Tanker

[lucas]

Lucas var på vej igennem skoven på hest. At han havde været vågen i flere timer efterhånden og var godt udmattet, han vidste dog at han først ville komme til at hvile sig når han havde ordnet de ting han skulle og det kunne tage flere timer. Han krydsede bækken på ryggen af sin hvide hingst som plaskede lydigt i vandet. Da han var nåede over standset han hesten og steg af. han kunne ikke fortsætte, hvis han ikke skulle hvile sig skulle hesten have en pause. Han havde ikke haft tid til at tage hjem for at skifte hesten ud, det ville have taget for lang tid, så nu ville han holde et kort hvil inden han red videre. Han trak sadlen og grimen af hesten og lod den travle tilbage til bækken hvor den straks stak hovedet ned i vandet for at drikke. Selv satte han sig i ly af et træ, inden da havde han lagt hestens sager i nærheden og løsnede sværdet fra livet. Han satte sig med benene trukket op og armene hvilene på knæene, blikket var rettet mod hesten inden han med et kort suk lænede sig tilbage mod træet bag sig. Han lukkede kort øjnene dog var han opmærksom på enhver lyd der skulle virke anderledes end naturen normale lyd. Tøjet han havde på havde engang hvert helt hvidt, støvlerne var en anelse snavsede, sådan så han ikke så tit ud men siden angrebet mod slottet havde han haft for travlt med at tænke på at få hele hæren på benene end på hvor rent hans tøj var.

[Deleted]

"Marcianus, kom nu ned!" udbrød Camryn irriteret og panisk, da knægten kravlede op i et træ, i skikkelsen af en vaskebjørn. Hun gned sig panisk i panden og overvejede, hvad pokker hun skulle gøre for at få ham ned. Knægten var åbenbart utrolig legesyg idag. Hun kneb øjnene i og prøvede at skrue bissen på: "Marcianus Darcy, jeg vil ha' at du kommer ned, NU!" sagde hun med et hårdere tone og bøjede nakken lidt bagover, for at følge ham i hans kravlen op. Hun prøvede at række op efter ham, men kunne ikke nå. Hun hoppede engang, men hoppede ikke højt nok til at kunne nå. Hun sukkede. Endelig kom han ned igen og da han nåede indenfor den rækkevide hun kunne nå, greb hun ham under maven og trak den lille vaskebjørn ind i favnen. "Du skal altså høre hvad jeg siger," sagde hun stille og så på vaskebjørnen. For andre, ville det nok se utrolig underligt ud, at hun stod og skældte ud på en vaskebjørn. Hun samme ham ned på jorden og han blev til sig selv igen, ved at stille sig på bagben og strække sig. Hun strøg nu sin søn i menneskeskikkelse over hovedet, og så på ham. Han nikkede bare stille med et forsigtigt og skyldigt: "Ja mor.."

[lucas]

Det han lyttede efter kunne han få sekunder efter høre. Han rettede sig straks op slog øjnene op og vendte blikket i den retning han mente at stemmerne kom fra. Han flyttede sig ikke lige med det samme men endte med at sukke og kom langsomt og med en del besvær på benene. Hesten havde som dens ejer løftede hovedet ved lyden af andre i nærheden og stod fuldkommen stille mens dens blik var vendt mod Lucas som om den forventet at han skulle sige hvad den skulle gøre. Lucas virkede dog afslappet da han langsomt spændte sværdet om livet igen og da hesten så hvor afslappet dens ejer var begyndte den at drikke langsomt fra bækken igen. Imens var Lucas gået dybere ind i skoven i retningen af lyden. Kvinden stemme havde ikke været spor høj men alligevel havde han opfattet den med sin trænede hørelse. Hendes skikkelse dukkede op da hun enlig fik fat på den tilsyneladende vaskebjørn men noget fortalte ham at det var mere end bare en vaskebjørn. Da den forvandlede sig til sin menneskeligeform og kaldte hende for mor dukkede et smil frem over Lucas´ læber, dog var det så svagt et smil af det næsten ikke kunne ses. Kvinden stod med ryggen til ham så hun ville ikke kunne se ham, drengen derimod ville let kunne se ham bare han så forbi sin mor.

[Deleted]

Camrym havde idag set lejligheden til at gå sig en lille tur med Marcianus. Efter at det meste af Castle of Light var faldet i ruiner, var der kommet mange tilskadekommende til hendes 'fars' herregård. Hun havde hjulpet med at pleje de forskellige tilskadekommende og hun var selv blevet ganske udmattet. Derfor var hun taget lidt ud, og hun ville tilbringe noget tid med sin søn. Efter at have snakket ud med Junior, så var hun langt mere rolig. Det var virkelig rart, at han var kommet og ville snakke ud om det. Hun ville jo aldrig have fundet ham, hvis hun var begyndt at lede. Hun smilede til sin søn. "Op med humøret igen min dreng," sagde hun blev og satte en finger under hans hage, for at løfte hans ansigt. Han nikkede bare og sendte hende et smil. Han så over hendes skulder, og fik øje på manden. Han pegede og blev lettere underlig i ansigtet. Hun drejede blikket rundt, og fik øje på ham også. Hun vinkede ligeså stille. "Goddag.." hilste hun. Hun sad på den ene side af bækken og han var på den anden side.

[lucas]

Han smilede et smil der var en anelse større og nikkede tilsvar. Hans blik gled skiftevis fra kvinden til hendes søn. Hesten havde rettet sig op og kom luntende hen imod dem, den standset bag ved Lucas og skubbede ham frem som om han opfordrede ham til ar krydse bækken. Han så undrende på sin hest som sjældent plejede at opføre sig sådan, desuden havde de jo lige krydsede bækken for få minutter siden så det ville ikke give mening. Han vendte blikket bagud idet hesten blidt skubbede ham igen "Fint fint, jeg skal nok" sagde han til den. Hesten standsede med at skubbe ham og stillede sig ved siden af ham fuldkommen roligt mens den ventede på at han skulle sætte sig på så han kunne hjælpe ham over. Den plejede sjældent at lade ham ride på den uden en sadel men denne gang opfordrede hesten ham nærmest til at gøre det. Han forstod den ikke, den var vist blevet for træt og gammel til at tage sig af hvordan han red på den. Han kom let som ingenting om at side på den ryg og tog fat om dens man da den krydsede bækken, fra det sted hvor de befandt sig var bækken for bred og dyb enkelte steder så man skulle være forsigtig med hvordan man krydsede den. Hesten standsede da de var kommet over og han steg roligt ned, nu stod han ganske få meter fra kvinden og hendes søn. Han anede ikke hvorfor han havde krydsede bækken, der havde ikke været nogen grund men nu havde han gjort det "Goddag" svarede han høfligt og med det rolig blik hvilende venligt på moderen.

[Deleted]

Camryn rejste sig op, alt i mens at Marcianus tog skjul bag hendes ben. Han kiggede dog omkring dem, da han var mindst ligeså nysgerrig som han var på vagt. Hun kunne ikke undgå at smile ned til ham og hun strøg ham igennem håret. Han var nu noget så kær, det skulle man endelig ikke tage fejl af. Hun elskede virkelig sin lille søn overalt på jorden. Hun betragtede hesten og manden, da hesten nærmest stod og skubbede til ham, for at han skulle gå over. Hun hævede en hånd op foran sin mund, for at skjule at hun faktisk grinte. Hun smilede stille og fulgte med i, hvordan hesten bar manden over. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt. Da han steg af på den samme side som hende, så gik hun et par skridt nærmere ham og Marcianus fulgte med lige bag hende. Han holdt fast i hendes brune kjole, som hun bar, bagpå. "Det så noget besværligt ud at komme over," sagde hun med et grin. Hesten havde jo nærmest skubbet ham derover, ikke? "Jeg er Camryn Darcy," sagde hun stille og sendte ham et smil. "Og dette er min søn, Marcianus," sagde hun og pegede ned bag sig, hvor hans hoved stak frem.

[lucas]

Han smilet venligt til hende "Strømmen kan let tage en hvis man vakler, og det er ujævnt" svarede han med den venlige tone. Han nikkede høfligt til hende da hun præsenteret sig og smilede venligt ned til drengen "Mit er Lucas Adrian Jonas" svarede han blidt, om hun ville genkende navnet anede han ikke for selvom han var Procias´ hærfører var han ny i sit arbejde. Det var for lidt mindre end en m?ned siden at han var blevet hærfører. Hans blik forlod drengen for at blive vendt mod hans moder igen, blikket var blidt og venlig det sædvanlig blik han brugte når han ikke var med sine soldater, og det var han sjældent efterhånden "Har de noget imod at jeg slår mig ned her" spurgte han venligt, han havde ikke kræfter til at blive stående ret meget længere så han måtte snart sætte sig. Hesten var gået hen ved et træ hvor der var masser af græs og begyndte at græsse stille og fredfyldt, han kastede af og til enkelte blikke hen imod dem men virkede til at være mere interesseret i græsset frem for dem.

[Deleted]

Camryn nikkede stille. "Godt De advare mig," sagde hun stille og dog langt mere alvorligt. Det vidste hun end ikke, og Marcianus var jo blot få meter, fra at kunne falde i og blive suget væk. Han blev dog stående bag hendes ben og kiggede genert omkring hendes ben på manden. Hun kunne blot smile over det og hun vendte blikket ned mod ham, og strøg ham let over håret. At han var på vagt, var dog kun godt. Det lærte hun ham jo. Han skulle i hvert fald ikke blive en lille naiv dreng. Det havde hun da lært af sine egne erfaringer, at man ikke skulle være. Ikke genkendte hun hans navn. Hun fulgte slet ikke med i det procianske hær eller kongehus. Hun strøg tungen omkring sine læber. "Rart at møde dig," sagde hun og rystede på hovedet. "Nej ikke det mindste," sagde hun dæmpet. Hun gled selv ned at sidde igen og trak Marcianus frem foran sig og ned på hendes skød. "Sig hej Marcianus," sagde hun stille i hans øre. Han grinte og vinkede til Lucas. "Hej!" sagde han og grinte igen.

[lucas]

Han smilede skævt, det havde ikke været hans mening at advare hende men godt han havde sagt det hvis hun ikke havde vidst det, især med et barn ville det være farligt at være så uforsigtig. Han kunne høre at hun ikke genkendte ham fra navnet og på en måde var han glad for det, det sidste han ønskede var at snakke om arbejde. ”Tak og i lige måde” svarede han venligt. Han spændte sværdet endnu engang fra livet for at kunne sætte sig ordentligt. Han dumpede ned på græsset, trak benene op, lod sværdet støtte op ad det ene ben. Hans blik blev vendt mod drengen da hans mor trak ham frem foran sig og lod ham glide ned i hendes skød ”Hej” svarede han venligt og med et smil i både stemmen og blikket. Han havde ikke store kendskab til børn da han selv var den yngste, og havde brugt det meste af sin tid med krigsteknik og kampkunst.

[Deleted]

Hvad Lucas havde som sit erhverv, var ikke noget som Camryn tænkte videre over. Hun vidste bare, at hun godt kunne trænge til en pause og måske også noget nyt selskab? Hun var trods alt alene med Marcianus og Marius stort set altid, så lidt nyt ville ikke skade. Og det ville være en god måde for Marcianus at lære på. Hun ønskede virkelig bare, at hendes søn skulle lære så meget, som hun selv havde lært af Marius. Hun ønskede ham, den samme gode barndom som hun havde haft. Og hun agtede at fuldføre det, hun havde sat sig for. Hun sendte Lucas et smil, og lagde armene omkring Marcianus' mave, som sad i hendes skød. Marcianus klappede let i hænderne, da Lucas også sagde hej til ham. Hun kunne ikke selv lade vær med at grine. "Hvad laver du så til hverdag?" spurgte hun Lucas.

[lucas]

Han smilede varmt til drengen da denne klappede i hænderne. Han virkede som en sød lille dreng, og køn var han skam også, Lucas kunne se nogle fællestræk mellem mor og søn og det fik ham til at smile. Hans blik var lige blevet vendt mod bækken da hendes spørgsmål kaldte hans blik tilbage til hende, det spørgsmål som han ellers lige havde troet at han ville slippe for, og det emne han måske ville komme væk fra. Han virkede dog ganske åben over for spørgsmålet og ikke det mindste irriteret over at snakke om sit erhverv da han svarede ”Jeg organisere Procias hær, og lige for tiden har jeg knap tid til at sove eller spise for den sags skyld” svarede han man vil vel kunne se på ham hvor udmattet han var for sådan plejede han skam ikke at se ud når situationen ellers var normal. Han smilede venligt til hende inden han vendte blikket mod bækken igen, blikket blev fjernt i et øjeblik for han mindes Dvasias angreb mod slottet, det havde været en katastrofe.

[Deleted]

Camryn betragtede ham, da han sad og så imod bækken. Marcianus var igen faldet til ro i hendes favn og hun blev siddende med armene om ham. Men det var et løst greb, så han kunne sagtens rykke sig lidt. Men hun ville helst ikke have at han selv skulle gå rundt uden opsyn, det var han alt for ung til! "De hjælper måske til, her efter at slottet blev bombarderet?" spurgte hun stille. Det gjorde hun jo selv. Hvis man kiggede nærmere efter på hende, kunne man godt se at hun faktisk var træt. Denne dag havde virkelig været tiltrængt for hendes vedkommende, og Marcianus også. Hun trak vejret dybt. "Jeg selv hjælper til, på min Fars gård. Marius' gård. Der kommer ofrene til for pleje," forklarede hun dæmpet. Måske havde han hørt det? Det ville undre hende lidt, hvis ikke, men han havde måske meget travlt med alt muligt andet og det kunne hun udmærket også godt forstå. Han var vel den højere rangerede hærfører, sådan som hun kunne læse ud fra hans forklaring. "Men pas nu på, med at sige for højt at De ikke sover eller spiser ret meget. Jeg kunne tvangsindlægge Dem for et døgn på min Fars gård," sagde hun og lettere drilsk.

[lucas]

Hans blik forblev rettet mod bækken da han svarede ”Ja jeg hjælper af og til, eller rettere hver gang jeg har et ærinde på slottet eller rettere hos kongen så kan jeg ikke se bort fra de hårdt arbejdende og giver en hånd med, det tager frygtelig meget tid og kræfter” svarede han. Han havde været på slottet 5 gange efterhånden, en af gangene havde han været der i et helt døgn i et forsøg på at få folk ud af ruinerne. Han var tavs i et godt stykke tid efter det og vendte blikket mod hende da hun nævnte Marius´ gård ”Deres far er til stor hjælp, det er svært at finde nogen der stiller sin gård til rådighed på samme måde som ham, vi skylder Dem og Deres far tak” han havde selv været med til at sende nogle af de sårede til hendes fars gård, han havde flere gang været nød til at sende soldater med så de sårede ikke blev udsat for et angreb lige pludseligt. Han lo dæmpede af det sidste hun sagde man kunne ikke overse at han var udmattet det kunne ses på ham så om han sagde det eller ej så ville man vide det ”Ja jeg må hellere tage det i mig igen” sagde han med et skævt smil.

[Deleted]

Camryn så kort ned på Marcianus. Hun fandt det nu meget hyggeligt at sidde her og snakke med Lucas, men på et tidspunkt ville Marcianus også begynde at sidde uroligt. Der var jo godt krudt i den lille knægt, så det kunne vidst ikke blive anderledes, at hun måtte gå på et tidspunkt. Om Lucas ville med, det måtte han jo om. Måske ville han have godt af, lige at få sig en bid mad og en seng for en halv dag til en hel dag. Det måtte han da næsten være fristet til? Det ville da være bedre end at ligge herude i skoven og hvile ud. "De lyder til en mand, med masser af pligter. Ligeså en masse frivillige opgaver, som De tager på Deres skuldre," sagde hun stille og med et skævt smil på læben. Hun trak vejret dybt. Lige nu, så føltes alle hendes problemer langt væk. Hun nød blot skovens lyd og at møde lidt nyt. Hun så blot på ham. "Min far ønsker blot at hjælpe til," sagde hun roligt. "Ligeså gør jeg selv," fortsatte hun. Hun nikkede blot mod ham. Hun grinte lidt. "Det tror jeg, er forsent," sagde hun og smilede til ham. "Måske De ville gå med frivilligt?"

[lucas]

Når de sad der var det virkelig hyggeligt og han det sidste han ønskede det var at rejse sig, en ting vidste han dog at han på et tidspunkt hvilket var meget snart skulle komme på benene og vende tilbage til arbejdet. Han havde ikke tid til et langt hvil selvom han følte sig fristet til et, han havde ikke spor imod at lægge sig og falde i søvn men faldt han først i søvn vidste han at han ikke ville kunne vågne inden han havde sovet al trætheden ud. ”Jeg forsøger at ændre verden selvom jeg ved at jeg ikke kan det på egen hånd” svarede han med et skævt smil, han var en da de der forsøgte på at fremme det gode i alle, undgå kamp men det gik ikke altid som planlagt, desuden ville han gerne hver på alle steder på en gang og hjælpe alle dem der havde behov for det. Han lukkede kort øjnene og sukkede inden han lod øjnene lukkes op igen og vendes mod hende ”Gerne, men pligterne kalder og jeg har virkelig ikke tid til at hvile, men tak for tilbuddet” svarede han da hun spurgte om han ville gå med frivilligt, han kunne godt høre at hun blot lavede sjov med det sidste for han troede ikke at hun vil kunne være i stand til at tvinge ham med.