikke i sinde at være voldelig, og da slet ikke mod en drage! De var jo prægtige dyr! Store stolte dyr, der kunne kalde sig for konger over himlen, for de måtte da mere eller mindre være det største dyr hidtil, og så var de ganske mægtige! Han turde dog ikke helt at stole på hendes ord, dog gik han ud fra at den ville angribe hvis Sayaad kom i fare, eller hvis nogen truede hende, og Romeo bar ingen af de intentioner. Han kunne godt forestille sig at dragen var overbeskyttende mod sin herre, for det var alle drager vel mod deres ryttere? I øjeblikket irriterede det ham, at han ikke kunne snakke, for han kunne ikke ligefrem vise hende noget, eftersom hun sad gemt der bag dragens vinge. Det var som en stor sort mur, der skilte dem fra hinanden, og han kunne ikke kommunikere med hende, ikke sådan som hun sad gemt. Han ville egentlig gerne tro hende, og da dragen fik et mere roligt blik, blev han også selv en smule roligere. Han betragtede ganske let hvordan dragen kiggede på Sayaad, og hvordan den brummede. De virkede begge så sorgmodige, så triste, som om alt glæde var trukket ud af dem. Det gjorde ham et sted ondt, for ingen havde fortjent sådan en smerte. Men så igen, han kunne ikke vide hvad der var galt, men hun havde nu heller ikke snakket så meget, så hun måtte være en ganske indelukket person, og han var godt nok genert, men han var nu ikke decideret indelukket, det var kun godt at møde nye folk, selvom det ikke altid var lige let for hans vedkommende. Han vendte stille og roligt blikket fra den store drage, og fulgte dens blik mod hende, selvom han kun kunne se den store sorte vinge, som gemte hende. Han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle gøre, for han kunne jo ikke ligefrem sige noget til hende. Han bed sig ganske roligt i den bløde underlæbe, imens han tryllede notesblokken væk, og kom roligt op på benene. Han kunne ikke se hvad der skulle være så slemt, at hun skulle gemme sit ansigt væk, så han begyndte roligt at sætte kursen over mod Sayaad, selvom han et sted ikke regnede med, at han ville komme så langt, for dragen ville jo nok stoppe ham, men den burde næsten kunne fornemme hans rolige adfærd og det gode hjerte han havde.