A night in the dark and dangerous forest

[lia]

Lia havde lyst til mere end bare at føle hans dejlige hår, hans hænder på sin krop og det skræmte hendes hjerte, men ikke hendes sind. Indeni, dybt inde var der en ung kvinde som langt fra ville der her, men hun havde ingen kontrol, kontrollen var kun hans. Hun lod sin hånd glide ned af hans hals igen, hun satte sine negle i hans hud og rev ned af hans hals og bryst til toppen var i vejen. Et nydende suk kom fra hende og hun strakte sin hals ved den dejlige følelse af hans tunge, hun gav et lille støn fra sig og bed sig i læben. Hun vendte sig roligt om og så op på ham med et saligt blik, men også et blik der tydet ret meget på hun ikke kunne nøjes med hans blide kærtegn. Lia lod sin bare ben glide op af hans, hun smilte svagt uskyldigt og lagde hovedet på skrå så halsen igen var blottet.
"Vi ved begge to du trænger til det." Hviskede hun lokkende, dette var faktisk intet han gjorde ved hende, det var hende selv, noget som hendes egen hjerne havde fundet frem til. Lia havde slet ikke styr på sig selv og en del af hende havde han heller ikke helt styr på. Noget i Lia fandt dette frækt, at blive manipuleret med af en vampyr, han så jo ikke ligefrem værst ud.

[pharrel123]

Pharrel tog sig ikke af hendes borende negle i hans hud, da han lod hende gøre hvad hun ville, desuden gjorde det ikke ondt, da hun rev med sine negle, da hans hud var hærdet ganske meget. Han lod blot et suk forlade hans læber, ikke fordi han nød det – kun magten – men fordi han ville virke troværdig mod hende, vise at han ikke ville gøre hende noget og ’åbne’ mere op for hende. Alt fra hans side af var skuespil og det eneste han ville var at få sig en lille snack. Han frydede sig nu over at høre hendes støn, men regnede snart heller ikke med andet, og han lod hende blot vende sig rundt i hans favn, hvor hans hånd, der havde hvilet mod hendes mave, nu hvilede på hendes ryg. Det selvsikre smil spillede på hans læber og han blev kun mere tilfreds ved hendes ord og den skrålagte hals.
”Nemlig,” smilede han dominerende, inden han førte sine læber ned til hendes hals, som han gav et lidenskabeligt kys, inden han lod dem glide lidt fra hinanden, så hans sylespidse tænder blev blottet. Han lagde begge arme rundt om hendes smalle krop, da han ikke kunne love at dette blev smertefrit. Han lod sig ikke vente længe, inden han nådesløst stak sine tænder ned i én af hendes pulsårer og begyndte at suge det lækre velsmagende varme blod til sig. Det var en fryd for hans smagsløg, som næsten dansede salsa, da de mærkede den varme tykke væske, der gled ned gennem hans strube.

[lia]

Lia's krop sitrede helt igennem af hans hænder på hendes krop. Det hele virkede så underligt, på en rar måde og det gjorde hende lettere usikker. Kysset der måtte hvile på hendes hals gav nærmest et sæt i hende da hans læber var kolde, hun smilte svagt og lignte en der ikke kunne nyde det mere. Faktisk lignte hun en der glædet sig helt vildt til at blive bidt og hvis sandheden skulle frem, var hun blevet bidt af en vampyr før. Smerte var en måde at tænde hende, når det handlede om så intime ting som en bid ved halsen. Følelsen af hans tænder der borede sig ned i hendes bløde hud gjorde hun gispede let efter vejret af smerten der måtte ramme hende, men det fik fra at gøre ondt på det dårlige måde til den gode måde på få sekunder. Lia vågnede op af sin trance da det gik op for hende hvad der skete, men hun reagerede ikke, det kunne jo koste hende livet. Hun mærkede benene under sig svække, blodtabet gjorde hende svag og træt, hun lukkede øjnene og bed sig i læben, hun nød det faktisk og det var ubehageligt for hende. *Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg bør afskye det som pesten!* Tænkte hun.

[pharrel123]

Pharrel trykkede hendes krop ind imod hans egen, så han var sikker på at hun blev stående og ikke lige pludselig væltede om. Han vidste at hans ofre blev svagere og til sidst døde, men hende her, kunne han lade leve og få som donor, hvis han lod hende leve. Men det var ikke noget han tænkte på i øjeblikket, lige nu drejede det sig om hans sult til dette tiltrækkende menneskeblod, som var velsmagende og fik hans tunge til at danse. Ikke nok med smagen, men også duften var sød og god, og han var ligeglad med at hun var kommet ud af sin trance, han ville blot have hendes blod, hvilket var det eneste han var interesseret i. Han havde egentlig ikke lyst til at stoppe, da han havde lyst til at smage den sidste dråbe i hendes unge krop. Når først han var kommet i gang, så havde han svært ved at stoppe igen, hvilket han jo heller ikke plejede, men hun kunne jo give ham blod mere end én gang, og han måtte indrømme at hendes blod smagte godt.
Da Pharrel var ved at synke ned i sin egen trance – en trance efter mere blod – så sprang han hurtigt væk fra hende, så han kom helt op i træet, som hun før havde stået klinet op af. Han gav en hvæsen fra sig, som var han et vildt og vredt dyr. Men det var kun fordi han havde svært ved at styre sin trang til mere blod. Han slikkede sig kort om munden, for at få den sidste smag af hendes blod, inden han slog blikket ned på hende.

[lia]

Det var hårdt at miste så meget blod, Lia havde dog en krop som producerede blod pænt hurtigt, noget som var både til hende og hans fordel. Hun bed sig i læben og kvalte en nydende suk af hans bid, han skulle bestemt ikke vide hun nød det han gjorde! Som hun mærkede livet var på vej ud af hende, mærkede hun kort efter smerte af at blive smidt væk som en slasket dukke. Hun var helt afkræftet, hun lå bare på jorden, blodet gled ned af hendes hals og farvede noget af den ellers så fine hvide kjole rød. Lia prøvede for gæves at komme på benene, hun så op mod Pharrel som lignte en dyr, lød som et dyr, ja opførte sig som et. Hun lukkede øjnene og forsvandt ind i sin egen lille verden, havde dette noget af sige? Fandt de som skulle sælge hende dem, så skulle han jo betale for hende og så havde hun faktisk ikke så meget af sige, så var det ikke kun et år, men resten af hendes liv. Lia var begyndt at blive mere tryg ved ham, hun var begyndt at bygge sit rapkæftet og selvsikre jeg frem. Indeni var hun meget stærk, selvom hun ikke så sådan ud.

[pharrel123]

Pharrel betragtede hende i et kort stykke tid. Han vidste at det ville tære på hendes kræfter og at hun ville føle sig svag, men det var nu heller ikke så underligt, når hun havde mistet meget blod. Han sprang ned fra træet, da han så hende falde hen i staver. Han gik hen og ruskede i hende. ”Lia!” sagde han for at få hende tilbage. Han kunne ikke ligefrem bruge hende, hvis hun var død. Han skulle måske ikke have drukket så meget blod, men det var svært at stå imod, når man først var kommet i gang.
Det var sandt at Pharrel blev nød til at købe hende fri, hvis han skulle have hende som sin donor. Men så igen, var hun også pengene værd? Det nyttede jo ikke, hvis hun faldt om hver gang han havde bidt hende. Han rejste sig op og så ned på hende. Hans eneste intention var at have hende som donor, andet kunne han ikke bruge hende til. Desuden var det vel rart nok med en donor, når han blev tvunget til at drikke dyreblod, som denne aften, hvor han havde nedlagt hjorten.

[lia]

Da hun mærkede Pharrel ruske i hende, ømmede hun sig lidt og lavede en irriteret lyd som var hun lige stået op. Først da hun slog øjnene op ved hendes navn huskede hun hvad der var sket, hun følte sig helt beskidt ved sin opførsel og mærkede hvordan hun fik kvalme. Med et roligt blik så hun mod ham, han havde vidst taget imod tilbudet og hendes liv var skånet for nu. Lia kom op og stå men måtte læne sig op af et træ for at holde balancen.
"Jeg kan gætte mig til vi har en aftale." Lød det køligt fra hende, hun hævede det ene øjenbryn og bed sig let i læben. Faktisk havde hun alle tiders ide, mon ikke også han ville værdsætte det? Hun så over mod ham med et skævt smil, hun var ude på lusk, men det omhandlede ikke ham i den forstand.
"Hvad siger du til at spare nogle penge og slå dem ihjel som vil sælge mig? De fortjener at dø, de unge kvinder de ellers har fanget fortjener at blive frie og du ville sikkert ikke have noget imod blodet." Hendes stemme var rolig, hun smilte lumsk og måtte give sig selv lidt ros for sin ide. Lia's lyseblå øjne flakkede, hun var ved at falde, men holdte sig selv oppe. Hun rettede sig helt op og mærkede hvordan hendes hjerte pumpede derud af for at danne mere blod. Snart havde hun helt fatningen og var klar til at gå igen. At flygte fra en vampyr ville være umuligt, det vidste hun.

[pharrel123]

Pharrel betragtede hende, imens hun kom til sig selv. Det glædede ham på en måde at hun ikke var død, ikke fordi hendes liv betød noget for ham, men han havde en backup i hende, hun kunne jo blive hans donor. Han trak en anelse i mundvigen til hendes ord. ”Ikke helt, min kære. Jeg tror først jeg vil se hvad du dur til,” sagde han med en lusket undertone. Et selvsikkert og dominerende smil gled over hans læber, og hans øjne var kolde og kyniske. ”Hvis jeg skal købe dig, så skal jeg kunne bruge dig, som mer’ end min donor,” fortsatte han med en alvorlig tone. Det kunne jo være at han kunne bruge hende som mere end bare sin personlige donor. Hun kunne måske blive … ja, han vidste det ikke helt, men måske hun kunne blive hans spion? Det var vel altid rart at have et es i ærmet, hvis ikke flere. Men det krævede også træning, og hun blev så også nød til at styrke sit sind, så hun kunne stå imod magiske kræfter, såsom at læse en persons dybeste tanker.
Pharrel kunne ikke lade vær at more sig over hendes had til disse slavehandler, som ejede hende. ”Hvorfor skulle jeg dræbe dem, og fratage deres nydelser i jer kvinder?” spurgte han sandfærdigt, imens hans blik blev dødt, ”desuden, de har jo ikke gjort mig noget, jeg kunne jo i teorien bare stjæle dig fra dem. Og hvis de så prøvede på noget, så kunne jeg jo dræbe dem. Og nok vil jeg kunne lide blodet, men der er jo så mange mennesker i landet.” Han sagde egentlig alt dette for blot at irritere hende. Han kunne godt lide at lade folk gå rundt i den tro, at de stadig var fanget og ikke kunne blive frie.

[lia]

Lia knugede hænderne, hun skulle nok vise ham hvad hun duede til, der var en del hun kunne og hun mente selv det var ret nyttige ting. At stjæle var nemt, liste rundt og være lydløs var da det rene barnemad, det var på den måde hun havde fået sandheden af vide om hendes egen mor. Bare tanken om at hun også havde været slave og skulle have fået børn med sin mester, tænk at bære et barn som er lavet med en mand som hun hadet som pesten og som måtte være skyld i hendes død til sidst. Bare tanken fik det til at syde i hendes krop, hun fik dog sig selv ned igen og kiggede mod ham med et koldt blik.
"Gør du bare som du vil, bare du skåner mit liv!" Lød det koldt og småhårdt fra hende, hun ville ikke finde sig i hvad som helst, men det næste års tid havde hun sådan set intet valg. Det var ikke så længe siden hun slet ikke kunne stå op selv, men nu havde hun det helt fint igen og var klar i hovedet. Der var ingen hovedpine eller svimmelhed. Det ene øjenbryn skød op i vejret, ordet nyde mindede hende om voldtægten og tvungen sex.
"De nyder jo noget helt andet end dig!" Vrissede hun, hendes lyseblå øjne slog nærmest gnister fra vrede, hun havde set kvinder lide samme skæbne som hendes mor fordi det ikke gjorde som mændende sagde og håbet om at slippe fri en dag var sådan set det eneste der holdte hende igang.

[pharrel123]

Det glædede blot Pharrel at se så meget mod i hende. Det var faktisk ret modigt og dumt, at svare ham igen, for blev han først vred, så var der nok ingen vej tilbage. Men lige nu morede han sig blot over det. Han var sådan set ligeglad med, hvad der var sket i hendes liv, i hendes fortid. Alle havde én og de kunne ikke flygte fra dem, medmindre de fik hukommelsestab selvfølgelig, men ellers ville den bare indhente én med tiden. Man kunne så vælge at leve med den og sige ’sket er sket’, men det var der ikke særlig mange der kunne, fordi den var så smertefuld. Han selv havde lært at leve med den, men han havde heller ikke svært ved at komme over den, da han jo var blevet opdraget til ikke at vise nogen følelser.
Pharrel kunne ikke lade vær med at slippe en hånlig latter. ”Skåne dig? Er det det eneste du kan tænke på?” spurgte han koldt, med lumske øjne. ”Det er ikke engang sikkert, at du vil blive fri af at blive min slave! Du dør garanteret af det!” sagde han stilfærdigt, da det sikkert var sandt. Hun ville sikkert dø af blodmangel, fordi han til sidst ikke vil kunne styre sin tørst.
Pharrel løftede et enkelt øjenbryn til hendes andre ord. Og med ét forsvandt han, for at dukke op lige bag hende. Han lagde sin højre hånd om hendes liv, imens hans venstre pegefinger strøg hende ned over halsen. ”Er du sikker på det?” spurgte han listigt, inden han bed hende i øreflippen, hvor han var omhyggelig med ikke at lade sine hjørnetænder komme i kontakt med hendes hud.