Silence as the grave..

[Deleted]

Natten havde for længst søgt over den store himmel som hvilede tungt over Dvasias. Vinden blæste koldt og den blæste også temmelig hårdt. Leah havde forladt arbejdspladsen på Horehuset for denne aften. Nu ville hun for en gangs skyld nyde det, at hun havde bare en anelse fri så længe, det nu måtte vare vel at mærke. Kappen som hun måtte trække godt omkring hendes slanke krop. Hun trak vejret dybt. De intense isblå øjne hvilede roligt foran hende, da hun begav sig på sin rolige vandring igennem den store og mørke kirkegård. Vinden rev i de visne træer som strækkede sig som en beskyttelse over de mange gravstene, nogen ukendte, andre som var glemt og så de få ganske nye som måtte stå der. Ikke at det var noget som rørte Leah det mindste lige netop nu. Hun gik bare altid denne vej hjem. Hun fandt det faktisk hyggeligt, at skulle gå blandt alle dem som ikke var i stand til at fortælle deres historie. Hun valgte pludselig at skulle dreje ned af en sti som førte ned langs de mere nye grave. Det var her, at hendes ansigtsmimik kraftigt måtte ændre sig. Hun knælede stille ved en af de nyere grave og strøg roligt over de mørke bogstaver som sammen måtte danne navnet 'Justice Darklighter', hendes egen far. Hun sukkede stille og trak en lille blodrød rose frem, som hun lagde stille ved hans grav, selvom hun ikke rejste sig op for at gå videre eller noget som helst. Hans døde krop havde været fundet og hun havde genkendt ham. Hun havde sat stenen på sin plads og passet hans grav når det var hende muligt. "Hvil i fred kære fader," hviskede hun stille. Hun kyssede roligt sin pegefinger og langefinger og strøg den roligt over den smukke sten.

[marick]

Marick var på røven lige for tiden. Der var ikke nogen der havde brug for en rådgiver lige i øjeblikket, der var vel mange andre ting man fokuserede på. *Det var så meget nemmere dengang der var krig mellem landene, der var der virkelig brug for rådgivere og spindoktere* Det var i hvert fald sådan Marick havde det. Han havde været arbejdsløs i næsten et år. Det var heldigt, at han havde tjent enorme mængder guld under den sidste krig, der var han nemlig spindokter for en fin herre og han ville gøre alt forat undgå, at blive draget ind i kamp. Marick vidste ikke længere hvad han skulle tage sig til, men lige i dag vidste han godt hvad han skulle. Han havde købt en masse alkohol og begivet sig imod kirkegården. Da han var nået frem til kirkegården ledte han efter en bestemt gravsten, han lod sit blik hvile ved hver enkelt grav i sin søgen efter den rigtige sten. Da han endelig havde fundet den smilte han skævt og satte sig ned ved siden af den og lænede sig op af gravstenen og satte flaskerne og begyndte at drikke stille. "længe siden. Hvordan går det deroppe?" spurgte han og fyldte et lille glas han havde taget med og satte den ved siden af graven. Dette var en fast tradition han gjorde hvert år for, at markere dagen for hans kones døds dag. Hvert år ved denne dag sad han og drak ved sin kones grav og snakkede om hvad der var sket i det forløbne år. Det endte oftest i, at han vågnede næste morgen ved graven med en gigantisk hovedpine, men det havde han ikke noget imod "Man dør jo kun én gang" plejede han, at sige til de folk der spurgte ind til hans tradition

[Deleted]

Krigen herskede dog endnu, selvom det lige foreløbig, var meget stille. Leah hørte meget når hun selv var på arbejde. Ikke bare, at de mange tøser måtte snakke og sladre, men selv mændene kom ind til dem, ønskede turen under dynerne og ellers snakket om det som måtte plage dem. Hun havde sågar hørt historien om at slottet i Procias var faldet i ruiner, hvilket var noget som måtte more hende voldsomt! Et stille smil passerede roligt hendes læber. Nok havde hun aldrig haft noget særlig godt forhold til hendes egen far, men det havde dog altid været der alligevel. At han var væk, var noget som hun tydeligt kunne mærke.. Hun var alene nu. Hendes mor var slået ihjel for mage år siden og nu var hendes far også revet fra hende. Ikke at døden var noget, som hun reagerede sådan meget på, men det var mærkbart på alle måder. Hun rejste sig roligt og stille op og med det samme rolige blik i ansigtet. En pludselig stemme af en anden som måtte være i nærheden, var noget som tydeligt måtte høres og som hurtigt måtte trække i Leahs opmærksomhed. De isblå øjne så fast omkring efter hvem det så end måtte være, som måtte bruge en sådan stemme og det ordbrug på en kirkegård, for det var bestemt ikke passende i hendes øjne da! Et sted urolig, for hun havde ikke nogen våben på sig. Hun gik roligt tilbage til stien, selvom hun virkelig ikke kunne se noget som helst. Hun var da helt sikker på, at hun havde hørt nogen! Hun kneb øjnene svagt sammen. Forsvarsløs var hun dog ikke. Hun havde i den grad sine metoder på at skulle benytte sig af, hvis modstanderen var en mand og hun ville bestemt heller ikke tøve med det. Hun havde selv fået samlet temmelig meget sammen på den måde. En tanke som i den grad også måtte fryde hende. "Hvem der?" spurgte hun med en kortfattet, dog ganske så stilfærdig tone, en dog let rolig og forførende stemme. Hun var jo trods alt ikke sensuel dæmon for ingenting og hun vidst det. Hun vidste lige hvordan hun skulle bruge det.

[marick]

Marick sad roligt ved graven og snakkede som om graven var levende, folk der havde passeret ham de andre år han sad og drak ved graven så næsten bange ud for ham, de troede sikkert han var en voldelig drukkenbolt der ikke lavede andet end, at drikke hele dagen. Andre væsner så ham som fødde fordi han i modsætning til andre vampyre, havde blå øjne og var ikke lige så bleg som mange andre vampyre. Han var blevet angrebet af en vampyr en enkelt gang men vampyren opdagede hurtigt hvad Marick var da de først var kommet igang med at slås, en vampyr er jo meget svære at slå ihjel end en vampyr. Han trak sig hurtigt tilbage da det var et tidspunkt hvor det ikke var vel set, at man angreb sin egen race. Marick havde slet ikke opdaget, at der var andre på kirkegården, han havde meget andet i tankerne, men han var ikke blevet så fuld, at han ikke kunne tænke rationelt endnu. Han var glad og balancen var sikkert ikke hvad den havde været, men han havde hjernen i behold. "Det er bare mig, jeg gør ikke noget. Undskyld hvis jeg forstyrrede noget" sagde han. Han kunne tydeligt høre, at det var en kvinde, den forførende stemme var ikke til at tage fejl af. Han var fuld men valgte at holde sig tilbage, han kendte sig selv så godt, så han vidste, at hvis han blev meget fuld og hørte sådan en stemme ville han prøve at forføre hende, men nu hvor han havde hjernen i behold, så havde han ikke lyst til at forføre en ung kvinde midt på en kirkegård

[Deleted]

Leah var i den grad vant til at blive forført på de mest mærkværdige steder. Lige der var hun i den grad ikke kræsen, men med hensyn til hvem som skulle have lov til at komme tæt på hende, så var sagen i den grad straks noget helt andet. Det kom helt an på manden, hvorvidt om det ville være et møde som man ville overleve eller ikke, så dette kunne meget hurtigt vise sig, at være spændende. Hun kneb øjnene svagt sammen selvom blikket allerede med det samme, var endt med at skulle falde på en mandlig skikkelse. Hvem eller hvad han var, var hende stadig helt ukendt på alle måder, så det var nu noget som hun måtte vælge, at skulle være ganske så forsigtig med, og det var et valg som hun gjorde bevidst. Hun ville nødig have den tomme plads ved siden af hendes far. At man kunne snakke sådan på en kirkegård, var slet ikke noget som hun havde regnet med at opleve. Det var jo heller ikke det sted som mange opsøgte normalt. Det var vel bare.. normalt vampyrer som måtte være her? Ikke en fysisk styrke som hun ville kunne hamle noget op med i den anden ende, men der var vel også sine muligheder at skulle gøre det med? "Det er bare mig? Hvem er mig?" spurgte hun roligt. Nysgerrig som hun jo altid havde været, så valgte hun selv, at skulle trække sig roligt og stille tættere på manden. Hendes skridt var rolige og hendes gang var meget kontrolleret. Hun var sensuel dæmon og hun var i den grad stolt af at være den som hun var, selvom det var noget som ville sætte en frygt i manges blik, hvis de vidste lige hvem hun var og hvad hun lavede for sin egen overlevelses skyld. "De forstyrrede skam ikke, min gode mand.. Jeg er blot overrasket over, at se andre benytte sig af nattens stilhed på et sted som dette," påpegede hun med en rolig og sandfærdig stemme. Ikke at det var noget som hun ville skjule. Det var faktisk en ren sandhed. Hun sad som oftest på dette sted alene. Et selskab ville trods alt heller ikke gøre hende noget i længden.

[marick]

Marick vidste ikke rigtig hvordan han skulle håndtere situationen. Han ville helst ikke i konflikt med nogen, specielt fordi det her ikke er et sted hvor man slås, det mente Marick i hvert fald ikke var okay. Han kunne mærke alkoholen gå sig til hovedet, men han måtte tænke rationelt for ikke, at skabe problemer, der boede jo mange underlige væsner i dette land. Han kunne høre stemmen var forførende men man skulle ikke lade sig narre, dæmoner var jo en meget udbredt race i dette land. Han ville nødig havne i kløerne på en af de mange dæmon klasser man kunne finde i Dvasisa. Han håbede hun var lige så venlig som hun lød. "Mit navn er Marick jeg er her for, at drikke mig stiv ved min afdøde kones grav for at sige det lige ud" sagde han og mente det ville være klogest at være ærlig over for kvinden. "ja det er ikke ligefrem et sted man opsøger hver dag. Men én gang om året kommer jeg hertil for, at drikke mig stiv ved hendes grav for at sige det rent ud" sagde han. Han håbede ikke det lød alt for mærkeligt. Han spurgte ikke hvorfor hun selv var der fordi han regnede med at det var indlysende, folk der opsøger kirkegårde var jo oftest folk der skulle sørge eller mindes deres mistede. "Jeg hedder Marick og er en fredelig vampyr" sagde han så hun også lige kunne få hans race på plads, da han af erfaring vidste der var en stor racisme i Dvasisa men vampyre plejede folk ikke at have de største problemer med, i hvert fald hvad han oplevede

[Deleted]

Det morede virkelig Leah, at han valgte at skulle præsentere sig for hende hele to gange, selvom det nu ikke var noget som hun ville kommentere. Alt efter hans valg af ord, så var det et sted også tydeligt for hende, at den alkohol som han var kommet for at drikke ved sin kones grav, allerede var ved at finde vejen til hans blod. At han var vampyr, gjorde dog, at hun straks blev meget mere rolig. Han havde vel allerede gættet sig til hendes bare ud fra hendes tale og hendes stemme? For det alene, sagde irkelig skræmmende meget, og det var normalt mere end rigeligtt il at folk skulle holde sig væk fra hende, hvis de havde den mulighed. Det var blot på Horehuset, at man kunne overleve et møde med hende normalt. Gik man frem på den forkerte måde, så gik det virkelig bare galt i den anden ende og intet som helst andet og hun tøvede virkelig ikkke i at skulle slå ihjel, hvis hun ellers kulle komme til det. Hun fortsatte roligt med at skulle gå tættere på. "Hvilken ære er det virkelig? At drikke sig stangstiv ved sin kones gravsten?" spurgte hun roligt og ikke mindst bare spørgende. For hende gav det virkelig bare ikke nogen mening for nogen som helst overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Hovedet søgte let på sned. De mange fine og lange lokker danset omkring hendes skuldre i den blide vind som stadig måtte slå direkte mod hendes ansigt, så var det slet ikke noget som hun ville tænke for meget over i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg er Leah.. r her blot for at skænke min kære far en kort visit," sagde hun roligt. At hendes far var død, var slet ikke noget som hun tog sig af. Et sted lettende og et sted smertende. Hun vidste ikke rigtigt. Hun fortsatte mod ham. Kom bare tættere og tættere på.

[marick]

Marick kunne mærke, at han havde drukket for meget for hurtigt. Han ville ikke kunne klare en konflikt med et andet væsen lige nu, han ville snuble hvis han skulle kæmpe. Han vidste godt, at det ikke ligefrem var ærefuldt at drikke sig stiv ved en grav men angående, denne ene lille tradition var han ligeglad hvad andre tænkte. Han vidste godt han havde præsenteret sig to gange og det ville han ikke have gjort hvis han var helt ædru. "ja jeg ved godt det ikke ligefrem er ærefuldt at drikke ved en grav og det giver måske ikke meget mening, men det er min lille måde, at ære min kone. Det er ikke fordi der er noget galt i at ligge en blomst og så gå igen, men jeg vil hellere sidde her én gang om året og ligne en idiot" sagde han og kunne dufte hendes parfume herovre fra. Han kunne høre hendes blide fodtrin nærme sig og fordi han så godt i natten kunne han allerede se hende og hendes udseende var ikke skuffende. Hun var lækker for, at sige det rent ud men det var ikke tidspunktet til at ligge an på nogen. Desuden havde han jo ikke en chance hos sådan en smuk kvinde. Han lignede ikke ligefrem én på 300 mere og selvom det måske ikke var så meget i forhold til andre væsner, så var Marick kun i midten af de 400 og fordi han havde en smule menneskeblod i sig fra fjernere slægtninge blev han ikke lige så gammel som andre vampyre der blev flere tusind år gammel. Han blev måske 1300-1400 år hvis han ikke blev slået ihjel

[Deleted]

Manden måtte allerede være godt beruset, selvom det nu ikke gjorde Leah det mindste. Hun havde oplevet meget som var så meget værre end lige netop dette, så det ændrede ikke det vilde for hende. Ikke bare tanken om, at det vile være meget nemmere for hende selv, at skulle komme tæt ind på ham, så var det at forføre også noget af det som hun i den grad var bedst til og hun kunne virkelig også lægge så meget i det, hvis det var det som hun ville eller måtte finde som noget nødvendigt. Blikket hvilede på ham. Hun vidste godt, at hun havde udseendet med sig og hun nød af det og hun vidste i den grad også hvordan at det hele skulle bruges! Hun trak vejret dybt. "Hvordan kan du ære din kone på denne måde?" spurgte hun med en rolig stemme, stadig så syngende og forførende som tidligere, dog med den nysgerrighed. Hun bebrejdede ham ikke eller klandrede ham for noget af det som skete lige nu. Man havde vel alle sammen sin måde at gøre det på? Hendes egen var dog nok lidt mere traditionel end det som man kunne sige sig, at hans måtte være. En tanke som morede hende meget faktisk. "Så du sidder her en gang hvert eneste år og drikker dig stiv ved din afdøde kones grav.. Det er da lidt.. specielt," sagde hun stille i en søgen efter nogen ord som ville være i stand til at skulle dække det bedre end det andet, selvom det nu ikke rigtigt var noget som var muligt for hende. Hun stoppet op et par meter fra ham. Bevidst valgte hun ikke at skulle se ham i øjnene, udelukkende på grund af en ting; Hun vidste hvilket begær og hvilken lyst, hun vil kunne vække i ham og det var ikke noget som hun ønskede lige netop nu. Gammel var hun selv i hendes øjne, selvom hun stadig bar en smuk og ung krop. Hun sendte ham et let charmerende smil. Han så nu ud til at være en meget sød og charmerende mand.

[marick]

Han blev lidt mere afslappet nu fordi han nu var lidt mere sikker på, at hun ikke var fjendtlig. Men han var stadig på vagt, selvom det ikke gjorde det store da han ikke ville have en chance, hun ville kunne sno ham om sin lillefinger hvis hun ville. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle forsvare sin lille tradition for han kunne godt se det fornuftige i hendes spørgsmål. "Jamen det var et rigtig godt spørgsmål og for, at være ærlig så ved jeg det ikke rigtig. Men jeg får det bedre ved mig selv ved at gøre det her én gang om året. Det hjælper lidt, at snakke med hende denne ene gang om året. Så er det heller ikke så hårdt at indse det faktum at hun er død" sagde han og tog flasken op igen og rakte den frem imod hende "Ja det er muligt du ikke deler min tradition, men jeg ville da være uhøflig hvis jeg ikke tilbød noget" sagde han og prøvede også at undgå øjenkontakt. Han var stadig ikke helt sikker på om hun var venlig eller fjendtlig. "Ja jeg er en lidt speciel fyr og selvom det måske virker underligt så er jeg ligeglad hvad folk tænker denne ene gang om året" sagde han og smilte skævt. Han syntes selv han så okay ud for en i hans alder. Han havde hverken øl mave eller noget han havde en sund og rask krop og der sagtens vil kunne lave et stunt eller to. Han led heller ikke af sygdomme eller noget. Det eneste han var ked af ved sit liv var at han aldrig havde fået nogen børn. Men det kunne måske stadig nås hvis han en dag fandt en kvinde

[Deleted]

Tanken om, at skulle slå sig ned, stifte familie og få børn, var slet ikek en tanke som hun var sikekr på, ville ramme hende på noget tidspunkt. Hvem ville da kunne elske en kvinde som hende? En sensuel dæmon som ville kunne få enhver mand snoet omkring sin lillefinger, hvis det var det som hun ville, selvom det nu ikke var det som hun ønskede lige netop i aften. Han havde allerede gjort meget af det som de færreste ville formå, at skulle gøre når det kom til hende; Det var at vække en interesse, for nu havde han virkelig bare formået, at gøre hende nysgerrig. Hun sendte ham et roligt smil og gk så stille tættere på ham. Det var jo heller ikke fordi, at hun måtte føle, at han var direkte faretruende overfor hende, så hun havde vel heller ikke nogen grund til at skulle være så meget opmærksom på det som skete omkring hende? Hun var foreløbig også temmelig sikker på at han intet ondt ville hende, så havde han vel gjort det istedet for at byde hende på noget at drikke. Hun nikkede roligt mod ham. "Hvis du får det bedre, så er det jo en måde at takle sorgen på.. Er det forkert at spørge til hvordan det skete? At din kone døde?" spurgte hun stille. Nogen fik det jo trods alt også bedre, ved at skulle snakke om det istedet for at skulle sidde med det hele alene, så meget vidste hun dog. Det charmerende og let forførende smil hvilede på hendes læber. "Og tak som byder," tilføjede hun roligt, da hun endelig var kommet dette stykke mod ham. Hun undgik selv at se ham i blikket. Hun ville kunne få ham til alt hvad gjaldt menneskelig kontakt hvis det gik så langt, og det ønskede hun helst at undgå lige nu. Også mest for hans skyld, men også i respekten for hans afdøde kone. "En mand som er ligeglad med hvad andre tænker om en, det er noget man ser så sjældent.. Det kan jeg lide," tilføjede hun og blinkede let til ham.

[marick]

Marick var facineret af hende, hun var den første sensuelle dæmon han havde mødt som friviligt begyndte, at snakke med andre, de var jo somregel meget arrogante og selvoptagede, men hun var faktisk interesseret i hans historie. Hun havde sagt hendes far lå her og det syntes han var en sørgelig nyhed, der var alt for mange døde efterhånden. Han smilte kæjtet til hende da hun tog imod flasken "ja sorg er noget vi alle har tilfælles efterhånden" sagde han og sank en klump da hun spurgte om historien om hans afdøde kone. Det var selvfølgelig svært, at snakke om men han var fuld og var derfor lidt mere afslappet angående sine hemmeligheder. "Jo jeg levede jo sammen med min kone for mange år siden. Jeg var blevet en stor spindokter for en rig adelsmand der ville unggå konflikter så jeg tjente godt. Min kone var hjemmegående, ikke fordi jeg ville have det men fordi hun godt kunne lide, at slappe af. En dag da jeg kom hjem fra arbejde lå var alt rodet og der lignede der havde været en tornado indenfor. Der var kradsemærker og pletter af blod overalt. Da jeg kom ud i køkkenet så jeg min kones lig ligge på gulvet. Hun var sønderrevet og det var tydeligt hun ikke havde lidt en hurtig død. Hendes tøj var desuden flået af hende så jeg går ud fra hun blev voldtaget inden mordet. Jeg hyrede en analytiker for at finde ud af hvad der var sket og han fortalte mig det var en varulvs værk... Jeg har aldrig turde begive mig ud og hævne min kone, et eller andet sted er jeg bange for hvad der kunne ske. Så det her er vel også en måde, at sige undskyld på én gang om året for ikke, at have hævnet hende" sagde han og tog en slurk af en anden flaske. Han så ikke sig selv som en facinerende mand. Han syntes selv han var ganske normal, men han kunne dog godt lide hendes kompliment til, at det var rart at se en mand der var ligeglad med hvad andre tænkte, og det smil hun sendte ham gav da også lidt farve i kinderne, men det var vel naturligt for alle væsner der blev konfronteret med sådan et væsen

[Deleted]

Denne mand havde tydeligt formået, at skulle vække en interesse i hende, som man ellers sjældent ville formå, at skulle se fra hendes side af. Han var.. utraditionel på en meget spændende måde for hendes vedkommende og det var virkelig det, som sikkert også havde reddet hans skind lige netop i aften. Hun lod hovedet søge let på sned og med det rolige smil på læben. Bevidst valgte hun ikke at se ham i øjnene, udelukkende fordi, at hun vidste, at det i så fald ville ende med at gå helt galt. Hun var jo en fuldblods sensuel dæmon og det var noget som tydeligt kunne mærkes på alle måder. Hendes far lå der også, selvom det nu ikke var noget som hun tog så tungt. Hun var omringet af det næsten dagligt, selvom det nu var en ganske underlig følelse, ikke at have nogen af sine forældre tilbage længere. Så var det jo bare noget som hun måtte acceptere. De var vel et andet sted nu hvor de kunne have hinanden i fred og ro? Et sted måtte man jo næsten misunde dem med tanke om hvad der skete her og at hun nu var alene og ikke rigtigt havde nogen, at skulle kunne støtte sig op til. Hun skød tanken stille ud af hovedet og rystet let på det. Det var slet ikke noget, som hun ønsket, at skulle tænke på lige netop nu. Det ville hun virkelig bare ikke. "Det ville være forunderligt, hvis nogen stod uden nogen form af den.. Enten af tab eller andet. Det er noget som vi alle besidder i disse tider." Hun trak let på skuldrene og blev ellers stående ved ham. Han så betydeligt ældre ud end hende selv, selvom det nu ikke var noget som betød noget som helst for hende på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun lod hovedet søge let på sned og selv med det blide og charmerende smil på læben. Nok en sensuel dæmon, men hun var i den grad en yderst farlig en af slagsen. Hun lyttede til hans historie, selvom det på hende, fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Varulve var virkelig ikke et væsen som hun brød sig om. "Et farligt væsen at have med at gøre, Marick.. Dog stadig en mærkværdig måde, at ære hendes død på.. Uanset hvor smertefuld den så end måtte være," sagde hun stilfærdigt. Hun tog roligt en tår af flasken. At få sig noget væske, gjorde faktisk godt, uanset hvad slags type det er. Hun rakte den roligt tilbage til ham. Af den grund, kunne de vel godt dele det? "En meget.. underlig måde, at undskylde på. At sidde og drikke sig stiv her en gang om året? Besøger du ikke hendes grav på andre tidspunkter end på hendes dødsdag?" Hun hævede et slankt bryn. Et sted var han jo en mand lige efter hendes hoved. En som ikke havde det mindste imod, at skulle sige undskyld og indrømme sine fejl og mangler. Det var bestemt heller ikke noget, som man så til daglig efterhånden. "En trist historie," afsluttede hun roligt, dog med en ærlighed i den forførende og blide stemme.

[marick]

Marick havde ingen anelse om hvor heldig han egentlig var over stadig at være i live. Han vidste ikke, at denne sensuelle dæmon også var en mandemorder og hvis han havde vist det havde han nok ikke åbnet sig så meget for hende, men sandsynligvis prøvet at flygte, selvom det nok ikke ville hjælpe meget. Varulve vidste han ikke så meget om igen, han var jo spindokter og rådgiver og der var selvfølgelig racer der havde mere brug for rådgivning end andre. Varulve var jo kendt for deres handlekrarft og at kunne handle uden, at tøve. Det var blandt andet derfor de var så svære at bekæmpe i krig, fordi i modsætning til andre racer kunne de få en beslutning taget på et øjeblik, men derfor havde de heller ikke brug for rådgivning og derfor var varulve ikke ligefrem den race han havde beskæftiget sig mest med. Han var jo desuden vampyr og deres forhold til varulvene havde altid været meget anspændt. "Jeg ved godt det lyder latterligt. Det her er den måde jeg ære og husker min kone på. Det hjælper måske ikke hende og det eneste det virkelig gavner er mine samvittigheds kvaler over ikke, at have hævnet min kone, så egentlig kan man vel godt kalde mig en kujon og egoistisk samtidig, og ja det er desuden den eneste dag jeg besøger hende og hvorfor ved jeg ikke" sagde han og følte sig et eller andet sted meget flov. Han havde aldrig tænkt så meget over hvorfor han gjorde som han gjorde, men nu kunne han indse ting han ikke havde indset før, hvor stor en kujon han egentlig var og hvor egoistisk det desuden var. Han små grinte ad sig selv og tog en slurk til. Han mente sgu ikke man kunne kalde ham en rigtig mand, i modsætning til alle de macho mænd der var derude var han jo ingenting. De var stærke og handekraftige og kunne beskytte deres kvinder i modsætning til ham. At han ikke ligefrem lignede en på de 20 ligesom så mange andre var til gengæld ikke noget han havde noget imod. Han var stolt, af sit udseende og sin krop. Han mente, at man skulle værdsætte det man har og ikke det man ikke har

[Deleted]

Man skulle være stolt af hvad man havde istedet for at misunde andre for hvad man ikke havde, det var Leah helt sikker på, så der kunne hun udmærket godt give ham ret. Hun betragtede ham roligt. For et kort øjeblik, var hun næsten fristet til at skulle se ham i øjnene, bare lige for at se hvordan han måtte reagere på det hele ved at have en sensuel dæmon så tæt på sig. Hele denne situation måtte virkelig bare more hende. Hun trak vejret dybt og vendte blikket stille mod graven som han måtte stå ved. Det var virkelig en meget mærkværdig måde, at skulle ære sin afdøde kone på, men bare det, at han gjorde det, var vel det som var det vigtigste? At han måtte holde fast i hende på den måde, var jo så det som bekymrede hende et sted? Døden var en så naturlig ting af det, at skulle leve, så det ville ramme alle før eller siden - Selv hende, som det sikkert også ville ramme ham selv. Som en Spindoktor, så var han sikkert også klar over det i den anden ende, så det var slet ikke noget som hun ønskede, at skulle belære ham med. Tungen lod hun let lokkende vandre over hendes fyldige læber, da hun igen roligt lod blikket falde tilbage mod ham selv. Han skulle faktisk være glad for, at han i det hele taget stod endnu, for det var normalt ikke nogen tålmodighed som hun havde på disse områder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hvis det hjælper dig, så er det vel også det vigtigste?" spurgte hun roligt. Hans kone lå jo i jorden, der var jo ikke stort meget at gøre ved det? Hun skænkede end ikke sin egen far så meget som et ord når hun endelig var her. Hun havde jo heller ikke haft det bedste forhold til ham. "Jeg vil ikke kalde dig en kujon for ikke at hævne din kones død, kære Marick.. Det vil jeg kalde.. modigt gjort. Du er ikke så dumdristig, at du vover at kaste dig i strid med en varulv." påpegede hun med en rolig mine. Hun var intet andet end ærlig overfor ham på alle måder. Det var sådan at hun selv så på det. Han var eftertænksom. Det var langt de færreste som ville være det, hvis de stod i hans sted og lige havde mistet. Det var hun temmelig sikker på, også som det hun selv måtte kender fra sig selv. "Det er hendes dødsdag, ikke sandt? Muligvis derfor?" spurgte hun stille og lod hovedet søge let på sned. En vampyr med samvittighedskvaler var desuden også nyt for hende. Det var spændende et sted og det var noget som hun faktisk kunne lide. At ikke alle væsner var så kolde og ufølsomme.