A nasty surprise..

[Deleted]

Det var efterhånden frygtelig længe siden, at Pharrel havde set så meget som en skygge til Giselle, og det var noget som efterhånden virkelig var ved at bekymre ham. Han var vågnet op en dag, og hun havde været væk. Det havde virkelig været som at vandre rundt med en kniv siddende i hjertet, at skrige op uden at blive hørt. Han vidste udmærket godt hvordan det gamle rygte måtte lyde, for ikke at glemme, at Lilyann havde været forbi i hans liv igen og han havde vendt hjem til hende, udelukkende fordi at han havde været bange for at være alene. Bare tanken om at skulle knytte sig på den måde, var noget af det som faktisk måtte skræmme ham en anelse, men lige her, ville han virkelig ikke tvivl på, at det var noget som han måtte ønske. Det var vel bare en skam, at det ikke var alle som så det på helt samme måde, som det han selv måtte gøre? Han bed sig let i læben og trak kappen omkring sig. Sommeren var godt på vej og det var noget som tydeligt kunne mærkes på de mørke væsner som nu ikke havde så forbandet meget tid udendørs inden de ville være tvunget til at skulle søge skjul igen. Lilyann havde han heller ikke set så meget som en skygge til igennem ekstrem lang tid.. Hvad var det egentlig som skete for alle dem som skulle være omkring ham? De forsvandt jo alle sammen! Lige her til aften, var der skræmmende folketomt i gaderne, og det var virkelig ikke noget som han brød sig om. Noget var i den grad ved at ske, og det var en tanke som kun måtte sætte en tydelig kriller i ham.. hvad var det som var ved at ske? Det var bare en temmelig ubehagelig fornemmelse. De røde øjne hvilede omkring ham. Et sted var han jo selvfølgelig ekstrem glad for, at han slap for at skulle tænke på den gamle sensuelle udstråling, selvom han stadig havde mange af de smukke og klare træk, selvom det ikke var nær så slem som det som det havde været tidligere, hvilket han i den grad bare måtte være ekstrem glad for, og det var han i den grad også! De pludselige tilråb som han kunne høre i det fjerne, var noget som for alvor måtte trække i hans egen opmærksomhed selvom han virkelig bare formåede, at skulle holde hovedet koldt. Hvis der var noget, som han havde været vant til over denne periode, så var det at tage tingene som de måtte komme, selvom det virkelig ikke var let altid, det var helt sikkert! Han havde ændret sig voldsomt meget her i det sidste og det var han også udmærket godt klar over. Han var blevet en mand. Han var ikke længere den lille knægt som var bange for at binde sig, bange for at være alene eller lignende. Deth ele havde virkelig bare taget en noget så voldsom drejning for hans vedkommende, og det var i den grad heller ikke altid. Han sukkede stille og gik ned af gaden, til han måtte nå det store torv som udgjorde det store centrum midt i byen. Hvad der mødte hans syn, var noget som i den grad måtte få ham til at blive endnu mere bleg end det som han havd været til nu. Næsten ubevidst, hvor hans skridt måtte føre ham tættere og tættere på. I midten hvor 'buret' stod og med den nøgne kvinde i centrum, var noget af det som virkelig for alvor kunne sætte en følelse af hjertebanken direkte mod hans bryst. "Hvad pokker.." mumlede han let for sig selv, og ikke mindst tydeligt chokeret. Hvad pokker var det egentlig som foregik? Han skænkede adskillige mænd en albue direkte i siden for selv at komme tættere på. Rådne frugter og andet blev kastet efter hende, kroppen så tydeligt vansiret og ødelagt, hvilket var mere end rigeligt af en grund til at han stod med den mening som han gjorde, for pænt, det var det bestemt ikke! Han havde altid været vokset op med, at man skulle passe på kvinderne i samfundet og ikke fremstille dem på denne måde. Først da han for alvor måtte komme helt tæt på, kunne han se hvem det måtte være. De mange smukke og klare træk, var virkelig noget som måtte føles som en lussing direkte mod hans eget ansigt. Selvom det virkelig var svært at se, så kunne det virkelig ikke være andre end Giselle som måtte stå der for alles syn. Han følte virkelig at kniven som han havde gået med i hjertet, måtte blive revet ud og stukket i ham igen og igen, idet han kraftigt forsøgte at skulle komme igennem mængden. Dette var virkelig ikke noget som han ville finde sig i, og specielt ikke hvis det skulle være hende! "FLYT JER!" udbrød han med en fast og kraftig mine, selvom det kraftigt blev overdøvet i den store mængde af mennesker som måtte stå der, selvom der dog alligevel måtte være få, som måtte kæmpe sig forbi. Spiden havde han ikke kontrol nok over til at kunne forvandle sig til den lille edderkop, det var jo desuden noget, som han aldrig sådan rigtigt havde haft brug for, var det? Jo tættere på, at han måtte komme, jo vværre blev det, at skulle komme igennem mængden og det var langt mere end nok, til at skulle lade den lette panik brede sig i hans krop. Han ville virkelig ikke stå og se på, at hun skulle behandles på den måde! Slet ikke! "For pokker da, så flyt jer!" hvislede han med en fast tone. Et tonefald som i sig selv, slet ikke lå til ham som sådan. Så længe at han havde søgt efter hende, selvom han tydeligt havde haft en følelse af, at hun slet ikke ønskede at vedkendes ham.. hun var jo bare forsvundet? Følelsen af hjertet som var ved at hoppe ud af hans bryst var virkelig ekstrem ubehagelig. Hvad pokker var det egentlig som skete?!

[Deleted]

Giselle var forsvundet fra Pharrel den aften.. Nu kunne hun virkelig kun fortryde. Så mange år alene på den åbne gade hvor hun havde formået at klare sig selv, taget de hovmodige skridt mod ilden for den havde aldrig brændt hende, det var lige til nu. Den pelsede skikkelse var blevet grebet under et af de øjeblikke hvor hun tiggede for maden hvordan de havde regnet ud hun var langt mere end blot et dyr vidste hun ikke, men siden havde det været det rene helvede. Det var ved at være måneder siden, ærligt så havde hun efterhånden mistet alt form af tidsfornemmelse når hun blev slæbt rundt fra sted til sted og vist frem på den ynkelige måde, stillet frem for et publikum uden så meget som et trævl på kroppen, ikke at der var meget at se, det meste var blevet brændt væk. Smerten hang ved, og den fyldte hele sjælen, følelsen af flammerne der brændte hendes silkebløde hud væk og efterlod den vansirede krop, og hun kunne intet gøre, andet end at give de mange skrig fra sig, hendes krop måtte efterhånden snart give efter den måtte ikke holde til mere. Siddende i dette bur havde man ekstremt meget tid til at tænke, hun blev fremstillet som et barn af djævlen og hun forstod på ingen måde hvorfor, tomme beskyldninger og absolut intet andet. Desuden så strejfede tanken hende tit hvorfor hun havde valgt at forlade den eneste mand som var interesseret i at holde hende tryg, hun kendte til hans møde med Lilyann, hun vidste at han et sted måtte elske hend eog det var vel den tanke? For et forhold som søskende havde aldrig rigtigt været nok nu var det bare hende umuligt ikke at vise mere. De mange folk råbte og skreg, hun kunne føle de rådne frygter ramme hendes ømme hud der efterhånden var smeltet sammen fra halsen og ned, det var et mirakel hun overhovedet måtte være i live endnu. De lange mørke lokker hang nede omkring hendes nøgne skuldre, hun følte sig ydmyget og udstillet endnu engang, hendes krop var blevet frygtelig ømt punkt og nu kunne hun med sikkerhed sige at ingen ville kigge på hende og se på hende som smuk, de havde taget hende og forvandlet til det monster de ønksede at hun skulle være. Tårerne trillede ikke længere over hendes kinder, hun vidste hvad der ville ske, hun kendte til hele turen, snart ville de stå med ilden og lade hende blive som et underholdnings moment, de ville se hende brænde og le frem for at hjælpe hende. Hendes nøddebrune øjne hvilede mod hendes bare fødder, hun kunne fornemme den kuldrende latter som gjorde hende svimmel, det gav hende kvalme hvorfor kunne folk være så onde? Hvordan fik de sig til det? Hun sukkede tungt, lod øjnene stille synke i som i et forsøg på bare at lukke dem ude. Stemmen der råbte og masede sig forbi var virkelig ikke svær at genkende. Næsten med et sæt slog hun øjnene op og mødte hans skikkelse da han endelig endte foran hende. Hun betragtede ham med utrolig rolighed, hun var jo normalt ikke den form af person der måtte udvise den slags, det kys som var blevet ham skænket, bare det var noget som var blevet gjort ganske ubevidst. Hendes blik var så frygtelig hjælpeløst, hun ønskede sig bare tilbage den aften, at kunne gøre det om, desværre var det bare ikke tilfældet. Først nu måtte en tårer stryge over hendes kind som en gennemsigtig perle der banede sig vej ned over. Ville den falde mod hendes bryst ville det gøre helvedes ondt. Hun følte den velkendte væske blive hælt over hendes krop, duften af alkohol der måtte brede sig omkring. Det sved over hele kroppen men hendes underbevidsthed var klar over at det var en smerte som var intet i forhold til den som snart ville ramme hende. Den ene af de mænd som førte showet var en dæmon, og af ild, hun kunne næsten fornemme de velkendte skridt mod hende hvorefter han måtte skabe den lille flamme der fik hende til at gå op i en stor. Et skingert skrig slap fra hendes læber, hun bukkede sig i den rene smerte mod hendes i forvejen ødelagte hud. Hun vidste at ilden kun var overfladisk, den brændte måske huden og bragte hende smerte på alle måder, men den rørte intet andet, selv hendes nerver var indtagte og det fik et kun til at smerte langt mere. Kæderne omkrign hendes håndled og ankler tvang hende til at stå i en bredt stilling. Pharrel var forsvundet for hendes blik, hun kneb den hårdt sammen, hun havde aldrig været den mest troende men ligenu bad hun endnu en bøn som ikke ville blive hørt. latteren blev tydligere, og endnu engang følte hun det stik i hjertet. Det var ikke sådan Åharrel skulle se hende det var det ikke.

[Deleted]

Pharrel følte virkelig, at hans hjerte hamrede som aldrig nogensinde før mod hans bryst og følelsen var i den grad noget så ubehagelig! Bare det at Giselle bare var forsvundet, var noget som han måtte bide i sig. Det var en fortid nu som han ikke rigtigt ønskede at skulle tænke videre over nu. Lilyann så han heller ikke noget til efterhånden. Igen var han efterladt alene uanset hvor meget han ville det eller ikke så var der ikke meget, som han kunne gøre ved det, det var derh eller ikke nogen som helst tvivl om, men lige dette. Det var ikke noget som han ville have det mindste at gøre med! Han var panisk ræd, grebet af en panik som han slet ikke kunne huske, at han havde følt ekstremt længe. Hvor længe havde dette pågået?! Det var virkelig ikke noget som han ville vide noget som helst af, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var noget som han udmærket godt kunne stå ved. At se hende blive dunget fuldstændig til i alkohol, var en duft som tydeligt måtte sætte sig i hans næse. De kunne da ikke..! "Det kan i ikke..." hviskede han med en tydeligt mere panisk stemme. Ikke bare at hun havde været en søster for ham igennem så forbandet lang tid, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Hun var mere end det.. Det var hun virkelig og det var ikke noget som han for noget i verden, ønskede at skulle give det mindste slip på overhovedet! Endnu en mand måtte få en albue direkte i siden idet han kæmpet med at komme frem, selvom det allerede så tydeligt var for sent, selvom det virkelig ikke var en tanke som han brød sig meget om overhovedet. Kæderne som holdt hende, at hun så blev sat ild til, direkte op foran hans åbne ansigt, hvor han virkelig følte det som hans hjerte måtte knuses i hans eget bryst. Han nægtet virkelig at skulle stå og bare se til, at dette måtte forekomme! Nok at hans egen hud var så kold og så død, men dette.. Det ville han virkelig bare ikke under nogen omstændigheder! "FLYT JER!" hvæsede han med en endnu mere kraftig stemme. Han havde i det hele taget slet ikke regnet med at skulle se hende igen. Han havde i den grad heller ikke regnet med, at han skulle se hende igen på denne måde, for hun var i den grad meget mere end det som dette skulle forestille sig at være! Uden at han sådan direkte måtte tænke over det. Han blev igen stoppet af et par høje fyre som bevidst valgte, at skulle placere sig direkte i vejen for ham, så han på ingen måde, formåede, at skulle komme nogen steder fra, og det var virkelig også noget af det som gjorde det hele så mange gange værre for hans vedkommende, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "For satan! FLYT JER!" Han kom hurtigt hen il dem, selvom de puffet ham tilbage igen. I form af ren vrede og et kraftigt udbrud af raseri.. forvandlede han sig? Den lille edderkop som måtte hvile helt nedep å jorden og langt under de mange mennesker som så længe havde stået i vejen for ham. Hurtigt og så hurtigt, at den lille krop kunne bære ham og forflytte alle de 8 ben, kom han tættere og tættere på hende. Han nåede op på den lille afsats hvor hendes bur var placeret. Hans indre kogte virkelig af ren vrede og dette var virkelig ikke noget som han gjorde for at skulle spille helt. Slet ikke! Han nåede buret, kravlede indenfor, da det var ganske så let for ham uden det mindste problem. Så forvandlede han sig igen. Vrede og panik var noget af det som virkelig bare stod tydeligt i hans blik. Hvad pokker var det som skete og hvordan pokker kunne de få sig til det?! Manden var uden tvivl en ilddæmon og dette var noget som dronningen af dette land skulle få lov til at høre om! Han tog fat om begge hendes håndled og rev dem til sig, for at skulle kunne få revet hende fri af de kæder. Det brændt virkelig noget så frygteligt! Kappen tvang han af sin egen krop og kastet den omkring hendes krop hendes krop Alt for bare at få kvælt de flammer som havde slanget sig omkring hende. Det ønsket han virkelig ikke! Hun var varm. Hun var virkelig bare så varm og det var noget af det som i den grad også var noget af det som måtte skræmme ham mere end noget som helst andet. "Jeg har dig, Giselle.. Jeg har dig.." hviskede han. Stemmen var tydeligt præget af en ren og skær panik og den vrede som var noget så tydelig. Nok var han en mand som havde levet et relativt simpelt liv, men uanset hvad, så havde han virkelig et temperament når man ramte rigtigt og her var det i hvertfald ramt noget så grusomt som det aldrig nogensinde havde været før! Kappen fik han lukket helt omkring hende. Hænderne lod han vandre omkring hendes krop, mere eller mindre overalt for at sikre sig, at der ikke var nogen flammer som ville kunne brænde videre over hende. "Jeres leder og jeres dronning kommer til at høre om det her!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Han slap hende kort og stille, gik ned i knæ, hvor han tog fat om kæderne og rev til for at få hende fri. Tak og pris for vampyriske kræfter og egenskaber for her kom de virkelig godt med!

[Deleted]

Giselle måtte virkelig kun fortryde at hun var endt med at tage fra ham et par aftener efter de egentlig var blevet enige om at hun blev hos ha,, gav ham muligheden for at passe på og beskytte hende som han havde ønsket sig så frygtelig længe, han havde altid været som den bror hun aldrig fik og hende som hans søster, lige der og da måtte hun have advaret ham inddirekte omkring det sljulte som måtte hvile helt under overfladen ved at skænke ham det blide kys. Først da hun fandt ud af hans møde med Lilyann vidste hun at tiden var inde, hun kunne ikke blive for hun ville blive set på som en mur der ville komme imellem dem og det ønskede hun sig virkelig ikke. Pulsen sad overalt i hendes krop, i hendes hovedet, i armene, ben, siden og ekstremt hårdt mod det brsyt som før i tiden plejede at være smukt og fyldigt, nu kunne man knapt ane hendes brystvorte, brændt væk og med en vablet rillet hud over hele kroppen fra halsen og ned. Der var kommet det ene skrig, efter det var det som om hun gled ind i en helt anden verden, stod som naglet til sedet, fanget i flammerne og i hendes egen krop og sind, hun kunne føle varmen, hun kunne føle smerten, men efterhånden så var det bare at bide det i sig. Den positive gadetøs var for langst svunet bort og var endt i dette følelseskolde væsen. Panik var der ikke at se, det var som om hun slet ikke følte noget, det var en form af rutine og når først man var inde i den så kunne den ikke gøre det samme ved sindet og ved følelserne. Blandt menneskemængden kunne Giselle fornemme den stemme som altid havde formået at gøre hende tryg, men selv her føltedes den så ligegyldigt, hun kunne ane ham på den anden side af buret,men uanset hvad så var det der han måtte være, og hun stod som nalget til dette sted. Duften af alkohol var allerede svundet hen, nu kunne hun kun dufte svovl, og mærke varmen nærme sig mere og mere hendes ansigt jo kraftigere flammerne blev. Dette var den risiko som Pharrel havde nævnt for hende? Hele grunden til at han ønskede hende hos sig selv frem for nogen anden? De dybe hasselbrune øjne endte i et skjul under hendes øjenlåg, også det der måtte gøre at hans forvandlign ikke faldt hende i blik, hun konsentererede sig om smerten, om ikke at slaippe endnu et skrig som rent faktisk måtte hvile og lurer over hendes læber. Først da skikkelse foran hende endte med at tage form lod hun atter blikket glide op og møde hans. Det gjorde ondt at få revet håndledene fri på den måde, det var dog intet i forhold til de flammer som overfladisk brændte hende, hun følte det virkelig ikke. Kappen lod hun slås om hendes nøgne krop. Dette var langt fra sådan at Giselle havde forestillet sig at han endelig ville se hendes nøgne hud, hun vidste hvilken mand han var og hun havde altid nægtet at være endnu en af hans tøser, emn det forhindrede hende i den grad ikke i selv at gå med de mange billeder og forhåbninger omkring at en dag så ville det ende med at være realistisk, nu stod hun her med hans kappe omkring sig der kvælte de mange flammer og måske det var en lettelse men stoffet som satte sig fast i hendes øbne sår sved over det hele, "Ikke slip mig.. Ikke slip mig" gentog hun i en usikker hvisken, der efterhånden var blevet hæs, udelukkende fordi det ikke var den hun måtte gøre mest brug af mere. Roligt faldt hun ind mod hans krop, hun hørte de mange råb men kommeterede dem ikke. Hun bar ikke selv nag til dronningen eller lederen men noget skulle gøres, ville det lykkedes ham at få hende fri her, så ville de blot søge et nyt offer der kunne være djævlens datter, noget som var noget værre vrøvl! I virkeligheden var hun jo rent faktisk utroligt troende? Hans temperement kom til syne og havde det været en mulighed så ville hun smile, men hun fik virkelig ikke bare sig til det, hun nød at se ham sådan, nød den følelse af at der var en som ikke var ligeglad. Pharrel var farlig for hende og et andet sted så var det i sidste ende det der gjorde det hele langt mere spændende.

[Deleted]

Pharrel var udmærket godt klar over, at kappen ville blive et problem, men lige nu ville han virkelig bare få de flammer slukket, få hende med sig væk herfra og få hende til at falde til ro så hurtigt som det var ham overhovedet muligt. At folk overhovedet kunne grine af dette, var noget af det som han måtte se på som forfærdelig i hans øjne. Det var virkelig umenneskeligt! Faith skulle nåok få lov til at høre omkring det her. Det var slet ikke noget som han ville høre tale om! Han rev hendes lænker fra fødderne og kom sig stille op på benene igen. Han slog armene stille omkring hende. Det kunne slet ikke falde ham ind, at skulle slippe hende. Deriblandt var dette noget af det som han havde ønsket at beskytte hende imod. Dem uden mange muligheder og dem som stod uden noget, var noget som i den grad var så stærkt udsat og det var noget af det som han ikke brød sig om og udelukkende fordi, at det var hende som havde stået i denne situation, hvilket i den grad var noget af det hårdeste. Han bed sig let i læben og selv uden at skulle trykke hende ind til sig. Lugten af svovel var ekstrem tydelig, at hun var brændende varm og huden fuldstændig rød var noget af det som han allerede havde lagt mærke til, hvad end om han ville det eller ikke. Dette ville tage hende lang tid at skulle komme fra og det var han allerede fuldendt klar over, selvom det i den grad ikek var noget som han tog let på. "Sch.." hviskede han stille. De mange råb udenfra buret af, var noget som han nægtet at skulle lade sig høre af lige nu. Han sendte dem blot et fast blik og efterfulgt af et advarende hvæs. Han var jo ikke en spide for ingenting. Kappen ville kliste sig fast i såree og det vidste han. De skulle nok få det hele overstået. De flammer havde han virkelig bare ønsket at skule stoppe. Han hævede kort den ene hånd og strøg mod hendes kind. "Lad os komme væk herfra," sagde han med en rolig og dæmpet stemme, det var slet ikke noget som han hellere ville lige nu. Han slap hende forsigtigt og vendte sig mod buret og den lille port som var. Han tog fat i den med begge sine hænder og rev den op med en fast bevægelse med hans ene skulder og skubbet den op. Han vendte sig mod hende derefter. Han rystede virkelig af ren vrede og ren raseri. Lige nu var hans førsteprioritet at skulle få hende med sig væk derfra og så finde en som ville kunne hjælpe dem med hendes mange sår. Umenneskeligt.. Simpelthen umenneskeligt! Den smukke unge krop så ødelagt og så vansiret.. Han kunne virkelig ikke begribe at nogen kunne finde på at skulle gøre sådan noget overfor nogen som helst. Det var virkelig ikke noget som han ville kunne forstå sig af overhovedet! "Vi finder kroen min kære.. Jeg skal nok passe på dig," hviskede han stille. Hans ene arm faldt noget så løst omkring hende, dog alligevel så hun ville være i stand til at skulle mærke, at han måtte stå der, det var heller ikke noget som han ville skjule for hende, men han turde heller ikke at skulle lægge alt for meget tryk på hende. Den anden hånd faldt under hendes knæ, idet han roligt hævede hende op i hans arme, stadig så forsigtigt som det ville have været ham overhovedet muligt. Ikke så meget som et smil, ikke så meget foruden den samme mine som kun måtte udstråle den rene vrede som han havde i sindet lige netop nu. Der var ikke noget andet at skulle gøre ved det lige netop nu. Han forlod stille den høje sats og bevægede sig ned i mængden. Flere gjorde de samme råb efter dem, flere stod med et smil på læben og så var der jo selvfølgelig dem som måtte grine af hende og ikke mindst ham for det som han havde gjort. "Hvis jeg havde en arm fri, havde jeg slået dem alle ihjel," hvislede han med den iskolde og dræbende hvisken. Han var virkelig vred som han aldrig nogensinde havde været før, det var slet ikke noget ,som han kunne læge det mindste skjul på overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg slår dem ihjel..." hvislede han med en fast og iskold tone. Normalt den stille og rolige mand. Det var i hvertfald noget som havde ændret sig igennem det lange stykke tid, hvor han absolut intet havde set til Giselle. Han havde fundet hende i live, og det var i den grad en lettelse. Han havde bare håbet på helt andre omstændigheder.

[Deleted]

Kappen ville i den grad ende som et problem for hend eog udelukkende af den grund at stoffet måtte sætte sig fast i de åbne sår, ligenu ignorerede hun dog den smerte, hun ville ikke tænke på de, flammerne var slukket og mere kunne hun som sådan ikke bede om. Hvor meget mere af den slags hun kunne holde til var Giselle virkelig i tvivl om: De mange råb og skrig og den latter som opstod når flammerne fik ordenlig fat om hendes krop, det var virkelig umenneskeligt! For hendes del var dette bestemt ikke morsomt, at folk kunne le på andres bekostning når det måtte koste så dyrt, hun forstod det virkelig ikke, men de fleste ville vel ligefrem nyde at se djævlens datter brænde i sit eget helvede? Efter de mange gange var den smukke krop mere eller mindre forsvundet. Fra en smuk silkeblød hud, til en vablet og ru, uden det direkte fyldige brystparti, hun lignede virkelig ikke sig selv mere, alt var ødelagt og specielt den ksønhed som hun føle at hun havde haft som noget af det eneste, mpske nok beskidt og med en kjole der var lige til de nærmeste skraldespand, men ud over det, nu var alt der var tilbage det smukke ansigt som manglede det positive smil og frække glimt i øjet, og det lange mørke hpr der blidt måtte bølge ed over hendes vansirede skuldre. Giselle prøvede af alt magt at lukke de mange folk ude og koncentrere sig omkring Pharrel som måtte stå foran hende, hun bebrejdede ikke noget ud over hende selv for at dette var sket, hun skulle aldrig være stukket af på den måde, og desuden så var hun blevet advaret, det var udelukkende hendes egen skyld, og i et land som Dvasias var det jo kun endnu værre. Ikke flere tårer faldt fra hendes kinder ligenu, hun følte virkelig ingenting, hun var blevet advaret gået imod ham på den måde selvom de jo var blevet enige om at hun ville blive hos ham, men han betød for meget for hende, hun ville bare se ham lykkelig og Giselle frygtede virkelig at hun var den som måtte ødelægge hans lykke på den måde, ved at være en mur mellem ham og Lilyann. Blidt lod hun sig tysse på, hans stemme beroligede hende, han lo ikke, han ydmygede hende ikke, tog hende blot ind til sig og det var lettende på trods det ikke ligefrem var sådan hun ønskede at han ville se hende, hun var som ømtålelig overfor hendes krop, hvilket blandt andet også var grunden til hun havde nægtet at ende som endnu en af hans mange tøser, det var virkelig bare ikke sådan hun ofrestillede sig det i hendes små egne dagdrømme, hun ville tage sin tid om at komme oven på efter dette. Øjnene sank stlle i, hun ville ikke se på den mængde som stod over hende og buede og hujede for det rene ingenting, ingen brød ind, de troede vel at han bare var en del af sjovet? Flammerne var borte hun følte stadig varmen og lugten af svovl var endnu en som måtte sidde i hendes næsebor. Stille nikkede hun til hans ord, hun ville væk herfra uanset hvad nu måtte hun vel have lov til at tænke en smule på sig selv? Lyden af jernet som måtte bøjes trak end ikke i hendes opmrærksomhed, hun gled mod hans favn, endte med at blive løftet af ham var armene næsten forsigtigt måtte snige sig om hans hals. Hun ville bare væk derfra, tilbage på kroen hvor han ville passe på hende og beskytte hende. Den lille kommentar fik hende til at trække i mundvien selvom det var yderst trættende, hun kunne næsten bare ikke lade værre, kun noget som foregik i de korte sekunder "Ingen.. Grund til at blive.. Voldig kære" hviskede hun anstrengt. Smerten hang virkelig ved og den skar igennem i selv hendes engang ellers så melodiske stemme. Vold havde aldrig været noget hun gik ind for, han vidste hvilken posititv person hun i virkeligheden var, ekstremt fredelig hvordan kunne hun være djævlens datter? Født af Lucifer? Giselle ville have kontaktet ham, det ville hun virkelig, hun havde aldrig rigtigt kunne undvære ham på nogen måde og det var hendes problem også selvom hun vidste at det var hendes fejl at forlade ham, nu havde hun i den grad lært lektien det ville ikke ske igen "Bare.. Bliv hos mig" hviskede hun lavt, lod stille hovedet glide mod hans skulder. Bare det at tale var blevet en udfrodring efterhånden. Bag dem kunne hun høre de mange tilråb, hun var klar over at han ville være en tilhænger af Lucifer som sådan ved at træffe det valg at hjælpe hende, hun var kun glad for at han gjorde.. Det var hun virkelig.

[Deleted]

Pharrel måtte virkelig bare falde til ro. Han kunne slet ikke huske, at han hadve været så vred og så rasende som det han var nu. Det var noget som et sted også kunne skræmme ham. At han nu ville blive set på som en tilhænger af den store djævel, var noget som han var direkte ligeglad med. Han holdt forbandet meget af Giselle. Han havde ønsket at beskytte hende og han agtet at gøre det. Hvis det jo så i den anden ende, måtte gøre ham selv til en djæveltilhænger, så fint! Han var virkelig ligeglad! Han kunne ikke lade være med at smile da hun lod armene søge omkring hans hals og nakke. Han vendte de røde øjne stille i retningen af hende. Hun kunne holde ham på et relativt roligt niveau, hvilket ikke var noget som enhver kunne. Lilyann gjorde det, men det var mere et sted af frygt for noget som han ikke rigtigt kunne sætte en finger på. Dette var virkelig bare anderledes og det var virkelig bare behageligt på sin måde. Han holdt hende tæt ind mod sig. Jo hurtigere de kunne komme til den kro , jo hurtigere kunne han få kappen af hende og jo hurtigere ville han være i stand til at skulle trække den videre deraf, få hende klargjort, få sårene lukket og det hele og så få hende lagt til ro, så hun ville være i stand til at skulle komme sig, selvom det virkelig var ekstremt meget at forlange lige netop nu. Han havde i den grad ikke nogen intentioner om at skulle gå nogen steder lige nu. Bare det, at have set hende på denne måde, var virkelig noget af det som gjorde ham direkte så panisk. Så smuk som hun var og så smuk som hun havde været, ja sågar i hans øjne som hun også var i øjeblikket, så var der virkelig så ekstremt meget, som var så ødelagt for hans vedkommende, det var heller ikk enoget som han kunne komme udenomo verhovedet. Hun var bestemt ikke en djævels datter, så meget vidste han. Hendes syn på livet, de små ting som gjorde hendes hverdag samt den personlighed som hun var bærer af, det var virkelig ikke noget som han nogensinde ville forbinde med noget så ondt og noget så grusomt som en djævel! Det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet! Han vendte blikket mod hende og ignorerede fuldstændig de mange tilråb både for og imod det som han gjorde.. Han var fuldstændig ligeglad. Ingen.. INGEN skulle have lov til at gøre noget som dette mod hende! Han sedte hende et stille og let smil. "Sch.. Spar på kræfterne min kære," bad han stlle og alligevel med en rolig og ganske så oprigtig stemme. Han var i den grad bekymret for hende. Bare den lugt af brændt kød som var så utrolig tydelig, var noget som selv måtte sætte den form af skræk i ham og endda også på alle tænkelige måder overhovedet, så det var bestemt ikke noget som man sulle tage som et godt tegn altid, det var helt sikkert. Hun var virkelig en fantastisk personlighed og han havde advaret hende om hvor farligt det var. Han kom endelig ud fra mængden af ved at skulle skænke den sidste mand et kraftigt skulderstød, bare for at få ham til at blive helt på plads. Det direkte dræbende blik som han måtte sende ham, fik ham automatisk til at stå stille, mens Pharrel måtte fortsætte vandringen mod kroen. Dette var noget som skulle gå hurtigt, i hvertfald mens de mange sår måtte være blødende og åbne på denne måde. "Jeg går ingen steder.. Jeg går ingen steder.." hviskede han stille. Han vendte blikket stille ned mod hende igen. Nu forstod hun vel også hvorfor, at han havde bedt hende om at blive ved ham. Det var ikke fordi, at han var bange for at være alene, men det var også for hendes skyld, for han havde virkelig været bange for det her.. Og nu var det sket alligevel. Nu vidste han også ,at han havde det djævelske symbol plantet i panden, udelukkende fordi, at han havde hjulpet hende ud, så var det virkelig ikke noget, som betød det mindste for ham! Han nåede ned af gaden og selv med de næsten hastige skridt. Dette var noget som var nødt til at gå hurtigt i hans hoved. "Vi finder en kro... jeg.. jeg får det tøj af dig, får de sår lukket og så slapper du af og kommer dig. Jeg passer på dig," hviskede han stille. Det var noget som han ikke kunne lade være med, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han nåede langt om længe kroen som han kunne se i det fjerne. Hans skridt øgede betragteligt i fart, det var slet ikke noget som han kunne lade være med, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han fik skubbet døren op med endnu et fast skub med skulderen. "Lad mig få et værelse, et stort kar med lunken vand og lad det gå lidt tjept!" sagde han næsten i en hvæsen. Det var noget som han var temmelig sikker på var brugbart. Det var vel også tydeligt, at han vidste hvad han gjorde?

[Deleted]

Selv efter dette formåede Giselle at forholde sig på et forholdvist positivt niveau, det var sådan hun altid havde været og lige her var det ikke rigtig nogen undtagelse. Til tider havde hun svaret de mænd ihjel, råbt efter det publikum hånende ord, for hvordan kunne de sidde og morer sig ved synet af en kvinde der blev brændt? Det var i starten nu var der gået så pokker langt tid siden og hun kunne ikke mere, nu var det dgaligdag og hun fandt sig i det, hun havde ikke noget andet valg end at finde sig i det, hun ved end ikke vred eller bar nag på nogen måde, det lå bare ikke til hende, og normalt vidste hun at det heller ikke lå til Pharrel at være med det temperament som pludselig var kommet frem og faktisk fandt hun det en smule charmerende. At han kunne blive vred og ikke tage halen mellem benene som han til tider havde gjort, ikke mindst med Lilyann, stukket af og hun havde fundet ham på kroen. Menneskemængdens tilråv forsvandt længer eog længere væk, da det kun var baggrundsstøj lod hun stille de mørke jne synke i og skjule sig for omverdenen, det var tydeligt at hun virkelig vare udmattet efter den t8ur som hun var gået igennem et par gange efterhånden, noget som var tydeligt over den krop som ligenu lå skjult under den kamme der klistrede sig ind i hendes åbne sår, det gjorde ondt som pokker! Giselle vidste at Pharrel fra nu ville være stemplet som en djævlens tilhænger men han gjorde det for hende og de begge vidste bedre hun var ikke datter af Lucifer det var helt sikkert! Armene hvilede trygt omkring hans nakke som hun måtte hjælpe ham lidt med hendes vægt, puttede sig roligt ind til ham. Hun var klar over at hendes muligheder var gået i sig selv som hendes skønhed var blevet brændt væk - bogstaveligt talt, fra halsen og op var alt normalt og derfra var resten blevet vansiret, ingen ville se på hende og misunde hendes krop, ingen mand ville se på hende med et lystigt glimt i blikket, og selvom hun gav udtryk for at hun hadede når de gjorde det, så var det noget hun var klar over at hun for fremtiden ville savne. Et langdragent suk slap hendes læber, lugten af svovl hang i hendes næse og de rester af alkohol der endnu måtte sidde over hendes krop. Hun var blevet advaret han havde tilbudt at holde hende fri af den risiko og hun valgte at trodse ham og hvorfor? Fordi hun var bange for det som han fik hende til at føle? Fordi hun et sted følte et stik af jalousi overfor Lilyann? Hun ville ikke være en mur for dem, elskede ham den kvinde så skulle han leve lykkeligt med hende uden at hun ville blive set på som den pestilens e ikke ville kunne komme af med, det ønskede hun ikke. De mange hurtige skridt gjorde virkelig kun ondt med de åbne og blødende sår, hun kunne ikke gøre andet end at forsøge at bide smerten i sig og koncentrere sig om noget andet. Måske nok blevet fjernet fra gaden og gjort til Lilith, gjort til en djævlens datter, men hun var stadig den samme kvinde, positiv og drømmende, lige der var der intet nyt under solen.Et anstrengt smil spillede sig om hendes læber "Glimrende.. Selvom det nu ikke var sådan her at jeg ligefrem forestillede mig at.. Du ville tage klæderne af mig" hviskede hun stille, som en enorm indrømmelse. Den lille røde farve tog til i hendes kinder på trods hun ikke følte forskel og dermed slet ikke lagde mærke til det. Ærigt var det. Hun havde jo haft sine små dagdrømme når han ville lade kjolen falde fra hendes krop og betragte den for derefter se i hendes blik og skænke hende det kys.. Resten kunne man vel gætte sig til? Dagdrømme som han måske ikke kendte det mindste til, men det var nogen som hun desværre oplevede lidt for tit. Øjnene gled stille op som de trådte ind på kroen. Det var tydeligt hvad Pharrel ville have, og at han vidste hvad ahn gjorde, noget som kun gjorde hende tryg. Han ville passe på hende, det var hun slet ikke i tvivl om at han ville, hun bar en tillid til ham som hun ikke bar til nogen anden.

[Deleted]

Pharrel vidste lige nøjagtigt hvordan at han vill have alle tingene og hvordan det hele skulle foregå. Han var den mand som normalt ville undgå at skulle de konfrontationer og disse situationer, men lige denne gang, så havde det virkelig været fuldstændig umuligt for ham, at skulle kunne se det mindste væk fra det, hvad end om han ville det eller ikke. Han var klar over at hans hastige tempo var noget som måtte gøre ondt, men hellere komme hurtigt frem, så de kunne komme igang med det hele. Nu var det jo heller ikke fordi, at hun var i besiddelse af noget, som han ikke havde set før og han kunne i den grad også trygt stå ved, at hun i den grad ikke bare var en af mængden og en af hans mange tøser, for han var virkelig ikke den mand længere. Bare den lugt af svovel og brændt kød som var noget som tydeligt måtte sætte sig i hans næse, hvilket han så ikke havde noget imod et sted og så alligevel. Det gjorde i alle fald, at han slet ikke lystede at sætte tænderne i hende, selvom det slet ikke ville være noget som han ville tilgive sig selv for, his det skulle ende med at gå galt i den anden ende! Han bed det let i sig og vendte blikket stille mod hende. Lilyann var et overstået kapitel for hans vedkommende og det var slet ikke noget, som han ønsket at skulle tænke på mere. Noget som han ville håbe, at hun ville forstå. De så aldrig hinanden alligevel, så hvorfor holde fast i noget som allerede var endt med at dø ud? Han så hende aldrig, de snakket aldrig sammen.. så hvorfor skulle han dog? Han skød Lilyann ud af hovedet. Hun var den kvinde ige nu som han slet ikke lystede at skulle tænke på, hvad end om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget, at skulle gøre ved det lige nu. Hans blik faldt stift mod bartenderen bag disken som hurtigt fiskede en nøgle frem. Pharrel fik den roligt placeret i kappens lomme som blafrede frit fra Giselles krop. Han takkede roligt for sig og fik nummeret på værelset at vide, mens han hurtigt sendte et bud efter en af hans tjenesteknægte efter et kar som kunne fyldes med vand, stort nok til at hun vil kunne ligge i det, for de kunne jo tydeligt se, at den var helt gal. Det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han kunne ikke lade være med at trække på mundvigen ved hendes ord. Hvordan kunne hun dog være så munter og så positiv efter det som var sket? Det var virkelig ikke noget som hav det mindste mening for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Kunne han rødme, så havde hans kinder sikkert antaget lidt farve, så han var nu tydeligt glad for, at det ikke forholdt sig på den måde. Han lagde hovedet tæt ved hendes. "Pointen er vel, at der mig som gør det, ikke?" påpegede han med en let drilsk stemme. Han prøvede virkelig bare, at skulle falde til ro igen, for alt andet var virkelig helt uaktuelt. Han ville ikke koge over det her. Han ville virkelig ikke. Hun var virkelig meget mere end de mange kvinder som han havde delt sengen med. Han havde aldrig nogensinde tvinge hende til det ene eller det andet, og det havde han helelr kke villde dengang han var en dæmon.. Før Lilyann hvde sat tænderne i ham og gjort ham til det som han var den dag i dag. Han nåede værelset og satte hende roligt på gulvet, selvom han stadig støttet hende med sin ene hånd. Han fandt nøglen frem og fik den sat i låsen, hvor han derefter fik døren op. "Kom med ind, min kære," sagde han stille. Han prøvede virkelig bare at falde helt til ro, selvom det var svært. Nok en djævels tilhænger nu, så var det noget som han var fuldstændig ligeglad med! Han stillede sig med hende tæt i favnen, da en knægt kom op med et stort kar som blev placeret på gulvet og adskillige som fortsatte med at gå frem og tilbage for at få det fyldt op med lunken vand. Det varme ville han ikke kunne holde ud og hendes krop skulle køles ned, så dette var vel også måden, at skulle gøre det på? Efter et længere stykke tid, stod karet fyldt med vand, de havde fået nogen håndklæder og de blev efterladt alene på værelset. Pharrel lukkede øjnene stille og alt for bare at slappe lidt af. Det var i den grad umuligt for ham. "Jeg slår dem ihjel for det her.." vrissede han med en tydeligt mere sammenbidt stemme. Han kogte virkelgi som han aldrig nogensinde havde gjort det før.

[Deleted]

Det var tydeligt at Pharrel vdste hvad han egentlig havde gang i, og det var noget som virkelig måtte lette Giselle, han havde styr på tingene og hun skulle bare slappe af og føle sig tryg, noget som hun i den grad også gjorde. Giselle var klar over at Pharrel var noget så frygteligt konfliktsky, og som regel ville undgå alle former for konfrontationer, men lige her var hun virkelig kun glad for at han havde gjort det for hende og hjulpet hende ud derfra, for selvom hun formåede at forblive positiv så gjrode det i den grad stadig ondt, hun var ikke nem at knække som gadebarn oplevede man det værste dette overgik dog alt. Smerten ved det hurtige tempo bed hun virkelig bare i sig, ligeså de de måtte finde vejen frem til værelset, for det gjorde virkelig pokkers ondt med alle de åbne sår der måtte svide. Hendes krop var ikke længere den samme hun kunne ikke føle den på den samme måde, vansiret og grim ingen ville se på hende uden at le, deres latter var hun jo vant til nu, den form af ydmygelse at stå fanget der til tremmerne der dannede buret og blive pint foran flere øjne der ikke gjorde som Pharrel havde gjort, men spillede ligeglad eog ligefrem morede sig over synet. Giselle havde altid frygtet at skulle ende som endnu en af hans tøser, for selv på trods hun til tider kunne sværge at han fik hende til at føle langt mere dnd hvad godt var, hvorfor skulle hun elelrs også have skænket det kys når hun udemærket var klar over at han måtte være forlovet? Aldrig hvade han så meget som lagt en finger på hende, ej heller selv i tiden som sensuel dæmon, ikke forført hende selvom han kunne og udelukkende fordi han ikke ville tvinge hende, ingen mand var nogensinde kommet tæt på hendes krop, og et sted så sad hun vel med ønsket om at Pharrel skulle være den eneste? Giselle forblev roligt mod hans krop, hun stolede på ham, lugten af svovl var måske stærk men hun stolede på at han ikke ville gøre hende noget som helst. Lilyann ville hun lset ikke tænke på ligenu, hun misundede den kvinde for at have ham så tæt på sig, men ud over det så havde hun ingen grund til at skulle tænke på hende ligenu hvor hun hvilede ind til ham. Stille lod hun sig glide ned støtte på fødderne og med meget forsigtige skridt fuldte ham ind i værelset. Hnedes krop stod fuldkommen stille når hun betragtede tjeneren der måtte løbe frem og tilbage kun for at fylde det kar som han havde bedt om,. Hun vidste at hun var langt mere munter end det som hun i virkeligheden burde være, hun var blevet brændt og ydmyget foran et helt publikum og langt mere hen af vejen også. Hendes rolighed var vel det sm i virkeligheden gjorde ham rolig? De små kommentere som afslørede at det stadig var Giselle, hendes psyke var ikke helt knækket på midten endnu men kun halvvejst. Farven tog til i hendes kinder, lidt genert havde hun vel altid været? "Det kan der være noget om " medstemte hun i et lettere drilsk tonefald. Hun vidste tiden og stedet ikke var til ne uskyldig flirt, hendes krop var ikke længere noget som nogen mand ville ønske at røre og der måtte Pharerel vel være inklusiv? Han plejede at have de smukke kvinder hvilende ved hans side, og det var ikke længere en kategori hun måtte gå under. Så snart tjeren var forsvundet og havde efterladt dem karet, vendte hun sig stille mod Pharrel, den kappe skulle af hun glædede sig næsten til det kølige vand mod hendes forbrændte hud. Hånden løftede hun stille, ikke nær så skadet som resten af hendes krop, men dog langt fra silkeblød som den ville have været. Hun lod den stille strryge over hans kind selovm det var tortur at bevæge sig. De små skægstubne fornemmede hun, han var en utrolig køn mand "Mord og hævn vil ikke gøre det om, kære" endte hun med et meget sigende blik. Kappen var faldet en smule over hendes vansirede skulder, hun følte sig som et omvandrende monster og det var faktisk en tanke som måtte gøre langt mere ondt det som de åbne sår og den brændende hud i sidste ende gjorde.

[Deleted]

At Giselle kunne forblive så positiv, var slet ikke noget som Pharrel ville kunne forstå. Han vidste at hun havde haft det hårdt og han havde virkelig også stået med ønsket om, at skulle hjælpe hende når de endelig faldt over hinanden, hvilket i den grad til nu, havde været noget som skete ved små lejligheder og han havde altid gjort sit, for at skulle gøre det hele bare en anelse lettere for hende, for enkelt, det havde det i den grad ikke været og heller ikke for ham altid. Måske, at han var ekstrem konfliktsky, men lige her, havde han altså ikke været i stand til at skulle vende ryggen til og bare stå sammen med mængden som han normalt ville have gjort det. Ikke med tanken på den betydning som hun måtte have for ham, for det var virkelig noget så frygtelig værdifuldt i hans øjne og det var ikke noget som han ville tillade skulle have lov til at brænde op på den måde. Han ville virkelig bare gerne have hende i vandet nu, få blødet det hele lidt op og få tøjet af hende, få sårene lukket og så lade hende hvile og holde hende der til hun ville blive bedre igen, selvom han udmærket godt vidste, at det kunne være slemt nok i sig selv på denne måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var der ingen tvivl om. Han betragtede hende roligt og stille, selv stående i hans arme. Det var virkelig bare dejligt, at skulle stå der sammen med hende, for ddet var noget a det som han havde savnet mest, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. At de endelig fik lov til at være alene, havde han så sandelig heller ikke noget imod. Han sendte hende et stille og roligt smil og med blikket roligt mod hendes eget blik. Måske at hendes krop var fuldstændig ødelagt på denne måde, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Hun svar stadig smuk i hans øjne og det ville der ikke være noget som helst som vil kunne ændre på det. "Det tænkte jeg nok." Han placerede et stille kys mod hendes pande og lod de røde øjne igen stille og roligt falde mod hendes blik. "Lad os få dig op i karet og få det tøj af dig inden sårene lukker sig," sagde han stille. Han førte hende stille og roligt hen mod karet. "Det er lunken, så det kan måske være en anelse koldt," fortalte han stille. Han tog forsigtigt omkring hendes ryg igen og omkring hendes knæ og hævede hende og kun for at skulle sænke hende direkte ned i vandet, selvom det hele var noget som han gjorde med den største forsigtighed, hvilket var noget som han gjorde for hendes skyld. Han sænket hende helt ned i vandet og gik selv i knæ ved siden af. Han ville slet ikke være påtrængende forh ende eller noget som helst, så han valgte selv at skulle gå frem med en forsigtighed, hvilket var noget som han gjorde.. igen for hendes skyld. "Bare slap helt af.." Han sendte hende et stille smil og blev ellers stille siddende ved siden af hende. Selv for ham var vandet en anelse varmt, selvom han virkelig bare måtte bide det i sig for nu. Det var for hende, at han gjorde dette og så ville han aldrig nogensinde tøve i det! Han tog forsigtigt og stille fat omkring hendes hår og førte det over hendes ryg. Hun var bestemt ikke bare en af de mange tøser som han havde været i nærheden af igennem hans liv, det var der ikke nogen tvivl om. Hun var virkelig så meget mere end det. Hun var den søster som han aldrig nogensinde havde haft, den kvinde som han havde set på som en fantastisk veninde og det var noget som han aldrig nogensinde ville slippe. At skulle stå der sammen med flokken og grine af hende, var noget som aldrig nogensinde ville kunne falde ham ind! "Læn dig roligt tilbage min kære.. Jeg holder dig," sagde han stille. Han lagde hånden forsigtigt og stille i hendes nakke og støttede hendes baghoved, hvilket var noget som han igen måtte gøre bevidst også. Han lod en hånd føre vandet roligt over hendes forbrændte krop. Den skulle bare have lov til at køle ned, også selvom han udmærket godt vidste, at dette måtte gøre ondt, så var det ikke rigtigt noget som han ville tænke på nu. Stille og roligt tog han fat om kappen for at skulle få den fjernet fra hendes krop af. Han trak den frygtelig forsigtigt af. Det skulle jo trods alt heller ikke gøre alt for ondt på hende. Det var slet ikke noget som han måtte ønske under nogen omstændigheder.

[Deleted]

Giselle forblev positiv, udelukkende af den grund at hun vidste det ikke ville hjælpe noget som helst at skulle lade sig knække og forvandles til en helt anden person, styrken lå i hendes selvtillid selv på trods hun ikke var meget andet end et pokkers gadebarn der for mange år siden forlod hendes forældre. Hun var nødt til at holde sig positiv, for alles skyld også hendes egen at hade dem, at ønske dem døde hvad ville det i sidste ende gavne hende? Det var ikke det som hun kunne se. Pharrel var endt som hendes bror, den bror hun aldrig rigtig havde haft, og han hjalp hende som kun en bror kunne gøre det, noget som hun virkelig måtte nyde, men det var til tider svært at acceptere at han var hendes bror og intet andet, specielt når hun vel et sted altid havde ønsket sig mere end det? Ikke at han vidste det, eller et sted så havde der jo været de små fingerpeg men hun fik ikke sig selv til direkte at skulle sige det, specielt når Lilyann stadig måtte være en del af hans liv så vidt som hun måtte vide. Denne gang var han vandret lige ind i konflikten og uden at se sig over skulderen og længes tilbage, han havde reddet hende fra flammerne fordi hun i alt for mange år havde leget med ilden og selvom han havde advaret hende og hun gjorde den fejl ikke at tage imod det så tilgav han og tog hende til sig som om intet var sket, det eneste hun fortjente at høre med alt han gjorde for hende var et "Hvad sagde jeg". De var blevet ladt alene og Giselle nød virkelig at stå der sammen med ham, selvom smerten ligenu hang i hver eneste del af hendes krop selv efter flammerne var stoppet med at skulle brænde. Kappens stod klistrede i hendes åbne sår, det gjorde så pokkers ondt, tvang hende kun til at bide tænderne sammen! Et anstrengt smil prydede hendes læber, alt gjorde ondt i øjeblikket. Stille måtte hun gøre et nik til hans ord, hun glædede sig næsten bare selvom hun vidste at det ville gøre helvedes ondt. Roligt lod hun sig løftes af ham og blidt sænkes ned i det store kar. Hendes krop faldt doven mod bunden, hvor kanten måtte støtte hendes nakke . Vandet sluttede sig om den forbrændte krop, hun slap et smetrefuldt gisp og bed tænderne hårdt sammen. Det vswed som bare en i helvede! Umuligt for kroppen at skulle slappe af på den måde og ligenu. Et sted så havde hun vel håbet at han rent faktisk ville sætte sig op til hende? Men hvad kunne hun forvente, der var ikke noget at komme efter længere? Ingen former på den samme måde, hun var ikke længere smuk og han var vel.. Forlovet? "Lettere sagt end gjort" mumlede hun sammenbidt til hans ord, det gjorde virkelig virkelig ondt! Kappen lod hun roligt fjernes så vandet for alvor blev lukket til hendes sår, noget som langt fra gjorde det bedre, smerten kunne ikke undgåes lige nu, og hun vidste det. Hun lod hovedet hvile mod hans hånd, lænede sig tilbage og kæmpede næsten for at slappe af. Vandet løb over hendes mange sår og alt hun kunne gøre var at bide tænderne fast sammen. Han var så tæt på og alligevel så langt væk, det skræmte hende den måde hendes hjerte begyndte at banke, måske det var vandet han skubbede om hendes krop men hans hånd var alligevel ganske nær. Et stille smil formede sig om hendes læber, tid til dagdrømmene? Det ville trods alt hjælpe hende med at slappe af. Øjnene gled i, hun det det spille som en film for hendes blik, det var sjældent hun tænkte sådsn men..."Pharrel...?" hun bed sig fast i læben og lod blikket stille skyde op. Hun rystede dog på hovedet i fortrydelse hun ville ikke bede ham om det, det ville være for meget ".. nej ikke noget" hun rystede fast på hovedet, lod de lange lokker falde ned i vandet hvor spidserne øjeblikkeligt måtte klumpe sig sammen på grund af vandet. Endnu engang måtte hun roligt glide tilbage og tvinge sig selv til at slappe af i kroppen. Det var forkert.. Forkert at tænke sådan om ham og hun var i den grad udemærket klar over det.

[Deleted]

At hun kunne forblive så positiv, var slet ikke noget som Pharrel kunne fatte, selvom det nu bare var noget som han måtte se væk fra, og det var også mest for sin egen skyld i den anden ende, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. Han fjernede kappen og endda også med den største forsigtighed, for han ønskede virkelig ikke, at det skulle gøre mere ondt end det som måte være højst nødvendigt. Han lod hende sidde uden så meget som et stykke tøj på kroppen, hvilket var noget som han gjorde fuldt ud bevidst, for de sår skulle renses før de ville kunn lukkes, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Et gadebarn, det var hun i alles øjne, men i hans var hun så sandelig også meget mere end det alene, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sendte hende et stille smil. Så positiv ville han selv ikke være i stand til at skulle holde sig hvis det havde været ham, det var han udmærket godt klar over.. udelukkende fordi, at han vidste, at han havde haft det meget bedre end som så. Han havde det haft det bedre end det som han selv havde haft det, det sidste lange stykke tid, selvom der nu ikke rigtigt var noget som han skulle kunne gøre med det, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke, så var der ikke det vilde, at skulle gøre ved det. Et 'hvad sagde jeg', ville hun slet ikke høre fra hans læber. Han ønskede ikke at fremstille sig selv som noget bedre, udelukkende fordi at han havde haft ret, sådan var det nu bare og så var der jo heller ikke meget mere at skulle gøre ved det uanset. De røde øjne vendte han stille mod hende, mens han stille førte en rolig og meget forsigtigt hånd over hendes krop, så roligt og mildt, at den næsten ikke kom i kontakt med hendes hud, men han ønskede virkelig heller ikke at skulle gøre skaden værre end det som den allerede måtte være. Han vidste, at det måtte gøre ondt, men kroppen havde brug for væsken og det at blive kølt ned, så var dette jo desværre måden at skulle gå frem på, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget, at skulle gøre ved det uanset hvad. Forlovet var han ikke. Ringen bar han jo trods alt ikke længere på sin finger, hvis hun ikke havde bemærket det. Selv hans liv havde taget voldsomme og drastiske ændringer i den ene eller den anden retning. "Bare prøv min kære," bad han stille og med en rolig stemme. Han vidste, at det ville gøre ondt som en i helvede, men alligevel. Hans hånd som måtte støtte hendes hoved, lod han foretage rolige strøg med hans tommel. Han var der for hende og det ville han altid være, hvis hun jo bare ville tage imod det! Han hævede brystet, stadig af en meget gammel vane, men ha nvar virkelig bare nødt til at slå koldt vand i blodet. "Ja?" svarede han roligt og vendte blikket mod hende, da hun endelig måtte tale til ham igen. Han var faldet meget mere til ro nu, end det som det havde været før, selvom det jo aldrig var helt alligevel. Hun fortrød.. Det var hvad han måtte tolke hednes hovedrysten på. Han sendte hende et stille og forsigtigt smil og lod sig glide helt ned på knæ ved siden af karet. Han sad der sammen med hende, selvom det var på en lidt anden måde, end det som han måtte ønske. Han betragtede hende roligt. "Du ved, at du kan spørge.. såvel som fortælle mig alt, ikke?" spurgte han stille. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle ligge der og tøve, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det var slet ikke hvad han måtte ønske i sig selv. Han lod hånden føre en let bølge af vandet over hendes krop. At hun havde ondt, det kunne han tydeligt se, men stærk det var hun i den grad, for hun klaget ikke just over det, som så mange andre sikkert ville have gjort, hvis de stod i hendes sted. Hvordan kunne man gøre andet end at holde af en kvinde som hende? Det var virkelig helt og særdeles umuligt for ham på alle tænkelige måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg tror du er færdig nu.. Jeg lægger et håndklæde ud på sengen, så du har noget at sidde på, og så tænder jeg op i pejsen, så vi kan holde dig varm." Han sendte hende et stille og forsikrende smil. Han gik i den grad ikke nogen steder lige nu. At efterlade hende nu, var slet ikke noget som faldt ham det mindste ind, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ".. Hvis du er sikker på, at der ikke er noget?" spurgte han stille og uden at skulle tage blikket fra hende. Nu var det jo også ham som ønsket, at skulle være sikker i sin sag.

[Deleted]

For Giselle ville det virkelig ikke hjælpe det mindste at skulle rende rundt og være negativ og ikke mindst at bære nag det ville ødeægge hende i længden, hun var bare typen der så lyst på selv de ting som gjorde mest ondt og hun ville lyve hvis hun påstod at hun ikke havde været bange i den seneste tid, for hun havde i den grad været bange, grædt og råbt, bedt den ene bøn efter den anden og håbet på at hun snart ville komme hjem, desværre var hun bare ikke altid så heldig og sket var sket hun måtte bare håndtere det på den bedste vis, hvilket var nøjagtig det hun prøvede på ved hjælp af et lille smil. Vandet løb over hendes krop, at kappen blev fjernet var et sted en lettelse og et andet sted så lod det kun det lukne vand der føltedes så koldt mod hendes hud, det sved som en i helvede, og det kune tydeligt ses på hende. Hun sad der uden så meget som et trævl på kroppen og med en direkte grim krop, en som før havde været noget af det smukkeste og hun havde jo vidst det, altid havde hun været øm overfor hendes krop og hun følte sig direkte skamfuld over at sidde sådan overfor ham. Man skulle vel aldrig have troet at et gadebarn kunne live degraderet mere? Men det var hun blevet, degraderet til djævlens egen datter, noget som hun slet ikke ville høre tale om, hvordan han så så på hende var noget af det som var vigtigst han var den eneste hun havde haft inde på livet som sådan. At Pharrel selv var gearet ned glædede hende virkelig så var hendes positivitet da ikke helt spildt, selvom den smerte åd hende op så var hun stadig i stand til at smile også selvom det selv var anstrengt. Han havde endnu engang haft ret og nu måtte hun kun sidde med en stor fortrydelse over at hun alligevel havde valgt at efterlade ham den aften, det var bare blevet for falrigt for hende, den hjertebnaken og det kys som havde sat en enorm sitren i hende, hun ville hellere end gerne gøre det igen vel? og så alligevel så ikke nu hvor hun vidste at hun absolut intet var værd mere, ikke når hun så ud som dette, og det var ikke lige ringen som Giselle måtte spejde efter, hun gik bare ud fra at ham og Lilyann stadig måtte være sammen vel? Stille slog hun blikket op, lod de mørke jne komme til syne bag, selvom han var forsigtig så følte hun det stikke over hele kroppen som nåle og hun hadede virkelig den fornemmelse selvom det langt fra var første gang, og uanset hvor blidt han ville gøre det så ville det gøre lige ondt, imorgen ville hun vågne op og føle sig utrolig stiv men smerten ville til dels være væk, som når solen forbrændte ens hud. Blikket faldt mod hans skikkelse, han tog sig uden tvivl godt af hende og hun ville være ham dybt taknemmelig, men det at skulle slappe af det var ikke noget som hun fik kroppen til overhovedet, heldigvis var hun ikke blevet meget forbrændt denne gang det var mere gamle åbne sår som avr sprunget op igen, ikke at det gjorde det mere behageligt men det ændrede da en smule på den risikable situation det kunne have været i det tilfælde. Nu hvor hun lå der måtte hun virkelig have lært lektien, ønskede han at passe på hende så måtte hun lade ham, han var der, han strøg over hendes baghovede, næsten som kun en bror ville gøre det, og det var hvad han var for hende.. Men hvorfor sad hun så med de forkerte tanker? Hun ønskede ham hos sig, i karet hvor han måtte holde om hende, det var forkert og derfor bed hun det i sig igen, det ville være bedst at han sad der, alt andet ville være dumt. Giselle fremtvang et lille smil "Det ved jeg" endte hun i en lavmældt tone. Hun bed tænderne sammen, det smertede virkelig som intet andet men igen det ville ikke gavne hende at klage og brokke hun måtte bare tage det i stiv arm? Stille nikkede hun til hans ord dog lidt ironisk et sted, varme? Tja hun var lige blevet brændt levende lidt ironisk hun var nødt til at holdes varm, "Nej det er ikke noget" hviskede hun en smule fraværende, dog meget overbevisende det var ikke vigtigt. Stille lod hun sig glide op af kare at tørrer sig inden ville hun ikke vandet var godt for kroppen det vidste hun og det føltede så dejligt luftigt. Det strakte i hele kroppen at skulle bevæge sig på den måde, stille gik hun mod sengen. Helt tilfældigt faldt blikekt mod spejlet da hun gik forbi, stille trådte hun tilbage, betragtede hendes egen krop. Fats måtte hun bide sig i læben, lod hånden søge ned over hendes dog endnu slanke skikkelse, og måtte erkende at hun så værre ud end hun egentlig forventede. Hendes blik var endnu smukt, håret hang endnu glansfuldt og bølget over hendes skuldre, men resten var... ødelagt?

[Deleted]

Hvordan at hun i det hele taget, kunne formå at skulle holde sig så positiv, var slet ikke noget som Pharrel nogensinde ville kunne forstå sig på, det var han så sandelig slet ikke i tvivl om, selvom det nu ikke lige var den tanke som han ville holde fast i lige i øjeblikket. Han ville virkelig bare gerne have hende tilbage på toppen igen. Han holdt virkelig alt for meget af hende, til at skulle se hende på bunden på den måde. Nok at hendes krop så direkte gyselig ud, så var det virkelig ikke noget, som spillede nogen rolle for ham. Hun var vel stadig den samme dybest inde? Der var vel ikke nogen forskel lige der? Han håbede det i alle fald ikke. Nu hvor han selv var så vant til at skulle rende rundt alene. Han havde jo ikke set den stakkels kvinde i måneder efterhånden og han ville lyve, hvis han ville påstå, at hun ikke havde været i hans hoved på noget tidspunkt af dette. At det brændte og gjorde ondt, det kunne han næsten føle og fornemme på hende, selvom det nu ikke var noget som i bund og grund, betød noget direkte for ham lige netop i dette øjeblik, så gjorde det dog ikke desto mindre alligevel. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle have ondt og hvis dette var noget som gjorde ham til en djævels tilhænger, så måtte det jo bare være det, men at se hende brænde på den måde, var slet ikke noget, som han ville se nogensinde igen! Han sendte hende et stille og forsigtigt smil. Han ville ikke alt for tæt på, han ønskede ikke at skulle stå der med de helt forkerte signaler og de helt forkerte tolkninger - igen så var det jo trods alt også mest for hendes egen skyld. En Lilith var hun bestemt ikke! Hun var tvært imod det stik modsatte i hans øjne og det var slet ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sukkede indædt. Han prøvede virkelig at falde til ro. Han vidste udmærket godt, at hun ville være pokkers stiv i morgen, men det var vel bedre end at fortsætte med det 'lysshow' igen som de sikkert ville have hende til? Hvor længe hun havde gjort det, var slet ikke noget som han i det hele taget turde at spørge ind til. Han havde jo faktisk søgt efter hende så mange gange, selvom han ikke havde set så meget som en skygge til hende, selvom det i den grad var noget som havde gjort noget så frygtelig ondt og det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Er du nu helt sikker?" spurgte han stille til hendes første ord. Han var i den grad ikke helt overbevist, selvom der nu ikke rigtigt var noget, som han kunne gøre ved det, hvad end om han ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned, og uden at de rødlige øjne så det mindste væk fra hende. Det var slet ikke noget som han kunne komme til overhovedet. Et sted så var han jo ikke direkte sur over hele denne situation, han havde været direkte skræmt. Det var jo frygtelig begrænset hvor meget mere af dette at hendes krop vil kunne holde til. Han var dog ikke helt overbevist ved hendes ord, selvom han nu ikke ville tvinge hende til det ene eller det andet lige netop nu. Han lod hende træde ud af karet, alt imens han blot vendte hele hans opmærksomhed mod den lille kamin som hvert eneste værelse var udstyret med. Han fik smidt noget brænde på og tændt op. Måske at det ikke var varme som direkte ville hjælpe, men kroppen skulle holdes varm og så agtet han også at få hende tilbage i et bad morgenen efter, så kroppen kunne få nok med væske, eftersom det hele var brændt væk. Bare tanken omkring det, kunne gøre ham så rasende! Han rettede sig op og vendte blikket stille mod hende. At hun stod og betragtede sig selv i spejlet, fik ham blot til at bide sig let i læben. For hans del betød hendes krop virkelig ikke noget som helst. Det var alt det andet som spillede en betydeligt større rolle for hans vedkommende, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trak let på smilebåndet og gik stille hen til hende, stille og roligt. Han ville ikke røre hende udelukkende af frygten for, at det jo faktisk ville gøre ondt. Han blev stående bag hende og med blikket hvilende på hendes skikkelse udelukkende igennem spejlet. Det var hendes ansigt og ej hendes krop som han ville se på. "Det vil heale så godt som muligt, Giselle," lovede han stille. Ha ville passe på hende, sørge for, at det ville ske på den måde, også for hendes skyld, hvis hun dog bare ville lade ham passe på hende denne gang istedet for at forsvinde på den måde som hun havde gjort det. Bare den tanke alene, havde været noget som havde gjort så ondt og det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. "Bare bliv her sammen med mig," bad han stille, en næsten bøn i form af en hvisken, hvis hun ville lytte til den selvfølgelig.