What do you want from me?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde endelig formået, at skulle vende snuden hjemover efter de mange møder, som hun havde været igennem her i det sidste. Det med Horace var noget som hun ikke ville glemme, men den mand til Pierce, var bare en som hun ikke kunne få ud af hovedet. Det var virkelig første gang, at hun nogensinde havde set en som ham og det var noget som virkelig fascinerede hende noget så voldsomt. Hun trak tilfredst på smilebåndet, idet hun vandrede igennem skoven. Det havde i den grad taget hende skræmmende lang tid, at skulle komme hjem, selvom det nu og da, slet ikke var noget som havde nogen direkte og decideret betydning for hende, det var der ingen tvivl om. Hun frygtede ikke for mørket og det var sådan, at det skulle være i den anden ende. Hun kendte til det bedre end noget andet lysvæsnen, eftersom det havde været hendes hjem igennem.. ja gud ved hvor mange år vel? Hun bevægede sig igennem skoven med de rolige og så tydeligt yndefulde skridt, for at komme tilbage til lysningen, hvoraf hun vidste, at resten af hendes slags måtte opholde sig. Det lange mørke hår dansede smukt til hendes skridt og eftersom at hun gik i mod vinden, så slog den også direkte mod hendes ansigt, hvilket i den grad kun var med e behagelig og let kølig brise, så var det virkelig intet som havde den direkte betydning for hende. Lige netop nu, skulle det bare blive godt, at komme hjem igen efter så lang tid ude, så var det nu alligevel ikke noget som påvirkede hende i den retning alligevel. Træt var hun ikke, men en hvile sagde man vel aldrig nogensinde nej til?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At være tilbage i Procias, var virkelig en skræmmende tanke for Junior, for han havde virkelig ikke været her længe. Han var vant til mørket og det dystre hjemme i Dvasias, hvor han havde slået sig ned sammen med sin storebror, hans storesøster, deres lille, samt Nathaniel, Liya og ikke mindst Cayla og deres fælles lille pige, som han elskede mere end noget andet i denne verden. Bare tanken omkring den dejlige lille pige, var noget som kunne få ham til at smile, men også deraf en grund til at han søgte efter Malania lige i øjeblikket. Der var sket så meget, at han virkelig ikke formåede, at skulle se noget andet valg for nu og det var ikke noget som han kunne komme udenom. Han havde ikke fortalt eller snakket med Cayla omkring dette, udelukkende fordi, at han var kendt med den risiko som han måtte løbe ved netop at gøre som han gjorde i øjeblikket. Det kunne gå helt galt, ligesom det kunne gå det stik modsatte, det var ikke noget som han kunne komme udenom, faktisk måtte gøre ham en anelse urolig. Ha bevægede sig igennem skoven og tydeligt meget opmærksom. Et sted var han af kongeligt blod, men han var mørk af racen og han vidste udmærket godt hvilken straf som måtte ramme hvis han blev fanget nu. Han vidste jo godt hvilke regler og love som hans kære bror havde sat ind og det var virkelig en af de grunde til, at han var så forsigtig som han var lige netop nu. Han ville jo gerne hjem til familien igen bagefter. Han nåede et godt stykke ind, idet han formåede, at opfange lyden af et bankende hjerte, hvilket hurtigt fik ham til at stoppe op og se sig omkring. Ganske rigtigt, ikke langt fra ham, kunne han se en kvindelig skikkelse, og eftersom alt det som han havde fået hørt og set, så kunne det ikke være andre end Malania.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kendte udmærket godt til de regler som Gabriel havde sat ind, og hun var et sted også utrolig glad for, at han slog så hårdt og så kraftigt ned på det som det han gjorde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, at det var noget som glædet alle og ikke mindst hende selv, så Procias igen kunne blive et frit sted at vandre, uden at man skulle tænke på, hvad der måtte vente udenfor, lige så snart at man forlod sit hjem og gik ud i den store verden. At hun blev forfulgt, og at nogen faktisk måtte søge efter hende, var slet ikke noget, som hun vidste. Hvem skulle dog søge så langt ud i skoven, hvis man ikke var kendt herude? Måske, at hun var en anelse naiv til tider, men hun havde i den grad også hovedet med, når det virkelig skulle vise sig, at være nødvendigt i den anden ende, det var der slet ikke nogen som ehlst tvivl om overhovedet, og det var sådan, at hun agtede, at skulle holde det. Hendes læber skilte sig, idet hun brød ud i en smuk sang. Hun elskede at synge, når hun endelig var alene, det var noget som enhver som kendte hende, ville være i stand til at sige, selvom det virkelig ikke var særlig mange. Efter at Lucius var død, så var hun ekstrem forsigtig med, hvem som hun ville lukke tæt på sig. Mand som kvinde, det var ikke noget af betydning for hende lige her og nu, det var noget som hun meget fint kunne stå ved, så var det virkelig ikke det som direkte havde nogen betydning. Hun var glad, af en grund som hun slet ikke kunne finde hverken hoved eller hale ved, men det var vel kun godt for hende? Hun fortsatte med de rolige skridt igennem skoven for at komme i retningen af lysningen, som heller ikke ville ligge så langt herfra. Hun savnede lyset allerede, og hun vidste, at det ville være der, så længe, at der stadig måtte være lysvæsner tilbage i Procias og her agtede hun så sandelig også at blive til det sidste, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

For Junior, var dette virkelig noget så vigtigt, at det måtte komme på plads. Ikke bare for hans egen skyld, men i den grad også for hans familie, for omstændighederne var virkelig meget anderledes nu, det var han helt sikker på. Kun Malania ville være i stand til at hjælpe, for en anden som kunne, var slet ikke noget, som han ønskede at opsøge. At være hvad han var, var noget som han havde accepteret, selvom det i den grad havde krævet ekstremt meget af ham i den anden ende. For pokker da.. han havde været så tæt på at skulle sætte tænderne i Camryn jo! Bare tanken gjorde ham direkte usikker og det var også deraf en grund til at han gjorde dette. Han var stadig lys af sind, han nærede sig kun år det var nødvendigt, men lige dette, var noget som han så på som noget meget vigtigere for ham på alle måder, det var slet ikke noget, som an ville kunne lægge det mindste skjul på overhovedet og det var så sandelig heller ikke hans mening, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han bevægede sig frem mod hende. Han vidste udmærket godt, at dette var noget af en risiko at løbe, men hellere løbe den og så håbe på det bedste, end at sætte sig tilbage og lave mere eller mindre ingenting i hans øjne, det var i alle fald sådan, at han selv måtte se på det, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han holdt blikket stift på skikkelsen foran sig idet han roligt og stille, gik hende i møde. Hendes stemme var smuk, ingen tvivl om at hun måtte være den eneste som han måtte søge efter i denne stund. Ikke at det var noget som forekom ham som nogen overraskelse. Malanias historie vandrede allerede.. De mange år som hun havde tilbragt i mørket, var blot noget som han måtte beundre. ".. Malania Marchioness?" spurgte han stille, blot for lige, at være på den sikre side. Han ønskede virkelig ikke at dumme sig, det var der heller ikke nogen tvivl om, men at tage det på denne måde, var noget som han nu efterhånden var ganske god til. "Jeg har brug for din hjælp," tilføjede han roligt. Ikke mindst med den klare ærlighed i hans egen stemme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig ligeglad med hvordan de mange rygter måtte lyde omkring hende, for det var virkelig ikke noget, som betød noget sådan direkte for hende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun levede mere eller mindre bare sit liv og det var noget som hun agtede at skulle gøre det, uden at andre skulle få lov til at blande sig i det, for de havde virkelig ikke noget at gøre med det i hendes øjne, så måtte de jo bare lade hende være, for hun var bestemt ikke farlig, med mindre, at det virkelig var nødvendigt set med hendes øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun stoppede hurtigt op, da nogen synes at kalde på hende. "Ja?" svarede hun med en rolig og stadig så syngende stemme. Hun kendte udmærket godt til kongefamilien og de mange sønner og døtre som måtte bære det kongelige blod, ikke mindre også, at Junior var en af dem som havde vendt sig til mørket, udelukkende på grund af de mange regler som han selv havde sat op i sin tid, hvilket hun i den grad også måtte bære den tydelige respekt for, det var ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Blikket som måtte falde på selveste Lestat Junior, var dog noget som måtte overraske hende en hel del, det var bestemt ikke noget, som hun havde haft den tro på, at skulle stå overfor, det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom. Hun ventdte sig roligt mod ham og med den næsten respektfulde mine. "Lestat Junior.. Hvad er det som bringer dig hertil?" spurgte hun roligt, ikke mindst tydeligt med en nysgerrig mine som hun på ingen måde, formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. At han direkte kom og søgte hende, spurgte efter hendes hjælp, var noget som slet ikke gav nogen mening for hende overhovedet, det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Du af alle burde slet ikke være her, Lestat," sagde hun med en rolig og alvorlig stemme alligevel. "Uanset hvilken hjælp det er du søger," afsluttede hun roligt og med den samme syngende stemme og tone som det hun havde gjort brug af hele tiden, det var slet ikke noget som hun kunne lægge skjul på.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var udmærket godt klar over, at han løb rundt her med en giga risiko hængende over hovedet. Han havde blot fået tilladelsen til at komme ind i landet, fordi, at han skulle snakke med Camryn og intet som helst andet, som det jo måtte se ud nu, så var han jo i fuld gang med at bryde den aftale og det var noget som kunne få katastrofale følger, men igen, så var Junior heller ikke den type som ikke gjorde tingene hvis der ikke var en grund til at skulle gøre lige netop som det han gjorde det, og lige netop nu, så var der så sandelig en grund til at gøre det - Han ønskede at beskytte sin familie mod alt det som kunne ramme den, for han ønskede virkelig ikke, at være den type som måtte gå i seng med en uro i sindet og med en frygt for at glide for hårdt i søvnen, at han ikke ville vågne igen, hvis der skulle ske det ene og det andet. Det var en frygt som de var mange som gik i seng med nu om dage. At hun reagerede gjorde ham i det mindste glad. Han gik mod hende med de rolige og sikre skridt. Han var ikke bange forh ende, og han var så sandelig heller ikke bange for at vise det. Hun genkendte ham, så var det jo det mindre at skulle tage sig til lige netop nu, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod, de var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg ved godt, at jeg ej burde være her og jeg kender til risikoen ved at bryde den kontrakt som jeg har gjort med Gabriel. Jeg har bare brug for en hjælp, som du vidst er kendt som den eneste som kan skænke mig," sagde han stille, dog med en let stædig tone. Han vidste jo at hun havde ret. Han burde ikke være her, men han skulle være her og specielt med det som han havde i tankerne. Han vidste, at Malanias søster havde skænket hende det samme, og nu havde han selv brug for det. Han var ikke af mørket af sin frie vilje og de magier og de evner som han havde været født med, var noget som alligevel måtte veje godt og tungt i sindet. "Jeg søger en hjælp som du alene kan give mig.. Hvis du vil, så skænk mig den, og jeg søger væk med det samme. Det kan jeg give dig mit ord på," lovede han med en rolig og alligevel noget så oprigtig stemme, som han slet ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på. Det var slet kke noget som han ville være i stand til, det var der virkelig ikke nogen tvivl om.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne næsten gætte sig frem til, hvad det et sted måtte være, at Lestat måtte søge efter, et sted var hun jo slet ikke i tvivl. Hvad der var sket med ham, var noget som var kendt for alle efterhånden, selvom det nu alligevel var en tragisk oplevelse, at skulle møde dagen efter sit eget bryllup, udelukkende fordi, at det var så kendt, at det var noget soms havde påvirket Camryn noget så frygteligt, at hun selv havde sagt tronen fra sig og det var der at både Amaryllis og Gabriel var endt i kamp om at få den og nu var det Gabriel som sad der. At bryde de aftaler med Gabriel kunne næppe være et heldigt valg i den anden ende, det var hun næsten så sikker p, selvom hun nu alligevel tog det hele i stiv arm. Hun frygtede ikke for Lestat på nogen måde, udelukkende fordi, at hun vidste, at han havde været af lyset af sind og sjæl ligesom hun selv havde været i alle de år, hvor hun selv havde været i mørket. Det var nu alligevel på ingen måde, noget som hun måtte fortryde det mindste af overhovedet. "Det er store ord at høre fra en som kommer hele vejen fra Dvasias, Lestat," påpegede hun med en alligevel alvorlig stemme, det var slet ikke noget, som hun på nogen måde, kunne formå, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom og det var heller ikke noget som hun ville for den sags skyld. Hovedet søgte let på sned og uden at skulle se væk fra ham. Han gjorde hende ikke nervøs eller noget lignende, det var bare noget som hun for den sags skyld, bare måtte bide noget så voldsomt i sig. "Du kommer vel ikke og beder mig om en udrensning?" spurgte hun stille, da det endelig måtte falde helt på plads, hvis det blot var en hjælp som hun var i stand til at skulle skænke ham, så måtte det jo næsten være det. Hun var klar over, at det var noget som måtte tage voldsomt på kræfterne af hende, men også at det var noget som en i mørket havde muligheden for at skænke, selvom hun intet havde gjort vel? Han opsøgte hende vel ikke? Så var der jo trods alt også noget godt og noget lyst tilbage i Lestat. Hun tog et skridt mod ham. "Hvis det er det som du søger, Lestat, så skal du vide en ting.. Det kommer til at koste både dig og mig for voldsom energi," påpegede hun denne gang med en noget så frygtelig alvorlig stemme.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var udmærket godt klar over, at dette ville koste ham noget så voldsomt med energi på alle måder, som man overhovedet ville være i stand til at skulle tænke sig frem til, selvom det nu og da, ikke just var det som plaget ham mest. Det som i den grad måtte plage ham mest, var den risiko som hele hans familie måtte leve med uden at nogen af dem var i stand til at gøre noget som helst. Så længe, at Kimeya ville være i live, så ville den beskyttelse forblive oprejst, men i det sidste, havde den set ud til at falme og det var noget som bekymrede dem alle og Nathaniel var virkelig ikke i stand itl at skulle optage sig mere nu. Den mand havde virkelig så meget ellers at skulle slås med, så det var slet ikke noget som man magtede, at skulle påtvinge den mand på nogen som helst måde overhovedet. Dette var noget af en risiko at løbe, men det var nu hvad han måtte ønske. Det lyse hjerte foragtede hvad han var blevet og det hele var jo foregået mod hans vilje og det var jo trods alt også det, som påvirkede ham i den grad som det nu havde gjort. Han lovede oprigtigt, at søge væk så snart, at det var sket, så han kunne komme hjem igen. Han ville virkelig ikke bekymre Cayla mere end højest nødvendigt, det var der heller ikke nogen tvivl om og nu havde han jo allerede været væk temmelig længe. "Jeg ville ikke komme hele denne lange vej, hvis det ikke var ord af hjertet, Malania.. Jeg har virkelig brug for den hjælp," sagde han stille og dog med en frygtelig ærlig stemme. At hun kaldte ham ved fornavn, var nu ikke noget som gjorde ham det mindste, det var faktisk noget som gjorde ham glad et sted. Udrensning.. Det var det som de kaldte det, og det var lige netop hvad det var, at han måtte søge. "Jeg ved udmærket godt, hvor meget det vil kræve af os begge, men jeg ønsker det.. Jeg har brug for det," sagde han stille. Han var udmærket godt klar over, at det ville give dem så meget mere at slås med hjemme, udelukkende på grund af kampen mellem det lyse og mørke i ham, men han agtede, at tage den kamp op. Han nægtet at give op nu! "Det er ikke for sjov, jeg har hørt hvad der er sket hvis det går galt og tro mig.. Jeg er villig til at løbe den risiko," afsluttede han med en bestemt tone.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det her var bestemt ikke for sjov og Malania var udmærket godt klar over det. Alle vidste, at det havde været et ret uheld som havde forårsaget at Lestat var blevet som han var, så det, at han jo faktisk valgte, at skulle søge den hjælp, var hende ikke videre nogen større overraskelse, selvom det dog på ingen måde hindrede i, at det var noget som krævede noget så frygtelig meget fra dem begge og det var bestemt det som hun måtte reagere på. Ikke bare, at han var en af de sidste efterfølgere af den store Elanya, og at han jo faktisk var af royal slægt, så var det virkelig ikke noget som betød noget for hende, alle skulle have den mulighed til at skulle leve livet og kunne hun hjælpe ham med den, så gjorde hun det i den grad gerne og med den største fornøjelse, det var heller ikke noget som hun kunne komme udenom. At han ikke reagerede stort på, at hun kom tættere på ham, var nu noget som klart var positivt for hendes vedkommende. Man kunne jo pænt sige, at det var en test for at se, hvor meget af mørket som faktisk var i ham efterhånden? Han virkede heller ikke fristet til at bide hende, ellers var han bare ekstrem god til at skulle tvinge det i sig, selvom det i hendes øjne, gik ud på det samme uanset, så det var ikke noget af betydning. Hun lod hovedet søge let på sned, blikket hvilede roligt i hans og med det svage smil. Der var jo ikke nogen tvivl om, at han mente dette af alvor, og det samme gjorde hun.. Det gjorde hun i den grad, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hvis du vidste hvor stor af betydning de ord var, Lestat. Du ønsker virkelig det her og er du helt sikker? Hvis du allerede er kendt med risikoen som det indebærer, så vil jeg hjælpe dig.. Men dette er virkelig noget, som du skal ønske med hjerte, sind og sjæl, ellers kommer det virkelig til at gå galt," påpegede hun med en i den grad noget så alvorlig stemme. Han måtte være kendt med det hele, for dette var noget som mange slet ikke turde, at skulle opsøge på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, så dette var noget som hun i den grad måtte tage på det strengeste alvor. At han direkte åbent kunne sige hende, at dette var noget som han ønskede og en risiko som han var villig til at løbe, var noget som blot fik hende til at smile ganske svagt. "Hvis du er så sikker på, at det er en risiko som du er villig til at løbe, Lestat, så skal jeg glædeligt hjælpe dig," sagde hun roligt og med en klar alvorlig mine i ansigtet.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var udmærket godt kendt med risikoen at skulle løbe lige her og da, men det var noget som han faktisk måtte ønske, at skulle gøre, ikke bare for sig selv, men i den grad også for hans familie som lige så havde brug for den beskyttelse som Kimeya nu ikke længere kunne skænke dem. Måske at besværgelsen omkring huset var fantastik, men efter at Jay havde formået at komme ind, så tvivlede han nu ærlig talt på hvor længe den ville holde endnu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville ikke komme hertil og faktisk bryde den aftale som var lavet med hans ældre bror, hvis det ikke var fordi, at det virkelig var vigtigt for ham og så kunne han i den grad også love, at han ikke ville være, at skulle finde på denne side af muren uanset, for han ville virkelig bare hjem til familien og sørge for, at de var sikre, for det var i den grad den følelse som de alle havde brug for at skulle sidde med, og den kunne han desværre ikke sidde med endnu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og det var nu alligevel noget som i den grad også måtte påvirke ham på en måde, som han på ingen måde, kunne bryde sig om, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med et alvorligt blik, det var slet ikke fordi, at han ikke var fristet til at skulle bide hende, for det var han, men han valgte, bare at skulle bide det noget så kraftigt i sig, også mest for sin egen skyld. Han sendte hende et svagt smil. "Som sagt, jeg ville ikke gå denne lange vej i min søgen efter lysningen og jeres smukke væsen, hvis dete ikke var fordi, at det var det som jeg måtte ønske, Malania. Jeg ønsker det af hjertet, jeg ønsker det af sind og jeg ønsker det af sjæl og dette er bare noget, som du er i stand til at skulle hjælpe mig med, det ved jeg." Hans ord var i den grad oprigtige, at skulle fyre en løgn af, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til på nogen måde overhovedet, for det var virkelig ikke noget som lå til hans opdragelse på nogen måde overhovedet. Han så på hende med et let alvorligt blik. Han var kendt med den store risiko og han vidste, at det ville koste ham livet hvis det gik galt. "Jeg stoler på dig, nok til at tro på, at dette nok skal gå.. Ellers må jeg tage konsekvensen," sagde han roligt. Måske var det modigt sagt og dumdristigt gjort, men han var virkelig helt sikker på, at dette skulle vise sig, at være ekstremt nødvendigt for ham på alle måder som man kunne tænke sig. Han måtte jo beskytte sin familie og hans stumme og døve lille datter. Hvis der skete hende noget, så ville han aldrig nogensinde tilgive sig selv, det var helt sikkert!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Junior var i det mindste indforstået med alvoret i dette, så det gjorde det endda bare en anelse nemmere for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et roligt smil. Man kunne jo pænt sige, at han havde bestået den prøve som hun lige havde valgt, at skulle udsætte ham for, selvom det nu ikke var noget som hun havde gjort så åbenlyst uanset, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde selv intet imod dvasianere eller deres væsner for den sags skyld. Hun havde været gift med en selv i ekstremt mange år og det var noget af det som i den anden ende, blot havde en stor betydning for hende i sig selv. Der havde hun virkelig også ekstremt meget at takke Lucius for, for han havde virkelig ændret hendes syn på de væsner. Det var jo tydeligt, at der ikke blot var mørke og kulde i dem, som der siges at være, det havde hun endda fundet ud af på den hårde måde, hvis man kunne sige det på den måde. At han ønskede det af hjerte, sind og sjæl, var noget som hun tydeligt kunne fornemme ved ham og det gjorde virkelig også det hele så meget bedre for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede til hans udtalelser. Et sted kunne man jo fint sige, at hun var endt med at blive overbevist og at dette var noget som de kunne gøre noget ved? "Hvis du er så sikker, Lestat, så lad mig føre dig til lysningen, hvor det hele vil foregå. Det vil koste mig for mange kræfter, at gøre det alene og jeg ved ikke om du er kendt med situationen som Procias ligger under nu, så er det kun farligt," sagde hun roligt. Hun lod hånden glide igennem de mørke lokker, idet hun roligt bare vendte om på fødderne og begyndte at gå videre ind mod den mørke skov. Lysningen lå nemlig et godt stykke inde og det var der det hele skulle gøres ,for ikke at se væk fra, at hun ville være i stand til at skulle få sig noget hjælp, hvis det skulle vise sig, at blive for tungt, hvilket hun et sted allerede var klar over, at det ville være, selvom de havde den fordel af, at han ikke havde været af mørket i lige så lang tid, som det hun selv havde været det, og for hende, var det jo gået helt og særdeles perfekt på alle tænkelige måder som man overhovedet kunne tænke sig, så hvorfor skulle dette dog gå galt? "Hvis du er så sikker i din sag, Lestat, så følg med. Du vil aldrig være i stand til at finde lysningen uden mig," afsluttede hun med en rolig og sandfærdig stemme, idet hun blot vendte om og fortsatte sin vandring for at komme tilbage til de områder som var hende selv så kendt. Kunne hun komme frem i sit eget tempo, så var hun kommet afsted hurtigere end det her, men nu var han med, så måtte det jo gå som det nu måtte gå.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior betvivlede virkelig intet på denne kant. Han kunne være i stand til at beskytte sin familie og han ville måske også være i stand til at skulle etablere et forhold af en slags til Camryn og hans lille søn Marcianus, som han blot havde fået muligheden for at skulle se denne ene lille gang. Et sted var det jo faktisk en tanke som gjorde ondt, selvom der nu ikke var meget for ham at gøre ved den sag. Han var virkelig selv skyld i det. Han betragtede hende med det rolige og tydelige alvorlige blik, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han sukkede stille og rystede den tanke stille og roligt ud af hovedet, det var virkelig ikke noget som han ønskede at skulle tænke over lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede vel bare alle det bedste, og det kunne han ikke i den tilstand som han vandrede rundt i netop nu og det var faktisk også noget som måtte frustrere ham noget så voldsomt. Han vidste lige så godt, at Malania havde været en del af mørket og endda også i meget længere tid end det som han selv havde været, så et sted måtte det vel også være en fordel? Han kunne i det mindste håbe på det, og det gjorde han så sandelig også, det var der ikke nogen tvivl om. "Jeg kunne virkelig ikke være mere sikker, end det som jeg allerede er," sagde han med en rolig, kortfattet og alligevel noget så oprigtig tone som han overhovedet kunne komme til det, det var heller ikke noget, som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Han vendte blikket mod hende, da hun bare vendte om og begyndte at gå. Først da hun gjorde det klare tegn til at han skulle følge med, så gjorde han det. Dette var i den grad helt ukendt område for ham og ikke mindst, at han næsten kunne gætte sig til, at andre lysvæsner sikkert ikke ville blive særlig begejstret for at han skulle være der, det var han så sandelig slet ikke i tvivl om overhovedet, selvom det nu ikke var noget som han kunne sige meget til. Han var jo trods alt af mørket, uanset hvor meget han så var for den tanke eller ikke, så var der ikke meget, at han selv kunne gøre ved den tanke, det var der ikke nogen tvivl om. "Du vil føre mig direkte til lysningen?" spurgte han roligt, og med den dog klare forundring i stemmen. Han vidste, at det var et sted som blot ekstremt få mennesker havde set og der var ikke mange til at fortælle om det, men bare at det kunne hjælpe ham i den situation som han stod i, så var det klart det hele værd.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvilke tanker, at Junior gjorde sig ved dette, var ikke noget som Malania direkte ville blande sig i. Bare, at dette var noget som han ønskede af hele sit hjerte, så skulle hun nok hjælpe ham på vejen mod det endelige mål og give ham hans magiske egenskaber tilbage igen. Hvis han ønskede det af hjertet, så skulle det hele nok gå, det var hun helt sikker på, for det var jo trods alt også det, som hun havde oplevet selv, det var der ikke nogen tvivlv om overhovedet. Hendes kære søster havde jo skænket hende det helt samme, selvom hun nu stod i det problem, at hun ikke havde nogen anelse om hvor den tøs måtte være henne og det var virkelig ved at bekymre hende en god del, selvom der virkelig ikke var noget at skulle gøre ved det. Hun vendte sig mod ham, da han endelig måtte nå op ved siden af hende. Han var faktisk skræmmende tæt på lysningen, selvom hun nu var ganske så sikker på, at han på ingen måde, ville være i stand til at skulle finde frem til det uanset hvor meget han så end gerne ville det, så var det stadig et sted som henlå helt sikkert her i skoven, det var slet ikke noget ,som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun sendte ham et stille smil. "Hvis det er de tanker som du gør dig ved dette, Lestat, så er jeg helt sikker på, at det hele nok skal gå.. Selv på trods af den risiko, som ikke bare du løber, men i den grad også mig selv," fortalte hun med en klar og tydelig ærlighed i stemmen, det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun kunne ikke fordrage, at skulle fortælle en løgn og specielt ikke joke med noget så alvorligt som det her, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom. Lestat var da i den grad en mand som opvejede det gode med det dårlige, så der var virkelig ekstremt meget lys i ham endnu. Deraf en grund til at hun godt kunne se for sig, at den mand kunne sidde på tronen, hvis det ikke havde været for alle disse omstændigheder, det var der heller ikke nogen tvivl om, for den familie havde virkelig mødt ekstremt meget modstand. Hun gjorde et let kast med hovedet, da hun forlod den store sti og søgte ind mellem buske og træer, kradt og lyng, for at komme ind hvor det var meget tæt, for dereftr at fortsætte vandringen der adskillige hundrede meter til de kom til den ekstreme store lysning, hvor der bare ikke var noget tegn til uro eller mørke af nogen slags, selvom dette ikke just ville være skadeligt for Lestat. Hun vendte sig mod ham. "Så længe, at du går her med mig, så vil ingen røre dig," afsluttede hun venligt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var virkelig helt sikker på, at det var dette som han ønskede og det var virkelig også det eneste som ville hjælpe ham. Han ville dette med hele hans hjerte og han skulle så sandelig nok kæmpe for, at det skulle gøres som det nu måtte være, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne han bestemt ikke komme udenom overhovedet. Han vendte blikket stille og roligt i retningen af hende, som han blot fortsatte med at gå med hende. Hvor tæt han selv havde været på lysningen, vidste han ikke, også selvom han udmærket godt var klar over, at det ikke var et sted som man bare sådan uden videre, ville være i stand til at skulle komme dumpende over, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det havde været en lang tur, men den var i den grad ikke nået til sin ende, før han kunne stå igen med et bankede hjerte og med de magiske tendenser i sin egen behold, for så vidste han trods alt også, at han ville være i stand til at skulle beskytte familien med alt hvad det nu måtte indebære. Han betragtede hende roligt og med en anelse uro i blikket.. Hvis han ikke havde været med hende, ville de i så fald bare skyde ham ned? Han nikkede stille, da de langt om længe måtte nå dette sted, og han gik stille og roligt ind i i lysningen, da de kom så langt og så sig stille omkring. Bare det, at kunne sætte sig ned og opleve en solopgang eller nedgang for den sags skyld, ville virkelig betyde ekstremt meget for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom. Han blev dog tæt på Malania hele tiden. Lysvæsnerne måtte da være der, selvom de slet ikke var til at skulle se, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Her er virkelig smukt." sagde han stille og med det samme blik som tidligere. Han var dog tydeligt imponeret af hvad lysningen var, for det levede i den grad op til de forventninger som han havde haft af dette sted og de mange fortællinger som han havde hørt. Det gik jo langt forbi det som han havde hørt og det var ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania så virkelig ikke nogen grund til at Lestat skulle komme mere til skade, end det som han allerede måtte være, udelukkende på grund af hans tilstand. At hans jo var et uheld, gjorde jo bare, at der var en grund mere til at skulle finde tilbage til hvad han havde været, hvor hendes til gengæld havde været helt frivilligt på hende og Lucius' bryllupsdag. Hun huskede det hele så tydeligt endnu. Hende i den flotte sorte og blodrøde kjole, håret opsat og hendes ja, som resulterede i, at hun blottede halsen for ham og hans idet at han satte tænderne i hende. Smerten huskede hun så sandelig udmærket, selvom det nu ikke var det som hun ønskede, at mindes om ved Lucius. Hun elskede stadig den mand af hele hendes hjerte og for altid, så ville han være den del af hende, som hun for altid ville mangle, efter hans bortgang. Utroligt så lidt der skulle til for at ødelægge noget så smukt.. Hun rystede den tanke ud af hovedet og vendte sig mod Junior igen. Hun sendte ham et roligt og stille smil. "Vent her. Jeg melder fra, at du er her." Hun gik længere ind mod lysningen og søgte op i et ganske så specielt træ, ikke langt derfra. Det var her at James måtte holde til. Den selv samme mand som havde hjulpet hende tilbage til lyset dengang og hun havde i den grad også brug for hans hjælp denne gang, det var helt sikkert og den ønskede hun virkelig at få bekræftet med det samme, om hun kunne få den eller ej, for dette ville virkelig blive trættende for dem alle sammen, ikke mindst Junior også som måtte tage imod det hele, for at få det liv tilbage som han havde haft. Måske ikke som landets konge, men det liv i form af magi, et bankende hjerte og det som nu måtte følge med, for det var vel et sted lige så vigtigt som alt det andet for ham? Det kunne hun næsten fornemme. Hun landede igen roligt overfor Junior med James stående ved sin side og hans kone, som begge havde indvilget i at skulle hjælpe til i denne situation. "Lestat. Dette er James og hans hustru. De ønsker begge at hjælpe til med din udrensning. Du er stadig helt sikker på, at det er noget som du ønsker? Du kender til alvoret forstår jeg," sagde hun roligt og med en alligevel meget alvorlig stemme.