The point of no return..

[Deleted]

Mørket havde for længst lagt sig som et tungt tæppe over den store himmel. End ikke månen kunne mase sig igennem det enorme skydække som måtte hvile over dem for øjeblikket. Det var virkelig gået grusomt galt denne gang, selvom Matthew udmærket havde vidst, at det bare havde været et spørgsmål om tid, inden dommen ville falde og nu faldt den som den aldrig nogensinde havde gjort før. Hundrede piskeslag havde han været tortureret med igennem de sidste mange timer. Tvunget skrigene i sig, selvom de sidste tyve slag over hans ryg, havde været med skrig efter skrig. Det i sig selv, havde virkelig været for meget for ham selv. Han vidste godt, at hvad han havde gjort var forkert. Han var jo trods alt en gift mand, selvom han nægtet at se på det på den måde. Hans ryg var fuldstændig rødmalet af blod og der var virkelig ikke meget af hud tilbage der længere. Hans krop skælvede voldsomt, idet han iført lænkerne, blev ført direkte fra kældrene og ud mod den store og åbne gårdsplads. Dommen kendte han, han vidste hvad han skulle dømmes på og det var virkelig noget af det værste, at det skulle gå så kraftigt udover Eniqa! Hans krop skælvede, hans øjne let blodsprængte af alle de tårer af ren smerte, som han faktisk havde været tvunget til at skulle tvinge i sig på denne måde. Han bed sig kraftigt i læben. Hans hænder var låst over hans ryg, så han på ingen måde, vil kunne gøre det mindste brug af hans arme eller hænder når det endelig var. Desuden var det magisikret, så han kunne intet stille op mod de store mænd som førte ham med sig som de gjorde lige i dette øjeblik. Den kolde vind, var næsten ikke noget som han reagerede på. Hans overkrop var blottet, blodet dryppet fra hans ryg og hans skridt var tunge, for piskeslagene havde virkelig taget dem timer at skulle tvinge over ham. Mange var imod og mange var for denne hængning af mange forskellige grunde. Matthew repræsenterede meget af det, som Dvasias måtte stå for, selvom han havde brudt mange af de nye love og det var der, at dommen kraftigt måtte falde.. Han vidste det jo. Det var derfor, at han selv ikke havde været for, at de blev kastet ud af Procias, for der havde de i det mindste fået lov til at være alene og uden, at skulle tænke på andet end dem selv! Matthew fik et fast skub mod sin skulder, idet han blev skubbet og tvunget med i retningen af galgen som hurtigt måtte falde ham i blik. Det var først der, at han blev en anelse modvillig og begyndte at gå mere og mere langsomt. Folkene stod der allerede, nogen med tilråb og andre i ren protest og det var noget som man tydeligt kunne høre. Ikke at det var noget som gavnede hans situation det mindste. Dømt til døden af sin egen niece og sin nevø- I hans øjne var det direkte pinligt! Han knyttede hænderne fast og bed tænderne kraftigt sammen. I sindet undskyldte han virkelig igen og igen. Detvar hans skyld, at Eniqa skulle igennem nøjagtigt det samme. Han blev tvunget op på den store platform, tvunget henover en faldlem idet at løkken blev tvunget om hans hals. Ikke stramt, da det var noget som faldet alene nok skulle sørge for, når det kom til stykket. Matthew var urolig, det var noget som man kunne se på lang afstand. Mændene blev stående lige ved. Når det kom til Matthew, så var det dumt, at tage nogen chancer. Løkken ved siden af, var allerede klar til at blive lagt omkring Eniqas slanke hals og det var virkelig noget af det værste for Matthews vedkommende. Han sank klumpen som havde fæstet sig i hans strube. Han rystet, sved løb stille ned af hans pande og han følte sig forbandet rastløs. Rebet var perfekt i tykkelsen, så han ville aldrig nogensinde kunne få det af alligevel, uanset om han så ville det eller ikke.. Der var virkelig ikke nogen vej udenom længere. Begge havde de fået tildelt den straf som de ifølge de nye love, skulle igennem.. Selv dronningens egen familie. Han lukkede øjnene stille og trak vejret dybt. Han måtte for pokker da også tage sig sammen! Blikket vendte han direkte dræbende mod manden ved hans side, som rettet på løkken, så den lå helt rigtigt omkring hans hals og nakke, så knuden ville stramme på siden af halsen – Med andre ord, så ville han kvæles uden at nakken ville brække. Dum var Matthew jo heller ikke. Han vendte blikket stille mod pladsen ved siden af ham. Han vidste hvad der skulle ske, selvom man virkelig bare måtte tigge og bede til, at dette var et mareridt som han meget snart ville vågne op af.

[Cressida Marvalo]

Solen var gået ned. Og selv på trodt af det faktum var en frygtelig stor del af landet dukket op kun for at skulle overvære døden af disse to forræddere. Jaqia var ikk placeret i den trone som en kongelig normalt ville være, hun stod ved siden af Eniqa's kvindelige skikkelse, med et veltilfreds glimt i øjet. Hun havde planer med hendes kære moster og onkel, og langt fra dem som de nok selv regnede med at hun ville sidde inde med. Et sted så var det jo stadig hendes elskede familie, hun kunne måske ikke fordrage Matthew, men Eniqa derimod var en kvinde hun måtte holde frygtelig meget af, det var en skjult dagsorden. Hendes isblå øjne virkede så frygtelig kyniske og kolde som altid, virkelig som is, smukke men uden den mindste følelse. Håret hang løst omkring hendes slanke skuldre i blonde krøller, der var visse ligheder mellem dem alle sammen, lige der kendte hun jo også hemmeligheder omkring de to som de end ikke selv kendte til, faktisk en tanke som måtte morer hende. Matthew resprestenterede virkelig meget af det som Dvasias stod for, men han brød også de love som var blevet ført ind og uanset familie elelr ej så gav det ham ikke retten til det, lige der kunne man jo roligt sige at Gina havde været hende enorm hjælp. Blikket faldt mod den velkendte mandelige skikkelse som måtte træde til syne for hendes blik ud i den åbne gårdsplads kun for at blive ført til hans plads netop ved siden af Eniqa. Et køligt smil krusedes om hendes slanke læber, og hun lod tydeligt Matthew se det mens han blev stillet op foran alle demennesker som måtte komme med helt forskellige tilråb, det morede hende faktisk at ikke alle var med hende, der var nogens som turde stå på egne ben frem for det andet som så mange andre gjorde, lod sig stoppe af frygten for hende, det var der ingen hold i overhovedet og det gav ikke ligefrem respekt på nogen måde.
Kulden havde allerede vist siog over Eniqa's blege hud, hun frøs mere af panik end det var af kulde faktisk så var det en behagelig lun brise der hvilede omkring. Hendes kjole var borte, hun stop der med nøgen kvindekrop, og med sår mere eller mindre over det hele efter turen gennem hele byen hvor hun var blevet kastet sten på. Det gjorde ondt i hele kroppen, hun skælvede. Endnu måtte hun stå her og uden at vide hvad pokker der egentlig var sket, hvad havde de gjort galt? Hjertet hamrede fast mod brystet og tårerne havde allerede besluttet sig for at skulle tage sin gang ned over hendes blege kinder. Ganske forsigtigt og gennemsigtige som de smukkeste perler af glas, strøg ned ned over hendes kinder, hun snøftede stille, det var ikke længere muligt for hende at skulle stå imod den fysiske smerte, og ikke mindst den psykiske det var at skulle stå foran den store menneskemægde, uden så meget som en trævl over kroppen, en forslået krop og med tårerne løbende ned over hendes kinder. Et sted vidste hun jo hvad hun selv blev dømt for, en stor del af det lå i landforrædderi, noget som han kun ville blive dømt medskyldig i, men Jaqia havde flere gange inden dommen var faldet nævnt at der var frygtelig mange anklager og de var begge blevet erkendt skyldig i dem alle. Hun skælvede under hele kroppen, drejede stille blikket mod Matthew da han endte med at træde frem med en bar overkrop. Hun kunne fornemme mærkerne efter de mange piskeslag og blodet der endnu måtte løbe, bare det var nok til at frembringe et stik i hjertet hos hende selv, det var ikke ligefrem sådan hun ønskede at skulle se ham. Hun følte en dråbe blod løbe fra hendes bryst og ned over mavepartiet, aldrig før havde hun følt sig så ydmyge, som hun gjorde i øjeblikket.
Jaqia så som omkring over den store menneskemængde med hårdt blik, løkken lagde hun roligt omkring Eniqa's hals "Ikke hver bange kære" hviskede hun i en ligegyldig tone, den kvinde betød trods alt mere for hende end det som man kunne sige at Matthew gjorde. Selv blev løkken langt på en ganske særlig måde, det var hele idéen i det. Igen vendte hun sig ud over den store forsamling der te en smule da det gik op for dem at hun ville tale,. Dokumentet rev hun ud af hånden på en lille lettere tyk mand der rendte forbi hende "Dommen er blevet fastlagt!" udbrød hun ud over hele forsamlingen med en fast mine "Nye regler og love er blevet indført på vejen mod et langt bedre land, og disse to har brudt samtlige ikke kun af de nyeste men også af de ældre.. Et sted kan man vel kalde det en smule skamfuldt at forlove sig med sin egen søster?" hun så sigende hen på den begge med et skævt smil, og blev kun fornøjet ved det tydeligt overraskede blik i Enias's øjne, hun så hende sende et hjælpeløst blik mod Matthew, som et spørgsmål til om Jaqia kun gjorde grin med dem eller om det rent faktisk var alvor, hun havde jo før undret sig over hvordan pokker deres jne kunne ligne hinandens mere eller mindre på en prik. Jaqia fortsatte; "Selv på trods det ikke er noget vi kan dømme dem for så er der en stor gruppe anklager for disse to væsner.. Tager vi damerne først.. Jeg vil nu opråbe Eniqa Ingléeias Født Eniqa Sienna Dimatri's kriminelle gerninger... Først og fremmest dømmes hun for landforrædderi mod landet som tidligere kronprinsesse, barn uden for ægteskab, medskyldig i utugt, efter at hun giftede sig med en i forvejen gift mand og barnemord på hendes egen nyfødte datter" afsluttede hun med en roligt tone.
Eniqa lyttede til de mange folks om strøg op med en masse oprøb og håndende ord mod hende, hun lod øjnene glide i, Jaqia fortalte dem ikke bagsiden af historien, og hvad angik hendes elskede lille datter s var det i den grad ikke noget som hun selv havde gjort, det ville aldrig kunne falde hende ind. Tårerne strøg stille ned over hendes kinder, hun såhjælpeløst over på Matthew, hvordan skulle hun tackle det?
Jaqia fortsatte igen efter de mange tilråb af Eniqa, hvoraf det forekom hende tydeligt at Eniqa havde fået den ene efter den anden overraskelse i anklagerne, "Jeg vil nu opråbe Matthew Ingléeias kriminelle handlinger.. Først og fremmest er han medskyldig i landsforrædderi som tidligere leder, utugt med sin egen søster på trods han er gift, mord og mordforsøg og på de forkerte mennesker, deriblandt royale og børn uden for ægteskab" igen kom flere tilråb denne gang til Matthew "Disse to vil idag blive straffet for deres ugerninger!" råbte hun fast. blikket gled mod Eniqa som for at give tegn til at det var hende som måtte starte.
Tårerne trilled,e hun hulkede og skælvede over hele kroppen, det gjorde frygtelig ondt overalt, ligenu måtte hun bare se frem til at det ville være slut, hun ville bare hvile i fred for denne ene gangs skyld. Næsten helt per automatik greb hendes hånd omkring Matthews, i samme øjeblik som lemmen faldt under hende og lod rebet strammes om hendes slanke hals, hun knugede om hans hånd i kampen for at skulle kæmpe med at få ilten i lungerne, en kamp som hun forgæves måtte give op. Den sidste tårer strøg over hendes kind, hendes hjertes rytme sank og kroppen endte med at blive slap. De isblå øjne var vidt åbne og helt blanke, der var ikke så meget som en enese følelse hun kunne føle, det var slut..
I samme øjeblik som lemme var faldet og Eniqa var gået stille go roligt i døden havde Jaqia spillet en finger ind, præcis hvad hun gjorde måtte ingen vide, de to skikkelse ville uadtil være døde, men så man helt ind bag.. Så levede de som et.

[Deleted]

Matthew var træt og han var virkelig bare udkørt. Han kunne udmærket godt tænke sig til hvad det var for nogen gerninger som han havde gjort som han skulle straffes for. Han bed sig let i læben. Han havde virkelig ondt. Han kunne knapt bevæge sig, selvom det værste virkelig bare måtte være den ventetid. Han ville virkelig bare gerne have det overstået lige nu. At det var hans niece og hans nevø som stod bag dette, var noget som han direkte måtte hade, for ikke at glemme, at han heller ikke var leder særlig længe og det var noget af det værste lige nu og her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet og han kunne virkelig ikke fordrage det. At se Eniqa blive ført op på platformen og over lemmen, var noget som gjorde ham direkte panisk i det indre, selvom det slet ikke var noget som man kunne vise det mindste til overhovedet. Han havde virkelig ikke noget andet valg end bare at bide det noget så voldsomt i sig og den følelse og den foremmelse, var nu ikke det som han brød sig meget om på nogen måde,tvært imod, så kunne han slet ikke fordrage den tanke på nogen som helst måde overhovedet. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst og han nægtet virkelig at vise sig som en svag her. Han vendte sig mod hende, da hun fik fæstet løkken omkring hendes egen slanke hals. Det var i den grad også gået op for ham, at dette var virkelighed og slet ikke nogen drøm, selvom han virkelig ikke kunne fordrage denne tanke på nogen som helst måde overhovedet. At det så i sig selv var Jaqia som måtte gøre dette, gjorde så ikke sagen bedr efor hans vedkommende overhovedet. Han knyttede hænderne stille over hans ryg og med den samme sitren som han bare ikke kunne lægge skjul på, på nogen som helst måde. Han var ked af det, knust og panisk, samt desperat. Alt sammen på en gang og hyggeligt, det var det bestemt ikke!
At Jaqia måtte læse dommen op først, hvor det fast slog ind som en kraftig syngende lussing, da hun fortalte at de var søskende. Han vendte blikket direkte mod Jaqia og så tilbage mod Eniqa. Det havde han virkelig ikke haft nogen anelse om. Han blinkede med øjnene og selv med hjertet som måtte slå mere og mere fast mod hans bryst og det var næsten noget som i sig selv, var med en smerte, mere end det var noget som helst andet, det var slet ikke noget, som han kunne skjule det mindste. Et lille ’tilgiv mig’, mimede han i hendes retning. At se hende græde og fælde tårer, måtte han virkelig bare bide i sig lige for øjeblikket, for det var i den grad også noget af det som måtte stikke ham selv så voldsomt dybt i den anden ende, for det gjorde det virkelig også. Han havde aldrig nogensinde oplevet følelserne på denne måde, så det var selv noget af det som gjorde at han måtte tage det på denne måde. Flere gange havde han allerede bedt dem om at lade hende gå, for skylden var helt og holdent hans. Det var ikke fordi, at han var blød, men han ønskede virkelig at have lov til at beskytte det som han elskede og holdt kært på denne måde. Eniqa var virkelig den som han måtte elske og holde af og det var ikke noget som sagde så lidt, når man vidste hvordan han havde det med følelser. Jaqias ord, var slet ikke noget som han lyttede meget til, tvært imod så lød det virkelig som en baggrundsstøj fremfor, at det måtte være noget som ehlst andet overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik hvilede på Eniqa under hele den mindre tale, det var slet kke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han kunne ikke slippe hende med blikket. Hans egen oplæsning, var heller ikke noget som han bed sig særlig meget fast i, for det var noget som han var kendt med allerede fra før af. Han vidste udmærket godt hvad han selv havde gjort, selvom det nu ikke var noget som ha nville fortryde, for han havde da haft Eniqa ved sig mere eller mindre hele vejen.
Hånden som greb omkring Matthews, fik ham med det samme til at lukke sin egen omkring hendes, bare for at vise der, at han ville stå der med hende frem til det sidste. At lemmen måtte svinde under hendes fødder først, fik ham til at stivne helt, fordi at grebet omkring hendes egen, idet at lemmen måtte forsvinde under hende. Han stivnede fast, selvom han valgte at holde godt fast i hendes hånd. Manden ved hans side, greb fat omkring ham, så han selv ikke endte med at falde, før det var hans tur til at falde. Det fik dog ikke Matthew til at slippe hende før han kunne mærke, at hun blev mere og mere slap. En enkelt tåre trillede ned af hans kind, idet han stille var tvunget til at slippe hende. Han var knust, det var tydeligt i hans blik. Han havde aldrig fældet tåre på denne måde før. Han kneb øjnene fast sammen og med hænderne også. Hvilke bagtanker som var her, det vidste han virkelig ikke og et sted så var han også fuldstændig ligeglad. ”Få det overstået..” vrissede han svagt, selvom han nu mente det, et sted var det en sidste bøn. Han vendte blikket mod Jaqia som stadig måtte stå der. Det var sjældent, at han fældede tåre, men her kunne han ikke lade være. Det var værre end det som han nogensinde havde oplevet før.

[Cressida Marvalo]

Eniqa var endt med at skulle vugges ind i døden, hendes hpnd var blevet slapt i hans,selvom hanhavde knuget om det lige til det absolut sidste,m og hun et sted måtte føle den tryghed. Tanken om de end ikke havde nået at give hinanden det løfte at de ville være der til døden dem ville skille så stod han der, og hun var ganske sikker på at selv i døden skulle hun finde ham og der ville de være sammen, det var en tanke hun var nødt til at holde fast i. Selvom hun hang, der med en krop så kold og død og uden at kunne føle det mindste hjerteslag så kunne hun høre de mange tilråb nede fra beffolkningen både af folk der var imod og folk der var med, et sted lettede det hende vel at ikke alle så på hende som en forrædder? Hendes krop føltedes så kold, hun kunne føle Matthew slippe hendes hånd og selvom hun virkelig burde være død så var hun stadig i stand til at tænke og føle, men uanset hvor meget hun prøvede så kunne hun ikke hæve ånden og gribe om hans igen. Det tog hende end ikke lang tid før det måtte gå op for hende at jaqia ikke ønskede dem direkte døde, at dette måtte være hendes værk og at det var planlagt, ingen var i stand til at gøre noget lignende! Hvad ville ske fra nu af? Hvad pokker havde den tydeligt psykotiske kvinder af planer?
Jaqia beragtede let Eniqa's kamp for livet, det morede hende et sted at se, hun kendte dog Eniqa nok til at vide kvinden hurtigt ville finde ud af hvad som foregik. Hun så hende blive slapt, hørte jublen fra ekstremt mange ude blandt beffolkningen, en jubel hun udemærket forstod, lige der kunne man jo ikke komme uden om at hun faktisk havde overdrevet de mange anklager en smule, kun for at skulle få folket til at se på hende som de nu gjorde, den lettelste form af manipulation man overhovedet kunne gøre brug af. Blikket gled mod Matthew som Eniqa stoppede med at kæmpe, at se ham slippe hendes hånd og det lys forlade hans eget blik sammentidig som det i hendes egne isblå øjne gjorde. Et sted var tanken om at sandheden aldrig rigtig var gået op for dem, en tanke som et sted næsten irriterede hende, sådanne to kvikke væsner de burde have regnet det ud for lænsgt, for pokker bare at se på deres blik, det var jo så godt som identiske, det var noget som selv hun havde lagt mærke til, og det var vel også et sted det som havde vækket interessen og fået hende til at grave ned og søge efter hvad fortiden måtte have at skulle fortælle om dem. Det var tydeligt at Matthew nu blot ville have sit overstået. At se ham fælde tårer var noget som ikke skete specielt ofte, faktisk så var Jaqia ganske sikker på det skete ligeså tit som det gjorde med hende selv, lige der var de eneste tårer hun havde fældet grundet Samuel den sidste aften hvor det hele var blevet afsløret. Stille gik Jaqia mod ham, lod håndenblidt falde mod hans kølige kind. Smerten var at se overalt i hans blik, hun var slet ikke it vivl om at dette måtte gøre frygtelig ondt. Det kølige smil spillede om hendes smalle læber. Der var bagtanker med alt også her, i den grad her. Den blide hånd strøg stille over hans kind, hun trak sig stille en smule frem, plantede et blidt kys mod hans pande "Du har ret.. Vi burde komme til sagen dine fans venter" hun blinkede koldt til ham, trådte et stille skridt tilbage med det kun veltilfredse smil, inden hun endte med give et roligt nik mod en af vagterne som måtte kontrollere den lem som Matthew måtte befinde sig over, lige straks ville den gå ned og han ville falde igennem, gå igennem det selv samme som Eniqa havde gjort og det var i den grad en fryd af en tanke.

[Deleted]

Matthew havde aldrig været den kvikkeste ske i skuffen og han var udmærket godt klar over det ,selvom det nu ikke var nogt som rigtigt betød noget for ham som sådan lige nu. Han havde set hvad der var sket med Eniqa og nu ville han virkelig bare gerne have det hele overstået. Hans hjerte følte slet ikke for at banke længere. Det var virkelig bare bristet i alt for mange bider til at det nogensinde vil kunne heales igen. Det ville løsrive ham fra Gina, samtidig med, at det ville lette bare at kunne finde en eller anden form for hvile, så det ville virkelig være så ekstremt behageligt for ham på alle måder og det var faktisk noget som han et sted så frem til. At der var andre meninger med dette, det vidste han ikke. Han tog virkelig bare tingene som det nu måtte komme til ham og det var det som han altid havde gjort. Nu så han ud i fremtiden og han agtede, at skulle finde Eniqa i det næste liv. Der ville de vel have hinanden? Han vidste at alle hans anklager var noget som passet på ham ellers havde han så sandelig ikke holdt kæft, selvom der nu alligevel ikke var nogen som vil kunne be- eller afkræfte noget som helst for ham, så var det slet ikke noget som han gad tænke på lige nu. Han ville virkelig bare gerne have det overstået og for hans vedkommende, så kunne det bare ikke gå hurtigt nok lige nu. Tårerne fæstede sig i hans øjenkroge, han prøvede virkelig at skulle kæmpe imod det at lade dem falde, selvom det virkelig var helt umuligt for ham på alle måder som man kunne tænke sig. Han var knust. Nedlagt psykisk og det var noget som han så tydeligt kunne mærke, for det var slet ikke noget som han havde prøvet før.. Ikke på denne måde. At Jaqia valgte at komme ham i møde, stryge hans kind, hvor han fast klemte øjnene sammen og lod blikket falde, næsten som han bare valgte, at skulle underkaste sig det hele istede for det her. Kysset mod hans pande fik det virkelig bare til at sitre noget så voldsomt i ham. ”Lad mig være, Jaqia.. Få det overstået,” vrissede han med en fast tone. Han trak vejret dybt, så blot til at hun trak sig igen og nikkede til vagten som rev i håndtaget, så lemmen gik væk under hans fødder. Han slap et let forskrækket gisp, idet han hurtigt stivnede, da han faldt. Han mærkede tydeligt hvordan løkken måtte stramme sig omkring hans hals og tydeligt måtte forhindre ham i at trække vejret. De mange tilråb var meget mere sløret for ham. Han hørte det virkelig ikke. Han bed tænderne fast sammen, selvom han virkelig ikke kunne få hænderne fri, i og med, at de var tvunget om på hans ryg. Lyset havde allerede forladt hans øjne længe før at han måtte forblive kvalt i den hængning. Der gik ikke lang tid, inden han selv måtte hænge fuldstændig slapt i rebet omkring hans hals, udelukkende fordi, at det havde været helt umuligt for ham, at skulle få noget som helst af luft. Han kunne dog stadig føle og fornemme alt hvad der skete omkring ham. En ganske skræmmende tanke faktisk og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han kunne ikke røre sig, men han kunne tænke klart og han kunne høre, se hvad hans blik var vendt mod, samt føle det som måtte ramme ham så tæt på. Helt død i blikket, knust indvendig og i den grad også slået så langt ned, som han aldrig nogensinde havde oplevet det før. Et sted hvor man egentlig bare følte for at skulle opgive det hele igen fremfor det som han havde gjort før. Denne gang ville han slet ikke være i stand til at kæmpe sig til toppen igen! De mange råb som han kunne høre, både for og imod det som skete med ham. Lige nu spillede det bare ingen rolle. Han vidste, at Jaqia havde noget at gøre med det her og han kunne ikke fordrage det. Den sidste tåre trillede ned af hans kind, banede sig vejen hele vejen nedover hans kind, idet den roligt slap hans hage og faldt til jorden direkte. Langt væk og alligevel så værende.

//Out