The old me..?

[Deleted]

Solen stod højt på den store himmel. Lexie havde endelig fået lov at forlade Grevens Herregård, hvor hun havde tilbragt langt den største tid fordi at hendes ben havde været brækket. Nu kunne hun gå på det uden at det ville gøre så ondt, at hun ville kunne mærke sig af det, og det var noget som hun i den grad også var glad for. Hun var igen blevet en meget mere livliv pige, det var slet ikke noget som man skulle kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var det virkelig bare helt og særdeles umuligt på alle måder. Hun gik rundt i den lyse og magiske cirkel. Et sted hvor blot magikere ville formå at komme ind og dem som fulgtes med lederen ind, så her var hun i den grad også overbevist om, at hun måtte være tryg og sikker. Smilet hang på hendes læber, også selvom hun stadig måtte være meget bleg af sig og med spor efter de mange vampyrer som havde været tæt på hende, så var det i den grad også gået af bedringens vej for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun havde fundet ud af, at hun ikke længere var forældreløs, hvilket i den grad også havde lettet hende frygtelig meget fra det liv som hun havde levet før. Den gamle Lexie var ved at vende tilbage igen.

[Deleted]

Det hele var efterhånden ved at gå efter planen. Opbyggelsen af slottet var dog det som tog mest tid. Den lyse og magiske cirkel var et sted for magikere og efter alt det kaos som havde været der, så var mange faktisk dukket op, så det var ved at være muligt for Elias, at skulle samle magikerne igen, for det var i den grad også begyndt, at skulle vise sig, at være nødvendigt. Historien om lille Lexie, var noget som havde nået ham for øre og et sted, var det i sig selv en direkte tragisk historie som ikke var noget som han bifaldte. Han havde selv sendt bud efter hende, for bare at give hende lidt mere at skulle smile af. Det var selvfølgelig en fantastisk ting, at hun havde formået at skulle finde sin far igen og finde ud af, at hun altså ikke var forældreløs. Nick havde han selv hjulpet i sin tid og han havde aldrig nogensinde fortrudt det. Han kom gående ned af gangen. For mange udefra var det jo bare en stencirkel, men det viste sig virkelig som et palæ så snart man krydset den. Noget som blot magikere var i stand til, hvilket var en sikkerhedsmæssig foranstaltning som var anbragt på stedet selv for så mange år siden. En tanke som kun glædet ham, at de i det mindste kunne være i tryghed og sikkerhed her uden at skulle tænke på alt det andet som skete omkring. Blikket søgte efter Lexie. Han vidste, at hun var her et sted.

[Deleted]

At Magikernes leder faktisk havde ønsket, at skulle se hende, var noget som gjorde Lexie forbandet nysgerrig og for ikke at glemme det, så gjorde det hende en anelse usikker. Hun havde vel ikke gjort noget forkert? Hun håbede det i alle fald ikke, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende. Stedet her var virkelig mange gange større end det som hun lige havde tænkt sig til, at det skulle være. Det var slet ikke hvad hun havde tænkt sig eller så meget som drømt sig til, det var i den grad også helt sikkert! Armene slog hun let omkring sig selv. Hendes tøj var mørkt, hun var bleg som aldrig før endnu. Hun lignede vel skræmmende meget en vampyr i udseende, for ikke at glemme den lille ting, at hun faktisk var magisk? Hun blinkede let træt med øjnene. Den høje skikkelse som kom gående hende i møde, fik hende dog til at stoppe op. Hun var aldrig rigtigt undervist i magi på grund af det liv som hun havde levet. Det havde virkelig været alt for hektisk og nu hvor Nick var taget ud for at finde mor, så var hun ladt lidt til sig selv igen. Ikke at hun klandrede ham for det. Hun kunne huske hvor nær de havde stået hinanden dengang. Hvis de kunne samle familien igen, så ville hun virkelig bare være lykkelig! Blikket fulgte manden og selv uden så meget som et eneste ord på nogen måde. Det var slet ikke noget som hun kunne få frem hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun var virkelig bare bange.. et sted så følte hun sig så malplaceret.

[Deleted]

Elias fik hurtigt øje på den slanke og spinkle skikkelse som ikke stod så forbandet langt fra ham, så det var slet ikke noget som han kunne tage det mindste fejl af. Det måtte bestemt være Lexie. Måske at han var meget fast og selvsikker af sig, men det var så sandelig ikke noget som Lexie skulle være bange for. Hun havde virkelig ikke gjort noget forkert på nogen måde! Og det var så sandelig også sådan, at det skulle være, det var i den grad også helt sikkert. Han trak let på smilebåndet, et sted var det jo selvfølgelig bare et forsøg på at skulle gøre hende en anelse mere rolig, for det at skulle rende rundt og være så usikker, det var virkelig heller ikke hans hensigt på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han gik hende i møde. "Lexie formoder jeg?" spurgte han roligt. Selv havde han fået sovet ud, han var meget mere munter end det som han havde været igennem det lange stykke tid efterhånden, så det var noget som man i den grad også skulle kunne tage vel imod så længe, at det nu ville vare, det var i den grad også helt sikkert. "Jeg har ventet dig," sagde han med en rolig og sandfærdig mine. Han havde hørt Nick snakke meget om hende og da han havde hørt at hun havde været fanget i ruinerne, så havde han virkelig bare følt, at der var noget som han var nødt til at gøre ved det.

[Deleted]

Lexie tvang sig selv til at blive stående. Store mænd var noget som hun selv automatisk måtte forbinde med nogen helt andre ting og hun vidste det udmærket godt. At se Elias stå der, var faktisk i sig selv en tanke som næsten skræmte hende, selvom hun virkelig prøvede at holde det skjult. Han var en leder.. hendes leder faktisk, så der var vel heller ikke nogen grund til at skulle være bange for ham? At han havde ventet hende, var ikke altid direkte en hjælp for hende. For hende så havde det jo længe haft en helt anden betydning.. en helt forkert betydning! Hun trak vejret dybt og lod de isblå øjne falde direkte til hans blik. Hun lignede sin far mere end det som hun gjorde af sin mor og det var noget som hun i den grad også var meget stolt af. Hun nikkede stille til hans første ord. Det var hendes navn. Hun sendte ham et stille og prøvende smil. Hun bed sig let i læben. "Ja... undskyld... hvorfor ventet mig?" spurgte hun stille og en anelse uroligt. Hun var på ingen måder tryg endnu. Hun havde blot været tryg i den tid, hvor hun kunne sidde i Nicks favn og bare sidde med noget som var velkendt for hende, for det var faktisk noget som måtte glæde hende noget så frygteligt, at man skulle tro at det var løgn! Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst. Hun var langt fra tryg ved denne situation og det var i den grad også så frygtelig tydeligt på alle måder. "Og hvorfor kun mig?" tilføjede hun meget dæmpet.

[Deleted]

Hvad Lexie havde været igennem, var noget som Elias allerede havde hørt om og det at skulle rive op i det hele, var på ingen måde, noget af det som han var ude på lige for øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert. Han sendte hende et roligt smil og blev ellers stående foran hende. At hun forbandt det med noget helt andet, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind lige for øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert. Det var jo slet ikke de baner som han måtte tænke i lige for øjeblikket. "Fordi jeg blot har ønsket at snakke med dig, Lexie. Din har har fortalt om dig," begyndte han roligt. Det var på ingen måder noget som hun skulle tolke negativt, det var i den grad også helt sikkert! Han trak vejret dybt. At hun var usikker og urolig kunne han næsten føle og fornemme på hende og det var så sandelig ikke en tanke som han brød sig det mindste om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. "Fordi du er dig, Lexie.." sagde han roligt og sendte hende et let og stille betryggende smil. Ikke at det var noget som han ville kunne komme det mindste udenom overhovedet hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der virkelig ikke noget at gøre ved det. "Kom med mig.. Så finder vi et sted at snakke alene.." påpegede han roligt. Han vendte let og stille om på hælen og gjorde et klart tegn til at hun skulle følge med ham.

[Deleted]

Lexie var virkelig usikker og det var i den grad også med en frygtelig god grund. Hun kunne virkelig ikke fordrage, at skulle være alene med mænd som ikke var Nick! Hun bed sig let og stille i læben. Ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det sidste århundrede havde været det rene helved for hende og med alt det som hun have været igennem så var det vel også ren logik et sted? De isblå øjne hvilede på ham. Han virkede dog venlig.. Nu måtte hun da for pokker tage sig sammen! Hun kunne da ikke fortsætte med at tænke på den måde, hun var jo ikke fanget der mere! "Har far fortalt dig om mig?" spurgte hun stille. At hun jo fik bekræftet at Nick aldrig havde glemt hende, var jo noget som gjorde hende glad på alle måder, det var slet ikke noget som hun kunne skjule det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hun smilede let. Det var sjældent, men det forekom dog alligevel til tider. Det var vel bare at nyde de øjeblik når det endelig var der? Han forvirrede hende dog.. hvorfor ville han have hende til at følge med? Armene slog hun let omkring sin egen krop, hvor hun blot valgte at nikke og stille begyndte hun at gå efter ham. Et sted skræmt og urolig. Lige nu kunne hun i den grad godt brug Nick, selvom han slet ikke var her. Han var ude for at søge efter hendes mor. Hun tiggede og bad virkelig bare til at det ville være muligt at få hele familien samlet igen!

[Deleted]

Det var slet ikke Elias' mening at skulle sætte disse tanker i hende, for det var slet ikke meningen, at hun skulle blive så usikker, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han gik roligt og stille ned af gangen og ned til det som kunne minde om en mindre stue som lå lidt afliggende fra resten af det store sted. Det var sådan som han kunne lide det, så det havde han bestemt heller ikke noget imod. Det var slet ikke fordi at han ønskede at gøre hende det mindste usikker eller urolig for den sags skyld.. Slet ikke. "Din far nævnte dig meget, Lexie," medstemte han med en rolig og sandfærdig mine. Det var på ingen måde, noget som man skulle tage som noget negativt. Langt fra! Han sendte hende et roligt smil. Han havde virkelig ikke nogen skummel bagtanke. Tvært imod, så ønskede han virkelig at give Lexie det mere som hun havde brug for udelukkende også på grund af hendes magikyndige race og give hende derved også lidt andre ting at skulle spekulere på, for det var noget som i sig selv, i den grad også betød temmelig meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. "Kom med ind, så snakker vi," endte han roligt og med en stilfærdig stemme. Han var en leder og det var bestemt også det ansvar som han ønskede og agtet at skulle leve op til uanset hvad pokker det skulle ende med at kræve af ham i den anden ende, så var det virkelig ragende ligegyldigt! Han gik roligt indenfor og tog roligt plads i en af sofaerne. Her var lyst ligesom i resten af den lyse cirkel. Lyset stod stadig stærkt og han agtet at gøre sit for at holde det sådan.

[Deleted]

At han ønskede at have hende til at følge med, var slet ikke en tanke som Lexie bifaldte det mindste. Det var bare noget som hun måtte tolke i den retning som hun jo ellers var så frygtelig vant til og det var ikke noget som glædet hende meget lige nu. Hun ville ud af det miljø og aldrig nogensinde tilbage i det igen! Hun vendte de isblå øjne stille mod ham, da han førte hende med sig ned af en gang og åbnede døren ind til det som måtte minde om en stue. At Nick i det hele taget havde nævnt hende, fik hende virkelig bare til at smile lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kunne mærke at hendes hjerte slog lidt mere fast mod hendes bryst og den fornemmelse var virkelig heller ikke særlig behagelig på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og gik stille indenfor. Det gjorde hende dog glad, at Nick ikke havde glemt hende, for det var virkelig det som hun havde været mest bange for. Hun havde jo været glemt af alle mulige andre.. end ikke hendes søster havde søgt efter hende og det var virkelig noget som gjorde så frygtelig ondt som intet som helst andet overhovedet! Hun gik indenfor og satte sig forsigtigt hen på sofaen, alligevel så langt væk fra ham af, som hun var i stand til at komme. Hun trak vejret dybt. "Hvad er det du vil snakke med mig om, Elias?" spurgte hun meget stille. Et sted var hun jo selvfølgelig urolig, det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Hun samlede stille hænderne i sit eget skød og sad selv ellers temmelig rastløst. Den fornemmelse som hun sad inde med for øjeblikket, var i den grad heller ikke behagelig.

[Deleted]

Elias kunne nu tydeligt se at Lexie virkelig var usikker i dette foretagende, selvom det virkelig var helt uden nogen gyldig grund! Han sendte hende et stille og roligt smil, selv uden at skulle se det mindste væk fra hende. Det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Bare det, at nogen kunne formå at gøre sådan noget imod en ung og lille pige, var noget som han fandt direkte forkasteligt! "Du har virkelig intet at skulle frygte for Lexie.. Jeg ønsker dig intet ondt," forsikrede han stille og uden at skulle tage blikket fra hende. Hun burde virkelig have de samme rettigheder og den samme chance til at vælge hvad hun ville ligesom alle andre også skulle have det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om han ville stå ved det eller ikke, så var der ikke stort at gøre ved det lige netop nu. Hvad hun havde været igennem, var virkelig.. foragteligt på alle måder! Og ikke fordi, at han ville køre rundt i det, tvært imod, så ønskede han virkelig, at skulle forflytte hendes fokus til andre ting, og det var virkelig hvad der måtte være vigtigt i hans øjne, på alle måder. Han lod hovedet søge let på sned. "Hvad jeg ville snakke om, er en ganske simpel ting, Lexie," begyndte han roligt og med en sandfærdig stemme og tonefald. Hans mørke øjne hvilede roligt på hende og uden at skulle se det mindste væk overhovedet. "Jeg overvejede bare en ting.. En meget vigtig ting faktisk," fortsatte han roligt. Han vidste slet ikke hvordan hun havde det med sine magiske tendenser og nu vidste han at hun igennem hele livet, havde levet temmelig hektisk, så det var jo selvfølgelig noget som han ønskede at skulle lette, om det ville være muligt, selvfølgelig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. "Hvordan har du det med magi, Lexie?" spurgte han roligt og ikke mindst også med en meget nysgerrig stemme, stadig rolig og mild. For han ønskede hende virkelig intet ondt.

[Deleted]

Lexie var bange og det var i den grad også med en meget gyldig grund - Synes hun i alle fald selv, så det var ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, havd end om det var noget som hun ville eller ikke, så var det helt og særdeles umuligt. Hun blev stadig roligt siddende og med blikket så meget fæstet til hans skikkelse. Hun iagtog ham virkelig og det var noget som hun valgte fuldt ud bevidst på alle måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville gøre med vilje eller ikke. Det var bare.. naturligt for hende et eller andet sted. Hun bed sig svagt i læben. At han kunne mærke, at hun var nervøs var noget som hun godt kunne se og fornemme på ham. "Det er let for dig at sige.." sagde hun med en meget dæmpet stemme. Det var ikke fordi, at hun ønsket at være bange for ham, men denne måde at reagere på, lå virkelig bare så naturligt til hende, at man skulle tro, at det var løgn. Hun trak vejret dybt og slap det i et let og stille suk. Blikket gled stille ned mod hendes hænder, selvom hun dog i den grad måtte vende blikket mod ham ved hans spørgsmål. Af alt som han kunne spørge hende om, så lige det? Hun bed sig svagt i læben og trak svagt på de slanke skuldre. "Hvorfor spørger du ind til det?" spurgte hun stille og med en noget usikker stemme, det var slet ikke noget som hun kunne skjule det mindste. Af alle ting, så lige det? Det gav da så sandelig ikke nogen mening for hende. Slet ikke! Hun vendte blikket ned mod sine hænder igen. "Vel... ikke godt.. ikke med det liv som jeg har haft.." sagde hun dæmpet. Det var ikke fordi at hun klandret sin mor og far for ikke at have lært hende det, for der havde altid været så meget man skulle passe på og holde øje med, så det havde der simpelthen ikke været tid nok til! Og hun hadet det virkelig! "Jeg kan ikke meget.. det har jeg ikke lært," afsluttede hun med en yderst dæmpet stemme. Ikke at det var noget som hun ville eller kunne skjule for ham.

[Deleted]

Elias ønskede virkelig bare at snakke med hende, så hun ville falde mere til ro, selvom det var tydeligt at hans spørgsmål måtte forvirre hende en hel del. Så var det i hans øjne temmelig logisk at skulle spørge ind til lige netop dette. Han var jo ikke en magikyndig leder for ingenting, det var også helt sikkert så det var også noget som man skulle tage højde for. Han satte sin egen slags i en førsteprioritet næst efter slottet og landet her, så der var i den grad også meget for ham, at skulle tage sig til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke meget, at skulle gøre ved lige netop dette, det var i den grad også helt sikkert. Han sendte hende et roligt og stille smil og ventede mere eller mindre bare på at hun ville besvare ham og hans spørgsmål, selvom det var tydeligt, at hun selv der også måtte virke ganske tøvende i det hele. Han ønskede virkelig bare ikke, at Lexie skulle stå der og være bange for ham, for han var i den grad ikke farlig for hende, det var da i den grad også helt sikkert! Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned, ikke at det var noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der absolut intet som han kunne gøre ved lige netop dette, det var helt sikkert. Han nikkede blot til hendes svar. Det anede ham, også selvom han udmærket havde vidst, at Nick og Lisa havde haft det slemt. Bare at de havde holdt familien sammen med det som de havde været igennem, måtte han da i den grad beundre på alle tænkelige måder overhovedet. "Det anede mig Lexie," begyndte han roligt og med en stilfærdig mine. "Det er en skam.. det er det virkelig.. Jeg ønsker og vil med glæde lære dig det.. Hvis du vil lade mig selvfølgelig," fortalteh an roligt og med en tydelig ro i stemmen. Han mente i den grad disse ord i deres ramme alvor.

[Deleted]

Lexie faldt dog stille og roligt til ro, selvom det stadig var noget som krævede ekstremt meget fra hendes side af. Hun var slet ikke tryg i nærheden af mænd og det var i den grad også med en frygtelig god grund, det var slet ikke noget som man burde se det mindste væk fra. Pointen var vel også, at hun faktisk tog kampen op med det her? At hun faktisk prøvede at falde til ro med en mand så tæt på sig, selvom det virkelig ikke var særlig nemt for hende? Hun havde levet i dette i så forbandet lang tid, så det var nok noget som ville forfølge hende resten af hendes liv. Ikke at hun klandret sine forældre for det. Hvis der var nogen som havde skyld i dette, så var det i den grad hende selv fremfor så mange andre, det var i den grad også helt sikkert. De isblå øjne vendte hun stille mod ham. Han virkede nu venlig nok og han accepterede i den grad også, at hun havde brug for plads, hvilket hun i den grad også var noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket tydeligt chokeret mod ham, da han sagde, at han ville lære hende det. Ville han virkelig bruge af sin dyrebare tid, for at lære hende magi? Ville han virkelig det?! Hun blinkede med øjnene, hvor selv smilet måtte brede sig på hendes læber. Det gav hende da i den grad helt andre ting at skulle tænke på og det gjorde hende virkelig bare så glad! "... Mener du virkelig det? At.. at du vi lære mig magi?" spurgte hun tydeligt overrasket. Det var virkelig ikke den form for nyheder som hun lige havde ventet sig, at hun skulle høre, men det var virkelig noget som måtte gøre hende så glad som intet som helst andet, det var i den grad også helt sikkert. Nu kunne man da skimte lidt mere af den procianer som var et sted så dybt i hende. "Jeg... jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.." sagde hun stile og dog en anelse forlegent. Det var bestemt ikke noget som hun direkte havde regnet med.. slet ikke.

[Deleted]

Elias kunne virkelig ikke lade være med at smile ved hendes reaktion. Det var tydeligt for ham, at den besked på ingen måde kunne være ventet for hende, så var det nu alligevel ikke noget som han ville tage som noget direkte negativt. At blive overrasket, kunne i den grad også være af en meget positiv reaktion, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Han sendteh ende det varme og blide smil. "Om jeg mener det? Selvfølgelig mener jeg det, Lexie," sagde han roligt og ikke mindst også med den muntre stemme som før. Han så dog ingen og absolut ingen grund til at skulle tage det som noget direkte negativt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne hvilede på hende. At se hende smile, var i den grad også noget som måtte gøre ham selv noget så glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned, selv uden at skulle se det mindste væk fra hende overhovedet. Han blev dog stadig siddende, for han havde i den grad også respekten for hende når hun sagde og gjorde tydeligt tegn til at hun ønskede at holde det hele på en lidt afstand. At lære magi, ar noget af det vigtigste som man kunne lære som magiker og det var noget som han med glæde også ville lære hende, så hun også fik lov til at skulle tænke på noget andet og holde det fokus på det som hun i den grad også burde. Komme væk fra sit gamle liv og videre derfra istedet for at sidde fast i den tragiske fortid som hun nu måtte have og få den lagt bag sig istedet for alt det andet. "Du behøver ikke at sige det mindste min pige.. Bare at se dig smile, er virkelig det hele værd," afsluttede han roligt og ikke mindst også bundærligt.

[Deleted]

Lexie vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Det hele var virkelig bare blevet så uvirkeligt. Hun var kommet direkte fra et liv i det som man snildt kunne beskrive som et rent helvede og nu stod hun her - Foran sin egen leder og så tilbød han hende at lære den magi som hun aldrig nogensinde havde haft muligheden for det før? Det var virkelig noget så frygtelig uvirkeligt, at hun slet ikke kunne finde hoved eller hale i noget af det og den tanke var vel også meget skræmmende for hende et eller andet sted, det var heller ikke noget som hun sådan rigtigt kunne komme udenom, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var det virkelig bare ikke menneskelig muligt for hendes vedkommende. Hun vendte de isblå øjne stille mod ham. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige og nu hvor smilet ikke falmet det mindste, så var det virkeligbare noget som man i den grad også skulle tolke som noget godt og noget positivt, for det var i den grad også sådan, at det var ment, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun lod tungen stryge mod hendes læber og lod hovedet søge let på sned. "Jeg.. jeg forstår ikke.." sagde hun stille. Hun var virkelig helt rundt på gulvet. Det at skulle lære, var noget af det som hun havde ønsket i så frygtelig mange år, så det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun havde bare aldrig haft mulighederne for det, uanset hvor skræmmende den tanke så end måtte lyde. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.." gentog hun stille, selvom det var tydeligt for hende, at hendes reaktion var noget som måtte more ham. Ikke at det gjorde hende det mindste. Hun ville elske at lære magi!