Just another night

[diego]

Det var en kold aften i Dvasias og vinden blæste kraftigt, så der var ikke mange væsner udenfor i aften, hvilket ikke gjorde Diego noget. Han var i det humør hvor han ikke brød sig om store forsamlinger, hvilket også var grunden til at han søgte imod den store og mørke skov, han havde brugt så mange år i. Kort efter han var vendt hjem fra udlandet havde han haft nogle år i skoven hvor han udviklede sine jord evner og han var blevet ret tilfreds med sine resultater, nu ville han bare besøge den for at se hvordan den kærer skov klarede sig. Han var kommet ret langt ind i den mørke skov. Der var ikke meget månelys der kunne trænge gennem de tætte træ masser og der var meget mørkt derinde, men det gjorde ikke Diego noget, han kunne føle skoven for hvert fodtrin han tog, så han navigerede ved hjælp af fødderne. Hans trofaste kat hoppede rundt fra den ene tykke gren til den anden nogle meter over Diego´s hoved. Den kunne klare sig selv, men Diego var alligevel ikke meget for, at den var for langt væk fra ham og derfor tog han katten med sig ind i skoven. Rent faktisk havde han katten med alle steder, for han ville ikke have at den var for langt væk fra ham. Den kat var hans store svaghed og hvis der skulle ske katten noget ville han ikke stå til ansvar for sine handlinger. Da Diego var nået ind i midten af den mørke skov hvor træerne stod aller tættest og hvor der var mindst lys, sprang han med lethed flere meter op i luften og landede på en stor tyk gren hvor han satte sig ned og hans kat sprang let og elegant ned i hans skød og lagde sig ned

[dea]

Natten havde tiltrukket mange onde væsner, hvilket betød at der nok var et lysvæsen eller to som havde brug for hjælp. Den eneste grund til at hun ville befinde sig her i Dvasias, specielt i skoven, mange var ofre her, både for vampyrer og varulve. Den hvide kappe fik hende til at lyse op, men den sorte maske gjorde at man kun så de to klare blå øjne. Hun havde lige haft slået en vampyr ihjel, at se støvet fra ham var en fryd for hende, hun hadet de kryb, de havde et sted at komme at kunne skåne andre og alligevel valgte de at tage livet af uskyldige kvinder og mænd, ja nogen gange børn. En svaghed hun havde, børn..... De havde været skyld i hun havde mistet sit ansigt i branden, deres skrig havde været så hjerteskærende og hun kunne ikke lade flammerne tage dem, så hellere hende selv. De bare fødder følte skovbunden hård under sig, der var ikke meget liv at finde i skoven, men nok til at det var bedst hun skyndte sig længere væk fra den vampyr hun havde slået ihjel. Han havde næret sig på en ung kvinde, han skulle til at voldtage hende og derefter nære sig til hun ville dø, men det havde Dea fået sat en stopper for ved at tvinge sit sværd gennem hans hjerte og derefter halshugge ham. Hun løb igennem skoven nu, hun havde følelsen af at vampyrere forfulgte hende og der var ingen chancer at tage. Den hvide kappe blafrede bag hende, hun lød lettere forpustet og var flere gange tæt på at falde.

[diego]

Diego sad roligt på den store tykke gren og tænkte over forskellige ting, han vidste ikke rigtig hvad han skulle foretage sig i Dvasias egentlig. Hvorfor var han egentlig vendt tilbage fra sin lange rejse? Han vidste ikke rigtig hvad han skulle fortage sig men han blev revet ud af sine dybe tanker da han pludselig kunne mærke nogle ureglmæssige rystelser i jorden. Diego var både ild og jord dæmon så han kunne mærke alt der var i kontakt med jorden og træerne. Han havde desuden boet i denne skov et par år, så han kendte enhver kvist i hele skoven. Han tænkte sig lidt om før han handlede, han var på den ene side nyserrig over hvad der kunne være sket og hvorfor dette væsen løber rundt i skoven som et andet hjælpeløst dyr, men en anden side i ham sagde at det ikke ragede ham hvad der skete. Han tænkte sig godt om før han endelig besluttede sig. Han rejste sig op og begyndte at springe fra gren til gren mens hans kat fulgte efter ham. Katten fulgte efter ham uanset hvor han gik hen og han ville aldrig tillade, at der skete katten noget. Efter noget tid nåede han frem til der hvor kvinden løb gennem skoven og han kunne mærke der var andre efter hende. Han lagde sin ene hånd på grenen og sørgede for at træerne og planterne voksede tættere sammen når han løb forbi dem og efter ganske få sekundter var naturen bag hende så tæt, at man ikke kunne komme forbi. Han var nysgerrig og ville gerne vide hvorfor hun flygtede

[dea]

Et kort sekund troede hun virkelig at hun skulle falde, men stødte af med hånden og fortsatte videre frem for sig, hun ville ikke se sig om. Dea ville nok godt kunne klare dem, men hun ville ikke slå ihjel for ingenting, det kunne godt være de angreb hende, men hun vidste det var fordi de ville hævne sig, jo hævn var en forfærdelig ting, men på en måde kunne hun godt forstå dem. Det kunne have været en far, en bror eller en søn hun havde slået ihjel, det var klart de ville hævne sig, men så længe de ikke gjorde andre ondt, så ville hun ikke slå dem ihjel. Et roligt smil gled hen over hendes læber bag masken, det var nu dejligt at løbe og hun nød følelsen af luften som kom ind under hendes kappe i den ellers tætte og tunge luft i skoven. Da hun hørte en lyd hun fandt underlig bag sig, måtte hun vende hovedet rundt, hun stoppede op og så med store øjne på naturen som voksede så tæt ingen ville kunne komme igennem. "Hvad i?" Nåede hun kun at sige for sig selv før hun opserverede en person i nærheden, hun hævede roligt sit ene øjenbryn og så sig om. Hendes hånd lagde hun om på sværdets skaft, hun var klar til at forsvare sig, i Dvasias skulle man være på vagt, det var sikkert. "Hvem der?" Lø det koldt og hårdt fra hende, hun lukkede sjældent nogen som helst ind, men kunne godt lide at snakke med fremmede på sin vej. Dog havde hun ingen ide om hvordan denne person var, men det var en som kendte til magi og lige havde reddet hende, men det kom jo helt an på hvorfor og hvem der havde gjort det.

[diego]

Diego så nysgerrigt på hende og studerede enhver bevægelse. Hans kat kom springene fra en gren over ham og faldt mere end 10 meter før den landte let og elegant på hans skulder. En normal kat ville ikke kunne overleve sådan et fald, men katten var uskadt. Diego kiggede på hende og prøvede at regne hende ud. Det morede ham at hans magi havde forbavset hende. Eller magi og magi det var vel så meget sagt, det var evner der tilkom ham og hans slags. Han kiggede nysgerrigt på hendes maske, hvorfor i alverden gik hun rundt og skjulte sit ansigt? Han ignorerede hendes hårde og kolde spørgsmål og erstatede det med et andet spørgsmål "Hvis du har tænkt dig at angribe mig, håber jeg for din skyld at dit sværd er lavet af plastik ellers vil det ikke have meget effekt imod en jord dæmon" sagde han med en almindelig og venlig tone. Både bronze, metal, jern, guld og alle andre mineraler man som oftest laver våben med, tilkommer jorden og er derfor intet andet end ler i hænderne på en jord dæmon der har mulighed for at bøje og forme det som de har lyst til. "Hvorfor fulgte de væsner efter dig og hvad laver du egentlig her i skoven?" spurgte han og håbede ikke hun var her for at skade skoven eller dens liv

[dea]

Den venlige stemme fik hende til at fjerne sit greb om skaftet, men hun var stadig på vagt og nu vidste hun da lidt om hvad hun havde med af gøre. Han ville nok ikke angribe hende, for så havde han ikke afsløret sin race, det ville jo hjælpe hende en del med at forsvare sig og finde svage punkter. Hun rettede blikket mod manden som sad oppe i træet, hun grinte lavt for sig selv og rystede på hovedet, tja, hun ville jo nok finde ud af det og ingen tvivl om at hun stadig ville kunne forsvare sig. "De ville hævne sig, intet andet. Og jeg er her for at redde fortabte sjæle i natten." Forklarede hun bare, det var jo intet problem for hende at fortælle hvad hun lavede, men hun ville ikke fortælle hvorfor hun havde brug for at redde andre og alligevel have alle på lang afstand. Den eneste hun havde kær var hendes svoger og så tætte var de heller ikke igen, men hvad kunne man forvente når hun havde slået hendes mand som var hans bror ihjel? "Hvad med dig?" Spurgte hun roligt, stadig på vagt, men mere venlig end før. Hendes klare isblå øjne holdte godt øje med ham, men samtidig fulgte hun med i hvad der skete om kring hende.

[diego]

Diego så roligt på hende og følte sig ikke umildbart truet af hende, men han var heller ikke ude efter ballade men hvis hun skulle finde på at angribe ham, kendte hun kun til halvdelen af hans evner. Desuden skulle man ikke undervurdere kræften i jorden specielt når de befandt sig i en skov. Han rejste sig op og sprang ned fra grenen og landte roligt på fødderne efter nogle meters fald. "Redde de fortabte sjæle? Hvordan kan man se, at en sjæl er fortabt?" spurgte han nysgerrigt og studerede hende endnu. Hun var blevet langt mere høflig end hun havde været for et øjeblik siden, men han udelukkede ikke muligheden at hun pludselig kunne begynde at slå flick-flack. "Jeg laver egentlig ikke det store, jeg går rundt og sørge for at skoven ikke lider skade, eftersom den ikke har andre måder at beskytte sig på" sagde han roligt. "du er her ikke for at skade skoven vel? Eller dem som retteligt bor her? for uanset om man er en fortabt sjæl eller ej er skoven en del af dem og de er en del af skoven" sagde han roligt, han håbede virkelig at de sjæle hun jagtede ikke var beboere af denne skov for det ville tvinge ham til at blande sig

[dea]

Hans lille spring fik hende til at hæve det ene øjenbryn, hun holdte øje med ham og smilte bare svagt lusket. Det måtte være underligt ikke at kunne se en anden persons ansigtsudtryk, hun selv elskede at læse andre folks udtryk. Dea's hvide kappe fik hende til at ligne et spøgelse i natten, hun lod hætten falde ned og tog sit lange sorte hår frem fra under kappen. Lige nu følte hun godt hun kunne slappe helt af, men stadig måtte hun jo være på vagt. "Med fortabte sjæle mener jeg væsner som ikke kan klare sig selv og om bliver overfaldet skønt de er uskyldige." Forklarede hun med et lille grin, hvorfor tog han det så bogstavligt? Hun tog en dyb indåndning og nød den friske natteluft, hun havde lyst til at danse rundt. Roligt gik hun hen til et træ og lod hånden glide kærligt ned af det, hun lænte sig så op af det og så hen mod ham. "Jeg har lige slået en vampyr ihjel, men han fortjente det." Lød det fra hende, som var det ingenting, hun smilte nu sødt under masken, men det var intet han ville kunne se. Måske mærke, men ikke se. Dea hadet at se sit eget spejlbilled, hun var så hæslig uden masken, men sådan var det nu engang. "Mit navn er Dea." Præsenterede hun, der var ingen grund til at få hele navnet med.

[diego]

Diego var af natur lidt naiv og han tog folks ord bogstaveligt, det førte ofte til at folk troede han var uintelligent men man kunne vel tolke det på flere måder end uvidenhed. Han måtte indrømme han var nysgerrig over hvorfor hun bar en maske, var hun bankrøver? Han kunne ikke helt finde ud af hvilket humør hun var i på grund af masken og han havde bestemt ikke nemt ved at aflæse folks humør, for normalt ragede det ham en pind hvordan folks humør var. "Hyggeligt at møde dig Dea" sagde han flyvsk og glemte helt at introducere sig selv, for det var ikke navnet der interesserede ham, men det var det hun sagde ud over det. "jagten på de svage er jo naturligt, de stærke spiser, de svage bliver spist ik sandt?" spurgte han og tog sin kat ned fra sin skulder og stillede den roligt på jorden hvor den satte sig ned og kiggede op på hende. "Om folk fortjener døden eller ej skal jeg ikke dømme, jeg holder på at det er den stærke der overlever uanset hvilke grunde der så skulle være bag. Du var stærkere end vampyren og du havde en grund til at dræbe ham og så må han vel lade livet, for at være helt ærlig over for dig er jeg lidt ligeglad med andre levende væsner. I dag er jeg her kun for at beskytte skoven. Men du er da ikke fra dette land er du? Du er ikke et af de der gode lys væsner vel? Dem har jeg nemlig ikke så god erfaring med. Sidste gang jeg mødte et lys væsen blev hun vred fordi jeg satte ild til en tjener" sagde han roligt som om det var det mest naturlige i verden. Han havde været i ret dårligt humør og da tjeneren prøvede at rører hans kat for at smide den ud af kroen valgte han at sætte ild til hans ærme

[dea]

Det var sjovt så mange forskellige meninger der var rundt omkring. "Tja, jeg ved bare at jeg mener de bør tage imod det blod som bliver givet frivilligt, i stedet for at tage det fra uskyldige. Ikke alle er født til at være stærke og det mener jeg ikke skal betyde de mister livet hurtigere." Forklarede hun stille. Hun trækkede på skulderende og sukkede lidt, det var hårdt engang imellem, men hun havde intet andet i sit liv end at redde de svage. De svage var hendes svaghed. Roligt gik hun hen mod ham, hendes klare blå øjne studerede ham nøje. "Nej valkyrierne har deres eget folk, vi er hverken af lyset eller mørket." Forklarede hun og blinkede let til ham, hun kørte en hånd igennem det sorte hår og rystede let i det. Luften var tæt og halvklam under træerne, men hendes kappe kom under ingen omstændigheder af. Hun kom dog med et lille grin efter hun havde forstillet sig hvordan tjeneren måtte se ud på grund af han havde fået sat ild til sig. Dea så blidt mod ham, han virkede nu flink nok, mon ikke han var ganske harmløs? Ikke en eneste vind kunne komme til, men det gjorde intet, for så ville vampyrerne have svære ved at lugte sig frem til hende. "Jeg kunne nu godt tænke mig at vide hvem jeg står og deler meninger med." Lød hendes stemme blidt, hendes blik blev ikke fjernet fra ham på noget tidspunkt.

[diego]

Diego var ligesom sit jordlige element, ikke den skarpeste i skuffen og han kunne nogen gange virke ret naiv. Han syntes hun virkede meget flink og hun virkede heller ikke til at være en fjende af naturen, så han slappede mere af og det samme gjorde hans kat der langsomt begyndte at gabe. Han smilte til hende og overvejede hendes ord "Godt svaret" sagde han roligt. Han havde aldrig rigtig tænkt på det på den måde, men han kendte ikke selv nogen personer der ville ofre deres blod til en vampyr friviligt, men det fandtes vel? Hvis hun sagde det fandtes måtte det vel passe. Diego havde det med et tro på næsten hvad som helst som folk fortalte ham, han kunne simpelthen ikke se en grund til at hun skulle lyve for ham, så derfor valgte han at tro på hendes ord. Han havde helt glemt at pressentere sig selv, hvilket nu ikke var så unormalt. "Mit navn er Diego og jeg er dæmon af ilden og jorden" sagde han roligt og lavede noget der skulle forstille et buk, fordi han ikke ville have katten faldt af hans skulder. "Og det her er min kat" sagde han roligt og smilte til sin kat der også kort bukkede sit lille sorte hoved for hende. Han havde faktisk aldrig skænket katten et navn hvilket egentlig var meget underligt eftersom han aldrig forlod den kat siden de valgte at være hinandens følgesvende