Almost there..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ved at være nogen dage siden, at slottet var endt med at skulle styrte i ruinerne, som stadig måtte ligge over det hele. Sjovt nok, så var det genopbygningsarbejde virkelig gået skræmmende langsomt og sådan agtet Gabriel at holde det frem til at han vidste, at alle var ude! Han havde selv været meget opmærksom. Han havde fået Jason ud, Matthew også, selvom det næsten havde kostet ham livet.. Han manglede stadig, at skulle finde Lexie. Han vidst, at hun lå begravet et sted der hvor tårnet havde ramt først, og det var virkelig noget af det, som gjorde ham mest bekymret. Han var ærlig talt slet ikke sikker på, at han ville finde hende i live, og det var virkelig noget af det værste ved det hele, for den tanke og den følelse samt den fornemmelse, var direkte ubehagelig på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig! Kaoset hersket mere eller mindre overalt. Flere gange om dagen, blev folk fragtet til Marius’ herregård, som han havde stillet frem som et sted hvor de tilskadekommende kunne komme hen og få den pleje som var nødvendigt. I sig selv, så havde han allerede ordnet med et sted hvor Lexie skulle ligge, for han havde lovet at passe på den unge frøken og det var hende som han lige nu ønskede at finde. Han sukkede stille og rystede på hovedet. Han var træt og havde ikke sovet siden katastrofen havde ramt slottet. Muren var ødelagt, slottet lå i ruiner og det havde kostet mange menneskelig. Havde hans mor set det her, så havde hun vendt sig i graven! Han skammede sig direkte over, at det var sådan her, at det måtte se ud. ”Deres Højhed, jeg tror ikke vi finder flere her..” Mere nåede manden ved Gabriels side ikke at sige, før Gabriel kraftigt brød ind. ”Jeg skænkede den unge magiker mit løfte om at passe på hende. Jeg vil ikke hvile, jeg vil ikke sove, jeg vil ikke spise før jeg har fundet Lexie Terrac!” udbrød han med en fast tone. Han var træt og det var udelukkende der, at det hele måtte komme fra, det var der helelr ikke nogen tvivl om overhovedet.

[nick]

Morgenen var endnu engang stået op. Efter at være blevet fundet på stranden, efter overfaldet af de 3 vampyrer, var han blevet fragtet til en Herregård. Han var blevet behandlet godt, og selvom hans krop stadigvæk arbejdede på at få alt blodet godt i ømløb, så var han langt mere frisk idag, end han havde været de forhenværende dage. Han var stadigvæk opsat på at finde sine børn, og han måtte også finde Lisa og forklare, hvor han havde været. Han havde ledt hele Procias igennem og var til sidst end på slottet, hvor han ikke så andet end ruiner og flere ruiner. Det måtte ikke være mere end et par dage siden, at det var sket. Fordi det virkede som det rene kaos her. Han gik rundt om bygningen, lige i tide til at høre den kongelige højhed råbe op. Han blegnede fuldstændig, da han hørte Lexie's navn. Han satte farten op, selvom det alene tog på hans kræfter. "Undskyld mig, Deres Højhed?" spurgte han stille og bukkede let for ham. Han nåede ham stille. "Men sagde du lige Lexie Terrac?" spurgte han og hans isblå øjne glimtede. Var hun her? Under ruinerne? Han bed tænderne sammen. Var en anelse bleg endnu. Sårene kunne man se på halsen. Men han følte sig pludseligt ved godt ve og vel. "Jeg er Nick Geme Terrac. Lexie Terrac's far," præsenterede han sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Lexie i det hele taget havde en far, var slet ikke noget som Gabriel kendte. Lexie havde jo trods alt fremstillet sig selv som forældreløs, selvom han nu udmærket godt kendte navnet på begge hendes forældre, for det havde hun fortalt ham og lige nu, følte han virkelig at han ikke havde gjort nok for at få hende ud. Han havde arbejdet i døgndrift, selvom han virkelig ikke havde følt, at det var godt nok. At han blev tiltalt ved sin anden side, fik ham omgående, til at skulle vende sig mod manden. Hvem manden var, vidste han ikke, men lige nu, kunne de bruge alt den hjælp som de ville være i stand til at få fat i, få ro over tingene og genskabe den. ”Det gjorde jeg,” sagde han stilfærdigt. Han var træt og det var tydeligt.. Selv var han tilsnavset og var så sandelig heller ikke bange for, at skulle være en af dem som måtte ned og grave med næverne og det var tydeligt, at han havde gjort det meget, for han havde slet ikke tøvet i det, efter at hele ulykken var sket, det var der heller ikke nogen tvivl om. At han præsenterede sig som Lexies far, fik ham dog tydeligt til at undre sig. Han blinkede let med øjnene. ”Er du sikker? Hun har altid beskrevet sig som forældreløs.. Morens død efter en tragsk ulykke og hendes far forsvandt,” sagde han stille. Han havde tilbragt meget tid sammen med Lexie. Han rystede på hovedet og med et let suk. ”Nok om det. Jeg har endnu ikke fået nogen besked om, at hun er set ved Light Dwann palæet og ej heller ved Greven, så hun er stadig under .. det der..” Han vendte blikket stille mod ruinerne. Han var træt, men han agtet at finde hende!

[nick]

Nick vidste, hvad Lexie's tro var. Derfor var det utrolig vigtigt for ham, at finde hende. Han savnede sin lille pige, og hun havde brug for far. Hun havde jo altid holdt sig mest ved hans side, og han huskede så tydeligt alle minderne. Selvom hun vel meget svagt, ville huske ham. Hun havde været så lille, da branden var brudt ud. Han betragtede den kongelige højhed Gabriel med sine isblå øjne og trak vejret dybt. Han bed sig lidt i læben. Han havde virkelig ledt efter Lexie, og hvis hun var her. Så var det virkelig bare at finde hende. Han så på ham. Hvor træt han var. Han måtte virkelig have ledt længe efter ofrene under muren. Men var der andet for? Han ville dog hjertens gerne hjælpe med at finde ofre. Og ikke mindst, hans lille pige. "Jeg er fuldkommen sikker. Hun er langt fra forældreløs. Det er sandt, at hendes mor Lisa døde. Men hun er genopstået som engel. Og jeg forsvandt, ja," medgav han og fortsatte, "jeg var ude hvor jeg ikke kunne bunde, blandet ind i Dvasias i en mafia, som misbrugte mine magiske evner. Da jeg mødte Lisa igen, for måneder siden, tog jeg straks tilbage hertil.. Og jeg agter at finde Lexie. Er hun her, så vil jeg hjælpe dig," sagde han og trak vejret dybt. Han nikkede kortfattet og så mod ruinerne. Mon Lexie ville kunne genkende hans stemme? Hun ville muligvis stadig have halskæden, han havde givet hende som barn. Hvori der var et billed af ham og også et af mor. Og hans stemme sang for hende, når hun åbnede det. "LEXIE?!" kaldte han, da han nåede starten af det ruinlagte slogt. Han så rundt og kravlede ned i de ødelagte murbrokker. Han bed tænderne let sammen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Lexie var kommet til ham fuldkommen knust og ødelagt efter et århundrede i et helved, så Gabriel havde virkelig ikke kunne se andre muligheder, end at hjælpe og han ville selvfølgelig gøre det, så længe, at han fandt muligheden for det. Det var der heller ikke nogen tvivl om. Han betragtede Nick med et roligt og dog noget så træt blik, for han var i den grad træt, det var slet ikke noget, som han kunne skjule, hvad end om han ville det eller ikke, så kunne han ikke. Han havde virkelig haft så skræmmende meget at se til siden at deth ele var lagt i ruiner og det var bestemt også noget, som tog tungt på ham selv. Han kunne ikke sove eller noget som helst, for han fandt ikke roen til det og specielt ikke før at Lexie ville være ude. Han havde for pokker lovet, at beskytte den unge kvinde! Han nikkede blot til Nicks ord. Det stemte dog godt overens med hvad Lexie havde fortalt, samt hvad han havde fået fortalt omkring en udrensning af Elias, så det var ord som han tog for gode vare, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg snakket med Elias okmkring det, så det er nok ikke helt forkert.” Han nikkede mod ham og med en klar respekt. At skulle sige nej til nogen eller noget som helst, var noget som var svært nok i sig selv, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overrhovedet. Han vendte blikket mod ham. At han i det mindste ville hjælpe til, var noget som klart glædet ha, for han kunne tydeigt mærke efterhånden, at han kraftigt havde brug fror en hvil, selvom det slet ikke blev aktuelt før Lexie var fundet! Han gik hurtigt efter. Han håbede virkelig bare, at skulle finde den lille pige i live, hvis det var. Han håbede virkelig! At Nick gik direkte i gang med at søge ned i ruinerne. Ingen tvivl om, at han ønskede at finde sin lille pige. En tanke som glædet ham også et sted.. Han glædet sig til at stå der i hans sted, som en far.

[Deleted]

Efter at hele vesttårnet var endt med at blive revet ned, var det kraftigt gået ud over vestfløjen. Og det var lige netop der, at Lexie havde fået et værelse, så hun var mildest talt taget på sengen med det hele. Hun var blevet slået bevidstløs allerede med det samme, at det hele var sket og hun lå stadig fanget mellem de mange murbrokker, som tungt måtte ligge over hendes slanke og spinkle krop. Hun havde kun lige været ved at komme sig efter det århundrede i helvede, som hun havde været og det havde id en grad kraftigt sat sine præg på hendes spinkle krop. Den var bleg, fuld af mærker – ikke bare fra de faldende murbrokker som havde låst hende fast under ruinerne, hvor hun havde ligget i en dag eller to nu, men også de mange vampyrbid som hun havde været udsat for, og som næsten igennem hele den tid, havde været tæt på at slå hende selv ihjel. Troen på at være forældreløs havde hun haft lige siden. Sophie og Jeremy havde hun slet ikke set siden dengang og nu.. var hun bare alene vel? Det eneste minde hun havde efter sin far, var den kæde som hun stadig måtte rende rundt med omkring halsen. Under hele dette kaos, så var den endt med at skulle åbne sig. Hun passet virkelig ekstremt godt på den og det var virkelig også det eneste som hun havde tilbage fra den tid.. før branden og før hun havde mistet det hele. Nicks stemme rungede under de mange ruiner. En form af ekko, som faktisk kunne høres selv et godt stykke væk fra hende og nærmere Nick som havde kaldt på hende, selvom hun stadig lå der uden at røre sig, uden noget som helst. Hun var tydeligt dehydreret, hun var ligbleg, mødbeskidt og med alt hva det måtte indebære. Hun lå virkelig og måtte kæmpe for livet. Hun var også en af de få, som de slet ikke havde fundet frem til endnu og det tog kraftigt på hende.

[nick]

Nick var blot glad for, at hans ord blev taget for gode varer. Et held, at Elias så havde stået der som hans alibi også. Det var han da kun glad for. Ellers ville mistroen måske have været større? Men hvem andre, end ham selv og Lisa, kendte egentlig til den sande historie om branden? Børnene huskede det vel ikke så tydeligt. Så skulle det da kun lige være Jeremy, som kunne stå der ligeså. Han smilede ikke længere, og han havde mildest talt fået et adrenalin kik. Lexie var her. Gabriel løj da heller ikke om sådan noget, og den unge konge så ud til at mangle hvile. Hvilket løfte havde han mon givet til hende? Han trak vejret tungt og gik ned mellem ruinerne. Gik rundt iblandt de mange sammenfaldne mure. Han ville blive ved 24/7 indtil han fandt hende. Han ville aldrig give op. "Lexie!" kaldte han igen, selvom han allerede følte sig lettere forpustet. I bedste ve og vel, var han jo ikke engang selv. Han syntes pludseligt, at han kunne høre noget. En sangstemme. Ham selv?! Det kunne kun være Lexie's kæde. Så var hun her virkelig. Levede hun? Eller var det for sent? Han rystede på hovedet af sig selv og gik efter lyden. Hvor pokker var hun henne, under alt dette kaos? Han fulgte efter lyden, og endte hen til nogle ruiner. Han samlede hænderne og dannede en vind, som ville løfte murbrokkerne og kaste dem ud på græsset, hvor der ikke var nogle eller noget. Det tog på hans kræfter, men han fik hul ned under det. "Lexie?!" kaldte han igen. Han kunne høre hans egen stemme fra kæden af... men hvor lå hun? Han så rundt og kravlede over en mur og ind i ruinen, hvor 'taget' dog var flyttet. Så havde han vidst heller ikke flere kræfter til magi idag.

[Deleted]

Lexie huskede ikke meget fra branden selv. Alt lå så fjernt for hende, for hun havde været så ung da det var sket. Hun lå stadig langt væk og med den åbne kæde, så hun stadig måtte ligge der og lytte til sin fars stemme. Hendes ben var kraftigt klemt mellem to store sten. Hun blødte fra panden og hun var kraftigt trykket ved ribbenene, selvom hun virkelig havde været forbandet heldig, at være endt i en luftbobel, så hun ikke lå helt mast. Det ville uden tvivl hurtigt have endt med at koste hende livet, hvis det havde været såvel. At Nick måtte fjerne murbrokker langt over hende, kunne hun nu udmærket godt mærke, hvilket faktisk måtte tvinge hende en anelse tilbage til bevidsthed. Hndes blik var sløret, hun havde en voldsom hovedpine, men hun kunne mærke en form af.. lettelse et sted? Gabriel havde lovet at passe på hende, og det havde han bestemt også gjort. Det her var virkelig ikke hans skyld, så hun ville virkelig ikke klandre ham for noget som helst. Stemmen som kom fra kæden af, var virkelig det eneste som hun havde efter sine forældre lige nu.. Det eneste som hun havde efter Nick og det var virkelig noget som betød hele verden for hende. Hun havde altid været fars pige.. frem til for hundrede år siden, hvor hele hendes liv endte ud i et rent helvede. Hun havde selv søgt væk fra Sophie og Jeremy, fanget og tvunget ind i prostitution, hvor mange af de spor stadig måtte være at finde på hende. Hun spændte fast i hele kroppen, selvom hun hurtigt og brat stoppet med at prøve at rive benene til sig. Det venstre lå virkelig fastklemt i en stilling som måtte indikere på, at det tydeligt var brækket. En tåre gled stille ned af hendes kind.. Stemmen som kaldte på hende.. den samme som måtte lyde i kæden.. Var det ham? Det kunne da ikke passe! Hun vendte blikket stille frem og tilbage, selvom hun virkelig ikke kunne se noget som helst. Støvlaget var tungt, så det fik hende kraftigt til at hoste, bare hun bevægede sig. ”Av..” hviskede hun dæmpet og med en stemme præget af smerte, for hun havde virkelig ondt, hun var træt og hun var tydeligt dehydreret. Hun trak vejret dybt og vendte blikket stille op. Hun holdt vejret, hævede hånden, hvor hun sendte en meget, meget tynd stråle af lys op af ruinerne.. Blot for at vise hvor hun var. De kaldte jo på hende!

[nick]

Hjertet hamrede virkelig mod Nicks bryst. Han ønskede så inderligt at finde hende. Han ville bare have familien samlet igen. Men når Lexie virkelig var her, så manglede de blot at finde Sophie og Jeremy. Men hvorfor var Lexie alene? Spørgsmålene begyndte at danne sig i hans hoved. Hvorfor var hun ikke sammen med dem? Hvor var de så henne? Havde hun passet på sig selv? Hvordan havde hun gjort det? Havde hun været på slottet længe? Hvad var hændt hende? Skylden rejste sig også ligeså stille. Han trak vejret dybt og gik igennem ruinerne. Tænk at slottet, kunne blive det nye ruin sted. Forhåbentligt så ville det hele blive genopbygget igen, selvom det dog var et større byggeprojekt. Slottet havde jo stået utrolig længe. Han strøg tungen over sine læber, og fortsatte igennem ruinerne. Han kaldte på hende, igen og igen. Han følte, at han kom nærmere lyden. Men han kunne ikke se hende. Den svage stråle som skød op et stykke foran ham, fik ham dog hurtigt til at reagere. Han hastede hen og faldt på knæ, hvor han kunne se Lexie under de nedfaldne murbrokker. Han rejste sig igen. "JEG HAR FUNDET HENDE!" udbrød han. Han tog sig så meget sammen, at han faktisk formåede at bruge mere af sin energi på magien, og han fik derved løftet hele den bjælke sten, som lå over hende. Han faldt på knæ ved hendes side. Hun var virkelig en lille kopi af Lisa, hvilket kun sagde ham alt. "Lexie.." sagde han stille. Halskæden fik han øje på. Han greb fat under hendes knæhaser og omkring hendes ryg og løftede hende ind i favnen. Han lagde hende et sted, hvor der var gulvet tilbage og ingen murbrokker. Det var da bedre, end at ligge ovenpå de mange hårde sten. Han kunne ikke bære hende væk herfra alligevel. Små tårer samlede sig i hans øjne. Glæde, skyld.. og mange andre blandede følelser. "Lexie.." sagde han ligeså stille igen.

[Deleted]

Lexie kunne virkelig ikke forstå det. Hun var kraftigt forslåede af de mange sten, som havde faldet over hende. Benet var tydeligt brækket, men hun var nu alligevel helt sikker på, at hun hørte Nick? Det gav virkelig ikke nogen mening! Han forsvandt jo ud af hendes liv for mange år siden og det var noget som faktisk gjorde ondt et sted? Hun bed sig kraftigt i læben. Igen kunne hun tydeligt høre Nick råbe oppe fra toppen af ruinerne. Hvad der var sket, det vidste hun ikke, det eneste som hun vidste var, at det bare var virkelig nødvendigt for hende, at komme fri og det kunne virkelig bare ikke gå hurtigt nok lige nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.. At hun så fik øje på ham, gjorde det virkelig bare tydeligt for hende, at dette slet ikke var nogen drøm på nogen måde. At han kom hende i møde som han altid havde gjort før han havde været væk. Hendes hjerte hamrede som en sidssyg mod hendes bryst og tårerne fæstede sig omgående til hendes øjenkroge, for det var slet ikke noget som hun havde ventet sig på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”F-far,” hviskede hun hæst og med den tydelige forvirring og overraskelse i blikket som hun på ingen måde, kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Det kunne hun bare ikke, hvad end om hun ville eller ikke. ”Du.. du var væk..” At han fik hende fri, trak hende til sig, hvor hun kraftigt måtte bide smerten i sig. Hun lignede måske sin mor, foruden at hendes hår var blevet helt sort, hendes hud var ligbleg og hun var præget af adskillige vampyrbid næsten over hele kroppen. Hun lagde sig tæt ind mod ham, slog armene fast omkring hans krop og trykkede sig ind mod ham. Det blødte stadig godt fra hendes pande. Hele hendes ene arm og side var helt blå og benet hvilende i en meget mærkelig stilling. Kæden holdt hun stadig om halsen. Hun gik virkelig ikke nogen steder uden den på sig. Tårerne trillede stille ned af hendes kind. Hun havde ikke været her særlig længe. Et par dage højst.
Gabriel havde tydeligt hørt Nicks udbrud inden han havde søgt ned igennem ruinerne. Han havde hurtigt fået samlet en gruppe som skulle hjælpe med at grave dem ud. ”Få dem ud!” udbrød han med en fast tone. Mange kom hurtigt til, prøvede at få gravet en passage, så det ville være enkelt, at skulle få Lexie og Nick ud igen. Han selv kom hurtigt til, brugte selv magi til at få fjernet de største sten og murbrokker og fik dem lagt længere henne på græsset. Passagen skulle bare ordnes og Lexie skulle tilses med det som var nødvendigt. Ha nvendte sig mod den ene som ikke stod så langt væk fra ham. ”Bring mig en flaske vand. Den lille pige er døden nær,” sagde han kortfattet. Manden bukkede hurtigt og hastede efter en flaske vand. Gabriel vendte sig mod passagen igen. Den var ved at være bred nok.

[nick]

At Nick nu endelig havde fundet hans lille pige, kunne ikke gøre ham mere lykkelig. Og han kunne ville virkelig passe på hende fra nu af. Men nu galt det hele om, at få hende plejet og passet. Det ville han i den grad hjælpe til med, og så sørge for at Lisa kunne spørge ind til, hvor han var og så finde ham. Men det ville afhænge af Gabriel's valg, hvor han ville sende Lexie hen til pleje. Og han ville blot følge med. Hans lille pige. Endelig var hun fundet og han ville aldrig slippe hende igen. Aldrig nogensinde. Det ville han slet ikke kunne bære, hvis de skulle blive væk fra hinanden endnu en gang. Han så hvordan hendes øjne blev våde, da han fik øjenkontakt med hende. "Jeg var lille skat. Men jeg er her nu. Far er her nu," sagde han stille. Det kunne ikke være andre end Lexie, eftersom det var en næsten tro kopi af en ung Lisa, pånær det mørke hår. Han så hvor blev hendes hud var, og han kunne hurtigt se de mange vampyr bid. Hvad havde hun dog været igennem? Han ville selvfølgelig føle det var hans skyld. Han kunne da bare have undgået mafiaen, kunne han ikke? Gjort som de ville. Så var branden nok aldrig sket. Tårerne fæstnede sig stærkt i hans øjenkroge. Han strøg hende over hovedet, med en skælvende hånd. Da det hele blev mere fri, kunne han høre stemmer. Gabriels udbryder stemme, og at flere kom til og fik en passage gravet ind til dem. Han trak vejret dybt. Han måtte bare få hende ud og i pleje. Han kæmpede sig op på benene, og holdt hende i sin favn. Han kunne godt. Det blev han ved med at sige til sig selv. Han måtte bare ikke give op nu. Han fik hende båret ud af passagen, og ud mod det åbne. Her blev han mødt af manden som hastede efter vand. Han fik hende op på græsplænen og kravlede selv op ved hendes side, hvor han fik vandflasken. Han løftede hendes hoved og lod vandet falde let mod hendes læber, så kunne hun sluge det i hendes tempo. Det brækkede ben havde han udmærket set, og der skulle også gøres noget. Der skulle renses sår og plejes, og han ville selv hjælpe til med alt han kunne.

[Deleted]

Lexie havde klaret sig selv mere eller mindre lige siden, at branden var sket, for Jeremy og Sophie havde haft hinanden, det var der ikke nogen tvivl om. Hun havde søgt væk fra dem.. hvor hun dog kunne fortryde det den dag i dag, for det gjorde hun virkelig også, det var der heller ikke nogen tvivl om! At Nick sad der sammen med hende, var faktisk noget, som betød ekstremt meget for hende på alle måder. Bare det, at vide, at man havde sin far endnu, var virkelig noget som var så ekstremt vigtigt for hende, at kunne stå ved. At hun ikke var så forældreløs som hun havdde beskrevet sig som overfor Gabriel. Det var nu slet ikke fordi, at hun havde skænket lysets konge en løgn! Hun havde bare ikke vidst, at han havde været derude.. hvorfra skulle hun ellers have vidst det..? Hvad med Lisa? Hun havde virkelig ikke nogen anelse om hvor nogen af dem havde været! Hun knugede sig ind mod Nick, selvom det kraftigt betød at hun måtte bide tænderne fast sammen fordi det gjorde så ekstremt ondt som bare det for hende lige i øjeblikket. Hun nikkede stille til hans ord, blot for at vise ham, at hun havde hørt ham. Tårerne trillede fast ned af hendes kinder. De mange vampyrbid, var slet ikke noget som hun tog sig af lige nu og ej heller de mange kraftige mærker omkring hendes håndled ,som tydeligt måtte indikere at hun havde været bundet og ekstremt stramt, eftersom det havde været for en dag eller to hun havde været på slottet før det var endt med at skulle blive liggende i ruiner. Hun knugede sig ind mod ham, da han valgte at skulle rejse sig og få hende op i lyset igen som måtte stå over dem. Hun hostede ind mod hans bryst på vejen, og selv der hvor hun måtte tvinge skriget i sig, for det ben gjorde virkelig noget så frygtelig ondt! Hun klemte øjnene kraftigt sammen og med en fast sitren som man bare ikke kunne se det mindste væk fra. ”Det gør ondt..” hviskede hun stille og med den hæse stemme. Hun var afkræftet og hun var i den grad også udmattet. At hun blev lagt ned i græsset og med Nick ved sig. Hele hendes krop sitrede tydeligt. Bare den tanke om, at Nick var der, var hende helt uvirkelig på alle måder. Vandflasken som blev ført til hendes læber, hvor hun tydeligt og hurtigt måtte tage de mange slurke bare for at få fyldt den mave med en smule, for det havde hun virkelig bare brug for lige nu. Hun hævede selv den ene hånd og tog omkring den. Den fik hun hurtigt tømt. Hun vendte sig ind mod Nicks favn. Gabriel kom dem roligt i møde og tydeligt lettet over at se hende i live. Han knælede roligt ved deres side og med det svage smil på læben. Benet skulle i den grad ses til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Lexie? Jeg vil bringe dig til Marius’ herregård, hvor en urtekyndig og en healer vil tilse dig og dine mange sår.. Du har kæmpet bravt,” sagde han roligt. Han nikkede mod hende og fik hurtigt beordret et tæppe hen til hende som han selv personligt lagde om hende. Han vendte sig mod Nick. ”Pas på hende,” sagde han roligt, idet han roligt rejste sig igen.

[nick]

Hvordan det var sket, at Lexie havde fået de mange sår og mærker, det var virkelig uforklaring for Nick lige nu. Han kunne slet ikke forstå hvorfor at Sophie og Jeremy, ikke var sammen med hende. Hvem havde efterladt hvem? Måske var hun løbet væk, eller havde de 2 andre udstødt hende? Han vidste det ikke. Men han ville vel tidsnok finde ud af det. Alle hans spørgsmål ville han ikke belæmre hende med nu. Det ville han slet ikke lægge på hendes skuldre, i den tilstand hun havde. At hun ikke var forældreløs, kunne hun jo sådan set ikke vide før nu. Og at han ikke var helt barneløs, det havde han også først lige fundet ud af. Endelig havde han fundet sin ene lille pige. Og Lisa måtte han også snart finde igen. Så kunne de da blive forenet de 3, og så kunne de finde ud af mere om Sophie og Jeremy bagefter. Han så på hende, da han bar hende ud i lyset og op på græsset. Det var rart at finde hende, det lettede en tung byrde om hans hjerte, endelig at have fundet hende. At hun hostede mod hans bryst på vejen, bed han dog blot i sig. Hun skulle nok blive plejet, det var han i hvert fald stensikker på. Han smilede svagt til hende og strøg hendes kind, da hun var kommet ned at ligge. "Det ved jeg. Men meget snart vil du være helt på toppen igen," sagde han varmt til hende. Han så imod Gabriel, da han kom med et tæppe. Han havde ladet Lexie drikke vandet ud for sig selv. Det var rart at se hende drikke. Så manglede der bare mad og pleje. "Jeg skal nok passe på hende.." sagde han og rejste sig med. "Hvordan får vi hende dertil?" spurgte han dæmpet.

[Deleted]

Lexie var virkelig bare så frygtelig træt og udmattet. Det var først nu siden at hun havde forladt Sophie og Jeremy, at hun for alvor følte, at hun kunne slappe af. Hvor de var henne, det vidste hun ikke og et sted, så var hun faktisk også ligeglad. De havde haft så travlt med hinanden så længe, at hun bare havde søgt væk fra dem. Havde de overhovedet mærket sig, at hun var væk? Det var bestemt ikke sjovt, at skulle være den yngste altid, det havde hun tydeligt fundet ud af på den hårde måde, og det var faktisk noget som måtte gøre ondt. Benet brændt som en i helvede, selvom det var noget, som hun måtte se væk fra, for nu. Hun lukkede øjnene stille, lod sig blive pakket ind i det tæppe som måtte falde omkring hendes krop. Hun sendte Gabriel et roligt og taknemmeligt smil. Måske, at alt dette var sket, men han havde virkelig gjort ekstremt meget for hende, bare ved at lukke hende ind på slottet og skænke hende et liv som han havde gjort på denne måde, det var virkelig noget, som hun var noget så taknemmelig for. At mærke som far ved sig igen, var nu den største lettelse af det hele for hende. Hun havde virkelig savnet ham noget så grusomt. Hun havde jo bare accepteret tanken ved, at hun havde mistet begge forældre og sin søster.. Hun havde jo været alene i så frygtelig lang tid, og det var noget, som i den grad havde påvirket hende tydeligt negativt. Hun vendte blikket stille op mod Gabriel og sin far.. Han var der virkelig. Det var ikke bare synsbedrag, hvilket på alle måder, i den grad var det bedste ved det hele for hende. Gabriel betragtede Nick med en tydelig respekt i blikket. Han var langt mere afslappet nu, end da de havde snakket sammen, før Lexie var fundet. "Englene vil fragte hende dertil, hvis du ikke besidder andre transportmuligheder." Han vidste jo trods alt at Lexie var magiker, så det måtte Nick i så fald også være vel?

[nick]

Nick kunne udmærket se, hvor udmattet og træt hans lille pige var. Men snart ville hun have en seng at sove i og så ville hun få hvilet ud. Ligeså måtte han også selv få hvilet mere ud. Dette havde taget på de kræfter, som han faktisk slet ikke havde endnu, efter hans eget overfald. Det var dog intet sammenlignet med, hvad hun havde været igennem. Han ville tidsnok finde ud af hvad der var hændt og så ville han i hvert fald gøre noget ved det, hvis han kunne. Så ville de også finde ud af noget mere om Sophie og Jeremy forhåbentligt. Men indtil Lexie var kommet sig noget bedre, ville han slet ikke begyndte at spørge ind. Hvad som havde gjort udfaldet, af de 2 søstre og Jeremy ikke var sammen længere, var noget af det første han ville finde ud af. Og så ville han efterhånden lette på alle sine andre spørgsmål. Han strøg hendes kind og pakkede tæppet godt om hende. Han så op på Gabriel, og selv med et mere roligt smil. Han kunne se at kongen selv, også var faldet ned og det var faktisk rart at se. Så ville han måske kunne få noget søvn i aften. Han ville stå ved hendes side fra nu af og han ville gøre alt for ikke at miste hende igen. Han lod blikket hvile på Gabriel. "Jeg var ude for et.. Overfald for nogle dage siden, Deres Højhed. Mine magiske kræfter er begrænsede endnu, så vi må nok begge få et lift.. Jeg vil med hende," sagde han dæmpet og drejede blikket tilbage til Lexie. Sandt at han var magiker.