Back at home?

[pharrel123]

Månen var atter dukket op på den mørke himmel, sammen med de mange glitrende stjerner, som skinnede ganske smukt, hvis man da var til sådan noget. Vinden var kold og hvislede i træerne der stod omkring kirkegården. Den lette tåge, der lå hen over kirkegården virkede næsten levende, sådan som vinden fik den til at bevæge sig. Mange ville nok mene at her var skummelt, og mange var jo faktisk også bange for kirkegårde, men lige for én bestemt person, så følte han sig mere hjemme her end noget andet sted. Han sad på én af gravstenene, ret ligeglad med, hvis grav han sad på, personen var jo alligevel død, så han ville jo ikke mærke noget. Det var ikke fordi han ikke respekterede de døde, men dette var jo bare én sten. De mørke blonde lokker svajede ganske blidt i vinden og hvirvlede ind foran hans natblå øjne, som hvilede koldt ud på omgivelserne. Hans sanser var skærpede, og hvilede på alt omkring ham, så han var klar til et angreb, hvis det da skulle finde sted. Han bar kun nogle bukser, der var flænsede for neden, så de gik ham kun til knæene. Hans overkrop var bar, og man kunne tydeligt se muskulaturen over ham. Kroppen var lettere glinsende af månens lys, og man var nok ikke i tvivl om at han var vampyr. På ryggen var nogle brandmærker, der viste nogle symboler, som betød; ”Kriger af natten”, men det var der nok ikke mange der vidste, for han kom jo oprindeligt ikke fra Dvasias, men et land langt herfra.
Der var gået nogle dage siden Pharrel havde været sammen med varylen, Bella – hvad han så ikke havde vidst, var at hun faktisk havde været en holy grail. De havde brudt ind i Procias, hvor han havde villet få nogle informationer, men han havde jo været nødsaget til at søge indenfor om dagen. Informationer havde han fået, men ikke noget som sådan var relevant. Han var blevet beskudt igen, da han havde forsøgt at komme ud fra Procias, og nu havde han søgt til kirkegården, hvor han følte sig mest hjemme, her i Dvasias. Han så ned af sig selv, betragtede det lille runde ar, som sad i hans ene side, det havde han fået, første gang han havde forsøgt at bryde ind i Procias, hvorefter han havde mødt Bella, hvor de sammen havde kommet ind, det havde været ret praktisk at hun havde været en animagus, men han var nu glad for, at han igen sad her helt alene, for han var og blev nok altid en enspænder.

[Cressida Marvalo]

Mørket var igen faldet på. Månen stod højt på den himmel som var dækket med et form af tæppe, kuna f de mørke skygger. Der varså godt som ingen funklende stjerner der måtte vinke et stevar natten alligevel utrolig smuk, for dem som ikke frygtede skyggerne. Tågen var igen faldet til, på trods man nærmede sig sommeren så var lige denne dag en udtagelse, også selvom brisen var lun og blid og måtte føles som kærtegn, når de slog mod ansigtet. Lige for i aften havde Jaqia valgt at forlade slottet efter de mange pligter endelig var blevet gjort. Tankerne fór rundt i hendes sind, hun lod mærke til hvordan de mange blikke hvilede mod hende når hun kom gåenede med de klikkende skridt hen over stenene ude i byen, de kloge var enten ignoerede hende eller udviste repsekt frem for frygt, hun var ikke noget der var værd at frygte, man kunne roligt sige at hun avr den med det forkerte ry, Samuel var den modbrydelige af dem, måske hun var hård og konsekvent, havde sine metoder og man skulle ikek forsøge at sige hende imod, men til en vis grænse var hun ejer af et hjerte og det var den tanke som hun måtte forbande lige for tiden. Samuel.. Han var hele hendes 'problem' kærlighed var ikke ægte, det var en fantasi, men hvordan kunne det så gå som sådan mellem dem? Det var ikke hvad hun ønskede, og et andet sted så var det vel? De lydte og dominerende skridt bar hende roligt frem over gruset mod den store kirkegård. Det var ingen hemmelighed at dette var stedet hun måtte søge til når hun behøvede luft for pligter der måtte kvæle hende til tider, på trods hun var blevete en utrolig stormagt så var hun ung, gik tiden ikke med tronen avr det nede i stenkammeret hvor hun måtte eksperimentere, til tider måtte tanken oma t det var hele hendes liv nage hende, specielt når hun så på de andre store omkring, måske hun ikek behøvede kærlighed, måske hun gjorde, men somme tider manglede der noget. De slanke fingrer strøg stille igennem det lange blonde hår der smukt måtte bølge ned over de slanke skuldre. At dømme efter det feminine udseende, avr hun ikke til at gennemskue, en helt normal kvinde med isblå øjne der var så hårde og kolde som intet andet, dog smukke på sit vis. En bleg hud, som kun en vampyrs kunne være det, udelukkende fordi hun var af den ædle race der måtte være i familie med den. Hendes slanke krop var velformet og kun fremhævet i en sædvanlig korsettop der måtte fremhæve hendes fyldige bryst og afsløre den nøgne hud over hendes mave og med de sædvanlige tætsiddende læderbukser, utrolig dyrer at få fremstillet, hun nød at vise hun var en smule velhavende så meget kom hun da ikke uden om. I en næsten sensuel bevægelse lod hunt ungespidsen glide over de rosenrøde læber. Blikekt gled omkring, faldt på de mange grave der måtte være på begge sider af hende. Så mange døde sjæle samlet på et sted, hun næsten følte dem, ikke at det gjorde hende noget det mindste, på trods hendes hjerte bankede i den faste rytme mod hendes bryst så var hun pås it vis død, født som sådan, hun var en af dem, ud over hendes krop ikke lå begravet under jorden, og de fleste sandsynligvis spist af de dyr som måtte leve i den sorte jord. Om hun var alene eller ej, var intet som hun var klar over på nogen måde, det ville ikke undre hende om hun ikke var, det var et ganske normalt sted for mange at søge tilflugt ved. Næsten med et opgivende suk endte hun med at gå i knæ ved en grav. Den var slidt.. Ukrudtet ligefrem voksede op af stenen, go navnet var blevet så slidt at det ikke længere var til at skulle læse. De blomster som engang havde været var nu kun visne og usle rester. De slanke fingrer gled næsten pirrende over stenen. Det var efterhånden mange år siden hendes 'kære' bror var blevet gravet ned der, for hendes egen hånd og af den samme grund som det hun nu var ved at gøre.. I virkeligheden fortjente hun vel samme skæbne? Og Samuel med?

[pharrel123]

Pharrel sad og nød den lette brise mod hans ansigt, det var nok noget af det, som gjorde at han følte sig levende. Han havde jo heller ikke nogen grund til at føle sig levende, havde han? Efter alt hvad han havde gjort, så fortjente han vel at ligge hos de døde, som var begravet under ham, og det skulle ikke undre ham, hvis han havde slået nogle af dem ihjel, som lå begravet her på kirkegården. Hans hånd faldt roligt på hans halskæde, som tilhørte hans slægt. Det var nok det eneste minde han havde tilbage fra sin fortid. Til tider måtte han vel ønske at han endnu var hos hans mor og søster, at han aldrig havde mødt Darcian, for det var ham, som havde ændret Pharrels liv. Det var Darcian, som havde bidt ham og gjort ham til en ”kriger af natten”, han var blevet til en varulv. Og da han endelig var ved at vinde respekt for Darcian, blev det hele ødelagt på én enkel mission. Han husker tydeligt da han havde vågnet op i den ukendte seng, hos en vampyr, som var blevet nødsaget til at bide ham, for at havde kunnet leve, hvilket havde gjort ham til en horror. Nu vandrede han så helt alene rundt på jorden, mere død end levende. Og han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle gøre, for han følte at han var nået til et punkt, hvor han følte sig mere tom end nogen sinde. Hans tanker blev dog brudt, da han hørte lyden af skridt i gruset, hvilket fik ham til at spejde roligt omkring. Hans sanser var skærpede, og han kunne se længere end et normalt menneske kunne, derfor kunne han også se den kvinde, som satte sig i hug ved siden af en gravsten. Hans blik betragtede hende lidt. Han havde vidst ikke mødt hende før, men der var noget bekendt ved hende. Han gjorde et let skub med sine hænder, så han landede lydløst i gruset, som berørte han det slet ikke. Han vidste til gengæld, at det ville afsløre ham, hvis han kom tættere på hende, så han valgte at gå i græsset, der befandt sig helt tæt ved muren, hvor nogle blomster også var plantet. Han førte sig elegant hen over jorden, så det næsten lignede at han svævede, og han stoppede først sine skridt, da han stod bag hende, over på den anden side, af den grav hun sad ved. ”Én man savner?” spurgte han let og roligt, skønt der var noget hvislende over hans stemme, som havde han ikke brugt den i flere uger, hvilket han jo næsten heller ikke havde. Han stod lænet op af den kolde mur, skønt det ikke gjorde ham noget, da han alligevel ikke kunne føle kulden. Hans arme lå over kors på hans bryst, og hans hoved var lagt lettere på skrå, imens han betragtede hendes ryg, og det lange blonde hår. Han så let forbi hende, og betragtede graven som hun sad ved. Den så beskidt ud, som om den ikke var blevet plejet i flere århundreder, han kunne ikke læse skriften, og blomsterne var visnede, så det var lige før at han tvivlede på, at hun kendte den person, der lå begravet der. Blikket førte han igen tilbage på hende, afventende og en smule nysgerrigt, for han var næsten sikker på, at han havde set hende før, og så alligevel ikke helt så sikker igen. Men han kendte jo heller ikke specielt mange, fra Dvasias, så det var ikke noget han kunne prale af.

[Cressida Marvalo]

De isblå øjne hvilede mdo graven, stadig med et køligt glimt i hendes øjne, det var aldrig rigtig svundet væk, det var det hun var kendt for, selv når hun smilede blidt og rent faktisk var imødekommende så var der noget koldt over hendes mine, et sted var det vel også det som måtte give hende det ry som hun havde? Graven var langt fra velplejet, der var ikke nogen som passede den, hun havde måske lagt blomster en enkel gang, Alexander havde været en kær for hende i utrolig mange år, lige til at han valgte de forkerte veje og nægtede at lytte til hende eller Samuels ord. Kærligheden.. Det var hvad der havde slået ham ihjel, det var hele hendes motiv, et sted var det vel jalousi? En fantasi som hun ikke ønskede at skulle ske for hende, og som hun virkelig frygtede var ved at skulle ske. Den blide brise slog mod hendes ansigt kærtegnede hende som kun en mand kunne gøre det, dog langt mere kærligt end nigen nogensinde havde gjort det. Ensomheden kunne findes og så alligevel ikke, det var som de mange usynlige sjæle gik rundt om en og hun frygtede dem ikke for et andet sted så var de der ikke til at røre hende, døde var døde og der var en grund til det var som sådan, det var selv sjældent hun legede med liv og død, kun en enkel gang havdehun gjort det og til tider ønskede hun at det var noget som var blevet gennemtænkt blot en smule mere. En uglens tuden faldt hende i øret, som en sød sang i hendes øjne, tanken om ikke at være helt alene. Vinden legede blidt med de lange blonde blokker, lod dem danse en stille vals over hendes ryg. Lyden af skridt der kom nærmere og nærmere nåede hende selv. Med et opmærksomt blik så hun omkring sig, men uden at se noget som helst, ikke før en stemme talte til hende. Jaqia's rolighed var vel det som gjorde hende uhyggelig et sted? Hendes hjerte hamrede ikke meget stærkere end det plejede normalt, blikket glide over den slanke skuldre og betragtede den skikkelse som stod ikke specielt langt fra hende. En savnet? Det kunne man vel på sit vis kalde det? Og så alligevel ikke. I en smidig bevægelse kom hun op og fik igen balance på begge en, og med fronten mod ham. Den kølige gnist hvilede i hendes blik, og det smil som hun var så frygtelig kendt for spillede over hendes læber. Det var sjældent at man selv opsøgte hende på den måde, selv talte til hende, et sted så morede det hende, hun var ikke som hun var blevet fremstillet, ingen kendte hende ud over den som måtte være i nærheden på slottet. Blidt rystede hun let på hovedet, skævede mod den slidte grav som ingen nogensinde havde gidet at skulle tage sig af "Ikke som sådan" indrømmede hun roligt. Hendes stemme var blid og melodisk og dog så var der selv noget hvislende og forførende i den som måtte blande sig med den usynlige vind omkring og bære den frem, "Mere.. En god påmindelse" fortsatte hun roligt og med et ganske sigende blik. Der var ingen uroligt over hende. Nlsten i høflighed måtte hun lade hænderne forldes foran hende og med et betragtende blik over ham. Han var ikke en hun måtte genkende, han bukkede ikke og han frygtede hende ikke, et sted måtte hun have en tendens til at tro han ikke havde den mest fjerne idé hvem han talte til, en tanke som faktisk var en smule lettende, en der ikke dømte hende på rygter, selv for en hård nød som hende så var det svært at skulle tackle, specielt når hun udelukkende prøvede sit bedste for landet. Magt på magt var blevet smidt af, havde gjort Dvasias svagt og nu prøvede hun det modsatte.

[pharrel123]

Pharrel betragtede hende blot, sådan som hun vendte sig om og så på ham. Han var helt sikker på at han kendte hende! Og så alligevel ikke, men det var en tanke som han lige pt. valgte at lægge til siden. Han betragtede roligt hendes isblå øjne. De mindede lidt om hans, kølige, som vinden og mørket selv, der var så bare noget over hende, som gjorde ham en smule anspændt. Noget som han ikke havde følt i … ja, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde følt sådan, for det plejede normalt at være ham, som gjorde andre nervøse, men ikke denne gang, hvilket også vækkede hans nysgerrighed, efter at vide mere om denne unge kvinde, som stod rank og stolt foran ham. Hun var i hvert fald ’levende’, for han kunne høre hendes hjerte, hvor hans eget lå helt dødt i hans hjerte, og havde det slået, så ville det nok slå en smule hurtigt imod hans bryst, for der var noget over hende, som fik det til at skrige ’fare’ inde i hans hoved, men han valgte at slå koldt vand i blodet, for hun havde ikke vist sig at være farlig – endnu. Han nikkede blot roligt til hendes ord, imens hans egen hånd søgte op til hans slægts halskæde igen. ”Det kender jeg kun, alt for godt,” sagde han roligt og trak en lille smule i mundvigen, skønt det vel mere eller mindre var et mislykket smil, for det var ikke ligefrem noget han gjorde særlig ofte.
Pharrel gjorde et kort træk på den ene brede skulder. ”Men siden du ikke er her for …” Han vidste ikke helt hvad han skulle kalde det, så han nikkede blot mod gravstenen, ”hvad laver du her så?” Hans blik blev igen vendt mod hendes egne isblå øjne. Han havde for længst lagt høflighedstalen på hylden, medmindre det var overordnede han talte til, og havde han vidst at hun ligefrem var dronningen af Dvasias, så havde han nok også vist hende langt mere respekt, end hvad han gjorde i øjeblikket, ikke fordi han ikke viste hende respekt, for det gjorde han, især når hun fik ham til at føle ubehag på denne måde, men så igen, så så han hende blot som enhver anden dvasianer her på kirkegården. Undervurdere hende ville han i hvert fald ikke, for hvis hun kunne få ham til at føle sig anspændt ved hendes nærvær, så var han sikker på, at han skulle være på vagt og respektere hende. Hun gjorde ham faktisk nysgerrig, hvilket egentlig var sjældent, det var så bare ikke noget som lyste ud af ham, for han viste sjældent følelser, det havde han jo lært for lang tid siden, af hans stedfar, Darcian, som havde opdraget ham til at være en dræbermaskine, og have sine venner tæt, men sine fjender endnu tættere, og med venner mente han allierede, for Pharrel kunne ikke ligefrem prale af, at han havde nogen venner. Han var en enspænder, og han var faktisk bange for at det til sidst ville æde ham op indeni, så han igen blev en dræbermaskine, for efter at han var endt her i Dvasias, så var han blevet sin egen herre, hvor han havde lært at åbne sig lidt mere op, skønt det ikke var særlig meget, for han endte altid med, enten at skubbe personerne væk, eller ende ud i en kamp på liv og død.

[Cressida Marvalo]

Hvor vidt han kendte hende eller ej var ikke noget som Jaqia rigtigt kunne svare på, men at dømme efter hans egen naturlige opførsel overfor hende så anede han det ikke, det gjorde hende som sådan ikke noget, hun var vant til at folk bukkede og nejede for hende, som regel i frygt og uden grund, der lå altid en baggrund bag det modbydelige som hun måtte gøre, hendes evner lå ikke i at dræbe eller tortere folk, men i det mere psykiske, at skabe en kamp i det indre eller mellem andre, og selv det skulle der være en fornuftig baggrund bag, så det var faktisk en underlig fornemmelse at kunne betragte hans blik og han ville ikke bukke under i frygt. Hvem end denne unge herre var så var det ikke en som var hende genkendt, nu var det heller ikke fordi hun kom frygtelig meget ud, det var langt mere Samule, det hun selv måtte tage sig af dagligt var som oftest på slottet, af de mange praktiske pligter, at få et land til at køre på skinenr var ikke ligefrem det mest enkelte at begive sig ud på. Hendes blik hvilede direkte i hans med samme kølighed, uanset hun gerne ville så forsvandt den ikke, det var bare.. Et af hendes kendetegn efterhånden. Graven bag hende burde være af en frygtelig betydning, det var en mand som en dag skulle være endt som konge, det var vel også et sted det som havde lært hende og inspireret til hende til den nye lov der forhindrede hendes anden bror i at skulle blive konge, ahn var trods alt den som i hemmelighed havde planlagt et attentat mod hende, ligge hende i graven og stjæle tronen, mænd var magt gale, eller gik til en romantisk kærlighed frem for familien, og det var ikke noget hun kunne tilgive, tilldi og loyalitet var det eneste som i denne verden kunne bruges til noget fornuftigt, den var der så desværre ikke specielt mange der var særlig villig til at give. Stoltheden lyste så kraftigt ud af hende. Brystet skudt frem, en rank men feminin stilling, go det blik i øjet, selvtilliden fejlede ikke noget som helst. Det at frygten for hende ikke var der, gjorde hende automatisk nysgerrig, ikke kun på hvor meget han vidste, men også hvem han var, hvilken personlighed som ikke måtte frygte hende, for det måtte være en stærk og det var dem hun ville bruge, det var dem hun kunne bruge, de ville ikke bukke under i frygt. Blikket fulgte hans hånds vej mod halskæden, end ikke den måtte sige hende det mindste, lige der måtte der om hendes egen slanke hals hænge en lilla ædensten, den som gav hende de mange fysiske kræfter som en valkyerie måtte have, det var den der gav hende modet, lyste kraftigere end månen selv der faldt over deres skikkelse, og hvor hendes blege hud næsten måtte gå i et med den, smuk som den måtte stå. Efter hans spørgsmål var faldet stod hun tavs for få sekunder som var hun næsten gået i en form af trance, "Nyder stilheden.. Tænker.. Det er vel det som man gør på et sådanne sted, med mindre mand sørger over de tabte, eller selv ligger og rådner i jorden?" hun hævede et slankt øjenbryn, sigende, det var trods alt ikke løgn, hun var ikke en kvinde af løgne som så mange gjorde hende til, "Og jeg undskylder min uhøflighed ikke at gengælde spørgsmålet, men det er langt fra nyt at se en vampyr rende rundt på dette døde sted" påpegede hun med en ganske rolig tone. Smilet bredte sig en smule, det var jo langt fra for at diskreminere, hun respekterede mere eller mindre alle racer. Måske ikke så uskyældigt som en Procianer der ville tro på det gode i alle, hun troede mere på en.. Evne i alle vel?

[pharrel123]

Nej Pharrel frygtede hende ikke som sådan, men der var noget der alligevel sagde, at han skulle være på vagt og være forsigtig med hvad han gjorde og sagde. Der var noget hemmelighedsfuldt over hende, noget som han ikke kunne sætte fingeren på, og hvis han bare vidste, hvor han havde set hende henne før, så ville det ikke være så forbandet svært! For han var hundred procent sikker, på at han havde set hende før, og det havde han jo så også, han skulle bare lige have lidt tid til at finde ud af, at han stod overfor dronningen af Dvasias. Det undrede ham ikke, at hun var søgt herud for at tænke, for det var der faktisk mange der gjorde, så han nikkede blot igen til hendes ord. ”Det undre mig, at én så … målbevidst søger herud for at tænke,” sagde han roligt, og lod hovedet falde let på skrå igen. Han kunne tydeligt se selvtilliden i hendes blik og på hendes holdning, og han måtte indrømme at han nød den, han kunne nemlig ikke fordrage en dvasianer, som var slatten. Hun virkede også målbevidst, og han var ikke et eneste sekund i tvivl om, at hun var en kvinde der vidste hvad hun ville have, for det var også noget som lyste ud af hende. Han nød faktisk at se ind i hendes kølige øjne, hvorfor vidste han ikke helt, men det gav ham en form for tryghed? Der var bare noget over hende, som tiltrak ham og som så alligevel fik ham til at blive helt anspændt, og han nød faktisk begge ting, det at en anden person kunne få ham til at føle sig … svag.
Det undrede end ikke Pharrel at hun troede at han var vampyr, det var jo trods alt de træk som var tydeligst ved ham. Han havde de berygtede skarpe hjørnetænder, som tydeligt blev vist, når han smilede – hvilket så sjældent skete, men det hændte dog – han havde den blege hud, som endda glinsede let i måneskæret, det kolde blik og så det døde hjerte, hvilket egentlig passede ret godt til ham, for han følte ikke som sådan nogen følelser. Han trak kort i mundvigen og fniste kort. ”Det undre mig ikke, at du tror jeg er vampyr,” svarede han roligt, inden han begyndte at gå hen imod hende, ”men jeg kan forsikre dig om, at jeg er noget der er langt værre og stærkere,” tilføjede han drillende og med en tone der understregede forførelsens gave og så det farlige ved ham. Han stoppede først, da han stod ved siden af hende, hvor han så ned på graven. Blikket vendte han roligt mod hende igen, med et selvsikkert skævt smil. ”Jeg er horror,” sagde han roligt og betragtede hende kort fra top til tå. ”Og må jeg spørge om, hvilken race du så er?” spurgte han nysgerrigt. For en gangs skyld var hans nysgerrighed oprigtig, han vidste ikke hvorfor, men hun trak virkelig i hans interesse, for der var bare et og andet over hende, som han havde lyst til at vide. Hun gav ham næsten en grund til at blive social, for han var sjældent i talehumøret. Han holdt sig jo for det meste for sig selv, og fandt typisk folk som små irriterende mider, som forurenede ham, men det var noget helt andet med hende, og han agtede at finde ud af, hvad der gjorde hende så speciel, fordi stædig, det var han i hvert fald.

[Cressida Marvalo]

Der var grund til at vare sin tunge og tænke en ekstra gang over enhver handling, specielt i disse dage hvor hun ærlig talt var et omvandrede nervevrag det var den første gang i flere årtier at hun selv måtte ende med at fæle tårer, det var sket den eneaften for nogle nætter siden og nu var Samuel væk og hun havde ingen mulighed for at finde ham sådan uden videre, ville han stikke halen mellem benene og flygte når han endelig stod i farerzonen så måtte det være sådan, hun ville end ikke prøve at holde ham der, hun ville ikke spilde tiden. Det måtte være tydeligt at han var en mand af mørket - Ligesom hun var en kvinde af det. Der var mystitk.. hun var en kvinde af hemmeligheder og mystik, mange nærede mistro til hendes egen troværdighed og loyalitet, der var ingen grund til det, hun var meget mere end det som hun alt for ofte blev fremstillet som. Månen strålede.. Den var ligeså selvsikker som det hun selv stod frem med, hun var mindsandten målrettet, hun var en kvinde der måtte kende hendes veje og intet skulle stå i vejen for det, der var en grund til hun var gået fra et nul, til grevinde og videre til den retmæssige plads på tronen, det lob i hendes årer, go til tider var det virkelig et helvede, det var frygtelig hårdt arbejde også for en kvinde som hende, en kvinde der ikke lod følelser eller kærlighed påvirke det. Han havde tydeligvis ingen idé om hvilken kvinde hans tod overfor, den selv samme som der gik advarende rygter om blandt beffolkningen også i de øvrige lande, den onde og modbydelige heks der ønskede det værste for alle, der skilte familier, der slog ihjel uden tøven.. Det var om ikke andet sådan hun var kendt, at det så var helt forkert var end ikke noget hun ville prøve sat nævne, de svage dvasianere dømte alt for hurtigt, kun de stærke, de modige turde komme tæt på og prøve sig frem, turde prøve at kende hende og kende til den rigtige kvinde bag. Blikket i hans, det fascinerede hende, det var som at genspejle sig i hendes egne, den eneste forskel fra ham til hende var vel det at hun ikke var urolig for at skulle stå overfor ham. Det var tydeligt at hun måtte være sikker på at han var en vampyr, hun så kun de klare træk, normalt ville hun se længere men der var ingen grund til det lige her, han så ikke ud til at ville skabe en kamp. Hun fulgte roligt hans vej mod graven, der var så frygtelig ubetydelig, det var hende selv der havde valgt at kaste hendes egen bror i døden, msåek koldblodigt, men han svigtede hende.. Når hun behøvede ham og nu viste det sig at i sidste ende havde han alligevel haft ret på trods ahn avr så kvalmende blød. Smilet hvilede over hendes smalle rosenrøde læber hun betragtede ham let, forførende var han på sit vis og det var noget som trak i hende, de som turde og som ikek søgte fra hende "Et stærkt væsen.. En blanding mellem to fantastisk stærke væsner" hun nikkede sigende som for at understrege hendes egen ord, hun måtte beundre det, horror var en utrolig stærk blanding mellem to væsner der plejede at hade hinanden. Hans spørgsmål fik hende hun kune igen at vende den fulde opmærksomhed mod ham. Stille lod hun de slanke fingrer mod hans hage, strøg stille langs som for at løfte hans blik mod hende, hun var forførende ikke at det var noget som skulle fører til noget det var bare.. Hende "Jeg er meget mere end du nogensinde vil gætte dig til, din uviddenhed er os begge to en fordel" hun betragtede let hans blik. Det var ikke løgn, hun var frygtelig meget, ikke kun kongelig men også racemæssigt og hun nød frygteligt at have en der ville snakke til hende på lige fod, den uvished var ham det bedste.

[pharrel123]

Den anspændte følelse i Pharrel ville nok ikke gå væk, men han måtte indrømme at han faktisk nød den, og det var kun fordi han sjældent følte sådan her, hun tiltrak ham, trak i hans interesse og hans nysgerrighed, og skønt han vidste at han burde være på vagt og endda frygte hende, så kunne han ikke frygte hende eller lade vær med at blive fascineret af hende, for der var bare det over hende, som han endnu ikke kunne sætte fingeren på. Hun virkede så stærk og fyldt med selvtillid, som ingen anden, hvilket der jo måtte være end grund til, og det var måske fordi hun var så sikker, at han blev usikker, hvilken herlig følelse. For en gangs skyld kunne han få lov til at føle sig som byttet og som den jagede, hvor det altid var ham som havde været rovdyret, men ikke denne gang, så nu vidste han dog, hvordan hans ofre havde haft det med ham, inden han havde dræbt dem, skønt at han ikke decideret var bange for hende, nok nærede han respekt og blev en smule anspændt for hende, men han kunne faktisk ikke lade vær med at holde af den følelse, en følelse af at føle sig næsten magtesløs, ved at stå overfor en person der var langt stærkere end én selv, for han var ikke et sekund i tvivl om at hun faktisk var den, som var stærkest af de to. Det var måske også derfor at han følte sig så stolt, da hun roste hans race, skønt han også var et omvandrende monster, som bragte uheld med sig, horrorer var jo kendt for at være usete, og det forstod han faktisk også godt, for han følte sig næsten mere som et monster end som noget andet, hvilket han også hele tiden huskede sig selv på. Hans blik blev roligt og hvilede direkte på hende. ”Mere et monster,” rettede han på hende og fnøs let af sig selv. Han vendte blikket væk og så ud i intetheden, et monster var vel et perfekt ord og beskrivelse for ham og hans race. Når månen blev fuld blev han tvunget til enten at søge indendørs eller til at blive forvandlet og blive til det monster som hvilede i ham, et monster han ikke selv ville have styr over. Et monster som fik sin egen fri vilje, det var kun når han forvandlede sig af sin egen fri vilje, at han kunne styre sig selv, det var derfor han var så rolig dagene inden fuldmåne.
Det gav en hel sitren i Pharrel da han mærkede de slanke fingre omkring hans hage, som hurtigt fik vendt sit blik mod hende. Det plejede at være ham, som var forførende, det lå jo ligesom til hans race, og derfor var det svært at forføre ham, men han måtte indrømme at hun havde let ved det, for han følte sig helt forført, men det var så måske også fordi han fandt hende så fandens fascinerende. Inden hun kunne nå at fjerne hendes hånd, greb han roligt fat omkring den og hev hele hendes krop tættere ind mod hans egen. ”Sig mig, er du bange for at jeg lærer dig at kende?” spurgte han med en farlig drillende tone, for han vidste at han legede med ilden, men et sted, så kunne han bare ikke lade vær. Smilet, der hvilede på hans rosa farvede læber var en smule dominant, og øjnene bar et drilsk og dog køligt skær over sig. Han slap roligt hendes hånd igen. ”Men jeg må indrømme; havde du været nogen anden, så havde jeg været ligeglad, men du er … fascinerende,” tilføjede han roligt og betragtede alle hendes ansigtstræk på et splitsekund. Det var måske sandt, han burde nok ikke lære hende at kende, men det var faktisk noget som han agtede at gøre, for han ville finde ud af, hvorfor hun virkede så bekendt, når han var fuldstændig sikker på, at han aldrig havde mødt hende før.

[Cressida Marvalo]

Det vr intet nyt at man var anspændt omkring hende, det var efterhånden bare en ting som Jaqia var blevet frygtelig vant til, de fleste var jo direkte bange, turde ikke se hende i øjnenene, stammede når de talte, bange for at hver at deres ord kunne bringe dem nærmere dden, igen der hvilede langt mere bag den maske som hun måtte bære som kvinde, hun var en hård person, en hård nød der næsten måtte være umulig at knække, der var ingen der sådan kendte hende, ikke ud over Samuel og Enrico, det var den som normalt måtte læse hende frygtelig hurtigt, og det havde taget dem begge to år, hun var ikke let og det var faktisk noget hun nød, for hende var der ganske sjældent at hun var interessandt og en som man ønskede at komme tættere på, de fleste ønskede jo at komme så langt væk fra hende som det overhovedet var muligt,udelukkende fordi de frygtede at blive taget fra deres familie. Han burde frygte hende i frygtelig manges øjne, hun var den som nød godt af at han ikke gjorde, det gjorde jo kun at hun måtte have selvskabet i aften og sammentidig uden at det skulle være Enrico som ville forfører hende eller omvendt, sørge for nattens underholdning, hun var ikke længere så afhængig af ham. Det føltedes som en evighed siden hun havde føert en normal samtale med nogen ud over Samuel og som regel endte det i råb eller skrig hvis ikke det havde med selve det taktiske at gøre. Tungespidsen strøg stille over hendes læber, hun betragtede ham let. I hendes øjne var han intet rovdyr, hun var vant til at andre blev nervøse omkring hende og der var noget ved ham.. nervøsitet ganske vidst men ikke på den måde, det havde intet at gøre med at hun var den som hun måtte være, men hvad var det så? Der var så mange spørgsmål omkring denne unge mand, spørgsmål som hun ikke kunne besvare og det var hvad som drev hendes egen nysgerrighed. Det var en anden form af respekt som han gav hende,han bukkede ikke, han kaldte hende ikke ved nogen former af kongelig titel, han kendte end ikke hendes navn, som hun ikke kendte hans, og alligevel formåede han at tale til hende som et menneskeligt væsen af kødog blod, der kunne føle go tænke selv, hunvar ikke højere hævet af den grund hun sad på en langt højere magt, måske hun var ekstremt selvsikker, og måske hun var ekstremt målrettet og mange så på hende som noget stort, men i virkeligheden var hun jo ekstremt retskaffent og hun måtte holde fast på at hun var ligesom ham, måske var hun i virkeligheden alngt mindre værd, hun gjorde aldrig noget der gjorde hendes eget liv til det som var hver at leve, et sted så havde Samuel ret, hun levede og åndede for den pokkers trone! Jaqia var udemærket klar over at frygtelig mange så på horror som et direkte bæst, men det var stærke og dygtige på mange områder, hun så på det som en velsignelse, måske hendes racer var stærkere og hun var fysisk stærkere, og så alligevel ikke, un var ikke meget mere fysisk stærk end de fleste andre, der var en grund til at hun var hjernen bag alt ikke musklerne, den måtte Samuel tage sig af. Blidt rystede hun på hovedet "Du er intet monster.. Ikke mere end alle andre af det" påpegede hun let, og kun med ærlighed skinnende igennem. Det var næstens om hun følte hans sitren, hn var en kvinde af forførelse, hun var ikke valkyrie for ingenting, det var en del af hendes person og tilt ider tænkte hun end ikke over det, det var hendes måde at få andre til at se hende på en anden måde. Det gav et mindre sæt i hendes, da han valgte at trække hende tæt, hun kunne netop føle hendes slanke krop mod hans. Blikekt forlod ikke hans, han var interessandt, han tog hende tæt hvor alle andre ville skubbe hende bort , og det var faktisk noget som måtte morer hende, "Som sagt.. Din uvidenhed er os begge en fordel.. Du ønsker ikke at kende mig og jeg ønsker ikke at du skal af rent.. Praktiske grunde" der var noget hemmelighedsfuldt i hendes førende melodiske stemme, noget der pirrede ham på hendes helt egen spykiske måde, prøvede at vække den nysgerrighed, hun var ikke en åben bog som så mange andre, alt var en gætteleg med hensyn til hende "Fascinerende? Hvordan?" spurgte hun næsten selv med en smule nsygerrighed, lod fingrene stille løbe igennem hans blonde hår kun for at lade armen falde langs hendes side igen. Vidste Samuel dette ville den stakkels mand snart være død, men han var sensuel på sin måde, og Samuel valgte at stikke halen mellem benene og forlade hende når hun rent faktisk behøvede ham, det var ikke hendes problem.

[pharrel123]

Det føltes faktisk at Pharrel var på sit livs rutsjetur, når han befandt sig indenfor hendes radius, for hun gav ham hele tiden sug i maven, noget han ikke havde prøvet før, han elskede fare, og havde ikke noget at sætte sit eget liv på spil, han skulle jo alligevel dø på et tidspunkt, nok ikke dø af alderdom, for alderen havde han jo med sig, han havde jo faktisk nået de 1547 år, så han havde også oplevet en masse, samt fået en masse erfaring, også omkring døden, og han følte sig også død indeni, hvilket han vel også mere eller mindre var? Hans liv var ikke specielt levende i øjeblikket, han havde været passiv og det var kun da han var trængt indenfor Procias mure, at han havde følt et lille sug, men han måtte indrømme at denne unge kvinde foran ham var noget helt særligt, for han havde aldrig oplevet at et andet væsen havde givet ham sådan et sug. Han elskede adrenalinen, som hun gav ham, og havde hans hjerte kunne slå, så havde det helt sikkert slået som ti vilde heste, den anspændte følelse, var roligt afdæmpet, hvor hun nu kun formåede at sætte nysgerrigheden i ham. Han havde egentlig aldrig følte sig skræmt af hende, for han frygtede ikke decideret noget, og hvad skulle han frygte? Tortur? Hvis han nogensinde blev tortureret, så kunne han da føle at han var i live, så det var næsten kun noget han kunne se frem til, hvis det da ville ske, og døden frygtede han ikke, for den indtræf vel alle på et eller andet tidspunkt, og det ville den sikkert også ham. Han var ikke bange for at miste nogen, for han havde ikke nogen som stod ham tæt, og det håb havde han mere eller mindre mistet for flere århundreder siden. Hans natblå øjne, så direkte i hendes med et mystisk slør over sig, som om han gemte på flere hemmeligheder end man lige kunne forstille sig. ”Jeg tror du misforstår mig, alle har måske et monster i sig, men jeg har på en måde ikke noget imod det, for når jeg slipper det løs, så føler jeg en form for … magt,” fortalte han roligt og smilede svagt, hvor det var tydeligt at det at smile ikke var noget som han gjorde specielt tit. Han både hadede og elskede sin race, for han hadede den måde som hans stedfar, Darcian havde forvandlet ham på, men så nød han den magt han havde fået med den, de skærpede sanser, jagtinstinktet og hurtigheden. ”Men du indrømmer måske, at du selv er et monster?” spurgte han nysgerrigt og smilede skævt – ikke et venligt smil, for det var ikke ligefrem noget han kendte til, nej der var både noget hånende og dominant over det.
Pharrel nød faktisk den måde, som hun formåede at forføre ham på, for det skete nemlig sjældent, at han selv tillod det eller at det skete af sig selv, og dette med hende, skete af sig selv, hvilket han egentlig nød på end underlig måde. Han fnøs let til hendes ord. ”Du er jo … måske ikke ligefrem bange, men … forsigtig med at lade folk komme ind på dig, for du vil helst ikke bedrages, vel?” spurgte han roligt og lod sit hoved falde let på sned. Det morede ham faktisk at hun ikke var trådt væk fra ham, da folk faktisk altid plejede at flygte fra ham, fordi de var bange for at han ville have dem som middag. Han kunne tydeligt mærke hendes slanke krop ind mod hans egen muskuløse, hvor hver en muskel var markant, det var dog ikke kun hendes krop han kunne mærke, men også hendes hjerte, som slog i et fast og normalt tempo, hvilket blot betød at hun ikke frygtede ham, og det morede ham faktisk. ”Det at jeg så vil lære dig at kende, det er jo så noget helt andet,” sagde han hemmelighedsfuldt, for det kunne faktisk godt være at hun havde ret. Han lod hende blot lege sin egen lille leg, det var jo faktisk det som han selv plejede at gøre, for han elskede det spil, hvor det gjaldt at få den anden ned psykisk, og det var noget som han var blevet ret god til igennem hans liv. Som hendes slanke fingre søgte igennem hans hår, lod han sin egen pegefinger sno sig omkring en lok af hendes blonde hår. ”Jeg tror det er fordi du minder så meget om mig selv, at jeg finder dig fascinerende,” svarede han stilfærdigt, og betragtede hende roligt. ”Jeg går ud fra, at jeg så heller ikke må få dit navn at vide?” spurgte han nysgerrigt, nogle gange var navnet ikke lige så betydeligt som ens race, for man kunne jo sagtens fortælle ens navn, uden at modparten ville kende til ens styrker og svagheder, men havde han kendt hende og faktisk vidste at hun var dronningen, så havde han forstået hende noget bedre.

[Cressida Marvalo]

Livet ville ikke være noget værd uden den mindste smule farer. Jaqia var den som ælevede hendes liv på den rene farer, hun snød folk uden at bryde løfter kun for at få tingene som hun ville have det, og til tider måtte hun tage de utroligt store chancer, der fik andre til at se på hende som en dum hovmodig kvinde, hvilket langt fra var tilfældet, hun tænkte alt igennem 5 gange mindst, opvejede fordele og ulemper, et sted var hun jo besat af følelsen af andrelin der måtte pumpe sig rundt i hendes krop, og alle skulle dø før eller siden, det gjaldt også hende, om det så blev af alderdom om frygtelig mange år, hvor hun måtte hvile i sengen og langsomt sove ind, mens hendes hjerteslag stoppede langsomt, elelr om det måtte blive i den unge alder hun bar med sig nu, tragisk død på sit vis, selvom det var hvad hun hver dag måtte gå hen og risikere og det var noget som hun var udemærket klar over. Stadig kunne Jaqia næsten føle de dødes nærvær, hun måtte holde ved den tanke at hun rent faktisk også selv måtte være af en død race, blodet løb ikke i hendes krop selvom hjertet bankede og dermed var hendes hud selv kold og bleg som en vampyrs, lige der var Samuel og hende så forskellige han var død i den døde forstand, med et hjerte til pynt og ingen nytte. Hvordan hun fik ham til at føle havde hun absolut ingen idé om, frygt var det som hun var vant til ats ætte i folk og intet andet, måske nysgerrighed efter hvodan hun kunne være så pokkers modbydelig, slå hendes egen bror ihjel fordi han elskede, slå vagter ihjel fordi de ikke pererede hende ordre, men der var mere eller mindre altid en god grund, hun var ikke modbydelig, ikke meget mere end så mange andre, måske et monster men hvem var ikke det? Hun abr hendes brors ry på hendes skuldre og det irriterede hende, hun var ikke social, der var få som måtte kende bare lidt til hende og vide hvem hun måtte være, og et sted så var det jo det hun ønskede, men det var et sted også bare frygtelig ensomt. Han lod direkte til at frives hendes udstråling, finde sin nysgerrighed på hende som hun selv havde med ham og det morede hende virkelig, det var en ny men elskværdig følelse, at der var en som så forbi hendes ry msåke han bare ikke kendte det? Blikekt betragtede hans, en genspejling, den kølige gnist og så smukke isblå, det trak hende faktisk nærmere psykisk, og det var selv samme blik der lod det være kalrt for hende at der ikke var nogen direkte frygt, der var intet for ham at frygte, tortur måske, men igen der skulle være en god baggrund bag det, og det fik virkelig en til at føle sig forunderligt i live, tortur var ikek altid blot en fysisk smerte der gjorde ondt, "Magt er noget alle hjerter begærer. På en ene eller den anden led, det er det som gør os til monstre men ingen kans ieg sig værre end den anden, vi er alle sammen bestående af 7 syndere der gør os til bæster, sdåan er vi bygget og født" hun sendte ham et smil hun forsøgte at gøre blidt, men det blev kun til det samme kølige. Hans smil virkede selv så mislykkedes, hun smilte ofte men langt fra et som folk nød at se, hendes smil lod det løbe koldt ned af ryggen på det fleste.Jaqia nikkede blidt til hans ord "Jeg er et monster.. Værre end de fleste" erkendte hun roligt. Det var ikke noget som hun kunne komme uden om overhovedet. Jaqia var en person af forførelsens kundst, det lå i hendes blod, i hendes race og i hendes person, det var hvad hun nød, den form for anerkendelse fra en mand, der var intet bedre, ingen forpligtelser, intet. Hans gæt var udemærket.. Det var til dels rigtigt, hun brød ikke om at folk kendte hende, og et andet sted så nød hun bare mystikken i det "Det er til dels korrekt" igen måtte hun lade et stille nik. Hun ville ikke lyve, hun var kort sagt ikke en kvinde af løgne. De var i samme båd, folk plejede at flygte fra dem go alligevel så stod de begge her, hun kunne føle den maskuline krop mod hendes egen velformede og kvindelige som hun kun nød godt af at fremhæve, "Ingen kender mig.. End ikke min egen kære bror.. Ingen ønsker at kende mig når først de gør" hendes ord gav absolut ingen mening, go det var hele meningen med den, en kvinde af mystik var hun vikelig på alel tænkelige måder. Hovedet gled blidt på sned og lange blonde lokekr faldt over hendes ene skulder hvor vinden blidt måtte lade det danse yndigt omkring. Spillet var noget som måtte morer hende, hun nød at lege specielt de hvor hun vant "Nysgerrighed er en god ting" påpegede hun let. Blikket gled mod hans finger som måtte rulle om hendes blonde lokker, det morede hende. De slanke fingrer gled videre fra det blonde hår og med hans nakke, hun måtte kæle for i næsten kildende kærtegn "Destiny.. Destiny Anglérax" præsenterede hun sig let. Helt løgn var det ikke, når alt andet glippede så var det hendes mellemnavn hun gjorde brug af, brugte hun sit fornavn frygtede hun at han ville vide hvem hun var, og det navn var der ikke mange som kendte hende. Ansigtet nærmere sig stille hans, så tæt at han ville kunne fornemme hendes kølige ånde "Og nu.. Vil jeg kende dit" påpegede hun med en fast mine, der var ikke noget at diskutere.

[pharrel123]

Pharrel var ligeglad med om folk kendte ham eller ej, han endte altid med at skræmme folk væk, fordi han havde denne kolde personlighed. Han var en person der ønskede magt, og han kæmpede for at komme højere i hierarkiet, skønt han følte sig ret passiv fortiden, det var måske derfor han havde følt sig så tom på det sidste, så han var faktisk glad for at være stødt ind i hende her, for hun tiltrak virkelig hans opmærksomhed, hver en enkel bevægelse fascinerede ham, hun var så selvsikker, at man skulle tro at det var løgn, hun var kold og han vidste at hun var ond, og hun interesserede ham nok så meget, fordi det var lang tid siden, at han virkelig havde mødt en dvasianer som var ligeså ond som ham selv, og det var hun i hvert fald. Hans ord havde faktisk kun været ledetråde, for at finde ud af, om hun faktisk var lige som ham selv, og det var jo så delvist ret, han var bange for at han ville blive bedraget, derfor var han forsigtig, for noget han ikke kunne tolerer, var at blive stukket i ryggen af hans egne kammerater og allierede, skete det, så gjaldt det om at holde sig langt væk fra ham, for så kom hans temperament i top på et splitsekund, hvor han ellers er god til at holde hovedet koldt. Han tolererede ikke forræder, og forrådte man ham og han så fik fat i personen, så ville han enten køre personen så langt ned psykisk, at personen ikke ville have noget selvværd, eller også ville han dræbe personen på stedet, og så ville han så være ligeglad med, om personen så var en rang højere end ham selv.
Pharrel nød faktisk at se ind i hendes kølige, fordi de mindede så meget om hans egne, og selvom han som enhver anden burde blive skræmt og føle sig svag, så følte han sig stærk som aldrig før. Det var som om hun gav ham en grund til at huske på, hvorfor han egentlig levede og at han burde være stolt af sin race, hvilket han jo ikke altid var. Han så eftertænksomt ud i luften. ”Jeg tror, at jeg ønsker mere magt, end nogen andre normale væsner,” sagde han roligt og så på hende igen, med det kølige skær i de natblå øjne. Han var jo trods alt en magtperson, som nød at have magten i sin hule hånd. Hans øjne blev lettere sammenknebne, da hun kaldte sig selv et monster, hvor han faktisk havde regnet med det stik modsatte svar. ”Virkelig? Og hvorfor mener du så det? Du har måske gjort meget forfærdeligt?” spurgte han lettere sigende, han kendte allerede svaret, for han vidste at hun ikke var en blødsøden person, som så mange andre, nok havde alle noget blidt i sig, men der var forskel på personer, og netop på det punkt, mindede hun meget om ham selv – det var han i hvert fald ret sikker på.
Pharrel smilede til hendes lille ’gåde’. Det var faktisk som om hun ikke ville have ham til at kende hende for hans eget bedste, men han gav skam ikke op, han var jo nød til at finde ud af hvem og hvad hun var, det var nemlig blevet hans nye mål for aftenen. Og han var sikker på, at de nok skulle få det ganske ’sjovt’. ”Det er jo også din bror, det er ikke altid familien, som kender én bedst,” påpegede han roligt og smilede et koldt skævt smil, imens hans øjne hvilede drilsk på hende og en smule lumske, ”men jeg er god til at knække gåder, min pige, så hvem siger, at du er langt mere besværlig end så mange andre?” spurgte han, som om hun kedede ham, hvilket blot var en del af hans eget spil, for der var de ret ens, de elskede begge at spille det psykiske spil. ”Nysgerrigheden slog katten ihjel, som man siger,” påpegede han roligt, som for at være lidt neutral på det punkt, for det kunne både være godt, men også en svaghed. Selvom han nok ikke burde, så nød han faktisk hendes nussende fingre i hans nakke, de virkede så … beroligende, hvilket han ikke havde følt i lang tid, han vidste så bare at det ikke var tilfældet, for han var ikke sikker på, at han skulle føle sig sikker på hende. Det at hun rent faktisk præsenterede sig, undrede ham faktisk, der var så bare noget ved hendes ord, ved hendes navn, som ikke helt gav mening for ham. ”Anglérax, siger du? Så vidt jeg ved, har dronningen ingen søster,” påpegede han med et sigende og hemmelighedsfuldt blik, og det var faktisk først dér det slog ham. Han havde skam lavet megen research om kongefamilien, han var trods alt spion, og han vidste at dronningen ikke havde nogen søster, og han havde ikke hørt om nogen kusiner, men det kunne vel hænde? Hans blev faktisk en smule skeptisk på hendes navn, men det var ikke noget han lod vises, for han nød faktisk uvisheden om hende, og han var faktisk bange for at sandheden om hende ville ødelægge det hele. For han var faktisk bange for at hun var selveste dronningen, og tanken huede ham ikke, for så havde han ikke vist hende den respekt han burde have vist hende til at starte med, hvilket nok ville være en fejl fra hans side af, men så igen, ville det kun komme ham til gavn, hvis hun rent faktisk var dronningen.
Pharrel træk blot i mundvigen da hendes ansigt kom tættere mod hans, så tæt at han kunne mærke hendes åndedræt. Hun ville vidst gerne have sin vilje, men han ville nok mere nyde, hvis han ikke gav hende den, skønt han vidste at man aldrig skulle puste til ilden. ”Vil du vide mit navn? Det er nok tophemmeligt,” sagde han lettere lumsk, og blinkede drilsk til hende. Mon han kunne irritere hende lidt? Gad vide hvad hun så ville gøre? ”Desuden ser jeg ingen grund til det.”

[Cressida Marvalo]

Jaqia havde en underlig tendens til at tro at hende og hvem end denne mand måtte være, havde utrolig mange ting tilfælles, der var noget ved hans blik, noget ved hans udstrålign, i forhold til hende måtte han endnu virke så blid, men han frygtede hende ikke, han virkede selvsikker, selvsikker nok til at turde stå her og udfordre hende på den måde og hun nød det, det var noget som hun ikke kom uden om. Magt var en ting som alle hjerte begærede, hun ønskede ikke magt hun ønskede retfærdighed og ønskede at være noget, hendes brødre derimod, alle mænd var mere eller mindre besat af en magt, de fleste troede at ved at forfører hende ville de en dag ende som konge og skubbe hende af pinden, så enkelt var det dog langt fra, mænd kunne end ikke være reagent nu om dage, en udemærket regel set i hendes øjne. Mange så på hende som egoistisk, ligefrem ond, men det var langt fra tilfældet alt hun gjorde blev gjrot for landet og gjort for at det endelig ville stå lidt stærkt, man kunne sige at Procias var svagt, at de alle sammen var for blødsødne, men et sted så burde man skænke det en mærkværdig tanke at det alligevel var det land som altid havde stået stærkest, Dvasias skiftede reagent som hun skiftede kniv efterhånden, det var det hun prøvede at forhindre, hun bar det i årene, hun var målrettet og intet skulle komme i vejen for hendes planer, hun var nået langt. På mange måder mindede ham om hende selv også selvom hun faktisk ikke kendte ham rigtigt, han virkede som en af de få fornuftige mænadelige væsner der kunne findes omkring, men om dette var endnu kujon forsøg på at komme i besiddelse af tronen kunne hun trods alt heller ikek sioge, måske det var derfor, en der udforskede hendes svagheder. Loyalitet var en vigtig ting, specielt for Jaqia's del, der var en grund til hun nu kunne stå ved hendes broders grav, han var død af at have brudt den for hende ligesom så mange andre, det var den største grund til døden, de som skulle vise hende repsekt og tillid og endte med at vende hende ryggen det var ikke det som hun ville finde sig i, og nu var hendes kære bror Samuel ved at gøre det nøjagtig samme, det var dog ikke ventet fra hans sie, skuffet det var hun virkelig. Hans blik var køligt og ligegyldigt og alligevel så fascinerende, nøjagtig ligesom hendes egen der hvilede med en forførende kølig gnist, ligesom var hun bygget op idnefra af evig kulde, hendes hjerte var kodlt selvom det slog, hendes hud var bleg, hun gjorde modbydelig ting, hun var i sandheden et monster, et monster der nød at lege psykisk med hendes ofre, udfordre dem, forfører dem psykisk, men det var utrolig sjældent at hun oplevede en der ville gøre det samme med hende.. For det var hvad ahn gjorde. Forførte hendes psyke og dermed hende, på sit vis var hun fanget af ham, blændet af hans mod, "Der findes ikke et gennemsnit for hvor megen magt et væsen ønsker, derfor har jeg svært ved at tro det" man kunen tydeligt se det træk i mudvien som i sidste ende blev til et smil. Hun var et monster, det var hun end ikke bange for at indrømme, måske hun var på en anden måde end hans deffination, men et sted så var hun virkelig et bæst. Roligt lænte hun sig frem mod ham "Jeg har gjort mere end du regner med.. Og uden samvittighed.. Det gør mig til et monster" påpegede hun med den forførende hvisken mod hans ører. Igen trak hun sig let, kun for at skulle se ham i blikket igen, der var virkelig noget særligt over ham, det kunne hun godt lide. De kørte en leg der gjaldt om at pirrer hinanden og indtil videre måtte hun være den som ville føret uden den mindste tvivl, men han kom gådt igen, det hele var en gættelegm de vidste intet om hinanden, han kendte hendes mellemnavn hun kendte hans race og det som sådan det, det gav lidt spænding, det vat nyt og der var ingen hemmelighed i at hun måtte nyde det nye og udfordrende, hun var ikke vant til at være den som blev udfordret. Lige her var det så også af rent praktiske grunde hun lod mystikken være, hemmelighederne var hende en fordel, det ville gøre at han ikke ændrede opførslen fordi han fandt ud af hun stod som den øverstbefalende af Dvasias, det ønskede hun ikke, han frygtede hende ikke og vidste han hvem hun var, så var hun ganske sikker på at han kendte til de mange rygter, og ville forstå hvilket bæst hun var, det var hvad hun dagligt blev fremstillet som, "I dette tilfælde er jeg bange for at det er" det var end ikke løng, Samuel var den som måtte kende hende bedst og selv han kendte hende bare ikke godt nok åbenbart, hvor var han måske nu? Vinden legede let med de lange blonde lokker, blidt fortsatte hun de pirrerende størg hen over hans nakke. Det lumske smil morede hende ærlig talt, og bare det gå på mod han lod til at have det var så sjældent og det var absolut alt værd i hendes øjne "Du kunne prøve mig og konkludere ud efter det?" hun hævede et slankt øjenbryn med en udfordrende mine, for hun var i den grad sværere at knække end så mange andre måtte være, somr egel måtte det tage de fleste det som måtte minde om flere år. "Jeg er ikke beslægtet med dronningen som sådan.. Jeg kender hende blot bedre end nogen anden" det mystiske smil hvilede over hendes læber, hn kunne ikke lade det falme, sandt nok at hun ikke havde så megen familie, ikke ud over hendes bror og hendes mostrer og onkler, hvor ingen af dem måtte ære hendes familienavn mere, den ene var enddog død så vidt hun måtte huske og det samme med hendes kære kusine Yiamia. Et sted så vilel hun gerne have sin vilje, emn hun fik den jo mere eller mindre altid, så at han legede lidt med hende på den måde drog hende kun langt mere mod ham, målrettet men et sandt legebarn hvis blot det var på den rigtige måde, han legede med ilden men hun nød det, en der turde tage chancer og ikke frygtede hvad der ville ske.. Måske det rent faktisk ikke ville være ringe? "Så det er den leg vi leger" hun nikkede medgivende og kun med det lumske smil "Fair noK" afsluttede hun rolgit, dog med et næsten frækt glimt i blikket.

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke komme udenom det, han nød simpelthen det forførende ved hende, og det var jo ikke så mærkeligt at det tiltrak ham, det var så bare ikke det eneste der tiltrak ham, det var det hele ved hende, hendes kølige blik, det lumske smil, den selvsikre holdning og så den måde hun legede psykisk med ham på, det var alligevel utroligt så meget hun mindede ham om ham selv, hun kunne jo næsten være den kvindelige udgave af ham, selvom han ikke var et eneste sekund i tvivl om, at hun nok var noget værre end ham, hvilket gjorde hende fascinerende, og selvom han burde passe på, så slap han alle sine hæmninger, og lod sig lege med, blot for at få lidt sjov ud af denne aften, og skulle han være helt ærlig, så vidste han faktisk ikke hvor dette førte hen, men det var det mystiske ved det, og han var også ligeglad med om han vidste det eller ej. Nok var Pharrel magtbegærende, men der var også grænser, så han regnede skam ikke med, at han var den person i hele verdenen der ønskede mest magt, han nød når det var ham, som gav ordrerne, dog kunne det også blive for meget af det gode, plus han var sikker på at for meget magt blot ville stige ham til hovedet, han havde dog sine mål og han var sikker på at han nok skulle opnå dem! Han smilede blot til hendes ord. ”Jeg ber’ dig jo heller ikke om at tro mig, gør jeg?” spurgte han lettere drillende, imens det selvsikre smil spillede på hans læber. Det kunne godt være at han i øjeblikket lod sig blive forført af hendes kolde jeg, men han havde skam hjernen med sig, da der var andet i verdenen end kvinder, og han ønskede bestemt ikke, at hun pludselig skulle dolke ham i ryggen, så skønt han lod sig rive med, så var han også dødsens forsigtig. Han nød hendes hviskende ord i hans øre, og det gjorde ham blot endnu mere opstemt på at knække alle hendes gåder, for at nå helt ind til hendes. Hans kolde hånd greb blidt omkring hendes hage, inden han trak hendes hoved tættere mod hans, som han også selv kom hende nærmere. ”Og? Det har jeg også, så jeg kunne ligeså godt være det store stygge monster, der gemmer sig under din seng, om natten,” hviskede han forførende tilbage, uden at han fjernede blikket fra hende, inden han roligt slap det blide greb om hendes hage.
Pharrel betragtede hendes roligt, og nød de pirrende strøg i hans nakke, det selvsikre smil spillede på hans rosafarvede læber. Han lod let sine ene kolde pegefinger følge alle hendes ansigtstræk i blide strejf, imens hans øjne fulgte bevægelserne. ”Men det kunne jo ændres,” påpegede han roligt og smilede så mildt han kunne, skønt det nok også blot var et mislykket smil. Der var faktisk ingen der kendte ham til punkt og prikke, faktisk var der slet ikke nogen som kendte ham, kun som en kold nådesløs morder, som myrdede for sjov, hvilket han så gjorde til tider, og andre gange fordi det var nødvendigt, han var jo trods alt vampyr, og skulle have blod. Det undrede ham ikke, at hun ikke gav op, men at hun derimod stod fast som den mægtige klippe. ”Tør du godt lade mig komme så tæt på dig, blot for at knække dine hemmeligheder?” spurgte han stilfærdigt og løftede det ene øjenbryn i en eftertænksomt mine.
Hvis Pharrels teori om hende var sand, og hun rent faktisk var dronningen, hvilket han helst ikke ville tænke yderligere over, så vidste han – om det så var dobbeltmoralsk eller ej – så måtte han ændre adfærd, og vise hende den respekt, som hun fortjente, ikke fordi han var bange for at han ville blive tortureret, for det frygtede han jo ikke, men hun var trods alt dronningen, og han hendes undersåt. Hans smil blev en anelse lusket og han lod sin pegefinger stryge hende langsomt og pirrende ned af kinden. ”Virkelig? Det lyder jo spændende,” sagde han roligt, ”Det kunne du vel fortælle lidt om?” Det kunne godt lyde som om at han ikke troede på hende, og han var vel også lidt skeptisk, men så igen, det kunne jo faktisk godt være sandt, og hvis hun så var en veninde eller sågar dronningen selv, så ville det nok ikke ændre på, at han rent faktisk nød hendes selskab.
Pharrel nød hendes lumske smil, og den måde hun legede med ham på, deres lille gætteleg og den måde de forførte og pirrede hinanden på. Det hele var spændende i sig selv, og han havde allerede regnet ud, at hun var en kvinde, der plejede at få hvad hun ville have, og der mindede de igen om hinanden, for han hadede når han ikke fik sin vilje. Hans natblå øjne så ind i hendes frække blik, som han ikke kunne lade vær med at more sig over. ”Du har måske nogle planer for at få det ud af mig?” spurgte han roligt og en anelse nysgerrigt.