Træning i skoven

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare lidt, "kun for en kort stund og i sort hvid....men drage er farve blind så nok kan jeg se ind i mellem gennem hende....men ikke de skønne farver som verden bær de forskellige års tider" hun så på ham og smile lidt "ja...jeg træner kriger i ikke kun at bruge deres øjne...men stole på alle deres andre sanser i tilfælle af de ikke har mulighed for at bruge øjne....som mig selv" hun smile svagt og så mod hans stemme og smile "det rart at der stadig findes venlig mennesker i denne verden....for ellers ville verden vær kaos og ondskab.....selv om jeg tror alle har lidt godt i sig men de blot skjuler den for ikke at virke svag og blød" hun smile lidt, hun sad blot og nusse sin egne hænder mens hun nød duften af skov og jord der var under hende og omkring hende.

[Deleted]

Aerandir fik da en masse at vide nu, som han ikke havde det mindste kendskab til fra før af, det var der heller ikke nogen tvivl om og han tog i den grad det hele til sig. At lære at bruge andet end bare synet, var ekstremt vigtigt i hans øjne og det var noget som han øvede med sig selv, når han endelig havde tid til det. Bind for øjnene og ellers træning af de andre sanser, var noget som han udmærket godt selv kunne gøre brug af, når han lige fandt tid og mulighed for det. Procias var hans hjem og i disse stunder så ønskede han virkelig at gøre sit, for at holde landet sikkert. Han sendteh ende et roligt smil og nikkede til hendes ord. ”Så de er farveblinde.. En skam du ikke kan se hvilke farver vi får når det er sommer, forår, efterår og vinter, Adeline,” sagde han stille. Om hun i det hele taget vidste hvordan farverne så ud, det vidste han ikke og derfor ønskede han heller ikke at snakke for meget om det bare i tilfælde, hvis det skulle vise sig, at gå helt galt. Han bed sig let i læben og nikkede. ”Til tider kan det virkelig være svært, at se at der er noget godt i alle. Specielt når man har været derude, hvor det tæller at slå ihjel.. eller blive slået ihjel,” sagde han stille. ”Venlige mennesker og væsner findes endnu.. Specielt på denne side af muren. Vi er nødt til at hjælpe hinanden.” Han hævede let den ene hånd og lod den meget varsomt stryge over hendes ene håndryg. Stadig varsomt og noget så forsigtigt, også mest for hendes egen skyld. Han ville jo ikke skræmme hende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile mens han snakke, og forstod hvad han mente og hvad han sag. "sikke klog du kan lyde " hun smile og lo lidt og mærke han strøg hende over hånd ryggen, det var sødt af ham at være så forsigtig med hende. det var meget rart at nogle var rolige med hende og ikke bare storme i mod hende og rørt hende over det hele så hun blev helt forvirret. hun smile og sad bare stille og lag den anden hånd på hans der strøg hende på hånd ryggen, "jeg er sikker på aller årstider er smukke på vær deres måde....gid jeg kunne se dem....men jeg må bare forstille mig farverne....jeg ved i vært fald træer er grønne om sommeren og foråret" hun lo lidt og smil sødt mens hun bare sad stille og var på vagt uden hun rigtig kunne se det på hende, hun skjulte det rigtig godt.

[Deleted]

Et stille smil passerede roligt Aerandirs læber. Måske at hun var i stand til at sige, at træerne var grønne, at himlen var blå.. men vidste hun egentlig hvordan de farver måtte se ud? Ikke at det var noget som han ønskede at grave for meget i. Sandt, at han var meget forsigtig omkring hende, men det var virkelig også noget, som han valgte bevidst. Han kunne næsten forestille sig, at det måtte være svært at være blind på denne måde, men i hans øjne, så klarte hun det virkelig også fantastisk ud fra disse omstændigeder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med et roligt blik og selv med et smil. "Jeg er heller ikke helt ung længere.. måske, at det er derfor," påpegede han med en let drilsk mine. Han lod hovedet søge let på sned, hvor blikket stille måtte falde ned mod deres hænder, da hun valgte, at skulle lægge sin egen over hans. Ikke at han havde det mindste imod det. Han nikkede roligt. "Alle årstider har deres plus og minus min kære.. Selv den kolde vinter har sine fordele som den varme sommer har sine minus," fortalte han roligt. Det var noget som han selv havde oplevet ganske mange gange, selvom det nu ikke var noget som rørte ham på den samme måde længere og det var nu noget som han alligevel var storslået tilfreds med på alle tænkelige måder overhovedet. Han klemte forsigtigt omkring hendes hånd. "Skoven er smuk.. det behøver man ikke de mange farver for at se," afsluttede han roligt. Det var ikke nogen hemmelighed, at han virkelig nærede den forkærlighed for skoven og alle dyrene her.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare og sad roligt og holdt hans hånd, hun lytte og lo lidt "så gammel er du heller ikke kære Aerandir.. men jeg jo heller ikke så ung igen selv om det måske ser sådan ud" hun smile bare og trak vejer roligt, "ja alle årstider har deres plus og minus jeg kender dem alle godt, men så det bare med at udnytte det de plus og minusser man nu kan" hun smile og nusse hans hånd en smule, hun sad roligt og nød det at side i skoven. "du elsker skoven rigtig meget kan jeg føle...lige så meget som jeg elsker himlen når jeg flyver" hun smile og vente blikke mod himlen, når hun fløj på sky følte hun sig fri og nød live min hun var blind eller ej. hun lytte til naturen om hende, til hun hørte noget knække hvilke fik hende til at rette sig op, "hvad var det" hun blev siden, men hade sent vi af magi besked til sky der allerred var på vej, men der ville gå lidt før hun nåde frem til dem igen.

[Deleted]

Adeline var virkelig en meget sød pige i Aerandirs øjne. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile ved hendes ord. Måske, at han ikke så gammel ud, men det forholdt sig nu ganske anderledes for hans vedkommende. Han havde oplevet ekstremt mange vintre og ekstremt mange somre, så lige så kunne man jo fint sige, at han kendte meget til både fordele og ulemper ved varmen såvel som han også gjorde det ved kulden. Han var bare vant til, at sådan forholdt det sig nu og der ikke var noget andet, at skulle gøre ved det i den anden ende, hvad end om han så ville stå ved det eller ej. At hun nussede hans håndryg, fik ham virkelig bare til at smile. Følelsen var virkelig behagelig. "Jeg vælger at tage det som et kompliment," påpegede han med en let drilsk mine. ung var han bestemt ikke længere, selvom kroppen nu stadig lignede en mand i 20'erne. Han var nu stolt over den mand han var og hvad han havde at gøre godt med for den sags skyld. "Lige mine ord.. Man må tage det sure med det søde," medstemte han og med et roligt smil. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg gad godt prøve, at se verden deroppe fra.." Han vendte blikket stille op mod himlen, selvom han hurtigt trak blikket til sig, da han hørte en gren knække. Han kneb øjnene let sammen og trykkede let omkring hendes hånd. "Vent her, Adeline," sagde han roligt. Han slap hendes hånd og rejste sig roligt op. Forsigtigt gik han hen til sin bue som han samlede op og en pil med, som han lagde klar på strengen. Han gik med rolige skridt hen mod der, hvor han havde hørt lyden. Man kunne virkelig ikke vide sig sikker længere.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og lo, hun kunne godt lig at snakke med ham. han var sjov og flink og virke meget klog og visse i sin ord, hun sad bare og smile til ham mens han snakke. "vis det er vil jeg gerne tag dig med en tur der op...kunne være sjov" hun smile til hun mærke han rejste sig da han klemte hendes hånd, "pas nu på....jeg ikke sikker på hvad det er" hun hade hænderne på jorden og kunne mærke fødder der kom nærmer gennem vibrationer, "tror det en mand....muligvis rustning på" hun hade blikke mod jorden og bed sig i læben <kom nu sky det her kan blive alvorligt> Adeline kom op og stå og kunne ikke rigtig gøre andet ind at stå, rigtig nok kom en mand i rustning frem længer henne, han så ikke rar ud og rustningen var sort med nogle riser i.

[Deleted]

Aerandir havde lovet hendes drage, at skulle passe på hende og det var noget som han måtte agte at gøre! Han havde direkte bedt hende om at blive der, så han vidste hvor hun ville være, bare i tilfælde, at det skulle ende med at gå galt. Han selv havde jo ikke sin egen rustning på, den lå jo henne ved skeden med pilene i, så den havde han slet ikke på. Hvor dumt! Han var dog stadig meget opmærksom alligevel. Skoven kendte han, han vidste hvordan han skulle kunne bruge det til sin egen fordel og det var bestemt også noget, som han agtet, at skulle gøre i den anden ende! Han nægtet at noget skulle ske med Adeline! Han fik øje på manden i den sorte rustning. Han var bestemt ikke fra Procias, det var helt sikkert. Han stillede sig bag træet og spændte buen helt op. Der skulle virkelig kræfter i armene til at gøre det, men han var nu selv blevet så vant til at gøre det. Normalt ville han ikke have noget imod at dræbe, men efterhånden var det dræbe eller blive dræbt, så var valget også meget nemmere. Rustningen ville pilen aldrig kunne trænge igennem, det var derfor, at han valgte, at skulle sigte efter hovedet. Det var han helt sikker på, at han vill ramme. Jo tættere manden kom på dem, jo mere opmærksom måtte han selv ende med at blive. Han kneb øjnene let sammen. Han måtte koncentrere sig. Først da manden var tæt nok på, slap han buestrengen og så til at pilen fløj direkte igennem luften i en smuk linje direkte mod mandens hoved.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod muse stille, hun mærke mandes fodtrin gennem jorden. hun kunne ikke gøre noget uden sin bue og pile eller sit svær så hun var sårbar, for uden hun var blind. det var nu rart at hvide han passe på hende, det hjalp en smule på nerverne. manden hade set hende, og hade skifte retning mod hende. da Aerandir sendet pilen afsted, kunne adeline nærmest høre den suse i vinden. hun lukke øjne og regne med pilen ville ramme manden, men et ordenlig vindstød fik pilen til at skifte retning i sidste øjeblik, hvilke fik manden til at se sig om og trække sit svær. <Sky! nu vi altså på den>, adeline begyndt at bakke en smule tilbage sky ville snart være der men hvem vist om det ville være for sent eller om hun ville komme lige på falde rebet, adeline bakke til hun vælte over en gammel rod hvilke fik hende til at fald bag over og vride om på foden, hun bed sig i læben og tog sig til foden og prøve at komme op og stå.

[Deleted]

Aerandir vidste udmærket godt, at dette meget hurtigt kunne vise sig, at skulle blive en ekstrem farlig situation, og udelukkende fordi, at han stod der uden så meget som noget beskyttelse på kroppen, samt at hun måtte være lige ved, så var det bestemt ikke helt ufarligt, det som de måtte stå i lige i øjeblikket. Han agtet at beskytte hende ligesom han havde lovet hendes drage at gøre, mens hun var ude for at spise. At et kraftigt vindpust fik pilen skubbet ud af den retning som den havde haft, lagde han hurtigt mærke til, hvilket hurtigt fik ham til at skulle se rødt. Det kunne virkelig bare ikke gå mere galt! Han bakket hurtigt. Han vidste jo trods alt heller ikke hvor længe det kunne tage for Sky at skulle dukke op og han tog bestemt heller ikke nogen chancer! Den mand skulle bare væk. Han var bestemt ikke et væsen af Procias, så han havde bestemt heller ikke nogen ret til at skulle være her, og det var noget som han hellere end gerne, ville gøre helt tydeligt for ham. Han kneb øjnene fast sammen, selvom han var udmærket godt klar over, at dette krævede drastiske tiltag, ellers ville det først for alvor ende med at gå helt galt. Adeline skulle bare holde sig i ro, det var det vigtigste! Med rolige skridt havde Aerandir bakket i skjul bag et træ og fortsat hen til sine pile hvor han hurtigt greb fat om flere. Han var næsten sikker på, at Adeline var set, ellers havde han da ikke skiftet retning på den måde? Han spændte buen endnu en gang. Hans pile vil ikke kunne hamle op med et svæd hvis de kom i nærkamp, derfor skulle denne mand falde inden det! Han fik øje på manden bag buskene. Det var virkelig noget så sjældent, at han ramte ved siden af! Han spændte buen det han kunne, tog sigte og endnu en gang mod mandens hoved. Han skulle under ingen omstændigheder tæt på Adeline!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad stadig og ømme sin for vreden fod, og kunne mærke manden komme tætter og tætter på. hun prøve at komme op men dumpe ned igen da hun ikke var god til at stå på et ben, hun hørte atter en pil sus gennem luften, pillen ramte denne gang utrolig. adeline kunne tydelig høre manden's tunge krop falde til jorden med pilen i hovedet, hun gøs svagt og sad stille uden at rør bene. "Aerandir...er du okay" kom det så fra hende, hun viste en mand var falde men hvilken mand vist hun jo ikke, selv om hun hade en formodning at det var den fremme. hun rakte forsigtig hånden ud i luften og håbe hun rørt ham og ikke den fremme vis det var ham der ikke var falde, i det fjerne hørte man drage brøl sky var tilbage og hun hade stadig travlt, <sky der en der er falde men jeg ved ikke hvem det er> tænkte hun til sky der forsatte i samme tempo for at nå til dem, i mens blev adeline ved med at søge med hånden i luften mens den anden hånd holdt om den for vreden fod.

[Deleted]

Aerandir sukkede tydeligt lettet, da manden faldt direkte til jorden med pilen siddende i hovedet. Han gjorde det kun fordi det blev nødvendigt. Desuden var det tydeligt, at denne mand slet ikke var af Procias! Derfor havde han så sandelig også en meget god grund til at skulle gøre som han gjorde! Han sænkede buen stille og vendte derved hele hans opmærksomhed i retningen af Adeline istedet for. Han bed sig let i læben. Han lagde buen stille fra sig og gik hen til hende, da hun rakte hånden roligt frem mod ham. Et sted var det en glædelig tanke på alle måder. Han agtede at holde ord og han havde jo lovet at skulle beskytte hende, så det var noget som han agtet at gøre! "Jeg har det helt fint, Adeline," sagde han roligt. Han lod roligt sin hånd berøre hendes, dog stadig forsigtigt og vagtsomt, så der intet skete, og så hun heller ikke ville ende med at blive forskrækket ved hans pludselige tilstedeværelse tæt ved hende, for det var virkelig ikke noget som han måtte ønske for hende på nogen måde overhovedet. "Du kan falde til ro nu.. Han er død," sagde han stille. Han vendte blikket stille ned mod hendes fod. Hun var kommet til skade.. pokkers! Han sukkede stille. "Kom.. vi må se på den fod." Han kom roligt helt tæt på hende, lod den ene hånd stille glide bag hendes ryg og den anden under hendes knæ, idet han roligt hævede hende i sin favn og bar hende lidt med hen i skjul og tæt ved bækken, hvor han satte hende forsigtigt ned i det blæde græs. "Hvad er der sket med din fod?" tilføjede han spørgende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline blev siden, og blev glad da hun hørte hans stemme. hun mærke han forsigtig tog hendes hånd, hvilke fik hende til at smile og lukke hånden om hans. hun nikke bare til manden var død, hvilke var godt nok hun hade selv ikke prøve at dræbe nogle før så hun var glad for det ikke var hende. hun mærke han tog under hendes knæ og om hendes ryg og pluslige kunne hun ikke mærke jorden under sig, hun bed sig i læben og lå helt stille ind til han igen satte hende ned på jorden. "jeg vred om da jeg bakke lig tilbage da manden nærme sig...men jeg snuble over en rod eller noget" hun lod sin egen hånd holde om sin fod forsigtig, foden var lidt hæve men ikke meget. man kunne se sky på himlen nu, men hun hade sat farten ned kunne man se. <alt er okay sky manden er væk...og jeg okay jeg slog kun foden> sag adeline i dragens hovede, <du heldig din mand var der til at passe på det> lød en dyb blid stemme i hendes hovede, hvilke fik hende til at smile "sky er her snart" sag hun roligt og sad bare og vente på at 'se' hvad der ville ske.

[Deleted]

Aerandir havde skænket Adeline og hendes smukke drage et løfte om at passe på hende, så det var så sandelig også noget som han agtede at skulle gøre. Han var ikke en mand som løb fra løfterne og specielt ikke et som var så stort som dette. Det kunne have kostet hende livet. Hun kunne intet se så hun var jo trods alt forsvarsløs på det område. Han sendte hende et stille og svagt smil. Hun kunne nu falde helt til ro igen, og det var noget af det som var det bedste ved det hele i hans øjne, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet på noget tidspunkt i det hele taget. Han trak vejret dybt og prøvede selv at falde til ro. At trække buen op på den måde, havde bestemt heller ikke været godt for hans skulder, selvom det nu bare var noget som han bed i sig fuldt ud bevidst. "Så er det sikkert en rod.. Det skal vi nok hurtigt få ordnet," sagde han roligt og med en meget mere rolig stemme nu. Her ville eventuelle nye fremmed ikke kunne se dem, selvom han ville være i stand til at se dem, ikke mindst høre dem, hvis det skulle gå helt galt i den anden ende. Han skulle nok være klar. De skulle under ingen omstændigheder overraskes endnu en gang. Det tillod han virkelig bare ikke på nogen måde overhovedet! "Jeg er ked af, hvis det gjorde dig bange, Adeline," tilføjede han stille. Han kunne næsten forestille sig, at det havde været skræmmende bare at stå der og bare høre, at der skete noget, uden at være i stand til at se det. Han hævede forsigtigt sin ene hånd og lod den stryge mod hendes kind, stadig så varsomt og ekstremt forsigtigt. "Det er godt.. Jeg holder dig i sikkerhed frem til da," lovede han med en rolig og oprigtig stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad roligt og lytte til hvad han sag og til det omkring dem, hun smile bare. "ja det godt du var her...men så bange var jeg nu ikke" hun smile og mærke hans hånd på hendes kind, hun smile blidt. "jeg skylder dig godt nok en tjeneste for du passer sådan på mig" hun smile og så på ham, hun hade en fornemmelse af han hade ondt i foden hvilke ikke var godt, men hun sag ikke noget hun så bare ned og kunne godt lig han rørt hendes kind, nu hørte man brøl i himlen og sky kom fuld til syne og snart lande den kæmpe drage igen i lysningen, sky hvæse og hade tydelig vis haft travlt der var også lidt blod om munden som tegen på hun stadig var ved at spise da adeline kalde efter hende, sky slikke sig om munden og snuse til dem og holdt eller øje med det hele for dem mens hun lod ham gør det han nu ville, adeline sukke bare og tog sig til foden.