Månehimmel

[anwen]

Månen stod meget lavt på himlen. Dens overflade var dybrød og den kastede knap lys på verdenen endnu. Som når solen kun lige er stået op om morgenen, så månen kæmpe stor ud. Og kraterne på dens overflade var tydelige. Der ville ikke gå mange timer før den stod højt på himle og igen ville se lille bitte ud. Ikke større end en bold, og lyse hvidt ned over verdenen.
Anwen havde været i byen i Manjarno, for at sælge de krydderurter og den te hun havde tørret, til en meget tyk kromutter. Hendes ansigt havde nærmest køllet sig sammen da hun smilede af begejstring og betalte Anwen med tre glas honning og en smule penge. Handlen havde været mere end god for kroen, men Anwen var godt tilfreds. Hun havde sjældent brug for penge, og ville egentlig hellere havde haft et glas honning mere, men vidste at hun kunne få brug for de få penge hun havde, på et eller andet tidspunkt. Og dog, når han mente få, var det vel i den sidste endnu ikke så få. For hun solgte ofte de urter hun havde for mange af, og selvom hun ikke fik særlig meget for dem, så brugte hun jo heller ikke ligefrem de penge hun fik. Så hun havde vel efterhånden en mindre formue. Men det var ikke noget at spekulere over, hun kunne vel bruge pengene på en ny madras snart. Den hun havde var ganske mølædt og stoppet med hø mange steder. Men den duftede godt, og hendes mor havde også engang ligget på den.
Nu var Anwen nået til Manjarnos eng, og havde besluttet sig for at hun ikke ville nå længere denne dag. Så hun foldede sine tæpper ud på jorden, og fik samlet brænde til et lille bål, som hun tændte.

[helvetson]

Seth vandrede hvileløst. FOr hundrede år tilbage ville han have været istand til at værdsætte en aften så smuk som denne, månens rødlige skær var noget der trængte ind i hejrtet hos mange væsener, mørke eller lyse, så var månen et af de få naturlige vidundere der kunen bringe folk sammen i beundring. Seth var rastløs og kedede sig, han havde vandret og vandret i endeløse tider, men altid var ahn tvunget til at drage hjem igen før det blev alt for tidligt, det gik ikke at han blev fanget ude i dne lyse morgenluft. hvor han dog savnede det, følelsen af et gå med bare fødder på det dugvåde græs, duften i byen når bagerne begyndte dagens arbejde, solen der dovent steg op og farvede himlen lyseblå og herlig, alle de ting han nu for længst havde givet afkald på, eller måske snarere var blevet bestjålet? Han kunne huske en barndomskæreste han ahvde haft for flere hundrede år tilbage, da han stadig var et menneske, deres første nat sammen, de havde slet ikke sovet, de kunne ikke lade hinanden være i fred, og de havde stadigt ligget og kælet da solens første stråler trængte igennem deres telt og ind i deres elskovsrede. Ak ja, hun var for længst død og borte, og selv hvis hun ikek var, så var hun ligegyldig nu.
Hans fødder var lydløse, og hans skridt så lette og elegante at man skulel tro at han faktisk ikek rørte jorden, men svævede blidt derover. Hans åndedræt var uhørligt, selv hele hans ellers så majestætiske figur lod til at synke i et med mørket, og alligevle stod han tydeligt ud med sin blege hud og hvide og orte kimono der sad både stramt og afslappet om hans velholdte form. Ak ja, der var noget utroligt smukt og alligevle dybt sørgeligt over denne vampyrs natteferden.

Hans blik afsøgte området, han kom til her tidligt på natten, når han søgte inspiration, stilhed, eller blot et sted at dræbe de ubamhjertige timer til han igen kunne gå i dvale, til en ny nat, ligeså lang og kold som hver anden nat.
Hans øjne spottede noget i horisonten som ikke var et vant syn. En ung kvinde? Helt alene, ude i det åbne her i nattetimerne? Det kunne sagtens være farligt, det burde hun da vide, ikke sandt? Han besluttede at nærme sig, sneg sig nærmest ind på hende bag fra, stod få meter bag hende og betragtede hende, de måde hun sad på sine tæpper, hendes yndefulde krop, og den måde hendes smukke, bedårende hår så sorgløst bevægede sig i vinden, som bølger i et rødt hav af skønhed. Hendes skønhed var hjerteskærende, og en pludselig ubarmhjertig trang drog ind over ham, han havde lyst til at række ud, føle hendes hår, dufte hende, mærke hendes varme, lytte til hendes lille svage, dødelige hjerte i hendes bryst der kæmpede hvert skeund for at holde denne smukke unge kvinde i live.
" Det er en smuk nat. " Lød hans dybe, forførende stemme, som skjulte undertoner af tusinde eventyr og hemmelige løfter. Hans stemme skar igennem nattens vindpust som en varm kniv igennem smør, der var noget unaturlig ved den, og de nærmest glødende grå øjne, der så sorgfuldt nu var vendt imod månen som han stod der bag hendes delikate form. Måske ville hun gispe, og vende sig om, spørge hvem han var, og hvad han gjorde her, måske ville hun rejse sig og skrigende forsøge at undslippe dette nærmest spøgelsesagtige væsen der havde så lydløst sneget sig inden for rækkevidde, eller måske ville hun blot vende sig, se ham i øjnene, og hgive ham den fulde adgang til hendes sind og sjæl, som hans så triste, nærmest livløse grå øjne, nærmest som to små månder i sigselv, ofte tiltvang sig hos kvinder, det havde sjældent været et problem for Seth at få nogens, specielt kvinders, fulde tillid, mange forelskede sig nærmest i denne mystiske, sørgmodige mand inden for få øjeblikke, uden at vide hvad de gik i møde i hans stærke, men kolde favn. Hans hvide hår bølgede med vinden bag ham, hans krop stod helt stille, hvis ikke han blinkede med øjnene, og lige havde talt, kunne man sagtens tro han blot var en statue, der pludseligt var sprunget ud af jorden bag hende, så uhyggeligt død at se på, men alligevel skrigende af liv.

[anwen]

Anwen havde sat en lille kasserolle over bålet, hvorpå hun havde fyldt den med vand, og ellers puttet både tørret kød, urter, og bønner i. Det duftede himmels allerede efter få minutter og hendes tænder begyndte hurtigt at løbe i vand, over det simple måltid. Hun fyldte noget af suppen op i en træskål, som hun ivrigt spiste af.
”Det er en smuk nat.” Ordene var som opstået af ingenting og forskrækkelsen rykkede i hele Anwens krop. Hun fik suppen galt i halsen og kom hostende og hakkende på benene. Anwens naive sind havde ikke helt registret hvad der skete omkring hende og hun blev endnu mere forvirret, da hun endelig fandt kilden til ordene. Manden var smuk… ja hvis man kunne kalde mænd det, men ham her var. Tårerne trillede ned af hendes kinder, som hun forsøgte at hoste det suppe op, som hun havde fået i den gale hals. Men dette kunne ikke være mere Ten dette kunne ikke være mere typisk Anwen, hun reagerede sjældent som man lige forventede. Et ”om… forladelse…” lykkedes det hende dog at få presset ud mellem hostene og tårerne, samt suppen, som nok nærmest var ved at kværke hende.

[helvetson]

" Det er en smuk nat. " Lød den dybe røst igen ud i natten, hans ord nærmest dansede på vinden, somom de slet ikke var afhængige af at han udtalte dem, men vinden selv skar dem for ham før han behøvede at åbne munden. Han slog en bedrøvet mine op og betragtede kvinden, tårer? Han vidste godt hvordan man reagerede når man fik noget galt i halsen, så simpel fysik forstod han dog, men han havde ikke selv ladet en tåre glide ned af hans blege, kølige kinder i mere end to hundrede år. Han holdt lysten til at stjæle hendes tåre tilbage, lysten til at række ud og fange den med en finger for måske så at få bare et kort indtryk af hvordan det havde været at græde, endnu en ting han havde været nødt til at give afkald på med sit nye liv.
" Om forladelse, jeg ønskede ikke at forskrække dem. Jeg så dem sidde her, og jeg syntes deres skønhed var så forblændende at jeg måtte tale med dem, undskyld, kære frøken. " Han buggede dybt og sorgmodigt for hende før han igen rettede sine lokkende øjne imod hendes, hun havde smukke øjne, et blik der kunne fange enhver mand med respekt for sigselv's opmærksomhed. Hun var helt igennem et kunstværk udført af skaberen, han kunne nyde at betragte hende længe uden pause, og det gjorde han sandeligt også, han blik forlod ikke hendes, end ikke for at blinke, nej, han lod sig opsluge, glemte alt om tid og sted, nød blot hendes smukke blik hvilende i sit, om end hendes klodsethed frovrængede hendes ansigt.

[anwen]

Anwen fik endelig has på suppen, og sendte manden et bredt smil, men det blegnede lidt ved hans næste sætning, og hendes kinder antog en mørk rød farve. Hendes violette øjne søgte ubevidst hans, og en følelse af at hendes ben blev fejet væk under hende overtog. Smilet forsvandt helt, og efterlod hendes mund let åben. De røde, fyldige læber, let adskilte. Hvorfor så han så trist ud? Tanken ramte hende kun langsomt, som hun blev suget ind i hans grå øjne. Som en kanin paralyseret af en slange. Det gibbede i Anwen og hun trak blikket til sig igen. ”De må havde fået øje på mig fra en god afstand, for som De kan se er jeg ikke nogen speciel skønhed.” grinte hun lidt usikkert, uden at se op på ham. Anwen var både skræmt og fascineret ud over alle grænser. Men hun havde aldrig anset sig selv for en skønhed, og at hun var iført mandeklæder, plejede ikke just at appellere til de mænd hun normalt mødte. Men han havde vel ikke nogen grund til at lyve? Anwen bed sig i læben og skævede op til ham. ”Er du sulten?” spurgte hun så forsigtigt hvorpå et nyt smil sneg sig ind i hendes ene mundvig. Selvom der ikke var meget suppe, så elskede hun at dele.

[helvetson]

Seth betragtede hende med et af sine hvide øjenbryn hævet betydeligt over det andet, som i en form for sarkastisk undren.
" Deres skønhed er langt mere tiltrækkende end selv den smukkeste vilde rose, du ville støde på herude. "
Lød hans ord blidt i vinden imens han betragtede hende. Mandeklæder eller ej, hendes skønhed var fortryllende, betagende, noget der greb ham i ben og sjæl, og han havde da også allerede besluttet sig, denne kvinde ville han ikke kunne skade, men måske snarere de kunne hjælpe hinanden af med den ensomhed der også lod til at lure hos hende. Vovet lod han sig indtrænge på hendes primitive, improvisere bolig bestående af tæpper, og netop som han havde talt om roser lod han blidt en underskøn blod rød rose dale ned i hendes skød som hun sad der og tilbød ham hendes hjemmelavede mad. Hand løftede blidt hånden.
" Jeg takker ydmygt for deres tilbud, men jeg kan ikke tage imod det, jeg finder ikke min føde på helt samme måde som de. "
Han sad et stykke fra hende, ville ikke skræmme hende væk ved at være for påtrængende allerede, hans sorgmodige figur tog sig nu blot til takke med at betrakte hende fra hvor han sad. det var sandelig ikek fordi at duften fra hende mad ikke var tiltrækkende ud over fantasiens grænser, men for det første lod hendes rationer til at være sparsomme, og vampyrer indtog nødigt dødeliges mad, det kunen i sidste ende gå hen og være direkte farlig for ham.
" Mit navn er Seth, Seth Helvetson, jeg er en ensom, sjæl i natten, og de, kære frøken? " lød hans lokkende stemme, somom varme, usynlige hænder forsøgte at trække ehndes navn frem om hun ønskede at introducere sig eller ej.

[anwen]

Anwen kunne ikke lade være med at fnise som en lille pige, over hans ord. Betaget og lidt genert samlede hun den smukke rose op i sine hænder, og kunne ikke dy sig, og måtte dufte til den. De bløde blade kildede hendes næse, som rosens sødme trængte i til hendes sind.
Hun sagde ikke noget til komplimenterne som, selvom hun ikke helt ville indrømme det over for sig selv, faktisk varmede hendes hjerte. Dog var hun ikke vild med at han havde sat sig så langt fra hende. Hun måtte tilstå sig flov over at han vist troede hun var bange for ham. Det var slet ikke pænt af hende at opføre sig sådan, og han ville slet ikke kunne føle de varmende flammer fra bålet hvis han sad så langt væk! Hun fyldte munden med endnu en skefuld suppe, mens hun kastede blikke over mod Seth. ”Mit navn er Anwen… Elysia. smilede hun og havde lyst til at spørge ham om han ikke ville tættere på ilden, eller i det mindste låne et tæppe at sidde på… Gad vide om han var vegetar eller sådan noget, siden han ikke havde villet have noget suppe. Ubevidst var hun selv gået i stå med at spise, og sad nu åbenlyst og nærstuderede ham. Hans tøj, krop og ansigtstræk. På sin vis gloede hun vel.
]}

[helvetson]

Seth smilte stadig ikke, betragtede hende blot, hvorefter hans blik gjorde en glidende overgang og nu betragtede månen. Han kunne tydeligt mærke både at hun var holdt op med at spise og at hendes blik nu hvilede solidt på ham. Han nød det, på sin vis, at han havde hendes fuldstændige opmærksomhed, det var det han til at starte med havde ønsket. Der var noget over hende, hendes naive selv, den måde hun rødmede på og virkede genert og forvirret, somom hun ikek turde indrømme over for sigselv at hunf andt ham interasant, det var sødt,ahn fik lyst til at male hend,e forevige hende på lærrede, fange dette øjeblik. Og samtidig ønskede han at brigne hende med sig, vise hende hvad han havde at tilbyde og hvor godt et liv hun kunne få sammen med ham.
" Frøke Elysia, hvilket yndefuldt navn, må jeg vove at gætte på at de er af elverfolket? Man tager næppe fejl af jeres navne og naturligvis, blændende ydre. " lød hans stemme blidt, og alligevel kold og nedslået igen, som en trist sonade og længe svundet kærlighed der ebbede ud i nattens kølige vinde.

[anwen]

Awen vidste snart ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og hun flyttede lidt uroligt på sig. Hun nikkede blot til hans spørgsmål og fulgte kort hans blik, som så på månen, og så så helt væk fra ham. ”De kan bare kalde mig Anwen… Er det ikke koldt at sidde så langt væk fra bålet?” Hun bed sig i læben, og måtte tilstå at hun ikke havde noget imod at han sad hende nærmere… Anwen rødmede og flyttede hurtigt sit blik, og stirrede ind i flammerne på det lille bål. Hun kunne mærke når hans blik lå på hende, for det var som om at hans blik sendte kolde gys over hendes hud, samtidig med at en sælsom varme bredte sig i hende.
Anwen var forvirret. Hvordan kunne en smule opmærksomhed og et par komplimenter dog få hende til at føle sig så tiltrukket af en mand, som hun kun lige havde mødt. Hun vidste jo overhovedet ikke hvem han var! Anwen sukkede over sig selv, men stoppede tankestrømmen, det var ikke værd at blive så ophidset over en forbipasserende fremmed. Hvorfor var hun dog blevet så begejstret? Hun spiste resten af suppen og pakkede skålen ind i et viskestykke og puttede den ned i sin kurv, mens hun ubevidst lod tungen fugte sin overlæbe.

[helvetson]

Seth betragtede hende stille, og valgte blot at besvare hendes spørgsmål med en kort gestus, et nik, og derefter bevægede han sig let og yndefuldt som en fjer fanget på en af vindens bølget tættere på både hende og bålet. Der var ikek langt imellem dem nu, og nu han var så tæt på den eneste kilde af lys udover månen, virkede han sælsomt bleg, men ikke på en ubehagelig måde, der var noget underligt smukt over dne måde han var bleg på, det umådeligt sorgmodige, nærmest poetiske udtryk på hans ansigts blide, charmerende folder. Han vendte ansigtet og betragtede hende, fangede kortvarigt hendes blik, men nu var der ikke meget mere end en halv meter imellem dem, og konturene i hans blik, sorgen, ensomheden, stod tydeligt frem for hende, som et maleri hun betragtede, smatidign med at hele atmosfæren lod til at virke mere intim nu hun så venligsindet og uskyldigt havde inviteret denne fremmede bekendte nærmere sigselv.
" jeg takker ydmygt for deres invitation, hvis der er noget jeg kan gøre for dem, kære Anwen, må de endeligt sige til. Byen ligger ikke langt herfra, vhis de skulle ønske at tilbringe natten i bløde silkelagner, er mit hjem nært, og min dør vil stå åben for dem. Eller, vil jeg heller ikke takke nej hvis du vil dele mit selskab herude. " lød hans blide stemme, som en åbne invitation til hans hjem, og en varm og behagelig nat, og måske mere? Der lå ingen skjulte budskaber i hans tale, og det eneste han ønskede var at tilbyde hende husly, men noget over ham lovede igen utalte eventyr, og måske mere en hendes bevidste sind forventede, måske hendes skjulte tanker allerede legede og digtede sin egen historie?

[anwen]

Anwen var igen hypnotiseret, og kunne ikke få blikket fra ham igen. Hvad var det han kunne, siden tilbuddet om silkelagner pludselig virkede så indbydende, og fik hendes hud til at føles levende og varm. I et kort glimt så hun sig selv; sammen med ham under kaskader af silke. Hun gispede lavmælt of forfjamsket over sig selv. Det lignede på ingen måde hende at tænke sådan!
Og alligevel… tanken var så tiltalende. Normalvis plejede hun ikke at have noget imod at tilbringe natten under åben himmel, i selskab med sig selv. Og en nat som denne, som faktisk var både lun og klar, burde der slet ikke være nogle problemer i… alligevel. ”Hvad bestiller De dog her, hvis De har et hjem lige i nærheden? Jeg håber ikke at jeg opholder Dem…” Anwens uskyld lå i hendes ord, hun havde lidt dårlig samvittighed over at en så fin mand skulle sidde her i natten og blive badet i den kølige dug sammen med hende som jo var vant til naturens strabadser. Anwens øjne gled over den blege hud ved hans kraveben, og hun kunne næsten forestille sig hvordan den ville føles mod hendes fingrespidser. Anwens egen ud hud var hvid og cremet i farven, som rig fløde, eller elfenben. Hun bed sig i læben og lagde sin højre hånd på sin venstre underarm.

[helvetson]

Seth betragtede hende, nu nærmest nysgerrigt, hun var en interasant person, og på hendes nasigt og hvordan hun pludseligt var rødmet og så helt forfjamsket og forkert ud i hovedet kun han næsten gætte hvor hendes tanker mon var vandret hen, og hans egne havde i sandhed været samme sted mere end en gang allerede, men det behøvede hun ikke at vide, ikke endnu, det var jo ikke fordi at det direkte var hans intention, han var blot dybt betaget af hende.
" Jeg er herude af egen fri vilje, kære Anwen, men deres omtanke beærer mig. Jeg trives bedst om natten. Men vil de afskå mit tilbud? Jeg kan love dem en stor middag, faktisk.. Behøver de aldrig sulte igen, der vil altid være varmt vand at bade i, ej heller vågne op, kold efter en lang nat herude, de skal være velkommen i mit hjem så længe de lyster. " Lød hans blide stemme, igen lokkende, han ønskede inderligt at hun ville tage med ham, han ville vise hende hans hjem, han ville forkæle hende, og vise hende at hun ikek behøvede andet end ham, blot fordi han hungrede efter hende, hun var så ung, så glad, så frisk og varm, han havde begæret hende, vel på et eller andet stadie, forelsket sig i hende fra første øjeblik han så hende.

[anwen]

Viljeløs som en dukke kunne Anwen ikke forhindre sig selv i at lade sig forføre af ham. De mange løfter svøbte hende i et drømme agtigt lagen. Månen spejlede sig i hendes store øjne, hvor iris selv i natten, næsten lyste violet. ”Så blot for en enkel nat…” Hun var ikke selv klar over sine ord før et par sekunder efter hun havde sagt dem. Hun var endnu ikke helt sikker på om en enkel nat var det hun ville, følelser og tanker rodede i dette nu rundt i hendes hoved, og hun endte med at skyde alle sine betænkeligheder fra sig for ikke at ende med at blive opslugt af at få styr på dem. Hun rejste sig uden videre og begyndte at pakke sine ting sammen. Var det en drøm? Eller skete disse ting virkelig? Alting virkede en smule syrealistisk og absurd i dette nu, og Anwen besluttede sig derfor for at dette måtte være en drøm. Og i drømme behøvede man vel ikke at sige nej? Alle Anwens bevægelser var yndefulde, som var de udført af svanehalse eller feer. For i virkeligheden var hun vel egentlig ikke så klodset? Man kunne vel kalde det uheld.
Da hun skulle putte den lille kasserolle ned i kurven fik hun øje på et af de honningfyldte glas og smilede glad. Hun kunne ikke hold sig tilbage og vippede låget af, for så at dyppe en finger i den gyldne masse og putte det søde stof i munden. Hun lukkede øjnene og havde for et kort øjeblik lige glemt tid og sted, men kom hurtigt på benene, og sendte Seth et lille smil.

[helvetson]

Seth betragtede hende stille, indeni følte han sig straks som en stor sejrsherre, tænk engang, det var lykkedes ham at forføre denne kvinde, denne vision sendt fra ahns egen underbevidste drømmeverden til ham, som en gave fra en højere magt. Man skulle næsten tro hun selv havde søgt noget lignende, den måde hun var ude af stand til at sige nej til ham, på trods af at hun knapt anede hvem han var og hvad han kunen finde på, hun stolede jo bare på ham uden at sætte spørgsmålstegn, men han kunen jo heller ikek drømme om at gøre hende noget, tværtimod. Han betragtede hende stille, var for længst komme på benene, og virkede igen nærmest unaturligt elegant. Hun var så utroligt sød og uskyldig, dne måde hun ivrigt smagte på den sikkert søde, cremede substans i krukken, hvorefter hun nærmest lykkelig kom på benene og samlede alle sine ting.
" Tillad mig. " Sagde han bydende og lettede hende for hendes kurvs vægt.
" Der er ikke langt, vi er der i løbet af en mindre times tid.. hvorfor, kære Anwen, fortæller de mig ikke lidt om demselv? " spurgte han imens ahn begyndte at lede hend eover engen.

[anwen]

Anwen lod ham blot tage sin kurv, og fulgte så ellers viljeløst efter ham. Om sig selv.. hvad skulle hun dog fortælle så nydelig en mand, om sig selv. Det var jo ikke fordi hun havde meget hun kunne prale af… for slet ikke at sige, noget som helst. ”Om mig selv? hun flyttede sit blik fra ham og så i stedet ligefrem, ”Der er vel ikke ret meget at fortælle… Jeg er født og opvokset i Procias, og bor der faktisk stadig. Jeg kender intet til min familie, og min mor er død, så jeg har i praksis kun mig selv.” hun smilede lidt. Anwen var ikke typen, der led under så forfejlet en følelse, som ensomhed. Nej tværtimod nød hun når der var helt stille omkring hende, og når hun var fri for at skulle bekymre sig om verdenens indtryk. Allerbedst havde hun det i sin lille hytte ude i skoven, mutters alene. Men det var vel også en af årsagerne til at hun kunne virke en smule sær, for ensomheden fandtes jo selvom man ikke lagde mærke til den. ”Mit levebrød er mit kendskab til lægende urter, medicin og sygdomme… og bare urter. Nogle kroer i Manjarno og Procias køber de krydderurter og den te jeg har til overs, når jeg har tørret for meget til mig selv, og så forærer de mig de ting jeg mangler. ” forklarede hun, som intet begreb om handel havde, trods sin alder. Der var blot 200 år til at Anwen ville runde sit næste tusinde, men hun glemte ofte at tælle årene, og havde i virkeligheden ikke helt styr på hvor gammel hun selv var.