Back at home?

[Cressida Marvalo]

Hvad der dragede hende mod ham kunne Jaqia virkelig ikke svare på, det var noget som hun ikke formåede at skulle sætte en finger på, han forførte hende, måske ikke fysisk men hendes sind, hun stod ikke imod, gjorde intet for at stå imod, det var nyt.. Spændende. Man kunne jo så roligt sige hun prøvede at gengælde. De var begge hemmelighedsfulde, den mystik, værre end natten, hun nød den mere end noget som andet. Lighederne var stående, den samme selvsikre holdnign der ikke var til at slå itu, det samme kølige smil og ligeså øjne. Vinden legede let med de blonde lokker, hun betragtede hans skikkelse og med de samme hårde øjne også selvom det ikke var personligt ment, uanset hvor meget hun end ville prøve så ville det ikke være muligt for hende, at skulle gøre det hverken varmt eller smil. Dette var en ren leg, der var ingen grænser, hun sagde sjældent stop, det var hvad der udfordrede hende og det var ikke specielt ofte at nogen formåede at gøre det udelukkende fordi hun var en så mental stabil kvinde, men han.. Han var en anden sag udfordrede hende, tvang hende til at tænke kreativt, end ikke Enrico formåede at gøre som sådan. Set i Jaqias øjne var magt ingen skam, alle begærede magt udelukkende fordi det lod en tilbage med den kontrollerende følelse, det at være dominerende, hvad der var var blot det faktum at man skulle kunne kontrollere det, at være så magtbegærlig at det ville overtage en, det ville på ingen måde gavne i sidste ende, det kunne gøre mere blind end kærlighed formåede at skulle gøre det,og til sidst ville man uanset stå med det rene ingenting,. udelukkende fordi man traf de forkerte valg, mange før hende havde gjort den enorme fejl. Jaqia hævede et slankt øjenbryn ved hans ord "Tillid er en stor ting.. Du er klogest i ikke at bede mig tro dig" påpegede hun med den lettere hemmelighedsfulde mine. Dette var en mand efter hendes hovede, måden han talte på, måden han virkede beskeden samtidig med at han kunne virke så frygtelig kølig som intet andet.Det var ingen grund til at frygte hende, hun var selv opmærksom på hans mange bevægelser, kontrollen gav hun ikke slip på frivilligt, for mange var ude efter hende det ville ganske enkelt være for farligt, men at abgribe ham uden en grund det ville end ikke ligne hende. Hun bar det forkerte rygte over hendes skuldre og der var intet som hun kunne gøre ved det. Jaqia lod sig trækkes tættere på ham, så tæt at han næsten måtte føle hendes kølige ånde. Blikket hvilede direkte i hans betragtede de kølige øjne "Tro mig.. Kære.. Jeg har alle former af monstre under min seng, du ville kun være en guldmine til samlingen" hviskede hun hæst. Nu hvor de var så tætte var der virkelig ingen grund til at skulle hæve stemmen det mindste. De slanke fingrer snoede hans blonde lokker omkring, nussede kærligt i nakken som for at skabe den sitren. han vækkede hedes nysgerrighed, det var virkelig ikke ofte det var en realitet. Blikket sank halvt om halvt i ved hans kølige fingrerder måtte stryge langs hendes klare ansigtstræk der ikke var tl at tage fejl af. De var begge med to rygter, hun bar hendes brors moderiske rygte, folk turde knapt skænke hende et blik i frygt for hun ville slå dem ihjel, det ville slet ikke ligne hende, hun var menneskelig man kunne tro det eller lade værre. Jaqia lod smilet brede sig en smule ved hans ord "Ingen kommer tæt nok til at knække mine hemmeligheder" hånden strøg stille over hans hår og videre over hans blege kind. Hun ønskede ikke at han skulle kende til sandheden, hun var dronningen selv, men han frygtede hende ikke, der var intet rygte at dømme hende på, det var trods alt det hun var mest træt af. Det pirrende strøg over hendes kind satte en helt ny form af sitren, ikke den som måtte vække hendes begæ, den beroligede hende? Noget som måtte undre hende et sted. Blidt rystede hun på hovedet "Så tæt som jeg er.." det var end ikke løgn, hun var den tætteste på selveste dronningen så meget kunne man da roligt sige. Blikket betragtede hans endnnu med et lumsk smil hun måtte vide mere, hun var nysgerrig, han gav hende rent faktisk ikke hvad hun bad om, han gav hende ikke hendes vilje som hun ellers var vant til at få og hun nød det "Jeg har mit krative sind" afsluttede hun hemmelighedsfuldt, lod læberne ganske kort og kun let berøre hans læber, og kun som en del af den leg før hun atter måtte trække sig en smule igen.

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke lade vær med at nyde hendes selskab. Og det undrede ham egentlig ret meget. Han havde nok aldrig nogensinde oplevet at han havde nydt et selskab så meget, som han gjorde i øjeblikket med denne kvinde, som kaldte sig for Destiny. Han var så bare ikke helt så sikker på, at han skulle tro hende, for hun var nemlig denne hemmelighedsfulde kvinde, med mystik lysende ud af sig, hvilket også gjorde ham skeptisk. Men det lå så også til hans natur at være skeptisk, for han troede egentlig sjældent på folk, medmindre de kunne bevise at de talte sandt. Men om hun løj eller ej, var ham egentlig irrelevant, for i øjeblikket nød han deres lille leg, som han faktisk ikke helt var sikker på, hvad gik ud på, for det var vel mere et spil om at knække den andens hemmeligheder og finde flest oplysninger før den anden gjorde det, men der var også noget forførisk og sensuelt over deres leg. Han var faktisk ikke meget for at indrømme det, men hun var nok den kvinde der havde formået at interessere ham i flere århundreder år, og det var nok det farlige over hende, som tiltrak ham mest, og selvfølgelig det, at hun mindede så meget om ham selv. ”Tillid er en stor ting, ja, men jeg har vel ikke givet dig nogen grund til at skulle være skeptisk?” spurgte han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende, for det var nok det sidste han skulle gøre. Øjnene var nøglen til personers hjerte, det var øjnene som afslørede hvilke følelser man følte, om man var nervøs, eller om man løj. Et sted ville han vel gerne have at hun skulle stole på ham, for han havde jo ikke nogen grund til at lyve overfor hende, og uærlig var han ikke, skønt han var lidt ufin på overfladen. Han fandt hende farlig som sådan, og måske var det dumt af ham, men han havde på fornemmelsen at hun ikke ville angribe ham, for det havde han jo heller ikke givet hende nogen grund til. Og han ønskede heller ikke, at dette møde skulle ende ud i en drabelig kamp. Det var nok det han sidst ønskede i øjeblikket.
Pharrel slap en lille kold latter til hendes ord. ”Åh ja? Men jeg må ærligt indrømme, at jeg selv har svært ved at se dig, som et monster,” sagde han roligt. Han nød hendes hvisken i hans øre, og han nød at mærke hendes kølige ånde mod hans kolde hud. ”Alle har menneskelige sider, om de så vil indrømme det eller ej, så jeg tvivler på, at du kan være et så stort monster igen,” tilføjede han stilfærdigt, med et let hævet øjenbryn. Normalt ville nusseri og kærtegn prale af på ham, desuden lod han heller ikke kvinder komme så tæt på ham, medmindre han manipulerede med dem, men så var det for at sætte tænderne i hende. Men det var helt anderledes med hende her. Han nød faktisk hendes fingre, der snoede sig rundt om hans hår, og kærtegnede hans nakke. Det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, i en utrolig dejlig sitren. Og han var faktisk bange for, at han var ved at nyde det alt for meget. Han troede faktisk på hende, da hun sagde, at ingen kom tæt nok på hende, for at lære hende at kende. Men han var til gengæld også sikker på, at hun aldrig havde mødt én som Pharrel, og han var målbevidst, og havde en enorm viljestyrke, så han havde skam ikke i sinde at opgive hende og lade hende vinde dette lille spil de havde kørende. Næ nej, han skulle skam nok komme tæt nok på, for at lære hende at kende! Det var nemlig blevet hans nye mål, og han var ikke sikker på, hvor længe han havde, for han kunne ikke vide, om hun havde ærinder, som hun skulle have gjort færdigt. ”Du mener; ingen er endnu, kommet tæt nok på dig for at knække dine hemmeligheder,” rettede han hende med et selvsikkert skævt smil, ”for jeg bliver nemlig den første.” Hans natblå øjne hvilede opspillende i hendes. Han lagde skam ikke skjul på at han nød deres lille ’leg’, og hvorfor skulle han? Det var jo ikke altid at han fandt så godt selskab. Det var faktisk ret svært.
Indtil videre måtte Pharrel blot tro hende. Han kunne jo rent faktisk ikke vide om hun kendte dronningen, var hende selv eller noget helt tredje, men lige nu var det også ligegyldigt, for uanset hvad, så nød han hendes selskab, og det kunne ikke ændres, uanset hvem hun så var. Han lod let sin finger fjerne noget vildfarent hår, for at stryge det bag hendes øre. Om han så var meget for det eller ej, så var hun faktisk smuk, det kunne man ikke komme udenom. Desværre var han bare ikke en fyr der spillede på sine lyster. Så han gjorde end ikke noget specielt ved at hun skænkede ham et flygtigt kys, som han ikke engang ville kunne nå at besvare uanset hvad, det eneste han gjorde, var at trække i mundvigene, så et både morende og koldt smil gled over hans læber. ”Jeg vil nødig skuffe dig, men dét der, har ingen effekt på mig,” sagde han sandfærdigt, uden at fjerne blikket fra hende, ”så du får nok aldrig mit navn at vide.”

[Cressida Marvalo]

Hans selvskab var anerledes.. man kunne jo ikke ligefrem kalde hende for en ensom kvinde, hun havde folk omkring sig hver eneste dag og da specielt mænd. Men lige denne.. En mand hun ikke kendte et sandt navn på, den mystik omkring ham der vakte hendes nysgerrighed til live også selvom det ikke var noget som skete specielt tit, så stærk en mental kvinde som hun selv måtte være så skulle der meget til før hun selv blev en smule udfordret. Måske han var mystisk og nægtede at give hende svar, noget som i sig selv gjorde legen en del sjovere for hendes del, men hun selv.. måtte kun vildlede ham så meget som det måte være hende muligt, give ham svar, men skelne mellem de rigtige og forkerte, og hun nød det, noget som kunne læses så frygtelig tydeligt overalt, i hendes blik og mine. Som sådan handlede det ikke som sandheder og løgn, der handlede ikke om at være mest mystisk, det var en meningsløs leg og uden nogen former for vinder som sådan, håbløst men igen så var det rent faktisk rart et sted, ikke altid at skulle være dronning Jaqia med alle de forbandede pligter! Og dog.. Der var noget ved ham, han mindede om hende på mange områder, hun tøvede med at stole på ham på den måde, hun var opmærksom, han lod ikek til at have fjendtlige intentioner ligenu og her, men man kunne vel adlrig vide? og hun af alle måtte være forsigtig, ellers ville man ende som Samuel var endt.. En kujon. Hun hævede et slankt øjenbryn med undrende mine "Ikke endnu, nej.. Men du har heller ikke direkte givet mig nogen grund til at havetillid til dig" påpegede hun med en lettere drillende tone, dog endnu kølig. Der var intet varmt over hende, den varme var forsvundet sammen med den samvittighed hun var vokset fra, og dog så gik hun med det helt forkerte rygte, det rygte som i virkeligheden skulle have været Samuels. På det punkt måtte Jaqia give ham fuldstændig ret, øjnene var vinduet til en persons sjæl og dog, så avr kroppen en del af det, ethvert kropssprog, og intet var at spore i hans øjne om ikke andert så ikke den kampgejst, derfor frygtede hun ham ikke.. For nu. Hun ønskede ikke at træde i kamp, ikke hvis hun kunne undgå det, for hendes temperament i disse dage var frygtelig nemt at trigge. Hans latter fik hende kun til at efterlade det kølige dystre smil over hendes rosenrøde læber, så stærk i kontrast i forhold til den blege hud som hun måtte bære rundt på "Du kender mig knapt" påpegede hun igen med sigende mine, ahn havde ingen idé om hvem hun i virkeligheden måtte være, hun kunne dog trygt love at hun i den grad var et monster.
Jaqia triggede de mandelige punkter, ikke så meget for nyttes skyld mere udelukkende af lyst, lysten til at drille ham og det havde altid været hendes måde at gøre det på. Hun nikkede medgivende "Jeg har menneskelige sider.. Flere end de fleste.. jeg bruger dem blot forkert" indrømmede hun og dog med en vis stolthed, der var ikke noget at være flov over set i hendes øjne, det gjorde de fleste og hun avr bestemt intet undtag. Dette var udelukkende sjov, hun var vant til mænds selvskab på alle måder, men hun nød måden han tog imod hendes kærtegn, ikke med direkte lyst, ikke som Enrico.. ikke som Samuel. De eneste to mænd som avr nået blot en smule tæt på hende, ingen var som sådan tæt nok til at kende hende fuldstændigt og det var en faktisk en tanke som måtte morer hende, han skulle i den grad ikke få lov at være den første det ville kræve mere end han ville klare så meget var hun overbevist om. Denne gang var det hendes egen tur til at slippe en latter, hæs og kølig og dog så.. kvindelig "Du virker så målbevidst.. det kan jeg lide" hun nikkede igen ganske let som for at understrege hendes ord, alt for mange bukkede under for frygt elelr for stort pres, ingen turde tage en udfordring mere, han virkelig så anderledes. Hun lod ham ganske velvilligt komme tæt nok, fjerne håret fra hendes ansigt. Aldrig havde hun set på sig selv som smuk, hun fremhævede blot de ting hun rent fakisk kunne lide ved sig selv, et sted meget selvkritisk? Hun trak sig en smule, gjorde det muligt for hende, at lade det kolde isblå blik møde hans "Hvis du havde troet at det var et forsøg på at få dig til at opgive dine mysterier.. Så tog du grueligt fejl.. Det var bare for lysten" hun sendte ham et udfordrende blik og med det glimt i blikket der gav hende kontrollen over situationen. Det var jo blot sandheden.. Det var ikke for andet end lystens skyld.

[pharrel123]

Pharrel kunne tydeligt se på hende, at hun faktisk nød deres lille leg, og om han var meget for det eller ej, så nød han den faktisk også. Han var normalt ikke til selskaber, for han enten skræmte personerne væk med sin dystre personlighed, eller også så var de hans bytte, hans aftensmad. Men denne fremmede kvinde, havde på utrolig vis formået at vække hans nysgerrighed, hun havde trykket på knapper, han faktisk slet ikke vidste han havde. Det undrede ham utrolig meget, og så var det på en måde, en rar følelse. Han var faktisk ikke meget for at indrømme det, men denne kvinde var faktisk noget som han gerne ville bruge sin tid på. Ingen havde nogensinde formået at vække hans interesse så hurtigt og så meget! Og det var som om hun blot havde gjort det, som havde det været helt ganske normalt. Og et sted, selvom det var en rar følelse, så hadede han det også! Han hadede den måde hun vækkede hans interesse, hans opmærksomhed og hans nysgerrighed, for han brød sig ikke om at synes så godt om personer. Men det var nok det, at hun allermest mindede ham om sig selv, for de var faktisk utrolig ens på visse punkter. Mange punkter. Han klukkede kort og koldt til hendes ord. ”Så sandt,” istemte han med et kort nik. Han havde jo faktisk ikke givet hende nogen grund til at vise tillid til ham, men sådan som landet lå i øjeblikket, så havde han ikke nogen dårlige intentioner med hende. Han ville for en gangs skyld blot nyde et selskab. Og det var virkelig sjældent at han gjorde det, for han var ikke just en mand med venner. De kom blot i vejen, på enten den ene eller den anden måde. Han kendte hende ikke. Han vidste faktisk slet ikke om noget af det hun havde fortalt ham havde været sandt. Noget var jo nok, men med denne mystik og de hemmelighedsfulde miner, så turde han ikke stole på hende, og det gik vel også den anden vej? Men han bad hende jo heller ikke om at stole på ham, for han var vant til at folk var skeptiske og mistænksomme overfor ham, noget som ikke længere rørte ham, han havde ikke behov for at folk stolede på ham, når han selv kendte sandheden. Han kendte hende overhovedet ikke, og et sted, så vidste han faktisk ikke helt om han ville, hun trak i mange tråde, men et sted, så var han sikker på at det ville være dumt at kende hende, han var nok bange for at han ville blive for vant til hende, for han havde ikke synderligt lyst til at være afhængige af folk. Han var en enspænder, og det var hvad han havde lyst til.
Pharrel tvivlede virkelig på at han kunne kede sig i hendes selskab. Hun fik ham hele tiden til at skulle tænke grundigt over tingene. Hun fik virkelig hans kampgejst til at stige, og hun gjorde ham faktisk blot mere målbevidst, hun gav ham jo hele tiden grunde til at han ikke skulle give op. Han kunne ikke give op. Han ville ikke! Han ville simpelthen komme under huden på hende, og længere ind i hende end det! Han havde et sted lyst til at overraske hende, ikke som i at give hende et chok eller en gave eller noget i den dur, nej han ville overraske hende personlighedsmæssigt, overraske hende med, hvor stædig han egentlig var. At han ikke var én der gav op. At han altid vandt sine slag, og aldrig tabte. Og eftersom hun heller ikke tabte sine slag, så gad han faktisk godt vide, hvem af de to, der ville give efter først, for han var ikke et eneste sekund i tvivl om at hun var lige så stædig og målbevidst som han var. Og det glædede ham egentlig kun. ”Det er jo fordi du er sådan et monster,” sagde han med en lettere kold drillende tone, for egentlig blot at citere hende selv, da hun havde kaldt sig for et monster. Og det morede ham egentlig et sted. Han skulle nok vise hende. Han ville skam ikke give op, og han kunne tydeligt mærke på hende at hun undervurderede hans stædighed, men det var jo så blot fordi hun heller ikke kendte ham. Han nød faktisk at høre hendes latter, så var hun da ikke helt ’død’? Han måtte dog fnyse ganske let til hendes ord. ”Jeg er mere målbevidst end du går og regner med. Og det er blot din fejl at undervurdere mig,” sagde han i en stilfærdig kold mine. Hun kendte ham ikke, og det gik også den anden vej, men det kom ham kun til gavn, for han skulle nok vise hende, hvor målbevidst han egentlig kunne være! Det var faktisk noget han kun kunne se frem til. At hun faktisk var en selvkritisk person, det var nok ikke lige noget som han ville tro på. For hun virkede så selvsikker, så dominant, og han nød det. Han så næsten helt forundret på hende. At hun gjorde det for lysten skyld, det havde han faktisk ikke regnet med. ”Jamen, hvordan vil du så, mit kære væsen, finde ud af, hvad mit navn er?” spurgte han stilfærdigt, og lod let sin kolde pegefinger, stryge fra hendes næserod, ned over hendes læber, for blot at stoppe ved hende hage, imens han ganske let betragtede bevægelsen, inden han igen så ind i hendes isblå øjne.

[Cressida Marvalo]

Jaqia var normalt ikke den type som måtte gøre sig godt af selvskab på denne måde, normalt var nyt selvskab hende uvant, alt for mange bar frygten for hende, med det ry hun havde så måtte selv de fleste dvasianere vende ryggen til hende af frygt når hun kom gående. Hun var ikke som det. Det var sandt at hun var ganske koldblodig og kunne dræbe for både lyst og nødvendighed, det var sandt at hun ikke bar den samme samvittighed som så mange andre ville gføre det, men hun var endnu en kvinde af menneskelige følelser. Det var bare ikke det som mange måtte så.. De som så havde respsketen for hende, de som havde modet til at gøre som denne mand i øjeblikket måtte gøre det, det var dem som for hendes vedkommende fik den største respsekt, frygt var ikke noget som kunne bruges, det ville udstille en som svag og dermed gøre mere sårbar, respekten derimod være æreværdigt at bære. Jaqia måtte fortsat trykke på hans knapper, det som overraskede hende mest var den slående lighed imellem dem, ikke blot det lange lyse hår og de isblå øjne som de begge var i besiddelse af, så hårde og kolde, men hans tone, måden han bar sig frem på, det var som at betragte hende selv i en mandelig udgave, end ikke Samuel måtte minde hende om sig selv på den måde, og det var noget som i den grad kun vækkede hendes nysgerrighed langt mere, gjorde legen frygtelig meget sjovere,udelukkende fordi hun vidste hvilke knapper hun skulle trykke på, og hans reaktioner morede hende også i den grad, ligenu måtte hun ikke fortryde at hun var gået herud til hendes kære brors grav.. hvem kunne vide om hun også snart ville finde Samuel liggende der? Tillid var en frygtelig stor ting og Jaqia af alle vidste at i denne tid kunne man kun stole på sig selv og absolut ingen anden, hun skulle være forsigtig, det var hendes job. Selv havde hun ikke givet ham nogen grund til at skulle stole på hende, det var det intense, det farlige.. En del af legen ganske simpelt.
Hun vækkede hans interesser og hun fornemmede det så gaske tydeligt, og et andet sted så forstod hun hans bekymring, at hun komme der, som en fremmede kvinde han end ikke måtte kende og trykke på de punkter, det var jo den samme situation som hun et sted selv måtte stå i, en fremmede ung mand, mens hun stod der, ikke vant til selvskab, ikke vant til at der var nogen som måtte vække hendes intreresse specielt meget, men den viljefaste person hun stod overfor, den styrke han lod til at have, om ikke andet så psykisk, siden at han var i stand til at lege med hende som det, det var hende virkelig uvant men hun nød det også i den grad. Jaqia var på ingen måde den type kvinde som var fysisk almægtig, hun var langt fra den stærkeste af fysikken også selvom hun var dygtig, hvad der gjorde hende farlig var hendes intilligens, hun havde hjernen og såmen ikke rigtig meget andet, det var hendes erhver at få folk til at tænke som hun fik ham til at tænke, tvang dem kampgejst op, også selvom han virkelig overraskede hende. Det var i virkeligheden et frygtelig stort mål at sætte sig, selv hendes to nærmeste var ikke så nær som han ville og det havde taget dem frygtelig mange år blot at nå hende til der hvor de stod, men det at han var villig til at forsøge og med den vilje det måtte hun virkelig kun beundre, hvem der så ville give sig først måtte tiden jo bare vise? Igen måtte hun slippe en latter ved hans ord "Det er korrekt" svarede hun kort for hovedet og endnu i den intense hvisken. Når de var så tæt var der ingen grund til at hæve stemmen meget mere. Død var hun bestemt ikke, hendes hjerte hamrede såvel som alle andres, det var fordelen i at spiden ikke fyldte en frygtelig stor del, hendes hjerte hamrede skam.Let måtte hun betragte ham med rolig mine "Jeg undervudere dig skam ikke.. På ingen måde.. Jeg tror på du er en mand af vilje.. Den type der kæmper om det må koste dig døden? Eftersom du går herude midt om natten vil jeg tro du er en smule ensom? Ingen familie omkring, ting som det.. Og så er du en mand af temperament der hader at jeg formår at trykke på tasterne.. hvordan klare jeg mig?" hun hævede et spørgende øjenbryn. Det var ingen hemmelighed at hun var ekstremt god til at læse ikke kun kropssprog og handlinger men også omgivelser, desuden så mindede han igen frygtelig meget om hende selv. Det kække smil endte med at krydse hendes læber ved hans ord, let måtte hendes hånd stryge over hans kind, ganske blidt "Det kommer" var hendes eneste simple svar. Stille gled blikket i som hans finger måtte kærtegne hende, blot for et kort sekund.

[pharrel123]

Pharrel kunne et sted ikke lade vær med at beundre hende, for hun formåede virkelig at holde trin med hans hjerne. Han var en god manipulatør og skuespiller, og det havde altid været let for ham at gennemskue folk, lede dem så let som ingenting i de forkerte retninger, men denne fremmede kvinde, hun formåede virkelig at få ham til at skulle tænke i helt andre baner! Han var næsten helt taknemlig at have stødt på hende, for han måtte ærligt indrømme, at hans liv havde været ganske kedeligt, indtil hun var dukket op. Han måtte indrømme at han faktisk ikke havde regnet med, at der fandtes personer, der kunne måle sig med hans egen psyke, men han havde dog taget grueligt fejl, for denne kvinde kunne næsten ikke minde mere om ham selv, på alle personlige områder. Og det morede ham faktisk et sted, det var jo helt utroligt, så meget de mindede om hinanden, men det glædede ham egentlig blot, fordi for en gang skyld, så havde han faktisk et værdigt selskab. Alle andre kedede ham bare, men denne kvinde, hun var jo psykisk uimodståelig. Han følte sig helt tiltrukket af hende, ikke fysisk, skønt hun dog var en smuk kvinde, hun var klog, sensuel og forførende og sikkert en hver ond mands drømmekvinde, men hun tiltrak ham simpelthen psykisk på alle måder! Og han nød det, nød det nok en tand for meget, for det var nok ikke specielt klog at lægge sin tillid til hende, eftersom han ikke kendte en klap til hende. Hun var ham fuldstændig ukendt, men han agtede skam at lære hende bedre at kende, det ville jo næsten være synd og skam, at lade hende gå uden at han kendte hende, når han nu for en gangs skyld havde fundet en person, der faktisk formåede at vække hans nysgerrighed og interesse, på et plan han ikke engang kunne beskrive! Hans natblå øjne betragtede hende intenst, hun var jo helt ubeskrivelig! Så ond og kold, kynisk og uden den mindste smule varme, hun kunne skræmme et lille barn væk på nul komma fem, hun var intelligent, og hun legede virkelig med ham på en hel fantastisk måde, og det gjorde ham blot mere opsat på at finde ud af alt omkring hende. Han var simpelthen nød til at tænke strategisk klogt for at knække bare nogle af hendes hemmeligheder. Han kunne faktisk ikke lade vær med at smile et koldt og grumt smil til hendes latter, og det uden at vige blikket fra hendes øjne. ”Men så igen, jeg betvivler virkelig dit ’monster’, så du er nok nød til at bevise det, før jeg kan tro dig,” sagde han roligt og med et kort træk med den ene skulder, imens han så kort undrende ud i luften, for blot at se tilbage på hende igen. Han var overbevist om at alle kunne knækkes, det gjaldt bare om at nå så dybt ind, til at man kunne stikke lidt til hjertet, og det var faktisk ikke altid at man havde behov for at ramme hjertet, for at knække en person, man kunne også gøre det psykisk, og det var noget som Pharrel nød. Hun var ikke ligesom alle andre, slet ikke faktisk, men alligevel, helt anderledes var hun heller ikke, der var så mange ting, der forbandt alle væsner, på den ene eller den anden måde. Hendes ord ramte faktisk ganske plet, han var nok ensom, men han var jo trods alt også en enspænder, men hun havde faktisk ret i stort set det hele. Alligevel kunne han ikke lade vær med at smile en smule imponerende. ”Jeg er en kæmper ja, jeg lader ikke noget komme i vejen for det jeg vil have, jeg vil aldrig nogensinde give op, og selv døden kan ikke stoppe mig, for det er jeg jo allerede, og jeg kan love dig én ting; jeg skal nok nå ind under din hud, knække dine små hemmeligheder, for jeg er i stand til ting, ting som de fleste kun kan drømme om,” hviskede han intenst og opstemt tilbage, hun gav ham virkelig blot blod for tanden, fik hans kampgejst til at stige. ”Ensom ved jeg ikke helt om jeg er, men en enspænder er jeg, med store bogstaver endda. Desuden, så har jeg ikke brug for en familie, jeg klarer mig bedst alene, venner og familie kan blive én en svaghed, til tider er det bare bedst at være egoistisk, faktisk for det meste, selvom man er nød til at have nogen bag sig, for før eller siden, har alle brug for en hånd,” svarede han roligt, og så kort eftertænksomt ud i luften. Han måtte dog slippe en kort latter til hendes sidste ord. ”Du formår virkelig at klare dig i topklasse, alt du gør, er med toppræstation. Det er imponerende. Og det irriterer mig, at du vækker min nysgerrighed,” tilføjede han sandfærdigt, imens han sendte hende et snedigt smil. Han rykkede roligt sit hoved helt tæt ind til hendes øre. ”Det er lige før at jeg vil forære dig mit navn, så godt gør du det, men hvad sjovt ville der være i det? Desuden, så vil jeg ikke have at du vinder så let,” hviskede han intenst, inden han skænkede hendes hals et blidt og forførende kys, imens han indåndede hendes søde duft.

[Cressida Marvalo]

Dette var noget som måtte minde om en sensation, det var så ganske sjældent at nogen mand eller kvinde fulgte med hende på dette plan, ikke at gjorde sit bedste, men han kunne skabe hende den udfordring og det var noget hun måtte beundre. Hvad der så irriterede hende en smule var den tanke om han endnu ikke havde nogen idé om hvem hun i virkeligheden måtte være, i så fald ville han så overhovedet lege med hende som han gjorde? Selv i hendes hovede lod det mærkeligt men hun ønksede det som en evig leg frem for noget andet, end ikke ENrico eller Samuel formåede at følge hende hertil, pirrer hendes nysgerrighed, pirrer hendes psyke på den måde, hvem end han var så mindede han om hende på så mange måder, ting hun ikke kunne sætte en finger på, men hun var utrolig glad for at være stødt på ham lige denne aften. Månens lys kastede sig over deres skikkelser, om de ville blive set eller ej bekymrede hun sig ikke om, rygter kunne svirre frygtelig hurtigt specielt omkring de adelige. Hendes kølige isblå øjne betragtede hans skikkelse, funklende under det blege skær af månen hvor hun næsten måtte falde i et med den og udelukkende på grund af den blege hud som hun var bære af. Fysisk var hun i stand til frygtelig mange ting, ville hun først så var der ikke mange mænd som formåede at modstå hende, hun var smuk og hun vidste det, det var nøjagtig hvad hun spillede på i tide og utide, men hun var ikke ude påat forfører denne mand, hun var vel blot i sit mere intense hjørne? Blande tingene lidt sammen, hun kunne vel ligeså godt have det sjovt sammentidig med deres lille gemmeleg? Nysgerrigheden drev dem begge det var der ingen tvivl om, hvem han var var noget som hun ønskede at vide, om han var så perfekt til hendes tanker, eller om dette blot var endnu en af de som prøvede, på trods han nu ikke føltes som nogen skuespiller. Et skævt kækt smil var det som spillede om hendes dybe rosenrøde læber "Måske en dag.. Du vil se det monster" afsluttede hun med en rolig tone. Der var ingen tvivl om at hun blev set på som det monster, en desperat kvinde på vej til at dræbe også selvom det som sådan ikke var nogen som helst grund til det, ganske forkert, hendes kære brors rygte hun måtte bære på og intet andet, også selvom hun gjorde ting som kun et bæst ville gøre. Enhver kunne knækkes.. Selv den med en stærk psyke, selv hun var i stand til at knækkes på midten, også selvom det kunne siges være langt mere besværligt med hende, hun var en kvinde kun vant til at skulle bevsare hendes egne hemmeligheder, og det var netop hvad hun prøvede for tiden, han var fremmede, dvasianer, de var ikke til at stole på. At høre ham give hende fuldkommen ret orede hende kun, selvom hans psyke var utrolig så var han ligeså let at læse som alle andre, til tider inklusiv hende selv "Du er en stærk mand.. Det betivler jeg ikke, villig til at kæmpe til døden stopper dig, en mand der kan få min respekt. Men mine hemmeligheder.. Du skal virkelig være god" påpegede hun i en let og pirrende hvisken så intens mod hans ører, og morede sig kun med det. Jaqia nikkede anerkendende "Familie og nærer kan være en svaghed hvis ikke man kan styrer det, hvis de ønsker man skal tage kontrollen. Men det kan i virkeigheden også være det som giver styrke" hun trak svagt på de nøgne slanke skuldre hvor de blondes lokker spidser let måtte kilde hende på overfladen "Mhmm Du må hellere give mig min premie" hun smilede lettere uskyldigt, dog endnu med den lille snert af kærlighed som altid. Den blege hånd faldt mod hans kind, lod tomlen stryge blidt over "Åh vi skulle nok finde nye ting at gætte" beroligede hun ham med en kølig klukken. Blikket gled halvt om halvt i ved det søde kys han skænkede hendes hals som hun måtte blotte en smule skabte den sitren og det morede hende "Var det lyst eller forsøg?" klukkede hun let og spørgende. Han drev hende virkelig og hun nød det i allerhøjeste grad.

[pharrel123]

De matchede faktisk ganske godt sammen. De bar begge den blonde hårpragt, den blege hud der blev lettere glitrende i månens lys, de blå øjne, hans godt nok meget dybblå, og hendes isblå, men stadig. Det eneste der egentlig skilte dem fra hinanden var at de var af hvert deres køn. Desværre hadede Pharrel hende bare for at vække hans nysgerrighed så meget, som hun gjorde, for det var der virkelig ikke andre der havde formået! Hun var jo helt anderledes end alle andre; hun havde selvtillid, og han vidste at hun ville blive en hård nød at knække, virkelig! Men den tanke stoppede ham ikke, han opnåede altid sine mål, og dette var ikke tilfældet til at han ville lade vær. Han spillede skam ikke. Han var nok ufin, dræbte hist og her, men han var faktisk ikke uærlig, for loyalitet var noget som betød meget for ham. Uden loyalitet kunne et land ikke fungere, og så lå det også naturligt til ham, han viste sin loyalitet for dem som havde fortjent den. Men selvom han faktisk hadede at hun interesserede ham så meget, så kunne han alligevel ikke få nok af deres lille leg, for det var faktisk lang tid siden at han havde moret sig så gevaldigt. Folk ville nok bare ikke kunne se det sjove i det, som de kunne, for det var en psykisk leg, en leg, hvor mange ville knække hurtigere end de anede. Han betragtede det kække smil på hendes læber, hvilket fik ham til at trække ganske let i mundvigen. ”Jamen, så vil jeg glæde mig til den dag, hvor du viser mig, dit sande monster,” svarede han sandfærdigt og smilede et koldt skævt smil. Han kunne faktisk ikke andet end at se frem til den dag, hvor han ville få at se hvilket ’monster’ hun var, for han kunne vitterligt ikke tro på det. Tjoh, hun var da kold, og sikkert også ond, men det var han jo også, og så måtte hun jo kun være et lige så stort monster som ham selv, og det var jo ikke ligefrem slemt, så han tvivlede lidt på at han ville blive overrasket. Men han kunne vel altid håbe? Om hun stolede på ham eller ej, det var jo helt op til hende selv. Han turde jo heller ikke give sig fuldstændig hen til hende, for han vidste jo heller ikke hvad hun var ude på. Men hun kunne jo heller ikke spille skuespil, for hun kendte ham jo ikke, så hun kunne jo bare gå, hvis hun fandt ham kedelig, eller omvendt. Og når han tænkte over det, så måtte hun jo faktisk ikke finde ham kedelig, for så ville hun jo sikkert gå, og hvad skulle han så give sig til? Han måtte bevare hendes nysgerrighed. ”Jeg er ikke blot god, min kære, jeg er den bedste!” hviskede han lige så intenst og pirrende tilbage. Og han skulle da nok bevise det! Han så en smule eftertænksomt ud i luften. ”Det er næsten nervepirrende, man kan ikke leve uden andre, men heller ikke med dem,” sagde han en smule eftertænksomt, inden han vendte de natblå øjne mod hendes igen, med et koldt skær over sig. Det var jo sandt, han var så bare ikke særlig god til teamarbejde, han klarede sig bedst alene, det havde han jo gjort hele sit liv. ”En præmie ligefrem?” gentog han næsten undrende, inden han lo koldt. Han tog sig ikke yderligere af hendes strøg mod hans kind, skønt de satte en sitren i gang. Han sukkede ganske let. Hun havde jo også fortalt ham sit navn, eller noget af det. Desuden, hvis han ikke kunne holde på hende, når han havde sagt sit navn, så var det jo fordi han måtte være dårlig, og det ville han ikke være! ”Pharrel. Mit navn er Pharrel,” svarede han kort for sig, og så intenst ind i hendes isblå øjne. Han vidste faktisk ikke helt hvorfor han havde skænket hende det blide kys mod hendes hals. ”Spørg mig igen, når jeg har fundet ud af det,” hviskede han med en utrolig blid stemme i hendes øre, selvom der var noget faretruende over den. Hans hoved søgte ganske let tilbage, så han ordentligt kunne studere hende, med sine sammenknebne øjne. ”Nå, Destiny, fortæl mig lidt om dig selv,” opfordrede han med et smil, der ikke tog et nej for et svar, ”jeg kan jo regne ud at din bror er død.” Han nikkede kort mod den grav der stod bag dem.

[Cressida Marvalo]

Hvad angik udseendet var der virkelig ingen tvivl om at de på mange områder måtte minde om hinanden, den blege hud som kun var i stand til at falde i et med månen et sted over, og de blonde lokker som for hendes del hang lettere krøllede ned over hendes slanke nøgne skuldre med hendes utrolig udfodrdrende beklædning, og de blå øjne, hvor hendes måtte skille sig en smule fra hans og udelukkende fordi de var helt klare blå hvor hans var mørkere, kunne man ikke vise bedre så kunne de have været søskende, han lignede hende til dels mere end det som både Samuel og den afdøde Alexander måtte gøre. Det var synd og skam at han var blevet så blød, han havde altid været den bror som var den mest neutrale hjernen som hende selv og af samme tankegang frygtelig let at arbejde sammen med i forhold til Samuel. Jaqia var den kvinde som direkte forsøgte at vække nysgerrigheden i andre, hendes psyke var forføreende og det var sjældent at hun måtte møde andre som måtte have den samme, lige her var Pharrel en af de få, han vækkede den intense nysgerrighed, lysten efter at skulle vide mere omkring ham, legen de legede tirrede hende på andre måder end det som nogen mand nogensinde havde formået at gøre med hende. Hendes selvtillid var slående hun var bestemt ikke nem at knække kun en enkel kvinde havde formået at læse hende på den måde og det var en kvinde som måtte sidde bag lås og slå til hendes egen lettelse. At han så ikke gav op det var kun noget som måtte morer hende, tanken om at han ville kæmpe kun for at kende hende, hun burde vel være smirret et sted? Og dog så vidste hun at det med at stole for meget på en ukendt og så i dette land det var frygtelig farligt, det som også var grunden til at hun bevarede den kontrol i hendes hule hånd. At være ufin var det samme som at være perfekt set i Jaqias øjne vel og mærke, ingen var perfekte, alle havde deres fejl og mangler også hende og hun måtte endda have mange af dem det var ingen skam på nogen måde. Deres leg var direkte lokkende, dette var hvad hun normalt ville have forbundet med romantik, mystertiet, hun elskede skyggerne som måtte skjule for de mange hemmeligheder, det var tirrrende. Smilet prydede hendes rosenrøde læber der stod i stærk kontrast med den blege hud "Pas på med havd du ønsker dig kære, det kan alt for hurtigt gå i opfyldelse" sagde hun med rolig tone, dog endnu med den forførende sner ikke at det var noget som hun selv måtte kontrollere det var en del af hendes person den kom hun ikke uden om. Ganske mange tog fejl af hende og udelukkende på grund af hendes bror, hun var kynisk ja og også utrolig kølig, men ond var hun på ingen måde, jo for dem som fortjente det eller dem som kom i vejen, alle måtte jo have deres dårlige dage og det var sandt hun kunne finde måder at straffe på som overgik den vilde fantasi hun havde sine mekabre måder men alt med en mening bag, et monster og et bæst det var hun dog på alle måder. At give sig helt hen ville kun være dumt der var der ingen tvivl om, hun måtte slå en blid kølig latter op ved hans ord, den form for selvtillid var kun noget som måtte morer hende, "Det kan du have ret i" medgav hun roligt. Kærlighed var måske en svaghed men om ikke andet så kunne man ikke klare hele verden alene, det ville ikke kun blive trist og ensomt men i den også ende med at blive ens egen store svaghed. Jaqia's eget blik rummede et koldt glimt det var intet nyt faktisk var dette så mildt som hendes blik overhovedet formåede at blive så dominerende og alligevel så feminint. At han måtte sige hans navn fik hende kun til at smile veltilfreds. Legen var i den grad ikke slut endnu det nød hun den for meget til og han måtte endnu vække en underlig interesse hos hende, noget som hurtigt kunne vise sig at ende farligt "Det glæder mig Pharrel" hun smagte let på navnet. Hånden faldt stille langs hendes side hun kendte til effekten hun måtte bære på mænd og det morede hende et sted. Hun hævede let i et øjenbryn og dog med et lille veltilfreds smil "Det vil jeg gøre" hun nikkede sigende, der var uden tvivl noget dystert over hende hvor der var noget muntert over ham som hun i den grad kun nød. Den blide stemme i hendes ører var nok til at få hende til at sitre, en savnet følelse et sted og udelukkende fordi det ikke var ved direte kærtegn han var langt mere uspekulert "Åh ja han er desværre en af de som fik lvo at opleve monstret" blikket gled mod graven der var et lille snert at savn at sporer men absolut ingen samvittighed, han havde trods alt været helt og aldeles uden om det, at gøre som han havde gjort var dumt og alligevel var hun selv ved at begå samme fejl noget som hun direke måtte nægte!

[pharrel123]

De mindede nok om hinanden fysisk, bortset fra at Pharrel var en mand og hun var en kvinde. Og det havde sikkert også en masse tilfælles, men han var sikker, på at selvom de kunne minde lidt om hinanden på visse punkter, så var de vidt forskellige på en masse andre punkter, de gjorde garanteret tingene på hver deres måde. Dog kunne forskelligheder også skabe en harmoni, der kun gjorde én stærkere, og til tider og i visse tilfælde, så kunne man bare være for forskellige, men det ville han ikke tro at de to var, for de mindede allerede så meget om hinanden, og de forskelligheder kunne ikke være så store igen. Han var ikke sikker på, hvorfor han blev så interesseret i hende, hvorfor hun trak på den måde i hans nysgerrighed, og næsten krævede hans fulde opmærksomhed. Men hun var virkelig så mystisk, hendes mystik, og det sensuelle over hende, det tiltrak ham på måder han ikke engang selv forstod. Det eneste han havde lyst til i øjeblikket, var at lege denne lille leg med hende, for det var virkelig lang tid siden at han havde moret sig så godt! Mange dvasianere var onde og kyniske, men hun var bare anderledes, det var som om hun skilte sig ud, hun var ikke lige så … kedelig, som de andre dvasianer, hun var mere … fantastisk spændende! Det ukendte omkring hende tiltrak ham, og gav ham blot lyst til at vide mere omkring hende, og han ville vide mere! Han gav ikke op! Han ville helt ned under huden på hende, dirke hendes dybeste hemmeligheder frem, og hvorfor vidste han ikke, for han kunne ikke bruge dem til noget alligevel, men han ville bare vide det! Han ville spille dette spil! Og han ville vinde. At hun var et monster, kunne han forstå, men hvem var ikke det? Det var han jo også selv bogstaveligtalt faktisk. Når fuldmånen atter ville træde frem om ikke så lang tid, så ville han blive tvunget til at være i sit monsterstadie, som han ikke engang selv havde fuld kontrol over, men det var vel kun fordi han ikke havde lyst til at have styr på det? For, for at være helt ærlig, så nød han de blodsudgydelser han måtte lave, han nød den blodtørst der kom op i ham, han nød den magt han fik, og han nød at se smerterne i de der generede ham. Så hvorfor skulle han dog styre det? Når han faktisk blev tvunget til at være i sin form? ”Jo før det går i opfyldelse, des bedre,” svarede han med det lille træk i mundvigen, der gav ham den hårde og dominante attitude. Han ville faktisk glæde sig til at se hendes monster, og hvad hun så end kunne finde på at gøre ved ham, så ville han nyde det! For hvorfor skulle han frygte hende? Han frygtede ikke noget som helst, at dø, ville blot betyde at han ikke skulle leve på jorden i al evighed selv, så det kunne han ikke se det forfærdelige i, mere det fredelige. Tortur bed ikke på ham, for det fik ham til at føle sig i live, nu hvor hans krop var så død. Så hvad hun egentlig kunne finde på, glædede han sig et sted til at finde ud af. Hans hoved søgte ganske blidt på sned, imens hans natblå øjne betragtede hende med et lettere nysgerrigt og dog alligevel køligt skær. ”Og … har du så fundet … din kærlighed?” spurgte han roligt, inden hans hoved måtte søge til den anden side, uden at han veg blikket fra hende. Det kunne godt være, at hun allerede havde fundet den kærlighed, der måtte gøre hende stærk, og alligevel kunne gøre hende svag. Han selv havde ikke lige frem været heldig, men han var også lidt kræsen, når det kom til kvinder, det skulle jo ikke blot være en ganske almindelig kvinde, hun skulle være … noget særligt. Speciel. Skille sig ud fra mængden. Han kunne tydeligt se den veltilfredshed hun måtte føle, da han havde fortalt hende sit navn, og det fik ham blot selv til at trække i mundvigen. Han elskede det dystre hun måtte bære over sig, den mystisk, det gjorde det hele så spændende, og det gjorde legen langt sjovere. Hvad der var sket med hendes bror, og hvad han havde lavet siden han var død, vidste Pharrel ikke. Men han kunne forstå at det var hende, der havde dræbt ham? Det gjorde ham faktisk blot nysgerrig, og han hadede det! Han var bange for at hans nysgerrighed ville drive ham for langt, det kunne jo faktisk gå hen og blive farligt, men han kunne simpelthen ikke lade vær med at nyde alt det farlige over denne leg. Han hævede let det ene øjenbryn og så spørgende på hende. ”Og hvorfor, fik han lov til at møde det smukke lille bæst?” spurgte han roligt, og alligevel med en nysgerrig og lettere drillende undertone. Han trak let i mundvigen, så hun dræbte altså bare folk når hun blev til sit lille monster? Hvor … fredeligt. Det var lige før at han ikke kunne vente med at se det, og så alligevel, han havde ikke tænkt sig at dø endnu, hans missioner var langt fra færdige! Han havde endnu ting han først skulle have gjort, såsom at finde ud af alle hendes hemmeligheder.

[Cressida Marvalo]

Det at han avr mand og hun avr kvinde det var også noget som måtte gøre en enorm forskel, nok i virkeligheden den største mellem dem vel? Så end så utrolig mange punkter, men så forskellige på mage andre, det var et sted også set som måtte gøre det intenst, ikke blot at komme til enighed på alle punkter. Man kunne ikke ligefrem sige at Jaqia havde ventet sig det form af selvskab i aften, det var ikke trygt for hende at gå ude alene og ubevæbnet ikke med alle de som måtte være efter hende efterhånden, hun gjorde sit bedste, ingen så det, respekten for dem som blot konkluderede den avr der virkelig ikke, de støtter hun måtte have var til gengæld også frygtelig loyale mange ville dø om en anden skulle tage hendes plads på tronen og hun forventede end ikke fuld støtte, det eneste hun i virkeligheden måtte forvente var respekten og til dels også tilliden, det var ikke for ingenting at hun måtte være den regent ud over hendes kære onkel Fabian som havde formået at holde tronen hos hende længst. Der var så frygtelig mange ligheder mellem dem og alligevel lod han rive i den nysgerrighed som virkelig ikke blev vækket mange gange, hun var kvinden med alle svarene, hun var den som plejede at vække nysgerrigheden, men interessen for ham var fængende, han skillede sig ud fra mængden var anderledes, om det så var skuespil om han var en af de som forsøgte at lærer hende at kende eller om han rent faktisk måtte bære den respekt for hende, det måtte tiden jo i virkeligheden vise. De blå blik betragtede ham og med et næsten lumsk glimt i øjet, legen måtte fortsætte selv nu hvor hun kendte hans navn, så intens som den måtte være, så lokkende, mere forførende end det som hun nogensinde havde formået. Intet var kendt, deres hemmeligheder var gemt af skyggerne fra gravstenene gemt i fortiden og sollyset over dem var ganske tæt på at afsløre dem, det sitrede i hendes indre, ikke på grund af nogen yderligere berøring men udelukkende på grund af måden han måtte tirrer hendes psykisk hvor pokker var han kommet fra?! At vinde var noget som degge måtte agte hun var ej heller den type som måtte give op og det ville han ganske snart finde ud af, hvad angik det monster i hendes indre så tvivlede hun på at det var et som han ønskede at møde, ikke nok med at tortur i den grad var hendes styrke så kunne hun tænke langt mere kreativt end som så, hun fandt personlighedernes største svagheder og udnyttede dem til egen fordel det måtte uden tvivl være hendes egen styrke. Hans ord fremkaldte blot et skævt smil den mand skulle virkelig passe på med hvad han måtte ønske sig det kunne ske hurtigt end han måtte ane, også selvom der ikke måtte være nogen grund til at frygte hende.. Endnu vel og mærke han gav hende ingen grund til at lade bæstet komme frem, han gav hende ingen grund til at gøre brug af de metoder og det var virkelig kun for alles bedste, den rus han måtte hvile i når kontrollen løb fra ham på grund af sult den samme løb fra hende ved et smerte glimt i hendes ofres blik, det var som sød musik, musik som måtte drive hende næsten per kommando. Det pludselige spørgsmål var virkelig ikke det som hun havde ventet. Let gled hovedet på sned, hun lod de blonde lokker falde over hendes ene skulder og med blikket som måtte betragte ham "Jeg har fundet min kærlighed i familien ja.. Desværre er jeg i den tro at lidenskabelig kærlighed mellem en mand og en kvinde er intet andet end en fantasi" indrømmede hun uden så meget som at tøve. Sandt at følelserne for hendes kære bror var større end det som nok lod vises uadtil men han ville hellere sidde i Manjarno fangekælder end at vedkendes følelserne for hende, så efterhånden måtte hun næsten være ligeglad, respekten for kærligheden var der uden tvivl, men hun havde aldrig selv oplevet den som sådan, og når hun så den omkring sig måtte det desværre blot gøre selv de stærkeste svage det var hvad der var sket med hendes kære bror og det var præcis hvad der var ved at ske med Samuel, noget som hun ikke ville tillade! At elske var for hendes del tilladt så længe man havde de i sin kontrol og kunne skelne privat og pligt? Og desuden var hun jo selv en anelse kræsen. Den mystik over ham, den drillende munterhed som alligevel måtte være mørkere end himlen selv, det kan hende styrke, satte den sitren i underhuden. Blikket forlod ikke Pharrels "Kærlighed" svarede hun kortfattet og med det stille smil Nu hvor de alligevel måtte være i emnet kunne de vel ligeså godt blive der?

[pharrel123]

Hun blev ved med at skubbe Pharrel det lille skridt videre, han var måske ikke ved at knække hendes hemmeligheder, endnu, men hun gav ham hele tiden lyst til at ville vide mere omkring hende, og et sted var han bange for at det ville farligt for ham i den sidste ende. Han var ikke vant til sådan et godt selskab, han var faktisk slet ikke vant til noget, som sådan, han var en enspænder, der måtte klare sig selv, hvilket han havde det bedste med. Så var der ikke nogen der blev en klods om benet på ham, så skulle han kun tænke på sig selv, og ikke beskytte andre end ham selv. Kærlighed kunne blive en svaghed, og det vidste han, men det var også en styrke, dog havde han bare ikke selv fundet held i kærligheden, da han … ja, skræmt folk omkring ham væk. Han var kræsen, og det var der også en god grund til! Desuden, så skulle han selv have én han kunne stole på, og det med at finde kærligheden, det var godt nok ikke ligefrem hans mål for tiden, han havde andre ting som han måtte tænke på, som kom i første række. Og dog, lige nu, denne nat, der ville han faktisk bare nyde hendes selskab, for han havde faktisk aldrig nogensinde mødt nogen, der kunne fange hans opmærksomhed på den måde. Og det var ved hendes rene udstråling alene! Hun fik det til at sitre i hans krop, selvom hun ikke berørte ham, det gjorde hendes blik helt ene og alene. Det var utroligt det hun fik ham til at føle, sådan en spænding, på hvad der ventede omkring hjørnet, de overraskelser han ville finde ud af, det mystiske over hende, hemmelighederne, det hele var noget som fangede hans interesse, og især hans psyke! Han tænkte slet ikke på at flænse og skabe blodsudgydelser, nej han ville faktisk blot nyde denne leg som de legede, og håbe på at den kunne blive ved i evighed, skønt han vidste at han på et tidspunkt var han nød til at søge indenfor; når solen stod på himlens midte, medmindre det selvfølgelig ville være overskyet resten af livet. Men hun satte virkelig denne nysgerrighed i ham, en nysgerrighed som han både nød og hadede! Han hadede at der fandtes en person, der kunne fange ham på denne måde, for han havde aldrig oplevet noget lignende! Han vidste at han ikke skulle undervurdere hende, at han faktisk burde tage hende i vagt, men derfor havde han faktisk alligevel lyst til at se det monster der gemte sig under den smukke, skinnende hud, dog var han så også sikker på, at det monster hun besad, ikke var venligt, men faktisk ganske grusomt, og mon hun også kunne gøre skade på ham? Det var et sted ikke fordi han ville fremprovokere det, for han nød faktisk hendes selskab, så han havde et sted ikke lyst til at ødelægge det, men hun gjorde ham alligevel nysgerrig, efter at vide alt omkring hende, hvilket også indebar hendes ’onde’ sider. Han smilede et skævt koldt smil til hendes ord, han havde et sted lyst til … mere? ”En god måde at have nogle omkring sig, familien altså, men det er ikke noget alle har,” sagde han roligt, og hentydede faktisk til sig selv. Han familie havde han for længst mistet, der var kun ham. Han var så opsat på at komme ind under huden på hende, og han ville bruge alle sine midler! Han begyndte roligt at gå rundt om hende, som studerede han hende. Hans nøgne overkrop var lettere glitrende af månens stråler, og symbolerne på hans ryg var ikke til at tage fejl af. Hænderne foldede han på ryggen, da han fortsatte sin færd rundt om hende. Han stoppede roligt op bag hende, så der kun var en knytnæves afstand imellem dem. Han rykkede roligt på sit hoved, så det var ud for hendes. ”Og … du kunne aldrig tænke dig sådan nogle … ’fantasier’?” spurgte han intenst og lettere sensuelt mod hendes øre, hvor hans fingre kort strejfede hendes arm. Han lagde skam ikke op til noget, det var vel bare hans måde at … lege på? Han var aldrig nogensinde selv blevet svag af kærlighed, for han havde aldrig oplevet den, nok engang, da han havde været menneske, men efter at han var blevet varulv, for derefter at blive bidt af en vampyr, som gjorde ham til Horror, så havde han ikke længere følt kærlighed for nogen eller noget. Og et sted tvivlede han på at det ville ske, men livet var fuld af overraskelser, se blot denne nat, han havde aldrig regnet med at finde sådan et selskab. Og der stod hun i egen høje person, tirrede hans psyke som aldrig før! Tiltrak hans interesse, gjorde ting, som han aldrig havde troet ville ske for ham. Han slap en kold, og dog munter latter til hendes ord. ”Kærlighed ja, man kan ikke leve med den, men heller ikke uden,” svarede han stilfærdigt, ”men jeg må ærligt erkende, at jeg aldrig selv har mødt den personligt.” Han trak på skuldrene, som betød det intet, og det gjorde det vel et sted heller ikke?

[Cressida Marvalo]

At knække hendes hemmeligheder, det var virkelig et enormt mål at sætte sig, derfor morede det virkelig kun Jaqia at han virkede så forbandet opsat, for hendes del gjorde det legen langt mere underholdende, ikke mindst fordi hun fodrede ham med netop nok information til at gøre ham langt mere nysgerrig og lidt nok til at legen var i stand til at skulle fortsætte, hun ønskede virkelig ikke at den skulle stoppe allerede nu. I disse dage måtte man desværre bare være forsigtig med hvem man legede med og selv Jaqia vidste at dette kunne gå hen og blive farligt for hende, han kunne have en skjult dagsorden, derfor gav hun sig ikke helt hen, derfor var hun vagtsom, betragtede hans bevægelser og var hele tiden sikker på hvor præcis hun måtte have ham, mange var ude efter hende i disse tider også selvom hendes støtter var mindst ligeså mange, til tider var det bare ikke nemt at skelne mellem hvem der hørte til den ene gruppe og hvem som måtte høre til den anden, det var der ingen tvivl om. Dette var blandt andet også en grund til at kærligheden ikke kunne blive svag, at gøre sig blind af kærlighed i disse tider kunne gå hen gå blive direkte ubehageligt. Et sted havde hun vel fundet den og et andet sted ikke? De varme følelser for hendes kære bror som ikke ville acceptere dem, så i teorien var hun vel ligeglad? Han havde fået chancen og afvist så hun fortsatte med at rende rundt alene i hendes egen lille verden, koncentrerede sig om det arbejde som ventede forude. At være kræsen var ikke en dårlig ting set i jaqia's øjne, det betød blot at man kendte sit værd og vidste at man fortjente bedre end hvem som helst, der var ingen skam i stolthed overhovedet! Man kunne roligt sige at denne Pharrel nu havde hendes fulde opmærksomhed, han legede med hende, gav hende selvskab og i en form hun ikke havde oplevet i forbandet mange år, hun morede sig et sted og bare den tanke i sig selv kunne være skræmmende, det kølige smil var ægte og ikke blot en del af hendes facade for en gangs skyld. Selvtilliden stod stærkt i ham såvel som hende og det var noget af det som var frygtelig tiltalende, at se hvordan han bar sig frem, hvordan han var sikker nok til at lege med hende på en sådan måde, det morede hende virkelig kun. Om hvert hjørne var en hemmelighed klar til at blive afsløret det gjaldt blot om at lede længe og grundigt nok noget som han i sig selv var god til. Når solen engaang ville stå op var de begge tvunget til at søge hjemad, den tid den sorg, for nu ville hun nyde det han gav hende, den sitren, de mange tanker ingen satte tankespindet igang som han gjorde det i øjeblikket det var sikkert. Det bæst var der ikke plads til under solen, den ville lyse op for hendes hemmeligheder, derfor søgte hun bort, ingen skulle kende det bæst ikke ud over dem som allerede havde været så uheldig, det var ihvertfald ikke noget som man ligefrem skulle ønske sig at se. Jaqia hævede et øjenbryn "Trist ikke at have den form af støtte omkring sig" hans lille hentydning havde hun forstået men hun vidste at han ville nævne for hende hvad han synes hun behøvede at vide for nu, selv kunne hun slet ikke forestille sig et liv uden familien omkring, det var en af hendes klart største værdier.Jaqia blev blot stående som han valgte at tage den vandring omkring hende, hun fulgte ham så meget med blikket som det var muligt, følte sig frem til hans tilstedeværelse, udelukkende for stadig at være på den sikre side. Smilet bredte sig ved den intense hvisken, det brændte af en sitren hvor hans hænder måtte berøre, de forstod hinandens måde at lege på, det var jo også noget som i sig selv gjorde det langt sjovere. Blikket gled mod ham, let over hendes ene nøgne skulder og med et lille glimt "Den dag jeg kan finde den form af fantasi.. Der er stærk nok til at skelne mellem pligt og følelser, den dag jeg finder en fantasi som ikke er magtgal, så måske" erkendte hun med et lille nik. Selvfølgelig enhver ønskede at opleve kærlighed selv hun, men det skulle være på de rigtige præmisser, hun var en dronning og det krævede forbandet meget at være ved hendes side. Dag fra dag var anderledes, en dag kunne han ende med at stå foran hende komplet uforudsigeligt, eller hun kunne allerede være nær ham uden at vide hvem som var ment for hende, derfor elskede hun livet du kunne blive ved at gætte men aldrig finde svaret "Det er ikke noget enhver burde opleve uden grund" hun vendte let om på hælen så hun igen måtte stå med front mod ham og stirrer direkte ind i hans dybe blå øjne, igen hun var kun ærlig, kærlighed var ikek ment for enhver.

[pharrel123]

Pharrel vidste at det kunne blive forbandet farligt at lege på den måde, for han kunne ikke vide om hun blot spillede skuespil, og faktisk ville jorde en daggert i ryggen på ham, når han mindst ventede det. Men det var skam ikke falsk fra hans side af! Jovist, han kunne godt virke ganske ufin på ydersiden, han var kold og kynisk, skræmte folk væk, han var et bæst uden lige, han kørte sine modstander så langt ned, at de ikke ville kunne stå på egne ben, når han var færdig med dem, det var blot hvad han nød at gøre, men alt det bed simpelthen ikke på hende, og det … nød han! Hun var slet ikke som alle andre dvasianere, hun var langt bedre! Hun var … tja, hun havde sin egen charme, en charme der virkelig havde formået at fange hans nysgerrighed, for hun mindede bare så meget om ham selv, de var så ens på så mange måder, at han snart ikke havde tal på det længere. Men forskelligheder var der selvfølgelig også, men sådan var det vel altid? Nogle skilte sig jo altid ud. Han kunne godt lide, at hun ikke bare var endnu en nød, som han kunne knække med de bare næver, nej, han var simpelthen nød til at være smart og diskret! Hun fik ham virkelig til at skulle tænke i de kreative baner, være opfindsom, og han var faktisk lidt rusten når det kom til stykket, for han havde jo endnu ikke mødt nogen som havde været så mentalt stærk som ham selv, kun svæklinge, og hun var langt fra en svækling! Hun forstod sig virkelig på hans egne spil, det psykiske, sensuelle og forførende spil som de havde gang i, i øjeblikket, og han nød det virkelig. Han havde langt om længe fundet en spiller der kunne holde trit med ham, og selvom han ikke var meget for at indrømme det, så ville han muligvis tabe dette spil, skønt han dog ikke gav op så let! Han var slet ikke færdig med hende! Han var ikke en mand der gav op på grund af en enkelt skade, nej han gav først op, når han var død! Og derfor gav han heller ikke op på at knække hendes hemmeligheder! Desuden så blev han ikke kun fordi at han ikke ville give op, nej han fandt hende faktisk som godt selskab, og det var lang tid siden, ja han kunne ikke sidst huske, hvornår han havde haft så godt selskab! Og så var hun jo faktisk ganske interessant, og det gjorde ham blot endnu mere opsat på at lære mere omkring hende. Han slap en kold latter til hendes ord, og rystede koldt smilende til hendes ord. ”Narh, man lærer at leve uden en familie,” sagde han sandfærdigt og med et ligegyldigt træk på skulderen. ”Desuden, familien kan også gøre en svag, og blive én en klods om benet,” tilføjede han med et koldt smil. Han havde for mange år siden mistet sin familie, og han savnede dem ikke som sådan, dog gad han et sted godt vide, hvordan hans liv havde været, hvis han ikke havde mistet sin far dengang. Så havde han været et tåbeligt og svagt menneske, måske ikke været alene, men han nød faktisk sit liv som nu, han var af den stærkeste race, blanding mellem to umådelige racer, som han selv overgik. Han var langt hurtigere end en vampyr, langt stærkere og udholdende end en varulv, ingen af dem kunne måle sig med ham fysisk, og han var sikker på at han også overgik dem psykisk! Han kneb øjnene let sammen til hendes ord. ”Hvem ville dog vælge kærlighed frem for pligt?” spurgte han i en lettere forvirrende og vantro tone, eftersom han aldrig nogensinde selv ville gøre det! ”Det ville jo være … tåbeligt! Ens pligt kommer altid i første række,” tilføjede han bestemt og med en løftet pegefinger, det havde han lært for mange, mange år siden. ”Magt er ikke altid en god ting,” svarede han stille, og uden at fjerne blikket fra hende. Han smilede blot et skævt koldt smil til hende, som hun vendte sig om imod ham. ”Der er jeg lidt uenig med dig. Alle har fortjent at have nogen omkring sig, men fordi mange ikke har det, så vælger de mange grove veje, som fører til overfald og voldtægt,” svarede han roligt, uden at han veg blikket fra hendes smukke blå øjne, hvor hans egne var noget mørkere. Han lod let en finger sno sig omkring én af hendes bløde blonde lokker, hvor han let betragtede hans bevægelse. ”Min race har det jo med at være uheldig, så det følger vel også blot mig naturligt?” Det var mere et spørgsmål til ham selv. Horrorer var jo set som ufine bæster, og fyldt med uheld, derfor holdt folk sig typisk væk fra dem. Han rykkede sit hoved tættere mod hendes, som skulle han til at fortælle hende en hemmelighed. ”Det er nok mit bæst,” hviskede han lettere faretruende, inden han slog ud i en kold latter. ”Folk har det jo med at skælve i bukserne, når de finder ud af at jeg er horror,” tilføjede han leende.

[Cressida Marvalo]

Jaqia kunne ærlig talt sige at hun ikke var den som i øjeblikket måtte sidde inde med fjendtlige intentioner, det var sandt at man ikke kunne stole på nogen i disse tider, også selvom hun ærlig talt var naiv nok til at gøre det, end ikke hun var helt hårfin det måtte enhver jo vide, intet væsen eller person kunne sige sig at være perfekt. Hvor vidt hun så kunne stole på ham var mere det hun måtte være i tvivl om, specielt med alle de som var ude efter at stikke en kniv i ryggen på hende, omvendt kunne man jo så sige at Pharrel havde haft sin chance. På trods det bæst han lod sig påstå og være så bed det virkelig ikke på hende, han skræmte hende på ingen måde, det var tydeligt at han var en stærk mental mand men ligeså var hun af kvinde, ikke mange kunne tackle hendes direktighed ikke mange kunne tackle at hun måtte være så kølig og alligevel så.. Blid et sted? Ikke nem at finde ud af det var tydeligt, men hun nød virkelig den måde han formåede at tackle hende på, som tæmmede han det bæst hun selv måtte være for det var hun virkelig. På trods af de mange forskellige personligheder som hun måtte støde på, på blot en enkel dag så var han komplet anderledes, han frygtede hende ikke, okay han var jo så heller ikke kalr over præcis hvem hun måtte være hun ønskede ærlig talt ikke at han skulle ændre adfærd overfor hende, det ville betyde en unødvendig ende på legen hvilket var hele grunden til at hun langsomt måtte fodre ham af, tvinge ham til at bruge sit hovede, hun var ikke nem at knække men det var han heller ikke og for en gangs skyld var selv Jaqias nysgerrighed vækket ikke noget som skete specielt ofte i sig selv, hun var imponeret. Spillereglerne var tydelige.. Der var som sådan ingen. De søde kærtegn de intense blikke, alle kneb gjaldt i dette hvad end man ville det eller ej og han spilte med såvel som hun gjorde det, der var ikke mange der turde bevæge sig derud og det morede hende. Begge var de stædige og opsatte på at vinde, hun ønskede ikke at han skulle give op, de kunne fortsætte natten ud og fortsætte der var mange hemmeligheder at knække, mange hjørner at dreje omkring, de ville ikke løbe tør det var helt sikkert.Selv som dronning af et land skulle hun lede længe efter et selvskab som dette, det var yderst sjældent at folk som ham dukkede op, og når de endelig gjorde så var det som regel dem hun i sidste ende holde fast i. Sandt som det var sagt så var det ikke alle som var ligeså privilligeret som det Jaqia selv måtte være med en sådanne familie "Jeg ville ikke være min foruden" indrømmede hun med blankt papir og et let skuldertræk. Hælene hun bar var sunket en smule ned i jorden så længe som de måtte have stået "Det vil jeg ikke benægte.. Det problem er jeg ganske velkendt med" hun gjorde gestus med hånden mod graven. Den mand havde hun elsket højere end noget andet, de var gået igennem mere eller mindre alt, men hun kunne ikke acceptere den mand han var blevet, han ville have været hendes død, man kunne roligt sige at hendes ego ikke fejlede noget som helst. De ord fik hende virkelig kun til at smile også selvom det forblev ved det kølige "Frygtelig mange er jeg bange for.. Derfor er den fantasi ikek nem at finde" påpegede hun temmelig sigende. Selv havde hun jo set hvordan Samuel langsomt var ved at blive nøjagtig som Alex, men denne gang var det hendes skyld og hun hadede det, en så stærk mand gik til spilde på grund af hende. At høre de ord komme fra en mands læber det var virkelig stort.. Den mand kunne jo rent faktisk bruges, til hvad vidste hun ikke men med den indstilling "Ikke mange kan finde ud af at kontrollere den.. Desværre" hun trak blot ligeyldigt på skuldren, kastede let med hovedet så lokkerne måtte glide over og dække for den ene i de blide krøller, hun betragtede ham indgående "Ingen fortjener at leve alene nej, men heller ikke alle fortjener den direkte kærlighed" omformulerede hun det let, det var kommet forkert ud, der var dem som gjorde sig fortjent til at blive elsket og de fleste af dem som ikke blev det var selv uden om det af den ene eller anden grund. Den intense stemme mod hendes ører, fik hende kun til at lukke øjnene, forsigtigt flettede hun et slankt ben ind mellem ham, lædderet knirkede let "Kan du føle hvordan det skælver i bukserne?" drillede hun med en lettere intens tone tæt mod ham, også selvom det ingen dirren intet var at føle. For ganske let afslutte nappede hun kærligt i ørerflippen, hun lagde skam heller ikke op til noget, det var igen bare deres måde at lege.