Månehimmel

[helvetson]

Seth nikkede stille, alting forgik i samme mystiske aura som før, den måde hans bevægelser næmest flød igennem luften, alting lod til at være helt tilfældigt, og alligevel nærmest kunstnerrisk og smukt, som var det et skuespil han havde øvet i flere år.
" Det kan da sagtens være en spændende tilværelse. " Påpegede han og lod sit blik sideværts ud imod hende og betragtede hendes yndige krop som hun fulgtes med ham, langsomt gled hans blik over hendes rige og kurvede krop til hendes smukt udformede ansigt, hendes bløde læber, søde næse, og hendes fortryllende øjne.
" Jeg selv voksede op på en herregård, så en smule forstand på diverse urter og afgrøder har jeg da arvet. Men jeg blev myrdet før jeg var en rigtig mand. " Sagde han stille, hans sørgmodige stemme, en symfoni af triste strygere, nu om muligt endnu mere sørgelig og teatralsk, og pludseligt virkede hans sorgmodige og ensomme blik langt mere logisk og forståeligt, han var i sandhed alene i en rå og kold verden fyldt med konkurrence om føde og hver nat var en ny kamp om hvem der fik lov at leve og hvem der måtte dø. Selv dræbte han sjældent ofre, det var ikke underholdende længere, og han så ikke nogen grund til at ende deres liv.
" Jeg har vandret vidt og bredt, jeg har set hele verden, og nu har jeg ikke mere tilbage. Jeg ønsker blot en at dele evigheden med. " Lød hans poetiske sørgelige stemme, hans blik betragtede hende, både sorgmodigt og tøvende, usikker på hvordan hun ville reagere, hvis hun vendte rundt og løb ville han ikke stoppe hende, det ville om muligt knuse hans hjerte før han overhovedet kendte hende ordentligt, men han ville ikke stoppe hende, han ville nok bare stille kurven fra sig og gå sin vej ud i natten, finde noget at slå ihjel af ren frustration.

[anwen]

”Myrdet?” han så da ikke såååeh død ud? Anwen så lidt undrende på ham, og der gik mere end et par minutter før det gik op for hende hvad han mente… men hun var helt sikker på at han ikke ville hende noget ondt, så hun trak sig ikke bort, men fangede i stedet hans hånd og filtrede sine fingre ind i hans, mens hun trak lidt tættere ind mod hans krop mens de gik. ”Jeg ved ikke om jeg skal tro at du får dit liv til at lyde mere sørgeligt end det er… men jeg kan godt føle din ensomhed…” sagde hun bare lavmælt uden at se op fra jorden. Hendes fingre klemte let om hans, kolde blege hånd. Hendes hånd så så lille ud i hans, selvom han vist ikke kunne prale af at have hænder som en grovsmed. Hun bed sig i læben for ikke at fnise over sig selv. Hun opførte sig jo som om de var kærestefolk! Sikke noget rod, hun kendte ham jo knap. Lidt forlegen over sig selv, ville hun slippe hans hånd og trække sin til sig.. men hun kunne ikke helt formå at gøre det.. det blev ikke til ret meget mere end at hun blot løsnede grebet en smule.

[helvetson]

Seth løftede øjenbrynene og så overrasket på hende da hun pludseligt følte hendes bløde, varme hånd i hans. Den var så lille i forhold til hans at han snildt lukkede fingrende omkring den da hun filtrede deres hænder sammen. Han nød den måde hun så forsigtig klemte om hans hånd på, og gengældte det tøvende, han var godt nok blevet taget med bukserne nede nu, og vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. Hun virkede med glad, men han kunne mærke at hun løsnede grebet, måske fordi hun tøvede om hvor vidt han var glad og tilfreds med hvad der foregik? Ihvertfald lod han forsigtigt sin tommel stryge over hendes håndryg og hans fingre blidt klemme hendes hånd, forsigtigt,s om var hun lavet af det fineste, skrøbelige krystal, og han var bange for at komme til at flække ne flig af hvis nu han klemte for hårdt.

" Vi er der om et øjeblik " Lød hans stemme igen, imens byens porte kom nærmere og nærmere i mørket. De var gamle og slidte, men de havde jo nok også været vidne til mange krige og invasioner, og de fortjente da også deres hyldest, om end de kun var en ksygge af hvad de engang havde været. Han guidede hende med sig indenfor i byen og rundt i gaderne, indtil de endeligt kom til et hus, det var ikke hans retmæssige bolig, men den lå for langt væk, dette var et hus han havde lejet for øjeblikket. Den lå ensomt i udkanten af byen nær murene, og fra den øverste etage kunne man snildt skue udover de nærtliggende marker og landskaber og skove.

//out//