Like the dead; were I belong

[pharrel123]

Natten havde – som den plejede – lagt sig over Dvasias. Nattehimlen var ikke fri som den plejede. Man kunne ikke skimte stjernerne eller månen for de mørkegrå skyer. Luftfugtigheden var steget, og det tydede til regn. Vinden havde også taget til og var blevet stærkere end den havde været tidligere på aftenen. Men skønt det så ud til dårligt vejr, så havde denne mørke unge mand stadig søgt udenfor. Til kirkegården for at være helt præcis. Hans mørkeblonde lokker fløj hulter til bulter i vinden, ikke ligefrem noget han lagde specielt mærke til. Han sad på en gravsten, og skønt der var en død, der lå under ham, så var det ikke noget han tog sig af. Det eneste der egentlig gjorde kirkegården uhyggelig, det var den lette tåge, der lå hen over jorden. Han var stort set ligeglad med alle på kirkegården. Han sad i sine egne tanker. Tænkte på at der snart skulle ske noget spændende i hans liv. Om det så var noget han selv måtte opsøge. Den sorte læderjakke var lynet helt op og flakkede let i vinden. Indenunder bar han sin sædvanlige hvide top og sin families arvestykke. En halskæde med hans families slægtssymbol. De natblå øjne, som næsten var helt sorte, så ud i ingenting.

[Deleted]

Måske ville nogen sige, at det var sent, en så ung pige som Sheila var ude. Specielt på et sted som kirkegården. Ganske vidst var der ikke specielt mange der kendte hende, i hvert fald ikke i øjeblikket. Hun var sikker på at hun med tiden ville få sit navn frem, men lige nu var hun bare ligesom en hver anden ung pige, en hver anden ung pige der kunne kontrollere de døde. Hun var ganske vidst mere velklædt end hun længe havde været, eftersom hun endelig havde fundet et trygt hjem. Derfor var hendes slidte sorte kjole skiftet ud med en tykkere og bedre sortkjole, selvom hun dog, for ikke at fæle sig helt fremmed havde taget sin gamle tyndslidte sorte kutte på. Hun havde også fået et par tykke læderstøvler på fødderne, istedet for at gå barfodet, som hun ellers altid havde gjort, selv i vinterkulden. Vinteren var dog efterhånden forbi, og var blevet erstattet af foråret. Hendes plummerbrune øjne stirrede ret fremad, mens hun gik, uden at sige et ord. Over hende hørtes et hæst skrig fra en fugl, der kort efter landede på hendes skulder. Det var en sort ravn, med underligt tomme øjne. Dens skrig havde fået den unge pige til at stoppe op, og kigge sig vagtsomt omkring. Der var nogen i nærheden..

[pharrel123]

Pharrel skævede kort op til den grå himmel, der blot blev mørkere og mørkere. Måske en storm var på vej? Ikke fordi det ville gøre ham noget. Han var død og ville alligevel ikke kunne blive syg af regnen. Det eneste han egentlig skulle være bange for, var hvis et lyn slog ned i ham, hvilket han nok ikke ville overleve. Det var egentlig lang tid siden, at han havde mærket den blide regn mod hans ansigt. Han havde altid nydt regnen, den var så … forfriskende, især når han altid følte sig så ’død’. Der var så også et andet tidspunkt, hvor han følte sig frisk, hvilket var når han befandt sig i sit varulvestadie, når fuldmånen indtog sin plads på den sorte nattehimmel. Når månen var fuld, var hans varulve kræfter på sit højeste.
Pharrels opmærksomhed blev hurtigt fanget af en fugls skrig, hvilket fik ham til at se sig rundt. Han kunne ikke helt se nogen, men var på vagt, og lod derfor alle sine sanser pege mod alt det der skete omkring ham.

[Deleted]

Den unge kvindes navn var Sheila Navanco Daimaqima, selvom hun for det meste bare kaldte sig Sheila Navanco. Hun var for det meste en person man så alene, hvis man altså overhovedet lagde mærke til den lille skikkelse, der ellers gjorde sit for at falde i med baggrunden, men på det seneste var den sorte ravn blevet en del af hendes følge. Det var sjældent at man så så tam en fugl, og Sheila kunne da heller ikke rigtig benægte at der havde været magi med i spillet, hvilket man nok selv kunne regne ud, når man så fuglens røde matte øjne. Hun begyndte langsomt at gå fremad igen. Ravnen, Kahr, havde ganske vidst advaret hende om at der var fremmede i nærheden, men hvis de ville noget kunne de bare komme an. Hun var på kirkegården, et af de steder hvor hun nok følte sig mest sikker, eftersom hun kunne mærke de døde der lå og ventede på hendes kommando under jorden. Det var dumt at udfordre en Necromancer i på de dødes jord. Hun lod stille sin hætte falde, så hendes pleje pjuskede ansigt kom til syne, og så de plummerbrune øjne ikke længere var skjult i skyggerne.

[pharrel123]

Pharrel hoppede ned fra gravstenen. Han kunne høre skridt ikke så langt derfra. Et normalt menneske ville sidde i uvidenhed, men Pharrel havde skærpede sanser uden lige, hvilket endda kom fra to stærke racer; varulvene og vampyrerne. Hans natsorte øjne så sig let omkring. Og havde der stået et menneske i nærheden, så ville de pludselig se ham forsvinde. I virkeligheden bevægede han sig egentlig bare så hurtigt at øjet ikke ville kunne følge med, medmindre man selv var horror eller vampyr. Han fulgte lyden af fodtrin i det lette grus, og standsede ikke så langt fra den unge pige. Han holdt sig på god afstand, da han så at fuglen sad på hendes ene skulder. Nok var han død, men fuglen ville alligevel kunne mærke hans tilværelse, hvis han kom op med for mange følelser, hvilket også var grunden til at han forholdt sig helt tavs og stod helt stille, som havde han været en statue. Han gik i et med de døde, hvilket han egentlig var blevet ret så god til. Han sad i hug oppe på en mur, der omringede hele kirkegården, hvor hans natblå øjne sad og iagttog hende.

[Deleted]

Sheila gik stille et par skridt længer frem, selvom det ikke virkede som om der var nogen der sprang i hovedet på hende mens hun gik. Der var bare en irriterende prikken i nakken, som om nogen betragtede hende, og det var hun også ret sikker på at der var nogen der gjorde. For det første havde Kahr advaret hende, og for det andet kunne hun fornemme noget dødt over jorden. Dette kunne selvfølgelig været et lig der endnu ikke var gravet ned, men det kunne også være en af de udøde væsner der med deres egen vilje vandrede på jorden. På en måde var disse væsner en torn i øjet på Sheila, eftersom de var levende døde, men de havde deres egen fri vilje, som hun ikke kunne kommandere over. Hun stoppede op igen, mens Kahr på hendes skulder slog et kort slag med vingerne. Hun kunne stadig ikke få øje på nogen.. "Jeg ved du er derude.. Kom blot frem.." Sagde hun med en langsom stemmeføring, der dog samtidig lød kommanderende, som om hun var vant til at få hvad hun ville have. Ganske vidst kunne man hurtigt dømme den lave spinkle pige af udseende, og undervurderer hende, hvilket ville være en stor fejltagelse. Ganske vidst var der stadig nogle ting hun skulle have styr på, men derfor var hun i den grad ikke ufarlig.

[pharrel123]

Pharrel sad endnu på hug og iagttog denne lille spinkle pige. Egentlig var der ikke meget over hende, hvis man lige så på hendes udseende. Men han havde lært at man aldrig skulle undervurdere sin fjende. Og han kunne jo ikke vide om hun var hans ven eller fjende, skønt han dog ikke ligefrem havde nogle ’venner’, men han havde dem han indordnede sig efter; hans øverstkommanderende, og så selvfølgelig sine allierede. Efter han var kommet til Dvasias, så var han faktisk ikke helt så sikker på hvem der var hans øverstkommanderende, da han lige nu var ret fri. Han rendte rundt og gjorde sine egne ærinder, hvor han i sit gamle land, var ude på missioner for kongen, sammen med hans stedfar, Darcian, manden som også havde bidt ham og omgjort ham til varulv. Han bar endda minder fra dengang; brandmærker af symboler, der betød kriger af natten.
Pharrel blev næsten ikke overrasket over at hun vidste at han iagttog hende. Det var sikkert fuglen, der havde afsløret ham, eller også var hun en form for magiker, måske warlock? Og så burde hun jo fornemme ham. Men han ville dog ikke helt give efter hendes ønske endnu, da han først ville finde lidt ud af hende. Han sprang derfor lydløst ned fra muren, og begyndte at løbe frem og tilbage bag hende, så hurtigt at øjet ikke ville opfange ham, det var dog kun for at hun ikke skulle regne hans position ud. ”Hvem er du?” spurgte han, fra den ene side, inden han allerede var ovre i den anden. Han håbede på at han også ville kunne narre fuglen, så den heller ikke kunne afsløre hans position. Viste det sig at hun var en warlock, så ville hun jo nok selv regne det ud.

[Deleted]

Sheila vidste godt at der var nogle derude. Kahr løj aldrig. Ganske vidst havde den sorte fugl ikke været i hendes følge særlig længe, men var hurtigt blevet hendet tro og eneste følgesvend. Hun havde også selv skabt den sorte fugl, og derfor var den en god ven, en ven der ikke havde nogen fro vilje, og adlød hendes mindste vink. Sådan en ven burde alle have.. Måske var det lidt sørgeligt at den sorte fugl var hendes eneste ven, og det endda var en ven hun selv havde kreeret, men hun havde aldrig været helt god til det der med at omgås andre mennesker. Den seneste ven hun havde haft, havde været hendes adoptiv far Kain, og ham havde hun ikke set længe. Hun havde egentlig lidt glemt ham. Ganske vidst boede hun stadig i hans hus, men hun var efterhånden begyndt at tænke på det som hendes hus i stedet for. Hun vidste ikke længere havd hun skulle tænke om sin far. Han havde fået hende til at vælge lysets sti, og bruge sine mægtige kræfter til tåbelige godgørede formål. Heldigvis havde Brascashe vist hende hvad hun i virkeligheden var i stand til, hvorefter hun havde valgt at skide på Kains paladin snak, og var trådt ind på mørkets sti. Hun hørte stemmen, men kunne stadig ikke se nogen. Dette vidnede dog om at det var en levende person der befandt sig et sted derude. Personen havde åbenbart forlangt hendes navn, en oplysning hun ikke havde noget imod at udlevere, eftersom han højst sandsynligt ikke kunne bruge det til noget, og hvis han kunne, ville han også vide at det var en navn han burde frygt. "Mit navn er Sheila Navanco Daimaqima." Sagde hun kortfattet. "Og hvem taler jeg med.. Vis dig!" Sagde hun kommanderende.

[pharrel123]

Hendes navn var ikke noget som vakte mere opsigt for Pharrel. Han kunne allerede nu sige, at han ikke kendte hende. Han stoppede op foran hende. Det var åndssvagt at løbe frem og tilbage, når hun alligevel havde gjort som han havde sagt, så han kunne vel også gøre som hun sagde? I hvert fald viste han sig, han var jo ikke bange for at vise sit ansigt, da det var tåbeligt at skjule det. Desuden havde han typisk en skræmmende effekt på folk, nok ikke lige med det samme, men først, når han havde vist sit sande ’jeg’, hans onde og kolde personlighed, der ingen nåde viste.
Pharrels natblå øjne studerede hende lidt. Hun så ikke ud af meget. Hun var spinkel og kun en ung teenager. Han ville i hvert fald gætte på at han var noget ældre end hende, men han havde jo også levet i 1547 år efterhånden. ”Mit navn er Pharrel Van Ipswich,” sagde han, ikke yderligere stolt. Nok kom han fra en rig slægt, hvilket hans halskæde også viste, da det bar hans slægts familiesymbol, men han havde ikke levet så mange år i sin slægt, da han var blevet skilt ret så hurtigt fra sin mor og søster, efter hans far død og hans stedfars ankomst. Hans hoved faldt lettere på sned, og han studerede hende lidt. ”Hvorfor er du ude … så sent?” spurgte han kort og direkte, det lignede ikke en lille pige at være ude midt om natten. Men igen, nok var hun lille og spinkel, men der var alligevel noget anderledes over hende.