A walk in the forest

[diego]

Det var en kold aften i Dvasias og vinden blæste kraftigt, så der var ikke mange væsner udenfor i aften, hvilket ikke gjorde Diego noget. Han var i det humør hvor han ikke brød sig om store forsamlinger, hvilket også var grunden til at han søgte imod den store og mørke skov, han havde brugt så mange år i. Kort efter han var vendt hjem fra udlandet havde han haft nogle år i skoven hvor han udviklede sine jord evner og han var blevet ret tilfreds med sine resultater, nu ville han bare besøge den for at se hvordan den kærer skov klarede sig. Han var kommet ret langt ind i den mørke skov. Der var ikke meget månelys der kunne trænge gennem de tætte træ masser og der var meget mørkt derinde, men det gjorde ikke Diego noget, han kunne føle skoven for hvert fodtrin han tog, så han navigerede ved hjælp af fødderne. Hans trofaste kat hoppede rundt fra den ene tykke gren til den anden nogle meter over Diego´s hoved. Den kunne klare sig selv, men Diego var alligevel ikke meget for, at den var for langt væk fra ham og derfor tog han katten med sig ind i skoven. Rent faktisk havde han katten med alle steder, for han ville ikke have at den var for langt væk fra ham. Den kat var hans store svaghed og hvis der skulle ske katten noget ville han ikke stå til ansvar for sine handlinger. Da Diego var nået ind i midten af den mørke skov hvor træerne stod aller tættest og hvor der var mindst lys, sprang han med lethed flere meter op i luften og landede på en stor tyk gren hvor han satte sig ned og hans kat sprang let og elegant ned i hans skød og lagde sig ned

[diana]

Hvad Diana overhovedet lavede her i skoven anede hun ikke. Men hun søgte så mange steder i Dvasias som hun kunne. Skoven virkede dog dyster og farlig, men hun fulgte roligt med Shadows og Snows herind. Silvers gik rundt et andet sted og søgte. Hun ville bare helst have mindst to af dem med sig herind. Hun fik helt gåsehud bare af at gå på den smalle sti som der var helt mærk. Lyset kunne åbenbart ikke trænge herned og det morede hende ikke på nogen kanter. Langt fra. Det var der ikke den mindste tvivl om hvis man kendte hende. Hun slgo let med de sorte vinger, men der var ikke meget plads og hun kunne ikke flyve over skoven for hun kunne ikke se noget ned mellem træerners kroner og så var det jo intet formål til. Derfor gik hun her på stien og små frys temmelig meget i den korte sorte nederdel og skjorte blusen der ikke just var varm og den tynde top under gjorde heller ikke meget for at holde på varmen.

[diego]

Diego havde ikke tænkt ydeligere over om der var andre i skoven den nat, han regnede ikke med at der var nogen udenfor i det her vejr og derfor undrede det ham, at han kunne mærke et eller andet klodset væsen bevæge sig rundt i skoven og det føltes ikke umildbart som et væsen han havde følt før så det måtte være et nyt væsen udefra. Han vidste ikke rigtig om han skulle opsøge dette væsen i nysgerrighed for at finde ud af hvad det var for et væsen, eller om han skulle lade det være. Han kiggede roligt ned på sin kat der tydeligvis kunne høre noget, da den havde løftet sit hoved og dens øre var stive som om den lyttede efter noget der bevægede sig rundt i skoven. Diego overvejede sine chancer og regnede ikke med at der var noget væsen i denne skov der ville kunne true ham eller hans kat, så han samlede mod til sig og rejste sig op fra grenen og begyndte at hoppe lydløst fra den ene tykke gren til den næste indtil han fik væsnet i syne. Fordi han var vant til mørket kunne han også se bedre i det og kunne se den dødsengel der kæmpede sig vej gennem skoven og hun kunne tydeligvis ikke se noget. Han kunne mærke der var ulve i hendes nærhed og først troede han det var skovens, men de virkede så rolige og tamme når man tænkte på at der var et forsvarsløst væsen i nærheden, så det måtte være hendes ulve. "Brug for hjælp?" Spurgte han forsigtigt og knipsede to gange så der var 2 små ildkugler der sprang frem for hans knips og begyndte at svæve i luften og lyse området en lille smule op. Nok til at man kunne se lidt i hvert fald. De små kugler svævede forsigtigt ned til hende og oplyste området omkring hende

[diana]

Alene stemmen der lød fra oven gav hende et chok. Hun så bare på kuglerne der svævede rundt og skævede op i mørket. Hendes brune øjne hvilede roligt på ham og der var ingen spor af frygt i dem. Hun havde lært og skjule den mere eller mindre perfekt. Men det var kun fordi hun var i et ærinde. Shadows knurrede lavt og hoppede op efter den ene kugle. Diana knipsede let med sine fingre og begge ulve forholdt sig i ro og var tavse. Hun lagde hovedet stille lidt til den ene side mens hun forsøte og regne ud hvad fyren lavede her. Og hvorfor han var i træerne? Det gav ikke meget mening. "De er en ild dæmon.." hviskede hun stille og havde skam intet imod dæmoner. Det viste jo så bare det ikke var ham der muligvis var den hun søgte. Hun rystede lidt på hovedet og havde ikke regnet med og møde nogen herinde, men hun søgte alligevel. Alle steder skulle undersøges.

[diego]

Diego studerede hende roligt mens han sad på hug på en af de store tykke grene. Lige nu var han ikke i sit fjendtlige hjørne så der var virkelig ingen grund til at frygte ham lige nu, men nysgerrig var han. Han var meget facineret af de to ulve der fulgtes med hende og de så ud til at være addeles veltrænede og de så også ud til at forstå enhver kommando hun kunne finde på at give dem og det måtte han give hende var meget imponerende. Hans egen kat som gik nogle grene over ham, var meget tam og fulgte med ham overalt, men den havde også sin egen personlighed og hvis den ikke brød sig om hans ideer, skulle han nok finde ud af det, selvom den aldrig var fjendtlig over for ham og havde ikke engang så meget som hvæst af ham. De små ildkugler svævede legesygt rundt om hende og ulvene mens han studerede kvinden. Han smilte da hun hviskede, han havde en god hørelse og selvom hun hviskede havde han hørt hende. "Det og lidt til" sagde han med et roligt smil, han var ikke kun ild dæmon men hans far havde været en stærk jord dæmon og hans evner var noget han også havde arvet. Han så roligt på hendes vinger og undrede sig over hvorfor hun havde bevæget sig ind i skoven. Hun så ikke den mindste smule bange ud men han havde hørt hendes korte gisp da hun fik et chok fordi han begyndte at snakke. "Jeg vil ikke være uhøflig eller virke påtrængene, men hvad laver du i denne del af skoven? Du virker ikke som en der har det så godt med det tætte mørke og de mange grene der forhindre dine vinger i at blive slået ud" sagde han roligt og afventede hendes svar. Han var i et roligt humør og ville ikke skræmme hende

[diana]

Hun forsøgte stadig lidt, at lokalisere ham helt præcist. Eller blot kunne se ham nogenlunde tydeligt. Hun var ikke meget ofr at skulle snakke ud i den tomme luft omkring sig. Ildkuglerne havde hun vænnet sig til nu sådan mere eller midnre og hun lagde let sine arme over kors, men ikke på en vred eller fjendtlig måde. "Jeg ville være bedre tilpas hvis jeg også kan se den jeg taler med.." hun bed sig lidt i læben og egentlig kom det jo ikke andre ved hvor hun skulle hen og hvorfor, men hun behøvede jo heller ikke give detaljer. "Jeg leder efter en. Jeg ved bare ikke hvor han er så jeg leder alle de steder jeg nu støder på i tilfælde af jeg kan opspore ham." hun lagde sit hoved lidt på skrå. Han var mere end ild dæmon? Hun undrede sig lidt over hvad mon, men hun havde jo ikke set andre tegn på magi eller lignende så hun måtte vente til han sagde det eller hun fik chance for at gætte. "Men jeg må indrømme denne tætte skov ikke just er mit ynglings område.." hun kunne ikke engang baske med vingerne her! Det irriterede hende lidt, men hun måtte bare vente til hun kom ud igen. "Hvad med Dem selv?"

[diego]

Diego havde det med at spørge en masse spørgsmål uden selv at opfange når andre stillede ham spørgsmål, men han kunne godt se det fornuftige i at hun gerne ville vide hvem hun snakkede med. Han rejste sig fra grenen og sprang ned fra grenen, hvilket var et frit fald på 5-6 meter, men han landede lydløst på jorden. Han så kort på ild kuglerne så de blev større og lyste derfor mere op. Hans kat sprang ned fra den samme gren Diego havde siddet på og den landte elegant på hans skulder. "Mit navn er Diego men du kan kalde mig Diego" sagde han roligt og opfattede ikke selv det var det samme, ligesom elementet jord kunne han godt være ret naiv og langsom, men for det meste blev det undertrykket af hans ild dæmon gener. "Jeg kan fortælle dig med det samme at jeg ikke har set eller hørt nogen der ikke burde være i den her skov ud over dig" sagde han og mente det ikke uhøfligt, men der var væsner der var født til skoven og der var væsner der ikke var og den slags væsner så han kun som gæster til skoven. "Men det kan da være jeg har hørt om personen" sagde han roligt. Han ville gerne hjælpe hende for hun virkede venlig nok og hun behandlede dyrerne godt, det kunne han se og enhver dyreven var en af hans venner. "Jeg har egentlig ikke nogen grund til at være i skoven ud over at jeg vil tjekke den har det godt" sagde han roligt og måtte indrømme han næsten satte skoven højere end andres liv, men det lå vel også til hans ene element

[diana]

Hun trådte stille et skridt tilbage, da han landede på jorden lidt foran hende. Både fordi han vel skulle bruge plads og så fordi hun blev utryg ved og være alt for tæt på fremmede og det var jo sådan set det han var. En fremmed. Hun nikkede let og kommenterede ikke det mindste, at Diego og Diego var det helt samme, men hun gav ham blot et stille smil. "Det vil jeg da gøre så.." Hun sukkede dog stille, da han sagde han ikke havde hørt eller set nogen og hun havde også lidt på fornemmelsen, at der sjældent kom folk så langt ind i skoven. Hun så sig lidt om og sukkede igen. "Så må jeg jo nok hellere komme ud og lede et andet sted.." mumlede hun stille for sig selv og lagde let armene om sig selv og så ud i mørket der hvor ildkuglernes skær ikke nåede ud. "Måske..og måske ikke." hun så på ham. "Jeg burde vel et sted have vidst han ikke ville være her, men jeg leder lidt overalt bare for en sikkerheds skyld.." Hun trak en smule på sine skuldre med et svagt lille forsigtigt smil. Hun vidste ikke helt endnu om denne mands person var til og stole på så derfor trådte hun som altid forsigtigt frem. Hun var urolig tæt på andre og især hankøn. Kvinder var som regel noget hun kunne håndtere og opholde sig tæt ved. Mænd var en anden sag. Det havde ikke nogen specifik grund som andre nok ville forstå. Men hun kunne heller ikke forklare det. Hun havde for længst selv opgivet at finde svar på det til sig selv.