What do you want from me?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne virkelig ikke komme det mindste udenom, at han faktisk følte sig en anelse presset, selvom dette dog på alle måder, var en handling som han gjorde af sin egen fri vilje og med hjerte, sind og sjæl og alt i det, for det var virkelig noget så vigtigt, at skulle få det hele på plads og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok for hans vedkommende. Det gjaldt hans families sikkerhed. Hans lille søn var i tryghed på Herregården i Procias, så var der dog hans lille datter som virkelig var noget så forsvarsløs som intet andet kunne gå hen og blive, det var der heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig noget af det som faktisk var i stand til at skulle frustrere ham i den anden ende. Han bed sig let i læben og fuldte efter Malania og forblev altid lige bag hende. Smukt, det var der virkelig, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, da hun talte og han stoppet op allerede med det samme. Her var han så sandelig også endt på ukendt jord, så han havde virkelig ikke noget andet valg, end lige at gøre som der blev sagt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var der ikke nogen tvivl om. Han nikkede blot til hende og så hvordan hun forflyttede sig med den samme yndefulde gang. Han blev virkelig bare stående, selvom det virkelig føltes so han stod der igennem ekstrem lang tid, og det var bestemt ikke en føllese eller fornemmelse som han faktisk måtte bryde sig særlig meget om, så var det noget som han bare måtte bide helt og holdent i sig. At hun kom tilbage med to andre af sin slags, gjorde ham dog mere opmærksom. Han vidste, at dette var alvorligt og at det ville koste dem begge noget så voldsomt, at skulle få dette gjort, så var det virkelig bare noget, som han ønskede af hele sit hjerte, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han nikkede blot som en hilsen til både James og hans hustru og med det svage smil på læben, inden han igen vendte blikket mod Malania og lige så alvorligt som det havde været tidligere. Dette var bestemt ikke noget, som han ville lave det mindste sjov med, det var der ikke nogen tvivl om. "Jeg gentager mig selv endnu en gang, Malania," sagde han roligt, dog ikke for at hån eller virke irriterende eller noget. "Dette er noget som jeg ønsker af hjerte, sind og sjæl," sagde han roligt. Han nikkede igen blot for at understrege det, at han mente det af ramme alvor, for det var noget som han virkelig ønskede mere end noget andet lige nu.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania tog det hele ganske så stille og roligt, udelukkende fordi, at hun havde den følelse af, at Lestat intet ondt ville dem, ellers havde han vel heller ikke søgt denne lange vej? Hun havde givet ham mange muligheder for at ombestemme sig, og det var noget som hun gjorde fuldt ud bevidst, i frygten for, at han ville fortryde i sidste øjeblik og så ville det hurtigt kunne ende med katastrofale følger. Hun sendte ham blot et roligt smil, selv James og hans hustru nikkede mod ham i et halvvejs buk. De huskede ham tydeligt som den konge han havde været for ekstrem kort tid, hvilket i sig selv, også var noget af en frygtelig stor skam i hendes øjne, for han havde i den grad det potentiale som skulle til på alle tænkelige måder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, det var nu eller aldrig. Hun vendte blikket mod James og hans hustru som tydeligt tog tegnene og bakkede roligt 5 skridt bagud, så de stod i en god afstand til Lestat. Det ville tappe dem alle meget for energi og de vidste det alle sammen, selvom der vel ville komme noget godt ud af det i den ande nende? Det var Malania nu ganske overbevist om, ikke mindst fordi, at manden foran hende, stadig bar så meget af lyset i sindet, at man skulle tro, at det var løgn. Hun kunne i den grad føle og fornemme det. Det havde været i en meget større grad end det som hun havde siddet med, da hun stod i hans sted og hun kunne udmærket godt huske det klare ubehag ved at stå der, så var det virkelig bare noget, som hun agtede, at skulle få gjort, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et roligt smil. "Det er yderst vigtigt, at du bliver lige hvor du står, Lestat. Du må tage imod lyset som en gave og ej det modsatte. Gør du det, så skal det nok gå, det kan jeg forsikre dig om. Gå ned i knæ og tag imod lyset som en gave," sagde hun roligt, dog med det klare alvor i blikket. Hun talte ud fra sine egne erfaringer i denne situation og de vejede i den grad dybt. Hun gjorde sig klar, holdt hænderne tæt ind til kroppen idet at det kraftige lys måtte melde sig. James og hans hustru havde forflyttet sig, så de dannede en form for trekant omkring Lestat, så lyset ville omringe ham fra alle vinkler. Forbindelsen blev skabt mellem deres hænder og en mur af det store lys rejste sig omkring Lestat, så han i den grad ikke kom nogen steder uden at det vil få katastrofale følger. Malanias øjne var endt fuldstændig hvide af ren og skær koncentration og det samme med James og hans smukke hustru. Lyset tog til og blev kraftigere og kraftigere. Hun brød selv den kreds, selvom muren på ingen måde faldt. Hun gik ind igennem muren og ind til ham. Hun greb omkring hans hage og vendte hans blik op mod sig. "Du er helt sikker på, at det er dette du ønsker?" spurgte hun. Hun spillede rollen nøjagtigt som hendes søster havde gjort det i sin tid. Det var nu eller aldrig.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior følte sig virkelig som den lille mand i midten, selvom det nu bare var en følelse og en fornemmelse som han bare noget så kraftigt måtte bide i sig for nu, for dette var virkelig bare noget, som han ønskede at få overstået så hurtigt som det ville være dem muligt, så han kunne komme videre. Det var slet ikke fordi, at han havde vendt lyset ryggen, men i den forfatning som han var, så var det virkelig ikke et sted for ham at opholde sig, eller hans kære forlovede og deres lille datter for den sags skyld, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lyttede igen til Malanias ord. Hun havde prøvet det før, så han vidste udmærket godt, at hun vidste hvad hun snakket om og det var udelukkende også af den grund, at han agtede at gøre lige som hun havde ønsket det af ham. Det kraftige lys var noget som i den grad måtte skære ham noget så voldsomt i øjnene og følelsen af at stikke af, var virkelig på sit største som den aldrig nogensinde havde været det før. Han klemte øjnene sammen, selvom han kraftigt tog sig selv i nakken for at tvinge øjnene op igen. Han skulle tage imod lyset som en gave og han agtede så sandelig også, at skulle tage imod det om det så skulle være med åbne arme, for han savnede det virkelig. Han savnede virkelig det faktum, at han kunne sidde og se på en solnedgang eller opgang for den sags skyld. At Malania brød den store mur af ren lys og efter at han var gået ned i knæ, lod han blikket fange hendes skikkelse hurtigt. Han tvang sig dog til at blive siddende i den fatning af, at hun ønskede ham det bedste i denne situation. Det var jo heller ikke fordi, at hun havde givet ham nogen gyldig grund til at skulle tro det modsatte endnu og det var noget som han i den grad var glad for. Det var nu eller aldrig og han vidste det. Han tvang blikket stille op mod hende, da hun lod hnden søge under hans hage og tvang blikket op mod sig. De helt hvide øjne, var noget som skræmte ham en smule, selvom det nu end bare var noget som han måtte bide noget så kraftigt i sig igen. Han nikkede med en fast og noget så bestemt mine. Han var slet ikke i tvivl om, hvad det var at han ville, selvom lysten til bare at stikke af, var noget af det største og mest kraftfulde i ham lige for øjeblikket, for det var virkelig noget så ekstremt på alle måder, som man overhovedet kunne tænke sig. "Jeg er helt sikker. Det er hvad jeg ønsker," sagde han endnu en gang og lige så bestemt som det havde været de sidste gange, at hun havde spurgt ham. De mange muligheder for at skifte mening, og han nægtet at gøre det. Han var sikker på, at han gjorde det i en god mening og det var, at kunne være i stand til at beskytte de nærmeste og hans familie, samt genvinde bare lidt af det liv som han havde haft dengang. Han blev siddende, selv med den sitren i kroppen. Det var virkelig ubehageligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania måtte virkelig bare være sikker på, at det var lige netop dette at Junior måtte ønske og det var virkelig også den sidste givende mulighed hun ville give ham ,for at skulle ombestemme sig, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Hendes øjne var helt hvide. Selvom hun havde brudt den cirkel og den kreds, så var det stadig mange af hendes egne evner som var i brug stadigvæk. Sveden løb ned af hendes pande og det samme gjorde den på James og hans hustru som kæmpede for at skulle holde fast. Hun lod blikket hvile i Lestats blik, selv der hvor hun var i stand til at skulle se den beslutsomhed som man kun havde set ved hans mor, så det var tydeligt, at der i sig selv, stadig måtte være meget lys i ham endnu og det ville virkelig være en noget så frygtelig stor skam, at skulle stå og se på det glide direkte i glemmebogen, for det var bestemt ikke noget som hun selv ville se. Det ville ikke bare være et tab for ham, men selv et tab for Procias på alle tænkelige måder, og de havde allerede tabt for meget allerede og meget mere end hvad godt måtte være for landets situation, det var der heller ikke nogen tvivv om. Hun trak let på smilebåndet ved hans ord og nikkede så. "Tag imod lyset som en gave.. Husk det," sagde hun roligt. Hun bakkede en anelse idet hun med en fast bevægelse med armene og med James og hans hustru som gjorde nøjagtig det samme, søgte det kraftige lys direkte til Lestats skikkelse. Søgte ind under huden på ham, og kun for at skulle give ham igen af alt det som han havde mistet dagen efter hans bryllup. Dette var den del som i den grad måtte kræve mest energi af det hele, det var at give ham det hele endnu en gang på denne måde, som de nu valgte, at skulle gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De tvang varmen tilbage i ham, de tvang hjertet til igen at skulle slå mod hans bryst og tvang ham igen til at skulle trække vejret, selvom hun udmærket godt kunne huske den fornemmelse som ville være, som at blive kvalt det første lange stykke tid, til man igen måtte genvinde den fulde kontrol, selvom hun var helt sikker på, at det nok skulle gå. Hendes ben rystede under hende, selvom hun stadig tvang sig selv, til at skulle blive stående. Dette var virkelig bare en ting som bare ikke måtte gå galt for nogen af dem, for det ville da først ende med at skulle få de mange katastrofale følger på alle måder, som man overhovedet ville være i stand til at skulle tænke på og det var bestemt ikke noget som hun ønskede! Hverken for sig selv, Lestat eller hans familie, for hun kunne i den grad fornemme, at dette var noget som han gjorde med dem i ryggen og med dem i tankerne. En sand mand af lyset på alle måder, det var hun slet ikke i tvivl om.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Lestat måtte virkelig tage sig selv i nakken, for at blive siddende hvor han sad i lige netop dette øjeblik, selvom det virkelig var noget som holdt ekstremt hårdt. Lyset var virkelig noget som måtte irritere ham som bare pokker lige nu, selvom det virkelig bare måtte være en vanesag for hans vedkommende, det var han så slet ikke i tvivl om, for det var jo det som havde været hans hjem og det som havde været hans tilværelse igennem størstedelen af hans liv. At Malania igen måtte sige de ord, så vidste han, at der nu ikke ville være nogen vej udenom og han betvivlede virkelig heller ikke, at det var dette, som han ønskede at gøre overhovedet. Han vendte blikket mod hende, selvom han klart måtte kæmpe for at holde fokus mod det kraftige lys som stadig måtte stå højt omkring ham. Han stod virkelig fanget i denne situation og han ville virkelig heller ikke ødelægge det. Det var det liv som han savnede og det som han havde brug for, hvis han på nogen måde ville være i stand til at skulle beskytte hans familie, så var det virkelig også det hele værd i hans øjne. At Malania trådte tilbage og væk fra ham og den stråle af ren lys som ramte ham direkte i brystet inden han på nogen måde, havde været i stand til at reagere, fik ham kraftigt til at stivne. De andre som ramte ham i siden og i ryggen, fik ham lige så fast til at skulle skyde brystet frem og med en tydeligt mere krampagtig mine i ansigtet. Skriget måtte han kraftigt bide i sig, idet han kraftigt måtte spænde i absolut hele hans krop bare for at bevare en ro af en eller anden art, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hjertet som blev tvunget til at skulle banke mod hans bryst, satte igang med at banke som havde det været for livet og med den varme, som virkelig var så overvældende på alle måder, samt at han kraftigt kunne mærke det behov efter luft som han måtte sidde med, hvor han kæmpede for at få kontrollen over sine lunger igen, for første gang i 2 lange år, så ar det bestemt ikke nemt! Han ryg ned på ryggen og med de små kramper som han bare prøvede, at skulle genvinde kontrollen over. Hans øjne løb kraftigt i vand, da han stille fik snappet til sig bare en smule af luften som måtte hvile omkring ham og med det klare besvær. Det gjorde ondt. Hans ene hånd greb sig kraftigt til brystet og knyttede sig fast omkring hans klæder. Han kunne mærke det.. Han kunne mærke hans hjerte for første gang igennem 2 lange år. Han gispede svagt efter luft og med den næsten udmattelse i blikket. Det var i den grad noget som tog på kræfterne og meget mere end det som han lige havde ventet sig. Det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet.