Captured..

[Deleted]

Aftenen var for længst faldet på endnu en gang. Hvor længe, at Samuel nu havde siddet her, havde han virkelig ikke den fjerneste idé om. Cellen var magisikret, så han kom ikke rigtigt nogen steder og med den kæde som var tvunget om hans hals og håndled, så sad han i den grad også fast på den måde. Han kunne bare ikke fordrage det! Alt han havde gjort, var at gå ud for at få klarert i hans tanker og nu sad han her. Han kogte virkelig indvendig og den følelse var under ingen omstændigheder behagelig for ham. Han skulle dæme nok lade helvede bryde løs når han engang kom fri herfra! Hans hænder var så stramt knyttet som intet som helst andet, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han sukkede stille og hamrede baghovedet bevidst ind i den kolde væg bag ham. At han var dømt til døden, vidste han. Han kunne vel ikke gøre stort andet end at vente? Og blive fodret, da de nægtet at overveje at slippe ham fri af den ene eller det andet led. Månelyset stod ind af et af de små vinduer som hvilede helt oppe ved loftet. Ikke noget som vil kunne ramme ham. Han kunne se når det var lyst og han kunne se når det var mørkt, ellers så sad han der alene med vagterne stående lidt nede af gangen til at holde øje med ham. Han vidste udmærket godt hvad han blev dømt for og lige nu, så talte hans ord ikke det mindste.. Det mindede skræmmende meget som hjemme, hvor han selv ikke havde en skid at sige mere og han kunne ikke fordrage det! Han bed tænderne fast sammen og rev svagt i lænkerne, selvom det var og forblev nytteløst. Kunne de ikke bare snart få det her overstået!?

[Deleted]

De havde formået at skulle fange Samuel - Dronningens bror, det var virkelig den bedste fangst som de havde gjort længe. Fabian havde gjort det sammen med den gruppe som an havde haft til at skulle spionere lige rundt og i nærheden af den dvasianske grænsemur, så det var i den grad også noget af det som gjorde, at det hele var så meget bedre. Jaqia så end ikke ud til at have reageret på at hendes bror var væk, så det var en situation som han under ingen omstændigheder ville lade gå fra sig. Dommen var allerede sat, så nu ventede de egentlig bare på, at de kunne få lov til at få det gjort. Selv havde han stået oppe overfor Destiny og bedt hende om at få dette gjort så hurtigt som muligt, selvom hun havde været af en lidt anden tankegang, hvilket i den grad heller ikke var noget som han brød sig om overhovedet. Han kom vandrende ned i den mørke kælderregion og med en flaske blod i hånden. Den var ikke stor. Han fik kun lige nok til at skulle klare sig og ikke så meget som en dråbe mere end det. Hans mine var stiv som intet andet idet han gik ned og passerede vagterne på vejen for at nå til Samuels celle så langt fra folk som han overhovedet kunne komme. Han havde selv insisteret på, at manden skulle have lov til at sidde der. Det havde han i den grad fortjent! Han åbnede cellen og gik roligt ind. Vingerne trak han tæt ind til sin egen krop og med den samme faste mine i blikket, som han ikke ville fjerne det mindste fra manden foran ham. Han så dog virkelig også så ynkelig ud som han sad der.. Næppe så grusom og farlig som de mange historier og rygter måtet sige og det var noget som frydet ham. Han var jo trods alt ikke en dødsengel for ingenting og han havde efterhånden selv lært at skulle elske det på alle måder. Han gik mod ham. "Gab op, Samuel," sagde han kortfattet.

[Deleted]

Samuel var virkelig forbandet træt af, at sidde hernede og skulle sidde og lytte til Fabians hånende ord så snart at manden måtte dukke op. Hvis det ikke var fordi, at han sad mere eller mindre fast, der hvor han sad, så ville Fabian i den grad ikke stå og gå længere! Han kunne udmærket godt fornemme hans skridt ned af gangen, selvom det dog stadig måtte tvinge ham til at skulle blive siddende som han gjorde lige i øjeblikket. Han sukkede indædt. Så skulle de igennem det endnu en gang, som hver eneste aften igennem det lange stykke tid, at han havde siddet der. Det begyndte faktisk at værke i kroppen af at skulle sidde så stille hele tiden. Han hævede blikket, da Fabian måtte ende med at stå der. Bare at se ham fik det til at værke i hele kroppen. Han ønskede virkelig at slå den mand ihjel og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok. De røde øjne sitrede af det rene had, selvom han virkelig ikke kunne bevæge sig meget. Han krummede tæerne lidt og trak i sine hænder så han kom ordentlig op at sidde igen. Blikket faldt mod Fabian. Hans tænder løb kraftigt i vand. Han vidste udmærket godt, at han kun lige fik nok til at skulle klare sig og ikke så meget som en dråbe mere. Det var direkte frustrerende, at han ikke kunne få lov til at få den mængde af blod som han ellers var så forbandet vant til! Hans hænder så knyttet og hans blik som intet andet end et rovdyrs. Og byttet var i den grad fundet. "Ser man det.. Leger du tjener endnu en gang for mig, Fabian? Du ville passe perfekt til det på Castle of Darkness," vrissede han med en tydelig fast og kold tone. Normalt gabte han bestemt ikke op af sin egen fri vilje, selvom lysten til blodet var så frygtelig tydeligt. "Hvad får jeg så i dag? Gris? Ko? Fortæl mig hvor I skaffer det ragelse som i kalder blod fra," opfordret han med en fast tone. Et sted så var han jo forbandet kræsen selv med hvor han fik det fra, men i situationer som dette, så spillet det heller ikke stort for hans vedkommende. Det var virkelig bare det, at skulle leve med at man fik det foræret som enhver anden baby som var hans problem!

[Deleted]

Fabian nød i den grad den tanke og den fornemmese om at Samuel var blevet fanget på denne måde, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. At se manden sidde der som han gjorde. Ganske enkelt ynkeligt og på alle tænkelige måder, som man overhovedet kunne komme i tanker om. Selvom det dog slet ikke hindrede Samuel i at skulle fyre sine dumme jokes af, så var det blot noget som morede ham. At se ham sidde så anspændt som det han måtte gøre lige i øjeblikket, var så sandelig heller ikke noget som han kune komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved det. Han lukkede celledøren roligt efter sig og gik med de rolige skridt mod Samuel uden det mindste tøven. Han var slet ikke og havde aldrig nogensinde været bange for den mand. Selv så ventede han bare på at skulle have lov til at udføre den henrettelse, så det i det mindste var en mide mindre i denne verden som man skulle tænke over. Han gik hen til ham. "Nok snak, Samuel, gab op," kommanderede han med en fast tone. At manden var hærfører var noget som man efterhånden kunne se, føle og fornemme udelukkende på grund af hans udstråling på denne måde. Det var heller ikke noget som han ville komme det mindste udenom overhovedet. Han gik i knæ ved siden af ham. "Se.. denne gang er du faktisk heldig. Det er fra kalven som blev slagtet for ikke mindre end en time siden.. Så det er stadig friskt," sagde han med et køligt og hånligt smil. Han hævede hånden, tog fat i Samuels hår og rev bagover, så han blev tvunget til at sidde i en temmelig akavet stilling, ligesom han gjorde hver eneste gang, at han skulle nære sig. Han fik låget af flasken med den anden hånd og tvang den til Samuels læber og derved også tvang ham til at skulle få det ned. "Drik det og nyd det.." hvislede Fabian med en fast og kortfattet tone. Det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han ville egentlig bare blive færdig med den mand, få hovedet kappet af og så ellers fortsætte livet som han altid havde gjort.. Hvem ved, måske, at det ville stoppe krigen og måske, at det ville gøre den værre. Det var i den grad også det som irriterede ham mest. At de skulle fortsætte med at køre rundt i det på denne måde!

[Deleted]

Samuel kunne virkelig ikke gøre andet end at koge så længe, at Fabian var der. Jaqia havde ikke nogen anelse om hvor han var henne og det var virkelig mere end rigeligt til at skulle sætte den ekstreme ubehagelige følelse i ham. Han vidste jo udmærket godt hvordan hun havde det med at vende hende ryggen. Hun troede vel ikke på, at det var det som han havde gjort, gjorde hun? Et sted, var det jo selvfølgelig også den grund til, at han ønskede at komme herfra og helst så hurtigt som overhovedet muligt! Bare at have manden så tæt på sig, var mere end nok til at skulle få ham til at koge over i det indre, for han brød sig virkelig ikke om det. Han selv måtte virkelig anstrenge sig, for ikke at gøre det ene eller det andet som ville vise sig, at være direkte dumdristisk i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At selv hans dårlige jokes var noget som påvirkede Fabian, var kun noget som han direkte måtte more sig over, hvilket kun resulterede i det faste og hånlige smil. At Fabian tog fat i hans hår og rev hans hoved tilbage, fik ham kun til at skulle sidde i en ekstrem akavet stilling som automatisk gjorde, at han ikke kunne gøre en skid! Han sad fuldkommen spændt i mere eller mindre hele kroppen. Flasken som blev tvunget til hans læber, var noget som automatisk fik ham til at gabe op. Bare smagen af det kølige blod var ham et sted med væmmelse. Det skulle jo for pokker være varmt! Han klemte øjnene fast sammen, selvom det virkelig ikke var ham nogen former for udfordring, at skulle få det hele tvunget i sig. Han fik tømt flasken temmelig hurtigt og tvang blikket med det samme mod den ene side, som blot for at vise at nok var nok! "I lærer jo aldrig.. Det skal for pokker da være varmt!" hvæsede han med en fast tone. Tungen strøg mod hans læber for at fange de løbske dråber, hvilket i den grad var noget som han bare måtte tage til sig. Jo mere han kunne få jo bedre ville det i den grad også være for hans vedkommende. Hele hans krop begyndte med det samme at arbejde med den næring som den nu havde fået og det var virkelig bare dejligt, at han kunne stille den værste sult om ikke andet. Han sukkede dæmpet og vendte blikket direkte dræbende op mod Fabian igen. Hvis den mand ikke kunne tage sig bare lidt sammen, så! "Når jeg engang slipper fri her, Fabian.. så!!" hvæsede han med en fast tone og uden at skulle tage blikket fra ham. Han var virkelig bare vred!

[Deleted]

Det kunne under ingen omstændigheder genere Fabian at se Samuel sidde der som han gjorde det lige i øjeblikket. At Samuel sagde at nok var nok med hensyn til det blod, var slet ikke noget som han havde det mindste imod. Han vidste at manden ønskede, at det skulle være varmt, men der var vel heller ikke nogen som skulle gøre det med hensyn til den mand som han måtte være? Han fortjente i den grad heller ikke, at skulle få lov til at få den form for luksus. Man skulle jo trods alt også huske på, at det var noget som man skulle gøre sig fortjent til og ikke noget som man bare sådan uden videre fik foræret som den mand var vant til. Det kølige smil bredte sig på Fabians læber. Han kunne virkelig ikke skjule det og det var bestemt heller ikke hans hensigt på nogen som helst måde overhovedet. "Utroligt som du kan fortsætte med at klage Samuel.. Det er slet ikke gået op for dig, at man skal gøre sig fortjent til den luksus?" spurgte han med en ellers så fast og kortfattet tone. Han slap et kort grin. At se hvordan han kunne få den vrede frem i Samuel bare ved at være til stede. Man kunne pænt sige - for hans vedkommende, at han havde været på det rigtige tidspunkt på det helt rigtige sted, og det var noget som han så sandelig også måtte nyde noget så grusomt! Han endte med at rejse sig op igen. Han blev stående med flasken i hånden.. Hvem vidste dog hvad de ville komme med dagen efter? "Du ved hvad du går i vente Samuel.. og du er stadig ikke kommet fri. Tror du virkelig på, at det nogensinde ville gå hen og blive realistisk for en som dig?" spurgte han med en kortfattet og yderst direkte stemme, det i sig selv, var slet ikke noget som han ville eller kunne lægge det mindste skjul på hvad end om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke det helt vilde, at skulle gøre ved lige netop den situation, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De olivengrønne øjne hvilede på ham. "Hvis du dog bare vidste hvor længe, at vi har kæmpet med at skulle få fat i en som dig.. At få fat i dig, Samuel. .Det er virkelig kun på tide, at du får lov til at bøde for dine handlinger," hvislede han med en fast og iskold stemme. Dvasias var virkelig ikke som han kunne huske det og han var i den grad skuffet over, at det var denne ændring som det havde taget efter hans tid. Han følte blot, at han kunne sidde og se på det falde sammen bid for bid og tanken var virkelig også skræmmende et sted.. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom. "Du skal dø, Samuel.. livet har du virkelig ikke fortjent," afsluttede han spidst.

[Deleted]

Samuel havde i den grad al mulig grund til at skulle fortsætte med at klage! Han var gået fra at være kronprins til at være en som ikke havde det mindste at sige i hans eget land til at sidde her i det her hul! Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke på noget tidspunkt overhovedet! Hvad pokker havde han gjort for at gøre sig fortjent til at skulle sidde her? I hans land var det som han gjorde bare accepteret og så normalt, at det ikke var noget som så mange sagde det mindste til, så meget var han dog udmærket godt klar over, og det nok ikke var det som de så mest af i Manjarno, for ikke at glemme, at han jo vidste, at han ikke var den mest heldige stillet når det kom til dette. Dommen havde han fået, hvor længe skulle han så have lov til at sidde og vente?! Han sendte Fabian det direkte kolde og noget så dræbende blik. Dette var virkelig bare noget af det som han under ingen omstændigheder havde det mindste tålmodighed til og det var noget som han vidste, at den mand udemærket godt kendte til! "Utroligt at det er den tankegang i pludselig er begyndt at skulle tænke Fabian." De røde øjne faldt direkte til den mands blik. Iskoldt og noget så gennemborende, det var slet ikke noget som han ville skjule det mindste for ham overhovedet på noget tidspunkt. Hvis blikket kunne dræbe, så var denne mand i den grad faldet om allerede for længe siden! "Jeg ved udmærket godt hvilken skæbne jeg er dømt til.. Det er bare Jer som ikke får fingeren ud og lader mig møde den.. Tro det eller ej, Fabian, jeg er virkelig ved at være træt af, at skulle vente på det," hvislede han fast. Han rev igen i hans hænder, så han kom ordentlig op at sidde. Det værkede virkelig i absolut hele hans krop og følelsen var bestemt heller ikke den mest behagelige som han kunne komme i nærheden af på nogen som helst måde overhovedet. Tvært imod, så kunne han virkelig ikke fordrage, at skulle sidde der på denne måde. Det kunne han virkelig ikke! "Længe vel?" spurgte han kortfattet som det havde været ham fuldstændig ligegyldigt, selvom det dog var en tanke som måtte more ham mere end hvad godt var. At de havde prøvet at skulle få fat i ham så skræmmende længe, uden at det havde hjulpet dem en skid. Der var da virkelig ikke noget sjovere ved det end det. "Og dog så sidder jeg her stadig? Få fingeren ud Samuel og kom igang!" endte han med en fast tone og denne gang næsten så tydeligt og ligegyldigt. Det var jo heller ikke fordi, at han var bange for døden for den sags skyld. Den havde jo trods alt altid været en stor del af ham.

[Deleted]

De havde virkelig forsøgt at fange Samuel så ekstremt længe og det var først nu, at det var gået hen og skulle blive en menneskelig muligd for dem, og det var noget som han i den grad ville have lov til at nyde. Den dødsengel som fandtes i Fabian, var noget som tydeligt kunne mærkes lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev stående og betragtede manden foran ham, selvom han virkelig måtte prøve ikke at skulle ende med at reagere på det, udelukkende fordi, at det var det som Samuel ville have frem og det var noget som han vdste, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han kendte jo udmærket godt hans type for han havde været den type selv. Han havde jo logget det frem i Elanya dengang det havde været ndvendigt for ham at skulle gå den vej. At dette så var noget som Samuel måtte ønske sig af, var noget som han allerede havde fundet ud af. Han sad vel hellere i helvede end at skulle sidde her som han gjorde i øjeblikket? Hans læber spillede ud i det direkte hånende og provokerende smil. Den gamle Fabian var der så sandelig stadig et sted, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, selvom han virkelig havde formået, at skulle holde det godt i skjul, så var det også noget som han gjorde for Destinys skyld. Hun kendte allerede til mange af rygterne som måtte gå omkring ham og det var ikke noget som han ønskede at hun skulle få bekræftet om ham som den mand han var endt med at blive. Armene gled roligt over kors, da han selv valgte, at skulle ignorere flasken som faldt direkte til jorden og endte med at skulle knuse. Det var slet ikke noget som gjorde ham det mindste på noget som helst tidspunkt overhovedet. "Tror du virkelig ikke at jeg ønsker at du skulle være væk allerede nu, Samuel?" spurgte han med en fast og betydeligt mere kortfatte tone end det som måske lige måtte være godt for hans vedkommende. Ikke at det var noget som han tog sig af på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han valgte lige så bare, at skulle bide det i sig, for alt andet ville virkelig heller ikke gavne dem noget som helst. Han gik i knæ ved siden af manden igen. De olivengrønne øjne gennemborede Samuels. Han var på ingen måder bange for knægten som han sad overfor. "Du er vidst nødt til at smøre dig med en tålmodighed Samuel.. Du skal nok få lov til at ende i det helved, som er dig fortjent," hvislede han med en fast og iskold tone. Hærføreren var han og det var noget som han i den grad også måtte formå at skulle leve op til. Alt andet var virkelig helt hul i hovdet for hans vedkommende.

[Deleted]

Samuel sukkede tungt. Der var virkelig ikke noget værre end at skulle sidde her og lave det rene ingenting! Han kunne for pokker ikke gøre andet end at vente og det var virkelig også noget af det værste ved det hele, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De røde øjne faldt direkte til Fabian. Hvis det ikke var fordi, at manden sad så langt fra ham, at han ikke havde nogen mulighed for at komme tæt på, så havde han uden det mindste tøven, valgt at sætte tænderne i manden og rive ham med sig i døden! Det ville da være en bekymring mindre for hans vedkommende og det ville være det mindre at tænke på! Han ville virkelig bare hjem til Jaqia, få sig noget ordentlig næring og mere end det som han havde fået på dette sted, for her var der så ekstremt lidt at få, at det var noget som han så tydeligt kunne mærke i forskel, for det var under ingen omstændigheder den mængde som han var vant til. Han sitrede af den direkte vrede som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af. Hvis det ikke var fordi, at der var lænker til at holde ham lige i dette øjeblik, så var det gået galt og det var sagt uden at skulle overdrive. "Det må da være en ren frustration for dig, kære Fabian.. Her sidder jeg.. En mand som du har jagtet på i så mange år og så får du end ikke lov til at gøre det mindste ved mig?" Han hævede kort det ene bryn. Han ønskede at få fremprovokeret den dvasianer som de gamle historiebøger måtte omtale, for det var stadig ikke den mand som han måtte stå overfor. Denne mand var måske en hærfører, men det var end ikke en titel som han levede op til i Samuels øjne. Det var virkelig for latterligt for at sige det mildt! Han bed det virkelig bare i sig lige for øjeblikket. Han tvang sig ordentlig op at sidde, da Fabian gled ned ved hans side. Blikket fulgte ham hele vejen ned og selv uden at se væk .Han følte sig i den grad truet og med eftertanke til de racer som var det stærkeste i ham, så var han selv ekstrem dyrisk af sig. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Det var heller ikke noget, som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! "Måske.. måske ikke.. Der er en masse under opsejling Fabian.. Det er blot et spørgsmål om tid, inden du ser mig væk herfra og magt dig mine ord. Det er ikke galgen jeg kommer til at møde og ej heller Jeres guilotine," hvislede han med en fast tone. Han var fast bestemt på det, så hvorfor pokker ikke bare løsrive ham med det samme? Så længe at han sad der med de lænker, så kunne han virkeligi kke gøre det mindste. Han havde brug for plads! Hans krop sitrede virkelig af den rene vrede, så det var virkelig ikke noget som man skulle tage fejl af. "Jeg sidder her.. Jeg har siddet her i måneder og jeg ved det. Jeg ser dig gå forbi dag for dag og jeg ser dig kun mere og mere frustreret.. At du overhovedet lader en kvinde styre dig på den måde.. kalder du det en mand?" fortsatte han med en stemme direkte dryppende af hån.

[Deleted]

Fabian kunne næsten gætte sig frem til, at dette var noget som Samuel ønskede at få fremprovokeret og han skulle virkelig bare ikke have lov til det! Det var virkelig bare noget som han måtte nægte. Sandt, at han havde ventet så længe på at skulle få lov til at fange den mand. Ikke fordi at han ønskede at stille Dvasias svagt, men det at få den mand ryddet af vejen vill gavne mange flere end det som man nok lige ville regne med ,det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket forblev helt stift og selv ved Samuels truende holdninger og kropssprog, så kunne han vel bare stille sig tilfreds ved at manden slet ikke var i stand til at skulle rokke sig det mindste ud af flekken? At han ville dø frem for at sidde her, kunen han dog godt forstå, for han ville have ønsket det samme, hvis det var ham som måtte stå i den situation, det kunne han ærligt indrømme, selvom han nu havde fundet ud af hans liv. Han vidste lige præcist hvad det var at han ønskede, også selvom det vel var så tydeligt for mange, så tog han det nu med ro. "Hvis du bare vidste hvor meget det faktisk glædet mig at se dig sidde her Samuel.. selvom det er dag ud og dag ind, at jeg må rejse mig op og gå fra dig igen blot for at komme tilbage dagen efter, så rager det mig virkelig. Pointen er at du nu er fanget efter så mange forsøg og at du nu får den straf som er fortjent! Skønt jeg personligt vil mene, at den er dig alt for mild." Det kølige smil faldt let over hans læber. Samuel viste virkelig et hovmod som på inge måde ville gavne ham i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på noget tidspunkt, det ville bestemt ikke gavne ongen af dem. Direkte så var han fuldstændig ligeglad med hvordan og hvorledes det skulle gøres. "At jeg så synes at straffen er dig alt for mild.. Så fortjent som den er for alt det som du har præsteret igennem tiden. Jeg ved godt det er din søster som bærer dit ry, Samuel.. Det må da være frustrerende, at nogen tager belønningen for dit hårde slid?" Dette var bestemt også en leg som Fabian kunne lege med på, og det var bestemt også noget som han agtet at skulle gøre. Det var i den grad ikke en glæde som han ville give Samuel alene! "Jeg vil stå med det største smil på læben så snart jeg ser dit hoved rulle og inden længe, Samuel.. inden længe så vil jeg se det. Jeg lystre min dronning . Det er vel også på tide, at du viste din egen den samme tro og loyalitet end det som du har gjort det sidste stykke tid?" påpegede han med en rolig og kortfattet mine. Destiny var dog meget mere for ham end som så, selvom det nu var ord som han bevidst valgte at holde for sig selv. Han nægtet virkelig at give denne knægt nogt som han kunne køre på overfor ham! Der satte han så sandelig også foden ned, det nægtet han! "Nyd nu opholdet og hold op med at klage.. før eller siden er det ovre," afsluttede han kortfattet og med den samme faste mine i ansigtet.

[Deleted]

Samuel skulle så sandelig have lov til at klage hvis det var det som han ville og det var i den grad også det som han ønskede lige i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik hvilede stift og direkte dræbende i Fabians. At dette nu var endt ud i en leg - en eller anden form for konkurrance, var noget som efterhånden også var gået op for ham, selvom det nu ikke var noget som han valgte, at skulle reagere på, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var i den grad heller ikke en fornøjelse som han ville give den mand som han stod overfor. At manden var hærfører og ældre end ham selv, var noget som raget ham mildest talt, for det var slet ikke det som det kom ud på. Man skulle bestemt heller ikke se væk fra at ham og hans søster havde holdt tronen nok i længere tid end det som han havde formået, så det var også en tanke som han kunne trøste sig med. Under disse omstændigheder som nu måtte være, så nægtet han så sandelig også selv, at skulle se anderledes på et hele. Jaqia var den sande dronning af Dvasias og han ville hellere gå døden i møde end at se nogen anden sidde der istedet for. Det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet! Han trak køligt og fast på smilebåndet og rystede på hovedet. "Jeg kunne ikke være mere heldig end det som jeg har været.. At gøre mig et hoved kortere.. Du havde vel en lang tortur i tankerne, ikke sandt? Hvad var det som gjorde udfaldet? At jeg har gjort din kære Destinys søster ondt? Tro mig.. Jeg har været tæt på Faith adskillige gange og tro det eller ikke, jeg har nydt det.. jeg har nydt at se hende panisk, tigge og bede mig om at stoppe.. tror du jeg gjorde det?" Han rystede på hovedet og med det morende smil. På mange måder, kunne man fint beskrive ham som psykopat, selvom han stadig var en mand med følelser, så handlede han uden så meget som en eneste form for samvittighed. Han ville virkelig tirre det frem i Fabian for han vidste, at det lå der! Hvorfor skulle han ellers gøre det som han gjorde i øjeblikket, det gav jo heller ikke nogen mening overhovedet vel? Han lod hovedet søge let på sned og selv uden at skulle se væk fra Fabian af. "Du vil måske stå og more dig over at jeg er et hoved kortere, men hvad tror du egentlig det stopper? Så snart Jaqia kender til sandheden, så kan jeg trygt fortælle dig, at der ikke vil være et Manjarno bagefter og heller ikke nogen Destiny," hvislede han med en fast og iskold stemme. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ville nyde det, selvom det jo selvfølgelig ville være trist, hvis han skulle igennem det på den måde før der ville være nogen til at reagere på det, men det ville vel være bedre end ingenting? "Hvis jeg kunne bevæge mig bare en anelse mere, så ville det måske være værd at nyde!" endte han med en mere sammenbidt tone. Fabian skulle bare ikke bruge den tone overfor ham!

[Deleted]

Fabian kunne da tydeligt se, at dette var endt ud i en tydelig konkurrance om hvem som ville knække først og som han selv kunne se, så skubbet han virkelig bare kun Samuel tættere og tættere på den grænse og det var i den grad også noget af det som måtte more ham og noget så frygteligt. Det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var det sådan at det skulle være. Destiny var hans ømme punkt og det var noget som Samuel tydeligt havde fundet ud af. Pokkers! Det var bestemt ikke meningen, at det skulle frem endnu og specielt ikke på denne måde! Destiny var speciel for ham og det var hun på alle måder. Disse små stunder med Samuel viste sig jo aldrig rigtigt, at skulle give ham noget, men et sted så var det vel også lettende, at få lov til at snakke med nogen fra det land og med de meninger som man engang selv havde siddet med. "Du slipper virkelig let i forhold til hvad jeg havde tænkt mig at piske dig igennem Samuel og tro mig når jeg siger det, men smertefrit, ville det så sandelig heller ikke have været," påpegede han med en rolig og kortfattet stemme. Selv så nægtet han at skulle hidse sig op, for han vidste udmærket godt, at det som Samuel måtte komme med i dette øjeblik, ikke kunne være noget andet end tomme trusler, for det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre noget så længe, at han måtte sidde her? En ting havde han dog ret i; Hvad ville Jaqia gøre når hun fandt ud af, at han måtte være her? Det var jo trods alt også en tanke som havde faldt ham ind, så var det ikke noget som han ville vise på nogen måde. At han bragte Faith på banen, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om. Han knyttede hånden fast. Faith havde altid været en af hans nærme veninder og det var i den grad også noget som hun stadig var. "Hvad du gjorde mod Faith, var direkte utilgiveligt, Samuel..Jeg håber virkelig for din skyld, at du ender det hoved mindre, så vi andre kan bevæge os på gaderne igen uden at skulle fortsætte med at se over skulderen," vrissede han med en fast og intens stemme. Det var slet ikke noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget, at skulle gøre ved lige netop denne situation. Han trak køligt på smilebåndet. "Min kære Samuel. Du har været her i måneder nu og hun har endnu ikke opsøgt dig.. Tror du i det hele taget, at hun overhovedet har mærket sig af, at du er væk? Du har jo ikke været andet end en flue på væggen for hende, ellers havde hun vel ledt efter dig allerede?" påpegede han kortfattet og med det klart morende smil på læben. På alle måder, så kunne man skønt sige, at det havde været den helt forkerte mand som Samuel havde valgt at kaste sig ind i den verbale kamp med, for det ville i den grad ikke gavne ham på den situation som han måtte stå i lige for dette øjeblik og det var heller ikke nogen hemmelighed for nogen som helst.

[Deleted]

Let var det dog bestemt ikke, men Samuel nægtet virkelig, at denne mand skulle have lov til at finde denne verbale kamp. Han kunne virkelig ikke fordrage at tabe og det var i den grad også derfor, at han reagerede som han gjorde, også selvom han var klar over, at det på ingen måde ville hjælpe ham med at skulle gå sådan i forsvar. Han kunne måske ikke fordrage tanken, men det var nu sådan at det måtte hænge sammen. At Destiny var Fabian et ømt punkt, skulle man virkelig være blind for ikke at lægge mærke til. Det var jo tydeligt hvordan han så på kvinden så snart hun passerede ham - Når de var sammen vel at mærke, eftersom Fabian var hærfører, så vidste Samuel udmærket godt, at han havde sit at skulle kæmpe og slås med, hvilket i den grad heller ikke gjorde ham det mindste. Der faldt mænd hver eneste dag. Det eneste som bare måtte frustrere ham, var jo selvfølgelig det faktum, at han kun kunne sidde her og stirre ind i den mørke væg, for det var virkelig noget som var begyndt at skulle irritere ham og noget så frygtelig meget endda i den anden ende! "Så fortæl mig hvad du ville ønske at jeg skulle igennem.. fortæl mig hvordan du ville have forseglet den skæbne som ville være skrevet så snart, du lagde så meget som en eneste finger på mig!" hvæsede Samuel med en fast tone. At andre ville kunne høre ham, var noget som raget ham en høstblomst for at sige det mildt. Han havde virkelig ikke noget at skulle skjule og det var virkelig ikke nogen hemmelighed på nogen måde overhovedet. For hans vedkommende, så var det virkelig ikke andet end rene fakta. Han ville virkelig bare hjem i de kendte omgivelser frem for at skulle sidde her alene, for han var efterhånden også ved at være så forbandet træt af det, at man skulle tro at det var løgn. "Igen vælger du at bukke under for din køre dronning.. Mand dig op og vis da for pokker hvad det er du selv måtte ønske Fabian.. jeg ved du ønsker mig død.. Gør det, og jeg kan garantere dig for, at der ville være et helved som måtte bryde løs.. En vægt af byrde som du måtte pålægge dine egne skuldre.. er det noget som du nogensinde ville være i stand til at holde til?" hvislede han med en fast tone. Han rev igen i sine lænker, selvom det dog på ingen måde var noget som gjorde ham det mindste overhovedet hvad end om han ville det eller ikke. Han trak hovedet en anelse til sig og selv med de tydelige mere sammenbidte tænder. Det var slet ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet hvad end om han ville det eller ikke. Han skulle så sandelig også have lov til at more sig. Hans sidste ord var noget som han blot måtte se væk fra. Han fnøs kortfattet. "Vov ikke at omtale min søster på den måde!" hvæsede han med en fast og noget så kraftfuld stemme, at man skulle tro at det var løgn. Det var virkelig bare noget som han måtte nægte og det var pure! Han trak det ene ben til sig, hvor han gjorde et fast udfald i form af et spark direkte mod Fabian, også selvom han vidste, at han knapt nok ville være i stand til at ramme i den stilling som han sad i.

[Deleted]

Fabian havde allerede fundet et af Samuels mange små og ømme punkter, det var tydeligt gået op for ham selv, selvom det nu og da, bare var en tanke som måtte more ham på alle måder. Det morende smil faldt dog hurtigt vejen til hans læber og specielt med hensyn til den reaktion som det måtte komme af med hensyn til. Det var i den grad hans ømme punkt. Utroligt, at en så hård mand som denne kære Samuel kunne rammes så ganske enkelt som dette, for det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for ham overhovedet. Dog at det måtte more ham, at det var noget som kunne rammes så åbenbart og så åbenlyst med intet andet end en enkelt lille kommentar, så var det virkelig bare noget som måtte more ham selv og nogeet så grænseløst, det var heller ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke. Han elskede virkelig når det kunne gøres så enkelt som dette, for det var virkelig ikke noget som han havde det mindste imod overhovedet. Der fandtes virkelig ikke noget bedre! Lige den del af dødsenglen var han iden grad også blevet noget så frygtelig vant til, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke det store, at skulle gøre ved det lige netop nu. Det var en del af ham og det var i den grad også noget som han havde valgt at skulle acceptere i den anden ende. Det var jo heller ikke fordi, at han havde meget andet valg vel? Han lod hovedet søge let på sned, armene gled roligt over kors og uden at skulle fjerne blikket det mindste fra Samuel af. Det var ikke fordi at han ville, men at dette var noget som kunne tirre manden så enkelt som dette, så var det i den grad noget som han ville udnytte og det var noget som skulle gøres på den måde, som han nu måtte finde menneskelig muligt! "Ser man det.. den store Samuel har faktisk et ømt punkt." Han rystede let på hovedet og med det i den grad så morende smil på læben, som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af overhovedet. Han havde lige fundet det som han havde søgt efter i så ekstremt lang tid, og det var under ingen omstændigheder noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. "Ser du Samuel.. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad din kære søster kunne finde på at gøre nu.. Det er ikke hende vi har søgt efter, det er praktisk talt dig. Helt dum er jeg jo heller ikke," påpegede han med en rolig og kortfattet mine. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trak vejret dybt og satte sig selv med ryggen op af væggen. Han havde alverdens tid og han tog sig den kun udelukkende fordi, at han vidste at det generede Samuel at han måtte sidde der. Så bedre blev det så sandelig heller ikke for hans vedkommende. "Hvad jeg ville have du skulle gå igennem? Åh den liste vil blive lang Samuel.. den vil virkelig blive lang. Du skal virkelig være glad for at Destiny lægger hånden over dig der. Du ville tigge og bede mig til sidst om bare at slå dig ihjel," endte han med en næsten morende stemme, det var heller ikke noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på overhovedet hvad end om han så ville det eller ikke, så var der heller ikke det vilde at skulle gøre ved lige netop den situation. Han vendte de grønne øjne mod ham. "Tro mig.. Bare en minimal brøkdel af det som du selv har kostet folk," vrissede han med en mere sammenbidt tone til sidst.

[Deleted]

Samuel sad virkelkig bare og kogte som han aldrig nogensinde havde gjort det før. Det sitrede virkelig i hele hans krop, selvom han selv bare måtte prøve at skulle skjule det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, selvom det dog på ingen måde kunne vise sig, at være enkelt for ham, hvad end om han ville det eller ikke. Han knyttede hænderne hårdt og kraftigt. At det var denne måde det hele skulle gå frem på, at det havde været så enkelt at ramme hans ømme punkter, det havde så sandelig heller ikke været meningen! Han bed tænderne tydeligt sammen. Fabian sad så tæt på lige nu, selvom han slet ikke sad tæt nok på til at det i det hele taget at kunne sætte tænderne i ham og det var noget som virkelig bare måtte frustrere ham noget så vanvittigt! Han sukkede tydeligt sammenbidt. Den mand forstod da overhovedet ingenting! At han ikke var så dum.. Han fnøs fast og vendte blikket direkte mod ham, selvom det krævede at han skulle svaje en anelse i ryggen, så var det virkelig bare noget som han måtte bide i sig, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Du forstår virkelig ikke noget som helst, Fabian.. Du er vidst dummere end det som du nok lige går og tror.." vrissede han med en fast tone. Den mand skulle bare ikke komme her og tro at han var noget som helst, for det var han ikke! Han havde måske siddet på den dvasianske trone i lang tid, men det havde i den grad også ændret sig voldsomt med tiden, det var helt sikkert. Dvasias var slet ikke som det han måtte kende og det var noget som selv Samuel nok skulle sørge for det ville blive ved med! Han knyttede hænderne så kraftigt, at hans spidse negle borede sig ned i hans egne håndflader. Han havde heldigvis bevaret kontrollen så meget, at han end ikke var begyndt at skulle bide i sig selv, selvom fristelsen i den grad var der, og den var i den grad også noget så voldsomt kraftigt! Han slap et kort grin. "Den dag jeg sidder for dine fødder og tigger og beder for døden ,er den dag hvor jeg kan garantere dig, at helvede vil blive bragt til Manjarno og ikke så meget som et øjeblik før!" hvæsede han med en klar og fast tone. Han var virkelig ved at være så rasende som intet andet og det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han hadet Fabian, han hadet Destiny! Han ville virkelig bare hjem til Jaqia og blive på Castle of Darkness. For pokker han havde kun været ude for at trække noget luft og det næste øjeblik, så sad han her. Han huskede end ikke hvad der var sket. Han fnøs kortfattet. "Det som jeg har udsat folk for? Come on Fabian! Du må give mig en direkte opremsning af hvad jeg kunne vente mig, at skulle gå igennem," vrissede han med en kortfattet og fast tone. Ikke at det var noget som han ville kunne lægge det mindste skjul på og det var i den grad heller ikke hans hensigt i dette foretagende. Han ville egentlig bare have den mand til at rejse sig og forsvinde! Kunne det virkelig være så besværligt! Han slap et let gisp, idet han røg tilbage i stilling. Ubevidst havde han selv søgt mod Fabians hals. Han var virkelig sulten og han hadet virkelig at skulle sidde der som han gjorde det i øjeblikket! "Når jeg kommer fri her Fabian, så lover jeg dig, at jeg slår dig ihjel!" hvæsede han med en fast og noget så kraftfuld stemme. Det var slet ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet og det var bestemt heller ikke hans hensigt på noget nuværende tidspunkt!