A nasty surprise..

[Deleted]

Det at være negativ ville virkelig ikke hjælpe hende, gjort var gjort, og sket var sket, det ville ikke kunne laves om fordi hun var negativ, så hvorfor ikke bare prøve at klare sig igennem det med en stiov arm? Hun var trods alt en gadetøs og hun kunne jo ikke komme uden om at de blev udsat for lidt af hvert, det var noget som var blevet hende erfaret gennem alle de år. Man kunne roligt sige at det ikke direkte var lykkedes dem at få ram på hendes psyke men hendes selvtillid var revet fra hinanden på midten, hendes krop lignede noget der var løgn, ingen ville nogensinde komme til at røre den alligevel, og hun var blevet grint og hånet af folk omkring, stemplet som djævlens datter Lilith, og hun hadede det mildest talt, men der var vel ikke rigtigt noget at gøre ved det? Hvor vidt han havde skænket hende en tanke i tide og utide det vidste Giselle virkelig intet om, men hun havde i den grad tænkt på ham, det savn var der jo et sted, og hun fortrød bitterligt at hun var endt med at stikke af fra ham, for han var vel den eneste som kunne holde hende en smule tryg? Hun ville bare ikke være den mur i vejen det nægtede hun virkelig, han skulle være lykkelig om det så måtte være med Lilyann, selvom hun et sted vel var en smule.. Jaloux? Giselle så ned af hendes krop, i spejlet så det så langt værre ud end det som hun selv var i stand til at se, det brændte og det sved helt af helvedes til, hun måtte dog prise sig selv lykkelig for at han var brudt ind i god tid, frem for hun skulle have stået brændende der i flere minutter, og uden at kunne bevæge sig eller noget som helst, det var billigt sluppet, og desuden ville imorgen være den værste dag, hun ville føle sig så pokkers stiv som intet andet. Roligt måtte hun gengælde hans varme smil, han avr som den bror hun aldrig havde fået og hun holdte af ham på sit vis, hun ville bare et sted ønske det var mere? også selvom hun vidste at når hun så ud som dette ville hun nok ikke være spændende for nogen mand, hun burde vel være glad for det? Men i virkeligheden gjorde det frygtelig ondt, det var en smerte som var skjult bag det smil hun skænkede ham, udelukkende fordi hun ikke ønskede at han skulle se. Uanset hvilke følelser som dukkede op i Pharrel ved alt det her om det var vrede eller om det var sorg, det var virkelig ikke det hun ville tænke på, hun var bare glad for at han havde taget hende med sig og ville pleje hende lidt, for hendes krop var virkelig ødelagt og man skulle ikke gøre andet end at kaste et blik på den for at se det. Hendes blik hvilede mod spejlet, betragtede den ødelagte krop. Hun fornemmede udemærket at Pharrel endte bag hende, og hun hørte også hans ord. Meget meget langsomt trak hun svagt på skuldrene "Det gør ikke noget.. Det betyder intet" mumlede hun sammenbidt, med de ord om hun var ligeglad med den rkop for det ville ikke gøre nogen forskel, hendes blik og den blævrende læbe der afslørede hun kæmpede med de tårer, sagde dog stik modsat, den krop betød mere for hende end som så og den var blevet ødelagt på den helt samme måde som hendes egen selvtillid var blevet det. Et sted så måtte hans ord faktisk overraske hende. Hun vendte sig mod ham, lod de mørke øjne falde til hans, hendes ansigt var stadig det samme, med de blide næsten uskyldige træk og det lange mørke hår der hvilede omkring hendes skuldre, indrammede ansigtet. Ville han stadig have hende her? Hun bed sig en smule i læbe, hun ville jo stadig ikke være i vejen for noget som helst "Tro mig, Pharrel.. Jeg ville elske at blive her, men du så hvad der skete den sidste gang, og jeg vil ikke stå i vejen for jer" hun sendte ham et lille smil, igen med noget langt mere ubehageligt skjult bag. Det kys som hun havde skænket ham i de sekunder, det plejede slet ikke at ligne hende, men sket var sket og hun lhystede jo faktisk næsten at gøre det igen allerede, og han skulle være lyekkelig med Lilyann, for det fortjente han virkelig, her ville hun ikke stå i vejen. Hun skulle vel nok klare sig selv? Leve et par dage nede ved søen, hun kunne snige sig ind i en af de små huler der var at finde rundt omkring, et sted så kunne hun i teorien lave sit eget hjem ud af dem? Et varmt og trygt sted, hun savnede det faktisk, men man glemte vel bare med tiden hvordan det var? Hvordan det var at have en seng at sove i og et varmt og trygt hjem at søge til? En dag ville hun være der igen, hun skulle bare væk herfra først, invitere Pharrel og hans kone på the og snakke om alt og intet.. I hendes øjne den sødeste drøm... Næsten da..

[Deleted]

Bare det faktum, at hun kunn acceptere tingene bare sådan uden videre, var slet ikke noget som Pharrel kunne forstå. Selv ville han da kraftigt reagere på ændringer på denne måde og specielt hvis det var det som det var endt med. For øjeblikket, rørte han ikke ved hende, fordi at han vidste, at det gjorde ondt. Hendes hud var øm og han var klar over, at det i den grad også ville blive slemt dagen efter, selvom de nu bare måtte tage alle ting til sin tid. Han havde alverdens med tid og hun ville i den grad ikke stå i vejen for noget længere. Han havde fundet sin vej at gå og det var uden Lilyann. Han så hende aldrig rigtigt længere og følelserne var virkelig bare.. som sunket i jorden desværre. Han blev stående lige bag hende og betragtede hendes skikkelse i spejlet. Hun behøvede virkelig ikke at spille skuespil for ham, for han vidste hvor stolt hun havde været af sin krop, hvor stolt hun havde været af det perfekt ydre som hun havde været bærer af, og alt sammen betød virkelig ikke noget som helst for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det vigtigste for ham, var at vide, at hun var i skønneste orden, eller i dette tilfælde, så godt som det nu var hende overhovedet muligt, at skulle få det. For hans vedkommende, så var det tydeligt, at hun troede at hun var i vejen for det ene eller det andet, sådan som det slet ikke måtte forholde sig for hans del længere. Han var igen ledig, han var fri som fuglen på en eller anden underlig måde, som han ikke rigtigt kunne sætte en finger på, men det var jo bare sådan, at det måtte være for ham. Han trak let på smilebåndet, selvom det dog på ingen måde, var ment som en hån! Langt fra! De røde øjne vendte han stille mod hende. Det skulle jo bare mangle. Han havde de røde øjne, udelukkende fordi at han var spide og nu stod han jo der som en kendt tilhænger af djævlen, samt med øjne af hans farve. Det ville i den grad heller ikke blive enkelt for ham selv i den nærmeste fremtid, selvom det var noget som han måtte nægte, at skulle tage sig af lige netop nu. "Du behøver ikke at lyve for mig, Giselle.. Jeg ved hvor meget det betød for dig," påpegede han roligt. Han kendte hende jo trods alt udmærket godt. Hun havde jo været som en søster for ham igennem største delen af det liv som hun havde levet og det var noget som han i den grad aldrig ville miste.. At trække den videre, var det som han var mest bange for lige for tiden, det var der ingen tvivl om. Mistet han hende som noget mere, ville han så også miste hende som en søster? Det var bestemt ikke noget som han ønskede sig. At hun vendte sig mod ham, så lod han blikket møde hendes. Han hævede hånden og strøg roligt hendes kind, om ikke andet, så for at fjerne de faldende tårer. Kroppen betød meget for hende og nu var den vansiret og ødelagt. Det var virkelig også unfair at det skulle foregå på den måde! Han rystede stille på hovedet. Hun havde tydeligt ikke bidt sig mærke i det, det kunne han godt se. Så måtte han jo trods alt også forklare hende det. "Prøv at lytte til mig, Giselle.. Jeg ønsker ikke at se dig gå ud af den dør, om ikke andet så før du vil være ved fuld bevægelse igen. Det vil tage tid.. Desuden.. så er der ikke noget os længere." Han holdt hånden frem mod hende. Ringen manglede. Han havde selv fjernet den. Det var slut og der var ikke mere, at skulle komme efter der for hans vedkommende. Det hele var virkelig bare sunket i jorden på denne måde, det var blot fakta som man måtte indse. Giselle skulle virkelig ikke være bange for at ødelægge noget, for det ville hun virkelig ikke. Hun havde altid været en stor prioritet for ham og det var hun stadig, hvis hun dog bare ville lade ham gøre det selvfølgelig. "Jeg ønsker at have dig her sammen med mig.. Lad mig i det mindste beskytte dig, så ikke noget så grusomt og forfærdeligt, vil ske igen.. Så snart du vil kunne bevæge dig, holde ud, at skulle gå med tøj på kroppen, så opsøger vi dronningen af dette land samt lederen af dæmonerne. Dette er ikke noget som skal ske igen," sagde han med en rolig og ikke mindst forbandet ærlig stemme. Bare det ,at skulle bringe det op på banen, lod det svagt koge i ham. Han vidste, at han havde ødelagt meget for sig selv her til aften, men det var virkelig ikke noget som betød noget for ham. Han vile ikke rende rundt med et godt rygte, hvis hun var væk, så var det virkelig ikke det værd. Han ønskede virkelig ikke at miste hende. "Som sagt.. Der er intet mig og Lilyann mere. Du vil ikke stå i vejen for noget," gentog han roligt, blot for at forsikre hende, at det var sådan at det måtte hænge sammen. Sådan som hun havde reageret før på deres kys under deres sidste møde, var som han normalt reagerede på det, at skulle binde sig - En form af uro og panik.. Lige der var hun så forbandet anderledes. Hun var en som han ikke ønskede, at skulle slippe det mindste.