A night in the dark and dangerous forest

[pharrel123]

Natten havde lagt sig over Dvasias. Der var frit udsyn til den store mørke nattehimmel, som strakte sig så langt øjet rakte. Et sted man ikke kunne se månen fra, var den mørke skov, hvis store træer tårnede sig op i luften, hvilket var grunden til at man kun lige kunne skimte få glimt fra stjernerne. Vinden hvislede gennem de nøgne træer, og hev småsten og blade med sig. Et perfekt sted at gemme sig, mens man fik sin aftensmad.
Pharrel havde nedlagt en hjort, som han havde jaget væk fra resten af flokken. De flokkedes specielt, når de søgte gennem den mørke skov, da den var fuld af fare og mystiske væsner. Og de vidste at de kunne ende som et godt måltid for rovdyrene, hvilket denne uheldige hjort havde gjort – det var dog blot til Pharrels held, skønt han foretrak menneskeblod. Han sad på hug med tænderne i hjortens hals, blodet var varmt og smagte udmærket, som det altid gjorde, når det kom fra et frisk bytte.
Skønt Pharrel sad og fik en tår blod, så var han ikke helt væk fra, hvad der skete omkring ham. Alle hans sanser var rettet imod den fjerneste lyd, så han var sikker på, at han ikke blottede sig et eneste sekund. Det var sjældent at han lod paraderne falde, hvilket han ikke engang gjorde, hvis han var i selskab med en af de øverstbefalende. Han var altid på vagt.

[lia]

Natten bragte en bange og helt forskræmt kvinde ud i den mørke skov, hendes hjerte bankede så hurtigt at hun var overbevist om at det kunne gå i stå. Hun stoppede op, denne gang havde de opdaget hende i at ville bedøve dem og nyde lidt frihed, så hun var med nød og næppe sluppet væk. Blev hun fanget igen uden nogen ville købe hende, var hun så godt som død. Lia vidste at det var noget forfærdeligt rod hun havde lavet, men hun ønskede bare så brændende at være fri og nyde livet. Hendes hvide kjole gjorde hun var endnu lettere at se i natten og hun var overbevist om noget havde grebet ud efter hende, hun skreg op og blev ved med at løbe så hurtigt hun overhovedet kunne. Det lange brune hår var sat flot op som altid, hun lignte ikke just en slave, men det var fordi hun blev holdt pæn så hun var let at sælge. Desuden foretrak nogen vampyrer deres mad ren og hun kunne bruges til en del, både levende ernæring og slave. Lia stoppede op da hun så en mand nære sig på en hjort, hun stod som lammet og kunne ikke bevæge sig, ikke flygte, hun var skræmt og havde på fornemmelsen at hun snart ville miste sit liv. Dog ville hun kæmpe for sig, men det krævede hun vågnede op af sin lille choktilstand.

[pharrel123]

Ligesom Pharrel sad og nød de sidste dråber fra hjortens udtømte krop, hørte han et kvindeskrig og vidste at han ikke var alene. Han stoppede med at suge blodet til sig, skønt hans tænder endnu sad i den nedlagte hjorts hals, da han prøvede at få overblik om hvor mange personer der lige nu befandt sig omkring ham. Han konstaterede at der kun var én, kvinden som havde skreget. Han opfangede lynhurtigt, at hendes nærvær var blevet stærkere og at hun ikke stod særlig langt fra ham. Det var som om at han kunne mærke hendes øjne kigge på ham, og han kunne føle den frygt hun nærede til ham, hvor hun heller ikke burde andet. Han vendte de kulsorte kolde øjne mod hende og hvæssede, så han blottede sine sylespidse hjørnetænder, som var fyldt med hjortens blod. Og som vinden forsvandt han mellem træerne, dog ikke langt fra, hvor hun stod. Han var specialist inden for spion og vidste hvad man skulle gøre og ikke gøre for at afsløre sin position. Desuden så lå det også til hans væsen, da han var en horror, og havde arvet vampyrernes hurtighed, skønt han blot var hurtigere.
Pharrel stod kun nogle meter bag hende. ”Hvem er du?” lød hans hvislende stemme, som blev ført af vinden, som stod han lige bag hende og hviskede hende i øret. Han lod sin blege hånd søge gennem de lyse lokker, som legede i den milde brise. Hans sorte læderjakke var lynet ned, og afslørede en hvid top som han havde indenunder. Egentlig havde han ikke brug for en jakke, da han ikke kunne fryse, fordi han var ”død”.

[lia]

Da han forsvandt gik hun i panik indeni, hun stod og så sig rundt, hun bed sig i læben for at holde et skrig inde. De lyseblå øjne så skræmt rundt, hun blev stadig bare stående og knugede hænderne sammen. *Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø. Please lad mit blive skånet!* Tænkte hun og prøvede at få styr på sin hvile hjertebanken, hun vidste at han ville kunne hørte hvordan blodet pumpede rundt i hendes lille krop. Roligt hev hun op i sin kjole og fik fat i en kniv hun havde, lidt ved fatning var hun trods alt nu. Hans hvisken gjorde hun stivnede og alle de små hår på hendes krop måtte rejse sig.
"Lia Picoult." Lød hendes stemme klar og skræmt, hun ville virkelig ikke miste livet. Hun holdte knive tæt ind til sit bryst, med foldede hænder stod hun helt stift og ventede på at kunne løbe videre. Måtte der bare findes en god sjæl der ville skøne hende.

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke lade vær med at more sig over, hvilken frygt hun bar i øjeblikket, og på samme tid frydede det ham, at han havde denne virkning på folk. Han gik dog ikke ud fra at det kun var synet af ham, der havde skræmt hende, da han hun jo havde skreget for ikke så lang tid siden. Ikke nok med at han kunne høre hendes blod, samt hendes vilde hjerte, han kunne også lugte hende på lang afstand. En skam at hans menu havde bestået af hjort, det ville ellers havde været en sand fornøjelse at få menneske. Men så igen, han så ingen grund til at han ikke kunne dræbe hende på stedet, desuden, hvorfor skulle han skåne hende?
”Lia Picoult,” mumlede han for sig selv, som smagte han på navnet. Hans blik hvilede fast og skarpt på hende, han observerede hver enkel lille bevægelse hun gjorde brug af, og havde godt set at hun havde trukket kniven. Han trak lidt i mundvigen, mon hun ville angribe ham? Ingen nytte ville der komme ud af det. ”Hvad laver du her, så sent? Og så …” han trak tiden lidt ud for at finde det rette ord, ”så velklædt?”

[lia]

Lia havde en naturlig duft af roser, duften hang tungt omkring hende og kendetegnede hende. Hun prøvede at styrer sin vejrtrækning, hun følte sine ben under sig var ved at svække og at hun skulle besvime. Dog var dette noget hun nægtede, derfor stilte hun sig op af det nærmeste træ.
"Jeg, jeg er flygtet, fra slaveri." Lød det ærligt fra hende, hun lukkede øjnene og stampede let i jorden, hun ville ikke give sit liv op nu. Nu havde hun lige fået bare en smule frihed, hun ville beholde den for alt i verden. Lia hørte han mente hun var velklædt, hun så ned af sig selv, den hvide kjole sad smukt på hendes velformede krop, hendes skuldre var frie og hun frøs faktisk, men lagde ikke så meget mærke til det da hun stadig var oppe og køre.
"Jeg ser sådan ud for at jeg skulle være lettere at sælge så, men jeg vil ikke sælges til en eller anden klam stodder der vil udnytte mig. Jeg vil bare være fri." Lød det stille fra hende, hun var lige ved at græde, men ville ikke tillade sig selv at gøre det.

[pharrel123]

Pharrel opfangede hendes duft af roser, og regnede med at det var en slags parfume hun bar, især hvis hun var slave og skulle sælges. Han kunne ikke lade vær med at slippe en lille hånlig latter af hendes sidste ord; Jeg vil bare være fri. ”Ingen kan blive fri fra deres livs skæbne,” sagde han koldt, og intet smil sad på hans læber, da han var dødsens alvorlig. Han havde været meget igennem, og havde endda fysiske minder fra sin fortid. Fra den tid han stadig var et menneske, inden han først var blevet til en varulv. Han bar brandmærker der forestillede symboler, som stod for, Kriger af natten. Det var en tid, som han hverken kunne være stolt af, og heller ikke ked af, da det kun havde hærdet ham. Det var hans skæbne der havde ført ham til Dvasias, hvor han nu levede.
Pharrel kom ud af træerne, så han stod nogle meter væk fra hendes front. Han så hende direkte i øjnene med hans egne natblå. De var kolde og viste ingen følelse, kun død. Han stod i nogle sorte jeans, med sin sorte læderjakke, og hun kunne sikkert skimte hans velkendte familie arvestykke, en halskæde, som bar hans families slægtssymbol. ”Og hvem siger, at din skæbne ikke skal slutte for min hånd?” spurgte han lumsk og et skummelt grin krusede ind over hans læber.

[lia]

Lia holdte vejret da hun så ham, hun stirrede skræmt på ham og måtte tabe kniven som hun stadig havde holdt for sit bryst. Den snittede hendes kavaler gang og lavede en meget tynd, ikke speciel dyb rift. Hun så skræm ned af sig selv og fjernede hurtigt foden så den ikke ville lande midt i hendes fod. Panisk tog hun et stykke stof frem og prøvede at fjerne blodet. Tanken om at han lige havde spist var slet ikke i hendes hoved, for hun var selv bange for at blive et måltid.
"Det, det ved jeg, men jeg vil ikke være under et andet væsen på den måde som jeg er nu. Jeg ønsker at have bare den mindste lille vilje." Hviskede hun skræmt, hun blev ved med at tørre blodet væk, til sidst holdte hun bare på riften og så frem mod ham. Hun klistrede sig nærmest op af træet, kniven stod lodret op mellem hendes fødder. Hendes blik mødte hans, hun pressede stofstykket mod riften og sank en klump ved hans kommentar.
"Jeg beder dig, jeg vil gøre hvad som helst, bare du skåner mig!" Udbrød hun, hun rakte ud efter ham med stoffet der havde blod på sig, hun stoppede op og tog hånden til sig. Et uskyldigt og undskyldende blik blev sendt ham, hun ville ikke presse sig på og hun vidste ikke hvad der fik hende til at række ud efter ham og have et håb i sit hjerte om at han ville frelse hende.

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke lade vær med at more sig over hendes frygt i sit indre. Han nød mere at se frygten i folks øjne, end at føle den fra dem. Øjnene viste nemlig ikke bare frygten, men også medlidenheden de ønskede. Hans blik faldt dog hurtigt et andet sted hen, øjnene søgte nemlig hen på riften, som kniven havde lavet i hendes – garanteret - bløde og indbydende hud. Hans hoved faldt lettere på skrå og han betragtede hende, imens hun febrilsk forsøgte at tørre blodet væk. Blodet fra riften fik blot duften til at blive stærkere, og den søde duft fyldte hans næsebor, og det var som om han næsten kunne smage den, hvilket også resulterede i, at han måtte lade tunge fugte hans læber.
”Virkelig? Og hvad er så villig til at ofre for at blive fri?” spurgte han lettere nysgerrigt og trådte forsigtigt et skridt hen imod hende, uden at hans blik forlod hendes på noget tidspunkt. ”Desuden, det ligger ikke til min natur at skåne nogen. Og du forstyrrede mig i min spisen!” hvislede han, og så på hende som om han forlangte noget til gengæld.
Pharrels blik blev næsten stift, da hun rakte ud efter ham. Han kunne lugte hendes blod så stærkt, og måtte indrømme at han havde svært ved at stå imod. Menneskeblod var trods alt det bedste! Han genvandt dog hurtigt kontrollen og ville ikke lade sulten styre ham, så hans blik blev tomt og uden en eneste følelse, hvilket gjorde ham uigennemskuelig, da hun i princippet ikke kunne vide hvad han ville gøre. Det var endda også et mysterium for ham, for hendes blod smagte garanteret så godt, men han ville jo heller ikke underkaste sig sin sult, når han lige havde spist.

[lia]

Lia vidste virkelig ikke hvad hun kunne tilbyde ham, hun ville så gerne skånes, men hvordan? Han virkede som en der ville flå hende i småstykker. Det begyndte at svig i hendes rift, hun trådte frem mod ham, der var ikke tid til at være bange, hun havde været ude for så meget og havde været ved at blive solgt til flere vampyrer hvilket gav hende en ide.
"Det må du virkelig undskylde, jeg kan måske give dig noget af mit blod til gengæld? Måske, måske kunne du endda købe mig fri og til gengæld vil jeg tjene dig i et år, uden at sige dig imod, jeg vil gøre alt du beder mig om!" Dette var selv noget hun mente var fair, for de fleste slaver var som regl på tværs og måtte lade livet hurtigt uden at man havde fået noget ud af dem. Lia håbede virkelig at han ville sige ja til dette, for det kunne jo redde hende og han ville have blod i nærheden hver dag i et år. Han kunne jo altid selv foreslå noget, så kunne hun vælge om det var det værd. Dog mente Lia at det ikke ville være det værste at lave sådan en aftale. Hans kolde døde udseende fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, hvordan kunne nogen tro at vampyrer kunne være flinke? Rygter havde da gået om venlige vampyrer, men hun troede ikke på dem, for som hun havde set, var de ondsskabsfulde væsner uden følelser eller nogen form for kærlighed. Faktisk forstod hun ikke hvordan der kunne opstå kærlighed mellem vamphyrer, måske var de bare som dyr, det handlede kun om at formere sig? Lia gemte stoffet væk igen, hun så mod ham og tog sig til brystet hun fik ondt af måden hendes hjerte hamrede.
"Har i ikke en slags afslappende virkning på jeres ofre inden i bider dem? Jeg har virkelig brug for at få mit hjerte til at slappe af, det gør sindsygt ondt. Jeg ber dig! Tænk på at jeg ikke er meget sjov hvis jeg bare dør af et hjerteslag." Lia var virkelig desperat, hun havde så forfærdelig ondt og hun kunne slet ikke fatte at hun snart skulle blive vampyr føde, dog håbede hun at hendes charme ville redde hende på et tidspunkt.

[pharrel123]

Pharrel så undrende på hende, da hun foreslog sin lille aftale. Hun kunne blive hans donor i et år, hvis bare han købte hende fri. Han kunne i princippet ikke se noget galt i det, det var vel kun til hans fordel? Hun var måske ikke klar over at hun så ville give slip på sin frihed? Godt nok var det kun i et år, men hvem sagde at hun ville overleve hans sult, når den blev for stor?
Han lod sin hånd gnubbe sin hage i en tænkende mine. ”Det bliver ikke smertefrit,” sagde han ærligt, da det nok ville komme til at gøre ondt, ”og du vil sikkert få det dårligt, af at miste så meget blod.” Han så på hende med et neutralt blik. ”Desuden, det er langt sjovere at lege med sit bytte end at få blodet foræret,” smilede han lumsk. Han kunne jo bare dræbe hende nu og få den snacks, og så leve videre som altid.
Følelser var der ikke ligefrem nogen af i Pharrel. Ikke nogen han viste, og hvis han nogensinde viste nogle kærlige følelser, så måtte han da være blevet syg! Han hadede kærlighed! Det var det samme som pesten selv! Og om han nogensinde ville formere sig, det var han faktisk selv usikker på. Men han kunne dog godt se muligheden i at få en arving efter sig, skønt det så krævede at han skulle være i kontakt med en anden person, hvilket ikke ligefrem var ham tiltalende. Han kunne ikke lade vær med at trække i mundvigen, da hun spurgte ham om han havde en afslappende virkning. Og et sted kunne han ikke dy sig, da han elskede at vise hvad hans race kunne præstere. Så med ét stod han ved siden af hende, hvor han hev hende væk fra træet og ind til sig, så hendes ryg var mod hans front, inden han begyndte at kærtegne hendes bare hud, som hans finger løb ned langs hendes hals, ned over hendes skulder og videre ned ad hendes arm. ”En alt for farlig virkning,” hviskede han blidt og forførende ind i hendes øre. Det var skam meningen at hendes hjerte skulle falde til ro, men så igen, han kunne ikke vide om hendes hjerte ville begynde at slå vildere, netop pga. hans blide og forførende tone. Det var egentlig svært at stå så tæt på hende, da hendes duft af blod var velduftende! Men han tog sig selv i det og måtte forbande sig selv over hans blodlyst.

[lia]

Det gøs i hende, han var seriøst uhyggelig, det var svært at koncentrere sig om at stå oprejst. Lia sukkede opgivende, hun gad egentlig ikke tigge og bede om at få noget mere, det skulle ikke være sådan her! Om det skulle koste hende livet! Hun havde alligevel ingen ide om hvorvidt hendes elskede storebror stadig levede, hendes mor var slået ihjel af hendes far og hendes far af hendes storebror. Efter det blev hun ført bort og solgt til slaveri. Lige nu havde hun kun en alder af 18 år, hun var ung endnu og mente selv hun havde et liv for sig. Lias duft af roser var naturlig, ingen vidste hvorfor og mange mænd havde været blevet tillokket af hendes smukke ydre og søde duft. Vinden tog blidt fat i de små totte som var faldet ud af det opsatte hår, det kildede hen af hendes hals og hun måtte slippe et nydende suk. Det var utroligt, tænk at hun skulle være så uheldig, men hvad havde hun forventet, at flygte ud i natten i Dvasias? Da hun mærkede hans bryst mod sin ryg blev hun blød som smør, først blev hun helt afslappet og var ved at falde sammen, det føltes ufatteligt rart at have ham tæt på. Det undrede hende faktisk en del, men hans hvisken slettede alle tanker fra hendes sind. Lia gispede ved hans kærtegn, den forførende tone som den søde lyd af hans stemme. Kunne man blive andet end forført og en smule tændt af dette? Dum som hun var havde hun troet hun kunne være forberedt på dette, men hun havde ingen ide om vampyrers stærke evner. Dog slog hende hjerte i en anderledes retning og gjorde det ikke gjorde ondt mere, men at hun bare var en smule oppe og køre. Det sitrede helt i hendes krop og hun tænkte langt fra klart.

[pharrel123]

Det undrede pludselig Pharrel at hun ikke ville kæmpe for sin sag, for han kunne jo bare dræbe hende her og nu. Hun var ingenting for ham, kun et ubeskyttet menneskebarn, som ikke ville kunne gøre ham noget. Han elskede simpelthen følelsen af magt! Og magt havde han i den grad i øjeblikket! Han kunne ikke lade vær med at fryde sig over hendes reaktioner på hans kærtegn. Men han vidste godt at det var hans evner, der spillede hende et puds. Han kunne få hende til at gøre hvad som helst, når hun først var blevet fanget af hans manipulerende evner.
Pharrel førte sit hoved tættere på Lias, og indsnusede hendes søde duft af blod, som blot vækkede hans appetit. Han fortsatte med sine blide kærtegn og strøg ned langs hendes arm, inden hans hånd hvilede mod hendes mave. Et selvsikkert og dominerende smil gled over hans læber, da han hørte hendes søde og nydelsesfulde suk, og frydede sig over den måde hun følte sig tryg på i hans nærvær, skønt at hun faktisk burde være lige så bange som hun var før.
”Jeg synes du blev så stille?” hviskede han med sin indbydende stemme, den stemme, som han plejede at bruge, inden han bed sit kvindelige menneskeofre, eller små børn. Han plejede aldrig at forføre mænd, da han ikke ligefrem var homoseksuel. Desuden så smagte kvinders blod langt bedre end mænds.

[lia]

Normalt var følelsen af en mand nær sig frygtelig for hende, hun havde aldrig haft en mand tæt på hvor hun havde nydt det samtidig. Men lige nu nød hun det faktisk forfærdeligt meget, hvilket var det eneste som skræmte hende lige nu. Lia sukkede og lod sin hånd hæve sig landsomt, hun ville søge op langs hans hals og op i hans hår for at vise hun nød det han gjorde ved hende. Hun fandt det så naturligt, at det gjorde helt ondt på hende. Denne slags nydelse var hun slet ikke van til, for det var kun behageligt, ikke ubehageligt.
"Jeg nyder blot det du gør." Hviskede hun stille med sød og blid stemme, hun sukkede igen nydende og gispede let efter vejret ved bare tanken om hans dejlige stemme. Helt i trance, forsvundet ind i et univers hvor han var den hun måtte tjene, hun ville gøre alt og selvom noget i hende ringede som alarmklokker, så var de for langt væk til hun kunne høre det. Det var som om hun glædet sig til at føle hans tænder i sig, hun tændte faktisk på tanken. Lia var som smør i hans hænder, hun havde intet hun kunne gøre lige nu. Der var ingen udevej, men lige nu ville hendes sind heller ikke lystre hendes hjerte, for hendes sind var manipuleret af ham.

[pharrel123]

Pharrel trak blot lidt mere i mundvigen, da han kunne mærke på hendes krop at hun nød det. Han tog sig ikke af hendes hånd, men lod hende blot føre den op til hans mørkeblonde lokker, da han var udmærket klar over, at det var hans værk, så at han lod hende spille hendes lille ’rolle’ i hans spil. Hun var den lille marionetdukke og han var føreren, der kunne få hende til at gøre hvad som helst, som han lystede.
”Det undrer mig ikke,” mumlede han selvsikkert, da han vidste hvad han var i stand til. Hans blik blev mere alvorligt, skønt han ikke stoppede hendes trance, hvilket var skyld i at han fortsatte sine kærtegn mod hendes mave. ”Og dit blod gør mig sulten!” hvislede han, og var lige ved at miste den blide og forførende stemme, skønt han formåede at holde den, så hun ikke kom ud af hans manipulation. Han lod sin tunge glide langsomt over hans læber, og han måtte bide sig selv i underlæben for at holde på sin appetit. Han måtte bare holde ud lidt endnu, så han havde hende præcis der hvor han havde hende, og fik hende til at acceptere sin skæbne, som hans slave og donor. Pharrel lod kort sin tunge strejfe hendes bløde hud på hendes hals, hvor han næsten kunne smage det velsmagende, varme blod, som flød gennem hendes årer, og bare ventede på at han satte tænderne i.