Another night with loneliness?

[dea]

Da han trak hende med sig blev hun noget overrasket, men et eller andet sted stolte hun på at han ikke ville gøre hende ondt. Havde hun vidst at han var halv vampyr, så havde hun ikke været kommet i nærheden af ham, langt fra. Hans ord fik hende til at bide sig i læben, de klare isblå øjne søgte mod hans mandelformede, hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige eller gøre. En masse tanker strømmede igennem hovedet, hun havde så mange grunde til at gemme sig væk, hun ville ikke have nogen tæt på, desuden havde hun også en ubehagelig følelse af at Shade var for tæt på til hun kunne være med på den. "Hvordan pokker fandt du ud af hvad min race er?!" Spurgte hun hårdt, hendes øjne blev store, han havde lugtet det og det gik op for hende at hun var i selvskab med en varyl. *Pis!* Tænkte hun og bed sig hårdt i læben for at vågne op af sin fortvivlelse. Hun blev dog ved ham, ville han bide hende havde han gjorde det nu, så godt kendte hun da vampyrer. "Og jeg er ikke blevet slået ud, jeg ønsker bare ikke at vise noget så hæsligt frem!" Snerrede hun, han var kommet det for tæt på hende og det blev for personligt til at hun kunne klare det, men lidt nysgerrig var hun, for normalt havde hun gået sin vej. Hendes vejrtrækning blev noget tydeligere, og blodet strømmede en smule hurtigere igennem årene som hendes hjerte måtte pumpe det afsted, da hun selv lagde mærke til det fik hun det ned igen, hendes vrede fik hende op og køre, hvilket måske ikke var den bedste ide. En vampyr kunne altid fristes, det vidste hun da.

[shade]

Shade havde ikke noget imod hendes nærvær, han var faktisk fuldstændig ligeglad med hvor tæt hun befandt sig på ham. Eller dog ikke, det var han kun ved hende, fordi hun havde vist ham at hun ikke ville gøre ham noget, og hvis hun ville, så ville han kunne opfange det ved hendes blik. For når folk angreb, så blev ens øjne altid mere intense. Og det var kun retfærdigt at han heller ikke angreb hende, når hun allerede havde bevidst det overfor ham. Han kunne se på hende, at hun var forvirret over sig selv, og sit ansigt, åbenbart et ømt punkt for hende. Han kunne ikke forstå det. Alle havde fejl, han havde endda selv en masse ar på sin krop. Han havde måske talt over sig? Alle gik jo ud fra at vampyrer var onde, og han var vel også ond? Eller han tog bare penge for at myrde folk, det var hans job, så det var vel hvordan man så på det? ”Fordi jeg tydeligt kan lugte dit blod,” hvislede han med sine neutrale øjne, der for en gangs skyld viste en følelse; længsel. Han næsten længtes efter hendes blod. Det lugtede så sødt. Og det smagte garanteret godt? Han bed sig i sin bløde underlæbe. ”Jeg skal bare vænne mig til din lugt,” forklarede han roligt. Det var sjældent at han befandt sig i et selskab, og han havde aldrig været i selskab med en valkyrie.
Shade kunne se på hende, at hun var vred. Måske ikke på ham, men på sig selv? Hans øjne blev en smule smalle, og han så næsten bebrejdende på hende. ”Tsh! Der er ingen grund til at gemme sit ansigt,” hvislede han tilbage med en kold tone, ”og jeg tror ikke at du fatter begrebet hæslig!” Han næsten skulede til hende. Der var faktisk ingen grund til at lade sig komme op at køre, men et sted irriterede hun ham! Mon det var fordi han var dårlig til samtaler? Nej, det var sikkert det faktum at hun var en valkyrie, og skammede sig over sig selv.

[dea]

Den længsel der befandte sig i hans stemme fik hende til at flytte sig lidt væk fra ham, hun greb ud efter sin maske og tog den på igen. Hendes ansigt havde været så smukt, og som Johanes havde sagt, kunne hun jo bare finde en healer og på det lavet. Hun sukkede stille og lukkede øjnene, han forstod ikke, men han var også en mand og en varyl som ikke kendte til valkyrier andet end deres blod. Hun så væk fra ham, der måtte strømme tåre frem og hun hadet det, hvordan pokker kunne det være han påvirkede hende på den måde? Hendes vrede lyste dog tydeligt i hendes øjne selvom de var fyldt med vand, hun så nu hårdt mod ham og pustede sig let op, hendes hjerte kunne ikke undgå at pumpe hårdere mod hendes bryst. "Tal ikke om noget du ikke kender til! Jeg er ikke en sand valkyrie, for ingen valkyrie ville have ladet dig leve eller forladt dig uden at tage din sjæl! En valkyrie er en smuk kvinde med et had til mænd. Jeg ser ikke mænd som et stykke legetøj, jeg er mere dybsindig end det! Og min skønhed er tydelig væk? Nok er min krop udemærket, men mit førhen smukke ansigt er væk! Det betyder noget for mig, fordi jeg er en kvinde og af en ellers smuk race! Jeg er glad for min mand er død for hvordan skulle han kunne holde ud at se mit ansigt?!" Det var rart at flippe lidt ud, det var længe siden, men hun blev forvirret over at hun flippede ud til ham og ikke alene som altid. Dea kunne ikke få sit hjerte til at slappe af, for hun var oppe og køre, en rar følelse, for det var længe siden. Der var trods alt nogen som var i stand til at prikke til hende, eller måske havde han bare været dråben? Hun lod sit ansigt komme tæt på hans og stirrede ham koldt i øjnene. "Hvad er det du gør ved mig?" Spurgte hun hviskende, vredt og småchokkeret.

[shade]

Hun irriterede Shade på det groveste! Hun talte om at hun skilte sig så meget ud fra valkyrierne, men alligevel talte hun, som var hun én af dem. Han næsten hvæssede af hende, så hans sylespidse hjørnetænder kom halvt til syne. Han gad ikke høre på hendes klynkeri! Han havde bedre ting at tage sig til. Hun var bare en dum kvinde. Egoistisk som alle andre. ”Ha! Som om du nogensinde vil blive i stand til at besejre mig!” hvislede han hånende. Det var som om hans følelser kunne lyse ud af ham nu. Underligt, for han var altid så … død. Neutral. Men det var kun fordi hun irriterede ham! Han blev underlig vred. ”Nok siger du, at du ikke hører til valkyrierne, men hvorfor taler du så om, at valkyrier er smukke kvinder? Du vil aldrig blive en rigtig valkyrie! For du har mistet troen i dig selv til det. Og klynk du bare, men det beviser bare at du er svag!” vrissede han med skulende øjne. Ingen skulle slippe godt fra at tale sådan til ham! Han viste ingen nåde, og han lagde absolut ikke fingrene imellem selvom hun var en kvinde! Det var bare på tid nogen stillede sig op og fortalt hende sandheden! ”Og hvis din mand havde elsket dig, hvorfor skulle det så have været anderledes, fordi dit ansigt er forbrændt?” spurgte han, nu med en mere rolig stemme. ”Jeg tror du har glemt en vigtig ting; skønheden indefra.” Han tog en dyb indånding og åndede lettet ud. Nu lød han næsten som hans læremester havde gjort i gamle dage. Han rystede let på hovedet for at få tanken ud af hovedet. Han var ikke blevet blødsøden! Han var ond og kold! Han så direkte ind i hendes isblå øjne, der var fyldt med vand. Og hendes ansigt igen gemt bag masken. ”Jeg fortæller dig den bitre sandhed!” hvæssede han i en hvisken, inden han rejste sig og så hånende ned på hende. ”Du er ynkelig!”

[dea]

Endnu en grund til hun aldrig lod nogen komme tæt på, for hun ville ende med at slå dem ihjel i vrede, det selv samme som var sket med hendes mand. Dea havde været så håbløst forelsket i Jacob, den mand havde været alt for hende og han var hendes verden, men den verden viste sig at være lige så ond som racen varulve egentlig var. Hun lyttede til hans ord, hun var langt væk i vredens små bobler. "Alle væsner har følelser, selv valkyrier og jeg har intet imod jeg aldrig bliver som en, men stadig lyder som en. Jeg er trods alt født valkyrie, men vendte dem ryggen." Svarede hun, overraskende roligt. Dea fandt et eller andet underligt ved ham her, hans ord fik hende til at koge, men stadig forholdte hun sig roligt, hvilket langt fra var normalt. Hendes tåre var nu forsvundet helt fra hendes øjne, hun savnede bare kærlighed og tryghed, noget der var kommet frem i hende nu hvor hun havde givet sig selv lov til at tænke. "Nok fordi han ikke elskede mig!" Mumlede hun, bare tanken om at han havde fundet en smukkere kvinde, som var luder og havde stjålet Dea's penge for at stikke af med hende, kun få måneder efter de var blevet gift. Aldrig havde hun følt sig så udnyttet og svigtet. "Den skønhed jeg har indefra, kostede skønheden udefra." Lød det lavmælt fra hende, mest af alt sagde hun det til sig selv. Sandheden vidste hun, men han mente hun var svag, hvilket hun vidste hun ikke var. Selvom der var et eller andet over ham der gjorde hende svag, vred og rolig på samme tid, en forvirrende blanding. Hun rejste sig og gik hen til sin kappe, hun hev den ned fra grenen og slog den om sin krop, hun tog den hvide hætte hen over hovedet og begyndte bare at gå fra ham. Han var ikke klog at være i nærheden af og han var sikkert alt for stærk til at hun ville kunne klare ham i sin udmattede tilstand.

[shade]

Hvad Dea havde været igennem kunne Shade ikke svare på, men selv han havde været meget igennem, og hun fandt da ikke ham tudende over alt muligt. Han var stolt af den han var, skønt han ikke ligefrem kunne være stolt over sine forældre. De havde forladt ham, fordi deres kærlighed havde været forbudt, men det havde ikke standset ham. Alle gik imod ulykker og sorg, alt andet var uundgåeligt i livet. Alle havde en grund til at være som de var. ”Og alle kommer igennem sorg,” påpegede han med en fast tone. Han sagde det bare som det var lige ud, at hun så benægtede var jo op til hende. Men han skulle nok give hende ting til eftertankestof! Og han ville skam ikke lægge skjul på sin personlighed som ellers var så tydelig frembrussende; kold og kynisk. Det meste af det lå nok også til hans racer. Isdæmoner havde en kold personlighed, og medlidenhed var noget som ikke ligefrem var på deres prioritetsliste. ”Ha! Og gad vide, hvorfor han ikke elskede dig?” lød det hånende fra ham, ”hvilken mand vil have en svag kvinde?” Han så direkte på hende uden følelser i blikket. Han kunne selvfølgelig ikke vide hvad der var sket i hendes liv, og i øjeblikket sagde han vel bare ting for at stikke til hende. Et forsvar og en ond og grusom måde at få sandheden frem på. Selvom det kun var en lavmælt stemme hun sagde det med, så opfangede han hvert et eneste ord. ”Det er kun noget som du tror,” svarede han stilfærdigt, og betragtede blot da hun rejste sig, gik hen til træet hvor hendes kappe hang, for at gribe den, og gå sin vej. Men så let slap hun ikke! Vampyrer var kendt for deres hurtighed, den kendte alle til, og det var det som skræmte de fleste, fordi de havde deres skærpede sanser, deres umådelige styrke og deres utrolige fart. Og den fart besad Shade også. For et andet væsen ville han forsvinde, men han løb bare så hurtigt at øjet ikke ville kunne følge ham. Han havde været henne for at hente sin blå skjorte og sit samuraisværd, inden han med ét stod foran Dea. Samuraisværdet sad i hans side, og den mørkeblå skjorte havde han på. Der var et hul i venstre skulder af skjorten, fra det magiske skud, som han var blevet ramt af. Han havde stukket sin arm frem og sin pegefinger, som nu hvilede mellem hendes kraveben, for at stoppe hendes gang. Normalt ville folk bruge en hel hånd, men han havde skam kræfter nok i sin lille finger til at stoppe hende.

[dea]

Alle hans ord havde irriteret hende, men hun gad ikke tage det til sig, hun var ikke svag, masken var blot hendes kendetegn og en kvinde var en kvinde. Hendes hjerte var godt, hun var blid og god, kærlig og havde en irriterende samvittighed, det gjorde hun skjulte sit ansigt, for sin egen, men også andres skyld. Hvorfor skræmme børn med så hæsligt et ansigt? Så de ikke nok rædsler i hverdagen? Sådan en type som Shade var nok ligeglad, en kold skid med intet hjerte. Dea stoppede op som hans finger sad lige mellem hendes kraveben, hun så ud gennem maskens huler til øjnene og et koldt og kynisk blik. "Jeg er ligeglad med hvad du tror! Jeg ved jeg ikke er svag, jeg behøver ikke forklare mig overfor dig! Tror du virkelig du kan knække mig Shade?" Lød det med en kold og fast stemme, et hånligt grin var efterfulgt, hun var stærkere end som så og det han troede gjorde hende svag, gjorde hende kun mere stærk. Et sted forstod hun kun valkyrierne utroligt godt, nogle mænd var bare forfærdelige, men de havde evner som godt kunne bruges og hvordan skulle man ellers få sine slaver? Hun rystede på hovedet, sådan havde hun det jo inderst inde ikke, men lige nu irriterede han hende ekstrem. Hun studerede hulet i hans skjorte, i hulet så hun et ar og tænkte kort sit om vampyrernes evner, de var jo ret stærke, men det var intet der måtte skræmme hende. Dea orkede bare virkelig ikke at skulle kæmpe lige nu, hun ville bare skride her fra. Under den hvide kappe mærkede hun rundt på sin krop, en smuk kvinde var hun, hendes ansigt før hen havde været perfekt, men måske var det kun en god ting for så holdte hun alle på afstand med lethed.

[shade]

Shade så gennemtrængende i hendes øjne. Han var faktisk ikke ude på at skade hende, eller knække hende for den skyld. Han var nok ligeglad, hun kunne gemme sit ansigt hvis hun ville, men han forstod bare ikke at det havde knækket hende! Han fjernedes roligt sin finger og lagde armene over kors på brystet, imens han så på hende med et køligt blik. Han mente ikke at der var nogen grund til at gemme sit ansigt væk, måske for ikke at blive opdaget, det gjorde han jo også selv, men det var af andre grunde, hun gjorde det fordi hun var bange for at vise sit sande ansigt frem. ”Jeg har ikke behov for at knække dig,” svarede han roligt og med sin hvislende stemme, ”det klarer du fint selv!” Han forstod hende nok ikke, men det var fordi de på det punkt var af modsatte mening. Og hun var garanteret lige så stædig som han var. Men han var skam ikke ude på at knække hende. Hun havde vist at hun ikke ville angribe ham, så det ville han heller ikke hende. ”Du flygter fra sandheden, Dea. Og jeg er ikke ude på at gøre dig fortræd, for var jeg det, så lå du allerede død på stedet! At du gemmer dig bag en maske er op til dig, for det er ikke min pligt at fortælle dig hvad du skal eller ej, det er din egen,” fortsatte han roligt, uden at han tog blikket fra hende. Han gad ikke engang sige noget til hende, for det var jo nyttesløst! Han trak blot på skuldrene og fnøs ganske let. Han trådte let et skridt til siden og gjorde en gestus til hende, uden at hans mørke øjne forlod hendes. ”Og eftersom jeg ikke bestemmer over dig, så kan du roligt gå, som det passer dig,” sagde han med en ufattelig rolig stemme, inden han let lagde armene over kors igen. hun valgte selv om hun ville gå eller ikke, han ville skam ikke holde på hende, hvis hun alligevel ikke gad være her, det var noget som hun måtte gøre op med hende selv.

[dea]

Hun rullede let med øjnene, han var for kold en type til at han skulle kunne forstå, men hun kunne da prøve, for hun havde intet andet at skulle tage sig til. Hendes liv gik ud på at være skjult, fordi hun ville forholde sig som en mysisk fremmed som hjalp væsner i nød. De svage havde ikke fået kræfterne til at forsvare sig, så hun ville forsvare dem. Det gode hjerte af hendes var ikke noget normalt, men hun havde jo ikke selv bestemt det. "Hør nu her, jeg gemmer mig ikke i den forstand Shade." Begyndte hun stille, hun fjernede sin maske og tog hætten ned igen. Hendes hår faldt ned om hendes skuldre og blikket hvilede stille ned på masken. "Jeg er svag, men alle har sine svagheder Shade, så må man selv om man acceptere dem. Jeg har accepteret min svaghed overfor væsner som ikke kan klare sig selv, jeg vil ikke kunne genkendes, jeg vil ikke skræmme små børn og det er grunden til mit ansigt er skjult. Kappen skjuler min krop, hele mit væsen. Vidste nogen at jeg er valkyrie, ville det måske kunne give mig problemer, problemer jeg virkelig ikke orker." Fortsatte hun stille, hun så op mod ham med et skævt smil og sukkede blidt. Hun kørte en hånd igennem sit hår og så sig lidt omkring. Hun gik hen til en halvstor sten og satte sig roligt på den, hun lod masken dumpe ned i græsset. "Ser du, jeg er velhavende nok til at kunne få gjort mit ansigt normalt igen, men jeg ved det her er en ting der kendetegner mig og den jeg er. Min svaghed gjorde jeg mistede mit ansigt Shade, jeg kunne ikke efterlade børnene i branden, så jeg ofrede mig selv. I din verden er det måske idiotisk, men det er det ikke i min!" Sluttede hun og pustede ud efter at have talt ret hurtigt og bestemt, men samtidig blidt. Dea mærkede en lidt kølig vind mod sit ansigt, det var faktisk dejligt at få luft. Hvis man tænkte på hvor slemt det var i starten og hvordan hendes ansigt så ud nu, var det faktisk blevet pænt.

[shade]

Shade betragtede hende roligt. At hun valgte at blive, gjorde han ikke noget synderligt ved, men det var vel … godt? Så havde han jo selskab, det var jo én af hans svagheder, for han var ikke særlig god til at føre samtaler med andre, det endte altid ud i en slåskamp, så dette var nydt for ham, men man måtte lære at bearbejde sine svagheder og se sin frygt i øjnene, det var noget som han havde lært for længe siden. Så han valgte derfor selv at blive. Han lyttede roligt til hendes ord. Han betragtede hende blot, da hun tog masken af, satte sig på den store sten og lod masken dumpe ned i græsset. Han blev selv roligt stående, med armene over kors imens han lyttede til hendes ord. Da hun var færdig tænkte han lidt over hendes ord, inden han roligt gik hen til hende. Han lod let sin ene kolde pegefinger snige sig under hendes hage, for at dreje hendes blik mod sig. ”Men jeg forstår ikke hvorfor du gemmer dit ansigt væk, når det er det som kendetegner dig, Dea,” sagde han roligt, hvor hans pegefinger let strøg under hendes hage, inden han fjernede den. Han trak ganske let på skuldrene. ”Og det med at det er idiotisk?” gentog han roligt og så på hende med – for en gang skyld – ikke kolde øjne. ”Folk gør hele tiden idiotiske ting, men også ædel ting, og din handling er vel mere over i den ædle kategori,” tilføjede han, og lød som om han ikke var meget for at indrømme det, hvilket han faktisk heller ikke var. Han ville ikke virke blød, det hadede han! Men han kunne nu godt se ting fra alles perspektiver. Og hendes handling, havde nok været dumdristig, men hun ofrede sig selv for at redde nogle små snottede børn, hvilket han nok aldrig ville have gjort, så hendes handling tilhørte den ædle kategori, frem for den idiotiske. ”Du kan jo sagtens få andre kendetegn end dit ansigt, så hvis det alligevel betyder noget for dig, hvorfor så ikke få det fikset?”

[dea]

Dea mærkede hans finger under sin hage, det føltes rart at være i berøring med et andet væsen, det var længe siden nogen så meget som havde rørt hende med et finger. Hendes hoved fulgte som han ønskede og hun så ham i øjnene med et roligt og blidt blik. Det var nu sjovt, sådan som ens følelser kunne løbe afsted med en og før man vidste af det havde de vendt 180 grader. Hans ord var overraskende, hun løftede sine øjenbryn let og så overrasket på ham. Følelsen efter hans finger havde strøget under hendes hage var der stadig, hun havde lukket øjnene og lyttet til hans ord. "Så helt kold er du ikke." Mumlede hun og bed sig i læben, hun så ned mod græsset og nød hvordan det kildede hendes bare fødder. Dea smilte svagt og så op mod ham, et blik der var blidt og småuskyldigt. "Du har fat i noget, men vil det ikke ændre noget i min personlighed, at være smuk igen?" Spurgte hun stille, hun var bange for hvordan hun ville blive når hun igen ville kunne forføre enhver mand hun kom i nærheden af. Jacob havde været den eneste og hun var bange for at skulle forelske sig igen ved at blive behandlet godt af en mand. Hun kunne vel altid bære masken igen? De lyserblå øjne havde nu et varmt skær, hendes sind var kærligt, selv mod dem som ikke talte pænt til hende eller behandlede hende skidt, for et eller andet sted havde de jo også brug for hjælp. Hun rejste sig roligt og faldt så ned i græsset, her sukkede hun stille og lukkede sine øjne, hun mærkede det sveg i hendes lillefinger og opdagede hun havde skåret sig på en flintsten i græsset. Dea tog stenen og smed den ud i vandet. "Åndsvage sten!" Mumlede hun og pustede let på sin finger.

[shade]

Shade betragtede hende roligt. Han fnøs ganske let til hendes ord. Han var kold! Han ville skam ikke ændre sig på grund af få ord, som han havde fortalt hende. Han kunne vel godt holde med nogen, skønt han var kold? Han trak let på skuldrene. ”Jeg er en blanding af to kolde væsner; jeg vil altid være kold,” sagde han med et ligegyldigt træk på den ene skulder, imens han roligt så sig omkring. Han hadede virkelig at virke blød! Og han følte sig næsten alt for blød i øjeblikket. Han så roligt på hende igen. Han havde svært ved varme følelser, det lå ikke decideret til vampyrer eller isdæmoner. Han trak roligt på skuldrene til hendes ord. ”Det er måske kun en styrke at du har haft dit forbrændte ansigt, og du forandre dig kun, hvis du selv lader dig. Et nyt ansigt gør ikke noget ved ens personlighed,” påpegede han stilfærdigt. Hun havde jo ikke behov for at forandre sig, bare fordi hun fik et smukt ansigt igen. Hvis hun skræmte folk væk med det ansigt, så ville hun jo blot vide hvor falske folk egentlig er vel? Og det kunne hun jo så bruge som en styrke, det var ikke altid en svaghed at vise mistroiskhed, så var man ikke naiv, og naivitet var en svaghed! Han betragtede hende blot da hun selv dumpede ned i græsset, dog var der noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed. Hendes blod. Det var så stærkt. Hun var jo trods alt valkyrie uanset hvordan hun var som person. Hans tunge strøg sig roligt over hans smalle læber, og han måtte bide sig i den bløde underlæbe for at holde trangen i sig. Han hørte roligt det lette plask, da hun kastede stenen ud i vandet, og han rystede roligt på hovedet. ”Du må hellere få … vasket fingeren, så der ikke går betændelse i,” sagde han roligt, da han satte sig på hug foran hende.

[dea]

Et eller andet sted havde han en varm og blød side, det sted vidste sig faktisk lidt, mon det havde noget med hende af gøre? Dea smilte stille for sig selv og prøvede at slippe af med den svigende fornemmelse. Hun viftede lidt med sin finger for at få luft til den på den måde. Først da hun så på Shade fik hun travlt med at gemme sin finger væk, hun kom i tanke om at han var halv vampyr. Måden hans tunge havde strøget over hans læbe fik det til at gyse i hende, hun så roligt på ham som han satte sig på hug foran hende. Hun tog sin kappe af som hun lå der og kom op på alle fire, hun kravlede elegant som en puma mod vandet og vaskede sin finger. Da hun tog den op af vandet igen og sukkede, blodet kom bare frem igen, noget tydet på flinten havde skåret hul på hendes blomme og blodet ville ikke stoppe forløbig, dog valgte hun at holde hovedet koldt. Shade virkede jo ligefrem venlig nu, så hun behøvede vel ikke at være bange for ham? Hendes vejrtrækning var rolig, men hendes hjerte gik en smule i panik på grund af hendes blod kun var mere kraftig i luften og en vampyr kunne godt miste sig selv i deres begær til blod. Hendes røv stak i vejret og hendes ryg svejede en del som hun lå der på alle fire, hun vendte sit hoved om mod ham og smilte skævt. "Jeg tror ikke der er fare for at det blive betændt." Hun hentydet til at blodet der blev ved med at flyde fra hendes blomme gjorde at der ikke kunne komme betændelse i før det stoppede, hvilket der ville gå tid med før det gjorde. Dea rev et lille stykke af sin kjole af og pressede stoffet om sin finger. Det måtte da hjælpe med at han ikke blev så fristet igen. Mon han havde spist før de mødtes? For var han sulten, havde hun noget af et problem.

[shade]

Shade måtte holde fristelsen for blot at springe på hende, og suge hendes stærke og garanteret velsmagende blod til sig. For et sted, hvilket undrede ham, der havde han ikke lyst til at skade hende, men det var vel et sted blot for at vise, at hun rent faktisk godt kunne stole på ham, skønt han var halvvampyr? Han så blot på, da hun kravlede hen på alle fire til vandet, hvor hun vaskede fingeren. Han gik roligt hen til hende, da hun havde forbundet sin finger, hvor han let greb omkring hendes hånd. Han holdt roligt sin anden hånds pegefinger lægge sig på hendes sår over stoffet, hvor han let kølede stoffet, så det ville dulme smerten i hendes finger, plus at det også mindskede hendes kraftige duft. Han så roligt på hende igen. ”Bare rolig, jeg skal nok lade vær med at spise dig som natmad,” sagde han med et roligt og let skævt smil om læberne. Nu hvor han havde lovet hende det, så måtte han også kæmpe for ikke at gøre det, men det var også lettere, når han nu havde lovet hende det. Han satte sig roligt overfor hende og lod armene hvile bagud og i græsset, som støtte for at holde ham oppe, så han samtidig kunne betragte hende. Han fandt hende egentlig ikke grim, eller afskyelig, og hvorfor skulle han? Alle havde fejl, men derfor skulle man vel ikke hades? Og når nu alle havde fejl, så var der vel ingen grund til at gå rundt og hade hinanden? Ikke fordi han troede på det pis om fred mellem landende, for det var han helt sikker på aldrig ville ske! Langt fra! De to lande ville nok altid være i krig med hinanden, medmindre det ene land overtog det andet. Og mon det ville ske? ”Nå, eftersom du ikke er en del af valkyrierne, hvor bor du så henne?” Noget skulle de vel snakke om? Og valkyrierne holdt jo til på deres hemmelige ø, hvor de levede af at skaffe mænd, som deres slaver.

[dea]

Dea gispede let da han tog fat i hendes hånd, hun frygtede det værste, men prøvede at holde hovedet koldt. Følelsen af kulden i hendes hånd var rar, hun mærkede ubehaget forsvinde, hun var pænt udholden så det var ikke fordi det havde gjort ondt. Det pumpede dog stadig meget i hendes finger og blodet kæmpede forgæves for at komme ud. "Tak." Lød det stille fra hende, hun så på ham og nød synet af der faktisk godt kunne være et smil på hans læber. Han var helt kold, altså fysisk og det føltes rart på et eller andet punkt. Roligt satte hun sig foran ham, godt til rette og så roligt på hans skikkelse. Det var en ret underlig følelse, hun følte sig nemlig ikke hæslig, hun kunne være fri til at have masken af uden nogen væmmede sig og det gjorde hende glad på en måde hun ikke havd været længe. Dea så hen mod sin hvide kappe, hen mod masken og smilte stort, det her betød faktisk mere for hende end hun lige havde regnet med. "Jeg har intet hjem, jeg rejser rundt hele tiden. Det der med at skulle bo et fast sted er ikke ligefrem mig. Hvad med dig?" Lød det frisindet fra hende, hun havde ikke noget problem med at fortælle lidt om sig selv, han behøvede ikke at være en ven eller noget efter dette. Dea holdte stadig fast i at der ikke skulle komme nogen som helst tæt på hende, men man kunne da godt snakke med andre, chancen for at se dem igen var jo lille. Hvem sagde Shade ville se hende igen? En ting var sikkert efter hendes møde med ham, hun havde fået taget sig sammen til at få sit ansigt fikset, få sit gamle jeg igen, men uden at skulle ændre den person hun var blevet efter brænden. Den person hun var nu, kunne hun meget bedre lide end den hun var før.