Lost?

[Deleted]

Shane sukkede tungt. Hvor var han? Han så sig om. Solen var ikke stået op endnu og han kunne ikke helt se klart i mørket der lå omkring ham. Han trådte næsten galt ud over den lille skrænt han stod ved o han kunne svagt høre lyden af bølger. Var han ved..en strand? Det måtte han vel være? Han sukkede en smule. Han anede ikke hvad retning byen lå i. Han havde dog været nødt til og gå ud for at finde ne plante der skulle hjælpe med at få Alaster op på benene igen efter healingen. Han havde kun været i Manjarno i knap en uge nu og han kunne bare ikke lide det! Han kunne ikke finde rundt og det var virkelig ubehageligt at være her. Han stod lidt og lyttede og lod hav brisen møde hans ansigt. Det sorte hår lå lidt ned over hans øjne som altid og han lod sin tunge piercing glide op mod tænderne mens han tænkte lidt. Planten fandtes jo mest ved kyster så han var vel på rette vej? Han ville nok bare få svært ved og finde tilbage. Han satte sig lidt ned og hvilede sine ben lidt der gjorde helt vildt ondt. Han slappede lidt af, men hans sanser var stadig vågne og skarpe. han ville helst ikke støde på typer som han kunne kom afsted med.

[akiro]

Med tiderne havde Akiro vandret omkring de mest mærkværdige steder, som typisk lå udenfor søgelyset til offentligheden. Han følte sig langt fra besværret med nattens mørke og månens lys over landet. Stierne talte tydeligt for sig og åbnede for mange nye områder der kunne lokke hans nysgerrighed. Med armene hvilende roligt på ryggen gik han støt fremad uden den mindste uro i sindet. skridtene virkede rolige og faste mod den bløde jord, som tydeligt havde et stort indhold af sand. Han var ved havet, ikke langt fra. Han smilede blot og fortsatte ud på den store og åbne strand. Med fødderne begravet halvvejs i sandet stod han blot og betragtede sine omgivelser helt ubevidst. Bølgernes brusen og vindens susen, og den lette saltvands duft fyldte omgivelserne med sin helt egen charme. Alicia ville have nydt dette sted, selv nu på trods af hendes væsen. En skam var det virkelig, men at det havde været hendes egen vilje lod ham ikke beklage sig det mindste omkring det. Han elskede hende trods hvad som helst og intet skulle få lov til at knække den stærke følelse i ham. En fornemmelse slog ham tydeligt kort efter; et andet væsen var søgelyset. Til trods for at han aldrig jagtede selv så var denne fornemmelse virkelig tydelig et af lysets væsners. Blot nysgerrigheden måtte træde ind i ham og søgte for nu med blikket rundt i omgivelserne.

[Deleted]

At der var andre i nærheden som endda også havde formået, at mærke han var til stede var noget som Shane ikke havde den mindste idé omkring. Han havde holdt sig væk fra huse og andre bygninger på sin vej i forsøg på ikke at støde på forkrte typer. Og man kunne jo aldrig vide hvem der var de forkerte herude. Han kendte kun Alaster i dette land. Den mand var skylden i, at han overhovedet var her. At han ikke længere kunne vende tilbage til sin post på slottet i Procias. Han ville let kunne dømmes som landsforræder og hvis han var heldig blev han måske blot forvist. Han fik helt gåsehud ved tanken. Han regnede langt fra med de ville tilgive ham og lade ham blive på slottet. Han sukkede træt og lod en hånd stille hvile mod sin pande. Han måtte lade være og tænke på det nu. Han måtte have hjulpet Alaster helt igennem healingen uden tilbagefald og så tage den videre derfra. Han rejste sig stille op lidt efter og havde fået hvilet sig lidt. Men hvor skulle han nu søge mod?