Post by alecander on Aug 8, 2010 17:31:06 GMT 1
Hvad en dødsengel lavede på sådan et vampyr sted, undrede Alecander, men hun gad tilsyneladende ikke at snakke om det, så han gad ikke lægge mere i det, for han var da ikke ude på at skræmme hende væk, når hun så gerne ville være her, hvilket han slet ikke forstod, men hun måtte da med glæde sætte sit liv på spil, det gjorde han jo også selv. ”Jaså, men jeg har masser af tid,” svarede han med et skævt smil. Igen var det op til hende selv, hvis hun ikke ville fortælle om hendes barndom, så måtte han jo lade det ligge, for han gad ikke, at spørge ind til noget som hun alligevel ikke ville fortælle ham, men ville hun, så ville han da med glæde høre om det, han kendte jo ikke så mange dødsengle, så det var da interessant. Især fordi det virkede til at hun skilte sig ud fra sin race. Han trak ganske let på skuldrene. ”Det er det vel,” istemte han med et lettere eftertænksomt blik. Folk der voksede op i rige slægte, havde det med at være stolte af sin egen race, og derfor fulgte de ens races love og idealer. Det havde han jo også gjort, fordi det netop havde været nødvendigt for ham, så det kunne hun jo have ret i. At være alene var ikke noget som han var kendt med, for han mødte vampyrer fra hans organisation dag ind og dag ud, eller rettere sagt nat ind og nat ud. Det var jo kun ham, Valerio og Demitri der kunne færdes ude i sollyset, eftersom de var de eneste der bar en ring der beskyttede dem fra solens stråler. ”Det kan du så have ret i,” svarede han medstemmende og med et kort nik. Medmindre man søgte steder hen, hvor man var sikker på at være alene. ”Der findes dog steder hvor du i det mindste kan sidde og være alene og få lov til at tænke.” Han trak ganske let på skuldrene som var det ingenting. Han havde dog ikke så meget fritid, eftersom han jo var leder for en hel organisation. Han nikkede roligt til hendes andre ord. ”Så sandt, ensomheden kan være en ven, men dog også en fjende. Men sådan er det jo med mange ting,” påpegede han med et stille smil på de rosa farvede læber. Sådan var det for eksempel også med kærlighed, det kunne vise sig at være en styrke, men også en forbandet svaghed, så det så man jo om og om igen. Han havde sin organisation og sin bror, så alene ville han nok aldrig blive, men hans kærlighedsliv var jo så en anden side af medaljen, for han var ganske kræsen når det kom til kvinder, han var ikke ligesom Demitri og stillede sig tilfreds med den første og bedste kvinde han så.
