Hemmelighederne graves op

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være en meget sen aften som var præget af endnu mere arbejde for Nathaniels vedkommende. Han havde endnu en gang formået at komme ud af sengen, efter en ekstrem lang hvile i Manjarno efter den forfærdelige ulykke efter mødet med Brandon. Den pil havde nær kostet ham livet og nu måtte han gå resten af sine dage med et ekstremt grimt ar over ryggen og tæt ved brystet. Pilen havde ikke ramt hjertet, selvom den virkelig havde været tæt på i den bue som den havde ramt ham. Han takkede virkelig Faith for, at han stadig havde livet og nu var han jo kommet hjem, kunne fortsætte arbejdet og fortsætte som det han havde gjort før ulykken. I Manjarno havde han fundet disse mange papirer. Han havde jo trods alt også fået lov til at gå rundt så snart, at han havde vist sig, at han havde været frisk nok til det, selvom det virkelig havde krævet ekstremt meget af ham på den måde, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om overhovedet, selvom den tanke et sted i sig selv, var noget så skræmmende for ham, så bed han det i sig. Han havde været døden nær flere gange. Faith og Kimeya var gået i seng. Cedric sov trygt og alt så ud til at være fryd og gammen. Han ønskede blot at kigge det sidste igennem her og så vende tilbage til Liya som lå og ventede på, at han ville lægge sig ved siden af. I sig selv, så var det en tanke som blot måtte få ham til at smile. Efterhånden så det virkelig ud til endelig at skulle gå lidt mere i deres retning og det var noget som han virkelig var glad for, for de mange kampe, var virkelig noget som tog noget så voldsomt på hans energi og det var slet ikke noget som han kunne fordrage i længden, selvom det var noget som han gjorde med den største medvilje og med alt det som skulle til. Blikket som gled over de mange tekster som han måtte se foran sig og med det samme lette smil..Det falmede dog mere eller mindre med det samme, da hans blik faldt over Liyas generation på de ældgamle dokumenter som han havde foran sig og han var i den grad helt sikker på, at han havde taget fuldstændig fejl af det som han måtte se foran sig! Det kunne virkelig bare ikke passe! Han lukkede øjnene stille og ned sig let i dem inden han åbnede dem igen og lod blikket glide over teksten som måtte spejle sig for hans blik.. Måske at stearinlyset og det smukke skær havde spillet ham et puds et sted? Han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at håbe på det, ellers var der virkelig et eller andet fuldstændig rivende galt. Bare at se Liyas navn var en ting, men navnet på hendes biologiske mor som stod over, var noget som han måtte genkende som intet som helst andet overhovedet. Af hvad han vidste vor gammel Liya var.. hvor længe siden det var.. Så passet det skræmmende meget godt i matematikken og det var mere end nok til at sætte den faste hjertebanken mod hans bryst.. Hans blik endte fuldkommen ulæseligt på alle måder. Han rullede dokumenterne sammen.. Det kunne virkelig bare ikke passe.. Det var den ene gang hvor han havde gjort det.. den ene lille gang, hvor det savn efter en kvinde havde været så tydelig og den længsel havde været noget så voldsom stor som den aldrig nogensinde havde været før og den tanke var noget som skræmte ham noget så voldsomt på alle tænkelige måder overhovedet. "Det kan ikke være rigtigt.." mumlede han stille for sig selv. Han rejste sig stille op. Han kunne tydeligt mærke og fornemme at han havde siddet her lidt for meget i aften og det var nogt som tydeligt måtte påvirke ham selv. Han var træt, og med den nyhed som han måtte få kastet direkte i hovedet.. Han foragtede tanken og det var noget som selv Kimeya og Faith havde fået lov til at opleve fra ham.. Skulle han nu igennem det samme? Han bevægede sig stille ned mod ham og Liyas soveværelse. Han var nødt til at give hende besked omkring dette, for det var virkelig ikke ligegyldigt i hans øjne på nogen måde! Han nåede døren, lod den stille gå op og gik ind. "Liya?" spurgte han ganske dæmpet. Han ville jo ikke vække hende, hvis hun eventuelt skulle i søvnen. Han knugede om dokumenterne i hans hånd. Han måtte virkelig bare vide det hele med sikkerhed.. Alt som der var at fortælle omkring hendes fødsel, hvor, hvordan og hvorledes og omkring hendes mor.. Lige nu var han virkelig bare nødt til at vide.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var blevet sen aften. Månen stod på halv et sted ude over den sorte himmel der kun var et tydeligt tegn på at det var ved at være tiden til at skulle sove. Der var ingen stjerner, så meget havde Liya fundet ud af, hun havde sat i den brede vindueskarm og bare ventet på at de ville dukke op, efterhånden var det vel bare gået op for hende at de ikke ville komme.. Ikke i aften. Nu lå hun trygt og roligt i den brede seng, og ventede kun på at Nathaniel ville blive færdig med den sidste bunke arbejde og ligge sig for at hvile ved hendes side. Et lille smil spillede om hendes læber ved den blotte tanke om hans arm omkring hendes liv. Det hele kørte virkelig i denne periode, efter han var blevet rask, det var faktisk længe siden hendes humøret havde været så frygtelig opløftet, hun smilte mere eller mindre hele tiden og var den kvinde som familien ville genkende hende, imødekommende og positiv, de vidste dog alle at det kunne vende på en tallerken om der ville ske en enorm forandring. Maven var væk og ligeså var det djævelske barn, lige der hvade hun risikeret sit eget liv, det skulle ikke fødes og det var det ikke blevet, og selv var hun kommet helt op igen, hun kunne rent faktisk bevæge sig uden at skulle føle sig som en direkte fed hval. Om hendes lå det lange krøllede hår spredt om det blide ansigt, de mørke øjne betragtede loftet over hende, et sted følte hun vel den utålmodighed over hvor han måtte blive af, hun nød virkelig at putte ved hans side om aftenen, falde i søvn med hans stærke, beskyttende arme omkring sig, ikke mindst den velkendte duft det måtte gøre hende så frygtelig tryg. Roligt slog hjertet mod brystet de samme rolige slag i den samme næsten musiske rytme, hun slappede komplet af og det var en tanke som hun måtte nyde. De var nået langt.. Hun var nået langt og udelukkende på grund af Nathaniel og den lille familie hun var blevet en del af,s om hun lå der og længtedes efter den mand så følte hun sig virkelig som en helt normal kvinde. At der så var hemmelige faktorer som spillede ind der og afslørede at det forhold ville være så forbandet forkert, det var slet ikke noget som hun var klar over, hun havde aldrig rigtigt kendt hendes far, det havde altid været hendes kære stedfar som hun frygtede så meget, hun var holdt op med at søge efter den mand som biologisk set var hendes far, hvis han havde ønsket hende ville han vel selv havde fundet hende? Hun lyttede til de skridt der måtte nærme sig, hun så mod døren med et håbfuldt glimt i det sensuelle blik, og da hans velkendte skikkelse endte rank i døren bredte smilet sig. Hun ville klappe på sengen og have spurgt hvorfor han først kom nu, hun savnede ham, men der var noget i hans blik og i tonen han brugte til at tale hendes navn med der ikke var som det plejede og det gjorde hendes straks urolig. En kvinde som hende havde sans for detaljerne for her var det dem som måtte tælle i virkeligheden. Smilet falmede en smule, hun følte hjertet hamre mere fast mod hendes bryst, "Du virker.. Alvorlig?" spurgte hun næsten forsigtigt med den sukkersøde blide stemme hun var ejer af. NYsgerrigt betragtede hun hans blik, der var noget som hun ikke genkendte. Blikket gled videre mod de dokumenter som han fast knugede ind i sine hænder. Hvad pokker var det der foregik? Man kunne vel tydeligt se det store spørgsmålstegn i hendes nøddebrune øjne. Det var tydeligt at uanset hvad så måtte hun minde mest om hendes ukendte far, det mørke hår og de helt mørke øjne, hvor hendes mor var blond og med de mest glas agtige blå øjne, men hun tænke ikke videre over det på den måde det var noget som hun gerne ville erkende. I en stille bevægelse gled Liya op i en siddende stilling, trak dynen med sig over brystet "Fortæl mig hvad der er galt" bad hun blidt, bed sig let i den bløde underlæbe.. Han gjorde hende nervøs.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var slet ikke Nathaniels mening, at skulle gøre hende nervøs. Han vidste det jo trods alt ikke med sikkerhed endnu, selvom han virkelig håbede.. han tiggede og han bad virkelig til, at det var og forholdt sig helt anderledes end det som han selv måtte tro på i øjeblikket. Det var jo så her, at Liya skulle give ham de manglende svar, hvis hun var i stand til det selvfølgelig. Alt gik virkelig bare perfekt for tiden. Det at se hende smile sådan, var noget som virkelig kunne få ham til at slappe helt af. At han kunne høste frugterne af det ekstreme hårde og slidsomme arbejde som han måtte have siddet med igennem så længe for hendes skyld og nu kunne han virkelig se hvor langt hun var kommet ,selvom denne nyhed virkelig have vendt op og ned på det hele for hans vedkommende og det var så sandelig slet ikke noget som han brød sig meget om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han blev stående i døren for et kort øjeblik og med blikket mod hende. At hun havde ventet på ham, forundrede ham dog ikke. Det var jo trods alt det som hun gjorde hver eneste aften og det var noget som i sig selv, kunne gøre ham glad i den anden ende. Bare det at vide, at man selv var brugbar på den måde, savnet ligesom han altid savnede hende, når de ikke tilbragte tiden sammen. Det var vel bare sådan, at det måtte være i den anden ende vel? At hun allerede havde mærket sig af, at der måtte være et eller andet galt, var noget som han allerede havde bidt sig mærke i, selvom det nu ikke gjorde ham det mindste. Tvært imod, så var det jo faktisk bare noget, som måtte gøre det hele så meget nemmere for hans vedkommende på alle måder, og det var slet ikke noget som han ville skjule for hende. Med de rolige skridt, trådte han stille ind på værelset. Ikke tog han tøjet af som han normalt ville gøre, ikke lagde han sig ned ved siden af hende. Nej, han satte sig ned på sengekanten og blev ellers bare siddende der med dokumenterne knuget i hans ene hånd som havde det været gift som han bare ikke kunne formå, at skulle smide fra sig på nogen som helst måde overhovdet og næsten var det en tanke som han måtte finde en anelse skræmmende faktisk, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom. "Alvorligt.. Det vil tiden vise, Liya," sagde han stille. det var slet ikke hans mening, at skulle ødelægge noget for hende lig eonu og specielt ikke så længe, at det gik så godt som det gjorde. Han havde det allerede dårligt md det et sted og tanken brd han sig virkelig ikke om lige nu på nogen måde overhovedet. "Jeg fandt dem her, Liya.." Han foldede dokumentet ud og vendte det mod hende. Hendes navn stod tydeligt på det stamtræ og hendes mor over hende ligesom det ville have gjort på alle andre også, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg har brug for, at du fortæller mig omkring din mor.. Hvad du eventuelt har fået fortalt omkring din far.. og hvornår du cirka blev undfanget." Måske var det meget underligt, at skulle spørge ind til de ting, men for Nathaniel, så var det virkelig vigtigt som intet andet. Han var virkelig bare nødt til at vide, om det var hans egen datter som han delte seng med. At det faktisk var hans datter som han måtte lukke ind i favnen hver eneste aften, skænke denne form af kys og denne form af kærtegn med, for det var virkelig noget så forkert, hvis det ville vise sig, at være tilfældet, det var der ikke nogen tvivl om! Han sukkede stille. "Ikke spørg hvorfor jeg stiller de spørgsmål Liya.. Bare.. besvar dem, så godt du kan. Det er virkelig vigtigt for mig," sagde han stille. Han havde genkendt hendes mors navn som det rene ingenting, da han havde fået øje på det. Det var virkelig også den eneste gang, at han havde valgt, at skulle være så desperat, at han havde haft behov for at komme af med det og hvad andet valg havde man haft dengang? De mørke øjne vendte han direkte mod hende. Hendes så blide stemme, så forførende et sted og stadig måtte han fortsætte med at bide det i sig, uanset hvor hårdt det så end måtte være. "Det er vigtigt for mig.." afsluttede han meget dæmpet. Han ville vel bare håbe på, at hun ville forstå ham i den anden ende.. hvis det viste sig, at være det som han frygtet noget så voldsomt i denne situation.

[Liya Daimond Diamaqima]

var et eller andet helt galt, det var da noget som liya tydeligt bed mærke i. Normalt ville han komme listende i frygt for at vække hende, selvom hun altid lå vågen og ventede på ham, kun for at glide ned ved hendes side, lade armen snige sig om hendes liv, stille kysse hendes kind og hviske de store ord, det var det samme hver eneste aften, men i aften var det anderledes. Der var noget i hans blik og hun kunne ikke sætte en præcis finger på hvad det var, men det bekymrede hende i en frygtelig grad, det var underligt han virkede jo næsten .... Oprørt.. og efter hvad hun vidste så plejede det så fint at være hendes job. Hvilke tanker der så måtte plage ham var ikke det som hun overhovedet kunne gætte sig frem til. Nathaniel som hendes far? Nej det var dog ikke en tanke hun nogensinde havde tænkt overhovedet, for ham var han en elsker og hendes store kærlighed ikke hendes far, selvom han af alder meget vel kunne være det. Der var intet i det billede som måtte ænge sammen, heller ikke det faktum at hendes mor var en prositueret der næsten ligefrem nød at skulle sælge hendes egen krop, og Nathaniel passede jo ikke ind der, så nej det var virkelig ikke det som hun nogesninde havde så meget som skænket bare en lille tanke.Et sted så bar Liya en vis mistro, nu gik alt så pokkers godt og alt var perfekt, man kunne virkelig se hvor langft hun var nået, og så stod han der og hun var kun af den overbevisning at det var tegn på mere drama og det kunne hun ikke klare ligenu, hun havde brug for bare at være sig selv, og bare være ham og hende. Blikket fulgte ham på vejen hen mod sengen, det at han ikke lagde sig hos hende tegnede allerede i den helt forkerte retning, specielt fordi han blev siddende næstens å langt fra hende som det var muligt. Hun anede ikke sine levende råd, hvad pokker havde han fundet som gik ham sådan på? Roligt tog hun imod de dokumenter som han måtte skænke hende, så på dem. Det var hendes stamtræ, det var tydeligt at se alle hendes søskende og forskellige fadre til hver og en, men lige ved hendes navn var der ingen som måtte stå. hUn ville ikke se på det, hvorfor bad han hende se på det som hun hadede mest? Hun vidste jo hvordan det så ud for pokker! Liya rystede en smule på hovedet "Jeg.. Ved ikke så meget. Det eneste hun fortalte mig var at min far var en anderledes kunde ham var slet ikke typen.. Blid.. Han gav hende det dobbelte af hvad han skulle og bad hende passe på sig selv som sidste ord.. mere ved jeg ikke" næsten ligegyldigt trak hun på skuldrene, med en spørgende mine. Hvor pokker ville han hen med alt dette? Hun forstod det bare ikke. De mørke øjne søgte hans, " nathaniel fortæl mig hvad der sker.. Du skræmmer mig" påpegede hun og rynkede bekymret på panden. At se ham sådan var bare ikke normalt, han virkede næsten panikslagen på en eller anden sindssyg rolig måde som bare lignede ham. Hvorfor alle de spørgsmål omking hendes familie? Han vidste jo hun ikke så nogen af dem mere, han vidste hvor meget hun hadede dem alle sammen, foruden den afdøde Auromia om ikke andet, men hun talte vel ikke lige der? Stille søgte hendes hånd mod hans skuldre, som for at søge den form af kontakt med ham, hun brød sig virkelig ikke om hans opførsel. Dokumentet var endt i hendes skød, hun nægtede at læse mere af det, hun kunne det ud og ind i forvejen og der var jo intet at være stolt af overhovedet. Hun sukkede stille, nu var hun den som både behøvedeog de krævede de svar fra hans side, alt det hemmelighedskræmmeri kom de alligevel ikke nogen vejne med.

[Nathaniel Diamaqima]

Tanken om, at Nathaniel måtte være hendes far, var i sig selv, heller ikke en tanke som havde fæstet sig ved ham overhovdet. Ikke før at han var faldet over hendes stamtræ og nu hvor det passet så skræmmende godt ind i det, så var han virkelig bare nødt til at spørge.. Også for sin egen skyld et sted? Han havde det virkelig elendigt med det og hvis det skulle være rigtigt, så havde de virkelig et stort problem. Alt gik virkelig perfekt. Liya havde virkelig en af sine fantastiske perioder, og det var virkelig ikke noget som han ønskede at ødelægge for hendes vedkommende, selvom han virkelig bare måtte have de svar lige nu. Det var virkelig så pokkers vigtigt for ham. At hun ikke var stolt af det, sagde han intet til. Han forstod hende dog udmærket godt på det punkt, selvom det virkelig ikke ændrede noget for hans vedkommende. Hvis han stod der som hendes far, så ændrede det virkelig bare det hele for ham på alle måder og det i sig selv, var så sandelig heller ikke en tanke som han kunne sige sig, at være stolt af.. Så måtte de bryde op.. Der var virkelig ikke andet at gøre i hans øjne på nogen måde, uanset hvor meget han måtte være for det eller ikke, for han elskede hende virkelig og i den grad på en måde, som en far slet ikke burde! Alt han gjorde nu, gik i den grad stik i strid med hvad han var nødt til.Han listede normalt ind på værelset, kom ud af tøjet og gled så forsigtigt ned ved siden af hende, lod armen snige sig omkring hendes liv, kysse hendes pande, skænke hende de store ord, putte hende og lægge sig til at sove. Sådan havde han altid gjort det, men lige nu, så var de virkelig så anderledes. Han vidste, at han så sandelig slet ikke var typen som gik til en prostitueret, men det havde virkelig bare været nødvendig den ene lille gang i hans liv. Det var slet ikke noget som han havde fortalt hende før. Det var faktisk slet ikke noget, som han havde fortalt nogen. Liyas beskrivelse, selvom det var meget kort, var noget som han blot måtte genkende. Han mente faktisk, at han gav hende trippelt, bare fordi at hun havde gjort det med ham, ikke mindst også lyttet til ham, og en tak var jo vel på sin plads? Han sukkede stille og vendte blikket ned mod hans hænder som han havde valgt at samle i sit eget skød. Han bed tænderne let sammen. "Jeg husker den afte, Liya.." Han tav for et kort øjeblik, da hendes hånd gled mod hans skulder. Han vendte blikket stille mod hende. Nu var han da intet andet end overbevist og tanken bifaldte han så sandelig ikke på noegn måde overhovedet! Han trak vejret dybt inden han fortsatte. "Jeg havde brug for det. At gøre hende ondt, kunne slet ikke falde mig ind.. Du kender mig jo. Jeg mener faktisk at jeg betalte hende trippelt, for at få hende lidt væk fra det. Et sted at være og med mulighed for mad på bordet inden jeg tog afsted igen med ordene 'Pas nu godt på dig selv..'." Han vendte blikket stille mod hende. Hvis hun kue tolke hans ord og hvor han ville hen, så ville det virkelig være meget lettere på alle måder overhovedet. Han lod tungespidsen stryge over hans læber, selvom det nu ikke var en tanke som han var meget for. Han betragtede hende stille Ikke direkte afvisende på nogen måde, men det var der dog alligevel. Hun kendte udmærket godt hans syn på dette, hun havde jo set hvor lang tid det havde taget ham, at skulle acceptere Faith og Kimeya - Skræmmende lang tid! "Som det ser ud nu, Liya... Så er jeg din far.. Din biologiske far.." forklarede han dog endeligt til sidst, efter et længere øjeblik. Han blev stadig siddende med siden til hende. Det var virkelig bare så forbandet forkert at trække den videre nu. Lige der, var han i den grad den stædige.

[Liya Daimond Diamaqima]

Der Liya forstod ikke hvor han ville hen med sine ord og det skræmte hende faktisk i en stor grad. Hvorfor ville han vide noget om hendes biologiske far? Hun kendte ham ikke, hun havde aldrig i livet mødt ham - Det var om ikke andet det hun vidste af. Der havde været hendes mor, en forbandet stedfar og helvedes mange søskende, men aldrig hendes rigtige far, selvom hendes mor påstod at han havde været anderledes så måtte han et sted være som alle andre, komplet ligeglad med hvad der skete efterfølgende og det var hun egentlig også, familie var aldrig det som betød noget, der var kun Auromia og hun var død for hende, og det var en tanke som gjorde ondt, hun var end ikke sikker på resten endnu var i live. Liya's smil var forstummet for den første gang i flere dage efterhånden, hun var en omvandrende solstråle for tiden, alt gik kort sagt perfekt lige disse dage dog det ønskede hun ikke at skulle give slip på, for første gang i frygtelig længe føolte hun sig ikke som en ren byrde, hun vidste jo at det var hende som voldede Nathaniel de indre problemer, og det gjorde faktisk ondt, hun ønskede bare at han skulle elske hende som huni den grad elskede ham. Den eneste mand der ikke var faldet for hendes egen hånd, hun fik sig kort sagt ikke til at skulle slå ham ihjel. Alt var anderledes. Jo mere han fortalte jo mere kunne hun se hans ansigt blie mere og mere bekymret, hun brød sig ikke om bekymrelseslinjerne i panden. Det var hvad hun kaldte dem for han rynkede altid derpå når han var som sådan. Hjertet slog mere og mere nervøst mod hendes bryst hun ville have svar på hvilke tanker han sad med når han spurgte om alt dette. Hendes blik søgte flere gange hans men uden held, det var som om at han var blevet fanget i sin helt egen verden. Intenst måtte hun lytte til hans ord da han endelig valgte at bryde den stilhed som var opstået. Hun forstod dem ikke? Han huskede aftenen? Han havde været sammen med hendes mor? Med det han sagde så behøvede hun end ikke hans sidste ord, det var blot en ren bekræftelse på hvad han mente. Han var hendes far? HLiya jog øjnene op, så på ham. Hun havde altid vidsta t hun måtre ligne hendes far meget intenst, og hun havde selvfølgelig ikke tænkt over det før nu, men hendes hår var det samme mørke samt hans, og hendes helt mørke øjne var blot smallere og mere glasfyldte men ellers de helt samme, det passede bedre end det som hun brød sig om. Hun var jo klar over hvordan han havde det med sådan noget som dette og hvor længe det i virkeligheden havde taget ham at skulle acceptere bare Faithog Kimeya, ville det være nnoget andet når han selv stod i det? Flere gange åbnede hun munden men ikke ne lyd kom over hendes læber, hun var virkelig for choket til det ligenu, der måtte være bare et eller andet som ikke måtte stemme, det kunne virkelig bare ikke passe! "Du er min far?" gentog hun med den dybe forundring. Blikket led tilbage mod stamtræet, det var ikke det som hun havde ventet det skulle hun da gerne indrømme "Hvad betyder det, Nathaniel?" spurgte hun med en direkte tone, der afslørede den nervøsitet. Det var ikek så meget hvad det betød i den forstand, mere hvad det ville betyde for de to, hun ønskede jo ikke at skulle miste ham som sådan, ikke nu og da slet ikke når alting endelig synes at gå så godt, det ville knuse hende. Lige der var det faktisk Liya som var overbevist om at de ville kunne få det til at fungere. Hun var jo stadig den samme, det eneste han nu var klar over var at hans blod løb i hendes årer. Næsten forsigtigt kravlede hun om bag ham, lod armene glide om hans hals og lagde hagen mod hans skuldre "Vi finder du af det" hviskede hun lovende mod hans ører, plantede et stille kys mod hans tinding. De skulle nok finde du af det

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede virkelig heller ikke, at skulle miste Liya og han ønskede i den grad heller ikke, at skulle ødelægge det hele med denne nyhed. Hun af alle, var klar over hvordan han havde det med hensyn til dette og nu hvor det var kendt for ham, at han var hendes far.. biologisk set, så var det noget som han slet ikke formåede at skulle give slip på. For ham, så var det tvunget til at lægge det hele om på alle måder. Han havde selv nægtet at skulle se på hende som en byrde. Hun var stadig et levende individ med sine tanker, holdninger og følelser. At det jo så var hende som stod bag de indre problemer som Nataniel måtte kæmpe med hver eneste dag, så måtte det jo bare være sådan i den anden ende, for det andet var virkelig ikke noget som han ville slås med. Hvis det ikke var det ene som var galt, så var det virkelig det andet. Liya havde virkelig haft en noget så fantastisk periode, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom og det var noget som i den grad også havde lettet ham noget så ekstremt i den anden ende, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var jo blot fakta. Det var ikke hendes mange problemer som han behøvede at tænke på, nu var det alt det små som han ikke ønskede skulle have lov til at blive større og større, det var der slet ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende stille. Hun vidste vel et sted godt, hvor det var, at han ville hen? Skaden var sket, så meget vidste han. Det havde været mange år de havde kæmpet for hinanden og ikke mindst sammen omkring dette, selvom.. det et sted ikke ændrede noget. Han så virkelig ikke andre valg, uanset hvordan det så end måtte være. Han nikkede blot til hendes første udtalelse og med et svagt suk. Han var ikke i tvivl mere. Nu hvor han selv kunne se meget af sig selv i hende.. det mørke hår, de mørke øjne, reaktioner i form af stille panik og bekymring og måden at takle tingene på, som var meget hen af ham selv, dengang han var tilbage i den alder, selvom det var noget så frygtelig mange år siden. "Det er jeg.." svarede han stille. Han havde aldrig spurgt ind til det før nu og lige nu, ville han virkelig bare ønske, at han slet ikke havde fundet det! Han knyttede hænderne fast ind mod hinanden og med den klare sitren i sin egen krop som han slet ikke kunne formå at lægge det mindste skjul på overhovedet. Følelsen var virkelig ubehagelig på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til. At hun kravlede om bag ham, lod armene glide omkring hans nakke og skænkede hans tinding et let kys. Bare det, at hun selv var begyndt, at skulle tage initiativet, var noget som han var noget så glad for. Hun var kommet langt.. Hun var virkelig kommet så frygtelig langt og så skulle den nyhed blive kastet direkte op i hovedet på ham. Han var urolig, han følte sig virkelig noget så rastløs i den anden ende, det var slet ikke noget som han kunne formå, at lægge det mindste skjul på overhovedet og følelsen var i den grad ikke behagelig. Liya havde taget så godt bo i hans hjerte, sind og sjæl, at man skulle tro at det var løgn. Som ingen anden nogensinde ville formå at gøre det. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene roligt, idet han slap det hele i et langt suk. Hun kendte til hans meninger omkring Faith og Kimeya og hvordan de havde været igennem så ekstremt mange år. Han rystede stille på hovedet. "Du er min datter Liya..." Han vendte blikket stille mod hende over hans ene skulder. Bare tanken gjorde ondt.. Den gjorde noget så frygtelig ondt. Hans eneste biologiske datter og selv var hun meget mere end det.. Bare tanken om at skulle 'degradere' hende på den måde. Den var direkte forkastelig! Han bed sig let i læben og vendte blikket ned mod hans hænder. Blind for mulighederne var han her og han vidste det. Det var bare det eneste som han kunne se lige netop her, det var der ingen tvivl om. "Jeg.. Jeg ser ikke nogen anden løsning Liya.. Du er min datter.. af kød og blod.. vi burde ikke.." Han bed sig i læben endnu en gang. Det var ord som han aldrig nogensinde havde troet, at han skulle sige, men tanken om det.. Han ville ikke.. Det ville han virkelig bare ikke.

[Liya Daimond Diamaqima]

Denne nyhed ødelagde absolut intet for hendes del, un var stadig den samme og ligeså var han, han var stadig den mand hun eklskede, også selvom hans blod løb i hendes årer, hun avr ærligt lidt ligeglad, det var jo set før og med værre tilfælde, hun vidste hvordan han havde det med slags som den og hun havde godt nok ikke troet at det skulle vise sig at ske for dem, men det var det og de måtte bare over det på den ene eller den anden måde, der var for hendes del ingen anden udvej end det, hun kunne ikke miste ham. Det hele gik pokkers godt, han var kommet oven på endnu et møde med Brandon og hun var blevet en langt mere livsglad kvinde lige disse dage, næsten helt uigenkendelig efter en så lang periode hvor hun var blevet kastet i dybet, det var her hun ønskede at blive. Skaden var sket for længst, de store og var sagte, og måske de ikke havde været helt tætte på hinanden men der var sket andet som ikke burde ske mellem en far og en datter, de handlinger kunne ikke gøres om, så for hendes del så kunne de ligeså godt fortsætte, hun vidste jo så udemærket godt at han ikke var af den helt samme overbevisning, men hvad ville han egentlig så? Nu hvor man måtte tænke over det så lignede hun Nathaniel på så mange flere punkter end de funderede over i hverdagen, både af det udseendesmæssige men også af det personlige et sted, hvorfor pokker gik det først op for dem nu? Dokumentet tog hun om, skubbede det på gulvet hun ville ikke se på det. Den mand hun elskede og holdte af var den far som hun aldrig havde haft et forhold til? Og nu måtte hun med hans ord sidde med frygten for at blive degraderet til datter. Både hende selv og han ville vide at det aldrig ville komme til at fungere, skulle sidde tæt på ham uden at skænke ham de store ord eller kys og kærtegn men derimod snakke til ham som en datter, det kunne hun ikke, ihendes øjne var han ikke hendes far.. Hun havde ingen far, det var sådan det altid havde været og sådan skulle det forblive for deres skyld. Liya blev hængende tæt til ham, hun var selv begyndt at skulle tage initativ og opsøge ham og bare det var jo et stort skridt i den rigtige retning på alle måder. Hun kunne dufte den velkendte duft som hver aften gjorde hende så rolig, føle den muskuløse krop, der var savnet, kunne de ikke bare ligge sig i søvnen oghan ville holde om hende, kysse hende godnat, og alt vile være som det plejede? Det var ikke ligefrem denne nyhed hun havde ventet sig i aften, så meget turde hun da godt at indrømme. De sidste ord var nogle som virkelig i den grad slog ind på hende. Betød det at han rent faktisk ville gøre hvad hun frygtede allermest? Selvom intet var blevet bekræftet følte hun pludselig for at lade tårerne falde, tanken om at skulle være alene, tanken om at blive kastet ud i det mørke for at skulle klare sig selv, kun ved hjælp af at slå den ene efterden anden mand ihjel, leve et ensomt liv, det ville hun ikke igen, hun var bange for det et sted. At blive kastet direkte tilbage i det samme helvede som hun udemærket så at det var nu. Ville han gøre det mod hende? Noget i hende blev ved at sige nej, han var anderledes end de andre mænd, det var udelukkende derfor han endnu var i live og formåede at sove ved hendes side hver eneste aften "Der er mange ting vi ikke burde, Nathaniel.. Men skaden er sket, der er ikke mere at gøre der, vi kan ikke gøre det gjorte ugjort, det burde du af alle vide. Jeg elsker dig" hviskede hun som det sidste afsluttende i en blid tone mod hans ører, hun kunne ike miste ham nu og det gjorde i den grad ondt med tanken omkring at han var virllig til at skulle miste hende for det, det var ikke ligefrem hvad hun forventede et sted? De hårde hjerteslag, den ubehagelige sitren.. Var hun rent faktisk bange igen?

[Nathaniel Diamaqima]

Det havde gået så fantastisk godt for Liya og det knuste ham virkelig, at skulle bringe hende denne nyhed, selvom det virkelig bare var nødvendigt på alle måder overhovedet. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom, men her måtte han virkelig sætte foden ned og sige nej. Hun var hans datter og den tanke ville virkelig sidde ved ham alt for længe nu. Han var måske anderledes. Han tænkte langt fra i de baner som de fleste mænd var kendt for, det havde Liya vel allerede fået bevist, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde op for det her. Alt havde virkelig ændret sig for hans vedkommende, selvom han så tydeligt kunne mærke, at hun ikke var af den helt samme mening, selvom der nu ikke rigtigt var noget som han ville eller kunne gøre ved det, hvad end om han ville gøre det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget at gøre ved det - set fra hans side selvfølgelig. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Følelsen var i den grad ikke behagelig, selvom der virkelig ikke var noget som hun kunne gøre ved det nu for at få ham til at skifte mening. Hun vidste udmærket godt, at det havde taget ham år, at skulle acceptere Kimeya og Faith. At sidde i situationen selv, var i den grad noget af det værste som han nogensinde ville kunne tvinges igennem, det var han slet ikke i tvivl om overhovedet, det kunne han udmærket godt stå ved. At hun så stædigt måtte holde fast i ham. Hun var virkelig begyndt, at skulle tage initiativ selv og det var noget som han var så frygtelig glad for. Hun var virkelig kommet ekstremt langt og han ønskede virkelig ikke, at skulle se det hele køre i grus. Han ville ikke kunne få sig selv til at skulle smide hende ud, uanset hvad pokker der så end måtte foregå. I hans øjne, så havde de virkelig ikke noget andet valg, selvom han virkelig ikke ønskede, at skulle kyle hende ud, så ... var der vel ikke noget andet at gøre i den anden ende vel? Han var kommet sig efter mødet med Brandon, selvom han stadig manglede det ene øjne, så var det ikke noget som generede ham som sådan. Han havde været igennem værre end det her, så han tog det nu imod og priste sig lykkelig for hvad han havde og tog det af den vej. Han hævede sin ene hånd og strøg roligt over hendes arm, så stille og roligt som han normalt også ville have gjort det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hvilke ting burde vi ikke, Liya? Foruden det som vi gør nu?" spurgte han stille. De kunne ikke være et par. Det ville virkelig bare gøre alt værre for ham og for hende for den sags skyld, samt at han ikke ville være sammen med sin datter. Han nægtet det virkelig. "Skaden er sket, men det kan vi gøre op for.. Vi er nødt til at gøre op for det.." Han trak vejret dybt og slap det endnu en gang i et dybt suk. Han havde det virkelig elendigt med det, men han så virkelig ikke noget andet valg. Han rystede stille på hovedet igen. Følelsen og tanken alene, var direkte forfærdelig! Hans hjerte slog så fast, at det næsten var ved, at skulle slå ud af hans bryst og følelsen var ubehagelig. Han ønskede jo ikke at miste hende, men tanken om, at ligge sådan med sin egen datter var meget mere end det som han nogensinde ville acceptere i længden. Det kunne han virkelig bare ikke. "Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, Liya.. andet end at sige stop her.. Jeg kan virkelig ikke det andet." Ordene var virkelig som en kniv direkte i han eget bryst, men det var virkelig ikke noget som han ville fortsætte med og det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Bare tanken om, at han ville ligge der på den måde sammen med sin datter.. Det var i den grad ikke nogen behagelig tanke og han kunne virkelig ikke fordrage den overhovedet! Den ubehagelige sitren tog kun til.. Som han sad og var ved at stikke sig selv med en kniv direkte i brystet, for effekten var i den grad den samme. "Undskyld.." afsluttede han yderst dæmpet.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var direkte knusende med den nyhed at han måtte være hendes egen far af kød og blod, ikke mindst fordi hun for det første havde gjort sig frygtelig mange tanker omkring ham, i rigtig mange år, men også fordi hun vidste hvordan han havde det med det, hun kunne leve med det når det var tilfælde som dette, hele hendes liv bestod af incenst så for hendes del var der jo intet nyt i det, at han så ikke så på det med samme øjne, var en tanke som gjorde hende bange. Liya holdte fast i den tanke at hun avr den samme selvom hans blod løb i hendes rårer og han var den samme selvom han var den som havde været med til at skabe hende, sætte hende til en verden hun ikke kunne tackle, man kunne jo bare se på hende, en psykisk syg kvinde, der direkte knugede sig til ham i frygten for at falde ind i det mærke hun hele tiden havde levet i, hun nægtede at se på ham som hendes far, for det var ikke hvad han var. Hvor hans ord måtte fører hen, var hende da ganske tydeligt, i hendes øjne var det virkelig bare ikke vejen, selvom han lød til at være så pokkers besluttet, det brød hun sig ikke om. Var det sådan? Skulle hun til at tilbringe livet tilbage i det frie, med intet sted at være foruden hun fik tigget lidt penge til et værelse, slå den ene mand efter den anden ihjel igen for at have et sted at sove og føle det bedre med sig selv, for at kunne holde hverdagen ud, det var slet ikke en tanke som hun kunne bære, han kunne da ikke kaste hende ud i kulden på den måde nu? Liya betragtede ham let, med armene omkring ham, alt gik så godt og han bad hende direkte om at opgive det? Selovm det var sagt så mildt så var det emningen bag det hele. Han ville ikke gå videre med hende? Et sted så var det der gjorde mest ondt, tanken om at han i sidste ende ikke var meget mere anderledes end alle de andre.. Måske han ikke udnyttede hendes krop, men det var vel næsten værre at hun gav sig elv hen til ham? Puttede sig ind til ham om natten, gav ham ord som ingen andre havde hørt komme fra hendes læber før, lod ham være hendes eneste tryghedsbase og han ville bare kyle hende direkte ud i kulden? Det blide strøg over hendes arm lettede hende for et kort øjeblik, det var vel et lidt godt tegn? Hun tav. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, men der var så mange ting alle ikke burde men gjorde alligevel, det var ikke farligt at trodse naturen, det var hvad den var skabt for. På trods at han tydeligt prøvede at pakke sine ord ind så virkede det slet ikke, hun var en voksen kvinde, og det irriterede hende faktisk at han gjode det på den måde. Ønskede han hende ikke mere? Hun slap stille omkring hans hals og gled ned i sengen bag ham. Det mørke blik hvilede i hendes skød. Der var ingen tårer som faldt, hun var stadig chokeret over at han rent faktisk ville smide hende fra sig som en bunke affald, ligesom alle andre havde gjort det. Det bankede så hårdt mod hendes bryst at hun følte hun kunne dejse om hvornår det skulle være, alt hun kunne høre var hendes hejrte rytme, det ville ikke nytte at overtale ham så meget vidste hun da, ikke når han var så besluttet som det. Hænderne knyttede omkring sengetøjet. Hvor skulle hun gøre af sig selv? Det var som et stort mørke valgte at skulle opsluge hendes indre. De vidste begge at hun ikke var stærk nok til at overleve det, hun vidste det, "Undskyld?" hviskede hun stille "Er det alt du kan finde på?" hendes stemme dirrede ikke så meget af vrede, mere af frustration "Jeg skulle aldrig.." hun rystede på hovedet. Klappen gik ned det var sort for hendes vblik. Hvad hun ville have sagt var at hun aldrig skulle have stolet på ham, han var i sidste ende som alle andre. Med lette trin kravlede Liya ud af sengen, hun hviskede en masse uforstående ord, og blev ved at ryste på hovedet af sig selv. Ingen tårer faldt. Hun var virkelig for overrasket til at lade dem falde. Næsten per automatik bredte hun et stykke stof på sengen, lagde et par kjoler fra klædeskabet i og det var mere eller mindre det. Med skælvende hænder bandt hun den sammen for at den ville være lettere at bære på "Skulle aldrig.. Skulle aldrig.. Samme som altid.. En bunke affald.. Enorm byrde" små dele af en sætninger i hendes hovede der blev udtrykt, hun var virkelig knust det var som at føle en kniv borer sig ind i hjertet firhindre det i at banke.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det virkelig noget så forfærdeligt ved at skulle gøre dette på den måde, som han nu havde valgt at gøre det på. Ja han var frygtelig besluttet på dette led og det var der så sandelig også en mening bag på alle måder. Hun var den samme som han også altid havde været det, men bare den tanke om at hun var hans datter, var virkelig mere end det som han lige var i sitand til at skulle tackle bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. At smide hende ud, det kunne han ikke. I værste fald, så ville han selv tage afskeden herfra, selvom han var klar over, at det ikke bare ville bringe ham selv konsekvenser, men også alle andre, da han var en vigtig del af det sammenhold som var her, så længe, at det stadig måtte køre lidt mellem Faith og Kimeya. Så spillede han en virkelig stor rolle, selvom.. Det var virkelig frustrerende, at han hele tiden måtte tænke på andre før han ville være i stand til at skulle tænke på sine egne behov og det var noget af det som faktisk tog hårdest på ham på denne måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunen han udmærket godt stå ved også således. At hun valgte at trække sig væk fra ham, gjorde ondt, selvom han udmærket godt vidste, at det var hans egen skyld på alle måder, selvom det nu ikke just var ham selv særlig lettende på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene stille. Hun var virkelig kommet så langt han var virkelig noget så frygtelig stolt af hende på alle måder, som man overhovedet var i stand til at skulle tænke sig frem til, det var noget som han godt kunne stå ved. Den lange kamp for hendes psyke havde virkelig været ekstrem også for hans vedkommende. Han havde selv været tæt på at give op, selvom et lille smil fra hende af, havde været mere end rigeligt til at skulle kæmpe videre og det havde han gjort.. Nu havde han nået det punkt ved den nyhed, at han valgte at sige stop og det i sig selv, var i den grad også med en meget god grund også, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte sig stille mod hende. De havde virkelig stadig haft deres at kæmpe med og at skulle rive hende tilbage i det hul, var virkelig noget af det sidste som han ønskede for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Havde der været andre løsninger, så havde han gået for dem, selvom der virkelig ikke ville være noget som helst, som vil kunne ændre på, at de var far og datter og det var den tanke som virkelig bare måtte ødelægge det hele, for det var i den grad en tanke som han slet ikke kunne finde hverken hoved eller hale i nogen steder, selvom det nu stod sort på hvidt.. Den kvinde som han elskede mere end noget andet, var hans egen datter. Den kvinde som han havde valgt at lukke så tæt på sig, var hans eneste biologiske afkom! Hvor uheldig kunne man få lov til at være?! Han bed det tydeligt i sig lige nu. At hun var så chokket som hun var nu, var slet ikke noget som han ville ændre, for det havde virkelig bare chokket ham selv noget så voldsomt, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet og det var virkelig noget af det hårdeste som han nogensinde havde været igennem før, så det påvirkede ham virkelig noget så ekstremt lige for øjeblikket. "Liya.." Han så blot til som hun valgte at pakke. Han ville ikke kunne få sig selv til at smide hende ud. Det ville i den grad gå imod det som han havde troen på og det som han havde følt af hjerte, for følelserne var jo uanset altid de samme.. De ville jo trods alt altid være der. Altid havde det været ham som havde stået og set til, at hun gik, selvom han altid havde. Han følte virkelig, at han allerede måtte sidde med kniven direkte igennem hjertet, for han betvivlede slet ikke på nogen måde, at han var skyld i det selv, selvom der virkelig ikke var noget at skulle gøre ved det netop nu. Det var vel det rigtige at gøre? Hvorfor gjorde det virkelig bare så ondt i så fald? At han var den eneste som kunne lægge sig ved hendes side, uden at ende med at miste livet.. Han havde virkelig kæmpet for at vise hende, at han ikke var som andre mænd.. Nu beviste han vel det modsatte, selvom det virkelig bare gjorde det hele ti gange værre for hans vedkommende. Han trak vejret dybt og dumpede ned på sengen igen. "Hvad vil du have, at jeg skal sige? Bunke affald? Byrde? Aldrig Liya.. slet ikke." Han rejste sig hurtigt igen og med blikket mod hende. Hun måtte da bare forstå.. Han kunne ikke, så længe, at han vidste, at det var hans datter som han måtte lade hvile i favnen. Han gik meget op i morale og det var virkelig noget så frygtelig forkert.

[Liya Daimond Diamaqima]

At gøre det på denne måde og af den grund var virkelig det som hun ikke måtte forstå, selvom hans blod løb i hendes årer var hun stadig den samme kvinde og han var stadig den samme mand, hvorfor kunne han så ikke elske hende som han altid havde gjort det? Det gav virkelig ingen mening for hende? Han virkede så frygtelig besluttet, Liya orkede end ikke at skulle bringe det op til en diskution, hun måtte vel bare acceptere at sådan måtte det være, pakke hendes ting og så ende med at tage afsted, der var ikke rigtigt noget andet valg, selvom tanken om at skulle hvile alene i en seng denne aften direkte var noget som kunne slå hende ihjel, tanken om den fremtid der måtte vente hende. lige her vidste hun så allerede hvor hun ville tage hen, det var dog intet hun ville nævne for ham, hun tvivlede nemlig påa t han ville gøre det samme, han nænnede vel ikke at skulle forlade familien på den måde? Han havde en stor del af snsvaret i sammenholdet og det ville hun ikke komme imellem for, desuden at skulle se ham direkte søge væk fra hende, det var da virkelig slet ikke noget som hun kunne bære på nogen måde. De havde virkelig kæmpet og nu kastede han hende direkte tilbage i det sorte hul, bogstaveligt talt, men kunne jo bare se hendes reaktion ligenu, den var ikke specielt hård, når hun var alene og det ville gå op for hende at Nathaniel lige havde brudt op mellem dem for alvor, så ville reaktionerne i den grad komme, det vidste hun jo også selv, en hård tid at gå i møde, specielt når der ikke var nogen at kæmpe for. Selv hendes kolde hjerte formåede han at gøre varmt og nu knuste han det med hans egne bare næver, det gjorde sindssygt ondt! Et par kjoler var alt hun pakkede, mere var jo ikke hendes, og mere ville hun jo nok ikke få brug for, snart ville hun slet ikke have brug for noget som helst dette ville hun uanset ikke overleve og de vidste det alle. I Liyaøs øjne var det ikke uheld, det var direkte skæbne, det havde vel bare aldrig været meningen at de skulle så tæt på hinanden? De havde fejltolket signalerne? Ikke at det ligefrem måtte være hende nogen form af trøst, hun elskede ham jo for pokker, og det ville hun ikke stoppe med, ej heller selvom han var hendes far af kød og blod, den som havde givet hendes mor de ekstra penge, den særlige mand osm viste sig ikke at være noget som helst alligevel, og det knuste hende i en frygtelig stor grad. Liya hørte hans ord men besvarede dem ikke, hun vidste ærligt ikke hvad hun skulle sige, hvordan skulle hun undvære ham på den måde? Hvordan skulle hun klare sig? Fortsætte med at slå mænd ihjel på krone for at have et værelse at sove i og for at kunne blive ved at leve med sig selv? Det nægtede hun, hun var virkelig nået så langt og alt var kommet ud i at skulle gøre ham stolt, der var ikke flere uskyldige som skulle miste livet kun fordi nogle havde gjort hende ondt, det nægtede hun! Han var den absolut eneste som havde fået lov til at hvile ved hendes side om aftenen og faktisk vågne op i live, han var den eneste hun nogensinde havde betroet sig til, den eneste som kendte hende på alle de områder, hun var den hun havde søgt til når hun behøvede hjælp, når en ny mand knuste hende, og nu lod det faktisk til at han var den som for alvor tog omkring hjertet og splitrede det i flere tusinde stykker, det var intet at gøre og det gjorde helvedes ondt. De slanke fingrer lukkede sig om knuden i den lille byld, mens det mørke tårerfyldte blik stille lod vendes mod Nathaniel, og hun endnu engang måtte ryste på hovedet "Jeg forstår det ikke.. Men lev vel.. Far" bare ordene i hendes mund lød så frygtelig forkert, det var vel mlangt mere i protest end noget andet men et andet sted så fortjente han den på trods hun vidste det var en direkte lussing. Med faste målrettede skridt strøg hun ud af kammeret, ned over trappen og videre gennem stuen til hun nåede gangen. Luften slog koldt mod hendes ansigt da hun kom ud, det var langt mere køligt end ventet, dog ikke så køligt som hendes indre i øjeblikket. Sort som kul, ligesom for hendes blik go i hendes sjæl, der hvor han havde kastet hende ud. Hun måtte gå.

//Out