Træning i skoven

[Deleted]

Aerandir følte i den grad, at han gjorde det bedste i, at skulle holde sig en anelse på afstand. Dragen var virkelig et meget flot væsen. Selv ville han ikke kalde det for et dyr, for det var virkelig meget mere end det på alle måder i hans øjne, og det var slet ikke noget, som han ønskede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han blinkede let med øjnene. Han kom ikke udenom, at det store væsen, måtte gøre ham en anelse urolig. Det var ikke fordi, at der var mange drageryttere tilbage, så det var jo ikke dem som man så mest til. Han havde levet på jorden i mange århundrede efterhånden og han havde aldrig nogensinde set det væsen før. Dette var virkelig hans første og det var udelukkende derfor, at han valgte, at skulle gå frem på denne måde og med denne forsigtighed, som han nu havde valgt, at skulle gøre det, mest for sin egen skyld selvfølgelig, men også for hendes, for han ønskede virkelig ikke, at ende i strid med det smukke væsen. ”Det var da et smukt navn til en smuk kvinde,” sagde han roligt og selv med det svage smil på læben. Det var ord som han mente i det ramme alvor, det var ikke noget som han ville kunne komme udenom overhovedet og det var heller ikke noget ,som han måtte ønske i den anden ende. Han trak let på smilebåndet. ”Det er ikke ofte, at man møder en dragerytter… og endnu mindre forekommer det, at man ser det store og smukke væsen.. Det er virkelig smukt.” Han var tydeligt fascineret af det store og smukke væsen som hun måtte stå og kærtegne, det var slet ikke noget, som han på nogen måde, formåede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han vendte blikket mod hende, da hun igen talte. ”Hvordan vidste du..? Uanset.. Jeg er lige kommet fra Manjarno, efter en… lille ulykke,” forklarede han hende med et stille smil på læben. Hans skulder var jo stadig indbundet med en forbinding.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og stod bare roligt og kærtegne dragens hovede, "jeg vend intet om mit udsende så jeg stoler på din ord " hun smile og stod bare og nusse dragen, hun holdt den smuk var at søre for den fik mad og den vaske sig ved en svømme tur i havet, hun smule da han virke overrasket over hun viste hvad han var, "min drage fortalte mig det" sag hun og smile "og hun siger du er skadet" hun åbne øjne og var atter bare blind og så ikke med dragens øjne mere, "jeg kede af at høre de kom ud for en ulykke sig til vis der noget jeg kan hjælpe dem med...de hjalp jo mig" hun smile og stod blot og hade hænderne på dragen der stirre på ham og bare ville passe på hende, "tag det roligt min ven bare slap af der sker ikke noget" hun nusse dragen under dens ståre hag og dragen så ud til at nyde det rigtig meget.

[Deleted]

Aerandir kunne virkelig ikke få sig selv til at skulle lyve omkring hendes udseende. At gøre nar med de blinde ,var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind. Tvært imod, så ønskede han faktisk, at lære hende bedre at kende, også for at vise dragen ,at der virkelig ikke var nogen grund, til at skulle være så meget på vagt, som det smukke væsen nu måtte være, for han ønskede hende virkelig ikke noget ondt. Han havde da ikke ført hende hertil midt i det åbne, hvis han havde haft intentioner, som måtte være anderledes vel? Han trak let på smilebåndet. ”Tro mig. Smuk det er du,” sagde han med en rolig stemme, og dog alligevel så overbevisende som han nu kunne gøre det, blot for at vise hende, at han faktisk talte sandhed. Han vågede sig et stille skridt tættere på hende. At dragen passet på hende, kunne han godt se og et sted, så gjorde den tanke ham også glad, for så vidste han i det mindste, at hun ville være i sikkerhed og det var faktisk noget af det, som han måtte sætte som det vigtigste i denne stund, det var slet ikke noget, som han kunne komme sig det mindste udenom overhovedet. Han skævede let mod sin skulder og med et stille smil. Han vendte sig igen mod hende. ”Jeg fik en pil igennem min ene skulder,” forklarede han stille. For hans del, så var det ikke noget så vigtigt, selvom det jo faktisk havde været så tæt på, at skulle koste ham hans eget liv, at han slet ikke ønskede, at bringe lige den fakta på banen. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg var ved at rense det, da jeg hørte dig i buskene,” tilføjede han med et stille smil. Han stoppede klart op, da dragen så ud til at ikke bryde sig om, at han kom tæt på og han ønskede virkelig heller ikke, at komme det smukke dyr på tværs lige netop nu. ”Jeg ønsker ikke at komme på tværs..” tilføjede han med en rolig mine, dog mere henvendt til dragen, som et tegn på, at han slet ikke ønskede den smukke Adeline noget ondt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på ham, "tak" hun smile og kunne høre han talt sandt om hendes udsende. "av har prøve det" hun pege på sin skulder hvor der var et lille ar fra en pil der var gåde i gennem, "sig vis der noget jeg kan gøre" hun smile. dragen så på ham og nikke blot og slappe nu af og lag hovedet ned og var ikke så meget på vagt mere, hun smile og kunne godt lig hans selvskab. "ja jeg lamme vist en smile " hun lo lidt og kunne forstille hvordan hun hade set ud, "det var lidt pinligt " hun rødme svagt og sad bare og nusse sin små finger og bed sig lidt i læben. dragen snuse til ham og kom til at nyse så han ville nok vælte om kuld da det var noget af et nys, adeline kravle lidt frem for at finde ham da hun selv var vælte "er du okay" spurte hun og mærke hun fik fat i hvad hun gætte var hans ben.

[Deleted]

Aerandir blev roligt stående på sin valgte plads og med blikket hvilende på hende. Hun virkede virkelig til at være en meget sød pige, selvom han nu valgte, at bevæge sig frem med en klar forsigtighed. Han skulle virkelig ikke for tæt på dragen, hvis den ikke havde den tillid til ham, som den hun måtte udvise. At hun i det mindste måtte udvise den, var noget som han i den grad også måtte være glad for i den anden ende, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak let på smilebåndet og nikkede mod hende, selvom han vidste, at hun ikke var i stand til at se det. Han tvivlede dog stærkt på, at hun sad igen med den smerte som han gjorde, efter en pil i skulderen. ”Det er langt fra behageligt,” sagde han stille og med en stadig rolig stemme. Han sendte hende et svagt smil og selv med opmærksomheden hvilende på den store og smukke drage, som hun havde liggende lige ved sig. Han vendte kun lige blikket mod dragen, idet den måtte nyse. Det lille tryk, fik ham faktisk væltet omkuld og direkte ned på jorden. Han stivnede let af ren og skær forskrækkelse. Han så på hende, da hun prøvede at finde ham. Han havde nu slået skulderen en anelse. Han bed det dog bare i sig. ”Nej jeg… jeg har det fint..” Han tvang sig op at sidde, tog forsigtigt fat omkring hendes hånd. ”Bare sæt dig ned, Adeline,” sagde han med et stille smil på læben.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline mærke han hade fat i hendes hånd, den var lidt ru syntes hun men det under hende ikke. hendes var blød og glatte, "men du slog dig..er du helt sikker på der ikke er noget jeg kan hjælpe med...jeg har lidt i min rytter taske der måske kan hjælpe" hun så på ham tros hun var blinde kunne hendes øjne stadig vis følelser, og lige nu så de bekymret ud. dragen brumme og snuse til ham lidt som at sige undskylde, "sky siger hun er ked af det det var ikke hendes mening at vælte dig om kuld" dragen lå bare med hovedet på jorden og snuse til ham, dragen sag noget inde i adeline's hovede og fnis "sky syntes du dufter godt hun kan vist godt lig dig" hun smile adeline tog hånden til sig selv om det ikke gjorde hende meget han hade fat i den.

[Deleted]

Et stille smil passerede roligt Aerandirs læber. Hun virkede virkelig til at være en ekstrem sød pige, selv på trods af hendes tilstand, så var det virkelig ikke noget, som gjorde ham det mindste lige nu. Han kunne vel godt lære hende at kende, om ikke andet, så hjælpe hende, når hendes drage ikke havde muligheden for det, for det var noget som han glædeligt gjorde. "Jeg vil ikke bede dig om noget, som kan være for besværligt, Adeline. Jeg ønsker ikke at stå til besvær," forklarede han roligt og dog alligevel med en ærlig stemme. Det måtte da i sig selv, være svært, hvis hun slet ikke var i stand til at skulle se noget som helst? Det var han sikker på i den anden ende, og det var også af lige netop den grund, at han selv gik frem med en forsigtighed, for han ønskede virkelig ikke, at skulle fremstille hende som det ene eller det andet, for han kunne udmærket godt tænke sig til, at hun havde det svært nok som det var. Han trak let på smilebåndet og vendte sig mod hendes drage igen. At hun kunne lide ham, var vel noget som han kunne tolke som en god ting? "Det er helt okay. Jeg er helt fin," sagde han roligt. Han nikkede mod dragen, som et blot tegn på at det hele var i skønneste orden. Han overlevede nok at blive væltet om kuld. "Det må jeg jo tolke som noget positivt.. For jeg kan godt lide hendes rytter," sagde hun roligt og med det samme stille smil på læben. Han mente dog sine ord. Hun var virkelig en sød pige.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og sad bare stille og hade vippe hovedet lidt ned, "det nu ikke til besvær vil bare gerne hjælpe dig" hun sad bare og holde sig selv i hænderne mens hun bare lytte, hun blev svagt rosa over næsen da han sag til dragen han godt kunne lig rytteren, hendes drage brumme lidt nærmest som et grin men ellers så den bare på dem og bevæge lidt med den lang store hale, adeline kom op at stå og fandt hen til dragens hals og lidt længer tilbage hvor tasken var, og tog en flaske fra tasken og følte på formen, jo det var salven hendes mor hade lært hende og lave. hun rose hvider og fandt bandeasie, hun fandt tilbage til ham og forsigtig fandt hun frem til hans sår, "bare side stille det vil svie lidt" hun åbne flasken og hæle nærmest en tyg crem ud der var lilla, "den her salve lave min mor...den healer og renser sår både på mennesker og drager" hun smurte forsigtig på såret, det ville svi da det ville begyndt at virke med det samme. hun begyndt at forbinde ham så godt hun kunne ved at føle med hånden hvor hun var henne.

[Deleted]

Aerandir betragtede hende med et roligt og stille smil. At han ikke ønskede hende noget ondt, var vel også efterhånden gået op for hendes drage, hvilket han ellers var storslået tilfreds med i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det kunne han lige så godt bare stå ved i den anden ende, det var slet ikke noget som han ville diskutere. Han sendte hende et stille smil og nikkede så, selvom han vidste, at hun ikke ville kunne se det alligevel. Så var det ham bare ekstrem dum vane. Han trak vejret dybt. "Hvis du er så sikker.." sagde han roligt. Han så roligt til, da hun bevægede sig tilbage mod dragen og fandt et eller andet i tasken og tog det med tilbage til ham. Hun måtte være en dygtig dragerytter et sted, for det store og smukke dyr, var virkelig ikke noget som han havde set noget lignende til nogensinde, det var heller ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovdet. At hun ville ordne hans sår, var noget som han i den grad måtte tage som en god ting. Han holdt såret let frem mod hende, ved at skyde den ene skulder let frem. At det måtte svide, var noget som han kraftigt kunne mærke, hvilket blot resulterede i, at han spændte noget så kraftigt og ellers bare tvang sig selv til at sidde stille. "Tak.. for den advarsel," sagde han en anelse sammenbidt, selvom han i den grad bare tvang sig selv, til at skulle blive siddende på sin plads. At hun lod hånden vandre over hans faste krop, for at mærke efter på såret, var nu ikke noget som han mærkede sig synderlig meget af. Blot at det faktisk måtte virke.. Han rullede let på skulderen og med et stille og tilfredst smil. "Jeg skylder dig, Adeline," sagde han roligt og ikke mindst ærligt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og fik bunde hans skulder ind, "nej du skylder ikke noget det her som tak fordi du hjalp mig da jeg ikke kunne finde rundt" hun smile sødt og rørte forsigtig skulderen jo binde sad helt rigtig så det var bare godt, "din skulder skulle være næsten heale vis du lader det få ro den næste uge eller to så burte du var fin og flot igen" hun lo lidt og smile, hun sad roligt og lytte blot til hvad der var omkring hende, dragen brumme lidt og begyndt at blive lidt urolig. "er du skylden min ven...bare smut jeg spiser sener" dragen brumme og så på hende, "kom så af sted med dig jeg bliver her" dragen rejste sig op og begynd at baske med de stor vinger , vinden stod dem om øren adeline smile og nød den hårde vind og snart var dragen i luften og suse mod himlen og var svart blot en prik i det fjerne, "hun er hele tiden sulten....må være tegen på hun er ved at være en stor pige" hun sukke og smile bare.

[Deleted]

Aerandir stod nu stadig fast på, at han skyldte hende, for hvad hun havde gjort. Selvom det stadig måtte brænde meget i hans skulder, så var han nu ganske sikker på, at det ville være godt. At han skulle holde den i ro i en uge eller to, var nu bare en tanke som han måtte bide noget så voldsomt i sig, for det ville virkelig ikke hjælpe ham, at skulle rende rundt og lave alt mulig andet, hvis det ikke ville heale ham det mindste. Han sukkede indædt og nikkede til hendes ord. "Jeg skal holde min skulder i ro i en uge eller to? Det.. tror jeg godt jeg kan klare," sagde han roligt, selvom det var tydeligt, at han i sig selv, heller ikke var helt overbevist omkring det. Måske den healing som han havde fået, kunne hjælpe lidt. Han håbede det i det minste, for det, at skulle sidde mere i ro, det var virkelig ved, at gøre ham en smule sindssyg i den anden ende. At dragen var sulten, undrede ham virkelig ikke, for hun var virkelig ved at være stor.. om ikke andet, så var han jo helt sikker på, at hun måtte være fuldvoksen et sted. Han trak let på smilebåndet og vendte blikket ned, da dragen lettede og forsvandt over den store himmel. Han skulle nok passe på Adeline i den tid, det var der ikke nogen tvivl " om overhovedet. "Hun er ved at være stor? Kære Adeline, hvis du så hende, så ville du se hvor stor og smuk hun var," sagde han roligt. Det var virkelig ikke for at mobbe eller håne, men det var jo rigtigt. Sky var virkelig en stor og smuk drage på alle tænkelige måder.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så mod hvor hun hørte hans stemme, "det jeg ikke i tvivle om hun er....jeg ser hende på en måde inden andre kan....for mig er hun ikke en drage jeg ridder og kæmper med....hun min bedste ven og beskytter....nærmest en søster for mig" hun smile og sad med hænderne i skødet og så sød ud, "jeg ville dog ønske jeg ikke hade lagt min våben på sadlen...hehe...nu jeg en smule forsvars løs" hun bed sig i læben og log hovede vippe ned af, "men mund ikke hun er hurtige tilbage... hun plejer kun at spise en 2-3 køer når hun er rigtig sulten" hun smile og fnise lidt for hende var det jo normalt at sky spiste så meget men det kunne virke voldsomt for en der ikke kendet så meget til drager, hun smile og fik hovedet op igen og smile bare og virke glad og ubekymret.

[Deleted]

For Aerandir, var der vel ikke nogen grund til at skulle bekymre sig? Hun var vel et sted også overbevist om, at han intet ondt ville hende i den anden ende, når det kom til stykket? Det håbede han da i hvertfald, for havde han ønsket hende nogen former for ondt, så havde han i den grad allerede gjort det, og det havde han jo trods alt ikke. Han lod hovedet søge let på sned og med det blide smil. Det var fascinerende, at sidde og lytte til hvordan en dragerytter så på sin drage og det var jo trods alt også noget som i den anden ende, kunne gøre ham glad, det var der så sandelig slet ikke nogen tvivl om overhovdet. ”Hvis din drage ved det, så er jeg sikker på, at hun er stolt af, at være så tæt på dig, Adeline. Det er tydeligt, at hun betyder ekstremt meget for dig,” sagde han med en rolig og sandfærdig mine. Han løj bestemt ikke overfor hende, for det kunne han virkelig ikke få sig selv til, det var der så sandelig slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han måtte virkelig tage sig i nakken for ikke at tage om hendes hånd, for han havde faktisk lyst. Han trak vejret dybt. ”Så er det jo godt, at jeg kan beskytte dig, mens din drage er taget afsted for at finde noget at spise,” påpegede han roligt. At hun spiste så ekstremt meget, hvilket bestod af et menneskets forbrug af kød igennem et år, hvis det kunne gøre det, gjorde ham dog blot ekstremt overrasket, hvilket så sandelig også, kunne høres på hans stemme, selvom han virkelig prøvede at skjule det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og lo lidt, "bånde mellem en drage og dens rytter er ganske naturlige...og ved hjælp af hendes magi kan jeg høre hendes tanker....og ind i mellem se verden med hendes øjne....og se verden som alle andre kan" hun smile svagt og vente hovedte mod himlen, ""jeg skam kun glad for de gider passe på mig i mens hun er væk" hun smile og vente hovedet ned af igen og forsigtig fandt frem til hans hånd og lag hånden på hans, "det skal du have stor tak for Aerandir det rart at møde sådan et venlig væsen i disse tider....er det ikke mere sikkert at være drage rytter og træner for Procias ind at være et helt normalt menneske med normalt arbejde" hun smile svagt og trak så hånden væk igen da hun ikke ville virke på trængen mere ind hun var i forvejen som blind, hun rette atter hovedet mod himlen og nød den kølige vind der ramte hendes ansigt og fik det korte hår i bevægelse, hun gøs lidt og tog sig til skulderen men ellers gjorde hun ikke mere ved det.

[Deleted]

Procias' skove, var jo trods alt Aerandirs domæne på alle måder, som man overhovedet ville være i stand til at skulle tænke sig til, så det at lade noget ske hende, var slet ikke noget som måtte komme på tale for hans vedkommende! Det ville han bare ikke! Desuden, så ønskede han ikke at have Sky på nakken, hvis der skete noget med hende, det var ganske sikkert. Han lyttede til hendes ord. I sig selv, var de jo ganske vise, og det var noget som alligevel havde en betydning for ham. At noget så ungt, kunne besidde tanker som stak så dybe som dette, det var heller ikke ofte, at man måtte se det, så et sted, var det vel også en let trøstende tanke for ham et sted? "Utroligt.. Så du har faktisk formået, at skulle se.. hvordan alt ser ud?" spurgte han roligt. Han var tydeligt nysgerrigt på en dragerytter, det var jo heller ikke altid, at man overhovedet formåede, at skulle snakke med dem på den måde, som han nu havde fået muligheden til, og det var bestemt ikke en mulighed som han lod gå sig forbi og nægtet at gribe nu hvor den alligevel havde meldt sig. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hånden som hun lod falde over hans, fik ham hurtigt til at vende blikket ned mod den. Et stille smil passerede roligt hans læber idet han vendte blikket stille mod hende. "Selv en venlighed og hjælpsomhed, kan man finde i disse tider," sagde han roligt. For ham så var det virkelig ikke så meget af betydning, det var en selvfølge. "Træner for Procias?" gentog han forundrende.