Another night with loneliness?

[shade]

Shade trak let på skuldrene, da hun takkede ham. Han havde vel mere gjort det for ham selv? Han havde lovet hende ikke at skade hende, men så krævede det også at han ikke blev alt for fristet af hendes blod, hvilket han ikke gjorde, når kulden dækkede over den. Han lyttede roligt på hendes ord. På det punkt mindede hun egentlig meget om ham. ”Det samme,” svarede han roligt. ”Jeg har intet fast sted. Jeg kommer hvor mit job fører mig,” tilføjede han roligt. Han var jo lejemorder så han kom rundt omkring i de forskellige lande. Og denne aften var han kommet til Jedra floden, fordi han var blevet lejet til at dræbe den warlock, der også havde givet ham det ar på hans skulder. Han havde ikke noget imod at snakke med hende, hun virkede fredelig, og det var egentlig det han havde brug for lige foreløbig, efter hans kamp med warlocken. Fred var til tider godt en gang i mellem. Desuden hvem sagde at han så hende igen? Hvis de begge vandrede frit rundt i de forskellige lande, så ville det sikkert uanset hvad blive svært at finde hinanden. Desuden var han ikke én der fik venner, han var en enspænder, som klarede sig fint alene. Han betragtede hende roligt, inden han roligt lænede sig frem igen, og lod i sine kolde hænder hvile mod det bløde græs. ”Nå, nu hader du mig ikke mere?” spurgte han roligt, eftersom hun faktisk havde valgt at blive. Hun havde jo faktisk valgt at gå, fordi han havde irriteret hende, det var vel kun godt at de ikke var kommet op at slås? For han vidste faktisk ikke hvad hun var i stand til, og en valkyrie var nok ikke en race som man skulle undervurdere. De var jo kendt for at være ganske stærke.

[dea]

Hvad hans job var, ville hun helst ikke ind på, for det var garanteret intet hun ville vide noget af, med hans personlighed, kunne det kun være noget slemt i hendes øjne. Dea sukkede stille og lod fingrene stryge hen over græsset, det kildede i hendes fingerspidser og hun lukkede stille øjnene inden hun så mod ham igen med et roligt blik. "Jeg kan ikke lide at være det samme sted flere dage i træk, jeg føler mig fanget i et rum, men selv jeg må jo nogen gange søge ly på en kro. Noget der er yderst ubehageligt for mig." Forklarede hun med et blid og varm stemme, hun var en kærlig person, men ikke mange fik den rigtige kærlige Dea at føle. Vinden kom blidt og kærtegnede dem begge, hun smilte svagt og så sig lidt rundt, der var ikke nogen i nærheden af hvad hun kunne mærke, men Shade ville jo kunne mærke noget langt før hun ville ænse nogen var i nærheden. Hun lo let da han sagde at hun skulle have hadet ham. "Jamen dog, nej hør nu, jeg hader ingen. At hade, kræver at man har elsket personen først eller stadig gør. Men jeg indrømmer gerne du irriterede mig før, nok lige så meget som jeg irriterede dig."Hendes stemme var fyldt med latter. Dea havde kun hadet Jacob for at forlade hende for en anden kvinde, så endda en luder og han havde taget alt hun ejede med sig. Det havde også kostet ham hans liv og da hun havde sat ild til huset hvor hans lig lå i, hørte hun børnene som havde leget i det og som var blevet fanget. De børn hun havde reddet ud, hvorefter hun selv var blevet fanget i branden.

[shade]

Shade betragtede hende roligt. Han mærkede den kølige vind kærtegne hans ansigt og det føltes helt beroligende. Han elskede alt kulde, men det havde selvfølgelig noget at gøre med, at han var isdæmon. Han tænkte let over hendes ord, imens han så eftertænksomt ud i luften. ”Enig. Det bliver for kedeligt at blive det samme sted. Det er langt sjovere at komme ud og opleve noget,” sagde han roligt. Hans hoved søgte let på sned, imens han så undrende på hende. ”Hvorfor er det, at du ikke er meget for selskab?” spurgte han roligt. Det lå ikke til folk med en varm personlighed, det var jo næsen forståeligt ved folk der var kolde og ligeglade, men personer som hende? Det forstod han ikke helt. Altså godt nok bar hun masken, men det havde jo ikke stoppet hende fra at have selskab fra ham. Desuden, det var jo ikke fordi hun ikke var venlig, for det var hun bestemt, desværre brød Shade sig bare ikke om blødsødne personer. Og han kunne nok ikke se hende som en ven, men det kunne han jo ikke med nogen. Han så næsten undrende på hende, da hun begyndte at le. Hans hoved søgte ganske let på sned igen, imens han betragtede hende. Han kunne ikke ligefrem se noget sjovt i det, men fair nok, hvis hun kunne. Han trak ganske roligt på skuldrene. ”Tja, du er vel værre en pesten selv,” sagde han roligt eftertænksomt, inden et skævt smil gled over hans læber. Han lagde sig roligt ned i græsset med hænderne i nakken, imens han så op mod den stjerneklare nattehimmel. Han betragtede de mange stjerner. Han havde aldrig regnet med sådan et møde denne nat, han havde nok aldrig regnet med et sådan møde i hele sit liv. Men han må ærligt indrømme, at hun havde overrasket ham, for hun havde faktisk formået at holde på ham, men han var vel også nød til at blive bedre til at være i selskab med andre?

[dea]

Dea sukkede let længselsfuldt, følelsen af en mands stærke arme om en var faktisk noget hun savnede. Det var ikke altid let ikke at have sin elskede ved sig, men når han nu ikke elskede hende. Folk var bare ikke til at stole på, de røvrendte en, skønt man troede man kendte dem og at de elskede en. Hun lagde sig let tilbage og så op i stjernerne som pyntede så smukt, skønt de var der hver eneste nat, var de stadig lige så smukke. Havde der blot været en mand der mente det samme om hende, som hun mente om stjernerne, så havde hun været lykkelig. "Ser du, der kommer bare et tidspunkt i livet hvor det går op for en at ingen er til at stole på og det at få folk tæt på, betyder sorg, vrede og elendighed." Forklarede hun bare, hendes stemme var kølig og blid på samme tid, de lyserblå øjne så stift op i himlen og en vrede måtte tyde i hendes krop. Skønt den lette kjole stadig sad på hendes krop, var den revet itu af hende før og sad ikke på hende som den skulle. Den så rodet ud, men det lagde sig ned over hendes smukt formet krop som et blad på en rose. "Måske er det bare ikke meningen at en som mig skal elskes af nogen. Johanes påstår at Jacob elskede mig, men hvordan kunne en mand der stak af med mine penge og en luder, elske nogen som helst andre end sig selv?" Hun snakkede egentlig mest af alt til sig selv, for hun havde kort glemt at Shade var der. Et svagt smil kom frem på hendes læber, et ondt, men tilfreds blik blev sendt op mod himlen. "Men du fik din straf Jacob, du tog mit liv og jeg tog dit! Bare følelsen af dit hjerte i min hånd var tilfredsstillelse nok for dine gerninger!" Lød det hånligt i en spydig hvisken, fyldt med had.

[shade]

Shade kunne faktisk ikke være mere enig med hende. Han stolede heller ikke på folk, for de var simpelthen ikke til at stole på! Ligesom alle hans betalere, nogle snød ham, ved at prøve at stikke af, skønt han altid fandt dem, og gav dem sin straf! De skulle skam ikke slippe godt fra at snyde ham! Han hadede at blive holdt for nar og at blive snydt! Og han dræbte dem der blot smed hans loyalitet på jorden og trådte på den. Han lagde sig roligt om på maven, rev et strå fra flodens bred og satte det i munden, imens hans hoved hvilede i hans hænder. ”Kunne ikke være mere enig!” påpegede han roligt, imens han betragtede hende, sådan som hun lå og så op mod stjernerne. Han lyttede til hendes ord, det kunne han jo ligeså godt, nu hvor hun var hans selskab – ikke noget som han var vant til, men han nød det et sted, det var nemlig lidt rart at prøve noget nyt til tider. Desuden, så var hun jo ikke så slem. Hans hoved faldt let på sned. ”Han lyder som en idiot i mine ører,” sagde han roligt, inden han så undrende ud. Han vidste faktisk ikke hvorfor han pludselig var så rolig omkring hende, han burde hade hende! Afsky hende, ligesom han gjorde ved alle andre! Men det kunne han egentlig ikke. Han rystede let på hovedet af hende. ”Jeg tror du er ved at blive skør,” påpegede han, med en lettere drillende tone, imens hans mandelformede mørke øjne hvilede på hende. Det var ham der var ved at blive skør! Han plejede ikke at drille folk! Hvad gik der dog af ham?!

[dea]

Det var underligt at ligge her og tale sådan med Shade, det var længe siden hun havde givet så meget af sin tid til en enkel person. Det var jo ikke ligefrem fordi han var noget specielt, eller en som faldt i hendes smag af personkarakterstik. Hun smilte dog over at han var enig, på nogle punkter lignede de hinanden alt for godt, hvilket kun gjorde det mere underligt at de stadig var i hinandens selvskab. Der kørte lidt forskellige tanker igennem hendes hoved, en masse spørgsmål som hun faktisk helst ikke vil have svar på. En idiot, havde han ikke lige sagt noget helt andet? At det var hende som var fejlen og ikke hendes afdøde mand? "Jeg troede da ellers det var mig som var svag og forkert." Lød det drillende og halvprovokerende fra hende, hun smilte svagt og så op mod himlen. Det var nu meget underholdende at ligge her med ham, i hans nærhed følte hun sig normal, skønt hendes ansigt var ødelagt. Da hun hørte hans ord skød begge hendes øjenbryn i vejret, hun vendte ansigtet mod ham og smilte roligt, sødt og charmerende. "Det tror jeg ikke jeg er ene om." Hendes svar kom bag på hende, normalt hadet hun at blive drillet, for det mindede hende om det falske ægteskab med Jacob, men et eller andet sted, ville hun bare ikke sige noget til ham. Hun nød det faktisk, det her, at snakke og drille, det føltes rart. Dea satte sig hurtigt op og rystede på hovedet, det her var på vej et sted hen, et sted hun ikke havde lyst til og det havde han heller ikke givet udtryk for førhen på aftenen. Hun tog sine ven ind til sig og gemte sit ansigt, et dybt suk kom fra hende, hun kunne ikke tage sig sammen til at rejse sig, forlade stedet her, eller ham?

[shade]

Shade havde det underligt, han brød sig ikke om at have det sjovt. Det lå simpelthen bare ikke til ham! Og så var hun kommet! Og hun havde faktisk fanget hans interesse, han havde faktisk skældt hende ud tidligere på aftenen, og nu sad de her? Det undrede ham virkelig! Det lå slet ikke til ham! Han havde for længst gået fra hende, hvis det havde været en anden, for hun havde virkelig irriteret ham, men det var måske fordi hun et sted alligevel var viljestærk? Han sukkede ganske let og lydløst, han vidste ikke hvad der gik af ham, men han orkede i princippet heller ikke at tænke over det nu. Hun var nu alligevel en komisk kvinde, selvom han ikke ville indrømme det overfor hende. ”Det er du også,” påpegede han lettere drillende, og smilede et lille skævt smil. Han betragtede hende blot roligt, da hun vendte ansigtet mod ham og så næsten undrende på ham, hvilket han et sted godt kunne forstå, for han undrede også sig selv, og det irriterede han! ”Nå ikke?” spurgte han med et lettere hævet øjenbryn, imens han så drillende på hende. Han vidste faktisk ikke hvorfor han opførte sig sådan, men så igen, det var ikke noget han ville tænke på i øjeblikket, nu ville han for en gangs skyld blot … nyde hendes selskab. Han betragtede hende blot, da hun satte sig op igen og rystede på hovedet, imens han let gumlede på det strå som han havde taget i munden.

[dea]

Et smil måtte brede sig af hans ord, stædig, fastholdende og ret grov egentlig, men hun kunne kun se morskab i det. Hun lagde hovedet på sine knæ og så mod ham. Der var så mange ting hun havde lyst til, men alle de ting indholdte et nært bekendtskab og det var hun så fast besluttet på hun ikke ville have, dog var det så rart at være i selvskab med Shade. Som hun havde mærket før, gjorde han et eller andet ved hende, hun var nysgerrig, for hun vidste at under det kolde ydre, var der en varm person. Måske var det den tanke der virkede hende så tiltalende? Allerede nu virkede han jo sød og ret sjov at være sammen med, hun studerede ham let og smilte. "Jeg vil råde dig til at vare din mund, det kunne jo ende galt." Grinte hun, hendes øjen strålede, hun ville se hvor dette førte hen, for hun var lidt nysgerrig og han virkede jo mere og mere interesseret i blive. Det var noget som skræmte hende, gjorde hende usikker, og hun havde en underlig lyst til at ligge sig ned og grine af hjertes fryd. Var hun virkelig så glad? Måske savnede hun selvskab, venskab og tryghed, mere end hun lige havde regnet med. Havde hun virkelig fundet en person som var hendes svaghed? "Nej, langt fra Shade, langt fra." Hviskede hun med en rolig, men drillende stemme. Et eller andet sted irriterede han hende, men på en rar måde, en måde der gjorde hun ikke fik lyst til at slå ham ihjel, hvilket var stort.

[shade]

Når nu Shade ikke ville tænke over det, så kunne han vel bare hygge sig? Det lød et sted fristende og det gjorde ham nysgerrig, eftersom han egentlig aldrig havde prøvet det før, og hun havde faktisk formået at fange hans interesse, selvom han ikke var så meget for det, og indrømme det, det gjorde han nok aldrig! Men hun virkede bare spændende, på en eller anden helt vildt mærkelig måde. Han fnøs ganske let til hendes ord, ikke ondt ment, selvom man vel et sted godt kunne tyde det? ”Vare min tunge?” gentog han i en undrende drillende tone, inden han lagde sig om på ryggen, med hænderne i nakken igen, for at betragte de mange blinkende stjerner, ”hvad kan du dog gøre mig?” Han lød en smule overlegen, men det var faktisk kun i sjov, hvilket igen undrede ham, for han havde faktisk ikke lyst til at være ’sjov’ gå rundt og drille folk, han afskyede det! Og så alligevel nød han det et sted. Det irriterede ham at han nød at have det sjovt, og så med hende! Hun havde jo irriteret ham fra starten, og nu havde han et sted ikke lyst til at gå? Det hang slet ikke sammen i hans hoved. Han var ved at blive blødsøden og den tanke brød han sig ikke om. Han havde ikke behov for en person i sit liv, som han holdt af, det var kun en svaghed. Hun ville blive en svaghed for ham, så han burde gå her og nu, men det havde han så heller ikke lyst til, så han blev liggende i det bløde græs. Han trak let på skuldrene. ”Jamen så er det afgjort, du er skør!” sagde han med et lille skævt smil på læben. ”Men det tror jeg også at jeg er ved at blive,” mumlede han lavmælt for sig selv. For det måtte jo være den eneste forklaring på hvorfor han opførte sig sådan, han var ved at blive skør! Alt for skør!

[dea]

Det her var virkelig ikke godt og alligevel så rart, hun måtte ikke holde sig selv tilbage, at være fange af sig selv var ikke en god ting, det ville hun i hvert fald ikke mene. Desuden, kunne det skade for denne ene nat? Hvor stor var chancen lige for at hun skulle støde på ham igen? Et sted ønskede hun at møde ham igen, det var nok noget der skræmte hende allermest. Dea smilte roligt og så ud over floden, så fristende og helt utroligt smukt, hun havde lyst til at hoppe i og nyde det kølige vand omfavne hendes nøgne krop. "Du skulle bare vide." Lød det selvsikkert fra hende, hun blinkede let til ham, et svagt drillende smil kunne ikke blive væk fra hendes læber, for dette morede hende virkelig. Lysten til at få lavet sit ansigt og vise hvem hun virkelig var til Shade, blev mere og mere fristende. Dea ville holde fast i sig selv, skønt hendes ansigt skulle blive som før. Hvis de begge var ved at blive så skøre, hvorfor var de der så stadig? "Hvad er det som gør os skøre?" Spurgte hun forsigtigt, for nu var det begyndt at gå hende på igen at han var kommet så tæt ind på hende og det værste var, at hun var ved at begynde at kunne lide ham. Tænk at hun faktisk ønskede at se ham igen! Det her var langt fra godt, hun var nød til snart at gå, det her gik ikke mere. Det havde været dejligt, hyggeligt, sjovt, men det kunne bare ikke blive ved, hun var for bange for at få noget rart, som hun skulle miste. Dea så mod ham med et roligt og lidt sørgmodigt blik.

[shade]

Shade var faktisk bange for at han var ved at blive alt for vant til hende. Og det måtte virkelig ikke ske! Tænk hvis han opsporede hende igen, med vilje?! Han var ved at blive alt for blødsøden, han vidste det, og et sted, helt dybt inde, så nød han faktisk den følelse, og det brød han sig ikke om, hvilket forvirrede ham mere end noget andet. Han vidste ikke hvad det var der gjorde, at han havde lyst til at blive hos hende, men det var et sted helt skræmmende. Han måtte være ved at miste forstanden! Han slap et let grin til hendes ord, hvilket fik ham til at tage sig selv til munden, i en chokeret mine. Han lo? Han havde aldrig nogensinde leet! Og så kommer hun? Og nu … han var virkelig ved at blive skør! Der kunne ikke være nogen anden forklaring! Han rullede roligt om på maven til hendes spørgsmål, imens han stadig holdt en hånd for sin mund. Han rystede let på hovedet. ”Jeg ved det ikke,” svarede han ærligt, men han ville virkelig ønske at han kendte svaret, for det var ved at drive ham til vanvid. Han satte sig roligt op igen, og så på hende med sammenknebne øjne. ”Du må have hjernevasket mig! Sikker på at du ikke er en magiker af en eller anden form?” spurgte han roligt, og igen i en drillende mine, hvilket fik ham til at bande over sig selv i sit indre. Han rejste sig roligt. ”Jeg beklager Dea, men …” Han bed sig roligt i den bløde underlæbe, ”jeg… jeg ved ikke hvad der går af mig,” tilføjede han sandfærdigt. ”Jeg er desværre nød til at gå,” endte han roligt. Han havde et sted lyst til at sidde her sammen med hende, men han kunne ikke lide den forandring som var ved at ske med ham, han hadede det faktisk, så det var måske bare bedst at gå sin vej nu? Han så roligt ned på hende, imens han ventede hendes reaktion.

[dea]

Hans latter gik lige i hjertet på hende, hendes øjne spærrede let op og hun så skræmt mod ham, hun havde det som var hun gået i chok. Hvordan kunne han få så mange ting frem i hende som aldrig havde været der? Åndssvage blodsuger! Men det mente hun jo ikke, hun ville ikke gå, men hun var nød til det. Hans navn, hun ville aldrig glemme det, eller ham og ønsket om at møde ham igen, kunne hun jo ikke benægte. Dea lagde blidt sin hånd mod sit hjerte, som det dog bankede bag hendes bryst. Hun så usikkert mod ham, det var ikke til at forklare, det var skræmmende. Måske, måske var hun....... Umuligt, der kunne ikke skabes noget, hvordan skulle han kunne være til at stole på? Hvordan ville hun vide at ikke også han ville vise sig at være ond og et kæmpe svin? Hun måtte le kort af hans ord, en magiker, dog ikke. Men havde det været så let, at det var magi, at de bare var blevet fortryllet af et eller andet og det hele var en stor fejltagelse. Hans mine da han rejste sig skar i hende, hun ville have været den der gik, ikke ham! Hun så ned, men løftede så blikket op mod ham. "Jeg tror der er noget galt i luften, det har haft påvirket os begge jo." Mumlede hun, som var det en slags sygdom. Selv rejste hun sig og tog stoffet af sin lillefinger, hun smilte blidt, tænk kan så lille en ting, kunne gøre så meget. Dea gik roligt mod sin kappe, hun tog den på og derefter fik hun hentet masken ved stenen, tog den på og skjulte sig på ny bag masken, under hætten, under den hvide kappe. Roligt vendte hun sig rundt så kappen blafrede efter hende, hun gik med faste skridt væk fra ham. "Det var nu en ære at møde dig, Shade." Lød det i en blid tone ført af vinden, som ville det samme ham som et blidt kindkys, i et farvel. Stadig håbede hun i hendes hjerte, at de ville mødes igen........

//out

[shade]

Shade vidste ikke hvad der var gået af nogen af dem. Hun havde endda også været tæt på at gå på det ene tidspunkt, fordi de var forskellige på så mange måder! Og alligevel blev hun. Han var ved at blive helt vildt skør! Og han nød det. Og forkastede det på samme tid! Han hadede det, og så alligevel var det en rar følelse. Og det hele var hendes skyld! Det var kun bedst at de skiltes. At de gik hver til sit. Det var vidst kun til deres begges bedste! Han lyttede blot roligt til hendes ord. Det var vel sandt? De havde sikkert fået for meget frisk luft, eller noget? Det var jo åndssvagt, han nød kulden, det var hans element! Det kunne umuligt være det. Men han kunne ikke finde nogen anden forklaring på hvad det så ville være. Han betragtede hende blot, da hun valgte at gå. Et sted havde han også lyst til at se hende igen, men det skete nok ikke. Hun vandrede rundt i alle lande, ligesom ham selv. Han sukkede kort, rystede på hovedet, inden han selv vendte om på hælene, for at forsvind ud i mørket, som havde han aldrig været der.

//Out.