Post by shade on Jun 28, 2010 12:14:31 GMT 1
Natten var, faldt på, og det var natten inden det store maskebal. Shade var taget ud på sin mission, og han havde opsøgt Alecander i håb om, at han havde kunnet skaffe ham en farlig mission, hvor han kunne sætte livet på spil og få lidt spænding for en gangs skyld, og det kunne man i hvert fald sige om denne mission. Efter mødet med Alec, så havde han været i færd med at skabe de bomber, som var store og effektive nok til at springe de tre punkter, som Alec havde udpeget. Nu var han så på vej til Castle of Darkness, hvor det helle skulle finde sted. Han var indstillet på, at det blev meget indviklet, eftersom det rent faktisk var svært at komme ind på Castle of Darkness, men han var til gengæld også sikker på, at han nok skulle klare den, for det gjorde han jo altid. Der havde endnu ikke været den mission, som han ikke havde kunnet klare, og denne her skulle heller ikke være tilfældet!
Shade løb, eftersom han var halv vampyr, kunne han løbe så hurtigt at øjet ikke kunne følge med. Han var iklædt en hel sort dragt med en hue på, som dækkede hans hoved hele vejen ned til hans hals, der var kun en enkel sprække ved øjnene, så man kun kunne se hans mandelformede mørke kolde øjne. Dragten var bygget til, at han kunne få alle sine redskaber med, men eftersom de bomber han skulle bruge var ret store, havde han en lysebrun taske hængende over den ene skulder. Han så let op mod himlen, den var helt sort pga. de mørke tordenskyer, der lå over landet. Næsten et perfekt dystert vejr, til en perfekt dyster nat. Eller det var nok kun få der ville mene at den var perfekt, for han var ikke helt så sikker på, hvor mange dvasianere der ville blive henrykte over at Castle of Darkness ville blive sprunget, næsten til murbrokker. Han vidste at han ikke havde så frygtelig lang tid igen, til at skulle springe det hele, for han var draget ud, da det halve af natten allerede var forbi, så han håbede på at han var færdig med missionen, til at solen kunne stå op, for hvem ville så beskylde vampyrerne? Han var så bare så heldig, at han kunne vandre ude i sollyset, det meste af dagen, pga. at han var halv isdæmon. Men selv isdæmoner hadede sollys, så når solen stod højest på himlen, så ville han blive brændt til aske, hvis han befandt sig udenfor.
Shade så foran sig igen, og han kunne se det store slot tårne sig højt op i luften. Det var faktisk et fantastisk syn, for skønt slottet var gammelt, så kunne slottet ikke passe bedre til Dvasias. Ærgerligt at det bare ikke ville stå sådan i flere århundreder endnu, for det meste af det, ville nok styrte sammen. Denne nat!
Det lykkedes Shade, at komme helt hen til den store mur, der tårnede sig op, som beskyttelse for slottet. Det var desværre bare ikke nok. Ikke for ham i hvert fald. Han trak let det kort han havde fået af Alec op af lommen, og foldede det ud. Det var et kort over Castle of Darkness, og han betragtede let de steder som var krydset af. Han skulle hele vejen rundt, eftersom der var flere porte end denne ene. Men det var ude af betydning. Han pakkede roligt kortet sammen igen og så op ad den høje port. Den var utrolig høj og det var ikke ligefrem fordi man kunne springe over den, uanset hvilket væsen man var. Han fandt den ene bombe frem og placerede den i midten af porten helt forneden, så den ville tage det hele med sig, når den sprang, endda også noget af muren. Han løb om til den næste port og satte en bombe nøjagtig det samme sted, hvilket han også gjorde ved de resterende porte, indtil han kom om til den første port igen. Bomberne var ikke tidsindstillet, fordi han vidste ikke hvor lang tid han ville have inde på slottet, disse bomber ville springes når han trykkede på aftrækkeren, og han var i hvert fald sikker på, at han ville forlade slottet med et brag.
Shade så endnu engang op af den høje mur. Han fandt let en krog frem fra hans taske. Han svang rebet rundt og kastede krogen op over muren, som den fik fat i. Han kravlede let op af rebet, og pakkede krogen væk igen, da han var oppe på muren. Foran sig stod det kæmpe slot, mørkt og det eneste der oplyste det, var faklerne. Det var næsten ærgerligt at et så stort og prægtigt slot skulle springes til murbrokker. Men han var egentlig ligeglad, så længe han blev betalt så ville han springe hvad som helst! Han så let op mod himlen, da regnen var begyndt at falde, og man kunne høre tordenen i det fjerne. Det næste sted på kortet, var Jaqias eliksirkammer, og det eneste han vidste, og hvad kortet viste, var at det lå i kældrene, så om ikke andet måtte han springe hele kælderen for at få ram på det kammer!
Shade havde trængt ind på Castle of Darkness. Det havde dog krævet at han måtte have slået nogle vagter omkuld, men det var nu ikke det sværeste. Det sværeste blev rent faktisk at finde Jaqias eliksirkammer. Han så på kortet igen. Han skulle ned, men hvordan vidste han ikke helt, så han lod let sin pegefinger følge vejen på kortet, inden han så sig omkring. Han pakkede kortet væk endnu engang, og begyndte at liste videre. I øjeblikket var han glad for at han var halv vampyr, for han fik virkelig brug for alle sanser og mere til!
Shade fortsatte ned af gangen, men stoppede sig selv, da han hørte endnu et par vagter. Han fiskede roligt en rød lille bombe frem, og kastede den, så røg spredte sig. De to vagter væltede omkring. Røgen indebar en paralysegift som fik folk, der indåndede røgen til at besvime i 3 timer. Shade listede roligt forbi vagterne, og fortsatte uforstyrret ned af gangen, indtil han fandt en lille hvirveltrappe der førte ned af. Og forneden kunne kælderen næsten kun være! Han fulgte trappen hele vejen ned, og jo længere han kom ned jo mørkere blev det. Godt han var vampyr, for ellers havde han næsten ikke kunnet se en pind, men med hans nattesyn, så var det intet problem. Da han kom ned for enden af trappen, blev gangen endnu engang oplyst af nogle fakler der sad på væggen. Han så sig let omkring, og sikrede sig at der ikke var nogen vagter, inden han fortsatte. Han kom forbi torturkammeret, det var i hvert fald ikke til at tage fejl af, for han kunne tydeligt se alle de redskaber der var blevet brugt, for de bar nemlig blod fra deres ofre. Blodet var dog indtørret.
Shade havde gået rundt i et stykke tid, uden held til at finde Jaqias eliksirkammer. Han havde flere gange kigget på kortet, men det viste heller ikke hvor det lå, kun i kælderen, og kælderen var ikke ligefrem nogen almindelig kælder, den var enorm! Han var gået forbi torturkammeret og fangekælderen, men eliksirkammet var umuligt at finde, der måtte næsten være en hemmelig gang ind til det eller noget, og det havde han ikke tid til, så han måtte vel bare tage hele kælderen? Og så håbe på at eliksirkammeret blev sprunget med? Han havde næsten ikke andre muligheder, han kunne jo heller ikke blive ved med at søge efter det forbandede kammer, til sidst vågnede hele slottet jo. Han var nød til at improvisere lidt. Han tog den største bombe frem, som egentlig var tilegnet tronsalen, og placerede den det bedste sted han kunne finde i kælderen, så måtte han bare håbe at den tog eliksirkammeret med. Han satte den til en halvtime, mere havde han ikke behov for, han skulle jo bare op i tronsalen, og det var let at finde, det var jo det sted, hvor alle var velkomne, så skulle han bare sætte den bombe til den passende tid og komme ud herfra. Lettere sagt end gjort, det var han i hvert fald sikker på.
Da shade havde placeret bomben, havde han næsten sprunget op af hvirveltrappen. Nok havde han sat bomben til en halvtime, men han måtte også tage hensyn til alle de vagter som han skulle forbi. Han løb ned af gangen, da han var kommet op af trappen, men måtte stoppe, da han stødte lige ind i tre vagter. *Fandens!* tænkte han for sig selv, og så på vagterne.
”Hvem er du?” spurgte den ene af vagten, som stod i midten. Shade kunne lugte på hans blod at han var ilddæmon, ikke lige noget som passede ham godt, for ild og varme var hans svaghed!
Shade så på de andre vagter, de var også ilddæmoner, og han kunne tydeligt mærke at dette ikke ligefrem var hans dag. Hans øjne blev sammenknebne og kyniske. Han greb hurtigt den ene lille grå kugle, og kastede den ned foran vagternes fødder, det var en ganske almindelig røgbombe, som fik vagterne til at hoste. Og i deres blindhed begyndte de at skyde deres flammer mod Shade, men han var hurtig og allerede væk, han stod bag vagterne, og sparkede vagten til venstre ved knæene så han væltede. Vagten i midten slog bagud, da han havde hørt sin kammerat vælte. Shade greb fat i vagtens arm, og placerede et hårdt og hurtigt stød ved vagtens nakke, så han også væltede omkuld. Den sidste vagt begyndte at skyde ildkugler rundt omkring, i håb om at ramme Shade. Men han var bag vagten, greb ham om kæben og baghovedet, inden han brækkede nakken på ham. Der skulle fart på nu, for dette sammenstød kunne man umuligt undgå at høre. Shade løb så hurtigt han kunne resten ned af gangen, heldigvis uden at støde ind i flere vagter. Men han var sikker på at han langt fra var færdig her! Han så let på det ur han havde med sig, og han havde allerede spildt ti minutter. Det var lige før han var bange for at han ikke ville nå ud i tide. Men det skulle han! Han gav skam ikke så let op. Castle of Darkness ville falde denne nat! I hvert fald det meste af det.
Da Shade løb forbi nogle vinduer, kunne han se at det alligevel var blevet lidt lysere udenfor, dog hvilede de mørke tordenskyer endnu over Dvasias, og regnen silede endnu ned og slog mod ruderne, han havde måske været heldig, hans sammenstød med vagterne var måske ikke blevet hørt? Eller også havde vagterne blot søgt hen til det sted, hvor han havde stødt på de andre vagter for at se hvad der var sket, så han havde ikke så lang tid igen, før de ville lede efter ham.
Shade kom hurtigt til tronsalen. Han var virkelig glad for at han var vampyr! For hans hurtighed kom ham virkelig til gavn! Han var næsten som en skygge der vandrede på slottet. Ingen og intet kunne stoppe ham! Han havde skam tænkt sig at gennemføre denne mission! Og det eneste han egentlig manglede var at placere den sidste bombe i tronsalen og så flygte herfra. Det måtte virkelig ikke gå galt! Han ville endnu engang bestå sin mission med topkarakter! Formå at gøre det med toppræstation!
Da den store dør ind til tronsalen pludselig gik op, skyndte Shade sig i dækning. Han gemte sig bag den store potteplante, og det undrede ham ikke hvis planten var giftig. Han betragtede den person der kom ud derfra, det var blot et af tjenestefolkene. Og inden døren gik i igen, skyndte Shade sig ind. Han blev næsten helt overvældet over hvor stort her var. Godt nok var Dvasias det ’onde’ land, men slottet var godt nok flot, stort og prægtigt! Det måtte han virkelig lade de kongelige, de havde skam stil. Det var så bare ærgerligt at det skulle springes i luften, selvom Shade faktisk var beæret over at det var ham som skulle springe Castle of Darkness. Efter at tjenestemanden var gået, stod tronsalen helt øde hen. Her var stille. Shade gik stille rundt og betragtede det kæmpe rum. Det var utroligt! Han så let på uret. Der var gået tyve minutter, så han havde ikke så lang tid igen.
Shade gik op til den store trone, tog den sidste bombe frem og satte den fast til selve tronen, den kunne han vel ligeså godt være sikker på at tage med? Han smilede koldt ved tanken. Usanset hvor han satte bomben, så ville der nok ikke være særlig meget tilbage af tronsalen. Han skulle lige til at indstille bomben, da døren til tronsalen gik op, hvilket fik ham til at dreje hovedet. Vagterne havde fundet ham! Og denne gang var der en næsten en hel hær. *For satan da!* tænkte han for sig selv.
”Grib ham!” råbte den første af vagterne, og vagterne bag ham, begyndte at løbe ind i rummet.
Shade fnøs ganske let. ”I får mig aldrig!” mumlede han for sig selv. Han satte bomben til tre minutter, og så var det ellers bare om at komme ud. Han så op mod de røde vinduer, gik nogle skridt tilbage, inden han sprang igennem det ene af de røde vinduer. Hvor langt ned der var til jorden, vidste han ikke, han vidste faktisk slet ikke hvor han ville lande. Men én ting var sikkert. Han ville hellere begå selvmord, end at blive fanget af nogle tølpere! Han mærkede regnen mod hans krop, som blot var vægtløs i luften. Han landede med et stort plask i voldgraven uden om slottet. Og han kom hivende efter luft op til overfladen igen. Han svømmede ind til bredde, og satte sig roligt på græsset. Han hæv huen af hovedet, og mærkede hvordan regnen gjorde hans halvlange sorte hår vådt. Tordenen var kommet indover slottet, og det fik ham til at se op. Nu var det værste overstået. Eller det troede han, for i samme øjeblik, hørte han den første bombe springe, det var den nede fra kælderen. Det ville sige at den fra tronsalen snart ville springes.
Han kom hurtigt op på benene igen, og begyndte at løbe af fulde kræft væk fra Castle of Darkness. Nu var hævnens time kommet. Og han håbede inderligt at han ville få vagterne med sig! Da han løb, kunne han høre vagterne bag ham, de var på vej ud af slottet for at jagte ham, indtil de fandt ham og så spidde hans hjerte! Han havde ikke andet at gøre, end at springe portene! Han greb fat om den lille aftrækker, og trykkede på den røde knap foroven. Der gik højst to sekunder, inden portene også begyndte at springes. Og kræften fra bomberne skabte en trykbølge, som skubbede Shade mindst ti meter hen af jorden. Han fik kæmpet sig op og stønnede smertefuldt. Han så på hele Castle of Darkness, som var i færd med at styrte sammen. Bomben fra tronsalen var også sprunget, og han så ilden som steg op mod himlen, noget af muren som faldt ned over de vagter der var på vej ud for at dræbe ham. Han kunne ikke lade vær med at smile ved det kaotiske syn. Det var næsten en skam at ingen andre kunne se det. Det kolde smil hvilede om hans læber, da han kom haltende op at stå på benene. Nok var han vampyr, men derfor havde det sgu alligevel gjort ondt! Men han bed smerten i sig. Synet var det hele værd! Han stod og betragtede det faldne slot i et kort stykke tid, inden han drejede om på hælene. Han begyndte at gå væk fra Castle of Darkness, tilfreds med sin indsats, for hans mission var godt nok blevet vellykket! Han fortsatte væk og solen var på vej op, skønt det var svært at se for de mørke tordenskyer. Nu kunne han slappe af indtil i morgen aften, hvor det store maskebal fandt sted, det hele skulle nok lykkedes ham! Regnen var ganske forfriskende og han nød den kolde vind mod sit ansigt, da han fortsatte ind mod Dvasias skumle by.
//Out
Shade løb, eftersom han var halv vampyr, kunne han løbe så hurtigt at øjet ikke kunne følge med. Han var iklædt en hel sort dragt med en hue på, som dækkede hans hoved hele vejen ned til hans hals, der var kun en enkel sprække ved øjnene, så man kun kunne se hans mandelformede mørke kolde øjne. Dragten var bygget til, at han kunne få alle sine redskaber med, men eftersom de bomber han skulle bruge var ret store, havde han en lysebrun taske hængende over den ene skulder. Han så let op mod himlen, den var helt sort pga. de mørke tordenskyer, der lå over landet. Næsten et perfekt dystert vejr, til en perfekt dyster nat. Eller det var nok kun få der ville mene at den var perfekt, for han var ikke helt så sikker på, hvor mange dvasianere der ville blive henrykte over at Castle of Darkness ville blive sprunget, næsten til murbrokker. Han vidste at han ikke havde så frygtelig lang tid igen, til at skulle springe det hele, for han var draget ud, da det halve af natten allerede var forbi, så han håbede på at han var færdig med missionen, til at solen kunne stå op, for hvem ville så beskylde vampyrerne? Han var så bare så heldig, at han kunne vandre ude i sollyset, det meste af dagen, pga. at han var halv isdæmon. Men selv isdæmoner hadede sollys, så når solen stod højest på himlen, så ville han blive brændt til aske, hvis han befandt sig udenfor.
Shade så foran sig igen, og han kunne se det store slot tårne sig højt op i luften. Det var faktisk et fantastisk syn, for skønt slottet var gammelt, så kunne slottet ikke passe bedre til Dvasias. Ærgerligt at det bare ikke ville stå sådan i flere århundreder endnu, for det meste af det, ville nok styrte sammen. Denne nat!
Det lykkedes Shade, at komme helt hen til den store mur, der tårnede sig op, som beskyttelse for slottet. Det var desværre bare ikke nok. Ikke for ham i hvert fald. Han trak let det kort han havde fået af Alec op af lommen, og foldede det ud. Det var et kort over Castle of Darkness, og han betragtede let de steder som var krydset af. Han skulle hele vejen rundt, eftersom der var flere porte end denne ene. Men det var ude af betydning. Han pakkede roligt kortet sammen igen og så op ad den høje port. Den var utrolig høj og det var ikke ligefrem fordi man kunne springe over den, uanset hvilket væsen man var. Han fandt den ene bombe frem og placerede den i midten af porten helt forneden, så den ville tage det hele med sig, når den sprang, endda også noget af muren. Han løb om til den næste port og satte en bombe nøjagtig det samme sted, hvilket han også gjorde ved de resterende porte, indtil han kom om til den første port igen. Bomberne var ikke tidsindstillet, fordi han vidste ikke hvor lang tid han ville have inde på slottet, disse bomber ville springes når han trykkede på aftrækkeren, og han var i hvert fald sikker på, at han ville forlade slottet med et brag.
Shade så endnu engang op af den høje mur. Han fandt let en krog frem fra hans taske. Han svang rebet rundt og kastede krogen op over muren, som den fik fat i. Han kravlede let op af rebet, og pakkede krogen væk igen, da han var oppe på muren. Foran sig stod det kæmpe slot, mørkt og det eneste der oplyste det, var faklerne. Det var næsten ærgerligt at et så stort og prægtigt slot skulle springes til murbrokker. Men han var egentlig ligeglad, så længe han blev betalt så ville han springe hvad som helst! Han så let op mod himlen, da regnen var begyndt at falde, og man kunne høre tordenen i det fjerne. Det næste sted på kortet, var Jaqias eliksirkammer, og det eneste han vidste, og hvad kortet viste, var at det lå i kældrene, så om ikke andet måtte han springe hele kælderen for at få ram på det kammer!
Shade havde trængt ind på Castle of Darkness. Det havde dog krævet at han måtte have slået nogle vagter omkuld, men det var nu ikke det sværeste. Det sværeste blev rent faktisk at finde Jaqias eliksirkammer. Han så på kortet igen. Han skulle ned, men hvordan vidste han ikke helt, så han lod let sin pegefinger følge vejen på kortet, inden han så sig omkring. Han pakkede kortet væk endnu engang, og begyndte at liste videre. I øjeblikket var han glad for at han var halv vampyr, for han fik virkelig brug for alle sanser og mere til!
Shade fortsatte ned af gangen, men stoppede sig selv, da han hørte endnu et par vagter. Han fiskede roligt en rød lille bombe frem, og kastede den, så røg spredte sig. De to vagter væltede omkring. Røgen indebar en paralysegift som fik folk, der indåndede røgen til at besvime i 3 timer. Shade listede roligt forbi vagterne, og fortsatte uforstyrret ned af gangen, indtil han fandt en lille hvirveltrappe der førte ned af. Og forneden kunne kælderen næsten kun være! Han fulgte trappen hele vejen ned, og jo længere han kom ned jo mørkere blev det. Godt han var vampyr, for ellers havde han næsten ikke kunnet se en pind, men med hans nattesyn, så var det intet problem. Da han kom ned for enden af trappen, blev gangen endnu engang oplyst af nogle fakler der sad på væggen. Han så sig let omkring, og sikrede sig at der ikke var nogen vagter, inden han fortsatte. Han kom forbi torturkammeret, det var i hvert fald ikke til at tage fejl af, for han kunne tydeligt se alle de redskaber der var blevet brugt, for de bar nemlig blod fra deres ofre. Blodet var dog indtørret.
Shade havde gået rundt i et stykke tid, uden held til at finde Jaqias eliksirkammer. Han havde flere gange kigget på kortet, men det viste heller ikke hvor det lå, kun i kælderen, og kælderen var ikke ligefrem nogen almindelig kælder, den var enorm! Han var gået forbi torturkammeret og fangekælderen, men eliksirkammet var umuligt at finde, der måtte næsten være en hemmelig gang ind til det eller noget, og det havde han ikke tid til, så han måtte vel bare tage hele kælderen? Og så håbe på at eliksirkammeret blev sprunget med? Han havde næsten ikke andre muligheder, han kunne jo heller ikke blive ved med at søge efter det forbandede kammer, til sidst vågnede hele slottet jo. Han var nød til at improvisere lidt. Han tog den største bombe frem, som egentlig var tilegnet tronsalen, og placerede den det bedste sted han kunne finde i kælderen, så måtte han bare håbe at den tog eliksirkammeret med. Han satte den til en halvtime, mere havde han ikke behov for, han skulle jo bare op i tronsalen, og det var let at finde, det var jo det sted, hvor alle var velkomne, så skulle han bare sætte den bombe til den passende tid og komme ud herfra. Lettere sagt end gjort, det var han i hvert fald sikker på.
Da shade havde placeret bomben, havde han næsten sprunget op af hvirveltrappen. Nok havde han sat bomben til en halvtime, men han måtte også tage hensyn til alle de vagter som han skulle forbi. Han løb ned af gangen, da han var kommet op af trappen, men måtte stoppe, da han stødte lige ind i tre vagter. *Fandens!* tænkte han for sig selv, og så på vagterne.
”Hvem er du?” spurgte den ene af vagten, som stod i midten. Shade kunne lugte på hans blod at han var ilddæmon, ikke lige noget som passede ham godt, for ild og varme var hans svaghed!
Shade så på de andre vagter, de var også ilddæmoner, og han kunne tydeligt mærke at dette ikke ligefrem var hans dag. Hans øjne blev sammenknebne og kyniske. Han greb hurtigt den ene lille grå kugle, og kastede den ned foran vagternes fødder, det var en ganske almindelig røgbombe, som fik vagterne til at hoste. Og i deres blindhed begyndte de at skyde deres flammer mod Shade, men han var hurtig og allerede væk, han stod bag vagterne, og sparkede vagten til venstre ved knæene så han væltede. Vagten i midten slog bagud, da han havde hørt sin kammerat vælte. Shade greb fat i vagtens arm, og placerede et hårdt og hurtigt stød ved vagtens nakke, så han også væltede omkuld. Den sidste vagt begyndte at skyde ildkugler rundt omkring, i håb om at ramme Shade. Men han var bag vagten, greb ham om kæben og baghovedet, inden han brækkede nakken på ham. Der skulle fart på nu, for dette sammenstød kunne man umuligt undgå at høre. Shade løb så hurtigt han kunne resten ned af gangen, heldigvis uden at støde ind i flere vagter. Men han var sikker på at han langt fra var færdig her! Han så let på det ur han havde med sig, og han havde allerede spildt ti minutter. Det var lige før han var bange for at han ikke ville nå ud i tide. Men det skulle han! Han gav skam ikke så let op. Castle of Darkness ville falde denne nat! I hvert fald det meste af det.
Da Shade løb forbi nogle vinduer, kunne han se at det alligevel var blevet lidt lysere udenfor, dog hvilede de mørke tordenskyer endnu over Dvasias, og regnen silede endnu ned og slog mod ruderne, han havde måske været heldig, hans sammenstød med vagterne var måske ikke blevet hørt? Eller også havde vagterne blot søgt hen til det sted, hvor han havde stødt på de andre vagter for at se hvad der var sket, så han havde ikke så lang tid igen, før de ville lede efter ham.
Shade kom hurtigt til tronsalen. Han var virkelig glad for at han var vampyr! For hans hurtighed kom ham virkelig til gavn! Han var næsten som en skygge der vandrede på slottet. Ingen og intet kunne stoppe ham! Han havde skam tænkt sig at gennemføre denne mission! Og det eneste han egentlig manglede var at placere den sidste bombe i tronsalen og så flygte herfra. Det måtte virkelig ikke gå galt! Han ville endnu engang bestå sin mission med topkarakter! Formå at gøre det med toppræstation!
Da den store dør ind til tronsalen pludselig gik op, skyndte Shade sig i dækning. Han gemte sig bag den store potteplante, og det undrede ham ikke hvis planten var giftig. Han betragtede den person der kom ud derfra, det var blot et af tjenestefolkene. Og inden døren gik i igen, skyndte Shade sig ind. Han blev næsten helt overvældet over hvor stort her var. Godt nok var Dvasias det ’onde’ land, men slottet var godt nok flot, stort og prægtigt! Det måtte han virkelig lade de kongelige, de havde skam stil. Det var så bare ærgerligt at det skulle springes i luften, selvom Shade faktisk var beæret over at det var ham som skulle springe Castle of Darkness. Efter at tjenestemanden var gået, stod tronsalen helt øde hen. Her var stille. Shade gik stille rundt og betragtede det kæmpe rum. Det var utroligt! Han så let på uret. Der var gået tyve minutter, så han havde ikke så lang tid igen.
Shade gik op til den store trone, tog den sidste bombe frem og satte den fast til selve tronen, den kunne han vel ligeså godt være sikker på at tage med? Han smilede koldt ved tanken. Usanset hvor han satte bomben, så ville der nok ikke være særlig meget tilbage af tronsalen. Han skulle lige til at indstille bomben, da døren til tronsalen gik op, hvilket fik ham til at dreje hovedet. Vagterne havde fundet ham! Og denne gang var der en næsten en hel hær. *For satan da!* tænkte han for sig selv.
”Grib ham!” råbte den første af vagterne, og vagterne bag ham, begyndte at løbe ind i rummet.
Shade fnøs ganske let. ”I får mig aldrig!” mumlede han for sig selv. Han satte bomben til tre minutter, og så var det ellers bare om at komme ud. Han så op mod de røde vinduer, gik nogle skridt tilbage, inden han sprang igennem det ene af de røde vinduer. Hvor langt ned der var til jorden, vidste han ikke, han vidste faktisk slet ikke hvor han ville lande. Men én ting var sikkert. Han ville hellere begå selvmord, end at blive fanget af nogle tølpere! Han mærkede regnen mod hans krop, som blot var vægtløs i luften. Han landede med et stort plask i voldgraven uden om slottet. Og han kom hivende efter luft op til overfladen igen. Han svømmede ind til bredde, og satte sig roligt på græsset. Han hæv huen af hovedet, og mærkede hvordan regnen gjorde hans halvlange sorte hår vådt. Tordenen var kommet indover slottet, og det fik ham til at se op. Nu var det værste overstået. Eller det troede han, for i samme øjeblik, hørte han den første bombe springe, det var den nede fra kælderen. Det ville sige at den fra tronsalen snart ville springes.
Han kom hurtigt op på benene igen, og begyndte at løbe af fulde kræft væk fra Castle of Darkness. Nu var hævnens time kommet. Og han håbede inderligt at han ville få vagterne med sig! Da han løb, kunne han høre vagterne bag ham, de var på vej ud af slottet for at jagte ham, indtil de fandt ham og så spidde hans hjerte! Han havde ikke andet at gøre, end at springe portene! Han greb fat om den lille aftrækker, og trykkede på den røde knap foroven. Der gik højst to sekunder, inden portene også begyndte at springes. Og kræften fra bomberne skabte en trykbølge, som skubbede Shade mindst ti meter hen af jorden. Han fik kæmpet sig op og stønnede smertefuldt. Han så på hele Castle of Darkness, som var i færd med at styrte sammen. Bomben fra tronsalen var også sprunget, og han så ilden som steg op mod himlen, noget af muren som faldt ned over de vagter der var på vej ud for at dræbe ham. Han kunne ikke lade vær med at smile ved det kaotiske syn. Det var næsten en skam at ingen andre kunne se det. Det kolde smil hvilede om hans læber, da han kom haltende op at stå på benene. Nok var han vampyr, men derfor havde det sgu alligevel gjort ondt! Men han bed smerten i sig. Synet var det hele værd! Han stod og betragtede det faldne slot i et kort stykke tid, inden han drejede om på hælene. Han begyndte at gå væk fra Castle of Darkness, tilfreds med sin indsats, for hans mission var godt nok blevet vellykket! Han fortsatte væk og solen var på vej op, skønt det var svært at se for de mørke tordenskyer. Nu kunne han slappe af indtil i morgen aften, hvor det store maskebal fandt sted, det hele skulle nok lykkedes ham! Regnen var ganske forfriskende og han nød den kolde vind mod sit ansigt, da han fortsatte ind mod Dvasias skumle by.
//Out
