An unexpected meeting..

[Deleted]

Solen stod højt på himlen i Manjarno by. Maurus havde sørget for at ham, Angel og hendes tvillinger havde fået et lille sted for sig selv lidt udenfor byen. Der hvor de ville være i stand til at skulle være alene. Han vidste at Aurica var på arbejde på kroen lige nu, hvor Marcell var, vidste han ikke og Angel var ved at gøre dagens indkøb, så lige for denne stund, så var han alene. Ikke at han havde det mindste imod det. Han havde det faktisk temmelig fint og udmærket med, at det var sådan som det måtte være. Han sad i sin stol tæt ved vinduet og spejdede ud. Han nød virkelig godt af en smuk dag som denne, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det var virkelig bare noget så fantastisk og endda også på alle tænkelige måder, som man overhovedet kunne komme til at skulle tænke på i det store forløb. Han trak vejret dybt og rejste sig roligt op. Stedet var ikke særlig stort, men rummeligt nok for de 4, da det i det hele taget var sjældent, at de alle var hjemme på den samme tid. Hans liv havde virkelig taget en utrolig drejning, siden at Cayenne var blevet væk for ham og uden så meget som et eneste ord, så kunne man snildt sige, at han var kommet videre og at det slet ikke var noget som han ønskede, at skulle tænke på i længden og da specielt ikke nu for hans vedkommende. Han fik vinduet roligt op og lod den friske luft komme ind. Nu kunne han blot vente på, at Angel ville komme hjem, så han atter ville kunne se på hendes mange sår og sørge for, at hun havde det udmærket og det samme med Angel. Begge piger havde virkelig været igennem for meget i Dvasias- En dag, som han blot ønskede at lade glide helt i glemmebogen.

[cayenne]

Cayenne var endt i himlen efter mødet med Matthew. det havde kostet hende hendes vinger. hun endte i himlen igen, som fuldblods engel. hun kunne dog intet huske fra sin fortid, hun kunne kun huske en enkelt ting. en fyr, Derek, soim friede til hende men hun huskede hverken hvilket svar hun gav eller hvad der skete. Hun boede nu i manjarno og under uheldige omstændigheder var hen endt som slave for en mand. han opkrævede skat af folkene i Manjarno og hun skulle gøre det for ham. Hendes roligt skridt førte hende mod det sidste hus som hun skulle nå dan dag. hun gik som altid at tænke over fortiden men hun kunne intet huske fra hendes fortid og hun hadede den tanke. en af englene i himlen havde fortalt hende at hun var hendes mor men hun havde ikke kunnet indfinde sig med tanken det kunne hun stadig ikke. Dog havde hun en følelse af at hun havde glemt noget eller nogen men hun vidste ikke hvad. Hun nåede roligt hen til døren og bankede hårdt på den. "Skatte opkrævning! Opkræver de ikke skal tager Machnair deres hus!" sagde hun højt så hun var sikker på at dem der var derinde ville kunen høre det. hun kunne tydeligt mærke at det var nogen. det bankende hjerte kunne hun føle på en 20 meters afstand så hun vidste at der var nogen hjemme. hun fandt den lille lædersæk frem og ventede på at den person eller de person der boede der åbnede døren.

[Deleted]

At det måtte banke på døren, var noget som Maurus hurtigt måtte reagere på. Han vendte sig mod døren og ikke mindst med en undring. Han rystede dog let på hovedet. Han havde jo vidst at opkræveren ville komme før eller siden og så langt fra byen som de nu måtte ligge så var han nu temmelig sikker på, at... nej, det gav ingen mening. De var jo trods alt lige flyttet ind her og allerede betalt for en måneds leje af det her sted! Han sukkede stille og gik hen til døren med ganske rolige skridt. Han tog om håndtaget på døren og endte dog roligt med at skulle tvinge den op. "Hør her. Vi har ikke boet her i så la..." Han endte med at tie fuldstændig, da han så at det var Cayenne som stod foran ham. Han kunne næsten stå ved, at hans hjerte måtte begynde, at skulle hamre som besat mod hans bryst som aldrig nogensinde før. Det var da.. Det kunne da bare ikke passe! Han havde hørt om hendes død for hans kære broders hånd, men at se hende igen, havde slet ikke været noget som han havde ventet sig. Han blinket med øjnene, trådte udenfor og lukkede døren efter sig. De isblå øjne prøvede roligt, at skulle fange hendes eget blik. "..Cayenne?" spurgte han stille. Han måtte virkelig bare få det hele bekræftet. Få bekræftet, at det var hende som måtte være der, og ikke endnu et af de mange synsbedrag som han havde haft igennem tiden. De var med tiden holdt op selvfølgelig, for han var kommet videre.. troede han da. Det var først nu, at han virkelig følte sig i den dybeste tvivl. "..Er det virkelig.." Han rystede på hovedet og selv med en pludselig rastløshed som han ikke kunne få sat på plads. Det gav da absolut ingen mening for ham!

[cayenne]

Cayenne sukkede. De modsage sig alle sammen. hun så manden åbne døren og kiggede så ned på de papire som hun havde fået til lejligheden. Hun vidste at sådan nogle som ham kunne blive ved længe så da han tav kiggede hun op på ham igen. "Prøv at høre her. Jeg er ligeglad hvor længe i har boet her, i skal betale jeres skat ellers så tager Machnair jeres hus. Vigtigst af alt, betaler i ikke får jeg tæv og det vil jeg så nødugt så pung ud!" sagde hun hårdt og vendte de blå øjne mod ham. de havde stadig det kærlige glimt som Cayenne var så kendt for, stadig den samme måde at kigge på ham på men hun kendte ham ikke. "Mit navn er Cayenne, ja. Du har måske hørt om mig. Det betyder intet hvad du har hørt. Giv mig nu bare de penge så jeg kan komme videre" sagde hun irriteret og kørte hånden igennem sit lange mørke hår. hun kunne ikke genkende Maurus, hun kunne ikke vide at det ham ham hun havde efterladt tilbage den gang med Matthew, hun vidste ikke en gang hvordan hun døde. hun vidste bare at faktum var at hvis hun ikke havde nok penge med tilbage så ville hun få et ordenligt lag tæsk og det var ikke noget hun havde lyst til at få. Dog måtte hun erkende at der var noget velkendt over Maurus. der var noget hun kendte men hun vidste ikke hvad det var. Gad vide om det var ham der var denne Derek som hun kunne huske? hun tvivlede dog. han havde da været engel, havde han ikke? hovedet lod hun roligt søge på skrå mens hun bare betraktede ham

[Deleted]

Bare det faktum, at han skulle se Cayenne igen, var slet ikke noget som havde været det mindste ventet for Maurus' vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere.. Det var hende, det var han fuldstændig sikker på! Ikke at det var ham noget som var direkte ventet. "Jamen jeg.." At hun var så professionel, var virkelig ikke noget, som gav det mindste mening for ham overhovedet! Lige direkte, var han næsten helt sikker på, at hun ikke kunne genkende ham.. Hvorfor skulle hun ellers gøre brug af den tone? Det var da slet ikke noget som gav det mindste mening for ham overhovedet! Han bed sig let i læben og uden at skulle tage blikket fra hende. Hvad pokker var der egentlig sket? Det sidste han havde hørt, var at hun var død! Han bed sig fast og let i læben. Hendes ord var på ingen måde, nogen trøst for ham. Han havde grædt for hende.. Alle de tårer som han havde spildt, da hendes død var kommet ham for øre og så var det det her som han blev mødt med? Det gav virkelig ikke nogen mening for ham! Han endte med at skulle tage fat i hendes arm, og derved også tvinge hende med sig indenfor inden han igen hurtigt lod døren glide i endnu en gang. "Okay.. Hvvad pokker det som foregår, Cayenne?" spurgte han med en kortfattet tone. Det var virkelig noget som virkelig kunne irritere ham lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Bare at han rørte hende, fik hans hjerte til at slå fast mod hans bryst. "Hvorfor opføre du dig, som du slet ikke kender mig?" Hans ene hånd faldt mod hans bryst. Han havde valgt at blive magiker for hendes skyld.. Og hun var endt med at forsvinde. "Sidst jeg hørte noget om dig, så var det nyheden om din død.. Hvad pokker sker der?"

[cayenne]

Cayenne kunne ikke genkende ham, for pokker hun kunne ikke en gang genkende sin egen mor! hun kunne høre at han var noget forvirret, men det nyttede jo absolut ingen ting. skatten skulle jo opkræves og hun af alle havde ikke noget valg end bare at føge sin herre. dog blev hun meget overrasket da denne mand hev fat i hendes arm og hev hende med indenfor. "hey hey hey hey!" vrissede hun og rev sig fri. hun stoppede dog helt op da hun hørte hans ord. han havde kendt hende, kendt hende før alt dette. hun bed sig stille i læben og sukkede. hun hadede at skulle gå igennem den historie. hun huskede jo langt fra det hele men havde fået den fortalt. "du ...." hun tav og vidste virkelig ikke hvor hun skulle begynde. hun vidste ikke hvem han var men der var noget over ham. da han havde rørt var hende var det som om det havde kick startet hendes hjerte. Måske var det ham der var Derek alligevel vel? stille vendte hun blikket mod ham. "Hvor skal jeg dog begyndte. Det er nogle år siden efterhånden at jeg døde, har jeg fået fortalt. Jeg fik revet vingerne af, en af de mest grusomme måder at dræbe en engel på. Jeg husker ikke hvorfor det skete, jeg husker end ikke at det skete. Jeg befandt mig i himlen og det er noget af det tidligste jeg kan huske. Da jeg kom til live igen led jeg af komplet hukommelsestab. eller næsten. Der er kun en ting jeg kan huske." hun lukkede kort øjnene før hun kiggede på ham igen. "Jeg ved ikke hvad du er, men jeg kunne ikke en gang huske min egen mor." hun bed sig lidt hårdt i læben og kiggede undskyldende på ham. hun kunne virkelig ikke finde ud af hvem han var.

[Deleted]

Maurus ønskede virkelig at finde ud af, hvad pokker der var sket! Hvorfor hun opførte sig på den måde? Var det virkelig sandt, at hun ikke var i stand til at skulle huske ham? Han havde søgt hende så længe og pludselig så var nyheden omkring hendes bortgang ramt ham og det havde virkelig også knust ham som aldrig nogensinde før. Han var kommet videre.. selvom han nu var temmelig usikker, nu hvor han stod foran hende på denne måde. Det var virkelig ikke noget som man just kunne sige var ventet, at skulle se hende og specielt ikke på denne måde. Han gik mod hende. Døren var åben så hun ville være i stand til at skulle gå, selvom han nu håbet at hun ville blive, så de i det mindste kunne finde ud af bare lidt hvordan de stod med hinanden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg gør ikke det her for at være ond og grotesk, Cayenne.." begyndte han med en rolig og fattet mine. Han var ikke den type som hidsede sig op over ingenting, men dette var i den grad heller ikke ingenting! Han havde kæmpet for hendes tillid og udelukkende på grund af hans efternavn som alt sammen var ødelagt på grund af hans bror! Han hadet det virkelig! Han bed sig i læben til hendes ord, selvom han dog stadig valgte, at skulle lytte frygtelig intenst til dem. Han kunne virkelig ikke få sig selv til at skulle gøre noget andet på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret dybt. "Det.. det gør mig virkelig ondt, Cayenne.. Jeg søgte efter dig.. Selv til jeg hørte om det," sagde han stille. Han løj jo ikke for hende. Det var noget af det sidste som han havde forventet at han ville gøre. Han kunne virkelig ikke fordrage det, men sådan var det nu end blevet? Han beskyttet Angel nu og han beskyttet hendes tvillinger.. At det jo så var hans brors børn, var noget som han nægtet at se på dem som. Han prøvede vel bare at sætte sit eget præg på dem og så håbe, at det ville hjælpe. "Og.. hvad er det du kan huske?" spurgte han videre. Dog stadig en anelse håbefuldt.. Han var vel ikke en total fremmed for hende?

[cayenne]

Hun bed sig stille i læben. dette var nærmest som da hun havde stået overfor kvinden som havde kaldt ig hendes mor. hun havde virkelig ligeså fortvivlet over at hun intet kunne huske. hun brød sig virkelig ikke om den tanke at hun ikke kunne huske dem som måske havde stået hende så nær. manden foran hende havde tydeligt betydet meget for hende og hun havde betydet meget for hende men hun vidste ikke hvem han var. "Det har været svært. jeg kan end ikke genkende min egen mor. Hun så nogenlunde ud som du går det nu. det er virkelig forfærdelig at se" hviskede hun stille og tog sig stille til hovedet. hans spørgsmål om hvad hun kunnehuskeoverraskede hende ikke. hun bed sig let i læben. "Jeg kan huske en mand, hans navn er Derek, og han frier til mig. Jeg husker ikke hvordan han så ud eller mit eget svar men det er det eneste jeg husker. alt andet er bare blankt, alt andet er bare væk. Jeg ville ønske at jeg kunne huske og dog, så alligevel ikke. Tanken om at skulle huske min død skræmmer mig utrolig meget" sagde hun ærligt og lagde armene om sig selv mens hun kiggede ned i jorden.

[Deleted]

Maurus havde virkelig ledt og ledt efter hende og han var aldrig nogensinde kommet frem til noget, som han havde været i stand til at skulle bruge og det havde virkelig været noget af det værste for hans vedkommende. At hun så pludselig skulle stå der som enhver anden skatteopkræver, var så sandelig ikke lige det som han havde ventet sig på nogen måde overhovedet! Han følte den lette ubehagelige sitren igennem hele hans krop. Han havde virkelig troet, at han var kommet over hende, selvom det nu var ved at gå op for ham, at det slet ikke havde været tilfældet. Hun havde været hans første på det område af sande følelser og så revet fra ham på denne groteske måde. Derek havde Cayenne fortalt ham om. Han havde ellers gået under beskrivelsen af en god mand, det var noget som han havdde konkluderet allerede for længst. Det var der hller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han nikkede blot stille. Hvis det var det eneste som hun kunne huske..? Var han bare gået i glemmebogen på den måde og bare sådan uden videre? Det var virkelig ikke noget som han brød sig om. Alt det som han havde været igennem for hende og med hende.. Det var alt sammen glemt? "Jeg mente virkelig ikke at skulle vække den uro i dit sind, som din mor, Cayenne," sagde han stille og ikke blot også frygtelig oprigtigt. Han brød sig bestemt ikke om, at det skulle gøres på den måde. "Maurus...? Det navn siger dig slet ikke noget?" spurgte han stille, dog frygtelig tøvende.

[cayenne]

hun bed sig stile i læben og betraktede ham blot. Det var noget kendt ved ham, der var noget hun kunne genkende. Var han mon derek? Hun vidste det virkelig ikke men der var noget ved ham. hun tog stille et skridt tættere på ham. "Det er hårdt ikke at kunne genkende folk som har betydet noget for en. Jeg kan som regel genkende nogle, eller ikke genkende dem men der er noget velkendt ved dem. Der er noget Velkendt ved dig men jeg kan ikke sætte fingeren på det." hun lukkede øjnene og lagde armene om sig selv før hun igen åbnede dem og lagde hovedet let på skrå. "er ..... Er det dig som der er Derek? Der er noget velkendt ved dig men du er den eneste jeg har fundet noget velkendt ved" sagde hun stille. hun rodede let med sit hår og kiggede ned i jorden. han spørgsmål var ikke noget der kom bag på hende overhovedet men hun løftede ikke blikket. "Maurus? Nej .... det siger mig ikke noget?" sagde hun en smule flovt. det at hun ikke kunne genkende noget det var virkelig en ting der var så svær for hende.

[Deleted]

At han selv var gået direkte i Cayennes glemmebog, var faktisk noget som gjorde så forbandet ondt, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han bed sig let i læben.. Hvis denne Derek var det eneste hun kunne huske så... Han var virkelig ikke meget for at lyve, men hun betød jo trods alt også så forbandet meget for ham. Det havde hun altid gjort, ellers ville han ikke have kæmpet for hende på den måde, som det han havde gjort. Han havde lært hende at acceptere hans navn, selvom det virkelig ikke havde været en let kamp i begyndelsen.. og nu var han bare glemt? Bare sådan uden videre? Det var virkelig ikke noget som gav det mindste mening i hans hoved! At hun spurgte om han var Derek, var det virkelig en fristelse selv for stor, selvom han vidste, at det var så forkert, at skulle gå frem på den måde! De isblå øjne søgte stille til hendes blik. Han valgte stille og roligt at nikke til hendes ord. Selvom det var en klar og blank løgn og han kunne ikke fordrage det! I sindet hvor han allerede nu, måtte bede om tilgivelse selvom det slet ikke var noget som han ville vise direkte og åbent bare sådan uden videre. "Jeg er Derek," afsluttede han stille og klart også med en ærlighed i minen som han ikke ville kunne lægge det mindste skjul på lige nu.

[cayenne]

Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun følte sig fuldstændig alene og hun følte sig fuldstændig uduelig. Der var virkelig intet at gøre, hun kunne ikke huske en pind. hun havde dog fået afvide at det nok ville komme tilbage til hende med tiden, at forskellige indtryk ville få hende til at huske men endnu havde hun ikke husket andet end at denne derek havde friet til hende, Svaret var gået tabt i hendes hukommelse. Dog da han sagde at han var Derek blev hun helt tavs. enkelte tårere begyndte at trille ned af hendes kinder og stille gik hun helt hen foran ham. "Du ... du er Derek" hviskede hun stille som om at hun havde hørt forkert. Var dette mon en drøm? forsigtigt løftede hun den ene hånd og lod sine fingre køre blidt ned over hans kind. han var virkelig, dette var ikke blot en drøm, det var virkeligheden! "Jeg .... Jeg troede aldrig at jeg ville finde dig. Jeg troede ..." hun tav og flere tårerne gled ned af hendes kind. hun var glad, virkelig glad. hun havde endelig fundet en som hun kunne huske, hun havde endelig fundet ham. der var virkelig intet bedre end det. Hun smilede stille og kiggede så ned i jorden. der var så meget hun gerne ville spørge om, hvor meget vidste han mon om hende? det måtte jo være en del når han havde friet til hende, de måtte have betyder meget for hinanden men hvor meget måtte han jo oplyse om. Det var der ingen tvivl om.

[Deleted]

At Maurus måtte hoppe ind i rollen som en anden mand, var noget som faktisk gjorde ondt, men hvis det var det som skulle til så.. så gjorde han det. At han virkelig havde savnet hende, herskede der vel heller ikke nogen tvivler om overhovedet, selvom det nu ikke var noget som han ville beskrive med ord. At hun så denne gang måtte komme tættere på ham, fik virkelig hans hjerte til at slå let mod hans bryst. Han var nødt til at bekæmpe det på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Han nikkede til hendes ord og med et stille smil, også selvom han alt i alt, også vidste, at det var en ren løgn som han skænkede hende for øjeblikket, så var det slet ikke noget som han vil komme udenom, var noget som han fandt nødvendigt. Hånden som strøg mod hans kind, fik ham omgående til at skulle lukke øjnene. "Jeg er lige her, Cayenne.. Hvis du dog bare vidste, hvor meget jeg har søgt efter dig.." endte han stille. Her kunne han jo trods alt spille sig selv, for han havde i den grad søgt efter hende, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke noget at skulle gøre ved den sag på nogen som helst måde overhovedet. Han hævede den ene hånd stille og roligt og strøg roligt hendes eget kind. Han ville vise hende, at han var der og at han var ægte, for der var virkelig ikke noget som han ville komme det mindste udenom overhovedet for øjeblikket. Han sendte hende et stille smil. "Nyheden om din død knuste mig.." endte han dæmpet.

[cayenne]

hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. han stod her foran hende, han var lige her. Hun mærkede hans hånd mod hendes kind og lagde instinktivt hovedet mod den og smilede stille. hun lyttede til hans ord og rødmede stille. "Jeg ved stadig ikke hvad der skete den dag, jeg ved ikke hvordan jeg døde. Jeg er ked af at det gjorde så ondt på dig" hviskede hun stille. hun vidste ikke hvorfor men stille lod hun armene glide om ham og søgte ind i hans favn. det var som om at et savn var opstået i hendes sind men hun vidste virkelig ikke hvorfra. hvordan kunne hun savne en hun ikke kunne huske? det var virkelig underligt men alligevel så føltes det så rigtigt. forsigtigt lagde hun sin pande mod hans og lukkede øjnene. "Jeg er virkelig ked af det. Det var ikke min mening at såre dig men jeg havde ingen kontrol over hvad der skete." hun tav stille og bed sig let i læben. "Men jeg er her nu, jeg er tilbage igen. Din søgen er ovre og jeg forsvinder ikke igen. Det lover jeg dig" hviskede hun blidt og smilede til ham. hun øbnede blidt øjnene og kiggede roligt ind i hans.

[Deleted]

Maurus havde ærlig talt slet ikke ventet sig, at han skulle se Cayenne igen, selvom det et sted måtte lette ham, så vidste han samtidig godt, at det ville sætte ham i en frygtelig ubehagelig situation i den anden ende, udelukkende fordi at han også husede Angel og hendes børn her. "Jeg ved det virkelig heller ikke.. Jeg.. jeg havde ledt efter dig så længe.. Så fik jeg nyheden.. Det knuste mig," endte han stille. Han snakket jo trods alt sandt. At hun søgte ind til hans favn ,var virkelig noget som bare fik ham til at smile. Det var ikke noget som han kunne skjule. Han lod selv armene stille søge omkring hendes slanke liv og trykkede hende forsigtigt ind til sig. Panden lod han roligt møde hendes, kun for at lade de isblå øjne glide i hendes eget blik. Derek var et navn som hun kunne huske, selvom det ikke virkede som om, at hun kunne sætte et ansigt på det. Det var jo det som man skønt kunne sige, at han misbrugte lige i øjeblikket.. Han kunne jo bare håbe på, at han ville blive tilgivet i den anden ende, hvis det skulle vise sig at ende fuldstændig galt. "Du har virkelig ikke noget at undskylde for min kære.. Det har du virkelig ikke." Han sendte hende et varmt og stille smil. Hånden strøg han roligt mod hendes kind, så roligt og stille, selv da de stod så tæt på hinanden. Hun var der, selvom han vel... Han var forvirret. Hvad pokker skulle han stille op? "D-du står jo som skatteopkræver, ikke? Du må jo udføre dit arbejde.." endte han med en dæmpet stemme. Han kyssede varsomt og ganske prøvende hendes kind. Han havde virkelig savnet hende noget så frygteligt.