Back at home?

[pharrel123]

Selvom Pharrel vidste at det var farligt at lege med en person på denne måde, så kunne han simpelthen ikke lade vær! Desuden, nok undervurderede han hende ikke, det kunne slet ikke falde ham ind, for han vidste at hun var af lige så stærk psyke som ham selv, og det kunne endda gå hen at vise sig, at hun faktisk var af langt stærkere psyke end ham selv, men det måtte tiden jo vise, for det kunne også gå den anden vej, og vise sig at han var af stærkere psyke. Det var faktisk det der var så … tiltrækkende. Ingen af dem vidste hvem af dem, der var af den stærkeste psyke, kun at de i øjeblikket klarede sig ganske godt imod hinanden, og han havde endnu ikke mødt nogen, der havde været af så stærk psyke som hun var, og han nød det virkelig, for han havde langt om længe fundet en person der kunne holde trit med ham selv, og det kunne han ikke andet end at nyde. Han frygtede hende ikke, for han frygtede ikke nogen, han vidste at der fandtes folk ude i verdenen der nok var stærkere end ham og bedre i kamp, at nogen havde en stærkere psyke end ham, at folk var højere stillet end ham og kunne dræbe ham på et øjeblik, men han frygtede vitterligt ikke døden, den havde han allerede mødt én gang, og den var ganske fredfyldt for hans vedkommende. Han vidste at han skulle dø på et tidspunkt, fordi han ville gøre noget dumdristigt, men … han havde skam tænkt sig at dø ærefuldt, og han ville skam ikke lade sig dræbe af et fjols og af en tåbe! Han ville dø af en værdig modstander, som for eksempel; hende. Familie var ikke noget som lå ham særlig nært, for han havde ikke haft én i flere tusinder af år, og han kunne forestille sig at det var noget andet for hendes vedkommende, eftersom hun hele tiden havde haft en familie. Men han havde bare måtte affinde sig med det, og lært at leve uden én. Og sådan var de så forskellige. Han trak svagt på mundvigen. ”Så håber jeg, at du kan håndtere den, uden at blive alt for følelsesmæssigt indblandet,” svarede han roligt. Han ville aldrig nogensinde lade sine følelser stige ham til hovedet, han var klogere end det. ”Klart, du har jo en familie. Folk som mig, har kun sig selv, og det man kæmper for,” pointerede han med et lettere køligt smil, en kølighed der blot lå til ham, for han havde svært ved at vise glæde, som folk fra Procias. Han så kort mod graven, som hun gjorde en gestus mod, inden hans natblå øjne landede i hendes igen. Han trak ganske let på skuldrene. ”Det er sandt, men man kan ikke leve sit liv på rent dyrket følelser, det kan man på pligt. Og ved pligt har du ikke behov for at have følelser indblandet, ergo kan de ikke stige dig til hovedet,” svarede han stilfærdigt. Han ville bare aldrig nogensinde kunne vælge følelser før pligt, men sådan var han blevet opdraget, efter at han var blevet bidt af Darcian. Han trak ganske svagt på skuldrene til hendes ord. Mange havde nok ikke fortjent direkte kærlighed, det var han et sted enig i. Han smilede et skævt og morende smil, skønt det kolde ikke forlod det. ”Så er jeg nok én af de personer der ikke har fortjent direkte kærlighed,” svarede han med endnu et træk på skulderen. Han havde gjort mange grumme ting, men det kom vel an på hvordan folk så ham? Han var ikke helt sikker. Det var lige før at det gav et gib i ham, da hun flettede sit ben ind mellem hans, eftersom det ikke var noget som han havde regnet med, men han kunne godt lide at hun var forudsigelig, for det gjorde blot det hele meget sjovere! Han vidste at hun ikke lagde op til noget, for et sted kunne ingen af dem ligge op til noget ved en sensuel og forførende bevægelse, eftersom den anden blot ville give igen ved at prøve at gøre noget der var mere forførende og sensuelt. ”Uf, frækt,” hviskede han lettere drillende, da hun tilmed bed ham i øreflippen. ”Bare ærgerligt at det ikke virker,” tilføjede han med et morende og dog selvsikkert smil. Han var virkelig ikke en mand der lod lysterne tage over. Hans ene arm sneg sig roligt omkring hendes ryg, imens den anden snoede sig omkring det ben hun havde flettet ind i hans, inden han skiftede hendes stilling, så han trykkede hendes krop helt tæt mod ham, imens han flyttede hendes ben fra mellem hans ben, til at han i stedet for holdt det oppe mod hans side. Han rykkede sine hoved tættere mod hendes, så deres næsetipper måtte berøre hinanden, imens han smilede et koldt og dog morende smil. ”Du burde skælve, jeg kunne forvandle mig, og knuse dig med min vægt og styrke,” svarede han sandfærdigt. For når han først var forvandlet til varulv, så blev han dobbelt så stærk, højere og tungere, og så ville hendes vægt blive mast under hans. Han gav roligt slip på hendes ben, skønt han dog holdt hende tæt ind til sig, imens han så eftertænksomt ud i luften. ”Og dog, hvis jeg dræber dig, så har jeg intet godt selskab længere,” svarede han sandfærdigt.

[Cressida Marvalo]

At undervurdere hende var dumt, såvel som det måtte være at undervurdere ham. Derfor nød Jaqia også denne leg i og med at de ingen kendskab måtte have til hinanden, der var ingen af dem som bar retten eller noget andet til at sætte forventninger, og det var tydeligt at han ikke havde den mest fjerne idé om hvem hun i virkeligheden måtte være, alle bar deres skeletter i skabet, hvis man kunne kalde dette et skelet vel og mærke, pointen var at de legede med hinanden, der var ingen tillid og så alligevel.. Der var kun mystik, gåder og sensualitet, nøjagtig som Jaqia virkelig måtte nyde det, enhver mand kunne trække hende tæt, stille hendes lyster af kødet og blodet, frembringe de søde støn, men ikke alle kunne firfører hendes psyke, kæle for den og lege med den på den måde som Pharrel i øjeblikket formåede at gøre det. Han var en mærkværdig mand, en stærk mand som gjorde hende forbandet nysgerrig, noget som i sig selv ikke var normalt for en som hende, kunne hun stole på ham? Var han loyal af DVasias? Loyal mod hende? Det var jo tydeligt at han virkelig ikke var klar over at det var Dvasias dronning som han stod oppe i mod, og det morede hende virkelig, ikke mindst på grund af den frygt som bredte sig når hun gik omkring, det rygte som var falskt, det rygte som hendes bror bar og ikke hende, hun ønskede ikke at legen skulle stoppe og slet ikke på grund af sandheden, han skulle ikke ændre opførsel, ikke med den personlighed som han måtte bære, hun nød det virkelig på alle måder. Dette kunne forbandet hurtigt blive hendes død, ikke at hun måtte frygte det overhovedet, døden var intet andet end en ny begyndelse? Det hele gjaldt om at dø med ærer, ikke gøre som så mange andre, sætte sig og vente på at den ville komme, men udnytte de sekunder, de evner man havde til at skabe en forandring, hvad end det var for blot en enkel person, eller om det måtte være for et helt land som hende selv, det gjorde ingen forskel, derfor var hun ej heller specielt forsigtig, skænt det hurtigt kunne blive en svaghed såvel som det var hende en styrke, hun var stadig i live og hun ville leve livet, og at dø for en mand som dette ville desuden være en stor ærer set i hendes øjne vel og mærke. De rosenrøde læber spillede sig ud i et smil, uden hendes familie ville hun selv ikke have været den samme, det var sandt at ikke mange så dem som familie, men hun elskede dem alle sammen, selv de som i gengæld måtte hade hende "Indtil videre har det ikke slået fejl.. Den dag det går galt vil det svide til min egen ende" erkendte hun med et lille nik, lige der kunne hun hurtigt give ham ret, det kunne alt for hurtigt gå hen og blive hende en enorm svaghed. Blikket hvilede i hans og med det lille glimt, hvad han sagde gav i den grad mening, og hun måtte til dels være enig med ham, men nu hvor hun havde familien så måtte hun jo også stå op for det valg som hun havde taget "Det er sandt.. Men selv ikke en som mig ønsker at vælge de former af følelser fra på grund af pligt.. ikke hvis jeg fik muligheden for at kombinerer begge" tilføjede hun med en stille tone. Chancen for det var ej heller specielt stor, og hun vidste det, derfor satte hun ikke snuden op efter kærlighed, det var ikke meningen den skulle finde hende tydeligvis. En lille latter forlod hende, mens hun blot måtte ryste afvisende på hovedet "Hvor vidt man fortjener kærlighed eller ej, bliver ikke gjort op i grusomme og gode gerninger, min kære, hvem kan i virkeligheden sige hvem der fortjener den?" påpegede hun med et slankt øjenbryn. Benet endte mod hans side, hun følte hånden under Hjertet hamrede en smule, hun kom vel ikke uden om hun nød hans lille leg og det sensuelle var blot en del af den, udelukkende fordi det var en del af hende såvel som det tydeligvis var for ham. Den ene arm lagde sig igen i nakken for at have noget at støtte sig til, mens den anden måtte hvile mod hans bryst "Om det virker eller ej, det er blot en herlig del af vores lille leg" drillede hun med en sigende mine. Måske Jaqia burde skælve, han kunne knuse hende, det var der ingen tvivl om, men hun frygtede ham ikke "Så få mig til at skælve" opfordrede hun med et lille glimt i blikket. Der skulle mere end bare en vareulv til at få hende til at skælve, det krævede forbandet meget. Deres kroppe stod endnu tæt, hun lod hånden stryge over hans bryst, hun måtte give ham ret det var et herligt selvskab, det ville kun være synd at ødelægge.

[pharrel123]

Pharrel kunne virkelig ikke benægte at han måtte nyde hendes selskab, for han nød virkelig deres lille leg, som gjaldt om at have en stor psyke, for ikke at bukke under for den andens sensualitet. Han nød virkelig den måde hun alligevel formåede at forføre hans psyke og trække i hans nysgerrighed og interesse, for det var ærlig talt aldrig sket før, men der var bare én ting han ikke ville tillade hende, og det var at vinde over ham, for han var virkelig ikke typen der gav op uden videre, men så igen, hvis hun vandt, var det så så forfærdeligt? Ja, for han ville generelt ikke tabe, han hadede at tabe, det gav den anden ret til at håne ham, og var der noget han hadede så var det hån, så uanset hvem det var, hvem hun var, så ville han aldrig nogensinde tillade hende at vinde! Han frygtede ikke nogen, end ikke dronningen af Dvasias eller hendes bror, han frygtede ikke fjenden, det eneste han egentlig måtte frygte var vel … ensomheden? Og end ikke den var så skræmmende igen. Han havde allerede mødt døden før, og han var ikke bange for den, der var rent faktisk ikke meget der måtte bide på ham, men han havde aldrig nogensinde mødt en kvinde som hende, så livet var fyldt med overraskelser, hvilket ville sige at han endnu ikke havde fundet sin frygt, for den kunne vel godt dukke op på et tidspunkt? Det var han ikke sikker på, men han havde ikke levet sit fulde liv endnu, så han kunne jo faktisk ikke vide om der ville ske noget i hans liv, som ville ændre ham, et sted håbede han på det og et andet sted, så håbede han det ikke. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. ”Tja, det er jo ikke sikkert at det vil slå fejl, men måske vil du få en stærkere familie?” Han trak ganske let på skuldrene. Nok havde hun ikke oplevet kærligheden endnu, men det kunne jo være hun fandt én der ville gøre familie stærkere, så selv hun havde nogen at klamre sig til, hvis alle andre var ved at svigte hende? Det kunne han ikke svare på, ligesom han heller ikke kunne svare på om han ville få en familie. Et sted havde han for længst fradrevet sit sind den tanke, for han havde allerede mistet sin familie. Han smilede et lille køligt og dog let smil. ”Nej, det kunne jeg forestille mig du ikke gad, du har jo familien, du ved hvordan det føles… jeg derimod, har bare for længst kastet de følelser og de håb fra mig, efter jeg aldrig har fundet den … ’rette’,” svarede han stilfærdigt. Han bebrejdede hende skam ikke, og det fik ham ikke til at afsky hende, at hun ønskede at kombinere både følelser og pligter, for det kunne vel lade sig gøre? Han havde bare ikke oplevet kærligheden i lang tid, så han havde mere eller mindre mistet troen på den. Han var alene, en enspænder, og alle folk han havde mødt indtil videre havde han fået til at frygte ham eller væmmes ved ham, men han havde jo så heller aldrig mødt nogen der var som hende, så det kunne jo være at selv kærligheden ville overraske ham på et tidspunkt. Han trak på mundvigen til hendes latter, en latter der faktisk var sød musik i hans øre. ”Det kan du vel have ret i, men eftersom kærligheden aldrig har ramt mig, så må jeg være ét af de væsner, der er bedre tjent uden.” Det var nok ikke særlig svært at regne ud at han havde mistet troen på den, men han var bare vant til at være alene. Men hun havde jo ret, der var ingen der bestemte hvem der havde fortjent kærligheden eller ej, så det kunne jo være at den ville ramme ham? Han kunne tydeligt mærke hendes hjerte der måtte slå mere fast og hurtigere mod hendes bryst, en reaktion, der faktisk morede ham. Mon han var ved at vinde? Han tvivlede faktisk, for han var sikker på at hun ikke var typen der overgav sig, ligesom ham selv. Han trak på smilebåndet. ”Du nyder det jo,” påpegede han lettere drillende, hvor et kækt skær hvilede i hans natblå øjne. Det var faktisk også gengældt, for han nød den måde hun faktisk formåede at forføre hans psyke på, og også hendes berøringer mod hans bryst og nakke. Han kunne faktisk få hende knust på et enkelt øjeblik, men det havde han vitterligt ikke lyst til, for så ville han jo dræbe hende, og det var han ikke ude på, for han havde aldrig nogensinde mødt nogen som hende, og derfor burde han måske dræbe hende? Han anede faktisk ikke hvilke konsekvenser alt dette kunne skabe for ham, for han måtte indrømme, at han aldrig havde været udsat for sådan et selskab som hendes, og det kunne faktisk gå hen og blive farligt for ham i den sidste ende. ”Få dig til at skælve? Hvad foreslår du, at jeg forvandler mig til den store stygge ulv?” spurgte han med et sigende hævet øjenbryn. Det var faktisk ikke noget han havde lyst til.

[Cressida Marvalo]

Det morede kun Jaqia at stå her med ham, det var i den grad langt mere interessandt at stå her og lege på en måde som selv hun forstod, end det var at sidde bagved et forbandet skrivebord med en masse pergament arbejde, det var nu noget som fulgte med hendes arbejde og hendes stilling, det vidste hun udemærket godt, det var jo heller ikke fordi hun ville stå og klage over hendes skæbne, men til tider var det umådelig rart at blive mindet om at man stadig var i stand til at morer sig, også selvom det var en underlig deffination at morskab.Psyken skulle være stærk for dette, ikke mindst på grund af risikoen imellem, han havde ingen idé om hvem hun stod overfor, ud over at hun var ligeså stærk som ham mentalt set, hvordan det lå fysisk kunne hun ikke rigtigt svare på, før de ville ende i den kamp, og ærlig talt så ville hun finde det en skam, nu hvor de stod som de gjorde. Hvad angik sensualiteten så var det ikke noget som var nok til at narrer dem begge, det var blot en del af deres leg, en måde som hun havde havde leget på i forbandet mange år. Mand efter mand var draget af hende, mand efter mand befandt sig i hendes seng, også selvom det som oftest var hende som stillede deres lyster og ikke omvendt, udelukkende fordi at hun selv på det åunkt var en forbandet dominerende kvinde, en stærk ikke mindst. Men Pharrel ønskede hun ikke med sig under dynerne, han gjorde hende nysgerrig på helt andre punkter en kødets lyster, også selvom han uden tvivl var en flot herre, så var det ikke det der måtte drive hende, tvært imod så var det hans ord og handling som i virkeligheden måtte lege med hende på den måde. Hvem var vinder og hvem var taber? Bolden blev kastet imellem dem mere eller mindre hele tiden, han gav ikke op og det morede hende kun, men hun havde besemt heller ikke tænkt sig at give ham den bold frivilligt, var der overhovedet noget som måtte ende i et resultat på et tidspunkt? Ikke hvad hun kunne se, for hver gang han gættede noget om hende, gættede hun noget om ham, det var hips om haps, natten var utilregnelig ligesom både hende selv og han måtte være, alt kunne ske, og det var i virkeligheden det som skabte mysteriet. Hvad der morede hende mest var, at en mand som ham ikke vidste hvem hun måtte være.. Var han støtter af hende? Var han endnu en af fjenderne? Det var ting hun ikke vidste om ham, og også det som skabte den spændte sitren i hendes krop, om et øjeblik kunne han forsøge at slå hende ihjel, det hele kunne være et skuespil, hvad var han egentlig ude på? Samuel havde skaffet hende det rygte som hun måtte bære, folk fremstillede hende som en heks, og det var sandt at hun var det, overfor de som gav hende grund til det om ikke andet. Hvem havde nogensinde set hende gøre noget direkte modbydeligt bare lige sådan? Var der rent faktisk nogen der med egne øjne havde set hende som den enorme heks, for så ville hun i den grad gerne høre om det, det var sikkert! De intense blå øjne betragtede ham med et mystisk glimt, hun nikkede lettere medgivende. Kærlighed var en pudsig ting, det kunne være en styrke såvel som det kunne være en svaghed, for hendes del var hun blot bange for at det rent faktisk var ved at blive en svaghed frem for noget andet, og det bekymrede hende, for det var slet ikke meningen, Samuel skulle også gøre det hele så pokkers besværligt altid! Lige der og da måtte hun erkende at hun savnede Alexander, der nu lå der under jorden, død for hendes egen hånd, fordi han havde forelsket sig i en forbandet svag mand, nu forstod hun kærlighed på et andet plan, og nu vidste hun at det havde været en fejl at slå ihjel på det grundlag, med år og oplevelser kom erfaring, derfor satte hun pris på selv livets helt små goder. Det skæve smil prydede hendes rosenrøde læber, hvilken sjov samtale ”Kærligheden kommer netop til en den dag du stopper med at lede efter den. Jeg finder den i min familie og ikke i en mand til at holde mig varm, hvem ved.. Måske du en dag finder ud af hvor ensomt livet er uden nogen? Hvem vil savne dig den dag du går bort? Hvem vil færdiggøre dine projekter? Du vil dø ganske alene, og det.. Er der ingen der fortjener” afsluttede hun med tydelig bestemthed. Mange af hendes meninger gav slet ikke mening, man skulle have en hvis intilligens, og ikke mindst forståelse for at forstå hende. Kærlighed var ikke et spørgsmål om tor, men et spørgsmål om vilje.. Om styrke, for det var i den grad om at ofre sig, og man lærte ting om sig selv og om andet som man ikke ville lærer ellers, det var et spørgsmål om virkelig at finde sig selv og sin selvtillid, derfor kunne det virkelig være en udfordring, hun vidste det jo. Her stod hun med Samuel i tankerne, hvor dum hun ikke havde været, tro at hun nærede de følelser for hendes egen bror. Hun rystede let på hovedet, så langt ude, selv hun begik fejl. Hun gav et let klem, trykkede sig ind til hans krop og med det lille glimt i øjet, ja hun nød det, det kom hun ikke uden om, der skulle bare så langt mere til. Pirrende plantede hun et lys mod hans hals, hans blonde lokker lod hun sno om hendes slanke pegefinger, inetens var hun, og det havde hun også altid været. En latter brød endnu engang hendes læber, kvindelig og blid i forhold til det hun var kendt som ”Der skal langt mere.. End en stor og styg ulv til at få mig til at skælve, kære” hviskede hun drillende mod hans ører, også selvom det virkelig var sandt. En stor og farlig ulv skræmte hende ikke, ej heller selvom hun vidste at han kunne knuse hende på sekunder, igen hun forførte hans psyke som han forførte hendes, det var vejen til hendes frygt ikke handling.

[pharrel123]

Et sted måtte det skræmme Pharrel at hun formåede at .. forføre ham på denne måde som hun gjorde, ikke fysisk - skønt hun dog var smuk og havde et tiltrækkende ydre, ingen tvivl, men hun forførede virkelig hans psyke utrolig meget, og faktisk meget let, for han havde aldrig været oppe imod én, der selv måtte være ejer af sådan en psyke, for han havde altid knækket dem, som han var stødt på, men hende her, hun var bare.. Wow. Men han måtte ærligt indrømme, at han nød at stå her med hende, det kunne nok se så forkert ud, fordi de netop legede på det både fysiske og psykiske plan, de stod ufattelig tæt, rørte ved hinanden, pirrede hinanden, men det hele var en leg på psyken og intet andet, det var ikke hvem der kunne få den anden med i seng, slet ikke, det hele handlede om at knække hinandens hemmeligheder, og vel egentlig lære hinanden at kende? Det var jo faktisk det han måtte prøve på, finde ud af lidt mere omkring hende, knække hendes dybe hemmeligheder, og virkelig komme under huden på hende, dybere end nogen anden - en svær opgave, for hun var ikke en kvinde der sådan var lige til at knække. Hun var ikke en kvinde man tæmmede bare sådan, hun var vild og han måtte virkelig tænke strategisk, hvis han skulle fange hende. Han måtte bruge alle sine sanser, sine erfaringer og instinkt, ellers kunne han ligeså godt give op på hende, men så igen, han var trods alt et rovdyr helt ind til knoglerne og længere endnu. Han nød en jagt, han nød sine styrker, og han var god, så selvom hun bar en stærk psyke, så ville det være dumt at undervurdere ham, for han elskede simpelthen overraskelser og at lade skæbnen overtage. Han elskede når han ikke vidste hvordan det ville ende, ligesom i øjeblikket, for han vidste at hun heller ikke ville overgive sig, og det ville han bestemt heller ikke! Han var ligeglad med hvem hun var, han overgav sig skam ikke - Aldrig! Det var faktisk derfor det måtte more ham, for de konkurrerede også om hvem der var stædigst, og det så ud til at de begge ønskede at fortsætte legen, for den var skam spændende, og han morede sig gevaldigt, faktisk havde han aldrig moret sig så godt! Men livet var fyldt med overraskelser, det havde han i hvert fald fundet ud af. Han kendte måske ikke så meget til hende, men det agtede han skam! Og hun skulle nok blive overrasket over hvor god han var, og over hvilken viljestyrke han måtte have! Han smilede et lettere skævt og dog køligt smil, som køligheden blot lå til ham. "Du siger du finder kærlighed i familien? Men du må jo også selv ønske dig én på et tidspunkt, hvilket kræver en mand til at holde dig varm," pointerede han stilfærdigt og trak ganske let på mundvigen. Hun morede ham faktisk, og det var sjældent, for dem som normalt fik ham til at more sig, var dem som han pinte og kørte psykisk ned, men dette var helt anderledes, det var langt.. bedre? Han trak ganske let på skuldrene til hendes ord, og stod ganske tavst og tænkte over dem et kort øjeblik, inden han vendte sine natblå øjne tilbage til hendes isblå. "Jeg leder ikke efter kærligheden, det gjorde jeg måske engang, men det er flere tusind år siden, og i de tusind år, har jeg vandret alene rundt på kloden, så jeg er skam udmærket klar over, hvor ensomt livet kan være, men.. det kan også være befriende ikke at skulle tænke på andres behov," svarede han sandfærdigt og smilte svagt. "Desuden, så har jeg ikke behov for nogen til at savne mig, og hvem skulle råbe hurra over de ting jeg har gjort?" spurgte han med et sigende løftet øjenbryn. Han havde jo ikke gjort andet end at ødelægge folks liv, så hvem sagde, at han ikke også ville ødelægge livet på den kvinde, der skulle forestille sig at være hans store kærlighed? Han var ikke god til andre mennesker, tværtimod faktisk. Han vidste allerede at skønt hendes kolde ydre, så var hun blød indeni, hun var ikke et kynisk væsen fra Dvasias, men en kvinde med følelser, der ønskede sig en familie og ikke bare en mand til at tilfredsstille hende. Men hvem ønskede sig egentlig ikke en familie? Han var faktisk i tvivl på sig selv ved netop det punkt, for han havde jo levet uden én i ufattelig lang tid, men.. det var vel en savnet følelse? Han træk på mundvigen, som hun trykkede sin slanke krop ind mod hans egen muskuløse. Hun var så.. spinkel, og han kunne knuse hende så let som ingenting, men .. så ville han ødelægge alt det sjove, og det ønskede han bestemt ikke! Det pirrende kys mod hans hals og hendes slanke pegefinger, som hun måtte sno én af hans blonde lokker omkring, fik det virkelig til at sitre i hans ellers så kolde krop, og det fik ham næsten til at føle sig.. levende. Hendes blide latter sagde ham også blot at hun ikke var så kynisk og kold, som hun havde udgivet sig for at være til at starte med, vel blot en typisk facade i Dvasias? "Åh jeg forstår, hvad så med at jeg gør noget drastisk?" spurgte han lettere hemmelighedsfuldt. Hvis hun ikke blev bange for hans ulveskikkelse, så måske for hans menneske? Han havde skam mange sider, mange, som hun endnu ikke kendte til.

[Cressida Marvalo]

Månen stod højt på himlen. Det blege skær stod ned over deres skikkelser, hun betragtede ham i månelyset. Han var en køn mand, det måtte hun erkende, en anelse ungt udseende, kontra hende vel og mærke, men normalt den type mand som hun ville fører med sig til sengen, udnytte for blot en enkel aften og derefter ikke kaste så meget som et blik på, nogensinde igen. Men Pharrel var anderledes. Han fik hende til at længtes efter andet end hans krop, han forførte hende ikke ve dhjælp af kærtegn eller et for flirtende blik, nej faktisk så gjorde han det på ganske andre måder, og det imponerede hende.. Interesserede hende. Der var ikke mange der var i stand til at lege med hende på hendes legeplads, derfor nød hun kun denne konstante rotering, ville legen overhovedet få en ende? Et sted så håbede hun det ikke, selv på trods hun vidste at solen snart ville stå op i østen, og at de begge dermed, ville være tvunget til at søge hjemover. For hendes vedkommende var der pligter som ventede, de lange kedelige ting som en dronning måtte tage sig af i løbet af dagen. Tanken om at han ikke vidste hvem hun var, det var desuden stadig en som måtte morer hende, for han virkede til at være en sand dvasianer på alle måder, men han kendte ikke til de royale? Ikke at hun bebrejdede ham, hun tvang ikke nogen tila t tro på hende som så mange andre havde gjort. Hjertet slog mod hende sbryst, det var en følelse hun næsten glemte at værdsætte udelukkende fordi det aldrig var noget hun lagde mærke til. Men dette var spændende, det fik det til at slå på en særlig måde, som hun virkelig kun måtte nyde godt af. Jaqia var virkelig ikke i tvivl om at dette var en mand af ligeså store hemmeligheder som hun selv, de gjaldt om at knække dem, det gjaldt om at komme tæt på hinanden, og alle kneb måtte gælde, ikke kun deres pyskieske leg, deres udfordrende ord, men også de pirrende kærtegn og deres nærhed, det var intet andet end en del af lagen, det vidste hun udemærket, det var sådan det måtte være. Allerede nu kunne hun dog konkludere at han ikke var helt ligeså nem at knække som så mange andre havde været, hun var ikke selv meget bedre, det vidste hun godt, men det var jo også det der gjorde legen værd at lege. Hans gåpåmod imponerede hende, gjorde hende nysgerrig, hans mål var at kende hende, knække hende og nå ind under huden hvor kun en mand nogensinde havde været, og det var ham hvis grav de måtte stå lige ved siden af. Den kære Alexander.. Død og borte, udelukkende fordi han begik en fejl som hun ikke havde forstået sig på. Hun var blevet ældre, klogere og langt mere erfaren, det var kun noget hun nu måtte være glad for. Hans kølighed rørte hende ikke, hun var selv nøjagtig ligesådan, hendes smil der var koldt selv når det var ment venskabeligt, det hårde glimt i hendes blå øjne der skjulte de mange hemmeligheder, for hende var det ligeså normalt som hvis en Procianer sendte en fremmede et venligt imødekommende smil. Jaqia nikkede en smule medgivende ”Hvem ved.. Måske lever jeg alene, måske hviler der en mand ved hendes side.. Hvem ved.. Natten er fuld af overraskelser” påpegede hun med et lille smil, med en klar hentydning til denne aften, dette var jo heller ikke ligefrem ventet, måtte hun erkende. De blide fingerspidser nussede let hans nakke med lette pirrende strøg, næsten af ren og sær automatik et sted jo. Igen måtte hun nikke medgivende, på dette punkt var de fantastik enige ”Jeg troede det var et mandeligt behov.. At have en kvinde at holde om og beskytte? Men det kan være jeg blot tager fejl..?” hun hævede spørgende øjenrbynet mod ham. Lige på det punkt måtte hun jo faktisk erkende at hun ikke var forbandet klog, mænd forvirrede hende kun. Selv måtte hun erkende at følelser ikke var hendes stærke side, det forvirrede hende, hun var skabt til at ødelægge liv, ligesom han selv var, også selvom hun gjorde det snut og med langt mer eomhu, det var sjældent hun slog ihjel bare for at gøre det. Men hun forstod ham udemærket godt, det var der hun selv holdte fast i at en sand kvinde ville se bort fra hans handlinger, og se ham istedet. Hun ville ikke blande sig, når det kom til tanken om familien havde hun end ikke selv bestemt sig endnu, også selvom slægten jo skulle førers videre før eller siden, det var et mirakkel hun endnu ikke var blevet gravid, med alle de mænd som vandrede ind og ud af hendes liv. Kroppen hvilede tæt til hans, hun tirrede ham, legede med ilden selvom hun vidste at det ville være alt for let at knuse hende. Hun frygtede ham nu underligt nok ikke. Læberne slap hans kølige hud, blikket fangede hans igen. Hun nød at stå tæt på ham det var næsten.. Anderledes på en måde? ”Det er præcis.. Hvad jeg mener” svarede hun med en intens hvisken helt tæt til hans ører. Han måtte overraske hende for at gøre hende bange, der skulle mere end det bæst til, det var helt sikkert.