Another night with loneliness?

[shade]

Solen var på vej ned over de store trætopper der tårnede sig op mod himlen ved Jedra Floden. Dens stråler var ikke længere særlig stærke, og det havde fået Shade til at søge udenfor igen. Nok var han halv vampyr, men hans anden race gjorde det muligt for ham at færdes ude i sollyset, medmindre solen stod på sit allerhøjeste, hvilket var ved middagstiden, hvor solens stråler også var stærkest, befandt han sig ude på sådan en solskinsdag på det tidspunkt, så ville han brænde op som enhver anden vampyr. Desuden når solen var stærkest, så blev han svag, da han havde en svaghed overfor varme og ild, eftersom han var halv isdæmon.
Shade havde gemt sig i en grotte, det meste af dagen. Han havde natten inde været på jagt efter en warlock, som han var blevet lejet til at myrde. Han havde som sædvanligt blevet nød til at kæmpe, og han var endt med at blive ramt af et magisk skud i sin ene skulder, inden han havde spiddet sit samuraisværd igennem warlockens hjerte. Han havde søgt ud igen, da solen havde været på vej ned, og nu var han så kommet til Jedra floden.
Shade havde smidt den mørkeblå skjorte på bredden, og havde hoppet i det klare iskolde vand, som var dejligt forfriskende. ”Jeg håber bare at jeg bliver betalt godt,” mumlede han for sig selv, inden han tog en let dukkert. Det sveg i hans venstre skulder hvor han var blevet ramt, og alligevel kunne han mærke det klare vand som rensede det. Han sukkede næsten fredfyldt og lod sig roligt flyde på den blanke overflade, imens han lukkede øjnene. Han mærkede det kolde vand, som roligt røg over hans ligblege krop. Udseendet passede egentlig til begge hans racer, for den blege hud var noget som både lå til vampyrerne og også isdæmonerne. To racer som han var stolt af at være medlem af.

[dea]

En lille ferie kunne alle bruge og en ferie væk fra Dvasias var det bedste hun kunne komme på, hendes hvide kappe var smurt ind i blod, mange af mørkets væsner var faldet under hendes slag på hende vej. Det havde ikke været meningsløse drab, for sådan var hun ikke, de havde fortjent det og ingen kunne lave om på hendes holdning eller gøremål når hun var i Dvasias. Skønt det var værst i Dvasias, så var der mindst lige så mange andre rundt omkring som fortjente at dø. Dea gav dem dog en chance for at forsvinde, men de fleste troede at de var hende langt stærkere. Hun havde nydt en dejlig solrig dag, men nød den kølige aften hvis sidste smukke solstråler var på vej til at forsvinde. Den sorte maske fremhævede kun hendes klare lyseblå øjne, som spejdede rundt for at være på vagt. Under den hvide kappe befandt der sig en smuk kvindekrop, velformet og muskuløs, klædt af en smuk beige kjole som var dyb i udskæringen bagpå og en smule foran. Hendes fødder var bare og beskidte efter hendes vandring og hun var blevet enig med sig selv at holde hvil med floden. Dea tog sin hvide kappe af, hun beholdte dog masken på og gjorde sig klar på om der var nogen, lidt længere nede så hun noget ude i floden, men var ikke sikker på hvad det var. Roligt dyppede hun kappen ned i vandet, blodet var ret nyt og sad ikke så godt inde i stoffet endnu, derfor kom det let af og farvede noget af vandet rødt. Hun gnubbede lidt på noget af det som var ældre, da alt blod var forsvundet og kappen var kridhvid igen, hang hun den over en gren, ved samme træ satte hun sig, lænede sig rolig op af træet og blundede lidt.

[shade]

Shade bar et par lyseblå jeans, som var blevet farvet en smule mørkere efter at, være kommet i berøring med vandet, de var blevet en smule tungere, men ikke nok til at trække ham ned. Hans muskuløse krop var lettere glitrende i vandet og solens sidste stråler. Han mærkede at hans sår ved venstre skulder roligt var ved at heale det sidste, for til sidst kun blive et let ar, næsten et ar til resten af hans samling. Efter alle hans jagte og mord, havde han efterhånden samlet en masse ar, nogle værre og tydeligere end andre. Han trak en dyb indånding da han mærkede hvordan hans krop roligt blev kølet ned, hvilket han ikke kunne andet end at nyde. Kulde var hans element, og denne flod var dejlig iskold. Der var dog noget, der fik ham til at stoppe sit flyderi i vandet, for at dæmpe ned i det igen, så kun hovedet tittede over den blanke overflade. Han kunne høre og mærke at nogen var i berøring af vandet, hvilket fik ham til at se omkring. Og da han fik øje på en person længere fremme, sammenkneb han blot sine øjne i en skeptisk mine. Han brød sig ikke decideret om fremmede, og han kunne ikke vide om denne person var fjendtlig. Han dykkede roligt under vandet, og eftersom han var halv vampyr, så kunne han holde været i længere tid end andre væsner, hans hjerte slog dog og blodet pumpede i hans krop, så han kunne ikke leve uden ilt. Han svømmede dybt nede i floden, så han var sikker på at hun ikke vil kunne se ham, når han kom hen til hende.
Da Shade kom hen til det sted hvor hun havde dyppet sin kappe, kunne han smage blodet, hvilket næsten gjorde ham sulten. Det var dog ikke ligeså godt som normalt blod, for da det blev blandet med vandet, var det en smule … ja vandet. Han betragtede så godt han kunne kvinden oppe på bredden. Ikke én han havde set før, og han havde set mange i hans liv, de fleste havde han så selvfølgelig dræbt.

[dea]

Dea sukkede afslappet, men åbnede roligt det ene øje, hun følte nogen holdte øje med hende. Stille tog hun sit sværd som sad i skeden, over hovedet og lagde det ved siden af sig i stedet. Det havde sat sig noget ubehageligt bag på hendes ryg sådan som hun sad, desuden skulle hun nok kunne nå sit sværd hvis der blev problemer i nogen grad. Hun lagde det ene ben over det andet og foldede hænderne på maven, hun savnede lidt sin kappe, men den skulle jo tøre. Uden kappe viste hun jo meget mere af sig selv, og hun ville allerhelst være gemt helt væk. Dea vidste nu med sikkerhed noget var i nærheden af hende, hun kunne mærke det og det brød hun sig ikke om, hvordan skulle hun kunne slappe af når hun ikke vidste om det var en fjende eller en neutral der lurede på hende? "Jeg ved godt du er der, så hvorfor kommer du ikke bare frem og præsentere dig?" Lød det roligt fra hende, hun havde lukket øjnene igen bag masken og nød bare følelsen af vinden der kærtegnede hendes kraveben ved hjælp af det lange sorte hår. Hvis vedkommende havde planer om at gøre hende ondt, så skulle de nok fortryde, dog undervuderede hun aldrig en modstander, vampyrer og varulve var meget stærke væsner som hun tit havde problemer med.

[shade]

Shade var åbenbart blevet opdaget, ikke noget som han ikke havde prøvet før. Og når han blev opdaget, hvilket alligevel skete sjældent, så var der ingen grund til at fortsætte med at gemme sig, da man ellers blot ville virke dum. Og det var ikke tilfældet. Desuden alle havde den evne at man kunne fornemme at man blev overvåget eller iagttaget, det var bare ren natur, det var så bare ikke alle der opdagede at man faktisk blev betragtet. Eftersom Shade var isdæmon, kunne han styre kulden som det passede ham. Han skabte derfor en trappe af is, der først stoppede ved flodens overflade. Han begyndte roligt at gå op, og da hans hoved roligt tittede frem fra vandet, gjorde han et let kast med hovedet, så det halvlange sorte hår røg væk fra hans øjne. Jo længere han kom op, jo mere kunne man se af hans nøgne muskuløse overkrop. Han stoppede på det sidste trin, hvor han blot stod og betragtede hende, alt i alt lignede det faktisk at han stod på vandets overflade. Hans mørke mandelformede øjne så på hende helt skræmmende neutrale, og viste ikke en eneste følelse. Det undrede ham at hun gemte sit ansigt bag den sorte maske, skønt det ikke var noget som han gav udtryk for. Han stod tavst og så ned på hende, han var en mand af få ord, han var ikke ligefrem plaprehovedet. Han bar intet våben på sig, eftersom hans samuraisværd lå henne ved hans mørkeblå skjorte. Så han bar egentlig kun sine lyseblå jeans. Hans tunge strøg roligt over hans smalle læber.

[dea]

Dea tænkte sit da hun så hvad der skete, hun ville gætte på et magisk væsen, men det var ikke til at gætte hvilket et præcist, selvom den blege hud gav hende et hint. Dog kunne enhver eje en bleg hud, selv havde hun en gylden og let brun hud. Hun var blevet nysgerrig, så hendes øjne studerede ham nu ganske nøje, hendes blik var roligt og langt fra stirrende på nogen måde. Den afslappede position kunne man ikke tage fra hende lige nu, hun nød at sidde sådan oplænt af træet og slappe af i sine muskler som efterhånden var ret ømme, det var længe siden hun havde tænkt lidt på sig selv og haft det sjovt. En køn mand måtte man sige, veltrænet krop og sikkert ikke kune til pynt, så hun skulle være lidt opmærksom. Som valkyrie burde hun se ned på mænd og hade dem, men hun havde vendt sin egen race ryggen, deres levevis passede ikke índ i hendes dybe forelskelse i Jacob. Tanken om hans brors søde ord ved Jacob's gravsted fik et smil frem på hendes læber som var skjult under masken. Et ansigt hun nødig ville vise frem, hvorfor skræmme eller væmme andre med hendes hæslige ansigt? Førhen var hun en smuk kvinde, en meget smuk kvinde, men hendes gode hjerte havde ødelagt det. "Hvem har vi så her?" Spurgte hun roligt, selv mente hun at det var hendes ret til at vide hvem der havde holdt øje med hende og gerne hvorfor, selvom hun egentlig godt kunne gætte sig til det.

[shade]

Shade veg ikke blikket fra hende, det ville være dumt, eftersom han ikke vidste hvilket væsen hun var, og hvilke kræfter hun var i besiddelse af. Noget som han dog hurtigt ville kunne finde ud af, men kun ved at angribe. Såret ved hans venstre skulder var allerede healet, og kun et ar var tilbage, blot endnu et ar til samlingen. Han gjorde et let elegant spring fra isen under ham over til flodens bred, et spring der blot indikerede at han var adræt og i balance med sig selv. Ligesom hans fødder forlod isen under ham, brød den samme og blev et med vandet igen. Da han nu stod på bredden, betragtede han hende blot endnu. Kvinde kunne han selvfølgelig se at hun var, race var ham ukendt, og han undrede sig endnu over, at hun gemte sig bag masken. ”Hverken ven eller fjende,” sagde han med en kold hæs stemme, som om han ikke havde snakket i flere år. Det kunne egentlig hurtigt ændre sig, da det kom an på udfaldet af mødet, for han tøvede skam ikke med at slå hende ihjel, hvis hun viste sig at være ham en fjende. Men hun virkede ganske fredelig indtil videre. Han gav hende kort elevatorblikket, kun for se mulige steder at gemme våben, og eftersom hun var i kjole, så kunne hun kun have det sværd der lå ved hende side. ”Og hvem er så du?” spurgte han koldt. Noget som gennem årene blot var blevet en vane. Efter hans senseis død, var han blevet kold og sjælløs, han viste ingen medlidenhed, var egentlig retfærdig, og valgte ikke parti, han var neutral, og det kunne ingen ændre på. En lejemorder der levede for fare og spænding.

[dea]

Det hoppede let i hendes krop, men lyden af grinet holdte hun tilbage, hun så mod ham og bed sig let i læben, ingen kom tæt på hende personligt. Nok var Johanes kommet lidt tæt på i et svagt øjeblik hvor hun havde savnet sin mand, men livet alene var fint. Dea løsnede sine hænder som hvilede på maven, hun rejse sig stille og elegant op, lænede sig bagud mod træet og trak sværdet hen til sig med sin bare fod. Man kunne aldrig være for forsigtig. "Havde du været en ven, så havde jeg jo set dig før." Lød det småflabet fra hende, hun lagde armene over kors, men var godt forberedt på at skulle hive fat i sværdet med sin fod, kaste det lidt op i luften og gribe det, trække det og forsvare sig. Dea havde sit ry for at være hurtig, hvilket gjorde hun havde en lidt større chance mod hurtige væsner. Hendes ene fod hvilede mod barken. Den smukke pyntede maske glimtede i månens skær, hendes blik var roligt, men også frækt, rigtig gadetøse frækt. "Lidt selvskab, skader vel aldrig. Mit navn er Dea." Lød det roligt fra hende, hun ville gerne have selvskab en gang imellem, men hun sørgede altid for at folk holdte sig på afstand, for inden måtte komme tæt på hende, hun brød sig ikke om at have nogen hun holdte af i sit liv, for det ville bare ende galt.

[shade]

Det var aldrig lykkedes nogen at komme tæt ind på Shade. Men hvem skulle han også lukke ind? Han klarede sig fint alene, en sand enspænder, der aldrig slog sig ned et fast sted. Han var ude og opleve ting, og havde igennem sit liv oplevet en masse. Der var næsten ikke det væsen som han ikke havde mødt … og så dræbt. Han skabte ingen venskaber, for fik han først folk ind på livet af sig – hvilket næsten var en umulighed – så ville det kun gå dårligt. Han havde det fint ved kun at skulle tænke på sig selv. Hendes flabethed rørte ham ikke det mindste, intet smil kom frem på hans læber, ingen følelser var at se, kun den neutrale holdning. ”Men det kan hurtigt ændre sig,” svarede han koldt som en lille tilføjelse på hans egne ord, og for at understrege at han ikke ville tøve med at angribe hende, og at hun skulle vare sin tunge. Han var ikke så meget for at snakke med folk, kun komme med en rapkæftet replik, inden han dræbte dem, som han var blevet sendt ud for at dræbe. Det typiske lejemorder job. Han betragtede hende roligt, sådan som hun elegant kom op at stå, og han kunne ikke lade vær med at lægge mærke til at hun træk sit sværd tættere på sig, ikke fordi det ville hjælpe hende. Men han havde nu ikke nogen intentioner om at dræbe hende, for det var han jo ikke blevet lejet til. Han satte sig roligt ned i skrædderstillingen, da hun åbenbart godt ville have ham som selskab, og han vidste jo ikke om han pludselig ville få noget nyttigt at vide. Han nikkede blot til hende, da hun præsenterede sig selv. ”Shade,” sagde han, hvor hans stemme var en smule hvislende. Han kløede sig let i nakken og så sig kort omkring. Han var ikke god til smalltalk, men han kunne vel bare stille de sædvanlige spørgsmål? ”Hvad laver du så herude?”

[dea]

Det var en sjov type hun mødte her, man så ret mange af dem, selv var hun en enspænder, men venlig og rar kunne hun da godt være. Somme tider kunne selvskab være rart, selvom hun foretrak at være for sig selv. Stjernerne var så småt begyndt at blinke ned til dem, smukke som de var på himmeltæppet som havde lagt sig mørkt over dem. Dea sukkede lidt og tænkte på sin mand, titlen som enke var ikke rar at have, men hun havde jo givet den til sig selv. Hendes lettere hånende smil under masken ville nok have pisset ham en smule af, så hun var glad for hun bar sin maske. "Prøver at slappe af." Lød hun kort for hovedet og lukkede roligt øjnene igen, hun lænte hovedet tilbage mod træet, men blev stående som før. Ville han fortælle sit, jamen så gjorde han det vel, hun gad ikke spørger ham, for et eller andet sted ragede det hende ikke. Plus han virkede som en lettere kedelig type, kold, ligeglad og sådan, den leg kunne hun da godt lege. "Det er bare svært når man bliver betragtet." Fortsatte hun lavmældt, roligt åbnede hun sine øjne igen og mærkede roligt på sin kappe, hun følte sig alt for let påklædt når han var der, så kappen var ret så savnet om hendes noget smukke former. Vinden tog blidt fat i hendes hår og kjole, det føltes rart og hun kunne ikke andet end at smile. Da hun vendte hovedet, gled masken kun få millimeter ned, før hun rykkede den på plads, hun hadet hvis folk stirrede eller havde medlidenhed med hende.

[shade]

Shade tog ikke blikket fra hende, ikke for at være uhøflig, men i øjeblikket var hun det mest interessante at kigge på. Omgivelserne ragede ham en fjer, men hun havde alligevel formået at vække hans interesse. Dog virkede hun som en rolig, sød og venlig kvinde, ikke noget som sagde ham noget, for folk havde forskellige personligheder, og han var nok det direkte modsatte af hende. Han så ind i hendes øjne, for han kunne jo egentlig ikke se mere af hendes ansigt pga. den sorte maske omkring det. Han nikkede blot til hendes ord. ”Gjorde jeg også, indtil jeg så en fremmede,” fortalte han med sin rolig hvislende stemme. Han hentydede selvfølgelig til hende. Og igen, han brød sig ikke om fremmede, for dem stolede han ikke på, så det undrede ham ikke ligefrem, hvorfor han ikke havde nogen venner. Han lod let sine hænder hvile mod sine knæ, imens han så på hende. ”Jeg vidste ikke om du var en fjende,” påpegede han roligt, ”og det ved jeg endnu ikke.” Hans mørke mandelformede øjne søgte let opad, inden de kort strejfede nattehimlen, for blot at falde på hende igen. Han betragtede ganske let, sådan som hun rettede på sin maske. Han hadede at snage i ting, men hun var én af de få der havde formået at gøre ham nysgerrig. ”Hvorfor bærer du maske? Er du bange for at vise dit sande jeg?” spurgte han, ikke hånende eller nedladende på nogen måde, men mere undrende. Det var ikke sikkert hun gad svare på det, hvilket han så også ville forstå, han havde også selv ting, som han ikke ville fortælle. Han bar på mange hemmeligheder, og det var oplysninger, som han ville tage med sig i døden.

[dea]

Det var sjovt som man altid skulle være på vagt, der var faktisk aldrig tid til hvile i disse tider, med mindre man havde et hus eller et værelse. Dea hadet at være inde døre, hun ville sove i naturens bløde seng, græsset. Skønt hun nogen gange var tvunget til at overnatte på en kro et eller andet sted. Hun nikkede roligt, intet var sikkert, men mon ikke han fandt ud af hun ikke havde i sinde at skade ham. "Hvorfor spilde min ferie på at skulle kæmpe? Det er ikke ligefrem det mest afslappende." Sagde hun bare og så nu op mod stjernerne igen, hun bed sig i læben under masken og mærkede længslen efter at mærke en mands tryghed og varme. Fast besluttet på det aldrig skulle ske, jog hun tanken væk og så ned mod ham igen, mænd var tit nogle svin, kun meget få gode mænd fandtes og selv de kunne blive til et monster med den rigtige kvinde ved sin side. "Det er en erstatning for det ansigt jeg ikke længere ejer." Svarede hun bare, som var det ingenting, men man kunne jo tolke det på mange måder. Dea gik lidt tættere på ham, hun skubbede sværdet bagud, som tegn på hun viste ham en smugle tillid. Der var stadig tricks oppe i ærmet, hun kunne forsvare sig på rigtig mange måder. Hun lod sin ene hånd køre hen over sit kraveben og op langs halsen hvor hun legede lidt med sit hår som lå kun lidt udefor hendes hals.

[shade]

Shade levede af fare med spænding, det var det sjoveste liv man kunne have, når man havde et udødeligt liv. Det måtte være langt mere spændende at være dødelig, fordi man kun havde så kort tid til at leve i. Han kunne leve til Jorden gik under i princippet, men han måtte ærligt indrømme, at til tider lød døden ret fristende. Nok ikke noget som en dødelig ville forstå. Han havde godt nok et bankende hjerte og blodet pumpede i ham, men da han var halv vampyr, så ville hans hjerte aldrig gå ud, medmindre nogen tvang hans hjerte til at stoppe, ved at bore et sværd, træpæl etc. igennem det. ”Nok ikke,” istemte han hvislende, ”men hvad sjovt er der ved at slappe af?” Hans hoved søgte let på sned, imens han betragtede hende. Det var typisk gode folk der kedede ham, de var ikke nær så sjove at tirre, som havde det været et koldt og ondt væsen, for dem kunne man virkelig få op at køre, hvis man trykkede på de rigtige knapper. Han sagde godt nok ikke så meget, og var ikke god til samtaler, men han elskede at fyre en rap replik af, for at tirre sin modstander! Det var noget af det bedste. Han lyttede blot til hendes ord. Mon hun havde fået syre i ansigtet? Det kunne være hun var en form for magiker? Han brugte jo selv våben, selvom han kunne betvinge is. Han mente dog, at jo mere man kunne betvinge, våben, magi, osv. jo stærkere var man. At hun gik lidt tættere på ham, gjorde han ikke noget ved, han blev blot roligt siddende, med blikket vendt mod hende. Og han gik ud fra at hun ikke ville gøre ham noget, da hun skubbede sværdet tilbage. Han lagde sig roligt ned i det bløde græs, med hænderne i nakken, imens hans mørke øjne søgte op mod stjernerne. ”Hvorfor gemme dit ansigt væk, når det er det, som viser hvem du er?” spurgte han roligt.

[dea]

Hun måtte da indrømme han havde fat i noget der, hun tænkte lidt over det, hendes krop trængte nok til hvile, men hvad i al verden skulle hun lave alene i en ferie? "Du selv slappede af, måske har du selv svaret. Måske er det bare nødvendigt en gang imellem." Lød det stille fra hende, hun havde svage punkter, et af dem var noget tydeligt og det han havde af sige gjorde hende irriteret. Dea tog en dyb indåndning og så lidt rundt, da hendes blik faldt på ham igen lå han ned, han kunne da slappe af, men det følte hun ikke at hun kunne. Nysgerrig var han da, men det var intet hun lige havde regnet med. Den hun var, hvem var hun? Det var svært at svare på, for hun vidste det bestemt ikke selv. Roligt gled hun ned ved hans side, hun så ham intenst i øjnene da hun bøjede sig over ham og fjernede derefter langsomt sin maske. Et helt rødt, forbrændt, arret ansigt kom til syne, kun hendes øjne og læber var indtakte. "Fortæl mig Shade, hvem er jeg?" Hviskede hun stille og holdte sit blik mod hans. Det overraskede hende selv at hun var kommet så tæt på, men hun følte hun var nød til det og selvom det var sjældent hun viste nogen sit ansigt, så følte hun også det var noget hun var nød til. Måske følte hun sig sårbar uden at have vist det? Kunne hun virkelig ikke tale sin sag uden at vise det? Et sted skammede hun sig, men hun mente sit spørgsmål, hun ville vide hvem hun var og hvis han kunne se det ud fra hendes ansigt måtte han meget gerne fortælle hende det.

[shade]

Shade tænkte lidt over hendes ord. Han slappede selv af, ja, men det var kun fordi han var blevet lejet til at dræbe den warlock, nu var han færdig, og skulle egentlig bare tilbage for at kræve sine penge. Og hvis betaleren var stukket af, så ville han opsøge ham og dræbe ham! Han så mod Dea igen. ”At slappe af, har alle brug for. Gør man ikke det, så er man afkræftet, og er man afkræftet, så er man svag, hvilket aldrig kan gavne én,” påpegede han roligt med sin hvislende stemme. Han skød kort øjenbrynene i vejret. ”Jeg trængte til at heale mit sår, og nu er jeg frisk som en havørn igen,” tilføjede han uden at han slog blikket væk. Han var klar til en kamp lige nu og her, dog ville han ikke angribe hende. Hun havde lige vist at hun ikke ville ham noget, så hvorfor skulle han gøre noget ved hende? Hun virkede fredelig, og på det punkt med at slappe af, der var de vist ret enige.
Shade betragtede blot den klare og store nattehimmel, han nød det ikke, for det var bare blinkende og glitrende stjerner, de var der altid, så der var ikke noget specielt ved dem. Mørket omkring dem derimod var langt mere mystisk, ligesom ham selv. Han hørte hendes skridt. Hun nærmede sig ham. Han lod hende blot sætte sig ved siden af ham, dog blev han en smule overrasket da hun lænede sig ind over ham. At hun fjernede masken havde han nu ikke regnet med, for han havde troet at det havde været hendes ’hemmelighed’. Han betragtede hendes forbrændte ansigt med sine egne neutrale øjne, der ikke viste en eneste følelse. Noget der så var helt overraskende, var hendes blod. Det var stærkt! Næsten alt for stærkt! Det duftede sødt og godt. Hun var valkyrie! En kvindes blod var altid bedst, men en valkyrie, en stærk og modig kvinde, man fandt næsten ikke noget blod der smagte bedre! Han bed tænderne sammen for at skjule sin tørst. Han måtte holde det i sig. Han satte sig op, og fik hende trukket med sig. Han fjernede ikke blikket fra hende. ”Du er en stærk kvinde. En valkyrie. Og jeg troede ikke at I blev slået så let ud,” påpegede han fast, som om han næsten skældte hende ud for at gemme sit ansigt væk.