en kold nat

[sira]

Sira havde for første gang i lang tid bevægede sig udenfor uden sin søn. Solen var lige gået ned og sira sad nu i en lille lysningen og kiggede op på månen over hende. Hun havde ikke talt med nogen i lang tid og håbede inderligt at der ville dukke en op der var til at tale med. Hun begyndte efter lidt tid at synge en stille men dog smuk sang som vinden tog med sig ud i natten. Hun var iført en tynd kjole af noget der lignede sikke men ikke var det. Hun var begyndt at fryse lidt men lagde dog ikke mærke til det mens hun sang ligesom at hun glemte at holde øje med om der kom nogen

// håber det var langt nok men kan som sagt ikke se det på min 2tommer mini mobil skerm XD

[max]

Det var nyt at bevæge sig så hurtigt og godt skjult i skyggen, månens lys holdte hun sig fra, hun var van til at holde sig skjult, men aldrig før havde det været så nemt. Livet som vampyr var som en leg, men nogen gange blev legen for meget og hun fik det dårligt og ville gerne stoppe legen. Dog var det ikke altid så simpelt. Hendes mørkebrune øjne havde et rødligt skær, hun havde fået blod hjemmefra, men lysten til at bide var der næsten altid. Det var hendes tænder som drillede konstant. Den mørke skov var dyster og kold, det var intet hun lagde mærke til, hun var bare under de tætte trækroner som gemte hende godt af vejen. Ninfa gik med rolige, elegante skridt, hendes hofte dansede let fra side til side og fik enhver der måtte møde hende i mørket til at glo efter hende. Opmørksomheden var skræmmende, hun var tit bange, men viste ikke sin frygt. Hun hørte en smuk stemme synge den mest yndige melodi og hun var hurtig som lynet tæt på lysningen hvor en kvinde sad og sang. Roligt trådte hun ud i lysningen, hendes blodrøde kjole hang smukt om hendes krops former, hendes fødder var nøgne og fine, hendes hud kridhvid og blikket nysgerrigt, men roligt og blidt. At hun var vampyr var svært at skjule, men hun smilte svagt venligt og gik ikke længere end lige ud så hun kunne ses.

[sira]

Sira havde intet opdagede men stoppede dog med at synge efter noget tid. Hun sukkede dybt og rejeste sig op fra den lille sten hun havde sidet på og vendte sig halvt og fik så øje på kvinden. Hun hvinede højt og tog sig til hjertet hvor efter hun grinede mildt "uuh de skræmte mig... Jeg havde slet ikke hørt dem komme" sagde hun med sin blide og venlige stemme. Hun studerede kort kvinden og var hurtigt klar over at hun stod over for en vampyr da hun efter at have været gift med en havde lært at kende racen rimelig godt. "god aften frue" sagde hun dog efter lidt tid for at være høflig. Hvor efter hun nejede kort og elegant

[max]

Ninfa smilte roligt, hun havde aldrig haft sådan en effekt på nogen før, men det var faktisk ret sjovt. Kvinden virkede utrolig venlig og åbensindet, plus at hun var van til at være i nærheden af en vampyr, for ellers havde hun været ret bange lige nu. Med mindre hun var en mægtig kriger, hvilket hun ikke lige lod til at se ud til. Ninfa havde ikke fået styr på det der med lugte endnu, hun kunne kun en slags og det var menneskers, ud over sin egen races. Og så var Marick duft helt unik og speciel, plantet i hendes hukommelse så hun altid ville kunne finde sin skaber.
"Det var skam ikke meningen. Det må De undskylde." Lød hendes stemme blid, hun var ville gerne være høflig overfor hende, nu hvor hun var høflig. Et kort nik kom fra hende som en hilsen, hun vidste ikke hvordan man nejede endnu, ingen havde lært hende det. Ninfa lagde mærke til hendes duft, den var speciel og det var ikke et væsen hun havde mødt før, eller smagt. Det var et mål for hende, at smage på alle slags væsner, både mandlig og kvindlig.
"Jeg er skam ikke gift, så det må være frøken til mig." Grinte hun og blinkede let til Sira, hun nærmede hende sig lidt og studerede hende, hun var en smuk kvinde.

[sira]

Sira smilede mildt og holdte blikket på kvinden længe. "ooh oki frøkken" sagde hun med sin blide stemme og blev blot stående. "mit navn er sira engly moon men de kan kalde mig hvad de vil frøkken vampyr" sagde hun med sin milde og venlige stemme som fik ordet vampyr til at lyde som en kompliment. Hun smilede stadig blidt og satte sig hen på stenen igen. Og så på den fremmede kvinde med et roligt men dog forventningsfuldt blik som om at hun regnede med at få kvindens navn at vide hvilket hun blot håbede at hun måtte vide.

[max]

"Så kalder jeg Dem ved fornavn, hvis det ikke gør noget. De har et smukt navn, Sira." Lød det sødt fra hende, hun fulgte kvinden med blikket, hun blev helt glad for at hun ikke fik hende til at lyde som noget forfærdeligt. Ninfa så sig rundt i lysningen, månens lys faldt så smukt ned på Sira, hun lignte nærmest en engel og det gav en varme i hendes krop, skønt den var død og kold.
"Jeg er Ninfa Quidazz. Kald mig bare Ninfa." Det var måske ikke den mest fornemme præsentation, men hun foretrak at folk kaldte hende ved fornavn, alt andet virkede forkert. Roligt bevægede hun sig mod Sira, hun tog alle indtryk omkring sig til sig, alle de nye ting man kunne med så stærke sanser var helt utrolige. Det var som havde man spist en svamp i skoven der legede med en sind, ja som var hun skæv.

[sira]

"så vil jeg kalde dig ninfa" sagde hun med et smil og rejeste sig roligt op så ninfa bedere kunne se hende an. "jeg er magiker" forklarede hun i tilfælde af at ninfa ikke kendte hendes race's duft. Sira stod helt stille men virkede dog stadig elegant. Hun duftede svagt af liljer dog på en god måde hvilkede passede perfekt sammen men hendes race duft. Hun så op på himmelen og smilede sødt mens hun lod måne lyset omfavne hende og tanken om hvorvidt hendes lille dreng havde det godt eller ej strejfede hende et kort øjeblik inden hun igen vendte blikket mod kvinden og smilede venligt

[max]

"Magiker." Gentog hun og så mod kvinden med et venligt smil, hun lagde mærke til duften, både hendes raceduft, men også hendes ganske unikke og helt naturlige duft af liljer. Ninfa elskede at møde nye væsner, hun følte alt i hendes sind blev udvidet, hun blev kun klogere og klogere, hun fandt ud af så mange nye ting. Månen faldt stadig smukt på Sira, noget som hun slet ikke kunne give slip på, hun så så smuk ud i månens skær. Ninfa lod tanker flyde omkring hvorvidt hun selv var en smuk kvinde, hun lod blikket falde ned af sig selv, hun trak på skuldrende og så mod Sira igen.
"Hvad laver du ude så sent?" Spurgte hun nysgerrigt, så vidt hun vidste, så var magikere ikke natvæsner. Tværdigmod.....

[sira]

"jeg havede blot brug for at komme lidt ud uden min lille søn og så tænkte jeg at det ville være det perfekte tidspunkt at møde en vampyr igen da jeg ikke har set en siden min mand døde for nogen år siden" forklarede hun og smilede roligt mens hun betragtede ninfa og prøvede at blive enig med sig selv om hvorvidt ninfa var så smuk som hun virkede eller om det blot var hendes race der gjorde det hvilket sira ikke kunne finde helt ud af i sit hoved. Hun smilede dog stadig venligt og håbede ikke at ninfa kunne læse hendes tanker da det ville være meget pinligt for hende

[max]

Børn var faktisk intet hun havde tænkt på eller set længe, hun blev lidt forbavset og studerede nu igen Sira. Det var jo ikke fordi at hun lignte en der havde født og var mor, men hun kunne godt forstille sig at det ville være rart at komme lidt ud uden den lille. Sådan en lille en måtte være utrolig afhængig.
"En søn siger du, det må være rart at få lidt fred i sindet." Lød det blidt fra hende, hun smilte varmt til Sira og så hende i øjnene. Det var virkelig en smuk nat, og det var dejligt med lidt selvskab. Der var så mange ting indeni hende der gjorde hun havde lyst til at smage på hende, hun var egentlig ikke sulten, bare nysgerrig og havde en forfærdelig lyst til at bide i frisk hud.
"Så din mand var vampyr, jeg er ked af dit tab, jeg selv har mistet en far, eller, det vil sige, mit gamle jeg havde mistet sin far. Jeg er faktisk ret ny som vampyr." Lød hendes stemme blid og mild, hun smilte svagt skævt og bed sig i læben.

[sira]

Sira nikkede roligt "ja det kan godt blive lidt hårdt at skulle passe en lille dreng helt alene så det er dejligt at komme ud" sagde hun blidt og så tankefuldt på ninfa i det hun blev enig med sig selv om at det var ægte skønhed som ninfa havede og at hun var det smukkeste kvinde som sira havede set i sit ellers lange liv. "det gør skam intet så længe han har det godt der hvor han er nu" sagde hun med sin blid stemme "det gør mig nødt at høre med din far men vi skal jo alle den vej engang" sagde hun så sødt og venligt som hun kunne i håb om ikke at skabe en sær stemning. Sira Gik lidt ud i mørket men kom hurtigt tilbage med nogen pinde som hun smed på jorden og satte ild til inden hun satte sig ned og gjorde tegn til at ninfa skulle sætte sig ned på den tørre jord. Sira opdagede hurtigt at hun havede en splint i fingern som hun fjernede uden størgere besværd dog med det resultat at det blødte en lille smugle hvilket sira ikke selv lagde mærke til

[max]

"Min far var alligevel aldrig tilfreds med den jeg var, han ville have jeg var en dreng og opdragede mig som en. Jeg har levet mit liv som mand, indtil jeg blev bidt." Lød det småbittert fra hende, hun havde spildt sit menneskeliv på at blive noget for en som var død. Hun var kun små 17-18 år, men lignte en på 20-21. Pen havde åbnet hendes øjne for at det ikke nyttede noget at være en som man faktisk ikke var, hvilket gav meget mening i hendes øre nu. Ninfa så efter Sira med et svagt venligt smil, hun håbede på det blev en skøn nat, og hun snakkede jo egentlig rimlig godt med Sira, så skullle jo nok ikke blive det store problem. Et bål for hende var jo nødvendigt, det var underligt ikke at kunne fryse, hun kunne have det for varmt, men aldrig fryse. For varmt, var fx når man mærkede solen, også selvom det ikke var direkte. Duften af blod fik hendes tænder til at blotte sig lidt, Marick havde lært hende at man skulle give efter for dyret indeni, men Ninfa ville ikke skade Sira, slet ikke når hun havde en søn der havde brug for hende. Dog var hun hurtigt henne ved hendes side, hun tog hendes finger og suttede let den smule blod der var væk. Hun forsvandt så om på den anden side af bålet med et skamfuldt blik, men øjne der var vilde og havde lyst til at bide sig fast i hendes smukke hud.
"Undskyld, jeg, du ved, det er svært at vende sig til at være vampyr." Mumlede hun undskyldende og trak benene op under sig og lige der kunne man godt se hun ikke var mere end de små 17-18 år.

[sira]

Sira så på ninfa med et roligt blik da hun skillede blodet af hendes finger. "det gør skam ikke noget" sagde hun med sin milde stemme. Hun rejeste sig op og fandt en lille kniv frem som hun havede haft gemt under kjolen. Hun gik med rolige skridt hen til ninfa og satte sig ned ved hendes side. "du skal ikke skamme dig over din sulten men blot være stolt af den" sagde hun med et smil og skar let en lille fin rift i den arm der var tættest på ninfa "her" sagde hun venligt og tog armen tættere på ninfa i det den begyndte at bløde "bare du ikke bider så er det helt iorden" sagde hun med sin blide stemme. Hun havede altid haft du svagt punkt for vampyre og hver gang hun havde blod til det gav hun det væk da hun hadet at se vampyre sulte bare det mindeste. "jeg er van til det så gør det bare" sagde hun stille og venligt da hun gerne ville vise at hun mente det seriøst.

[max]

Med bestemte og lidt voldlige træk rystede på hun hovedet, hun vidste ikke om hun ville kunne styre sig. Det var et meget svagt punkt for hende, blod og hud, kød og tænder, det hele kørte rundt i hendes hoved og jo mere hun kæmpede, det mere forvirrede blev hun.
"Sira, jeg kan ikke, det går galt." Lød det stille fra hende, hun samlede sine læber og gemte sine tænder helt væk. Duften af hendes blod fik hendes tænder til at klø forfærdeligt meget, de kildede og ville bare gerne mærke hud og kød. Nogle gange følte hun sig som et monster, hun kæmpede hårdt imod, for hun ville ikke miste sig selv i den forstand. Det var virkelig sødt af hende, men sansynligheden for at hun bed var for stor til hun turde tage imod det. Roligt lod hun sin finger glide hen over riften for at få noget blod, hun stak fingeren op til sin mund og havde bare svært ved ikke at bide sig selv.

[sira]

Sira sad blot stille og kiggede på hende imens hun lyttede til ninfa's ord som hun tænkte over i noget tid *jeg har været gift med en og min søn er halv vampyr... Hmm det ville vel ikke være så slemt i sidste ende* tænkte hun og studerede ninfa. Hun kunne godt forstå at ninfa ikke ville kunne lade være med at bide men efterhånden som hun tænkte over det gjorde det endelig ikke så meget. "det gør ikke noget hvis du bider ninfa... Jeg kan sagtens klare et liv som vampyr" sagde hun lavt næsten som en hvisken men dog bestemt så ninfa ville kunne høre at sira mente hvad hun sagde. Hun smilede venligt og havde ikke den mindeste smugle frygt i øjne da hun ikke kunne se hvorfor hun skulle frygte at blive en race som hun alivel hele tiden var i nærheden af og altid havde set meget op til. "bare gør det ninfa... Det er helt iorden" sagde hun med sin blide venlige stemme der som altid var rolig og tydeligt afslørede at hun mente hvert et ord.